Den Sorte Diamant

Mød Lisbeth Salanders nye far i København

Ny Salander-krimi: Mandag besøger den svenske forfatter David Lagercrantz København, og du kan stadig købe billetter til arrangementet. Han er manden bag den femte bog i Millenniumserien om Salander og Blomkvist.

David Lagercrantzs Manden der søgte sin skygge, hvor vi igen møder Salander og Blomvist, udkommer i dag i 26 lande. Foto og copyright: Cato Lein.

I dag udkommer femte bind i den såkaldte Millenniumserie om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist.  Manden der søgte sin skygge hedder bogen. Stieg Larsson, der døde i 2004, skrev de tre første i serien:

  • Mænd der hader kvinder
  • Pigen der legede med ilden
  • Luftkastellet der blev sprængt

Den svenske forfatter David Lagercrantz fik den ikke helt nemme opgave med at skrive videre på et univers, som millioner af læsere verden over har taget til sig. At Lagercrantz takkede ja til at skrive videre på Larssons storsælgende krimier blev mødt med stor kritik og forargelse. Også forlaget bag, Nordstedts, blev kritiseret.

Men Lagercrantz skrev bogen, og i 2015 udkom Det der ikke slå os ihjel, som jeg bl.a. kaldte:

en kompleks og interessant historie skrevet med respekt for det unikke Millennium-univers, som Stieg Larsson skabte. Som thriller er romanen dog lidt for tung med lange passager om matematik og teknik

Lagercrantzs fritstående fortsættelse af Larssons tre bøger blev en kommerciel succes.

Det er langt fra første gang i verdenshistorien, at en forfatter skriver videre på en andens værk. Da Lagercrantzs første Salander-bog udkom, blev jeg bl.a. interviewet til P1 om hvorvidt det var gravrøveri at lade Stieg Larssons serie fortsætte med en anden forfatters pen.

Hvis rettigheder, jura, copyright etc. er på plads, mener jeg, at det etisk er helt i orden at bygge videre på Larssons krimiunivers.

Ligesom jeg med kolossal stor fornøjelse ser en ny James Bond-film, der kun løst er bygget på Ian Flemings oprindelige ide. Ej heller er det Walt Disney, der skaber Anders And-historier i dag. Og for nogle år siden skrev den britiske forfatter Sophie Hannah en Poirot-roman. Agatha Christie kunne af gode grunde ikke skrive den.

Om kvaliteten i de nye værker er lige så god som originalerne, det er så spørgsmålet.

I Manden der søgte sin skygge lover Lagercrantz, at vi får svar på, hvorfor Lisbeth Salander har en stor tatovering af en drage på ryggen. Og vi bliver klogere åp skyggerne fra Lisbeth Salanders barndom.

Oplev David Lagercrantz live, når han gæster International Forfatterscene i Den Sorte Diamant i København på mandag. Find billetter til arrangementet her

PS: Vidste du, at David Lagercrantz har været kriminalrapporter på den svenske avis Expressen? Og at han er søn af den berømte svenske forfatter og nu afdøde kritiker Olof Lagercrantz?

Nesbø til Danmark og masser af krimiguf i vente

10. juni udkommer Jo Nesbøs 10. bog om Harry Hole.

10. juni udkommer Jo Nesbøs 10. bog om Harry Hole.

Måske skal du høre Jo Nesbø, når han besøger Den Sorte Diamant til juni? Og måske skal du, som jeg, ud og anskaffe dig et par eller flere af forårets krimiudgivelser? Der er bl.a. nyt på vej fra Elsebeth Egholm, Chris Carter, John le Carré og Julie Hastrup.

Nu hvor foråret endelig har besluttet sig for, at vi ikke skal gå direkte fra vinter til sommer, er det med at hoppe ud i forårsluften og få sol på næsen. Sæt dig godt til rette i en stol i din have, på bænken i parken eller find et solrigt hjørne af din altan og fordybe dig i en god krimi. Hvad er der egentlig at glæde sig til?

Følger du bloggen fast, ved du, at jeg er begejstret for Jo Nesbø, der skriver så nervepirrende uhyggeligt og spændende, at man for en stund glemmer, at det er fiktion. Politi er den 10. bog om Harry Hole og udkommer den 10. juni. Samme dag besøger den succesrige norske krimiforfatter Det Kongelige Bibliotek. International forfatterscene i Den Sorte Diamant danner rammen, når Jo Nesbø bl.a. giver sit bud på, hvorfor millioner af læsere verden over har taget den litterære figur, som han har skabt, til sig. Læs mere om arrangementet her

30. maj udkommer endnu en krimi af Elsebeth Egholm om journalisten Dicte Svendsen, der i tv-serien blev spillet af Iben Hjejle. De sidste to bøger havde Dictes søn, Peter Boutrup, i hovedrollen. Det var en udvikling, som jeg rigtig godt kunne lide. Tre Hundes nat fra 2011 og De døde sjæles nat fra sidste år er efter min mening Elsebeth Egholms allerbedste. Eget ansvar, som den nye krimi hedder, har både Peter og hans mor som centrale figurer, og det bliver spændende at læse, hvordan forfatteren får flettet de to stærke personligheder ind i samme historie.

Dødens kunstner af Chris Carter er det fjerde bind i serien om kriminalassistent Hunter. Chris Carter har italienske aner, er født og opvokset i Brasilien og har boet i både USA og England. Han har studeret psykologi og har speciale i kriminel adfærd. Han har også levet af at være rockmusiker. Hans psykologiske thrillers er ikke for sarte sjæle. Jeg mødte ham på Krimimessen i Horsens sidste år, som du kan se på billedet nedenunder. Chris Carter er en flink og behagelig mand – med en meget grum pen. Bogen udkommer 3. maj.

Jo, man må godt se lidt lalleglad ud, når man møder en succesrig krimiforfatter.

Jo, man må godt se lidt lalleglad ud, når man møder en succesrig krimiforfatter.

Der er sikkert mange, der glæder sig til 14. maj, hvor Dan Browns Inferno udkommer. Den står ikke øverst på min ønskeliste, men jeg ender sikkert med at læse den alligevel. Af ren nysgerrighed. Svenske Ninni Schulman, der havde stor succes herhjemme med sin debutkrimi: Pigen med sne i håret, er også aktuel med ny krimi til juni. Drengen der holdt op med at græde hedder den. Portræt af døden af Julie Hastrup er fjerde bog i krimiserien om efterforskeren Rebekka Holm. Den skal jeg have fingre i. 24. maj er udgivelsesdatoen. Også John le Carré, der efterhånden er blevet en ældre herre på 81 år, udkommer på dansk midt i maj med thrilleren En skrøbelig sandhed.

Nyd foråret – og rigtig god læselyst.

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Den permanente af Thomas Bagger, EC Edition

Læs mere om Aarhus-krimien her