Jürgen Klahn

Gratis lydbog, novelle og gode podcasts

Krimisommer: Jeg har samlet en håndfuld gratis krimitips til dig.

Slå ørerne ud og lyt til gode historier.

Jeg er stor fan af lydbøger. Lytter til historier, når jeg sidder i bussen, laver mad eller går aftentur alene.

Måske du denne sommer vil lytte til en god krimi, når du slapper af på altanen, går tur med hunden, laver havearbejde eller ligger og koger på stranden på Mallorca?

Frem til den 31. august kan du gratis via dr.dk podcaste og streame Løbende tjener, der er Dennis Jürgensens første krimi for voksne. Bogen udkom i 2014 på Tellerup. Københavnerkrimien om efterforskeren Ronald Triel finder du her 

Radiodrama er hot. 100 millioner gange  – det er ret meget. Og netop omkring 100 millioner gange blev første sæson af den amerikanske podcast Serial downloadet. Den er nogle år gammel, og måske du var en af dem, der lyttede med?

Der findes heldigvis masser af underholdende og meget lytteværdige podcasts. Her kommer et lille udvalg af dem, som jeg  – udover Serial – har nydt med stor fornøjelse.

Homecoming, Gimlet Media: Psykologisk thriller om hjemvendte amerikanske soldater. Utrolig lækker lyd. Og en god historie. Efter hvert afsnit får du som bonus lidt info om processen med at lave podcasten fra fx instruktør, lyddesigner eller en skuespiller. Podcasten er på engelsk. En sæson to er på vej. Find første sæson her

Ringbindsattentatet, Third Ear/Politiken: En dansk såkaldt true crime-podcast. Hvem stod bag, da Bent Skjold Nielsen i 1987 blev skudt i maven, da han åbnede et indpakket ringbind i kærestens lejlighed? Podcasten sætter fokus på den gamle kriminalsag. Og det er ikke kedeligt, når Third Ear a la Tim Hinman og Krister Moltzen, interviewer stort set alle involverede. Hør blandt andre Kurt Kragh, der dengang arbejdede på Rigspolitiets Rejsehold, fortælle om den spektakulære og mærkværdige sag. Du kan hente den danske podcast ved at google Ringbindsattentatet og høre den via Politikens hjemmeside, eller du kan downloade den via iTunes her

Kvinden med den tunge kuffert: Third Ear/Politiken: En meget underholdende føljeton om en kvinde, der er lige dele svindlermysterium og kirkemiljøportræt. Hvem er den norske kvinde med den tunge kuffert, som indlogerer sig på Ørslev Kloster? Og hvem er skyld i, at der sker underlige ting på klosteret? Lyt med her og bliv klogere på denne true crime-podcast. Meget vanedannende, så forbered dig på, at du skal have tid til alle afsnit.

Nattens dronning, DR: Ikke en krimi, men virkelig en fascinerende podcast og en meget usædvanlig historie. Også hentet fra det virkelig liv. I flere år har radiodokumentaristen Thomas Smedegaard været på sporet af en kvindelig telefonstønner, som har huseret i det klassiske musikermiljø siden slutningen af 90’erne. En Nattens Dronning der især om natten ringer til slagtøjsspillere og stønner igennem.  Hvem er hun, denne mystiske kvinde, og hvad har hun gang i? Podcasten blev sidste år kåret til årets bedste europæiske radiodokumentar på en festival i Berlin.  Du finder podcasten her

Fortvivl ej hvis du ikke er til lydbøger eller podcasts. Ellers hvis du bare gerne vil læse en god kort krimi. Dig har jeg nemlig også et tip til. Jürgen Klahn har skrevet kriminovellen En bitter pille, som du gratis kan hente som e-bog måneden ud via Saxo.com lige her

Forfatteren, der i årevis har skrevet noveller, debuterede i øvrigt sidste år med sin første roman, krimien Sommerfuglen.

Bemærk: Jeg formidler blot. Jeg har intet med teknikken at gøre, hvis du oplever problemer, når du downloader.

God læse- og lyttelyst/Rebekka

Reportage fra Krimimessen 2017 – søndag

Krimimessen 2017: En journalist bag lås og slå, en nordmand med to gyldne revolvere og interview med krimidebutanter. En søndag på Krimimessen i Horsens er mangfoldig.

Fra venstre: Katrine Engberg, Louise Stigsgaard og Karen Strandbygaard, der alle udkommer på People’s Press. Foto: Rebekka Andreasen

Tyvstarter den officielle søndagsåbning af messen med et blogger-arrangement. Kaffe, croissanter og Katrine Engberg, Louise Stigsgaard og Karen Strandbygaard.

