Den permanente

Anmeldelse: Superstar af Thomas Bagger

I Superstar fylder efterforsker Camilla Staal meget på bekostning af kollegaen Ask Hjortheede, som vi fulgte i Den Permanente. Og det gør ikke spor.

Anmeldelse: For nu at blive i jargonen, der dyrkes blandt de unge realitystjerner, der er omdrejningspunktet i Thomas Baggers anden Aarhus-krimi, så er Superstar en super-fucking-god krimi. Skarp rå krimikræs, der både er tragisk/komisk og ultra underholdende.

Citeret frit efter hukommelsen så sagde hollænderen John de Mol, der har udviklet konceptet til realityshowet Big Brother, engang: Hvis man laver et realityprogram med 12 mennesker i en helikopter med kun elleve faldskærme og chancen for at vinde en million kroner, og man lader folk hoppe ud i det blå uden at ane, om de ender med millionen eller frit fald, så kan man uden tvivl finde medvirkende til programmet.

Grotesk, men måske ikke helt usandt.

Superstar handler netop om selfie-generationens besættelse af berømmelse. Om unge selvcentrerede mennesker for hvem fællesskab og solidaritet er fremmedord.

I bogen møder vi en række unge, der føler, at de udelukkende lever, hvis de er på skærmen og har tusindvis af følgere på de sociale medier. Som uhæmmede og i fuld offentlighed dyrker sex, så sekreterne fyr gennem luften. Som gerne lader sig manipulere, ydmyge og bruger alle de kneb, de kan, hvis blot de får en plads i realityhierarkiet og bliver kendt for at være kendte.

Og det er en krimi om de ældre produktionsfolks higen efter samme. Magtfulde folk bag skærmen, der snylter på ungdommen og efterlader ofre i form af især unge, håbefulde piger i deres midaldrende, utro kølvand. #metoo for fuld udblæsning.

Jeg var begejstret for Baggers debutkrimi Den Permanente. Superstar, der udkommer på det lille aarhusianske forlag EC Edition, er endnu bedre. Det er en skarpt skrevet krimi, hvor karaktererne mobber, horer, lyver, manipulerer, charmerer – og dræber. En roman med sylespidse personkarakteristikker og et sprog, der bruser, bobler og begejstrer. Bagger har skabt et avanceret plot så solidt, at det virker som om, han ikke har bestilt andet end at plotte i sit midt-i-trediverne-liv.

Som i Jussi Adler-Olsens Selfies balancerer nogle af karaktererne lige på grænsen af det karikerede, men som bekendt overgår virkeligheden ofte fantasien. Og en type som Kato-fucking-Salinas, som vi møder i bogen, findes sikkert et sted derude. (Mon ikke realitystjernen Gustav Salinas har inspireret til den fiktive Katos efternavn?)

Da to unge kvinder, der begge har deltaget i realityprogrammet Sinners Island, som levende zombier efterlades på offentlige steder, dopede og med superstar brutalt knivridset ind i armen, får Camilla Staal ansvaret for efterforskningen som leder af et lille taskforce ved Østjyllands Politi. Politimanden Ask Hjortheede, som var hovedperson i Den Permanente, har frivilligt ladet sig indlægge på Psykiatrisk Hospital i Risskov – dybt påvirket af hændelser, der ikke skal røbes her.

Kun sporadisk dukker Ask op i fortællingen. Heldigvis er kollegaen Camilla Staal, som vi også mødte i Baggers første bog, en uhyre interessant hovedperson. Som de fleste andre karakterer i Baggers krimiunivers, så har hun dybe ar på sjælen – og noget kolossalt stort på spil. Især gennem hendes intelligente øjne følger vi begivenhederne, der igen er centreret til Aarhus og omegn.

Mon ikke Bagger får sit store forfattergennembrud med Superstar? Jeg tror det. Og håber. For jeg hepper på folk, der bliver kendte, fordi de er gode til noget.

