Homeland

Overset Netflix-serie a la Homeland

Netflix-serie: Måske det kun er mig, der indtil for nylig har overset serien, men jeg er nok ikke den eneste, og derfor iler jeg med at anbefale den israelske serie Fauda, som du kan streame på Netflix. Den er formidabel.

En nuanceret tv-serie om den komplekse, blodige og langvarige konflikt mellem jøder og palæstinensere på Vestbredden. Kan det overhovedet lade sig gøre? Ja. Tv-serien Fauda er svaret. Og lad dig ikke afskrække af traileren oven over, hvis du ikke er en ørn til engelsk. På Netflix er der selvfølgelig danske undertekster.

Det er en hamrende spændende, dramatisk, autentisk og netop nuanceret skildring af konflikten, der virker endeløs. Og det er ikke helt forkert at sammenligne serien med Homeland. Selvom den ikke når samme højder som den amerikanske tv-serie og slet ikke er produceret lige så lækkert. Og selvom jeg indimellem tænkte: Ej, det der er for langt ude.

For israelerne kan noget. Det er nemlig også en israelsk serie Hatufim, der dannede grundlag for Homeland.

I Fauda, der betyder kaos på arabisk, følger vi en lille israelsk specialenhed, der bekæmper Hamas på Vestbredden og i Gaza bl.a. ved at gå undercover.

Fokus er på det nære i stedet for på det storpolitiske, og den israelske forsvarsminister er heldigvis kun en biperson i første sæson. Det er de personlige konsekvenser af konflikten, der skildres højdramatisk og fra begge sider af det høje elektriske hegn, der som et helt tydeligt tegn på konflikten er banket i jorden mellem Israel og de palæstinensiske områder.

For den mand, som på den ene side af hegnet bliver hyldet som palæstinensisk frihedskæmper, bliver på den anden side betragtet som terrorist.

Vinbonden Doron, der har trukket sig tilbage, bliver atter shanghajet til teamet, da den palæstinensiske “Panter”  viser sig at være i live og ikke, som Doron i et par år har troet, blev dræbt af en kugle fra den israelske soldats egen pistol.

I jagten på Abu Ahmed, som manden hedder, skyr Doron ingen midler, og der er biljagter, skyderier og dramatik for hver en Netflix-krone.

Serien er herligt befriet for rendyrkede helte og propaganda. Doron bliver mere og mere kynisk i jagten på “panteren”, og den palæstinensisk mand er ikke kun fanatisk voldspsykopat, men også følsom og en mand, der beskytter sin familie.

Det er sindssygt underholdende og gribende. Og hvis nogle skulle være i tvivl: Vold avler vold.

Serien er blevet voldsom populær både blandt jødere og palæstinensere. Måske netop fordi den viser, at der er fanatisme og uskyldige ofre på begge sider af konflikten.

Der er 12 korte og effektive afsnit i første sæson. En sæson 2 af Fauda er på vej og jeg giver lyd, når den lander på Netflix.

PS: Hvis du som jeg er kolossal Homeland-fan, så er der håb. Sæson 8, der bliver den allersidste i den politiske thriller om Carrie Mathison og co., får premiere engang i 2019. Så skal der bing-watches.

Tv-serie a la Jo Nesbø og gensyn med Carrie Mathison

Den russiske ambassadør er skabt efter ide af Jo Nesbø.

Tv-serier: Vild Med Krimi handler mest om bøger, men mon ikke de fleste krimifreaks indimellem elsker en god krimiserie på tv eller via en streamingtjeneste? Jeg gør. Og anbefaler varmt Den russiske ambassadør, som du finder på Netflix. Og så er det snart Homeland tid igen.

Okkupert. Sådan hedder krimiserien Den russiske ambassadør på originalsproget norsk, og jeg synes, den danske titel er elendig. Ambassadøren fra Rusland spiller en stor rolle i serien, ja, men jeg kan meget bedre lide den norske titel. Til gengæld er serien meget seværdig, så jeg bærer over med en spøjs oversættelse.

Serien har været en kostbar affære og er den hidtil dyreste norske tv-produktion nogensinde. I efteråret 2015 blev den vist på norsk tv, og i december 15 blev Den russiske ambassadør sendt på DR2 – på et tidspunkt tæt på midnat. Ikke underligt at serien ikke tiltrak sig den store opmærksomhed dengang.

Nu er serien på Netflix, og jeg synes, du skal kaste dig over de ti afsnit. Selvom der lige er nogle svipsere indimellem, hvor jeg tænkte: Nej, altså – det er slet ikke realistisk, så er det en intens, spændende, flot filmet og meget underholdende serie.