Katrine Engberg skrev første udkast af Blodmåne, der kommer til juni, på tre-fire måneder. Til gengæld har redigeringen taget et års tid. Hun er netop i gang med sidste og femte redigering og har i processen inviteret en gruppe testlæsere til at give feedback:

Det handler enormt meget om tillid. Jeg fik virkelig brugbar feedback. Vi sad i tre timer, og jeg tror ikke, jeg nogen sinde har været så træt. Men jeg ville gøre det igen. Jeg kommer fra tv- og teaterverdenen, hvor man er vant til at evaluere og spørge: hvad synes du?

Louise Stigsgaard har været udstationeret som journalist i bl.a. Jerusalem og i Beirut, hvor Natten er fuld af lys udspiller sig. Bogen handler bl.a. om hævn, tro, terror og om kærlighed. På en måde er krimigenren den mest naturlige genre, mener Stigsgaard: “Vi er alle detektiver i vores egne liv og stiller spørgsmål som: Hvorfor er jeg, hvor jeg er lige nu? Vi forsøger hele tiden at finde ud af ting.”

7300 mennesker har i år besøgt Krimimessen i Horsens  hvilket er ny rekord. Møffe har også fået møffet sig med i Fængslet. Foto: Rebekka Andreasen

Karen Strandbygaard har skrevet thrilleren Se ikke væk om Anna, der har angst, og som rejser til Thailand med mand og børn. Forfatteren har selv oplevet angstanfald og har også selv taget seks ugers barselsorlov i Thailand med mand og børn. “Men jeg kan godt skelne, selvom jeg skriver om noget tæt på,” smiler hun, der i thrilleren leger med en utroværdig fortæller. Kan man stole på Anna, eller er det angsten, der har taget overhånd?

En herlig og interessant start på dagen.

Smiler ved synet af de mange Møffer, der er placeret rundt omkring på messen. Møffe, den engelske bulldog, som Michael Katz Krefeldts hovedperson i Ravn-krimierne, Thomas Ravn, deler husbåd med.

Julie Hastrup fortæller om arbejdet med Mirakelmanden. Journalist Ulla Hinge interviewer. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg hilser og krammer og snakker med en masse gode mennesker. Og hører bidder af spændende interviews med både Julie Hastrup og Martin Jensen, begge veloplagte og underholdende fortællere, inden jeg møder Anette L. Hyllested – en tidligere kollega fra min tid på Fyens Stiftstidende.

Anette har netop interviewet forfatter Linda Lassen (Det forsvundne spædbarn) i en af de gamle celler i Arresten, og da de er færdige, er døren smækket.Vores bankeri blev opfattet som en spøg på den anden side af døren, men heldigvis var fotografen på vej og fandt en mand med mange nøgler,” ler hun.

To forfattere. Mor og datter. Lotte og Laura Hammer. Foto: Rebekka Andreasen

Får en hyggelig sludder med Lotte Hammer og datteren Laura, der allerede som 13-årig fik udgivet en bog på Gyldendal – den ultimative opskriftsbog fyldt med godbidder og guf til heste. Respekt herfra.

Torkil Damhaug har en baggrund som psykiatrisk overlæge og debuterede i 1996. Fem af hans bøger er oversat til dansk. Foto: Rebekka Andreasen

På en bænk i solen får jeg en interessant snak med den norske forfatter Torkil Damhaug, der netop har vundet Rivertonprisen (i form af en gylden revolver) for årets bedste norske krimi. Igen.

Han vandt tilbage i 2011 for Ildmanden, og nu er også den psykologiske krimi Den femte årstid blevet hædret. “Jeg er meget stolt og glad. At få prisen igen betyder, at juryen ser en udvikling i mit forfatterskab”, siger han. Interview med Damhaug senere på bloggen.

Hører, at Publikumsprisen går til Jens Henrik Jensen. Det er meget fortjent, synes jeg.

Dagens to sceneinterviews er med to krimidebutanter, kulturjournalist og litteraturredaktør på Nordjyske Medier, Bent Stenbakken,og Jürgen Klahn, der har sit eget investeringsselskab.

Stenbakken fortæller om, hvordan et grønt spøgelse gemt i løvet på det berømte Krøyer-maleri Hip Hip Hurra, gav ham ideen til debutkrimien Mord på museet, der foregår i Skagen. Det bliver også til en snak om at bruge musik til at karakterisere bogens hovedpersoner.

