domestic noir

Anmeldelse: Ildbarnet af S.K. Tremayne

Anmeldelse: I dag udkommer Ildbarnet af britiske S.K. Tremayne. En thriller, der langsomt og ad lidt snørklet sti sneg sig ind på mig, og som fik mine små hår i nakken til at danse.

Minegangene løber under havet. Det er en vished, jeg ikke så nemt kan slå ud af hovedet. Minegangene løber under havet. Halvanden kilometer eller mere.

Ildbarnet af S.K. Tremayne er en britisk, psykologisk thriller om familiehemmeligheder, sorg, skyld og skam. Foto: Rebekka Andreasen

Sådan begynder Ildbarnet, der lynhurtigt slår en ildevarslende stemning an og tager os med til et kæmpe landsted i Sydengland, i det allervestligste Cornwall, hvor naturens kræfter er enorme. Hvor Atlanterhavet banker ind mod stejle klippekyster, og hvor der ikke er læ for den brutale blæst.

London-kvinden Rachel har efter få måneders bekendtskab giftet sig med den rige enkemand David, far til 8-årige Jamie og ud af en yderst velhavende familie, der er blevet rig på minedrift og udvinding af tin og kobber. Et arbejde, der gennem generationer har haft rædselsfulde konsekvenser for arbejderne i minerne og ført død, lemlæstelse og lidelser med sig.

Det nygifte par bor bogstaveligt talt oven på en af de gamle miner, og mens David arbejder i London som advokat fem af ugens dage, har Rachel masser af tid i det enorme hus sammen med stedsønnen Jamie.

Idyllen krakelerer hurtigt, da Jamie begynder at komme med dystre og skræmmende forudsigelser. Som du kan læse på bogens bagsidetekst mener han bl.a. at vide, hvornår Rachel skal dø. En information, som jeg egentlig gerne ville have opdaget selv ved at læse bogen i stedet for at få den serveret på bagsiden.

Samtidig forsøger Rachel at finde ud af, hvordan Davids første kone egentlig døde.

Bogen fortælles især fra Rachels synsvinkel suppleret af enkelte kapitler, hvor vi er i hovedet på David, og det er indre tanker og ikke ydre omstændigheder, der er central i første del af bogen. Rachel begynder at tvivle på både sin mand, sig selv – og sin egen forstand.

Langsomt tempo, gode miljøbeskrivelser

Hvor jeg godt kunne have ønsket mig en anelse mere tempo og fremdrift især i første del af bogen, overgav jeg mig straks til de stærke miljøbeskrivelser, der er bogens store styrke.

Som ganske ung boede jeg nogle måneder i Devon, der grænser op til Cornwall, og jeg var straks tilbage i et England hvor idyl og barsk klippenatur og voldsomt hav mødes, og selvom du måske ikke er bekendt med landskabet, så svøber bogens lækre miljøbeskrivelser dig nænsomt ind og hægter dig fast til fortællingen.

Forfatterens mormor har som ti-årig arbejdet som såkaldt minepige, der knuste sten med en hammer i de righoldige miner i det nordlige Cornwall, og det er interessant at læse om de historiske miner, forfatteren tydeligvis har været optaget af. S.K. Tremayne skriver usentimentalt om det barske liv i de nu tomme miner. Han skriver godt.

I bedste domestic noir-stil aner du ikke, hvem du kan stole på. Hemmelighederne lurer lige under den fine facade og five o’clock tea’en. Og plottet er herligt overraskende.

Ildbarnet er en mørk thriller med et strejf af gotisk stil. En thriller om familiehemmeligheder, sorg, skam og skyld.

S.K. Tremayne har også skrevet bestselleren Faldet, og Ildbarnet slog mig ikke omkuld på samme måde, som forfatterens forrige bog på dansk gjorde. Men det er en god thriller.

Læs Ildbarnet på grund af de stærke miljøbeskrivelser og historiske lag og nyd den snigende uhygge, der omhylder dig helt til allersidst.

Ildbarnet er ikke en del af en serie, men en selvstændig thriller og oversat af Nanna Lund. Udkommer på Gads Forlag i dag.

PS: S. K Tremayne er et pseudonym for den britiske journalist og bestsellerforfatter Sean Thomas, der tidligere har skrevet tempofyldte konspirationsthrillers om religiøse sammensværgelser under pseudonymet Tom Knox. Jeg interviewede ham, da Faldet udkom på dansk. Læs interviewet her

Interview med Caroline Eriksson – vind hendes nye bog

Forfatterinterview/konkurrence: I morgen udkommer svenske Caroline Erikssons første bog på dansk – spændingsromanen De forsvundne. Jeg har mødt forfatteren i hendes hjemby Stockholm. Vind en signeret udgave af bogen, der er blevet en international sensation.