Den norske krimiforfatter Jo Nesbø, skaberen af Harry Hole, har fået ideen til serien, der skildrer en nær fremtid, hvor en idealistisk og klimavenlig norsk statsminister proklamerer, at Norge stopper udvinding af olie og gas.

Det er hverken EU eller Rusland særlig glade for, og især russerne fremstilles mindre flatterende i serien. Med den norske titel i tankerne er det ikke svært at gætte, hvad der sker. Russerne besætter Norge. Vi følger bl.a. den norske statsminister Berg, en nysgerrig klimajournalist, politiets sikkerhedstjeneste og den russiske ambassadør i Oslo.

Selvom serien er fiktion, så reagerede repræsentanter fra Rusland stærkt på serien, da den blev lanceret i Norge og understregede, at Rusland ikke er en trussel mod Norge.

Ikke mange dvd’er har fået lov til at overleve i mit hjem, efterhånden som jeg streamer mere og mere. Men Homeland har. Foto: Rebekka Andreasen

Homeland i New York

18. januar får Homeland 6 premiere på DR2. Det er sjældent, jeg ser såkaldt flowtv, men snart planter jeg mig foran skærmen onsdag aften, når vi igen møder CIA-agenten Carrie Mathison. Efter at have forpurret et terrorangreb i Berlin, er Carrie tilbage i New York, hvor sjette sæson foregår.

Det er min absolutte yndlingsserie, som jeg aldrig bliver træt af. I Homeland er ingen hverken entydige helte eller skurke. Krig koster – på begge sider – og konspirationsteorierne flyver gennem luften i både USA, Mellemøsten og Europa. Det er underholdende, ultraspændende og tankevækkende – og lidt skræmmende.

Serien, der er baseret på et israelsk koncept, stiller bl.a. spørgsmålstegn ved USA’s krigsførelse siden 9/11.  Åh, jeg glæder mig.

Jeg er meget spændt på, om karakteren Peter Quinn (spillet af Rupert Friend) er med i sæson 6. Jeg håber.

Showtime, der producere serien, har allerede lovet en sæson 7 og 8, så der er masser at glæde sig til for fans af Homeland.

 Se trailer for den nye sæson her

 

 

 

 

Mine Netflix (og HBO) krimifavoritter

Homeland er min absolutte favoritserie. Og jeg glæder mig til sjette sæson.

Homeland er min absolutte favoritserie. Og jeg glæder mig vanvittig meget til sjette sæson.

Streaming: Der er flere suveræne krimiserier på Netflix. Her får du mine fem favoritter.

Med hånden på hjertet kan jeg ærligt sige, at jeg sjældent ser tv. Til gengæld kan jeg nemt finde på at streame flere sæsoner af tv-serier, som jeg binger – altså fråsende konsumerer – i store bidder på én gang.

Da fjerde sæson af min absolutte favoritserie endelig kom på Netflix, rev min mand og jeg en halv fredag ud af kalenderen og  bingede den længe ventede sæson på ultrakort tid.

Her kommer fem favoritter, som jeg med stor fryd har set på Netflix:

Homeland: Amerikansk storpolitisk thriller og min absolutte favorit. Claire Danes spiller CIA-agenten Carrie Mathison, der får mistanke om, at en amerikansk marinesoldat er blevet omvendt af al-Qaeda og nu truer det amerikanske samfund. Det er en serie om krig, terror og religion, men også en serie om moral og paradokser i en verden, der er kompleks, og hvor den gode måske ikke altid er god. Serien er vanvittig spændende og godt skruet sammen, og så er den skræmmende realistisk. Der er foreløbig fire sæsoner på Netflix. Den femte sæson så jeg på DR1. Serien har taget seerne med rundt i verden senest til Berlin. Sjette sæson kommer til at foregår især i New York, hvor seriens sjette sæson også optages i 2017. Om jeg glæder mig til endnu en omgang Carrie og co? Det kan du tro.

Der har ikke været så meget hype omkring The Fall, men jeg kan virkelig anbefale serien og laver gerne lidt hype omkring den. Se den nu bare.

Der har ikke været så meget hype omkring The Fall, men jeg kan virkelig anbefale serien og laver gerne lidt hype omkring den. Se den nu bare.

The Fall: Britisk miniserie, hvor vi følger Gillian Anderson som London-kriminalbetjenten Stella Gibson, der sendes til Belfast for at efterforske en seriemorder, som vi allerede tidligt kender identiteten på. Paul Spector er sorgterapeut, gift og familiefar til to. Og så kan han lide at slå ihjel! Han bliver eminent og dæmonisk spillet af Jamie Dornan, som du måske kender fra Fifty Shades of Grey. Der er to sæsoner. The Fall er en mørk, intens og barsk katten-efter-musen-serie, der i mit tilfælde krævede en frelsende pude foran ansigtet indimellem.

