Hjørring Bibliotek

Per er med til at præge bibliotekers indkøb af bøger

Per Drustrup Larsen er uddannet som bibliotekar fra første årgang på Biblioteksskolen i Aalborg i 1977 og har arbejdet på forskellige biblioteker i Nordjylland senest Hjørring Bibliotekerne. Til efteråret går han på efterløn/pension.

Per Drustrup Larsen er uddannet bibliotekar fra første årgang på Biblioteksskolen i Aalborg i 1977 og har arbejdet på forskellige biblioteker i Nordjylland senest Hjørring Bibliotekerne. Til efteråret går han på efterløn/pension.

Mød bibliotekar Per Drustrup Larsen, der i cirka 37 år har skrevet lektørudtalelser. Det er blevet til cirka 2000 anmeldelser i løbet af årene. Hvordan griber han sådan en opgave an? Hvilke krimier har gjort et stort indtryk på ham? Og hvorfor har han gravet bøger ned i skoven?

– Da jeg en dag i 1979/1980 var ved at vælge bøger til Brønderslev Bibliotek, blev jeg både som bibliotekar og som lystfisker irriteret over en ualmindelig dårligt udformet lektørudtalelse på en lystfiskerbog. Da jeg beklagede mig over udtalelsen til Indbindingscentralen, som dengang lavede lektørudtalelserne, fik jeg at vide, at man manglede en lektør på området, og så blev jeg hyret på stedet.

Siden blev mit litterære område ændret og udvidet flere gange undervejs. Jeg har i hele perioden taget mig af bøger om natur, dyreliv, jagt og fiskeri – og de seneste mange år især også bøger indenfor krimi og spænding.

Kan du huske den første bog, der gjorde indtryk på dig?

– Jeg lærte mig selv at læse, inden jeg kom i skole, så der er mange at vælge mellem, men som barnelæser husker jeg især Hector Malots bog Frændeløs om hittebarnet Remi og hans leden efter sin mor. Den græd jeg over flere gange, og det er faktisk en bog, der stadig holder – i modsætning til mange andre ældre børnebøger.

Hvad er det bedste ved dit job som bibliotekar?

– Den må være at have med den ualmindeligt brede gruppe mennesker at gøre – fra børn, unge og voksne i alle aldre – samt at arbejde med så mange forskellige arbejdsopgaver som litteraturformidling af gode bøger, oplysning om alt mellem himmel og jord, hjælp til uddannelse, planlægning og afholdelse af kurser og arrangementer samt markedsføring og PR om bibliotekernes gode tilbud – og så de gode kollegaer.

Er der nogle oplevelser, der især har sat sig i hukommelsen i årenes løb?

– Der er så mange at vælge mellem, men tematisk er det, når alt falder i hak: en skæv idé, der bliver gennemført med succes eller en situation, hvor det lykkes at hjælpe en låner/bruger ud over det forventede. De bedste dage er dem, hvor jeg er taget hjem med en rigtig god mavefornemmelse.

 Jeg fortsætter med at holde styr på krimiserierne og at samle kataloget, selv om jeg stopper som bibliotekar, for den kreative proces bliver for svær at undvære, siger Per Drustrup Larsen.

– Jeg fortsætter med at holde styr på krimiserierne og at samle kataloget, selv om jeg stopper som bibliotekar, for den kreative proces bliver svær at undvære, siger Per Drustrup Larsen.

Formidlingsmæssigt mht. krimier må den største succes være vores projekt på Hjørring Bibliotekerne med vores katalog over de mere end 300 krimiserier. Lånerne er rigtigt glade for kataloget, der frit kan bruges på alle landets biblioteker. Sammen med en kollega har jeg lavet en film, hvor vi har slået krimier ihjel – og det vil vi fortsætte med i kommende udgaver.

Vi har lavet skulptur af bøgerne formet som pistoler, og vi har haft bøger gravet ned i skoven i flere måneder. Vi har brugt disse mordmetoder: savet med kædesav, skudt med haglgevær, druknet i Nordsø Akvariet og så har vi brændt en hel bogreol. Til det nyeste katalog skaffede vi os af med ”ligene” i en pressemaskine på en skrotplads. (Se kataloget her)

Hvordan griber du det an, når du skal lave en lektørudtalelse?