(Interview lavet på vegne af People’sPress– se PS nederst i indlægget)

– Det har været helt surrealistisk. Som at blive smidt ind i en vaskemaskine. Den første uge efter udgivelsen var virkelig turbulent og lidt uvirkelig, og min mand og jeg drak en del champagne den uge. Det var meget overvældende. Jeg er taknemmelig for, at bogen har fået så langt et liv.

Den svenske forfatter er vild med det danske cover. – Vand kan både være beroligende, afslappende og smukt at se på – men det kan også være mørkt, hemmelighedsfuldt og farligt. Og det passer meget godt til historien, forklarer Caroline Eriksson, der skriver om både en fiktiv sø og ø i De forsvundne.

Ordene er den svenske forfatter Caroline Erikssons. Efter at have skrevet to bøger inspireret af virkelige forbrydelser, sendte Caroline Eriksson i efteråret 2015 sin første spændingsroman på gaden i Sverige, hvor “det var mig og ikke historiske fakta, der bestemte historien,” som hun siger.

På ganske kort tid blev De Försvunna, som bogen hedder på svensk, solgt til mere end 20 lande. I morgen udgiver People’sPress bogen i Danmark, som bliver land nummer 26 på listen.

De rosende ord er haglet ned over Caroline Eriksson. Hun er blevet sammenlignet med amerikanske Gillian Flynn bag bestselleren Kvinden der forsvandt. Og sidste år var De forsvundne den mest solgte e-bog i Sverige.

En følsom forfatter

Amuletten her sad på et armbånd, som Caroline Eriksson fik af en boghandler i Skåne, da hun var til Bogmesse i Göteborg for tre-fire år siden. – Hun havde læst mine to første bøger og syntes, at jeg skulle have den her. Jeg blev meget glad og satte den på en halskæde, som jeg bar, i den intense periode, hvor jeg skrev De forsvundne. Foto: Caroline Eriksson.

Jeg er kun sammen med Caroline Eriksson i ganske få minutter, før det går op for mig, at jeg er i selskab med en ydmyg, følsom og nærværende kvinde, der hellere vil tale om, at det har kostet både tid og penge at følge forfatterdrømmen, end om alle de store, flotte ord, der er blevet hæftet på hendes bog.

Livet som forfatter er ikke glamourøst, påpeger hun, selvom arbejdet også byder på sjove interviews, rejser og spændende invitationer. Hun vil om bag facaden, både som privatperson, men også når hun skriver, og ærlighed er et kodeord, når hun bl.a. taler om skriveproces i podcasts, som hun laver i samarbejde med sin forfatterkollega Ninni Schulman.

Caroline Eriksson sætter pris på dybe samtaler om det, der betyder noget. Livet, kærligheden, drømmene. Og hun nævner – på en blanding af svensk og engelsk – at hun fik en skøn livsbekræftende snak med især Anders Rønnow Klarlund (den ene del af A.J. Kazinski), da der for nylig var krimifestival i Oslo.

– Hvis du spørger mig hvilket tøjmærke, du har på, så aner jeg det ikke. Det interesserer mig ikke. Til gengæld nyder jeg de små ting og kan sige til min mand: næh, se en smuk blomst i vejkanten. Jeg er menneskekender, god til mennesker, til at lytte og se folk. Og så er jeg et meget introvert menneske, selvom jeg er meget social. Jeg har brug for at være alene indimellem.

Ideen kom på sommerferien

Og alene det er hun, når hun skriver. Hvert år er Caroline Eriksson i sommerhus med sin mand og parrets to børn, en datter og en søn, i Gävle, som ligger cirka 150 kilometer nord for Stockholm. Inspirationen til De forsvundne opstod en dag, familien var ude at ro. Da de ankom til en lille ø, blev Caroline selv i båden, mens hendes mand og børn hoppede i land for at udforske øen.

– Først kan jeg se dem, og længe efter kan jeg høre dem le og snakke, men pludselig er der stille, og lydene forsvinder. Og lige der tænkte jeg: Hvad nu hvis de aldrig kommer tilbage?

Carolines familie vendte retur, men en tanke havde plantet sig i forfatteren. Og derfor er omdrejningspunktet i De forsvundne, at kvinden Greta desperat forsøger at finde ud af, hvad der er sket med manden Axel og datteren Smilla, der ikke vender tilbage efter et visit på en lille ø midt i en sø.

Caroline Eriksson lavede en playliste med instrumental musik, som hun lyttede til, da hun skrev De Forsvundne. Musikken hjalp hende i rette stemning til at presse hendes karakterer psykisk og skrive om det foruroligende, mørke, nervepirrende og farlige univers, bogen rummer. Screenshot fra Caroline Erikssons mobiltelefon.

Caroline Erikssons mål med bogen har været at skrive et underholdende domestic noir mysterium, og at tage læserne med på en rejse gennem en labyrint af tvist, skarpe sving og overraskelser. At skrive en spændende, mørk bog med fokus på det psykologiske og det helt nære, fordi hun går vældig meget ind i sine karakterer og interesserer sig for, hvorfor de handler, som de gør, og hvad der har formet dem som mennesker.