Vi skal snart lære et helt nyt krimiunivers a la Elsebeth Egholm at kende. Også Jürgen Klahn har gang i skriveprojekter. Om det bliver til endnu en krimi med efterforsker Jesper Frank, som vi møder i Sommerfuglen, må tiden vise. Foto: Rebekka Andreasen

Dagens andet sceneinterview er med Jürgen Klahn, der er aktuel med Sommerfuglen. Han fortæller bl.a. om at nyde roen på Ørslev Kloster, når han skriver, og om at skrive skarpt, præcist og enkelt – og undgå unødig støj og svulstigt sprog. Netop tonen, stemningen i hans debutkrimi, er jeg ret glad for. I øvrigt mødte Klahn kæresten Elsebeth Egholm netop på en krimimesse. I 2006, da messen for sidste gang blev holdt på Horsens Ny Teater.

Sætter kurs mod teltet og hører et par numre med Morten Kærså. Forfatter, komponist, pianist, sanger og producer. Kreativ mand. God ide med et musiktelt i år.

Jussi Adler-Olsen er en populær herre, men tager sig tid til selfies og signeringer. Her er mit “Jusfie” med forfatteren. Foto: Elisabeth Ahlefeldt-Laurvig

Når jeg tager billeder på Krimimessen, foretrækker jeg forfatterfotos. Altså billeder af forfatteren alene og ej selfies, men jeg har en fast tradition med, at jeg skal have et Jusfie – tak til Modtryks Nanna Rørdam Knudsen for det udtryk – altså et selfie med Jussi Adler-Olsen, når jeg ser ham.

På Krimimessen kan man ikke nå alt. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke når at høre bl.a. Stephanie Caruana og Jeanette Øbro diskutere kønskampen i krimibranchen. Øv.

Og jeg når kun at høre de sidste fem minutter af en  – virker det som om – spændende diskussion om krimiklicheer.

Er efterhånden ved at være godt mør. Snupper en Cortado hos den meget stemningsfulde Café Lorentzen og interviewer den britiske forfatter Clare Mackintosh.

Clare Mackintosh skriver på en ny thriller samtidig med, at hun laver PR for Jeg ser dig. Foto: Rebekka Andreasen

Da hun sidste år deltog på Krimimessen i Horsens for første gang, var der få danskere, der kendte hende. Dengang var hendes domestic noir-thriller Jeg lader dig gå netop udkommet. I år er hun aktuel med Jeg ser dig og har signeret en del flere bøger her i Horsens end sidste år, smiler hun, der har besøgt tre lande på en lille uge: Frankrig, Holland og Danmark.

Det gælder om at finde tiden til at skrive. Også selvom det bliver til få ord. Heldigvis har jeg lært mig selv at skrive på et fly. Så snart vi er lettet, finder jeg den bærbare frem. Der er sådan en hvid støj på fly, og det passer mig godt. 

Læs interview med Clare Mackintosh på bloggen senere. 

Timer efter interviewet er den britiske bestsellerforfatter på vej til Amsterdam. Jeg sætter kurs mod mit hjem nord for Aarhus. Træt, glad, begejstret og endnu mere Vild Med Krimi. Og jeg glæder mig allerede til Krimimessen 2018 den 17. og 18. marts.

PS: Du kan læse en reportage og se fotos fra lørdag på Krimimessen her

Guide til Krimimessen – søndag

Skal du også i fængsel på søndag? Find inspiration til din dag her i indlægget. Foto: Rebekka Andreasen

Krimimesse: Man kan ikke nå alt. Sådan er det. Desværre. Her kommer et forslag til, hvordan din søndag på Krimimessen i Horsens kan arte sig.

En søndag på Krimimessen i Horsens kan se sådan her ud:

Klokken 10.00, Sort Scene: Skub søndagen godt i gang med Julie Hastrup, der fortæller om den seneste Rebekka Holm-krimi, Mirakelmanden, der bl.a. foregår i Finland.

Klokken 10.40, Gymnastiksalen. Hvis du skynder dig, kan du nå at høre svenske Malin Persson Giolito fortælle om Størst af alt, der er kåret som bedste svenske kriminalroman i 2016. Er du mere til amerikanske Tess Gerritsen, der er på programmet på samme tidspunkt, så sætter du kurs mod Rød Scene i stedet for.

Klokken 11.00, Trykkeriet: Så skal der fart på, så du er klar til at høre Sara Blædel interviewe islandske Yrsa Sigurðardóttir.

Pause. Du har en halv times tid til at gå rundt i messeområdet i Magasinet. Tis, drik kaffe og vær klar til næste seance.

Klokken 12.00, Sort Scene: Horsens borgmester Peter Sørensen overrækker Krimimessens Publikumspris. Hvem mon vinder?

