Dicte Svendsen

Dødvægt af Elsebeth Egholm

Dødvægt er den niende krimi om journalist Dicte Svendsen. Der er underholdning i vanlig Egholm-stil, men jeg synes, bogen mangler noget tyngde.

Dødvægt er den niende krimi om journalist Dicte Svendsen. Forvent god underholdning i vanlig Egholm-stil og masser af dramatik. Men det er ikke en bog, der gør det store indtryk.

Anmeldelse: Dicte uden Wagner og veninderne og den vante Aarhus-kulisse. Holder det? Ja. Dødvægt – den niende i rækken om journalisten Dicte Svendsen – er underholdende og begivenhedsrig. Men Dødvægt er ikke den bedste Elsebeth Egholm-krimi.

Det klæder den kompromisløse og nysgerrige Dicte at komme væk fra vante omgivelser. I Dødvægt sender Elsebeth Egholm Dicte – ledsaget af kæresten Bo og en håndfuld fotojournalist-studerende – til middelhavsøen Gozo i den maltesiske skærgård.

I stedet for at nyde en decemberrejse til den lille grønne ø nord for Malta, mens Bos elever jagter gode fotomotiver, bliver Dicte selvfølgelig involveret i jagten på en morder. En af de unge studerende findes hurtigt død på øen. Hvem dræbte hende? Og hvordan er liget af en hvid ukendt kvinde havnet i vandet blandt druknede, afrikanske flygtninge, da en flygtningebåd fra Libyen kæntrer for øjnene af en magtesløs Dicte?

Da Bo pludselig forsvinder er Dicte for alvor alene. Dicte er jo Dicte og kaster sig ud i efterforskningen. Hun får hjælp fra uvant kant af den lokale kriminalbetjent Jack Spiteri. Jack er enkemand og har tidligere været gift med en svensk kvinde. Han forelsker sig hovedkuls i Dicte, der også væltes omkuld af den sydeuropæiske efterforsker, der har benene solidt plantet på sin kartoffelmark. Ham Jack håber jeg, at vi kommer til at høre mere om i næste Dicte-bog. Han er interessant. Opdraget i et stærkt konservativt samfund, men fascineret af frisindede skandinaviske kvinder.

Elsebeth Egholm skriver godt. En af bogens styrker er hendes indgående kendskab til Gozo, som hun besøger flere gange om året, og hvor hun boede fast i en periode. Her er fine beskrivelser af øen med de stejle klipper, stendiger, grønne marker, det gamle fæstningsværk Citadellet og huse af sandsten. En lille ø, hvor alle stort set kender alle, og hvor de lokale spiser kaninragout og butterdejskagen Pastizzi og snakker et sprog, der minder om arabisk. Og hvor den katolske tro er en naturlig, dominerende og vigtig del af hverdagen. Heldigvis bliver Gozo-beskrivelserne ikke turistbrochure-agtige, men gør kun Dødvægt mere stemningsfuld og interessant at læse.

Jeg slugte bogen og var godt underholdet, fordi Egholm kan det dér med at skabe spænding og drive i en fortælling. Men det er en krimi i den lette krimigenre og ikke den bedste af Elsebeth Egholms bøger. Denne her mangler – trods alvorlige emner som bådflygtninge, korruption og trafficking – noget tyngde og substans. Det er som om, Egholm har haft svært ved at beslutte sig for, hvad bogen skulle handle om, og så er det blevet til lidt af dit og lidt af dat. Uden for alvor at blive rigtig interessant.

Glimt fra min Malta-rejse for nogle måneder siden. Ærgrer mig over, at jeg ikke nåede til Gozo på den tur. Foto: Rebekka Andreasen

Glimt fra min Malta-rejse for nogle måneder siden. Ærgrer mig over, at jeg ikke nåede til Gozo på den tur. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg er vild med Elsebeth Egholms Gozo-beskrivelser og tænker tilbage på min egen tur til Malta for nylig. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg er vild med Elsebeth Egholms Gozo-beskrivelser og tænker tilbage på min egen tur til Malta for nylig. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg ville ønske, at den populære krimiforfatter havde behandlet flygtningetemaet mere indgående. Det er et uhyre vigtigt og meget aktuelt tema, der desværre glider lidt ud i det lune, gozitanske sand. Egholm har tidligere vist, at hun evner at stille skarpt på samfundsrelevante emner, og at hun formår at gøre dem nærværende og give dem bid – hvad enten det handler om organdonation eller de såkaldte 12-tals piger. Men det gør hun ikke denne gang.

PS: Elsebeth Egholm har også skrevet om Gozo i Mig og min ø.

PPS: For et par måneder siden var jeg på Malta, som jeg blev meget begejstret for. Nu er jeg nødt til at vende tilbage for at besøge Gozo også.

 

Nesbø til Danmark og masser af krimiguf i vente

10. juni udkommer Jo Nesbøs 10. bog om Harry Hole.

10. juni udkommer Jo Nesbøs 10. bog om Harry Hole.

Måske skal du høre Jo Nesbø, når han besøger Den Sorte Diamant til juni? Og måske skal du, som jeg, ud og anskaffe dig et par eller flere af forårets krimiudgivelser? Der er bl.a. nyt på vej fra Elsebeth Egholm, Chris Carter, John le Carré og Julie Hastrup.