For at hellige sig skriveriet på fuld tid, sagde hun sit konsulentjob inden for HR op. Og skrev De forsvundne på tre hæsblæsende og intense måneder i sofaen hjemme i Stockholm, i joggingtøj og med skuldrene trukket helt op under ørerne med ømme nakkemuskler til følge, for ” jeg er ikke så god til at passe på mig selv, når jeg skriver.”

Historien flød, hendes fingre ramte tasterne med flow og gejst, men Caroline Eriksson ser direkte på mig og fastholder mit blik, da hun forklarer, at hun er en sensitiv forfatter, der “føler mine følelser vældig voldsomt.” Og at det var psykisk hårdt for hende at skrive om hovedpersonen Greta, der – uden at røbe for meget af fortællingen – lever i et dysfunktionelt forhold.

Greta er en utroværdig fortæller, man som læser ikke ved, om man kan stole på. Er hun uskyldig, offer eller gerningsmand? Hun er blevet lige præcis så kompleks, som forfatteren ønskede det.

– Greta kan være svær at holde af, men giv hende en chance. Jeg føler vældig stærkt for Greta. Hun er en sårbar person, men også meget spændende og sammensat og med en smertefuld bagage. Hun er ikke mig, men alligevel måtte jeg hive fat i noget i mig selv for at skrive om hende. I virkeligheden er jeg selv meget ræd og ængstelig, så at bevæge mig ud i et mørkt og dystert univers har også være en måde at bearbejde min egen angst på.

De forsvundne er også en bog om et kompliceret forhold mellem mor og datter. Og om søsterskab, som Caroline Eriksson kalder det, og det gik først op for forfatteren, at det var et tema i bogen, da hun var færdig med at skrive.

Nøgen i en lufthavn

I øjeblikket skriver Caroline Eriksson på en spændingsroman, der udkommer i Sverige senere på året, og hver af hendes bøger har krævet forskellige arbejdsprocesser. Caroline Eriksson pointerer, at hun er en meget struktureret person, der dog ikke altid har struktur. Men i arbejdet med hendes bøger går en ting igen: Disciplin.

– The first draft of anything is shit, sagde Hemingway. Skriv nu bare, hvis du gerne vil være forfatter. Og læs, læs, læs og bliv inspireret til din egen stil, opfordrer hun, der ikke kun er glad for at skrive, men også er vild med citater.

Faktisk så vild med dem, at hun længe klippede citater, der tiltalte hende, ud fra magasiner og blade og gemte dem i små notesbøger. Måske, forklarer hun, kan man sammenligne det lidt med kunst – at der er nogle sætninger, der taler til en og rammer noget centralt.

Nu håber Caroline Eriksson, at De forsvundne og hendes egne ord rammer noget i de danske læsere,  ligesom bogen har slået igennem i mange andre lande. Hun værdsætter succesen utrolig meget, men når man er en følsom forfatter, kan det samtidig være lidt grænseoverskridende at andre skal læse ens ord.

– Det kan føles som at stå nøgen midt i en lufthavn. Bogen er ikke om mig, men den er stadig personlig, og læserne får noget af mig, som jeg ikke får igen. Jeg håber, I tager godt imod De forsvundne i Danmark.

Først fik vi en tjener på den restaurant, hvor vi spiste frokost, til at tage et foto. Men det blev ikke godt, så vi måtte i gang med en selfie. Vind det eksemplar af De Forsvundne, som Caroline Eriksson holder på fotoet her. Hun har signeret bogen. Foto: Caroline Eriksson

Du kan vinde en signeret udgave af Caroline Erikssons spændingsroman ved at skrive en kommentar under indlægget her. Vælg selv hvad du vil skrive.

Du kan deltage frem til torsdag den 8. juni klokken 10. Jeg trækker en vinder senere samme dag. Husk, at der kan gå lidt tid, før du kan læse din kommentar på bloggen. Bogen er sponsoreret af Peoples Press. Hører jeg ikke fra vinderen inden en uge, udtrækker jeg en ny.

PS: Lige for en god ordens skyld: Jeg har interviewet forfatteren på vegne af Peoples Press. Jeg har altså fået et honorar for opgaven, men forlaget har ikke blandet sig i, hvad jeg har skrevet. Af samme grund har jeg takket pænt nej tak til at anmelde bogen.

Stockholmmøde med succesfuld forfatter

Forfatterinterview: På mandag sætter jeg kurs mod Stockholm for at interviewe den svenske forfatter Caroline Eriksson, der snart er aktuel med thriller på dansk.

De forsvundne er blevet en international sensation, da den på kort tid blev solgt til over tyve lande. Udkommer i Danmark 2. juni. Læs mere om bogen her

Caroline Eriksson har skrevet en mørk og psykologisk spændingsroman, De forsvundne, der udkommer på dansk 2. juni på forlaget People’sPress.