Jeg læser bogen – hver gang. Og det er også sket, jeg har læst en bog to gange, enten fordi jeg har læst den for hurtigt til at nyde den, eller fordi jeg vil se, om det virkelig kan passe, at den var så dårlig.

Da vi som lektører får bogen, lige før den udkommer, er vi på egen hånd, når den skal vurderes, og det er en klar fordel ikke at være låst eller inspireret af andres mening. Det giver ganske vist nogle spændende dage, indtil det er muligt at se f.eks. dagbladsanmeldelser, og det viser sig, om man nu har ramt ved siden af, eller om man har misforstået bogen.

Dertil kommer en sammenligning med andre bøger indenfor genren og andre forfatterskaber sammenlignet med erfaringer med den konkrete forfatters øvrige værker. Er det meget fagspecifikke bøger, bruger jeg relativt mere tid på at sammenligne med andre bøger om samme emne.

De stadig mere specificerede krav til indhold og udformning af en lektørudtalelse gør det markant anderledes at lave en sådan end at skrive en anmeldelse eller et blogindlæg. Det er muligt at være personligt vurderende, men med kun 1.500 anslag at gøre godt med og samtidige delkrav om objektiv beskrivelse og inspirerende teaser m.v. er det vigtigt at økonomisere med sit sproglige udtryk. Det har været en rigtigt god skriveøvelse.

Tænker du over hvilken magt du har, og hvilken betydning en dårlig lektørudtalelse kan få for forfatteren?

Lektørudtalelserne er i nogen grad afgørende for, hvordan det går med anskaffelsen af bøgerne til landets biblioteker. Derfor tænker jeg helt afgjort over det – og det er ikke blevet mindre med tiden.

Der kommer flere og flere uprofessionelle udgivelser, hvor forfatterne udgiver på eget forlag eller på et af de mindre forlag, der har medfinansiering som kriterie. Det er demokratisk helt fint. Problemet er, at forfatterne er mere økonomisk sårbare, end hvis de som tidligere fik en reel kontrakt med et forlag, samtidig med, at bøgerne ret tit er for dårligt redigerede indholdsmæssigt og sprogligt.

Det er slemt at læse en dårligt struktureret historie, og er der mange stavefejl eller sprogligt kludder, bliver det endnu værre – og det sker jævnligt. Der kommer således et stigende antal dårlige eller i bedste fald ligegyldige bøger, og de er både de værste og de sværeste at skrive lektørudtalelserne om. Jeg har ikke lagt fingrene imellem, men har forsøgt at være fair.

Får du feedback fra forfatterne på dine lektørudtalelser?

– Udover et par rosende henvendelser og en knuser fra en kvindelig forfatter har jeg gennem alle årene fået måske 10 klager fra forlag og forfattere. Bortset fra to-tre tilfælde, hvor klagen blev imødekommet, og bogen derfor skal genbedømmes af en anden lektør, har udvalget for klagesager bedømt mine udtalelser til at følge reglerne.

Men udgangspunktet er selvfølgelig, at en dårlig lektørudtalelse påvirker salget til bibliotekerne, og opleves en lektørudtalelse som uretfærdig, bliver der ofte klaget.

Tretten timer er en suveræn politikrimi, der bringer dig til Sydafrika.

Jeg er enig med Per. Tretten timer er en suveræn politikrimi, der bringer dig til Sydafrika. Jeg har anmeldt den her

Hvilke krimier har gjort et ekstra stort indtryk på dig?

– Dorothy L. Sayers Annoncer der dræbte. Fordi Peter Wimsey lige fra mine første år som krimilæser har været hyggelig og spændende at læse om, og fordi bogen foregår i reklamebranchen, der er et interessant og for den tids krimier atypisk miljø.

Jo Nesbøs Snemanden. Fordi jeg som krimilæser alt for ofte har gennemskuet plot, handling og slutning et godt stykke inde i bogen, men lige netop denne bog snød mig så mange gange, at jeg blev ekstra underholdt. Samtidig er den vildt grum og godt skrevet.

