Diana Bach

Arne Dahl: Jeg missede mit fly

Hvor Utmarker, Skyggezone på dansk, udkom i 2016 herhjemme, må danske læsere vente lidt endnu på efterfølgeren, der på svensk hedder Inland. Foto: Rebekka Andreasen

Han er manden bag bl.a. krimierne om Paul Hjelm og A-gruppen, han er blevet kaldt Sjöwall & Wahlöös arvtager, og så kalder han sin første bog i en ny serie om Sam Berger, politibetjent i Stockholm, for en sort diamant. Mød krimiforfatter Arne Dahl.

Jeg tror, at de fleste hotelreceptionister i Europa tænker, der kommer ham fjolset, der ikke selv ved, hvad han hedder. Engang jeg skulle til en bogmesse i Frankrig, missede jeg flyet, fordi der stod Arne Dahl på flybilletten. Og jeg har siddet hele natten i en hotellobby i Tyskland, fordi jeg ikke kunne få mit værelse.

Sådan siger bestsellerforfatter Arne Dahl.

Bag pseudonymet Arne Dahl gemmer litteraturkritiker, tidsskriftredaktør og forfatter Jan Arnald sig. Han byttede simpelthen om på bogstaverne i sit navn i midten af 90’erne, da han havde brug for at genopfinde sig selv som forfatter.

Hvor det kun har været et kæmpe plus i forhold til forfatterskabet og styrket skriveglæden og kreativiteten, så har det altså også skabt nogle udfordringer at være både Jan Arnald og Arne Dahl.

Og der er forskel på de to ifølge forfatteren selv:

Jan er langsom og tænker meget. Arne er mere effektiv.

Arne Dahl her i samtale med Diana Bach fra DR Læseklubber. Forfatterens serie om A-gruppen er filmatiseret. Det er polititeamet, du ser bag den svenske forfatter. Foto: Rebekka Andreasen.

Måske er det derfor, at forfatteren nogle gange leder efter ordene, holder pause og tænker sig om. For så at følge et spørgsmål helt til dørs med en grundig forklaring.

At han skal have gang i endnu et alias afviser han. For der er nok 10-12 bøger i Arne Dahl endnu, understreger den svenske forfatter.

Jeg får ikke skriveblokering eller skrivkramp, som det hedder på svensk. For når først jeg begynder på et kapitel, ved jeg, hvad jeg skal skrive. Det, der kan være udfordrende, er, når jeg skal finde på en original og unik historie, skal finde på snørklede tvists og plots. Jeg vil ikke gentage mig selv og skrive den samme historie igen og igen.

Siden Arne Dahl skrev den første bog om A-gruppen, Misterioso, er det blevet til en hel del forskellige krimier. Udover serien om A-gruppen står han også bag Opcop-serien.

Sidste år udkom Skyggezone på dansk, den første bog i en ny serie. Og den bedste udenlandske krimi, som jeg læste i 2016. Det er en bog, som Arne Dahl er meget glad for, og som han kalder “om ikke perfekt, så tæt på perfekt.” En bog, der også overraskede ham selv og tog nye vendinger undervejs i skriveprocessen.

I sin nye serie har han droppet et stort team af efterforskere og er back- to-krimi-basic. Arne Dahl har taget udgangspunkt i den traditionelle, lidt egenhændige efterforsker, den klassiske kommissærtype, som han efter 15 bøger med et politikollektiv fik lyst til at skrive om.

Oprindeligt var bogen tænkt som en såkaldt stand-alone krimi, men bog nummer to om Sam Berger, der på svensk hedder Inland, pressede sig på. Endnu har Inland ikke fået en dansk titel, men Arne Dahl fortæller, at også efterfølgeren er en psykologisk krimi, hvor læserne lærer Sam Berger endnu mere at kende.

I stedet for at have fokus på storpolitik, økonomisk kriminalitet eller skyggesiderne i det moderne svenske velfærdsdemokrati, så koncentrerer forfatteren sig i Sam Berger-serien om det tætte, det nære. Det indre.

Arne Dahl har placeret sin hovedperson, der er vild med eksklusive ure, som ham selv, i den stockholmske bydel Södermalm, hvor han selv bor og er vokset op. Sam Berger har endda gået på samme skole, som ham selv.