Flere anmeldere har sammenlignet den svenske forfatter med amerikanske Gillian Flynn, der står bag Kvinden, der forsvandt – en thriller, der har været med til at gøre domestic noir-genren overordentlig populær.

De forsvundne er sådan en thriller, som jeg glæder mig til, at andre har læst, så jeg kan tale frit om bogens tvist og plot. For intet er, som det ser ud til, og ingen er, som man tror.

I  Sverige var bogen sidste år den mest solgt e-bog, og siden De forsvundne udkom i forfatterens hjemland for cirka halvandet år siden, har 26 lande fulgt trop – og nu altså også snart Danmark.

At De Försvunna, som bogen hedder på svensk, er blevet lidt af en international sensation, betyder også, at forfatteren er vant til at give interviews.

Mon jeg kan lokke Caroline Eriksson til at afsløre noget omkring arbejdet med bogen, som hun aldrig har fortalt i andre interviews, når vi mandag spiser frokost sammen? Jeg vil i hvert fald forsøge.

Den svenske forfatter Caroline Eriksson har boet flere forskellige steder rundt omkring i verden bl.a. i USA og i Australien. I dag bor hun i Stockholm, hvor jeg mødes med hende. Foto: Rebekka Andreasen

Interviewet bliver bragt her på bloggen engang i næste uge. Stay tuned.

PS: Jeg får et honorar af People’sPress for at interviewe Caroline Eriksson. Af samme grund har jeg takket nej til at anmelde bogen.

 

 

 

Anne-Marie: Min krimifavorit er Karin Slaughter

Yndlingsforfatter: I dag og følgende onsdage kan du her på bloggen møde en række læsere, der er vilde med krimi. De anbefaler hver især en krimiforfatter, som de holder meget af. Indlægget er det tredje i serien.

Anne-Marie Vendler er meget begejstret for Karin Slaughter. For to år siden fik hun sin yndlingskrimi signeret på Krimimessen i Horsens.

Anne-Marie Vendler, 45 år, socialrådgiver og medforfatter af Facebook-krimien Dødens fotograf fra 2009. Bor i Nr. Broby på Fyn, er gift og har to børn på 16 og 18 år. Elsker rockmusik, film og fester, men også de rolige stunder med familien. Er tit på farten og har altid gang i en bog. Læser så meget, at hendes mand for nogle år siden  købte en Kindle til hende – så blev der lidt mere plads i feriekufferten.  

Læser du udelukkende krimier, eller læser du også andre genrer?

– Jeg læser næsten altid krimi. Startede allerede som barn med at læse De 5, Jan-bøgerne og Sherlock Holmes og Agatha Christie. Gys og gru er også en genre, jeg er vild med, har nok en ret makaber smag indimellem. Især Stephen King var et hit allerede da jeg var ung.

Det seneste jeg har læst, som ikke er en krimi, er Belgravia af Julian Fellowes, virkelig en god fortælling. Og som noget nyt har jeg læst lidt domestic noir. Kvinden i toget af Paula Hawkins er noget af det bedste, jeg har læst i den genre.

Jeg vil aldrig vende ryggen til krimigenren, bliver bare aldrig træt af den, og der er rigtig mange bøger, der stadig venter på at blive læst. Ulempen er, at jeg ofte gætter, hvem der er morderen, eller kan gennemskue plottet, inden bogen er halvvejs læst. Det er drønirriterende. Jeg er ikke så vild med, at et opklaringsarbejde fylder det meste af en krimi. Der må gerne være en personlig historie, som kan følges over flere bøger. Derfor har det også været nemt at vælge min favorit.

Hvilken krimiforfatter er din absolutte favorit?

– Jeg har mange, for jeg læser meget, men Karin Slaughter kommer jeg ikke udenom. Jeg har læst alle hendes bøger og er vild med hendes personer og den måde, de fremstilles på.

Er der en scene fra en af bøgerne, du særligt husker/har gjort indtryk?

– Hvis man ikke har læst Slaughters bøger, men har tænkt sig at gøre det, skal man nok ikke læse videre, for her kommer en spoiler:

I Hvid død slutter det sidste kapitel med, at en hovedperson bliver slået ihjel, efter at det hele egentlig skulle ende lykkeligt. Jeg var temmelig chokeret over, at Slaughter kunne finde på det. Men det har givet mening i forhold til de efterfølgende bøger, og resultatet er blevet godt.

Hvad er det, som han/hun kan?

– Slaughter har formået at samle to serier til en tredje, så det hele går op i en højere enhed krydret med masser af spænding. Serien er delt op i:

  • Seks bøger i Grant County-serien med Sara Linton og hendes mand Jeffrey Tolliver
  • To bøger i Atlanta-serien med Will Trenton
  • Seks bøger i Linton/Trent-serien, hvor Sara og Will mødes. Jeg håber, at der kommer mange flere

Bøgerne har gode miljøbeskrivelser, plottet er godt, de er spændende, mordene kan være makabre, og så har den amerikanske forfatter evnen til at skrive, så jeg aldrig bliver træt af Sara og Will. I det hele taget er der mange fantastiske personligheder i bøgerne, som går igen, og Slaughter kan beskrive så levende og overbevisende, at du ser dem for dig og føler for og med dem. Eller hader dem af et godt hjerte. Karin Slaughter skriver medrivende.