Deon Meyers Tretten timer. Fordi jeg læste hans første to spændingsbøger Jægerens hjerte og Jægerens bytte og blev fascineret af dem som spændingsbøger med et aktuelt billede af Sydafrikas udvikling på godt og ondt. Den linje har Deon Meyer fulgt i sit øvrige forfatterskab, hvoraf Tretten timer er første del af en serie. Sydafrika fascinerer mig vildt meget, og det er blændende gode bøger af en dygtig forfatter.

Hvor er Rankin, Chandler, Ellroy, Castillo, Hillerman, Eriksson, Kerr, McCall Smith, Dahl, Burke, Connelly samt Sjöwall & Wahlöö? Tja, dem blev der ikke plads til her.

Hvad er det krimigenren kan?

– Et formål er oplag at underholde med spænding og bringe dig som læser ind i en anden verden. Det er slet ikke så ringe endda og kan afhængigt af den aktuelle situation eller position være nok. Når så der desuden tilføres et miljø eller et problemkompleks, som kan tilføre viden til læseoplevelsen, bliver det endnu bedre.

Egentlig er det ikke så meget anderledes end så mange andre genrer. Bare historien og sproget er godt, kan det samme opnås med mange andre gode bøger.

Har krimigenren ændret sig væsentligt i de mange år, du har læst krimier?

– Det synes jeg nok. Konkret fysisk har den tekniske udvikling betydet, at bøgerne er blevet markant tykkere/længere end dengang, man skrev manuskripter i hånden og på skrivemaskine. Det er i dag meget nemmere at rette, tilføje, flytte og udvide teksten helt frem til trykstart. Det har vist sig ikke altid at være en fordel!

Mht. indhold og stil har genren ændret sig på samme måde som tiden og medierne i øvrigt til at være om andre emner f.eks. med mere teknologi, mere rå vold og ekstrem grumhed samt kobling med andre film og tv-serier. “Whodunit” er stadig en vinkel, men det er længe siden, at nye krimier har beskæftiget sig med detektiven som i pejsens lys samler persongalleriet og udpeger morderen.

Hvad er Hjørring Biblioteks fornemmeste opgave anno 2016?

– Den vigtigste opgave må være fortsat at holde fanen højt som det centrale og aktive sted for kulturmøder og oplysning uden at falde i den grøft at ville lefle for tilfældige udviklingstendenser og modeluner. Folkebiblioteket har altid været en central aktør i såvel oplysning, demokrati og kultur – og det må være en urørlig del af mantraet selv i foranderlige tider.

Holder du helt op med at beskæftige dig med bøger, når du stopper som bibliotekar til efteråret?

– Bøger og læsning vil altid være en vigtig del af min dagligdag. Om det bliver som forfatter og oversætter vil vise sig, men som læser bliver det helt afgjort.

Det med at læse, vurdere og formidle bøger vil være svært at lægge fra sig, så jeg arbejder på at blive bogblogger og har allerede lavet skabelonen til Drustrups Bogblog

Jeg begynder nok først at blogge for alvor, når jeg ikke længere er ansat som lektør og samtidig er fri for dobbeltinteresser.

PS:

Vidste du, at: En lektørudtalelse er en anmeldelse af en bog skrevet af bibliotekarer til bibliotekerne. Det er en vejledning som har til formål at understøtte kvaliteten af materialevalget i bibliotekerne. En lektørudtalelse er skrevet efter et sæt særlige retningslinjer. Kilde: Wikipedia.

 

Jussi Adler-Olsen: – Jeg vil gerne afsløre lidt om Afdeling Q bind 7.

Når der står Adler-Olsen på en bogryk sælger bogen næsten sig selv. Men det betyder ikke, at Jussi Adler-Olsen er ligeglad med sine læsere. Tværtimod. - Hvorfor skulle jeg være ligeglad med det, jeg laver?", svarer han flere gange, da jeg flere gange spørger ind til, om læsernes kritik påvirker ham. Foto: Rebekka Andreasen

Jussi Adler-Olsen har solgt over 15 millioner bøger. Men det betyder ikke, at forfatteren er ligeglad med, hvordan læserne modtager bøgerne. Tværtimod. “Hvorfor skulle jeg være ligeglad med det, jeg laver?” svarer han flere gange, da jeg spørger ind til, hvad læserne betyder for ham. Det kan lyde som en kliche, men læserne ER de vigtigste for Jussi Adler-Olsen. Og han lytter til den kritik og feedback, som han får. Foto: Rebekka Andreasen.