Nu hvor foråret endelig har besluttet sig for, at vi ikke skal gå direkte fra vinter til sommer, er det med at hoppe ud i forårsluften og få sol på næsen. Sæt dig godt til rette i en stol i din have, på bænken i parken eller find et solrigt hjørne af din altan og fordybe dig i en god krimi. Hvad er der egentlig at glæde sig til?

Følger du bloggen fast, ved du, at jeg er begejstret for Jo Nesbø, der skriver så nervepirrende uhyggeligt og spændende, at man for en stund glemmer, at det er fiktion. Politi er den 10. bog om Harry Hole og udkommer den 10. juni. Samme dag besøger den succesrige norske krimiforfatter Det Kongelige Bibliotek. International forfatterscene i Den Sorte Diamant danner rammen, når Jo Nesbø bl.a. giver sit bud på, hvorfor millioner af læsere verden over har taget den litterære figur, som han har skabt, til sig. Læs mere om arrangementet her

30. maj udkommer endnu en krimi af Elsebeth Egholm om journalisten Dicte Svendsen, der i tv-serien blev spillet af Iben Hjejle. De sidste to bøger havde Dictes søn, Peter Boutrup, i hovedrollen. Det var en udvikling, som jeg rigtig godt kunne lide. Tre Hundes nat fra 2011 og De døde sjæles nat fra sidste år er efter min mening Elsebeth Egholms allerbedste. Eget ansvar, som den nye krimi hedder, har både Peter og hans mor som centrale figurer, og det bliver spændende at læse, hvordan forfatteren får flettet de to stærke personligheder ind i samme historie.

Dødens kunstner af Chris Carter er det fjerde bind i serien om kriminalassistent Hunter. Chris Carter har italienske aner, er født og opvokset i Brasilien og har boet i både USA og England. Han har studeret psykologi og har speciale i kriminel adfærd. Han har også levet af at være rockmusiker. Hans psykologiske thrillers er ikke for sarte sjæle. Jeg mødte ham på Krimimessen i Horsens sidste år, som du kan se på billedet nedenunder. Chris Carter er en flink og behagelig mand – med en meget grum pen. Bogen udkommer 3. maj.

Jo, man må godt se lidt lalleglad ud, når man møder en succesrig krimiforfatter.

Jo, man må godt se lidt lalleglad ud, når man møder en succesrig krimiforfatter.

Der er sikkert mange, der glæder sig til 14. maj, hvor Dan Browns Inferno udkommer. Den står ikke øverst på min ønskeliste, men jeg ender sikkert med at læse den alligevel. Af ren nysgerrighed. Svenske Ninni Schulman, der havde stor succes herhjemme med sin debutkrimi: Pigen med sne i håret, er også aktuel med ny krimi til juni. Drengen der holdt op med at græde hedder den. Portræt af døden af Julie Hastrup er fjerde bog i krimiserien om efterforskeren Rebekka Holm. Den skal jeg have fingre i. 24. maj er udgivelsesdatoen. Også John le Carré, der efterhånden er blevet en ældre herre på 81 år, udkommer på dansk midt i maj med thrilleren En skrøbelig sandhed.

Nyd foråret – og rigtig god læselyst.

 

Lidt af en forskrækkelse

Iben Hjejle spiller kriminalreporter Dicte Svendsen i TV 2s nye fiktionsserie. (Foto: Henrik Kloch / TV 2)

For nogle uger siden ville jeg et smut i Magasin i Aarhus, og da jeg nærmer mig stormagasinet og alle cafeerne ved åen midt i byen, møder der mig lidt af et syn. Det vrimler med politibiler og betjente, og en ambulance står parkeret så tæt på åen som mulig.

Mit hjerte begynder at hamre. Mine alarmklokker begynder at bimle. Jeg har læst så mange krimier, at jeg straks forbinder politi og ambulance med en forbrydelse. Ikke en ulykke. Det beroliger mig dog, at situationen ser ud til at være under kontrol.

Mit blik lander på to-tre personer, der er klædt i hvide overtræks-dragter. De har mundbind på og er i gang med en eller anden undersøgelse. De ligner faktisk kriminalteknikere på job. På et gerningssted. For nogle må det betyde rigtige dårlige nyheder, tænker jeg.

Først nu opdager jeg kameraerne. Og ledningerne. Og en hulens masse produktionsfolk. Da jeg ser skuespilleren Lærke Winther går sammenhængen op for mig.

Heldigvis er der ikke sket en forbrydelse. Jeg er vidne til optagelserne af en scene af tv-serien DICTE (sæson 1), der baserer sig på Elsebeth Egholms krimier om journalisten Dicte Svendsen. Iben Hjejle spiller Dicte Svendsen, mens hendes to veninder spilles af Lena Maria Christensen og netop Lærke Winther.

Jeg har læst alle Elsebeth Egholms bøger om Dicte. Den første roman Skjulte fejl og mangler udkom i 2002. Selvrisiko udkom i 2004, Personskade i 2005, Nærmeste pårørende i 2006, og i 2008 udkom Liv og legeme. Alle romanerne har Dicte som hovedperson.

Men jeg er faktisk mere vild med de to bøger, Elsebeth Egholm har skrevet om Dictes søn, Peter Boutrup. Læs min anmeldelse af den sidste krimi: De døde sjæles nat

Det er planen, at DICTE skal vises på TV2 i løbet af foråret 2013. Serien strækker sig over i alt ti afsnit. Selvfølgelig skal jeg se med, selvom jeg nu hellere vil læse om Dictes søn.

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her