Hvad var den første bog, du læste af forfatteren, og hvilken oplevelse var det?

Det var Mord for Øje (Blindsighted) fra 2001, hendes første krimi. Jeg tror, at det var krimiforfatter Inger Wolf, der i sin tid anbefalede mig at læse Karin Slaughter, og jeg var med det samme afhængig. Det er vigtigt at læse bøgerne i rækkefølge, synes jeg. Det er en del år siden, jeg læste den første bog, men kan huske, at jeg slugte den råt og gik i gang med flere af samme serie lige efter. Jeg var dengang glad for, at der var udkommet så mange bøger, så jeg ikke skulle vente. Som nu.

Hvorfor synes du, at andre skal kaste sig over hendes bøger?

– Hvad er ikke fantastisk ved at hedde Slaughter til efternavn, og være så god til at slå ihjel (på papiret). Jeg spørger bare. Bøgerne har de samme gennemgående karakterer, og plottet i en Slaughter-krimi hænger altid sammen.

 Hvilken af forfatterens bøger er din favorit og hvorfor?

– Det er svært, men jeg vælger Forbryder (Criminal), som jeg var så heldig at få signeret på Krimimessen i Horsens for to år siden. Selv om det bare ligner en krusedulle, er den god nok. Her får vi meget af Wills historie og hans baggrund, og vi ser et andet billede af bl.a. hans skrappe chef.

Har du nogle ritualer, når du går i gang med en bog af din yndlingsforfatter?

– Egentlig ikke. Jeg læser, når jeg er gået i seng, når jeg ligger på sofaen, inden jeg skal på arbejde, når familien ser noget i tv, jeg ikke selv vil se, i køkkenet over en kop kaffe, i bilen når jeg ikke selv kører, eller når jeg sidder i haven og nyder et glas vin. Jeg kan altid læse.

Følger du også forfatteren på de sociale medier, via nyhedsbreve eller andet?

– Jeg følger hende primært på Facebook, hvor hun deler rigtig mange sjove ting. Karin Slaughter har ugentlige kattevideoer, som er supersøde, når man, som jeg, elsker katte. Desuden laver hun livefeeds, hvor hun fortæller nyt om bøger, booktours m.v. Hun laver en del med Sara Blædel. Men det allerbedste ved at følge hende, er, at hun ikke tager sig selv særlig højtideligt. Forleden, da hun skulle læse en vigtig meddelelse op, skulle hun lige have sine læsebriller på – et par med næse og øjenbryn (skæg og blå briller). Det er humor.

Jeg tjekker jævnligt danske bogsider for at være sikker på, at jeg ikke går glip af en ny udgivelse fra hende. Og naturligvis her på Vild med Krimi, hvor der tit er gode bogtips.

Er der udsigt til nyt fra din yndlingsforfatter?

The Good Daughter er udkommet i USA i år. Det er den tredje uafhængige roman. De to første er Hævntørst og De Smukkeste. Jeg ved ikke, hvornår den udkommer på dansk. Men forhåbentlig snart.

 PS: Læs Karsten Bengtsson anbefale Sjöwall/ Wahlöö her og Ellen Marie Andreasen anbefale Jo Nesbø her

Interview med Clare Mackintosh

Forfatterinterview: Britiske Clare Mackintosh har en baggrund i politiet, bl.a. i kriminalpolitiet og som indsatsleder. I dag er hun forfatter på fuld tid.

Den britiske forfatter Clare Mackintosh skriver på en ny thriller samtidig med, at hun laver PR for Jeg ser dig. Foto: Rebekka Andreasen

Et par dage efter Krimimessen i Horsens er veloverstået, skriver Clare Mackintosh følgende på sin forfatterprofil på Facebook:

  • 6 dage
  • 3 lande
  • 4 byer
  • 5 fly
  • 1 tog
  • 6 events
  • 10 interviews
  • Masser af bøger signeret
  • 6000 ord skrevet
  • Tid til at tage hjem

Forfatter bag bøgerne Jeg lader dig gå og Jeg ser dig har travlt. Læserne har taget Mackintoshs psykologiske thrillers til sig i stor stil, og da jeg møder forfatteren på Krimimessen i Horsens har hun netop været i Lyon og Paris og skal efter interviewet nå et fly til Amsterdam.

Kun et varmt kram og en hurtig privat snak med Sara Blædel, som forfatteren er venner med, kommer imellem det interview, Clare Mackintosh lige har overstået, og hendes og min samtale. Jeg bliver forpustet bare ved tanken om hendes program. Og bemærker, at hun – som de fleste andre få timer før Krimimessen 2017 lukker ned for i år – virker en smule brugt. Men blikket er intenst, og hun er nærværende, selvom jeg er allersidste punkt på dagsordenen, inden hun skal videre mod lufthavnen.