PS: Du får mere ud af bogen, hvis du har læst den første i serien om Ask og Camilla.

 

Det bedste fra 2017

Årets højdepunkter: Debutanterne Thomas Bagger og Anne Mette Hancock og Netflix-serien Fauda er på min liste over årets højdepunkter.

Kan jeg tillade mig at lave listen her, når jeg ikke har læst alle krimier, der er udgivet på dansk/oversat til dansk i løbet af året? Ja, selvfølgelig. Men husk: Det er det bedste af alt det, jeg har slugt af bøger (og serier) i løbet af året:

Grafiker Peter Stoltze har designet omslag til alle Jesper Steins krimier. Læs interviewet med Stoltze her

Årets bedste danske krimi: Papa af Jesper Stein. Jeg fulgte med gigantisk læselyst Axel Steen som lapset og handlekraftig gangster rundt i Europa. For, som jeg skrev i min anmeldelse: “Papa er en mørk og rå thriller. Bogen er ekstremt underholdende. Uden sammenligning er Papa den bedste danske krimi (eller rettere thriller), jeg har læst i år. Og faldera for en hæsblæsende finale. Suverænt krimihåndværk, masser af spænding og et stærkt portræt af en plaget mand.”

Jeg var i Stockholm i maj i år og sendte lange blikke efter Arne Dahls Inland, der var udkommet på svensk. I september udkom bogen på dansk – med et ekstra d i titlen. Foto: Rebekka Andreasen

Årets bedste udenlandske krimi: Indland af Arne Dahl. Altså. Jeg turbolæste de første 100 sider og glemte så bogen hos en veninde, som jeg sjældent besøger. Bogen levede hengemt i hendes bryggers, indtil jeg for nylig endelig blev genforenet med Indland. Det er anden bog om Berger og Blom og efterfølgeren til Skyggezone, som det er en stor fordel at have læst først. Åh, hvor tager den svenske forfatter læserne ved næsen i denne fabelagtige, spændende og fine krimi. Han er ferm til at skrive krimier, ham Dahl. En af de bedste overhovedet. Synes jeg.

Årets bedste debutant: Ligblomsten af Anne Mette Hancock. Jeg har det princip, at skal jeg interviewe en forfatter på Krimimessen i Horsens, så anmelder jeg ikke den bog, vi skal tale om på messen. Derfor anmeldte jeg aldrig Ligblomsten. Men hvis du har fulgt med på sitet, aner du, at jeg er ret glad for bogen. Især Hancocks sublime sprog, fine detaljer og tone væltede mig – og mange andre krimifreaks – totalt omkuld. Som når hovedpersonen Heloise genkender lugten (eller duften om man vil) af Pierre Cardin-aftershave, der: “mindede hende om at stå i badeværelset i sit barndomshjem og synge ned i den mikrofonlignende glasflakon med det konvekse spejllåg, som fik ens ansigt til at bue underligt udad og næsten til at se overdimensioneret ud. En slags datidens SnapChat-filter”.

Årets digitale føljeton: Black Notice af Lotte Petri. 2017 blev året, hvor vi begyndte at lytte til bøger i et serielignende format – altså historier skrevet i flere afsnit og sæsoner, som vi kender fra tv-serier eller podcasts. Black Notice er skarpt skåret, men har heldigvis plads til fine karakterbeskrivelser af bl.a. efterforskningsleder Felix Jørgensen. Petri har skrevet en historie, der er inspireret af en virkelig begivenhed i Norge, hvor et lig i en våddragt skyllede i land. Fortællingen i fem dele har masser af flow og er rasende spændende. I øvrigt er Black Notice en international efterlysning via Interpol. Også på Storytel.dk eller på f.eks. mofibo.com finder du lydbogs-serier.

