københavnerkrimi

Anmeldelse: Blodmåne af Katrine Engberg

Anmeldelse: Blodmåne er en politiroman, hvor vi følger et kollektiv af efterforskere. Jeg skal befri jer for svulstige tillægsord og konstaterer blot, at Blodmåne er en virkelig god krimi. Jeg skriver det lige igen: En virkelig god krimi.

Krimiforfatter Katrine Engberg i front efterfulgt af Louise Stigsgaard Nissen og Karen Strandbygaard.  Fotoet er fra et bloggermøde på Krimimessen i Horsens i år. Alle tre forfattere udkommer på People’s Press. Foto: Rebekka Andreasen

Og det er den fordi, Katrine Engberg formår at skabe karakterer, man straks får empati for og har lyst til at være i selskab med. Og så skriver hun r…. ud af bukserne.

Som politiroman-genren fordrer skildres politiets arbejde, men Katrine Engberg har skruet ned for tekniske undersøgelser og obduktioner. I stedet giver hun sine karakterer plads til at være eftertænksomme, sårbare, følsomme, sorgfulde og bange – uden at det spænder ben for flowet i fortællingen, uden at det hiver tempo ud af arbejdet med at løse krimigåden.

Vi følger det persongalleri, vi lærte at kende i Krokodillevogteren. Især efterforskningsleder Jeppe Kørner, der for en politimand har en lidt atypisk baggrund fra teaterverdenen. Han er følsom, melankolsk, handlekraftig og effektiv, og i bedste detektivstil har han en veludviklet intuition. Og den får han brug for, da barndomsvennen Johannes pudselig kommer i centrum for efterforskningen.

Kørner står i spidsen for efterforskningen af et drab på en prominent mand fra modebranchen, der er blevet forgiftet. Manden falder død om på gaden en iskold januaraften i København. Og da endnu en person fra samme omgangskreds bliver slået ihjel, skal Kørner og co. i gang med at finde vidner og motiv blandt modeller, investorer, kendisser, kreative direktører og andre med deres gang i den danske modebranche.

Der er noget Dorothy L. Sayers-agtigt over drabsmetoden, og det er måske ikke så underligt. I et interview her på bloggen, inden Engberg debuterede som krimiforfatter, fremhævede hun Dorothy L. Sayers Giftmordet som en af sine favoritkrimier. (To mennesker spiser omelet. Den ene dør, mens morderen overlever. Æggene er inficeret med arsenik, og gennem længere tid har morderen vænnet sig til at spise små mængder gift.)

Blodmåne er en Københavnerkrimi og en selvstændig efterfølger til Krokodillevogteren. Og heldigvis er der blevet plads til den pensionerede universitetslærer Esther de Laurenti, som vi også mødte i Katrine Engbergs debutroman.

Krimier, chokolade og skønne mænd

Og selvom tempoet er en del hurtigere end i Sayers krimi, der udkom på dansk i 1940,  så er der noget klassisk krimi over Blodmåne, der handler om bl.a. svigt og hævn. Det er ikke en krimi, der fræser derud ad, men en bog, der tager sig tid.

Katrine Engberg har skrevet bogen i kølvandet på sorgen over at miste sin far pludseligt og uventet. Om det er derfor, at bogen har en klang af eftertænksomhed, ved jeg ikke. Titlen har også tråde til forfatterens far, og den er det eneste, jeg synes virker lidt påklistret.

At skrive så ordene flyder fløjlsblødt og fordøjes ubesværet er slet ikke så nemt endda. Blodmåne er skrevet i samme skønne og opfindsomme sprog som Krokodillevogteren, den er bare endnu bedre. Og så er den fuld af humor og kærlige hug til modebranchen.

På et bloggermøde i forbindelse med krimimessen i Horsens i april, blev Engberg spurgt, hvorfor det lige er krimigenren, hun har kastet sig over. Hun svarede noget a la:

“Hvorfor elsker vi chokolade og skønne mænd “og tilføjede et “hvorfor ikke”? Hun understregede, at det har været helt naturligt for hende at kaste sig over krimigenren.

Det er vi mange, der er Vild Med Krimi, der er glade for.

PS: Sjovt at Katrine Engberg har tænkt det populære radioprogram Mads og Monopolet ind i plottet.