Interview/reportage: I de sidste par år har Jussi Adler-Olsen sjældent mødt sine danske læsere. Han har simpelthen ikke tiden til det. For nylig gjorde han en ekstraordinær undtagelse og gæstede først Frederikshavn, derefter Hjørring Bibliotek, hvor han på bedste stand up-manér underholdte med historier fra sit forfatterliv. Og afslørede nyt om næste bog om Carl Mørck, Assad og Rose. Inden da mødte jeg – og en håndfuld andre bogbloggere – forfatteren til en god times snak.

Hver gang Jussi Adler-Olsen omtaler sin far, kommer der en ømhed i stemmen. Dette (lange) indlæg skal ikke handle om forfatterens opvækst på diverse hospitaler rundt omkring i landet, hvor Jussi Adler-Olsens far var overlæge. Den historie er velkendt for de fleste. Men vi kommer alligevel ikke uden om forfatterens far. Flere gange nævner Jussi Adler-Olsen nemlig sin far Carl Henry Olsen.

Måske blot i en bisætning, når han fortæller, at faderen altid opfordrede ham til at kaste sig over det, han havde lyst til. Eller når han fortæller, at faderen lærte ham aldrig at tøjle sin nysgerrighed. Og der er inderlighed og stolthed at spore i stemmen, når han beretter, at faderen mente, at Jussi havde mange talenter, og at det allerstørste var hans held.

Med et smil, der flækker ansigtet, fortæller Jussi Adler-Olsen, hvordan hans far elskede at hapse smagsprøver i Kvickly, og at Olsen senior trods sin sukkersyge kastede sig over søde sager – bevæbnet med insulin.

Det er også Jussi Adler-Olsens far, der opfordrede sønnike til først at tisse, når noget krævede koncentration –  så var det nemlig af vejen, og man kunne koncentrere sig om vigtigere sager.

Og det gør han så, tisser, inden han sætter sig til tastaturet og skriver historier om Carl og de andre fra kælderen under Politigården i København. Og ja, det foretrukne skriveprogram er stadig WordPerfect 5.1

Når du skriver i WordPerfect, behøver du ikke vente på, at musen er det rigtige sted, for den bruger du ikke. Den distraktion der er ved at se en cursor køre hen over billedet, bare det at finde musen, det at afmærke en tekstblok og flytte den – dødssygt. Det tager alt for langt tid. Du er helt væk. Det går ikke for mig.

Jussi Adler-Olsens far døde i 1996 som knap 87-årig og nåede aldrig at opleve, hvordan hans eneste søn ud af fire børn blev en overordentlig succesfuld forfatter med millioner af læsere over hele verden – i 125 lande.

Nyt om Afdeling Q – den 7. krimi i serien om Carl Mørck

En god ansigtskulør afslører, at Jussi Adler-Olsen har tilbragt en del af vinteren i Barcelona, hvor han og husturen Hanne har en lejlighed.

“Titlen er genial. Det er et enkelt ord. Mere vil jeg ikke afsløre,” siger Jussi Adler-Olsen om titlen på den bog, han er i gang med at skrive.

Han er, med egne ord, endnu engang bagud med skriveriet. Han mangler stadig at skrive cirka 150 sider. Deadline er 1. august. Herefter skal bogen redigeres, så den kan lande hos læserne omkring oktober. Hvis alt går efter planen. Det bliver den syvende bog om Afdeling Q.

Viljen til at skrive om Assad, Rose og Carl Mørck mangler ikke. Men tiden gør.  Med cirka 140 rejsedage om året og læsere, forlag og bogmesser over hele verden, der skal plejes, så er tiden til skriveriet knap. Jussi Adler-Olsen er blevet en gigantforretning.