Den permanente er første del af en krimiserie om efterforsker Ask Hjortheede og hans kollega Camilla Staal. Foto: Rebekka Andreasen

Årets overraskelse: Den Permanente af Thomas Bagger. I min anmeldelse skrev jeg: “Bagger skriver i ofte korte, rappe sætninger med åbenlyse skarpe og sylespidse ord, der er skrevet med omhu og kreativitet. Jeg labbede grådigt ordene i mig. Forfatteren, der har læst medievidenskab, har tidligere skrevet filmmanuskripter, og det smitter af på teksten. Kort, stramt, præcist, men samtidig med krølle på halen. Og plads til eftertænksomhed.” Og ja, jeg skal interviewe Thomas Bagger på Krimimessen i Horsens 2018, men det kom på plads efter jeg havde anmeldt bogen. Og jeg glæder mig meget til at møde den aarhusianske forfatter.

Årets Pris: Altså. Jeg er stadig meget stolt af og rørt over, at jeg på Krimimessen i Horsens fik Anton Koch-Nielsen diplomet, der gives til: “en person som med entusiasme, engagement og bred faglighed har beskæftiget sig med kriminallitteraturens specifikke spilleregler, stil og sprog.” Anton Koch-Nielsen var en stor krimikender, så det er en enorm ære.

Årets bedste Netflix-fix: Fauda. Serien er intet mindre end en nuanceret tv-serie om den komplekse, blodige og langvarige konflikt mellem jøder og palæstinensere på Vestbredden. Det er en hamrende spændende, dramatisk, autentisk og netop nuanceret skildring af konflikten, der virker endeløs. Og det er ikke helt forkert at sammenligne serien med Homeland. Selvom den ikke når samme højder som den amerikanske tv-serie og slet ikke er produceret lige så lækkert. Serien er uhyre interessant og herligt befriet for rendyrkede helte og propaganda. Se den.

Årets bedste biografi: Jussi af Jonas Langvad Nilsson, som jeg har læst i behagelige bidder. En både smuk, detaljerig, skøn, sjov, alvorlig og meget ærlig bog, der ikke kun er levende skrevet, men som også giver et fint og nuanceret billede af den populære danske bestseller-forfatter Jussi Adler-Olsen, der nærmest er et fænomen i særklasse. Og så giver bogen mig ny viden om den ekstremt målrettede forfatter. Nu ved jeg f.eks hvorfor Joni Mitchell-nummeret A Case of You betyder noget ganske særlig for Adler-Olsen, og jeg har set et foto af ham i en hjemmehæklet trøje anno 1978 kreeret af hustruen Hanne. Om jeg har læst andre biografier i år? Nej. Men denne godt 400 sider lange bog er altså ret interessant.

Fotoet af mig, der interviewer Lotte og Søren Hammer har jeg fået tilsendt af en venlig bloglæser. Tak for det Ane Ahrenkiel Sand.

Årets bedste event: Krimimessen i Horsens. Som altid en forrygende oplevelse, hvor jeg fik lov til at interviewe Lotte og Søren Hammer, Anne Mette Hancock,  Pernille Boelskov, Bent Stenbakken og Jürgen Klahn. Også mange krimiforfattere elsker den årlige fest i Fængslet i Horsens. Leif Davidsen sagde i messens åbningstale bl.a.:

Her møder vi læserne, og det er virkelig dejligt, for hvad ville vi forfattere være uden læsere? Skribenter i støv. I en af de bedste romaner, jeg har læst i mange år, fortælles om de glemte bøgers kirkegård, det sker i Carlos Ruiz Záfons spændingsroman Vindens skygge, som også er en stor eksistentiel fortælling om kærlighed og forræderi i tiden efter Den Spanske Borgerkrig. Det er rigtig gode bøger, der gemmer sig på de glemte bøgers kirkegård i Barcelona, men jeg tror ikke ret mange forfattere ønsker at ende der. De ønsker at være ude blandt læserne, som man jo henvender sig til, en efter en, uanset om man har valgt den ene eller den anden genre.