Klokken 12.45, Teltet: Snup en sandwich og sæt kursen mod Teltet og nyd musikken fra krimiforfatter og musiker Morten Kærså.

Klokken 13.20, Sort Scene: Jeg interviewer Bent Stenbakken, der har skrevet en Krøyer-krimi, der foregår i Skagen. Vi skal bl.a. tale om det berømte maleri, Hip Hip Hurra, som Krøyer malede, og som spiller en væsentlig rolle i historien.

Frem til klokken 14.15, Trykkeriet: Skynd dig over i Trykkeriet og hør debatten mellem Jakob Vedelsby, Stephanie Caruana, Bo Bjørnvig og Jeanette Øbro, der diskurerer kønskampen i krimibranchen. Er det et problem, at mænd får flere priser og positive anmeldelser end kvinder?

14.20, Sort Scene: Jeg interviewer Jürgen Klahn om hans debutroman, Sommerfuglen. Mon ikke det bliver til en interessant snak om bl.a. at gå i kloster? Forfatteren har tyske forældre og er opvokset i Sønderjylland, så bare rolig – interviewet foregår på dansk.

14.40, Sort Scene: Bliv bare hængende ved Sort Scene og hør Thomas Clemen fortælle om sin nye spændingsroman Jeg er Sif. Jeg synes, han skriver fantastisk godt, og så er han en spændende mand at høre på.

Krimi-bingo-banko-vært Maria Bruun Fanø knipset på Krimimessen sidste år. Mon ikke hun igen i år sørger for gode bogpræmier til de heldige? Foto: Rebekka Andreasen

15.00, Gymnastiksalen: Så er det tid til Krimi-bingo-banko med Maria Bruun Fanø og forfatterparret Lisbeth og Steen Bille. Blær dig med din viden om krimigenren og vind bøger.

15.40, Rød Scene: Luk og sluk for søndagens krimimesse med at høre Sanne Gottlieb fortælle om sin roman Sleep Stalker.

Der er selvfølgelig masser af krimiguf at vælge imellem, som jeg ikke har nævnt her. Du kan også vælge at få en rundvisning ved Fængselsmuseet, besøge området for børn og unge, høre Jussi Adler-Olsen fortælle om Selfie, møde retskemier Martin Worm-Leonhard (han er humoristisk og meget underholdende), komme til koncert med fangekoret fra Vridsløselille (kræver tillægsbillet) og og og…..

Rigtig god krimimesse. Og hey – skal du ikke afsted, så følg med her på bloggen og på Vild Med Krimis Facebookside eller Instagram-profil.

PS: Jeg har også lavet en guide til lørdagen på Krimimessen

Guide til BogForum 2016

bogforum-14

Billedet her er fra BogForum 2014, men mon ikke der igen i år bliver trængsel? Foto: Rebekka Andreasen

BogForum: En god sjat krimiguf, lidt astrofysik og humor a la Hella Joof. Her kommer Vild Med Krimis guide til en fredag på BogForum 2016. Måske du bliver inspireret?

Nå. Jeg kan lige så godt skrive det, som det er: Jeg besøger ikke BogForum i år.

Det kan simpelthen ikke gå op med min kalender, hvis jeg også skal have tid til at sove, undgå at blive fortravlet og få røde pletter på halsen og ikke lade det gå ud over to af mine tre børn, at de er født i november og skal fejres med manér. Øv.

Jeg har været af sted mange gange og ofte blandet arbejde og fornøjelse. Også dengang BogForum faktisk foregik i Forum. Indrømmet. Det bliver underligt og vemodigt at undvære BogForum i år.

Hvis vi nu leger, at jeg skal af sted til årets største bog-event, så kunne min fredag se sådan her ud:

10.30, Scenen: Officiel åbning af BogForum 2016. Årets taler er Tom Buk-Swienty, der er journalist, historiker og forfatter. Det plejer at være en festlig start på weekenden. Samtidig overrækkes årets Debutantpris.

Jeg heppede indtil i dag på Katrine Engberg, der har skrevet Krokodillevogteren, og som har været med i opløbet. Men de ti forfatternavne på shortlisten blev offentliggjort i eftermiddags, og her blev der ikke plads til krimiforfatteren.

11.00, Hvid scene: Hvis jeg kan nå det, vil jeg høre musiker og sangskriver Morten Remar fortælle om sin spændingsroman Amok. Radiovært Mads Steffensen interviewer.

12.00, Krimimessens stand: Her vil jeg møde forfatter Martin Jensen, der bl.a. er kendt for sine historiske krimier om Eske Litle.

