forfatter

Anmeldelse: Ildbarnet af S.K. Tremayne

Anmeldelse: I dag udkommer Ildbarnet af britiske S.K. Tremayne. En thriller, der langsomt og ad lidt snørklet sti sneg sig ind på mig, og som fik mine små hår i nakken til at danse.

Minegangene løber under havet. Det er en vished, jeg ikke så nemt kan slå ud af hovedet. Minegangene løber under havet. Halvanden kilometer eller mere.

Ildbarnet af S.K. Tremayne er en britisk, psykologisk thriller om familiehemmeligheder, sorg, skyld og skam. Foto: Rebekka Andreasen

Sådan begynder Ildbarnet, der lynhurtigt slår en ildevarslende stemning an og tager os med til et kæmpe landsted i Sydengland, i det allervestligste Cornwall, hvor naturens kræfter er enorme. Hvor Atlanterhavet banker ind mod stejle klippekyster, og hvor der ikke er læ for den brutale blæst.

London-kvinden Rachel har efter få måneders bekendtskab giftet sig med den rige enkemand David, far til 8-årige Jamie og ud af en yderst velhavende familie, der er blevet rig på minedrift og udvinding af tin og kobber. Et arbejde, der gennem generationer har haft rædselsfulde konsekvenser for arbejderne i minerne og ført død, lemlæstelse og lidelser med sig.

Det nygifte par bor bogstaveligt talt oven på en af de gamle miner, og mens David arbejder i London som advokat fem af ugens dage, har Rachel masser af tid i det enorme hus sammen med stedsønnen Jamie.

Idyllen krakelerer hurtigt, da Jamie begynder at komme med dystre og skræmmende forudsigelser. Som du kan læse på bogens bagsidetekst mener han bl.a. at vide, hvornår Rachel skal dø. En information, som jeg egentlig gerne ville have opdaget selv ved at læse bogen i stedet for at få den serveret på bagsiden.

Samtidig forsøger Rachel at finde ud af, hvordan Davids første kone egentlig døde.

Bogen fortælles især fra Rachels synsvinkel suppleret af enkelte kapitler, hvor vi er i hovedet på David, og det er indre tanker og ikke ydre omstændigheder, der er central i første del af bogen. Rachel begynder at tvivle på både sin mand, sig selv – og sin egen forstand.

Langsomt tempo, gode miljøbeskrivelser

Hvor jeg godt kunne have ønsket mig en anelse mere tempo og fremdrift især i første del af bogen, overgav jeg mig straks til de stærke miljøbeskrivelser, der er bogens store styrke.

Som ganske ung boede jeg nogle måneder i Devon, der grænser op til Cornwall, og jeg var straks tilbage i et England hvor idyl og barsk klippenatur og voldsomt hav mødes, og selvom du måske ikke er bekendt med landskabet, så svøber bogens lækre miljøbeskrivelser dig nænsomt ind og hægter dig fast til fortællingen.

Forfatterens mormor har som ti-årig arbejdet som såkaldt minepige, der knuste sten med en hammer i de righoldige miner i det nordlige Cornwall, og det er interessant at læse om de historiske miner, forfatteren tydeligvis har været optaget af. S.K. Tremayne skriver usentimentalt om det barske liv i de nu tomme miner. Han skriver godt.

I bedste domestic noir-stil aner du ikke, hvem du kan stole på. Hemmelighederne lurer lige under den fine facade og five o’clock tea’en. Og plottet er herligt overraskende.

Ildbarnet er en mørk thriller med et strejf af gotisk stil. En thriller om familiehemmeligheder, sorg, skam og skyld.

S.K. Tremayne har også skrevet bestselleren Faldet, og Ildbarnet slog mig ikke omkuld på samme måde, som forfatterens forrige bog på dansk gjorde. Men det er en god thriller.

Læs Ildbarnet på grund af de stærke miljøbeskrivelser og historiske lag og nyd den snigende uhygge, der omhylder dig helt til allersidst.

Ildbarnet er ikke en del af en serie, men en selvstændig thriller og oversat af Nanna Lund. Udkommer på Gads Forlag i dag.

PS: S. K Tremayne er et pseudonym for den britiske journalist og bestsellerforfatter Sean Thomas, der tidligere har skrevet tempofyldte konspirationsthrillers om religiøse sammensværgelser under pseudonymet Tom Knox. Jeg interviewede ham, da Faldet udkom på dansk. Læs interviewet her

Stinne: Min krimifavorit er Robert Galbraith

Yndlingsforfatter: Mød Stinne Hildebrand, der er vild med krimier af Robert Galbraith. Navnet er et pseudonym for Harry Potters mor – den britiske forfatter J. K. Rowling. Dette er sjette og sidste indlæg i serien om yndlingsforfattere.