Læs eller genlæs mine reportager fra Krimimessen i Horsens 2017 her og her

Der er meget godt i vente på krimifronten i 2018. I skal bl.a. glæde jer til Pigen under jorden. Det er første bind i britiske Elly Griffiths serie om arkæologen Ruth Galloway, der udkommer på Gads Forlag den 19. januar 2018. Jeg har smuglæst og interviewet forfatteren og, ja altså: I kan godt glæde jer. 

Og så ser jeg frem til at tage hul på 2018 med sæson 4 af Broen på DR1. Håber på et brag af en finale.

Rigtig godt nytår til alle jer, der læser med her. Tusind tak for mails. Og for kommentarer både her på bloggen, men også på Facebook og Instagram.

Mange hilsner fra

Rebekka

Tre heldige. Og noget om kort og lydbøger i nyt format

Jeg har en svaghed for landkort og har dekoreret væggene i mit hjem med en del af slagsen. Den Permanente af Thomas Bagger foregår i og omkring Aarhus. Leder du efter en krimi, der foregår et helt bestemt sted, så kan du søge geografisk efter krimier på krimisiden.dk Foto: Rebekka Andreasen

Tak til alle jer, der har deltaget i konkurrencen om at vinde debutanten Thomas Baggers debutkrimi Den Permanente. Og tak for fine boganbefalinger.

Det er godt fem år siden, jeg begyndte at blogge her på sitet, og mange af jer, der smider kommentarer, har været med helt fra begyndelsen. Det glæder mig, at I læser med. Tak.

De tre heldige vindere er:

  • Louise Olesen, der anbefaler Hilsner fra de døde af Stuart MacBride
  • Pia Andersen, der anbefaler Cilla og Rolf Börjlinds serie om Rönning og Stilton
  • Dorte Slouborg, der anbefaler Jeg er pilgrim af Terry Hayes

Send mig jeres adresse på: mail@rebekkaand.dk – så er der en signeret udgave af Den Permanente på vej til jer. Tak til forfatteren og Forlaget E.C. Edition for at sponsorere de tre bøger. Læs anmeldelse af bogen her

Selvom Thomas Baggers debutkrimi foregår i og omkring Aarhus, er det ikke byen, der er i fokus, men karaktererne og deres udvikling (eller afvikling). Hvis du gerne vil finde krimilitteratur fra bestemte byer eller lande, så kan du via Krimisiden.dk – under geografisk indgang – søge efter krimilitteratur, der foregår i specifikke lande og byer.

En anden Aarhuskrimi er f.eks. Elsebeth Egholms Jeg finder dig altid 

Den næste krimi, jeg anmelder, foregår bl.a. på en gammel motorbåd i Christianhavns Kanal. Og udkommer meget snart. Mon du kan gætte hvilken krimi, det er?

Bøger som serie

I 2018 vil du kunne lytte til endnu flere bøger som serier på streamingtjenester som Storytel og Mofibo. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg er nok ikke den eneste, der de senere år har fået udvidet mit ordforråd med ord som streaming og binge-watching.

Vi danskere er vilde med at sluge tv-serier på tjenester som HBO og Netflix. Og vi er blevet vant til, at de forskellige streamingtjenester producerer unikt indhold til én bestemt tjeneste.

Fremover får du også mulighed for at lytte til bøger i et serielignende format – altså historier skrevet i flere afsnit og sæsoner, som vi kender fra tv-serier eller podcasts.

Krimiforfatter Christian Frost har skrevet Black Dolphin, som er en såkaldt original Storytel-serie. Hele sæson 1, om en dansk mand, der pludselig havner i et brutalt russisk fængsel på grænsen til Kasakhstan, finder du på Storytel.dk eller på mofibo.com

Og fra 1. november kan du lytte til Eva Maria Fredenborgs lydbog-serie Akademiet, der handler om et nordisk akademi, der arbejder med profilering af gerningsmænd. Forfatteren skriver i øjeblikket på anden sæson.

