forfatterinterview

Interview med Caroline Eriksson – vind hendes nye bog

Forfatterinterview/konkurrence: I morgen udkommer svenske Caroline Erikssons første bog på dansk – spændingsromanen De forsvundne. Jeg har mødt forfatteren i hendes hjemby Stockholm. Vind en signeret udgave af bogen, der er blevet en international sensation.

(Interview lavet på vegne af People’sPress– se PS nederst i indlægget)

– Det har været helt surrealistisk. Som at blive smidt ind i en vaskemaskine. Den første uge efter udgivelsen var virkelig turbulent og lidt uvirkelig, og min mand og jeg drak en del champagne den uge. Det var meget overvældende. Jeg er taknemmelig for, at bogen har fået så langt et liv.

Den svenske forfatter er vild med det danske cover. – Vand kan både være beroligende, afslappende og smukt at se på – men det kan også være mørkt, hemmelighedsfuldt og farligt. Og det passer meget godt til historien, forklarer Caroline Eriksson, der skriver om både en fiktiv sø og ø i De forsvundne.

Ordene er den svenske forfatter Caroline Erikssons. Efter at have skrevet to bøger inspireret af virkelige forbrydelser, sendte Caroline Eriksson i efteråret 2015 sin første spændingsroman på gaden i Sverige, hvor “det var mig og ikke historiske fakta, der bestemte historien,” som hun siger.

På ganske kort tid blev De Försvunna, som bogen hedder på svensk, solgt til mere end 20 lande. I morgen udgiver People’sPress bogen i Danmark, som bliver land nummer 26 på listen.

De rosende ord er haglet ned over Caroline Eriksson. Hun er blevet sammenlignet med amerikanske Gillian Flynn bag bestselleren Kvinden der forsvandt. Og sidste år var De forsvundne den mest solgte e-bog i Sverige.

En følsom forfatter

Amuletten her sad på et armbånd, som Caroline Eriksson fik af en boghandler i Skåne, da hun var til Bogmesse i Göteborg for tre-fire år siden. – Hun havde læst mine to første bøger og syntes, at jeg skulle have den her. Jeg blev meget glad og satte den på en halskæde, som jeg bar, i den intense periode, hvor jeg skrev De forsvundne. Foto: Caroline Eriksson.

Jeg er kun sammen med Caroline Eriksson i ganske få minutter, før det går op for mig, at jeg er i selskab med en ydmyg, følsom og nærværende kvinde, der hellere vil tale om, at det har kostet både tid og penge at følge forfatterdrømmen, end om alle de store, flotte ord, der er blevet hæftet på hendes bog.

Livet som forfatter er ikke glamourøst, påpeger hun, selvom arbejdet også byder på sjove interviews, rejser og spændende invitationer. Hun vil om bag facaden, både som privatperson, men også når hun skriver, og ærlighed er et kodeord, når hun bl.a. taler om skriveproces i podcasts, som hun laver i samarbejde med sin forfatterkollega Ninni Schulman.

Caroline Eriksson sætter pris på dybe samtaler om det, der betyder noget. Livet, kærligheden, drømmene. Og hun nævner – på en blanding af svensk og engelsk – at hun fik en skøn livsbekræftende snak med især Anders Rønnow Klarlund (den ene del af A.J. Kazinski), da der for nylig var krimifestival i Oslo.

– Hvis du spørger mig hvilket tøjmærke, du har på, så aner jeg det ikke. Det interesserer mig ikke. Til gengæld nyder jeg de små ting og kan sige til min mand: næh, se en smuk blomst i vejkanten. Jeg er menneskekender, god til mennesker, til at lytte og se folk. Og så er jeg et meget introvert menneske, selvom jeg er meget social. Jeg har brug for at være alene indimellem.

Ideen kom på sommerferien

Og alene det er hun, når hun skriver. Hvert år er Caroline Eriksson i sommerhus med sin mand og parrets to børn, en datter og en søn, i Gävle, som ligger cirka 150 kilometer nord for Stockholm. Inspirationen til De forsvundne opstod en dag, familien var ude at ro. Da de ankom til en lille ø, blev Caroline selv i båden, mens hendes mand og børn hoppede i land for at udforske øen.

– Først kan jeg se dem, og længe efter kan jeg høre dem le og snakke, men pludselig er der stille, og lydene forsvinder. Og lige der tænkte jeg: Hvad nu hvis de aldrig kommer tilbage?

Carolines familie vendte retur, men en tanke havde plantet sig i forfatteren. Og derfor er omdrejningspunktet i De forsvundne, at kvinden Greta desperat forsøger at finde ud af, hvad der er sket med manden Axel og datteren Smilla, der ikke vender tilbage efter et visit på en lille ø midt i en sø.

Caroline Eriksson lavede en playliste med instrumental musik, som hun lyttede til, da hun skrev De Forsvundne. Musikken hjalp hende i rette stemning til at presse hendes karakterer psykisk og skrive om det foruroligende, mørke, nervepirrende og farlige univers, bogen rummer. Screenshot fra Caroline Erikssons mobiltelefon.

Caroline Erikssons mål med bogen har været at skrive et underholdende domestic noir mysterium, og at tage læserne med på en rejse gennem en labyrint af tvist, skarpe sving og overraskelser. At skrive en spændende, mørk bog med fokus på det psykologiske og det helt nære, fordi hun går vældig meget ind i sine karakterer og interesserer sig for, hvorfor de handler, som de gør, og hvad der har formet dem som mennesker.