Stinne Hildebrand sluger bøger i mange forskellige genrer, og hun har en forkærlighed for britiske krimier af Robert Galbraith. Foto: Privat.

Stinne Hildebrand, 37 år, gift, har en datter og bor i Dragør. Hun arbejder som leder inden for restaurationsbranchen.

Læser du udelukkende krimier, eller læser du også andre genrer?

– Jeg er vokset op i et hjem fyldt med bøger, og jeg elsker at læse. Specielt krimier, men egentlig sluger jeg det meste; Krimier, chicklit, adventure som Harry Potter og Game Of Thrones eller historiske værker af Ken Follett og Edward Rutherfurd, hvor man får lidt verdenshistorie kombineret med god fiktion.

Bøgerne har de senere år fået konkurrence af alle de gode serier på Netflix og HBO, men bøgerne vinder heldigvis stadig for det meste. Jeg har som regel altid to-tre bøger i gang på samme tid, så der er en til det humør, jeg er i. Så snart jeg har en smule tid, læser jeg. Også når jeg laver mad eller tager et karbad.

Hvilken krimiforfatter er din absolutte favorit?

– Jeg har mange yndlingsforfattere, der skriver krimier, og af danske er jeg især glad for Jussi Adler-Olsen og Jesper Stein. Men hvis jeg skal fremhæve en, der har gjort specielt indtryk, er det Robert Galbraith. Robert Galbraith er det pseudonym, som J.K. Rowling benytter til kriminalromanerne om og med privatdetektiven og krigsveteranen Cormoran Strike. Hun, ja nu siger jeg altså hun, har skrevet en trilogi, og alle tre bøger har fanget mig meget.

Hvad er det, som forfatteren kan?

– Jeg elsker Galbraith/Rowlings måde at beskrive persongalleriet på samtidig med, at plottet er utrolig spændende og uforudsigeligt. De tre bøger hedder: Gøgens kalden, Silkeorm og Ondskabens høst, og de er i min optik lige gode og fængende. Jeg synes, hun skriver fantastisk, bøgerne sprudler af sprogligt overskud, og hun formår at fange mig lige så meget, som hun gjorde i Harry Potter-universet, selvom det er en hel anden genre. Jeg venter faktisk bare på, at der kommer en fjerde bog i serien.

PS: Fik du læst de øvrige indlæg i serien om yndlingsforfattere?

Ellen anbefaler Jo Nesbø

Karsten anbefaler Sjöwall/ Wahlöö

Anne-Marie anbefaler Karin Slaughter

Anne Mette anbefaler Fred Vargas

Michael anbefaler Jussi Adler-Olsen

 

 

Biografi om Jussi Adler-Olsen udkommer i morgen

Biografi: I mere end fem år har journalisten Jonas Langvad Nilsson fulgt Jussi Adler-Olsen, og han har interviewet omkring 150 mennesker om den populære forfatter. Det er der kommet biografien Jussi ud af.

En smuk bog. Det er Jussi. 408 siders lækker bog med masser af billeder.

Jeg håber, at bogen også er god og fortæller mig nyt om forfatteren, der er blevet et kolossalt navn, ikke kun i Danmark, men også i udlandet. Se den fine bog her:

Ifølge forlaget bag, Politikens Forlag, handler biografien bl.a. om at stå ansigt til ansigt med døden. Ikke bare én, men flere gange. Og har du fulgt med i medierne de sidste par dage, har du måske hørt, at Jussi Adler-Olsen har været ramt af kræft flere gange. Sejt at han har kæmpet med svær sygdom ad flere omgange, uden at det har sat en stopper for hans virkelyst, gåpåmod, stædighed, arbejdsiver og karriere. Stor respekt herfra.

Jussi handler også om at være iværksætter og forretningsmand og gå hele vejen, hvis han kan komme til det. Om stædighed, hårdt arbejde og om en lille smule held.

Euroman-journalisten Jonas Langvad Nilsson, der står bag biografien, har også skrevet bl.a.  Skurk om skuespilleren Torben Jensen. Nilsson skriver forrygende, så mine forventninger er høje, og jeg glæder mig til at tage bidder af Jussi.