God lytte- og læselyst.

 

Konkurrence: Vind Den Permanente af Thomas Bagger

Den Permanente er første del af en krimiserie om efterforsker Ask Hjortheede og hans kollega Camilla Staal. Vind bogen. Foto: Rebekka Andreasen

Konkurrence/giveaway: For nylig anmeldte jeg krimien Den Permanente af Thomas Bagger. Tre bloglæsere kan nu vinde bogen. Bøgerne er sponsoreret af forfatteren/forlaget E.C. Edition.

35-årige Thomas Baggers debutkrimi overrumplede mig fuldstændig. Jeg læste bogen en lille måneds tid efter udgivelsen, havde ingen særlige forventninger til bogen, og jeg havde ikke hørt/læst om bogen i forvejen. Og hvor er det skønt at blive overrasket. Bogen er nemlig ret god. Læs min anmeldelse her

Den Permanente er en krimi om bl.a. svigt, hævn, seksualitet, korruption, familiehemmeligheder, kærlighed og tilgivelse.

Den Permanente er ikke kun titlen på bogen, men også en populær badeanstalt ved havet i den nordlige del af Aarhus. Netop her skyller et lig i land, og så ruller historien, hvor vi følger efterforsker ved Østjyllands Politi Ask Hjortheede. Thomas Bagger har nemlig skrevet om et miljø, han som aarhusianer kender ganske godt. Den lille storby og dens nordlige forstæder.

Selvom man ikke har kartoffelpandekager med svampe a la Kraków inden for rækkevidde, så vil bogen sandsynligvis smage dig, hvis du er vild med krimi. Foto: Rebekka Andreasen

Har du fulgt bloggens profil på Instagram eller Facebook ved du, at jeg den sidste uge har holdt ferie i Kraków. Min mand læser stort set kun bøger, når vi er på ferie, og han har netop slugt bogen i et for ham uvant hurtigt tempo – ledsaget af rigelige mængder polske kartoffelpandekager.

Der er tre signerede bøger på højkant. Skal du være en af de tre heldige bloglæsere? Du deltager i konkurrencen ved at anbefale en god krimi/spændingsroman i kommentarfeltet under indlægget her.

Du kan deltage i konkurrencen frem til mandag den 30. oktober 2017 klokken 12. Du skal selv tjekke på bloggen, om du har vundet. Hører jeg ikke fra vinderne inden en uge, trækker jeg nye navne. Bemærk, at der kan gå lidt tid, fra du skriver en kommentar, til du kan se den på bloggen.

Thomas Bagger er født og opvokset i Aarhus, hvor han også bor i dag. Den Permanente er hans debutkrimi. Foto: PR

PS: Konkurrencen er sponsoreret af forfatteren og forlaget E.C. Edition. Til info anmeldte jeg bogen, før jeg havde en aftale med forfatteren/forlaget om konkurrencen.

Anmeldelse: Den Permanente af Thomas Bagger

Hvad hovedpersonen Ask Hjortheede og et californisk jordegern har til fælles, må du læse bogen for at finde ud af: Foto: E.C. Edition.

Anmeldelse: Jeg jubler. Den permanente af Thomas Bagger er en usædvanlig god krimidebut, der både har knippelgodt sprog, fantasifuldt og underholdende plot og en nuanceret hovedperson, man har lyst til at være i selskab med. Aarhus har fået en ny krimiforfatter med kæmpe K.

Da jeg for snart fem år siden begyndte bloggen, var det netop fordi jeg gerne ville dele mine gode læseoplevelser og inspirere andre til at dykke ned i skønne bøger inden for krimigenren. Derfor er det en stor fornøjelse at skrive anmeldelsen her, som jeg håber inspirerer dig.