Egentlig kunne jeg hele weekenden hænge ud på Krimimessens stand. Det er første gang, at den østjyske messe har en stand på BogForum, og er du som jeg Vild Med Krimi, er dette stedet, du bør besøge. Forfattere som Jens Henrik Jensen, Øbro og Tornbjerg, Leif Davidsen, Helle Vincentz, Jakob Melander, Paul Cleave og Steen Langstrup kigger forbi.

Kommer du f.eks. lørdag kan du møde krimiforfatter Jürgen Klahn og høre ham fortælle om krimien Sommerfuglen, der udkom for nylig. Jeg mødte ham kort til litteraturfesitvalen Vild Med Ord for nogle år siden i Aarhus, hvor han fulgtes med kæresten Elsebeth Egholm. Følg Jürgen Klahn på Facebook her

Og se hele programmet for Krimimessens stand på BogForum her

12.55, Gyldendals Tranescene: Der skal være lidt modvægt til krimigenren. Jeg vil gerne høre Søren Ulrik Thomsen, der i den grad formår at jonglere med sproget,  fortælle om En hårnål klemt inde bag panelet.

13.30, Lindhardt og Ringhofs stand: Jeg vil ile fra Søren Ulrik Thomasen til Leif Davidsen og Anne-Cathrine Riebnitzsky, der taler om Hemingway.

14.30, Scenen: Jeg elsker, når folk brænder for noget, og man mærker deres passion. Jeg vil lappe den danske astronom og astrofysiker Anja C. Andersens oplæg i mig. Det er i øvrigt hende, forfatterparret A.J. Kazinski besøger, hver gang de skal i gang med en ny Niels Bentzon-krimi. De efterlyser svar på det “beskedne” spørgsmål om, hvad der er sket i universet siden sidst.

15.00, Saxo-scenen: Her fortæller Jesper Holm om, hvordan han finder tid til at skrive, når han også skal passe sit fuldtidsarbejde som selvstændig grafisk designer. Han er i gang med en efterfølger til tempelridder-thrilleren Corpus Christi

En af de forfattere, du kan møde på Bogforum, er Thomas Rydahl, der meget snart er aktuel med thrilleren De savnede. Billedet her er fra BogForum 2014, hvor han vandt Debutantprisen. Foto: Rebekka Andreasen

En af de forfattere, du i år kan møde på Bogforum, er Thomas Rydahl, der meget snart er aktuel med thrilleren De savnede. Billedet her er fra BogForum 2014, hvor han vandt Debutantprisen. Foto: Rebekka Andreasen

15.30, Saxo-scenen: Thomas Rydahl er snart aktuel med sin anden spændingsroman om eremitten Erhard Jørgensen, der er glad for geder. Kim Juul har en musikalsk efterforsker i hovedrollen i sine krimier. De to forfattere taler om, hvordan de hver især har udviklet deres anderledes hovedpersoner.

16.00, Cph Comics: Jeg vil iagttage Peter Kielland-Brandt og Tatiana Goldberg, mens de tegner på Tegnevæggen og bagefter ile til Bogcaféen, hvor den tyrkiske forfatter Hakan Günday fortæller om sin bog Mere, mere, der højaktuelt handler om illegale flygtninge, der sætter deres liv på spil for at komme til Europa.

17.00, Hvid scene: Hella Joof – hvem kan stå for hende? Jeg vil høre Hella Joof tale med Lotte Kirkeby Hansen om sin nye bog Papmaché-reglen.

17.30, Saxo-scenen: Jeg arbejder indimellem sammen med redaktør Heidi Korsgaard fra Skriveværkstedet, der er knaldhamrende dygtig. Det bliver en fornøjelse at høre hende fortælle om at få sproget til at sprudle med sanser og dialog, når hun giver gode råd om at skrive fængende. Jeg iler videre til Politikens stand, hvor jeg gerne vil høre en bid af Jussi Adler-Olsen, der taler om Selfies

Den mand er ikke kun fremragende på skrift, men også en fornøjelse at opleve live.

18.20, Politikens forlag: Jeg vil slutte fredag på BogForum med Ole Rasmussen og Gorm Vølver, der underholder med udgangspunkt i Året der gak – ATS 2016. Sidste år lo jeg så  meget af de to mænds oplæg, at jeg tissede en lille smule i bukserne af grin.

Og så er der jo også en hel lørdag og søndag at hoppe ombord i. Rigtig god fornøjelse til alle jer, der skal afsted.

PS: Jeg har ikke hørt fra den ene vinder af to entrebilletter til BogForum. Derfor har jeg udtrukket en ny. Margit Jensen send mig din adresse på mail@rebekkaand.dk – så er der to entrebilletter til BogForum på vej til dig.

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her