PPS: Under en total måneformørkelse, hvor månen befinder sig i jordens skygge, kan månen få et rødligt skær. Næste gang der er blodmåne i Danmark er i juli 2018. Men snup du Engbergs version af fænomenet først. Blodmåne er, og jeg gentager lige mig selv, en rigtig god krimi.

 

 

 

 

 

 

 

De berusedes vej af Jakob Melander

Titlen på Jakob Melanders tredje krimi, De berusedes vej, stammer fra en sætning i et Søren Ulrik Thomsen-digt, som Lars Hug har sat musik til.

Titlen på Jakob Melanders tredje krimi, De berusedes vej, stammer fra en sætning i et Søren Ulrik Thomsen-digt, som Lars Hug har lavet musik til. Så er 80’er-stemningen slået an.

Anmeldelse: Jeg skynder mig lige at skrive det med det samme. Jakob Melander har skrevet en skidegod, underholdende og begivenhedsrig krimi. De berusedes vej er den tredje i serien om politiassistent Lars Winkler fra Afdelingen for personfarlig kriminalitet.

De berusedes vej foregår i to spor. Dels i nutiden. Og dels tilbage midt i 80’erne. Melander tager os nemlig tilbage til det københavnske punkmiljø anno 1984, hvor Lars Winkler er teenager. Og punker. Forfatteren var selv en del af den københavnske punkscene og spillede bl.a. bas i bandet Agony, der spillede til en punkfestival i det dengang nyåbnede Ungdomshus på Jagtvej i København. En koncert, som hovedpersonen Lars Winkler er til i bogen, og således flettes forfatterens teenageminder sammen med fiktionen.

Tilbageblikkene er skrevet med kærlighed og en detaljerigdom, der fryder. Både når Lars Winkler leder efter Lp’er i pladebutikken Gry, og når han forvirret vågner med metalsmag i munden i et hus i Ryesgade efter at have gatecrashet en fest. De berusedes vej er en københavnerkrimi med stort K, men den er andet end ungdomsminder. Heldigvis er der også knald på nutidens krimiintrige:

Terrorist eller offer for attentat?

Lars Winklers bedste ven fra årene i punkmiljøet, Thorbjørn Lehbæk, findes dræbt i et baghus på Nørrebro. Han var journalist på det venstreorienterede nyhedssite Modkraft – ej at forveksle med sitet Modpress i Jespers Steins Uro. Thorbjørn er blevet dræbt af en bombe. Var han ved at fremstille en brevbombe? Eller er han offer for et attentat? Og hænger bombeeksplosionen sammen med det EU-topmøde, der i den grad kræver politiressourcer og stresser Lars’ chef?

Svar på alle spørgsmål

Lars Winkler graver i sagen. Han har ikke set sin ungdomskammerat i 30 år, for der skete noget dengang i 84 under en voldsom gadekamp mellem BZ’ere og politi, hvor både Lars og Thorbjørn deltog. Har Thorbjørns død noget med Lars’ egen fortid at gøre? Selvfølgelig får du svar på alle spørgsmål, og det på en uventet og spændende facon. Plottet bliver tvistet på bedste Melander-vis. Jeg ser allerede frem til næste kapitel om Lars Winkler, og forhåbentlig går der ikke længe. Jakob Melander er en produktiv herre. Han debuterede i 2013 med Øjesten

Bog nummer to i serien hedder Serafine. Den udkom i 2014. Du kan læse et interview med Jakob Melander lige her

PS: Du bliver i den grad udsat for passiv rygning, når du læser De berusedes vej. Jakob Melander har et godt sprog, også når han fortæller, at Lars Winkler ryger. Men smøgerne fylder alt for meget i bogen. Vi har fattet, at Lars Winkler er glad for sine Blå King’s. Og ja, det er med til at tegne et portræt af den utraditionelle politiassistent ( ligesom det speed, han indimellem tyr til). Men når cigaretter skal fylde SÅ meget i bogen, så bliver jeg træt af en sætning som denne, selvom den er velskrevet:

Lars fumlede efter pakken med Blå King’s i den anden lomme. Han fik lirket en cigaret ud og klemte den ind mellem læberne. Han tændte lighteren, holdt cigaretten ind i flammen. Store, mørke skjolder trak ud på cigaretpapiret, hvor snefnuggene ramte.

Kære Jakob Melander. Skriv du bare, at han tændte en smøg og brug dine smukke sætninger på krimiintriger og 80’er-stemning i stedet for.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her