god krimi

Anmeldelse: Superstar af Thomas Bagger

I Superstar fylder efterforsker Camilla Staal meget på bekostning af kollegaen Ask Hjortheede, som vi fulgte i Den Permanente. Og det gør ikke spor.

Anmeldelse: For nu at blive i jargonen, der dyrkes blandt de unge realitystjerner, der er omdrejningspunktet i Thomas Baggers anden Aarhus-krimi, så er Superstar en super-fucking-god krimi. Skarp rå krimikræs, der både er tragisk/komisk og ultra underholdende.

Citeret frit efter hukommelsen så sagde hollænderen John de Mol, der har udviklet konceptet til realityshowet Big Brother, engang: Hvis man laver et realityprogram med 12 mennesker i en helikopter med kun elleve faldskærme og chancen for at vinde en million kroner, og man lader folk hoppe ud i det blå uden at ane, om de ender med millionen eller frit fald, så kan man uden tvivl finde medvirkende til programmet.

Grotesk, men måske ikke helt usandt.

Superstar handler netop om selfie-generationens besættelse af berømmelse. Om unge selvcentrerede mennesker for hvem fællesskab og solidaritet er fremmedord.

I bogen møder vi en række unge, der føler, at de udelukkende lever, hvis de er på skærmen og har tusindvis af følgere på de sociale medier. Som uhæmmede og i fuld offentlighed dyrker sex, så sekreterne fyr gennem luften. Som gerne lader sig manipulere, ydmyge og bruger alle de kneb, de kan, hvis blot de får en plads i realityhierarkiet og bliver kendt for at være kendte.

Og det er en krimi om de ældre produktionsfolks higen efter samme. Magtfulde folk bag skærmen, der snylter på ungdommen og efterlader ofre i form af især unge, håbefulde piger i deres midaldrende, utro kølvand. #metoo for fuld udblæsning.

Jeg var begejstret for Baggers debutkrimi Den Permanente. Superstar, der udkommer på det lille aarhusianske forlag EC Edition, er endnu bedre. Det er en skarpt skrevet krimi, hvor karaktererne mobber, horer, lyver, manipulerer, charmerer – og dræber. En roman med sylespidse personkarakteristikker og et sprog, der bruser, bobler og begejstrer. Bagger har skabt et avanceret plot så solidt, at det virker som om, han ikke har bestilt andet end at plotte i sit midt-i-trediverne-liv.

Som i Jussi Adler-Olsens Selfies balancerer nogle af karaktererne lige på grænsen af det karikerede, men som bekendt overgår virkeligheden ofte fantasien. Og en type som Kato-fucking-Salinas, som vi møder i bogen, findes sikkert et sted derude. (Mon ikke realitystjernen Gustav Salinas har inspireret til den fiktive Katos efternavn?)

Da to unge kvinder, der begge har deltaget i realityprogrammet Sinners Island, som levende zombier efterlades på offentlige steder, dopede og med superstar brutalt knivridset ind i armen, får Camilla Staal ansvaret for efterforskningen som leder af et lille taskforce ved Østjyllands Politi. Politimanden Ask Hjortheede, som var hovedperson i Den Permanente, har frivilligt ladet sig indlægge på Psykiatrisk Hospital i Risskov – dybt påvirket af hændelser, der ikke skal røbes her.

Kun sporadisk dukker Ask op i fortællingen. Heldigvis er kollegaen Camilla Staal, som vi også mødte i Baggers første bog, en uhyre interessant hovedperson. Som de fleste andre karakterer i Baggers krimiunivers, så har hun dybe ar på sjælen – og noget kolossalt stort på spil. Især gennem hendes intelligente øjne følger vi begivenhederne, der igen er centreret til Aarhus og omegn.

Mon ikke Bagger får sit store forfattergennembrud med Superstar? Jeg tror det. Og håber. For jeg hepper på folk, der bliver kendte, fordi de er gode til noget.

PS: Du får mere ud af bogen, hvis du har læst den første i serien om Ask og Camilla.

