Det kolde våde land

Anmeldelse: Sirenesang af Adrian McKinty

Adrian McKinty har vundet flere priser for serien om politimanden Sean Duffy.

Anmeldelse: Aye, aye..  tag med til The Troubles, konflikten i Nordirland i 80érne. Sirenesang er en mørk politikrimi med et borgerkrigshærget Nordirland som baggrundstæppe. At læse Adrian McKintys krimi er en særdeles god og stemningsfuld oplevelse.

Sidste år udkom Adrian McKintys første bog om kriminalassistenten Sean Duffy Det kolde våde land på dansk. Nu er den anden krimi om politimanden fra Carrickfergus, en by lidt nord for Belfast, udkommet på dansk.

Tag med tilbage til 1982 hvor terroraktioner og mord er hverdag i Nordirland, og hvor luften konstant flænges af sirener fra ambulancer og brandbiler. Hvor arbejdsløsheden er høj. Og hvor ” pjaltede unger af den slags, man ser i Pulitzervindende fotobøger” keder sig på gaden.

Og hvor politimanden Sean Duffy, som en del af sin morgenrutine, tjekker sin bils understel for IRA-bomber. ( I denne podcast kan du høre Adrian McKinty fortælle, hvordan han som ca. 12-årig sammen med sin lillebror fik et lift i skole hver morgen af en major fra den britiske hær. Hver dag tjekkede majoren bilen for bomber, indtil den dag, hvor han ikke gjorde det. Heldigvis var der ingen bombe i bilen, men episoden gjorde et kæmpe indtryk på forfatteren, der i 82, hvor bogen foregår, var 14 år.)

Sammen med sine kolleger finder Sean Duffy, der er bogens jeg-fortæller, torsoen af en mand i en kuffert i en fabrikshal. Hurtigt viser det sig, at efterforskningen trækker tråde til både den engelske efterretningstjeneste og FBI. Og at der er kræfter, der ikke er interesserede i, at Duffy og co. finder vej til sandheden om den dræbte. Duffy må bl.a. en tur over Atlanten til Boston for at efterforske sagen.

Jeg var med Aer Lingus og sad i rygerafdelingen og så Ingmar Bergmans Fanny og Alexander. Den var så lang, at den ikke engang var slut, da vi landede.

Det er pokkers interessant at følge i hælene på Duffy. Det er råt, mørkt, heftigt. Tåget og regnfuldt. Og rigtig, rigtig godt. Heldigvis er der masser af sort humor i bogen også:

Kommissær Brennan sukkede og duppede med pegefingeren i bordpladen. Ubevidst – eller bevidst – stavede han til røv i morsealfabetet.

Sirenesang er ikke en politisk krimi, men der er masser af politik i bogen alligevel. Det er ikke alle referencer, jeg fanger, fordi min viden om nordirske forhold er nogenlunde den samme som en teenagedrengs forhold til rengøringsmidler. Men en af bogens helt store styrker er tidsbilledet af et land i kaos, hvor konflikterne ulmer alle steder.  Og hvor magtesløsheden er stor. Som læser får du hovedet proppet med gode stemningsbilleder. Og nogle af de problematikker, som bogen tager op, er slet ikke uaktuelle her i en verden anno 2018.

Jeg er vild med Sean Duffy. Han er møgsympatisk. Og alt andet end en krimikliche, selvom han er temmelig glad for Vodka Gimlet – vodka med masser af lime. Som katolskfødt er han lidt af en ener i et overvejende protestantisk politikorps. Han er en åben og bohemeagtig type, og så er han ihærdig og fandenivoldsk.

Der er masser af referencer til musik i bogen. Titlen ( I Hear the Sirens in the Street) er en linje fra en Tom Waits-sang. Og Sean Duffy hører New Order på kassettebånd i politiets Land Rover, og han sætter Nick Cave på grammofonen, når han har kærestesorger.

Flere gange har Adrian McKinty forsøgt at tage livet af sin hovedperson, men heldigvis er det ikke lykkedes ham endnu. Foreløbig har forfatteren, der nu bor i Australien, skrevet seks bøger om Sean Duffy. Jeg synes, du fluks skal hoppe med på Duffy-vognen. Og huske at tjekke for bomber først.

Bogen er oversat af Søren K. Barsøe.

Du kan møde Adrian McKinty på Krimimessen i Horsens.

PS: Forlaget OLGA, der står bag udgivelsen, er etableret af en gruppe garvede bogmennesker, som ikke vil anerkende, at de har overskredet sidste salgsdag. For, som der står på forlagets hjemmeside: Hele vores liv har vi arbejdet i og omkring forlag som redaktører, redaktionsmedlemmer og eksterne læsere, indtil vi i løbet af de sidste par år har ladet os pensionere for ’kun’ at lystlæse og få mere tid til vores nærmeste og alt det øvrige, der interesserer os.  Men det går bare ikke! Af gammel vane læser vi fortsat kun bøger og manuskripter, der ikke er udkommet på dansk, og vi finder så meget af høj kvalitet, at vi MÅ vælge det bedste ud og gøre det tilgængeligt for danske læsere.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her