Michael: Min krimifavorit er Jussi Adler-Olsen

Yndlingsforfatter: Michael Dahlsgaard kan ikke undvære sin daglige avis (eller Tipsbladet), men det bliver sjældent til en skønlitterær bog. Bortset fra ferier, hvor han gerne snupper to-tre krimier i rap. Og nu venter han spændt på den næste Jussi Adler-Olsen. Indlægget her er det femte i serien om favoritforfattere.

Journal 64 er Michael Dahlsgaards favorit i serien om Afdeling Q. Foto: Rebekka Andreasen

Michael Dahlsgaard, 48 år, Risskov. Passioneret quashspiller, far til tre og selvstændig med grossistvirksomheden Fair Import, der importerer fødevarer, der både er økologiske og fairtrade. Han læser stort set aldrig til hverdag, men når han har ferie, elsker han at læse krimier.

Læser du udelukkende krimier, eller læser du også andre genrer?

– At kalde mig en læsehest er en overdrivelse. Da jeg var helt ung, læste jeg en masse bøger om ledelse og management, og en sjældent gang imellem er der en biografi, som jeg med glæde læser. Jeg er Zlatan Ibrahimovic er fremragende. Og så har Peter Tygesen skrevet en bog om Congo, som jeg var meget opslugt af – måske fordi jeg har boet i Afrika nogle år. Men når jeg har ferie, er der kun en genre, der dur, nemlig krimi.

Hvilken krimiforfatter er din absolutte favorit?

– Jeg har især læst krimier af nordiske forfattere, og jeg er også glad for en forfatter som Lars Kjædegaard. Men der er en, der slår dem alle: Jussi Adler-Olsen. Fordi jeg elsker hans underfundige humor, og så er der masser af spænding og suspense i bøgerne om Afdeling Q. Jeg er stort slet ligeglad med plottet. Nej, det passer nok ikke helt, men jeg læser, fordi jeg gerne vil vide, hvordan det går med Carl, Assad og Rose. Og Hardy.

Er der en scene fra en af bøgerne, du særligt husker/har gjort indtryk?

– Ja, den scene, der tvister det hele i Journal 64. Og hvor man tænker: Nå, det er sådan, det hænger sammen. Skulle der sidde en enkel eller to i landet, der ej har læst den endnu, vil jeg ikke røbe for meget. Netop Journal 64 er min favorit. Interessant emne, han har kastet sig over, og bogen er skrevet med humor, lune og masser af spænding.

Hvad er det, som han kan?

–  Der er ofte hug til dem, der misbruger magt, i Jussi Adler-Olsens bøger. Det kan jeg meget godt lide. Og så elsker jeg Assads sproglige bommerter. Og Carl Mørcks blanding af at være doven og fandenivoldsk. Og humoren i bøgerne ej at forglemme. Og når man som jeg ikke læser mange bøger, så er livet for kort til bøger, der ikke er spændende. Og det er Jussi Adler-Olsens bøger. Altid.

Hvad var den første bog, du læste af forfatteren, og hvilken oplevelse var det?

– Jeg har læst serien om Afdeling Q i kronologisk rækkefølge, så den første var Kvinden i buret. Jeg var solgt med det samme. Heldigvis nåede jeg at læse de første bøger, før jeg så filmatiseringerne. Dem kan jeg godt lide – det er bare noget helt andet.

Har du nogle ritualer, når du går i gang med en bog af din yndlingsforfatter?

– Faxekondi Free inden for rækkevidde, en liggestol i skyggen og min kone og mine tre unger godt i gang med andre ting. Og så mig og Jussi. Det er godt.

Følger du også forfatteren på de sociale medier, via nyhedsbreve eller andet?

– Nej. Det gider jeg ikke.

Er der udsigt til nyt fra din yndlingsforfatter?

– Jussi Adler-Olsen har lovet, at der kommer et par bøger mere i serien om Afdeling Q. Dem ser jeg frem til. Hvad mon Assads hemmelighed er? Denne sommer vil jeg kaste mig over Washington Dekretet, som han skrev inden serien om Carl og co. Med tanke på hvad der sker i USA lige nu, tænker jeg, at det er på plads med en thriller, hvor nogle forsøger at afsløre det komplot, det amerikanske samfund er udsat for.

PS: Hvis du er erfaren bloglæser, kan du måske genkende bogreolerne? Michael er nemlig min mand.