For at hellige sig skriveriet på fuld tid, sagde hun sit konsulentjob inden for HR op. Og skrev De forsvundne på tre hæsblæsende og intense måneder i sofaen hjemme i Stockholm, i joggingtøj og med skuldrene trukket helt op under ørerne med ømme nakkemuskler til følge, for ” jeg er ikke så god til at passe på mig selv, når jeg skriver.”

Historien flød, hendes fingre ramte tasterne med flow og gejst, men Caroline Eriksson ser direkte på mig og fastholder mit blik, da hun forklarer, at hun er en sensitiv forfatter, der “føler mine følelser vældig voldsomt.” Og at det var psykisk hårdt for hende at skrive om hovedpersonen Greta, der – uden at røbe for meget af fortællingen – lever i et dysfunktionelt forhold.

Greta er en utroværdig fortæller, man som læser ikke ved, om man kan stole på. Er hun uskyldig, offer eller gerningsmand? Hun er blevet lige præcis så kompleks, som forfatteren ønskede det.

– Greta kan være svær at holde af, men giv hende en chance. Jeg føler vældig stærkt for Greta. Hun er en sårbar person, men også meget spændende og sammensat og med en smertefuld bagage. Hun er ikke mig, men alligevel måtte jeg hive fat i noget i mig selv for at skrive om hende. I virkeligheden er jeg selv meget ræd og ængstelig, så at bevæge mig ud i et mørkt og dystert univers har også være en måde at bearbejde min egen angst på.

De forsvundne er også en bog om et kompliceret forhold mellem mor og datter. Og om søsterskab, som Caroline Eriksson kalder det, og det gik først op for forfatteren, at det var et tema i bogen, da hun var færdig med at skrive.

Nøgen i en lufthavn

I øjeblikket skriver Caroline Eriksson på en spændingsroman, der udkommer i Sverige senere på året, og hver af hendes bøger har krævet forskellige arbejdsprocesser. Caroline Eriksson pointerer, at hun er en meget struktureret person, der dog ikke altid har struktur. Men i arbejdet med hendes bøger går en ting igen: Disciplin.

– The first draft of anything is shit, sagde Hemingway. Skriv nu bare, hvis du gerne vil være forfatter. Og læs, læs, læs og bliv inspireret til din egen stil, opfordrer hun, der ikke kun er glad for at skrive, men også er vild med citater.

Faktisk så vild med dem, at hun længe klippede citater, der tiltalte hende, ud fra magasiner og blade og gemte dem i små notesbøger. Måske, forklarer hun, kan man sammenligne det lidt med kunst – at der er nogle sætninger, der taler til en og rammer noget centralt.

Nu håber Caroline Eriksson, at De forsvundne og hendes egne ord rammer noget i de danske læsere,  ligesom bogen har slået igennem i mange andre lande. Hun værdsætter succesen utrolig meget, men når man er en følsom forfatter, kan det samtidig være lidt grænseoverskridende at andre skal læse ens ord.

– Det kan føles som at stå nøgen midt i en lufthavn. Bogen er ikke om mig, men den er stadig personlig, og læserne får noget af mig, som jeg ikke får igen. Jeg håber, I tager godt imod De forsvundne i Danmark.

Først fik vi en tjener på den restaurant, hvor vi spiste frokost, til at tage et foto. Men det blev ikke godt, så vi måtte i gang med en selfie. Vind det eksemplar af De Forsvundne, som Caroline Eriksson holder på fotoet her. Hun har signeret bogen. Foto: Caroline Eriksson

Du kan vinde en signeret udgave af Caroline Erikssons spændingsroman ved at skrive en kommentar under indlægget her. Vælg selv hvad du vil skrive.

Du kan deltage frem til torsdag den 8. juni klokken 10. Jeg trækker en vinder senere samme dag. Husk, at der kan gå lidt tid, før du kan læse din kommentar på bloggen. Bogen er sponsoreret af Peoples Press. Hører jeg ikke fra vinderen inden en uge, udtrækker jeg en ny.

PS: Lige for en god ordens skyld: Jeg har interviewet forfatteren på vegne af Peoples Press. Jeg har altså fået et honorar for opgaven, men forlaget har ikke blandet sig i, hvad jeg har skrevet. Af samme grund har jeg takket pænt nej tak til at anmelde bogen.

Interview med Henrik Brun

Når Henrik Brun er aktuel med en ny krimi, er det blevet en tradition, at bogen udkommer dagen før Krimimessen i Horsens. Foto: Rebekka Andreasen

Når Henrik Brun er aktuel med en ny krimi, er det blevet en tradition, at bogen udkommer dagen før Krimimessen i Horsens. Foto: Rebekka Andreasen

Ny Ketil Brandt-krimi: Hvad betyder det for opklaringen af en forbrydelse, at den politiske stemning er forpestet, at Europa lukker sig om sig selv, og at lande sviner hinanden til samtidig med, at der er masser af interne stridigheder? Det er spørgsmål, som Henrik Brun har været optaget af i arbejdet med Den polske lykkejæger.

Den polske lykkejæger er titlen på Henrik Bruns nye krimi, og denne gang sender forfatteren sin hovedperson til bl.a. Sverige og Polen. Handlingen udspiller sig i et Europa, hvor økonomien har det skidt, og hvor stridigheder om østarbejdere, social dumping og flygtninge dominerer dagsordenen.