Det gælder om at finde tiden til at skrive. Også selvom det bliver til få ord. Det kan være svært, når jeg laver mange interviews og PR.  Jeg har rejst meget i Europa – og også i USA. Heldigvis har jeg lært mig selv at skrive på et fly. Så snart vi er lettet, finder jeg den bærbare frem. Der er sådan en hvid støj på fly, og det passer mig godt. Måske bliver det kun til 100 ord, men det er 100 ord mere, end da jeg stod op. Det fungerer.

Efter 12 år i politiet forlod Clare Mackintosh i 2011 korpset for at arbejde som freelancejournalist og konsulent. Og så fik hun ideen til en bog.

Da hun sidste år besøgte Horsens, var hendes første thriller netop udkommet. Hendes debutroman. Få kendte til hendes forfatterskab, og hun forklarer, at hun var en smule overvældet over at besøge messen, men også en smule beklemt og spændt på, om danske læsere ville tage en for dem ukendt, britisk forfatter til sig.

Det gjorde de. Og hun er lykkelig og taknemmelig over, at ” de turde løbe en risiko med mig.”

I år har det været en helt anden oplevelse at gæste messen. Leende forklarer forfatteren, at denne gang har folk læst hendes bog, ja nogle læsere har endda allerede læst efterfølgeren, der udkom for et par dage siden. Og så fremhæver Clare Mackintosh de helt unikke rammer, som Krimimessen holdes i – det tidligere statsfængsel i byen. Det skaber en helt særlig atmosfære, der er uhyggelig velvalgt, mener hun.

Clare Mackintosh skriver thrillers i domestic noir-genren. Foto: Rebekka Andreasen

Den svære bog nummer to og domestic noir

Clare Mackintosh er mester i at overraske læserne med en historie, der drejer og snor sig en uventet vej. Over en million solgte bøger skaber et vist forventningspres, og forfatteren forklarer, at hun i perioder har følt sig enormt presset af forventningerne om at skrive endnu en bestseller. Indimellem har hun følt sig handlingslammet. Alligevel har hun formået at gøre det, hun elsker – nemlig at skrive og fortælle historier. Og det var en enorm lettelse, da bog nummer to, Jeg ser dig, var færdig. I øjeblikket skriver Clare Mackintosh på sin tredje bog – endnu en stand-alone thriller.

Clare Mackintosh skriver domestic noir og blander på den måde thrilleren med den mere almindelige skønlitterære roman. Med vægt på det psykologiske frem for hæsblæsende action. Gyset ligger i de små skræmmende detaljer, der afslører, at intet er, som det giver sig ud for at være.

I domestic noir rykker uhyggen helt tæt på og forplanter sig lige der, hvor du burde føle dig allermest tryg og sikker, nemlig i dit eget hjem og blandt din familie og din nære omgangskreds. Domestic noir centrerer sig om privatlivet og de tætte relationer. Og det er netop årsagen til, at genren er blevet så populær, mener Clare Mackintosh. Læserne kan relatere sig til problemstillingerne. Og genren leger med en frygt, vi alle har.

Hvordan skaber forfatteren så karakterer og personer, som en million læsere gerne vil følge?

Jeg går bl.a. ture med min hund, mens jeg udvikler mine karakterer. Jeg skal forstå, hvad de kommer fra, og hvem de er. Jeg skal ind i hovedet på dem. Hvis en person f.eks. altid springer frokosten over, har det indflydelse på, hvordan hun agerer, og hvem hun er. Jeg skal kende alle de små detaljer om, hvordan de f.eks. kan lide deres kaffe. Det er ikke sikkert, at jeg bruger det i bogen, men jeg skal kende dem og forstå dem. Jo mere jeg ved, jo bedre kan jeg kan skrive om karaktererne, så de lever for læserne.

Bedøm selv, om det er lykkedes, ved at kaste dig over en af hendes thrillers.

PS: Jeg har skrevet en artikel til Litteratursiden om domestic noir

 

 

 

 

 

 

 

 

Krimihøjdepunkter i 2016

To af de bedste krimier, jeg har læst i 2016. Foto: Rebekka Andreasen

Årets bedste krimier, årets tv-krimi, årets overraskelse. Her er mine krimihøjdepunkter fra året, der gik:

Årets bedste udenlandske krimi:

Skyggezone af Arne Dahl. Med Skyggezone tager svenske Arne Dahl hul på en ny serie. Glem Europa, storpolitik og avancerede it-systemer.  Vi er back- to-krimi-basic: Et par efterforskere og en lokalt forankret historie. Som jeg skrev i min anmeldelse, er det flødeskum for krimifreaks. Læs anmeldelsen her

Årets bedste danske krimi:

Jens Henrik Jensens De frosne flammer, som jeg – pinligt ikke har anmeldt her på bloggen. Googler du, finder du anmeldelser i hobevis. Et elegant, vedkommende og overlegent punktum for tre bøger om den danske krigsveteran Niels Oxen. Jens Henrik Jensen skriver, så det er en fryd at læse, og han blander netop de rette ingredienser, der skaber en underholdende, ultraspændende og tankevækkende krimi. De frosne flammer er en særdeles god bog, der røver din tid. Og et klasseeksempel på en forrygende krimi.