Benedict spiller den legendariske detektiv Sherlock.

Benedict Cumberbatch spiller den legendariske detektiv Sherlock. Og det gør han godt. Og selvfølgelig bruger nutidens Sherlock – og Watson – sociale medier.

Sherlock: Endnu en britisk serie. Man er i forrygende godt selskab med Benedict Cumberbatchs Sherlock Holmes og hans trofaste følgesvend Watson spillet af Martin Freeman. Der er tre (alt for korte) sæsoner. Handlingen er sat til nutidens London med undtagelse af  det allersidste afsnit The Abominable Bride, hvor vi er tilbage i 1895 i Victoria-tidens London. Men kan man virkelig genopfinde en figur, der er blevet portrætteret  på film og teater hundredvis af gange før? Ja! Sherlock er ikke åndeløs, men raffineret spænding, og det er med at holde tungen lige i munden, for måske bliver du taget ved næsen? Serien leger med lækre billeder og effekter. Og har masser af humor. Jeg glæder mig til sæson 4.

Det er svensk og det er godt - Blå øjne.

Det er svensk og det er godt – Blå øjne.

Blå øjne: Svensk politisk thriller. Da Elin Hammar spillet af Louise Peterhoff vender tilbage til sit tidligere topjob i det svenske justitsministerium midt i slutspurten af en valgkamp, aner hun ikke, at hun dumper ind i en farlig sammensværgelse. Vi møder skrupelløse politikere og hardcore embedsmænd, mere serien er mere en krimigåde, end det er en historie om politik og spin. I Blå Ögon, som serien hedder på svensk, følger vi bl.a. politikere fra  det fiktive Tryghetspartiet, der dog har visse ligheder med virkelighedens Sverigedemokraterne, hvilket bl.a. var med til at sætte gang i en større debat i Sverige. Vi følger også en højreekstremistisk terrorgruppe. Der er underholdende og ret spændende. Der er én sæson.

Spændende engelsk BBC-serie, som jeg varmt anbefaler.

Spændende engelsk BBC-serie, som jeg varmt anbefaler. Tag med til provinsen med politiassistent Cawood i Happy Valley.

Happy Valley: Britisk politiserie. Sarah Lancashire spiller Cathrine Cawood, der er politiassistent i Yorkshire i det nordøstlige England. Hun kan ikke slippe tanken om den mand, hun mener drev hendes datter til selvmord, og nu efterforsker hun en kidnapningssag uden at ane, at manden hun leder efter er involveret. Jeg er især vild med portrættet af den viljestærke, handlekraftige, men også sårbare Catherine, der er sidst i 40’erne, og som bor sammen med sin søster, der er tidligere narkoman, og sit barnebarn. Og som i sorgen over at have mistet en datter har glemt, at hun også har en voksen søn. Det er en jordnær og effektiv serie. Foreløbig er kun én ud af to sæsoner tilgængelig på dansk Netflix.

Serier, der skuffede:  

Thriller-serien Bloodline. Serien følger familien Rayburn, en familien fyldt med fortielser og hemmeligheder, der driver et hotel i Florida. Serien fangede mig slet ikke. Jeg gav op efter to et halvt afsnit. Der er to sæsoner.

Narcos – amerikansk serie, der handler om Colombias narkobaron Pablo Escobar, om narkokrig, antikommunisme og kokainkonger: Gaaaab. Og den der fortællende voice over – trættende. Jeg opgav hurtigt.

Sons of Anarchy  – amerikansk serie om en motorcykelklub og den unge Jaxs kamp for at få fodfæste. Jeg synes, serien svinger for meget i kvalitet afhængig af sæsoner, og selvom jeg er Vild Med Krimi og ikke bleg for et slagsmål på film eller to, så er Sons of Anarchy lige lovlig voldelig til min smag.

Mangler at se:

BBC-serien The River med den svenske skuespiller Stellan Skarsgård, men den skal jeg se ved lejlighed. Jeg har nemlig hørt meget godt om serien om den særlige efterforsker John River.

Du er meget velkommen til at skrive en kommentar under indlægget her, hvis du vil anbefale en god krimiserie.

PS: Jeg har indimellem lavet en lille afstikker til HBO. Jeg er måske en af de eneste i hele verden (sådan føler jeg det i hvert fald indimellem) der ikke har set Game of Thrones.

Til gengæld har jeg med stor fornøjelse slugt: True Detective (men kun første sæson holder) og fantastiske Bosch, der følger Harry Bosch fra drabsafdelingen i Los Angeles. Serien er skabt over Michael Connellys bøger, og der er to meget seværdige sæsoner. Amerikanske Titus Welliver spiller Bosch.