Henrik Brun, forfatter til Den polske lykkejæger, er vild med at være på Krimimesse i Horsens. - Jeg har lige hørt et interessant interview med den svenske forfatter Sofie Sarenbrant. Selvom viskri Sofia

Den polske lykkejæger er den femte selvstændige bog om Ketil Brandt. Som de øvrige bøger er en god del af bogen skrevet på Bartof Café på Frederiksberg.

En dansk fagforeningsboss dør under en blokade mod polsk arbejdskraft i Danmark. Politiet efterlyser en polsk forretningsmand, der straks går under jorden. Selvom forretningsmanden bliver frikendt, fortsætter han sin flugt. Det undrer journalisten og den tidligere krigsreporter Ketil Brandt, der følger i polakkens fodspor for at finde årsagen til mandens desperate flugt.

Det er ikke svært at gennemskue, at det er virkeligheden, der inspirerer Henrik Brun, og i alle bøgerne om Ketil Brandt griber han fat i et aktuelt emne.

“Det er spændende at tage udgangspunkt i noget samfundsrelevant. Rent fortælleteknisk er det fedt, at man kan give historien et ekstra lag, og at læserne kan relatere til noget, der er oppe i tiden. Jeg tror, det er godt for samfundsdebatten, at forfattere blander sig og ser tingene lidt oppefra som modvægt til hurtige medier som Facebook, hvor debatter hurtigt kan gå i selvsving. Som forfatter har man et andet take, forklarer Henrik Brun og føjer til, at man jo også har friheden til at blande fantasi og virkelighed.

Henrik Brun er produktiv. Han debuterede med det første selvstændige bind i serien om Ketil Brandt i 2011. Samtidig med fuldtidsjobbet som udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad. Nu har han skrevet fem bøger om Ketil Brandt.

Den polske lykkejæger er første bog, han skriver som fuldtidsforfatter. Det har bl.a. betydet mere tid til research. Den research, der er så vigtig for ham. For at få detaljer, stemninger og beskrivelser helt korrekte rejser han til de steder, han skriver om. Henrik Brun har bl.a. været i Warszawa flere gange for at researche til bogen.

Jeg kan ikke finde på noget, der er godt nok, hvis jeg blot sidder ved skrivebordet.

Selvom Henrik Brun trækker på sine erfaringer fra mere end 20 års arbejde som journalist, og selvom hans globale udsyn smitter af på hovedpersonen Ketil Brandt, så er der også væsentlige forskelle på forfatteren og den figur, han har skabt.

Som journalist tilstræber jeg at være objektiv. Ketil er en aktivistisk journalist og mere fandenivoldsk. Han kan godt finde på at blive voldelig, og så reagerer han på det, han finder uretfærdigt. Han viger ej tilbage for at involvere sig personligt og blande sig i politiets arbejde.

At være på Krimimesse i Horsens er altid fornøjeligt, mener Henrik Brun, der nyder at møde både læsere, boghandlere, krimikollegaer og forlagsfolk.

– Jeg har netop hørt et interview med den svenske forfatter Sofie Sarenbrant. Selvom vi skriver forskellige bøger og sikkert også har forskellige målgrupper, så var det inspirerende at høre, hvordan hun bygger sine historier op og arbejder med sine karakterer. Jeg blev nysgerrig, og nu har jeg købt hendes seneste bog.

På spørgsmålet om hvorvidt der kommer endnu en Ketil Brandt-krimi, svarer Henrik Brun smilende, at det gør der nok. Og tilføjer: “Jeg skriver dog kun en bog om ham, hvis jeg synes, der er gods nok.”

PS: De øvrige bøger i serien hedder: Den danske lokkedue, Den norske lakaj, Den svenske løgner og Den finske patriot.

Du kan læse mere om forfatteren her

 

2. søndag i advent: Thomas Clemen

I begge Thomas Clemens bøger er der en reference til en anden af forfatterens absolutte yndlingsværker 1984 af George Orwell. - Der er bare ikke nogle, der har fanget dem endnu. Foto: Johanne Pedersen

I begge Thomas Clemens bøger er der en reference til en anden af forfatterens absolutte yndlingsværker 1984 af George Orwell. – Jeg kender dog ingen, der har fanget dem endnu, siger forfatteren. Foto: Johanne Pedersen.

Adventskalender: Hver søndag i advent fortæller en forfatter eller et forfatterpar her på Vild Med Krimi om noget, de holder særligt af inden for krimi- og spændingsgenren. Det kan være en yndlingsscene, en yndlingsskurk eller noget helt tredje. Mød her forfatter Thomas Clemen.

40-årige Thomas Clemen debuterede i 2012 med spændingsromanen Langs smertegrænsen, og tidligere på året udkom Berlin 404. I øjeblikket arbejder forfatteren på sin tredje bog, en undergrundskrimi, der foregår i København. Hovedpersonen er en kvindelig selvtægtsperson, og så har han skabt en politikvinde som en vigtig bifigur. Inspireret af bl.a. tv-seriers måde at fortælle historier på har Thomas Clemen skabt skelettet til en overordnet historie, der løber over flere – gerne fem – bind, samtidig med at hvert bind er en selvstændig historie. Foreløbig har Thomas Clemen skrevet en tredjedel af den første bog, der kommer til at handle om selvtægt.