PPS: Du kan læse de øvrige indlæg i serien om favoritforfatter her, her og her og her

 

Stockholmmøde med succesfuld forfatter

Forfatterinterview: På mandag sætter jeg kurs mod Stockholm for at interviewe den svenske forfatter Caroline Eriksson, der snart er aktuel med thriller på dansk.

De forsvundne er blevet en international sensation, da den på kort tid blev solgt til over tyve lande. Udkommer i Danmark 2. juni. Læs mere om bogen her

Caroline Eriksson har skrevet en mørk og psykologisk spændingsroman, De forsvundne, der udkommer på dansk 2. juni på forlaget People’sPress.

Flere anmeldere har sammenlignet den svenske forfatter med amerikanske Gillian Flynn, der står bag Kvinden, der forsvandt – en thriller, der har været med til at gøre domestic noir-genren overordentlig populær.

De forsvundne er sådan en thriller, som jeg glæder mig til, at andre har læst, så jeg kan tale frit om bogens tvist og plot. For intet er, som det ser ud til, og ingen er, som man tror.

I  Sverige var bogen sidste år den mest solgt e-bog, og siden De forsvundne udkom i forfatterens hjemland for cirka halvandet år siden, har 26 lande fulgt trop – og nu altså også snart Danmark.

At De Försvunna, som bogen hedder på svensk, er blevet lidt af en international sensation, betyder også, at forfatteren er vant til at give interviews.

Mon jeg kan lokke Caroline Eriksson til at afsløre noget omkring arbejdet med bogen, som hun aldrig har fortalt i andre interviews, når vi mandag spiser frokost sammen? Jeg vil i hvert fald forsøge.

Den svenske forfatter Caroline Eriksson har boet flere forskellige steder rundt omkring i verden bl.a. i USA og i Australien. I dag bor hun i Stockholm, hvor jeg mødes med hende. Foto: Rebekka Andreasen

Interviewet bliver bragt her på bloggen engang i næste uge. Stay tuned.

PS: Jeg får et honorar af People’sPress for at interviewe Caroline Eriksson. Af samme grund har jeg takket nej til at anmelde bogen.

 

 

 

Tre hurtige om Hastrup, Adler-Olsen og Theils

Tre hurtige: Julie Hastrups Mirakelmanden overhaler de andre bøger i Rebekka Holm-serien med talrige kilometer. Jussi Adler-Olsen kan føje endnu en pris til rækken. Og så har Lone Theils lavet fremragende radio om TrueCrimeFiction.

Tre hurtige om tre af landets populære krimiforfattere: Julie Hastrup, Jussi Adler-Olsen og Lone Theils.

Julie Hastrup: Når Julie Hastrup har sendt en ny Rebekka Holm-krimi på gaden, har jeg altid set frem til den. Fordi hun kreerer solide, gedigne og underholdende krimier, der ubesværet glider ned.

Flere gange i mine anmeldelser af forfatterens bøger har jeg skrevet, at Hastrups bøger er krimier uden de store dikkedarer, og jeg har aldrig tidligere været fuldstændig blæst bagud. Indtil nu.

Denne gang overgiver jeg mig totalt. Mirakelmanden, den 6. Rebekka Holm-krimi, er stærk. Og sindssyg interessant. Måske fordi den er mere mørk, grum og dyster, hvilket jeg synes, klæder fortællingen? Måske fordi forfatteren hiver sin hovedperson ud af sine vante omgivelser og bringer hende til bl.a. Finland, og at netop det giver god energi og nerve? Måske fordi jeg er optaget af psykiatri? Hvis de andre bøger i serien er en fodboldspiller i superligaen, så er Mirakelmanden Cristiano Ronaldo.

Du behøver ikke at google ret meget for at finde ud af, at forfatteren har haft nogle turbulente og sårbare år med sygdom etc, men Julie Hastrup har altså også formået, at skrive r…. ud af bukserne. Imponerende.

Jussi Adler-Olsen: Jussi Adler-Olsen har vundet talrige priser, og i går fik han endnu en. Han blev nemlig hædret som årets Æreshåndværker af Haandværkerforeningen. En udmærkelse, som han deler med 44 andre modtagere, som gennem et langt arbejdsliv har udmærket sig med deres indsats. At skrive er nemlig også et håndværk.

Forfatteren modtog prisen ved et arrangement med bl.a. Dronning Margrethe på Københavns Rådhus. I interviews har han selv kaldt det for noget af en overraskelse. Tillykke til Jussi Adler-Olsen.