Jeg ville skrive noget mere tidløst, noget mere alment menneskeligt med fokus på det psykologiske.

Skyggezone er centreret om barndomstraumer og fortrængte, mørke hemmeligheder. Og mobning spiller en central rolle i bogen. Især en scene var så voldsom at skrive, at Arne Dahl måtte holde pause i skriveriet, rejse sig lidt op og gå gå rundt, for atter at sætte sig for at skrive scenen færdig. Og han kan godt forstå, at læserne kan væmmes ved netop den scene.

Han understreger, at en god krimi kan være en slags terapi, hvor man konfronteres med noget af det, der skræmmer. Og hvis man tænker en enkel tanke eller tre, efter at en Arne Dahl-krimi er læst, så gør det bestemt heller ingenting, smiler forfatteren.

PS: Indlægget er skrevet ud fra et foredrag med Arne Dahl i Åbyhøj, marts 2017, hvor han blev interviewet af Diana Bach.

Link til Jo Nesbø-interview og ti nye krimier

Det vrimler med nye krimier fra bl.a. norske Jo Nesbø og Gunnar Staalesen og canadiske Iain Reid. Foto: Rebekka Andreasen

Krimiguf: Du får fluks et link til en artikel, som jeg ville ønske, jeg selv havde skrevet. For hvem vil ikke gerne møde Jo Nesbø?

DR’s Niels Frid-Nielsen og Diana Bach har været i Oslo og mødt Jo Nesbø, der på tirsdag sender sin Harry Hole-krimi nummer 11 på gaden i bl.a. Norge og Danmark. Læs det fine interview her

Og selvom den norske krimiforfatter ikke besøger Krimimessen i Horsens 1.-2. april, så præsenterer DR Krimiklubben på messen publikum for hele det tv-interview med Jo Nesbø, som der er bidder af i linket.

Der står dog også andre navne end Jo Nesbø på ryggen af de bøger, der udkommer i øjeblikket. Her kommer et udpluk af forårets nye krimiudgivelser:

Norske Gunnar Staalesen er aktuel med Storesøster, der er den 18. roman om den bergensiske privatdetektiv Varg Veum. En kvinde præsenterer sig som Veums halvsøster og beder ham om hjælp. Hendes 19-årige guddatter er forsvundet, og Veum går i gang med efterforskningen, der ikke er helt ufarlig. En del af serien om Varg Veum er filmatiseret. Læs mere om bogen her

I dag udkommer canadiske Iain Reids Jeg overvejer at gøre det forbi, der er hans debutroman og første bog på dansk. En nervepirrende thriller om en biltur, der får fatale konsekvenser. Bogen er blevet kaldt bizar, original, dristig og ladet med stærk psykologisk gennemslagskraft. Forfatteren har bl.a. skrevet fagbøger og skriver for The New Yorker. Læs mere om bogen, der udkommer på Lindhardt og Ringhof, her

Også svenske Cilla og Rolf Börjlind er aktuelle med en ny krimi. Sov du lille er fjerde bind i serien om det umage makkerpar Olivia Rönning og Tom Stilton. De er opslugt af en makaber mordsag, hvor en udenlandsk dreng er blevet fundet i en skov med halsen skåret over. Sagen trækker tråde til den rumænske underverden. Forfatterparret står også bag den populære tv-serie om Martin Beck og har skrevet flere afsnit af tv-serien om Wallander. Læs mere om bogen her

Om nogle uger udkommer femte fritstående fortælling i svenske Mons Kallentofts roste serie om kriminalkommissær Malin Fors. I Vandengle kaldes Malin Fors ud til en villa i et af Linköpings pæne velhaverkvarterer. Et ægtepar er blevet myrdet og ligger nøgne og isblå i husets jacuzzi. Men parrets femårige datter er sporløst forsvundet. Læs mere om bogen her

Amerikansk thriller, der har fået anmelderne til at klappe begejstret i hænderne. Udkommer 4. april på dansk.