Yndlingsbog og yndlingsgreb:

Thomas Clemen anbefaler britiske Scarlett Thomas’ The End of Mr. Y fra 2006, der udkom på dansk i 2008 som Mr. Y’s forbandelse. Det er en spændingsroman, der blander science fiction-, fantasy-  og thrillerelementer. Han er begejstret for både bogens udseende og indhold.

– Det er en bog, som jeg er meget glad for, og som jeg gerne selv ville have skrevet. Det en flot rød bog med guldmønster og billedet af en gammel lampe på forsiden. Og så er bogens hvide sider sorte, når du ser dem fra siden – det er en lækker detalje. Det er en spændingsroman, der leger med hvad nu hvis, der altid har været mit yndlingslitterære greb. Hvad nu hvis virkeligheden var en anden? Eller hvad nu hvis Berlinmuren aldrig var faldet? En tanke, jeg leger med i Berlin 404. Det tiltaler mig. Jeg synes, det er spændende ikke blot at lade fantasien få frit løb, men at lege med nogle virkelige rammer for så at lave dem om. Såkaldte kontrafaktiske fortællinger. Det går helt tilbage til Jonathan Swift, der har skrevet Gullivers rejser. Også han legede med hvad nu hvis?

Bogen, Thomas Clemen er meget glad for.

Bogen, Thomas Clemen er meget glad for, blander science fiction-, fantasy- og thrillerelementer.

Om yndlingsbogen:

En dag finder den unge studerende Ariel Manto ved et tilfælde romanen Mr. Y´s forbandelse i et antikvariat. Hun kender tilstrækkeligt til bogens forfatter, den victorianske videnskabsmand Thomas Lumas, til at vide, at dette er hans mest berygtede og sjældne bog. Alle der har læst den, inklusive Lumas, er nemlig døde under mystiske omstændigheder. Ariel køber bogen. Det bliver startskuddet til en farefuld og forrygende rejse ind i en helt anden dimension, troposfæren, som udfordrer hele Ariels verdensbillede og alt, hvad hun tidligere har troet på.

PS: Læs mere om Thomas Clemen her

PPS: Næste søndag kan du møde forfatter Claus M. Lohman. Fik du læst det første indlæg i den litterære adventskalender? Mød Øbro og Tornbjerg lige her

 

Bogforum søndag – i ord og billeder

" Nogle snakker om at skrive bøger. Og nogle gør det. Jeg vidste, at jeg måtte tage det alvorligt, hvis jeg ville skrive en bog," siger Lone Theils, der er i gang med en efterfølger til Pigerne fra Englandsbåden. Foto: Rebekka Andreasen

” Nogle snakker om at skrive bøger. Og nogle gør det. Jeg vidste, at jeg måtte tage det alvorligt, hvis jeg ville skrive en bog,” siger Lone Theils, der er i gang med en efterfølger til Pigerne fra Englandsbåden. Foto: Rebekka Andreasen

BogForum 2015: Søndag på bogmessen bød på poetry-slam, familieknus, kendiskokke og krimiforfattere. Her ord og billeder fra 3. dag på BogForum.

Lindhardt og Ringhof-kaffen, som krimiforfatter og London-korrespondent for Politiken, Lone Theils, byder på, er pænt stærk. Men den passer egentlig godt til vores snak her søndag formiddag, hvor vi sætter os ved et cafebord netop som bogmessen har slået dørene op til tredje og sidste dag. Det er nemlig gået stærkt, siden Lone Theils debutkrimi Pigerne fra Englandsbåden udkom i marts i år. Bogen er solgt i omkring 10.000 eksemplarer, og historien om Nora – danske journalist og London-baseret korrespondent for et dansk magasin – er ved at blive oversat til svensk. Desuden er bogen solgt til Holland, Estland, Grækenland, Tjekkiet, Rusland og Tyskland. Og der er forhandlinger i gang med flere andre lande.

Kort efter at bogen udkom, fløj Lone Theils tilbage til London, og der gik derfor lidt tid, inden hun havde et klart billede af omfanget. Af succesen. Hun er overvældet over, at læsere har taget overordentligt godt imod Nora og kalder det uvirkeligt og overvældende. Du kan i nær fremtid læse et længere interview med Lone Theils her på bloggen.

Allerede som 15-årig debuterede Lene Kaaberbøl med Den første bog om Tina og hestene. Foto: Rebekka Andreasen

Allerede som 15-årig debuterede Lene Kaaberbøl med Den første bog om Tina og hestene. Foto: Rebekka Andreasen.

Efter kaffe og snak med Lone Theils er det tid til familiekram. Min søster, svoger og to niecer er blandt søndagens gæster. Mine niecer på 11, der har følgeskab af en veninde, kaster sig straks ud i en større jagt på autografer. De får bl.a. Lene Kaaberbøls autograf. Kaaberbøl, der på messens første dag havde favnen fuld af blomster. Blomster, hun fik som tak for at holde årets åbningstale. Og blomster, der markerer, at hun har 40 års jubilæum som forfatter. Det er cool i en alder af 55.

Da jeg senere møder Agnete Friis, der sammen med Kaaberbøl har skrevet krimiserien om Nina Borg, efterspørger jeg en ny Borg-krimi. Bogen vil i hvert fald være velkommen i min reol.