 

Anmeldelse: Fjernstyring af Bertelsen og Schwerdfeger

Både psykoterapeut Iben Bertelsen, der bl.a. har arbejdet som politiassistent, og Jan Schwerdfeger, der også er psykoterapeut har skrevet bøger, men Fjernstyring er parrets føreste fælles bog.

Både psykoterapeut Iben Bertelsen, der bl.a. har arbejdet som politiassistent, og Jan Schwerdfeger, der også er psykoterapeut, har skrevet bøger før, men Fjernstyring er forfatterparrets første fælles bog.

Anmeldelse: Iben Bertelsen og Jan Schwerdfeger slipper rigtig godt fra deres fælles debutroman, der udkommer i dag. Fjernstyring er en vellykket thriller om højaktuelle emner, der både er underholdende, fuld af tempo, og som vækker til eftertanke.

Med den politiske thriller Fjernstyring har forfatterparret Bertelsen og Schwerdfeger taget hul på en planlagt trilogi om politikommissær Leo Brix fra Københavns Politi. Hvis Bertelsen og Schwerdfeger fortsætter i samme suveræne stil, så er jeg klar på flere overskridelser af fartgrænser, droneangreb, skruppelløse skurke og dramatiske forsøg på at finde sandheden sammen med den sympatiske Brix.

Fjernstyring er underholdende og fuld af tempo. Den foregår nogle år ude i fremtiden – i København i 2019. Det København, forfatterne beskriver, er en angstfuld by med masser af politikontrol og overvågning. Et samfund, hvor politikere foreslår, at man får indopereret en lille chip i armen for på den måde at være beskyttet bedst muligt. Science fiction? Eller realistisk i nær fremtid? Temaerne i bogen er højaktuelle og væsentlige: Hvor meget magt skal magthaverne have for at kunne beskytte os alle imod terrorangreb? Hvor restriktiv en terrorpakke kan politikerne få igennem i sikkerhedens navn? Og hvad med retssikkerheden?

Hovedpersonen Leo Brix er rigtig godt selskab. Han er gammel bassist, far til en stor teenagedatter og fraskilt med et fint forhold til ekskonen, hvilket er dejligt befriende. Med erfaring fra Flyvevåbnet og Jægerkorpset og som chef for Antiterrorkorpset har han altid løst sine opgaver loyalt og professionelt, indtil et terrorangreb mod en bank midt i København. Selv om Brix og hans folk var til stede, endte angrebet blodigt, og kritikken er siden haglet ned over Brix, der er blevet degraderet til narkoafdelingen.

År efter fylder sagen stadig meget i medierne og på Christiansborg, og da en terrorkommission konkluderer, at Brix fejlbedømte situationen og er den indirekte skyld i de mange dødsfald, er han selvmordet nær.

Den netbaserede tv-station, 24NET, hvor Brixs ekskone arbejder, bliver ved med at grave i terrorsagen, der måske ikke er så enkel endda. Og da Brixs gamle chef afslører hemmeligt bevismateriale fra PET, kaster Brix sig ud i en hæsblæsende og dramatisk jagt på sandheden. Den klassiske politi/PET-konflikt er også tilstede i denne thriller.

Det er interessant at følge Brix rundt i København. Også selvom vi hurtigt finder ud af, hvem the bad guys er. Og selvom nogle scener er lige lovlig fantasifulde.

Underlige metaforer

Sproget har fået masser af opmærksomhed og kærlighed, og forfatterparret bruger ofte komma for at skrælle unødvendige ord væk. Det giver sproget en fin takt. Metaforer bruger de heftigt. Heldigvis fungerer de fleste rigtig godt som: De dybtliggende sorte øjne var mindre levende end dem, der sad på et tøjdyr. Andre føles underligt påklistrede som denne: Hans rådvildhed var åbenlys for det trænede øje. Som orange blinklys ved et fodgængerfelt.

For min skyld må Bertelsen & Schwerdfeger godt skrue lidt ned for gryden med metaforer i de næste par bøger. Og stramme lidt op på plottet. Men de må endelig ikke skrue ned for action, lækkert sprog, væsentlige temaer, der vækker til eftertanke, og gode personbeskrivelser.

PS: Bogen er udkommet på Skriveforlaget, der fusionerer med forlaget Egolibris

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her