En bobler til titlen er Jussi Adler-Olsens 7. krimi om Afdeling Q. Selfies er både mørk og satirisk og tragisk/komisk, og den er pokkers god og underholdende. Endnu en væsentlig brik i det store puslespil om Carl, Assad og Rose. I maj skrev jeg dette indlæg om Jussi Adler-Olsen, der er blandt de mest læste indlæg på bloggen i år.

– For mig bliver en bog ikke spændende, hvis ikke sproget overrasker og forfører. Det er jo i det gode sprog, i de gode beskrivelser af karakterer og miljøer, at spændingen opstår, mener Katrine Engberg. Foto: Timm Vladimir.

Årets krimidebutant:

Krokodillevogteren af Katrine Engberg. En original Københavnerkrimi med et raffineret plot og en følsom detektiv. En beundringsværdig debut. Katrine Engberg har blik for de små, spøjse detaljer. Og dejligt med en krimidebutant, der skriver både kreativt og solidt. Læs min anmeldelse af bogen her

Årets event:

Krimimessen i Horsens med alt hvad det indebar af ligvogn med Sara Blædel-logo til falsk bombealarm. Jeg var hverken til Copenhagen Crime eller til BogForum i Bella Center, så det er måske på en billig baggrund, at messen i Horsens løber med titlen. Men jeg elsker de tætpakkede dage i det gamle statsfængsel.

“Fra himmelen over Horsens drypper der blod. Fiktivt blod, javel, men ikke desto mindre,” som den norske forfatter Gunnar Staalsen, der har været med fra Krimimessens spæde begyndelse i 2001, sagde i sin tale i anledning af messens 15 års jubilæum.

Jeg var selv på scenen med bl.a. Bille & Bille og Eva Maria Fredensborg, ligesom jeg fortalte om domestic noir. Omformuler Home is where the heart is til Home is where the hurt is, og du er tæt på en definition af subgenren.

Læs reportage fra lørdag på Krimimessen her. Og læs reportage fra Krimimessen søndag her.  Læs også mit interview med norske Thomas Enger, som jeg mødte på messen, her

Sådan skrev jeg i foråret her på Vild Med Krimi: Snup bogen med ud i forårssolen. Jeg er sikker på, at du plusgrader til trods får en isnende fornemmelse i kroppen. Jeg lader dig gå af Clare Mackintosh er udkommet på forlaget Aronsen. Foto: Rebekka Andreasen

Årets udgivelse fra mikroforlag/selvudgivelse:

Den britiske krimi Jeg lader dig gå af Claire Mackintosh, der er udgivet på Forlaget Aronsen, der er et lille dansk forlag. Det er en usædvanlig god psykologisk thriller, der med et ordentlig brag dumper ned i genren domestic noir og markerer sig som en bog, du ikke kan komme uden om, hvis du er vild med genren. Læs min anmeldelse her

Årets overraskelse:

Gyseren Færgen af svenske Mats Strandberg. I Færgen hopper vi ombord på den udtjente og luvslidte færge Baltic Charisma, der sejler mellem Stockholm og finske Åbro. Og der er udbudte gæster ombord. Jeg har haft det temmelig stramt med magisk realisme og overnaturlige elementer i krimier, og jeg har sjældent klappet begejstret i hænderne over horror. Eller vampyrer. Men jeg sejler velvilligt med Færgen – det er nemlig en skidegod bog. Læs min anmeldelse her

En bobler til titlen er S. K. Tremaynes Faldet. S. K Tremayne er et pseudonym for den britiske journalist og bestsellerforfatter Sean Thomas, der tidligere har skrevet tempofyldte konspirationsthrillers om religiøse sammensværgelser under pseudonymet Tom Knox. Men jeg har aldrig læst noget af ham før. Faldet er en psykologisk ægteskabsthriller i domestic noir-genren – uhyggelig god. Læs et interview med forfatteren her

Årets tv-krimi:

Uden tvivl Susanne Biers nutidige tv-version af John Le Carrés spionroman Natportieren fra 1993. Sindssygt flotte (og dyre) billeder, pragtfulde skuespillere og masser af spænding.

Rigtig godt nytår til alle jer fra mig. Dejligt at I læser med her på bloggen.

Krimihilsner fra

Rebekka

PS: Du finder mine højdepunkter fra 2015 her

PPS: Der er masser at glæde sig til i 2017. Der er bl.a nyt fra Lars Kepler, Ann Cleeves og Jo Nesbø. Vil du til Krimimesse i 2017, så sæt et kryds i kalenderen den 1. og 2. april.