Adam og Noah. Foto: Rebekka Andreasen

Måske kender du Adam og Noah fra DR2-programmet Hva’ sker der danskere? De er aktuelle med bogen Klogskab til danskerne. Foto: Rebekka Andreasen

Personligt vil jeg klappe i mine hænder, hvis litteratur fik lige så meget sendetid som madprogrammer. Her skuespiller, kok, tv-vært mm Timm Vladimir og Tobias Hamann, der i 2014 vandt Den Store Bagedyst. Foto: Ellen Marie Andreasen

Kunne det ikke være herligt, hvis litteratur fik lige så meget sendetid i tv som madprogrammer? Her skuespiller, kok, tv-vært m.m. Timm Vladimir og Tobias Hamann, der i 2014 vandt Den Store Bagedyst. Foto: Ellen Marie Andreasen

Niecerne får også autografer af YouTube-stjernerne, selfie-reporterne og bogaktuelle Adam og Noah, og vi ser både Timm Vladimir og Tobias Hamann (Bagedystvinder) svinge med gryderne. Jeg ville ønske, at litteratur fik lige så meget sendetid i tv som madprogrammer.

Jeg hører lidt spøjst poetry-slam med medlemmer af Håbefulde Unge Forfattere, inden jeg interviewer krimiforfatter Lotte Petri.

Psykofarmaka over middagsbordet

Lotte Petri fortæller, at hun er opvokset i en embedsbolig til Avnstrup Plejehospital under Skt. Hans Hospital, hvor hendes far var psykiatrisk overlæge. Familien var tæt knyttet til hospitalet, og som barn blev forfatteren af og til passet af patienter, der var på vej til at blive sluset ud i samfundet igen.

Der blev også snakket om psykofarmaka over middagsbordet. Måske er det ikke så underligt, at Lotte Petri har kastet sig over psykiatrien i sin fjerde krimi Hvidt snit. Det er en bog, der bl.a. krævede en researchtur til Sikringen, hvor patienterne er vurderet for farlige til almindelige fængsler og lukkede psykiatriske afdelinger.

Fælles for Lotte Petris fire krimier er, at de ... Foto: Ellen Marie Andreasen

I sin research til Hvidt snit har Lotte Petri bl.a. besøgt Anstalten ved Herstedvester, Statsfængslet i Vridsløselille og Retsmedicinsk Institut. Foto: Ellen Marie Andreasen.

Også Dan Jørgensen (S) besøgte BogForum. Foto: Ellen Marie Andreasen

Også Dan Jørgensen (S) besøgte BogForum. Foto: Ellen Marie Andreasen.

Politisk psykolog Michael Bang Petersen taler med socialdemokraten Dan Jørgensen om, hvordan vi tænker politik. Og eks-ministeren får også tid til at kigge lidt på bøger.

Der er godt gang i den hos de dygtige folk fra Skriveværkstedet, der dagen igennem har forskellige workshops om at skrive bøger. Og som altid er det en fryd at hilse på andre bloggere, bloglæsere, forlagsfolk etc.

Det er herligt at mærke, at kærligheden til digitale såvel som fysiske bøger lever. Hvad enten du er til krimigenren eller foretrækker at læse om europæisk musikhistorie fra antikken til første verdenskrig. (Er du interesseret i det sidste, så læs her )

Axel Steen stadig våd på fødderne

Inden jeg sætter kur mod Jylland, når jeg at høre Jesper Stein fortælle om sin seneste krimi, Aisha.

Det er sjældent, jeg bander her på bloggen, men hold nu kæft: Aisha er en af de allerbedste danske krimier, jeg længe har læst. Axel Steen er en uhyre interessant hovedperson, og bogen har et suverænt plot med overraskelser, kødfulde temaer og tonsvis af spænding. Selvom forfatteren fortæller, at han har skruet gevaldigt ned for metafor-suppen, så mener jeg, at der er masser af gode billeder og stemninger i bogen.

Henrik Palle interviewer Jesper Stein om Aisha. Foto: Rebekka Andreasen

Henrik Palle interviewer Jesper Stein om Aisha. – PET i mine bøger er det tætteste, man kommer på diktatur i en demokratisk stat, fortæller Jesper Stein. Foto: Rebekka Andreasen

“Denne gang er jeg startet et nyt sted med Axel Steen. Det viste sig at være svære at skrive om, end jeg troede. Noget af fortællingens dynamik har været nedturen. Jeg synes, jeg har fået Axel et sted hen, der er interessant. Han er kommet lidt op på land, men han er stadig våd på fødderne,” fortæller Jesper Stein.

Da jeg sætter mig i toget på vej hjem mod Aarhus, går min mobil helt død. Batteriet er fladt. Tre herlige dage på BogForum sætter åbenbart også sit spor på min iPhone. Men jeg er klar igen til BogForum 2016.

PS: BogForum satte i år publikumsrekord med 29.822 besøgende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Interview med Christian Mørk

Christian Mørk debuterede som forfatter i 2006 med De ti herskere. Drengen ingen kunne finde er hans niende bog. Foto: PR.

Christian Mørk debuterede som forfatter i 2006 med De ti herskere. Drengen ingen kunne finde er hans niende bog.  – Jeg kan skrive i et kølerum, hvis bare jeg får vanter på, siger den produktive forfatter. Foto: PR.

Forfatterinterview: Christian Mørk, der er aktuel med ny spændingsroman, er ikke sådan at proppe i bås. Han insisterer på at skrive de historier, som hans figurer kræver.

