Jeppe Kørner

Et par ord om Engberg-krimien Glasvinge

Første gang jeg interviewede Katrine Engberg til bloggen var i december 2015 lige inden, Krokodillevogteren kom ud. I dag sender hun sin tredje krimi på gaden.

Er jeg blevet booket til at interviewe en forfatter på Krimimessen i Horsens, anmelder jeg ikke forfatterens bog. Det er et princip, jeg har, for hvis jeg en dag bliver booket til at interviewe en forfatter, hvis bog jeg ikke bryder mig om, skal min personlige mening ikke spænde ben for et godt interview.

Da jeg bl.a. skal interviewe Katrine Engberg i forbindelse med Krimimessen, anmelder jeg ikke forfatterens tredje krimi, Glasvinge, der udkommer i dag. Du kan med garanti finde masser af blogs og onlinemedier, der anmelder denne tredje krimi om Jeppe Kørner og Anette Werner. Alligevel er jeg nødt til at hæfte disse sætninger på bogen:

Glasvinge er en absurd god krimi. Først og fremmest rummer bogen en fin og rørende krimihistorie. Og Glasvinge er sprængfyldt af detaljer, der får mundvigene til at krybe opad.  Som at en psykolog har en hund, der hedder Maslow. Engbergs sprog er så skarpt som hendes mands kokkeknive, et sprog, der insisterer på konstant at fornøje. Nyd bogen for pokker.

I eftermiddag skal jeg til boglancering i forbindelse med udgivelsen af Glasvinge på Medicinsk Museion i København. Jeg har aldrig været der før, men det virker som et fascinerende sted, der forsker i, indsamler og udstiller den medicinske kulturarv. På museet kan du bl.a  blive klogere på psykiatriens historie med alt hvad det indebærer af dårekister, hjernekasser og tvangsstole.

Tag med på en lille rundtur i denne video:

 

Museet har genstande fra bl.a. hospitalsvæsenet, medicinalindustrien, handicapforsorgen med mere. Og jeg kan se, at der er en aktuel udstilling på museet nu om den menneskelige krop med underoverskriften Lægevidenskabens råmateriale – fra Kadaver til DNA. Og ja, på museet er der glasmontre med …. specielle ting i.

Museet spiller en rolle i Glasvinge, og det er derfor oplagt, at Katrine Engberg og forlaget Peoples Press har valgt netop dette museum til boglanceringen. Jeg forsøger at knipse et par fotos eller tre, som jeg deler med dig senere.

PS: Læs interviewet med Katrine Engberg fra dengang, de færreste forbandt hende med kriminalromaner. Eller læs her dobbeltinterviewet med Katrine Engberg og Anne Mette Hancock.

 

Anmeldelse: Krokodillevogteren af Katrine Engberg

Katrine Engberg har skrevet en original krimi, der foregår i København, og som har en følsom mandlig betjent i hovedrollen.

Katrine Engberg har skrevet en original krimi, der foregår i København, og som har en følsom mandlig efterforsker i hovedrollen.

Anmeldelse: Krokodillevogteren af Katrine Engberg er en original Københavnerkrimi med et raffineret plot og en følsom detektiv. En beundringsværdig debut.

Katrine Engberg, der især har arbejdet som koreograf, og som har været med til at skabe flere teaterforestillinger og underholdningsshows, debuterer som krimiforfatter med Krokodillevogteren, der udkommer i dag. Da jeg interviewede Katrine Engberg i december, som en del af Vild Med Krimis adventskalender, sagde hun:

For mig bliver en bog ikke spændende, hvis ikke sproget overrasker og forfører. Det er jo i det gode sprog, i de gode beskrivelser af karakterer og miljøer, at spændingen opstår.

At hendes eget sprog ligefrem forfører, mener jeg ikke, men Katrine Engberg skriver dejligt ubesværet, og hun disker indimellem op med lækre ordhapsere. Og skaber gode karakterer og miljøer. Bogens store styrke er nemlig de herlige beskrivelser af et kulørt persongalleri. Vi møder bl.a. den pensionerede universitetslærer Esther de Laurenti, der ejer byhuset midt i København, hvor en ung kvindelig lejer bliver myrdet. Esther, der selv bor på 3. sal i huset, og som har hennafarvet hår og hang til alt for meget rødvin. Jeg elsker, at hendes to mobser hedder Epistéme og Dóxa (Groft sagt viden/holdninger).

Katrine Engberg har blik for de små, spøjse detaljer. Det er krimiguf. Og dejligt med en krimidebutant, der skriver både kreativt og solidt.

Følsom detektiv

Kriminalbetjent Jeppe Kørner bliver sammen med makkeren Anette Werner sat til at efterforske drabet på den unge kvinde. Jeppe er midt i trediverne. Han er blevet forladt af sin utro hustru efter år med opslidende fertilitetsbehandlinger. Egentlig drømte han som helt ung om at blive skuespiller, men han endte i stedet med at uddanne sig til betjent. Han er følsom og blød. Herligt med en betjent af den kaliber. Bogen balancerer fint mellem plot og privatliv.

At en af byhusets beboere er i gang med at skrive en krimi, der netop beskriver mordet på en ung kvinde, gør ikke opklaringsarbejdet nemmere.

Krokodillevogteren er en original krimi, der handler om bl.a svigt, hævn og jalousi. Jeg slugte bogen, men kalorierne var heldigvis ikke tomme. Udover fine personkarakteristikker har forfatteren skabt et elegant udtænkt plot, der f.eks. tager læserne med til det buede rum allerøverst oppe under taget på Det Kongelige Teater – kroneloftet syv etager over scenegulvet. Midt i kroneloftet er der hul i gulvet og plads til at hejse den enorme lysekrone op, når de tusindvis af krystaller skal pudses, eller når pærerne skal skiftes. Og hvorfor ikke smide et lig netop her?

Med forfatterens kendskab til teaterbranchen kunne det have været interessant at komme endnu mere bag om kulisserne – mon ikke der er masser af gode konflikter og kampe her – gemt væk fra publikums opmærksomhed? Hermed en opfordring til næste Jeppe Kørner-krimi, som forfatteren i øjeblikket arbejder på.

Der er mere trav end spurt over handlingen. Det er en smagssag, men jeg ville ønske, at der var strammet en anelse op på handlingsforløbet især i den sidste tredjedel af bogen. Men alt i alt en beundringsværdig debut. Skal du give en krimidebutant en chance dette forår, så brug din tid på Katrine Engberg. Vogt dig for Krokodillevogteren – den napper på forrygende vis din tid.

PS: En krokodillevogter en lille fugl, der søger føde bl.a. på krokodiller.

PPS: Katrine Engberg debuterer ikke kun som krimiforfatter dette forår. Hun debuterer snart som instruktør og står bag Cougar the Musical, der spiller på Bellevue Teatret fra 4. marts.

PPPS: (Hvis der er noget, der hedder det) I dag udkommer også Stjålne liv af Helle Vincentz og Tykkere end vand af Carin Gerhardsen

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her