 

Podcast: Serial sæson 2 og Ringbindsattentatet

Podcasten Serial er radio, der rykker.

Den amerikanske podcast Serial er klar med sæson 2. Skal du lytte med?

Virkelige krimihistorier: Var du en af de mange millioner lyttere, der downloadede den amerikanske podcast Serial? Nu kan du streame første afsnit af sæson 2. Og høre en dansk podcast om et usædvanligt mordforsøg.

100 millioner gange  – det er ret meget. Og netop omkring 100 millioner gange blev første sæson af podcasten Serial downloadet.

I 12 afsnit undersøgte journalisten Sara Koenig og hendes kollegaer en mordsag fra Baltimore, kun ganske få havde hørt om. Sagen om den unge Adnan Syed, der i 1999 blev dømt for mordet på sin ekskæreste Hae Min Lee. Men er han skyldig? Podcasten satte netop spørgsmålstegn ved Syed skyld.

Sæson to handler til gengæld om en sag, hele verden har hørt om, en sag, der har vakt opsigt helt ind i Det Hvide Hus. Nemlig sagen om den amerikanske soldat Bowe Bergdahl, der under en udsendelse til Afghanistan i 2009 bliver taget til fange af Taliban. I 2014 blev han udvekslet med fem fanger.

Da Bowe Bergdahl en sommernat i 2009 vandrede alene ud i ørkensandet fra sin base med kurs mod en større militærbase,  hvad var hans mål? Var han på vej til at fortælle om ledelsesproblemer på sin egen base? Er han krigshelt, landsforræder eller måske desertør? Han når aldrig frem til basen, men fanget af Taliban inden.

Har du set tv-serien Homeland, kommer du måske til at tænke på sergent Broody? Serial er dog ikke fiktion, men barsk virkelighed. Det betyder også, at der er rigtige ofre, pårørende etc, og i kølvandet på den fremragende podcast lander en hel del etiske spørgsmål.

Du kan allerede nu streame episode et af den nye sæson. Hver torsdag bliver et nyt afsnit frigivet. Du finder podcasten på serialpodcast.org – den er selvfølgelig på engelsk.

Dansk true crime-podcast

Også herhjemme er der lavet podcast om true crime, virkelige krimihistorier. Ringbindsattentatet. Sådan hedder en podcast i fem afsnit, der handler om en virkelig sag fra 1987, hvor en mand bliver forsøgt myrdet med et ringbind. Jo, du læste rigtigt. Ved at skjule en skarpladt pistol i et ringbind, forsøger nogen at slå den selvstændige Bent Skjold Nielsen ihjel.

Hør blandt andre Kurt Kragh, der dengang arbejdede på Rigspolitiets Rejsehold, fortælle om den spektakulære og mærkværdige sag. Du kan hente den danske podcast ved at google Ringbindsattentatet og høre den via Politikens hjemmeside, eller du kan downloade den her

 

 

 

 

 

Hvorfor er Saga, Salander og Sarah Lund så maskuline?

Saga fra Broen I og II er en kvinde, opfører sig som en mand. Foto: Caroline Romare

Saga fra Broen I og II er en kvinde, der nærmest opfører sig som en mand. Foto: Caroline Romare

Efter første afsnit af Broen II, var der en livlig debat på Vild Med Krimis facebookside (Se under 23. september) Lissen Andersen skrev bl.a.:

Hvorfor skal politiopklarer og især kvindelige altid have så komplekse problemstillinger? Sarah Lund og nu også Saga er jo nærmest autistiske uden evnen til at give kærlighed. Det gør det dog ikke mindre spændende.

Vi elsker jo at følge Sarah Lund i Forbrydelsen, Lisbeth Salander i MillenniumtrilogienCarrie Mathison (Claire Danes) fra den amerikanske tv-serie Homeland og ikke mindst Sofia Helins Saga Norén fra Broen.

Disse meget intelligente og stærke kvinder med maskuline træk. De er ofte barnløse eller har et problematisk forhold til deres børn. (Tænk bare på Sarah Lund) En kvinde på kant med sit køn, der ofte er utilpasset, asocial, enspænder og som læner sig faretruende op ad en diagnose.

Der er andre end mine kloge bloglæsere, der har interesseret sig for netop det spørgsmål.

Politiken har en interessant artikel lige her, hvor der bl.a. er kloge ord fra lektor i medievidenskab på Aarhus Universitet Karen Klitgaard Povlsen. Hun har forsket i kønsroller i skandinavisk tv-fiktion.

Værd at læse mens du venter på, at klokken bliver 20.00, så du kan tænde for DR1 og se andet afsnit af Broen II.

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her