Drengen ingen kunne finde. Sådan hedder Christian Mørks nye bog, der udspiller sig i den lille amerikanske delstat Vermont på grænsen til Canada. En stat på størrelse med Jylland, hvor forfatteren selv har boet. En stat med bjerge og dybe skove, der indbyder til eventyr og mystik.

Christian Mørk jonglerer i sin nye roman ikke kun med fortid og nutid, men også med realisme og mystik og med det jordnære og det fantasifulde. Jeg spørger ham, om han tror på spøgelser.

Jeg vil altid tro på eventyrets kraft – den er stærkere end noget spøgelse. Jeg kan godt lide at lege med ideen om, at der er ting, vi ikke umiddelbart kan forstå og forklare. Kontrasten mellem det helt dagligdags og almindelige og det usædvanlige, overraskende og mystiske tiltaler mig.

Drengen ingen kunne finde handler om to voksne brødre, to kommunale vejarbejdere fra Vermont. Storebror Harolds 12-årige søn Martin er forsvundet. Er han død i den brand, der kostede Harolds kone livet? Lillebror Gordon fører an i jagten på at finde sandheden om Martin. Christian Mørks nye bog er bl.a. en historie om at slutte fred med sin fortid. Om tilgivelse, jalousi og skyld. Det er en universel historie, der kunne foregå alle vegne, men, som Christian Mørk understreger, så er det mere autentisk for ham at skrive om Vermonts skove end om Rold Skov. Det er nemlig et område af USA, han kender godt. Han har læst på Marlboro College i Vermont.

Vermonts bjerge gemmer ting lidt væk, og det er et godt sted at kvaje sig i fred.

Det var her, den nu 49-årige forfatter som studerende hørte om hvileløse vandringsmænd, der strejfede omkring på landevejene, og om folk, der forsvandt og aldrig dukkede op igen. Det var her, langt ude i skovene, at han mødte en mand i kedeldragt udstyret med en jagtriffel, der signalerede, at han ville være i fred. Det var her, den første spæde ide til bogen plantede sig i hovedet på ham.

For 15 år siden tog han første gang hul på historien og skrev, hvad han selv kalder et dårligt filmmanuskript, der aldrig blev realiseret. Men der var noget ved historien, han ikke kunne glemme. Og nu har han skrevet Drengen ingen kunne finde. En bog, som Christian Mørk er meget glad for.

Gradbøjer genrer

Det er vanskeligt at sætte ét bestemt mærkat på Christian Mørks forfatterskab. Han har skrevet romaner om bl.a. sørøvere, og han har skrevet krigsromaner og thrillers, der har taget læserne med til lande som Tyskland, Italien, USA og Irland. Har har skrevet om både middelalderen og om 2. verdenskrig. Og nu er han aktuel med en spændingsbog, der er mere klassisk i genren end de to seneste bøger fra hans hånd har været. Alligevel gradbøjer Christian Mørk genren og blander mystik og eventyr med et klassisk spændingsunivers.

Christian Mørk forklarer, at han blev glad, da Ingolf Gabold, tidligere dramachef i DR, engang kaldte en af hans bøger for en eventyr-thriller.

Jeg er meget imod at genrebestemme alting. Det kan virke som en begrænsning. Det er ofte meget vigtigt for folk at klassificere bøger, men en genre kan meget mere, end vi tror. En god historie, er jo en god historie – uanset genre.

Han gestikulerer ivrigt, når han vil understrege en pointe. Og snupper et sip af sin dobbelte espresso før han fortsætter:

Når jeg puster luft i mine figurer, så belønner de mig og fortæller mig, hvor de skal hen. Det kan lyde højtravende, men de personer, jeg skriver om, bliver vakt til live af mig og trækker mig i den ene eller andet retning. Jeg spurgte engang min far (Erik Mørk), der bl.a. lavede radioteater, om, hvordan han kunne gøre det så livagtigt, når han sad i et studie uden publikum. Han fortalte, at han altid forestille sig, at publikum sad inde i mikrofonen. Jeg lever mig også ind i det, jeg skriver. Og glemmer mig selv. Det er en lykkelig tilstand at være i.

At kalde ham yderst produktiv er ikke helt forkert, og Christian Mørk har allerede næste bog i tankerne. En historisk roman. Og mon ikke han igen blender genrer sammen og skaber sit helt eget “Mørk-univers”?

Christian Mørk:

Christian Mørk i gang med at signere sin nye bog. Inden længe er der en konkurrence her på bloggen, hvor du netop kan vinde et signeret eksemplar. Foto: Rebekka Andreasen

Christian Mørk i gang med at signere sin nye bog. Inden længe er der en konkurrence her på bloggen, hvor du netop kan vinde et signeret eksemplar. Foto: Rebekka Andreasen

  • Er født i 1966 på Frederiksberg og søn af skuespillerne Susse Wold og Erik Mørk
  • Flyttede som 21-årig til USA
  • Har en bachelor i historie og sociologi  og en master i journalistik
  • Bor i dag i Brooklyn, New York, men er jævnligt i Danmark
  • Har arbejdet som journalist og filmproducer og bl.a. været med til at lave The Devil’s Advocate med Al Pacino
  • Debuterede i 2006 med De ti herskere og har skrevet ni romaner
  • Kan se sine bøger hos boghandlere i mere end 20 forskellige lande

PS: Du kan møde Christian Mørk på BogForum om søndagen, og på Krimimessen i Horsens til marts 2016.

PPS: Følger du bloggens Instagramprofil kan du der finde en lille hilsen fra forfatteren.