Forfatteren forklarer, at det sjoveste er at skrive synopsis, researche og at finde på et godt plot. At skrive kan nogle gange føles som noget, der bare skal gøre. Men når det virkelig kører, skriveriet, når han er i flow, så føles det vidunderligt:

Det kan være noget af det mest fantastiske, og jeg kan få samme følelse som i gamle dage, hvor jeg spillede rockguitar a la Jimi Hendrix.

Selvom Jussi Adler-Olsen ikke vil afsløre titlen på den ny bog om Afdeling Q, så vil han gerne afsløre lidt om sin kommende krimithriller:

I denne bog kommer vi ind i hovedet på Rose, og hun har det rigtig skidt. Både på grund af det, der sker i hende, men også på grund af det, der sker omkring hende. Vi lærer mere om hendes hemmeligheder. Det er også en bog, hvor både Assad og Carl er meget kede af det, så trøst dem, når I læser bogen.

Læserne kommer også til at møde Denise: En ung kvinde sidst i tyverne, der ser godt ud, og som altid har fået at vide, at verden ligger for hendes fødder, og at hun kan alting. Men også en ung kvinde, der stejler, hver gang hun møder et krav. Hun har ingen uddannelse og er på overførselsindkomst.

Hun er ikke dum, men hun er socialt inkompetent, fordi hun er blevet socialt mishandlet af sine forældre. Sætter man sådan en pige med alle hendes frustrationer i gang og sætter hende sammen med et par ligesindede piger af samme skuffe – åh, det bliver godt!

Fuck det", tænkte hun og hev op i dynen, rystede den, bankede på hovedpuden og overbevidste sig selv om, at når en af hendes Sugardaddies først var kommet så langt, som her til, så sked han nok på resten". Citat fra Jussi Adler-Olsens kommende bog om Afdeling Q. Teksten handler om den unge kvinde Denise, der spiller en rolle i den nye krimithriller. Foto: Rebekka Andreasen

“Fuck det”, tænkte hun og hev op i dynen, rystede den, bankede på hovedpuden og overbeviste sig selv om, at når en af hendes sugardaddies først var kommet så langt, som her til, så sked han nok på resten”. Citat fra Jussi Adler-Olsens kommende bog om Afdeling Q. Teksten handler om den unge kvinde Denise, der spiller en rolle i den nye krimithriller. Foto: Rebekka Andreasen

Da han senere underholder læserne på Hjørring Bibliotek, læser han op fra den endnu ufærdige bog. Han er generøs med bidder fra bogen, og publikum lapper dem begærligt i sig.

Jussi Adler-Olsen er på scenen en god halv time længere end programlagt. At stå foran publikum bekommer ham vel. Han joker, får publikum til at bryde ud i latter og tager sig god tid til spørgsmål fra salen.

Han fortæller, hvor meget hans redaktør og hustruen Hanne betyder for ham i forbindelse med et nyt bogprojekt. Og han fortæller om den mest grumme bog, han aldrig har fået udgivet, men som han skrev i 1980 på en IBM kuglehoved skrivemaskine. Og han understreger, at Washington Dekretet er mere aktuel end nogen sinde før og hentyder til kampen om præsidentposten, der er i gang i USA. (Læs et uddrag af bogen, der udkom i 2006, her )

Rigtig mange af dem, der er mødt op på Hjørring Bibliotek, vil gerne fotograferes sammen med Jussi Adler-Olsen og få deres "Jusfie". Foto: Rebekka Andreasen

Rigtig mange af dem, der er mødt op på Hjørring Bibliotek, vil gerne fotograferes sammen med Jussi Adler-Olsen og have deres “Jusfie”. Foto: Rebekka Andreasen

I over en halv time signerer Jussi Adler-Olsen bøger og snakker med publikum. Han bruger sig selv. Og havde han haft sin personlige assistent Elisabeth med, havde hun nok stoppet ham en smule før – og passet på ham. At sige nej og stop og “nu er det nok” er en del af hendes job. For uden tid til at skrive – ingen ny bog om Afdeling Q.

 

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Den permanente af Thomas Bagger, EC Edition

Læs mere om Aarhus-krimien her