Den Permanente, der er 35-årige Thomas Baggers debutkrimi, overrumplede mig fuldstændig. Bagger skriver i ofte korte, rappe sætninger med åbenlyse skarpe og sylespidse ord, der er skrevet med omhu og kreativitet. Jeg labbede grådigt ordene i mig. Forfatteren, der har læst medievidenskab, har tidligere skrevet filmmanuskripter, og det smitter af på teksten. Kort, stramt, præcist, men samtidig med krølle på halen. Og plads til eftertænksomhed.

Og så har Bagger fundet på en ret god og kringlet historie, der foregår i Aarhus og i de nordlige forstæder: Trøjborg, Risskov, Egå og Skæring.

I Den Permanente, der er ikke kun er bogens titel, men også navnet på Aarhus’ gamle havbadeanstalt ved stranden i Risskov nord for byen, møder vi chefefterforsker Ask Hjortheede fra Østjyllands Politi.

Han leder det såkaldte Task Force Den Permanente. Hvorfor er unge homoseksuelle mænd siden firserne forsvundet og aldrig dukket op? Altså indtil et lig skyller op på den aarhusianske badeanstalt, og politiet aner et mønster.

Et spor i sagen fører Ask og en ung kollega til havnen i Aarhus. Men i en grim brandulykke dør den unge betjent. Ask overlever med svære fysiske mén, men den nogle og fyrreårige betjent udskriver sig selv fra hospitalet før tid for at få svar på de spørgsmål, der hober sig op i kølvandet på ulykken.

Men pludselig er Hjortheede selv anklaget for den unge betjents død, og samtidig ånder et par ukendte mænd ham tungt og klamt i nakken.

Ask Hjortheede er ikke en alkoholiseret efterforsker Tværtimod har han, for at støtte sin kone Julie, gået med hende til AA-møder i årevis. Efter 17 år som ædru alkoholiker, falder hun igen i. Og Hjortheede begynder at tvivle. På sin kone. Og på sig selv.

Den aarhusianske efterforsker er netop så sammensat og interessant, at jeg hellere end gerne vil være i selskab med ham gennem bogens 360 sider.

Thomas Bagger er født og opvokset i Aarhus, hvor han også bor i dag. Bogen foregår i og omkring Aarhus. Den Permanente er hans debutkrimi. Foto: PR

Thomas Bagger har skabt en broget palet af interessante bipersoner, og vi kommer godt rundt i samfundet. Fra den omsorgssvigtede unge kriminelle, til Hjortheedes universitetsuddannede kollega Camilla Staal og til den magtfulde og svimlende rige rederiejer, som Dronningen takker i sin nytårstale.

Forfatteren styrer sikkert, men overraskende, sine personer igennem et snørklet plot i kulisser i min baghave.

Det gav mig lidt ekstra krimiguf at jeg selv bor i Risskov, men hvad enten du bor i Glyngøre, Faaborg eller Helsingør, så giv krimidebutanten en chance. Du får en skarp underholdende Aarhuskrimi med både tjubang og en dyb tanke eller to til gengæld.

Den permanente er en krimi om bl.a. svigt, hævn, seksualitet, korruption, familiehemmeligheder, kærlighed og tilgivelse.

Et par småting irriterede: I den korte prolog er hovedpersonens navn stavet forkert. Det er en ommer. Og i et par kapitler blander forfatteren synsvinkler, altså fortællestemmer, i samme afsnit. Det forvirrer. Heldigvis er det korte afsnit, men mon ikke der bliver luget ud i de småfejl i bog nummer to og tre i serien, som forfatteren stort set allerede har skrevet færdig? Jeg håber.

Elsebeth Egholm, Inger Wolf og Inger Gammelgaard Madsen: gør fluks plads til endnu en aarhusiansk krimiforfatter med format. Navnet er Bagger. Thomas Bagger.

PS: Ifølge E.C. Edition, der er det lille aarhusianske forlag, der udgiver bogen, er et produktionsselskab og en manuskriptforfatter i gang med at forvandle serien til en tv-serie.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her