I øvrigt er der ikke mange uger til, at Jussi – en biografi af Jonas Langvad Nilsson – udkommer.

Lone Theils: Jeg har med heftig appetit slugt podcasten 87 sekunder – Mord på P1, hvor Lone Theis – i samarbejde med tilrettelægger Alberte Clement Meldal – har eksperimenteret med genren og undersøgt, hvad der sker, når man researcher og skriver en krimi for åben mikrofon. TrueCrimeFiction kalder forfatteren selv det, der er blevet til lækker radio og spændende lyd.

Jeg har råhygget mig med at høre forfatteren interviewe politifolk, anklagere, retsmedicinere etc. og begejstret lyttet til, hvordan de hver især har bidraget til krimien 87 sekunder. Den har jeg også læst, altså bogen, og den var tilgengæld ikke særlig interessant, da jeg havde hørt radioudsendelserne først.

Hele processen, at  historien ikke var lagt fast, men kom frem igennem forfatterens research, er meget mere interessant end slutresultatet. Vil du nøjes med en af delene, så snup radioudsendelserne. De er ret interessante. Du finder podcasten her

Anne Mette: Min krimifavorit er Fred Vargas

Yndlingsforfatter: Mød Anne Mette Christensen, der er så glad for Fred Vargas krimiserie om lederen af drabsafdelingen i Paris, Jean-Baptiste Adamsberg, at hun har læst serien flere gange. Også selvom det ikke var kærlighed ved første blik. Indlægget her er det fjerde i serien om favoritforfattere.

Anne Mette Christensen, 44 år og fra et hjem med klaver og kæmpe bogreol. Lykkelig gift på 23. år og har to dejlige krimifans in spe på 16 og 18 år. Arbejder som ejendomsadministrator, går til spinning, kører på racercykel i fritiden og læser derudover bøger i alle ledige minutter, selv når der skal røres i gryderne. 

Anne Mette Christensen er meget begejstret for den franske krimiforfatter Fred Vargas serie om kriminalkommissær Adamsberg, der er leder af drabsafdelingen i Paris. Foto: Privat.

 

Hvilken krimiforfatter er din absolutte favorit?

– Fransk krimi. Alene ordene synes måske at være selvmodsigende. Men ikke desto mindre er min yndlings-krimiforfatter Fred Vargas fransk. Det hele begyndte til min fødselsdag nogle år tilbage. Min mand havde i radioen hørt en begejstret anmelder fortælle om Fred Vargas og hendes nye bog Den rasende hær.

Men når man som jeg sværger til danske, engelske og nordiske krimiforfattere, så lå bogen lidt, inden den blev læst. Og indrømmet. Det var ikke kærlighed ved første blik, men en kærlighed, der voksede. Som voksede så meget, at jeg har jeg købt og læst resten af serien om kriminalkommissær Jean-Baptiste Adamsberg, ligesom jeg har smittet min søster og mine forældre med en begejstring for Fred Vargas.

 

Hvorfor synes du, at andre skal kaste sig over hendes bøger?

– Persongalleriet er fransk til fingerspidserne, maden og kulturen er fransk og historierne er på samme tid grumme, morsomme, poetiske og for en krimifan umulige at gennemskue, hvilket er grunden til, at de kan læses mere end en gang. Første gang læser man for at gætte, men anden gang opdager man små brødkrummer af spor.

Forleden var jeg i en boghandel. Ekspedienten blev min nye bedste ven med ordene: Nordisk femikrimi nej tak. Giv mig Fred Vargas.

 Hvilken af forfatterens bøger er din favorit?

Den rasende hær var mit første bekendtskab med Fred Vargas, og den er stadig min favorit. Jeg har læst serien to gange. Ved nærmere eftertanke tror jeg, serien skal med på sommerferie til en tredje omgang, mens jeg utålmodigt venter på, at den næste bog udkommer på dansk.

PS: Fred Vargas er et pseudonym for den kvindelige franske krimiforfatter Frédérique Audoin-Rouzeau. I serien om Jean-Baptiste Adamsberg er følgende bøger udkommer på dansk:

  • Budbringeren (2004)
  • Cirkeltegneren (2006)
  • Neptuns vinde (2008)
  • Den tredje jomfru (2009)
  • Et uvist sted (2010)
  • Den rasende hær (2012)
  • Den barmhjertige guillotine (2016)

PPS: Du kan læse de øvrige indlæg i serien om favoritforfatter her, her og her

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her