 

Efterårets nye krimier

Forfattere som Michael Katz Krefeld, Lotte og Søren Hammer og Ole Clifford er aktuel med nye bøger dette efterår. Foto: Rebekka Andreasen

Forfattere som Michael Katz Krefeld, Lotte og Søren Hammer og Ole Clifford er aktuel med nye bøger dette efterår. Foto: Rebekka Andreasen

Nye krimier efteråret 2016: Forlagene sprutter bøger ud i øjeblikket. Her kommer et lille udpluk af efterårets krimiudgivelser. Her er lidt dansk, britisk, italiensk, spansk, svensk og norsk:

Ravn på uhyggelig sag: I dag udkommer Dybet af Michael Katz Krefeld. Det er den fjerde selvstændige krimi i serien om privatopdageren Ravn, der bor på sin båd i Christianshavns kanal sammen med sin engelske bulldog Møffe. Denne gang får han en sag “med schwung i”, som forfatteren er citeret for at sige i dagens Jyllands-Posten. Michael Katz Krefeld har bl.a. været inspireret af en engelsk sag fra begyndelsen af 90’erne, hvor to 10-årige drenge bortfører, mishandler og dræber en kun toårig dreng. Forfatteren kan noget med at skrue et interessant plot sammen, så mon ikke det igen bliver en (barsk) fornøjelse at følge Ravn?

Tempelriddernes skæbne: Efter tre års arbejde og flere års research sendte Ole Clifford for nylig sin 11. roman på gaden. Broderskabet er en krimi om tempelriddernes fald efter blot 196 års virke, og læseren bliver bl.a. hevet med til Paris anno 1307. Bogen efterfølger spændingsromanen Katharerne som du kan læse en anmeldelse af her – og ligesom forgængeren veksler forfatterens seneste bog mellem nutid og fortid. Ole Clifford er garant for spænding, historie og massiv research. 

Italiensk krimi fra erfaren forfatter: Den italienske krimi Efter al sandsynlighed af  Gianrico Carofiglio handler om forsvarsadvokaten og antihelten Guido. Han er i dyb krise efter en skilsmisse, lider af søvnløshed og forsømmer sine klienter. En dag bliver han bedt om at påtage sig forsvaret for en ung senegaleser, der er sigtet for at have bortført og dræbt en niårig dreng. Det virker håbløst, da flere belastende forhold peger på senegaleseren, en gadehandler, der ikke har et alibi. Guido påtager sig alligevel sagen, da noget siger ham, at den unge mand er uskyldig. Forfatteren trækker på sin store viden om det italienske retsvæsen, organiseret kriminalitet og korruption. Forlaget Hr. Ferdinand har udgivet flere af bøgerne om Guido på dansk. Læs interview med forfatteren her

Konrad Simonsen-krimi: Søskendeparret Lotte og Søren Hammer er effektive. Siden debuten med Svinehunde i 2010, har de skrevet syv krimier om drabschef Konrad Simonsen, der nu arbejder for et privat konsulentfirma. I Mørkemanden, der netop er udkommet, efterforsker han en sag om en udviklingshæmmet pyroman, der måske er blevet dømt for en brand, han ikke har påsat.

Svensk gyser: Forfatter Kristina Ohlsson, der bl.a. er kendt for serien om Fredrika Bergman, har skrevet en gyser. Og det er hun åbenbart ret god til. Ifølge de anmeldelser, jeg har læst, er Syge sjæle, både fantastisk og uhyggelig – og sådan en bog, der får de små hår på armene til at rejse sig. Vi møder bl.a. parret Anna og David, der flytter ind i en gammel præstegård. Her vil de begynde et nyt liv sammen. Men huset vækker en stærk uro hos Anna. Da hun finder et jernkors gravet ned i haven, forstår hun, at der er noget helt galt.

Ægteskabs-thriller: Er du til domestic noir, så er Min Mands Hustru af britiske Jane Corry (der er et pseudonym for Sophie King) måske noget for dig. Det er en parforholds-thriller om hemmeligheder, der løber løbsk og løgne, der får frit spil. Bogen foregår i London, hvor vi møder det nygifte par Ed og Lily, der begge gemmer på hemmeligheder. Forfatteren har bl.a. undervist indsatte i et topsikret engelsk fængsel i at skrive litteratur, hvilket inspirerede hende til at skrive thrilleren. 

Svensk serie: Tiggeren er navnet på den femte bog i Sofie Sarenbrants serie om kriminalinspektør Emma Sköld. Her møder vi Emmas far – den tidligere politimester Evart Sköld. Stockholm hjemsøges af en række mystiske mord på rumænske tiggere. Og endnu mere mystisk er det at politifolk, som interesserer sig for sagen, dør. Evart Sköld beslutter sig for at kaste sig over sagen.

Og i de kommende uger udkommer spændende titler som:

Rigtig godt krimiefterår. Mon ikke der er en bog, der passer dig?

Rebekka Andreasen

 

 

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her