Gads Forlag står bag den danske udgivelse af Orient, der udkommer først i april. Det er en thriller af amerikanske Christopher Bollen, og bogen er blevet kaldt en forførende litterær thriller med Twin Peaks-stemning. Hver sommer søger Manhattans indbyggere bort fra byen og ud til havet. Orient svulmer op til dobbelt størrelse, når de smukke gader danner ramme for storbyens kunstnere og bohemer. Men da sommeren går på hæld, og byen forbereder sig på vinteren og stilheden, kommer den unge fremmede enspænder Mills Chevern til byen. Snart finder en række foruroligende hændelser sted. Snart er Orient gennemsyret af paranoia. Og som den fremmede, han er, er Mills Chevern den naturlige syndebuk.

Nye danske krimier:

Finn Halfdan debuterede med spændingsromanen Et nødvendigt offer, som han fik Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom for. De uskyldige døde er hans anden, fritstående kriminalroman. Da Maya Leander sætter sig ind i Nicholas Holms Ferrari og kører til Sverige, ligner det den perfekte romantiske weekend. Men alt vendes på hovedet, da Nicholas kort efter bliver fundet død, og politiet mistænker Maya for at have slået ham ihjel. Det er en krimi om at gå all in i en højere sags tjeneste. Og om idealismens bagside. Læs mere om bogen her

Snart udkommer Julie Hastrups sjette krimi om Rebekka Holm – en bog mange Hastrup-fans var ventet spændt på. I Mirakelmanden er drabsefterforskeren sygemeldt efter et voldeligt overfald, og derfor rejser hun til Stockholm for at komme sig hos sin svenske kollega og kæreste. Men den afslappende miniferie udvikler sig i løbet af få dage til et mareridt.På BogForum i 2015 sagde Julie Hastrup:

Jeg bruger søndagsudflugter med familien på at finde det helt rigtige sted at placere et lig. Jeg har for nylig haft min mand og børn på 11 og 14 år med til Finland, og jeg har fundet et oplagt sted, der skal bruges i min næste bog. Det er så spooky, og jeg glæder mig til at dele det med læserne.

Læs mere om Mirakelmanden her

Jeg er Sif er første bog i Thomas Clemens nye krimiserie med Sif Magnisdóttir. For fire år siden blev Sif voldtaget og næsten dræbt i en gyde på Christianshavn. Siden har hun levet med invaliderende psykiske eftervirkninger og frygtet den dag, hvor hendes overfaldsmand bliver løsladt.  Ifølge forfatteren selv er omdrejningspunktet i serien forholdet mellem Sif og den traumatiserede krigsveteran Thor Eriksen. Deres indbyrdes kamp og de samfundsmæssige gråzoner, de bevæger sig i. Det er en bog, jeg glæder mig meget til. Thomas Clemen har tidligere skrevet Berlin 404 og Langs smertegrænsen. Læs mere om bogen her

På H.C. Andersens fødselsdag 2. april udkommer H.C. Andersen mordene af Finn Wiedemann. Forlaget bag kalder bogen for en satirisk kriminalroman og et kærligt rap til Odense og byens (mis)brug af H.C. Andersen som brand. På et fynsk gods dukker to ukendte H.C. Andersen-manuskripter op. Godsets ejer kontakter universitetet for at få vurderet manuskripterne. Kort efter findes en kendt professor myrdet på universitetets bibliotek, og mistanken retter sig mod flere af byens fremtrædende H.C. Andersen-interesserede personligheder. Læs mere om bogen her

Og så sender danske Anne Mette Hancock sin debutkrimi, Ligblomsten, på gaden 1. april. Journalist Heloise Kaldan modtager mystiske breve fra en kvinde, der i tre år har været eftersøgt for drabet på en ung advokat. Politimanden Erik Schäfer og Heloise selv begynder at grave i den gamle sag, da der sker endnu et drab. Glæd jer. Hancock skriver sætninger, der smelter på tungen, og man skulle tro, hun aldrig havde bestilt andet end at sprutte den ene kvalitetskrimi ud efter den anden. Jeg var var totalt hooked på fortællingen, der bl.a. foregår i København og i Paris. Læs mere om bogen her 

God læselyst.

PS: Bloggen har desværre haft influenza (eller det vil sige, at den webserver, jeg bruger, har haft et såkaldt sikkerhedshul. Øv øv) Derfor kan det godt være, at enkelte elementer på bloggen driller lidt. Jeg arbejder på sagen, så bloggen kommer sig helt. Og bare rolig, virussen smitter ikke.

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her