 

 

 

 

Sommerinterview med Bille og Bille

I ond tro hedder Bille & Billes nye krimi om Thea Vind. De øvrige bøger i serien er Nattens gerning og Gudindens sidste offer.

I ond tro hedder Bille & Billes nye krimi om Thea Vind. De øvrige bøger i serien er Nattens gerning og Gudindens sidste offer.

Sommerkavalkade: Du har mødt Michael Katz Krefeld, Inger Gammelgaard Madsen, Martin Dan Rasmussen, Jens Henrik Jensen, Anna Grue, Jesper Stein, Julie Hastrup, Sander Jakobsen, Lotte Petri og Vibeke Dorph i sommerkavalkaden her på Vild Med Krimi. Nu afsluttes rækken af sommerinterviews med ægteparret Bille og Bille, der 1. september er ude med deres tredje krimi om videnskabsjournalisten Thea Vind. Læs mere om forfatterparret her

Hvad er sommeren gået med?
– Vi har tilbragt hele sommeren i vores kolonihavehus på Amager – især på terrassen. Vi har grillet, snakket, grint og læst og haft besøg af venner. Af og til har vi spillet scrabble, som vi dyster indædt i. Vi fører regnskab på 9. år. Steen fører med 677 vundne spil mod Lisbeths 672.

Fortæl om et skønt sommerminde fra barndommen:
Lisbeth: – Jeg læste Greven af Monte Christo som barn, fordi den stod i mine forældres reol. Jeg tror ikke, at de vidste det, og jeg var nok lidt for lille til at kapere så dramatiske begivenheder. I hvert fald var jeg rystet over, at nogen mennesker kunne være så onde og gik helhjertet ind for grevens hævntogt: De skulle dø, skulle de, hele bundtet. I tilbageblik er det et skønt minde om at være opslugt af litteratur.

Steen: – Et lidt blandet oplevelse var en sommer kun med far og søster. Aldrig er ymer blevet serveret på så mange måder, og aldrig fik vi så meget fisk. Der gik mange år, før jeg fik lyst til at røre ymer igen. Men det havde sin helt egen charme.

Er der en bestemt læseoplevelse, som du forbinder med en sommer?

Lisbeth: Ida Jessens Børnene lå i min taske en sommeruge. Jeg læste romanen i små bidder, og jeg var dybt splittet mellem min iver efter at læse videre, og min ulyst til at nå frem til den sidste side. For at trække læsningen ud, læste jeg kun på cafeer. Jeg har ingen erindring om, hvad jeg i øvrigt foretog mig den uge; jeg kan kun huske cafeerne og de steder, jeg var nået til i romanen.

Steen: – For mange, mange somre siden brugte jeg solskinnet og vandets brusen som baggrund for Umberto Ecos dystre middelalderfabel I rosens navn. Forbindelsen af filosofi, litteraturbegejstring og historisk indsigt gik op i en højere enhed og har ikke forladt mig siden.

Har du et favoritord, som du er ekstra glad for?

Lisbeth: – Umbra. Prøv at sige det højt. Det ligger godt i munden. Det er et venligt ord uden skarpe kanter. Og så minder det mig om Rom og afskallede mure i aftenlys fra gule gadelygter.

Steen: – Mine forældre boede det meste af deres liv i udlandet og glemte lidt af deres danske sprog. Kun lidt. Derfor elsker jeg det ikke eksisterende ord funktionere, som de brugte i stedet for fungere.

Hvilken skønlitterær bog har/har haft stor betydning for dig?

Lisbeth: – John le Carre har en særlig evne til at sætte tvivlen på spidsen. Hvem er ven, hvem er fjende? Hvem kan man stole på?

Steen: – Der er så mange at tage fra, men for blot at nævne et par fra min ungdom – altså efter Jan-bøgerne, så var det Bliktrommen af Günter Grass og Tolkiens Ringenes Herre.

Hvis folk kun læser en enkelt krimi i deres sommerferie, hvilken bog vil I så anbefale?

Lisbeth: – Hvis man endnu ikke har læst Michael Dibdins serie med den flegmatisk og stærkt hypokondriske Aurelio Zen i hovedrollen som italiensk kommissær, er det bare med at komme i gang. Han falder altid i unåde hos sine overordnede og bliver hele tiden forflyttet. Som læser kommer man både rundt i en spændende krimiunivers og vidt omkring i Italien.

Steen: – Sommeren er næsten forbi, så man kan lige så godt vente til 1. september og følge vores Thea Vind, når hun bliver kontaktet af en anonym person, der måske er I ond tro.

Hvad har I selv læst i løbet af sommeren?

Lisbeth: – Ida Jessens Postkort fra Annie, Hallgrímur Helgasons Kvinden ved 1000° C,Jonas Jonassons Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet, Birte Konts En by i Rusland, så der har både været alvor og spas på siderne. Jeg er lige begyndt på Jo Nesbøs Sønnen, og den er allerede frygteligt nervepirrende.

Steen: – Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn skovlede jeg i mig lige efter Donna Tartts Stillidsen, to amerikanske forfattere, jeg lige har opdaget.

Sommerinterview med Vibeke Dorph

Babyalarm af Vibeke Dorph handler om Katrine, der ændrer sig voldsomt, da hun bliver gravid. Hun føler sig overvåget, hun er fyldt af uro, og hun gør mærkelige ting, som hun ikke kan huske bagefter.

Babyalarm af Vibeke Dorph handler om Katrine, der ændrer sig voldsomt, da hun bliver gravid. Hun føler sig overvåget, hun er fyldt af uro, og hun gør mærkelige ting, som hun ikke kan huske bagefter. Forfatteren har selv oplevet, at det kan være rigtig svært, ensomt og angstprovokerende at blive mor.

Sommerkavalkade: I maj i år debuterede Vibeke Dorph som romanforfatter med den psykologiske thriller Babyalarm, der tager udgangspunkt i forfatterens egen turbulente oplevelse af at blive mor.

Hvad er din sommer gået med?

– Den første uge af min sommerferie tog jeg en uge til Mallorca med mine to skriveveninder. Her sad vi og skrev en sommerferie-thriller fra Mallorca, som vi har været så heldige at sælge til ugebladet Hjemmet. Det er tredje gang, vi gør det, og jeg kan godt lide den form for ferie. Vi plotter, skriver, skændes, drikker vin, ævler og skriver igen. Så har jeg været en uge på en dejlig ferie til Bornholm med min familie. Resten af ferien gemmer jeg – jeg skal jo gerne i gang med en ny bog, det er svært at finde tiden, når der også er et job, der skal passes.

Fortæl om et skønt sommerminde fra din barndom:

– Mine forældre havde sammen med deres venner en meget gammel træbåd, som vi hver sommer sejlede til Hven i. Båden var altid lige ved at drukne, men når man fik tømt den for vand, kunne den godt klare turen over til Hven, hvor vi så lå i telt en masse børn og voksne. Det var dengang, hvor børn ikke hele tiden skulle overvåges, så vi levede som frie vilde på øen. I dag kan jeg ikke høre ordet Hven, uden at der dukker en masse vidunderlige billeder op i mit hoved.

Er der en bestemt læseoplevelse, som du forbinder med en sommer?

– Mine to drengevenner og jeg var i Sverige. Det var hedebølge, så vi kunne ikke foretage os andet end at svømme i søen og ligge og dase i solen til langt ude på aftenen. Min ene ven havde hele samlingen af Christian Kampmanns Gregersen-serie med, så dem kastede jeg mig også over. Til sidst endte vi med at gå rundt deroppe i skoven og tale som den fine, men også ret fallerede familie fra det nordsjællandske. Vi var vel omkring 18 år, og naturligvis handlede det om, at min ven var ved at springe ud som bøsse – det havde jeg så ikke gennemskuet, men bøgerne holder, jeg genlæste dem for et par år siden.

Har du et favoritord, som du er ekstra glad for?

– I min roman Babyalarm, bliver der holdt en tale for faren til hans 70-års fødselsdag, hvor taleren omtaler faren som ”Flamboyant”. Det ord havde jeg (gen)hørt i et radioprogram, jeg forelskede mig i det, og jeg vidste, at jeg måtte bruge det på en eller anden facon. Og det endte så med at være faren, der kom til at hænge på det – men det passede også fint til ham. Kernefamilie er også godt. Uhyggeligt og klaustrofobisk, men også indbegrebet af tryghed på én og samme tid.

Hvilken skønlitterær bog har/har haft stor betydning for dig?

– Lykke-Per af Pontoppidan stod og flød, hærget og laset, i min reol. Jeg havde købt romanen i et antikvariat og sikkert tænkt, at det var en af de romaner, man burde læse – men ikke gad. Så en dag, var der ikke andet til rådighed, og så læste jeg den. Hold op, den er fantastisk. I lang tid levede jeg i en helt anden verden, jeg gik rundt i historien sammen med Per – og det vidste jeg jo ikke, at man bare sådan kunne. Hemingway reddede mig, da jeg var hamrende ulykkelig forelsket engang. Jeg slugte de fleste af hans romaner og noveller, og pludselig føltes min kummerlighed ligefrem interessant.

Hvis folk kun læser en enkelt krimi i deres sommerferie, hvilken bog vil du så anbefale?

– Selvfølgelig skal de læse min psykologiske thriller, Babyalarm, men skulle de også have lyst til at rejse en tur over sundet, hvor der foregår lige så uhyggelige ting, så vil jeg helt sikkert anbefale alle at læse Bedrag af den svenske forfatter Karin Alvtegen. Jeg fik den af en ven og kan huske, at jeg satte mig ned i mit køkken og begyndte at læse, og jeg stoppede ikke, før jeg var færdig. Jeg kan godt lide, at der er lidt mere på spil end blot et godt krimi-plot. Det har Bedrag helt sikkert, men det er også et næsten klaustrofobisk psykologisk portræt af et meget ulykkeligt ægteskab, hvor alt, der kan går galt, derfor går galt.

Hvad skal du selv læse i løbet af sommeren?

– Lige nu læser jeg Alice Munros sidste novellesamling Livet. Hun er fantastisk, hun kan kaste tryllestøv ud over noget, der ligner ganske almindelig hverdag og ganske almindelige mennesker, så det hele bliver meget mystisk og meget fængslende. Derudover har jeg også gang i Den sindssyge polak af Lotte og Søren Hammer – de er altså også virkelig gode, og så er det meget dansk og Danmark. Jesper Stein vil jeg også gerne have læst. Vi fik hans seneste krimi til anmeldelse på mit arbejde, og jeg måtte nærmest mandsopdække bogen, for alle ville have fingrene i den.

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her