krimi

Anmeldelse: Papa af Jesper Stein

Anmeldelse: Mange forfattere har brug for en del struktur i skriveprocessen. Men åbenbart ikke Jesper Stein. Flere gange har jeg hørt ham fortælle, at han skriver intuitivt uden plotskemaer og Excel-ark. Men med en stor lyst til at skrive. Uanset arbejdsmetode så virker det, han gør. I stor stil.

Som krimiforfatter er noget af det vigtigste, understregede Stein på Krimimessen i Horsens i april, at skabe en hovedperson, som læserne kan mærke og føle, som var han/hun af kød og blod.

Af en eller anden grund er jeg altid bagud med at anmelde, når Jesper Stein sender en ny Axel Steen-krimi på gaden.

Vi er temmelig mange, der er vilde med hans bøger. Og Papa – den femte bog om strømeren Axel Steen – var på bestseller-listerne inden udgivelsen.

Og jeg ved, at mange af jer trofaste bloglæsere slugte bogen uger før jeg. Nu er jeg klar med en anmeldelse. Endelig.

Er bogen god? Er Papa, som Steins forfatterkollega Thomas Rydahl har æren af at have navngivet – hypen værd? Gu’ er den så. Det er en så gennemført krimi – eller thriller vel nærmere – og jeg er imponeret over, hvordan alting falder i hak, hvordan hver enkel prik er skabt for elegant at bidrage til det store krimipuslespil.

Papa er en mørk og rå thriller. Bogen er ekstremt underholdende. Uden sammenligning er Papa den bedste danske krimi, jeg har læst i år. Og faldera for en hæsblæsende finale. Suverænt krimihåndværk, masser af spænding og et stærkt portræt af en plaget mand.

Axel Steen arbejder nu som undercoveragent i PET. Han veksler mellem at være sig selv, hvilket ikke er særlig fornøjeligt, far til Emma og bosiddende i København, samtidig med, at han indimellem bor i Amsterdam og udgiver sig for at være en nådesløs og succesrig gangster og våbenhandler med nære forbindelser til bl.a. colombianske narkobaroner – et cover, der skal bringe ham tæt på en russisk mafiaboss i den helt tunge ende.

Axel Steen flygter fra sig selv

At infiltrere et kriminelt miljø er ikke det, der volder Axel Steen fleste problemer. Problemet er nærmere, at Axel Steen føler sig mere fri, mere i live, mere i kontakt med sine følelser, når han er sit kriminelle alias. Når han flygter sig fra selv og er en helt anden. Den uro og rastløshed, han slæber rundt på, kan han delvis tøjle, når han flygter fra sig selv.

Det er smertefuldt at erkende. Samtidig med, at det giver ham en slags rus, så udmatter arbejdet og slider på ham. Og det er slet ikke gnidningsfrit, at den plagede københavnske agent forelsker sig i en kvinde, der tror, han er en helt anden.

Mens Axel Steen i kikset lædertøj lever et farligt dobbeltliv i et miljø, hvor alle er mistroiske, ser sig over skulderen og hvor vold er en selvfølgelighed, har hans tidligere kollega Vicki Thomsen travlt med at efterforske et usædvanligt og næsten Olsen Banden-agtigt kup i en bank, hvor tyve over en weekend tømmer knap 150 bankbokse for værdier.

Jesper Stein er inspireret af et virkelig kup, der foregik i  Danske Bank på Nørre Voldgade i København i 2010, hvor tyve havde proviant med og overnattede en weekend i banken, hvorefter de mandag morgen, da banken åbnede, spadserede væk med udbyttet fra de mange bankbokse.

Vicki Thomsen har ikke kun hyr med opklaringen, men også med sine kolleger. Også Steens ekskone Cecilie får plads i fortællingen, og I Steins udgave flettes bankkuppet fornemt sammen med de hollandske plotråde.

Der er skruet ned for de maleriske beskrivelser af miljøer, tilgengæld er mange scener skrevet næsten filmiske og meget højdramatiske. Jeg tog mig selv i helt fysisk at holde vejret indimellem. Puha, siger jeg bare. Og bogen er stadig så meget Axel Steensk’, selvom København fylder mindre i denne thriller.

Der har været snak om, at de tre første bøger i serien skal filmatiseres – og at første film bliver baseret på tredje bog i serien, Akrash. Rettighederne er i hvert fald solgt til SF Studios.

Jeg er ligeglad med, at enkelte ting sikkert er urealistiske. Altså – en undercoveragent får vel ikke lov til at stikke af fra det internationale team af kolleger, der skal beskytte og overvåge ham, og til at drikke sig næsten bevidstløs og tage stoffer? Pyt. Jeg følger med glæde Axel Steen som lapset og handlekraftig gangster rundt i Europa.

 

 

Anmeldelse: Jeg finder dig altid af Elsebeth Egholm

Jette Svane har lavet det stærke forsidecover til krimien Jeg finder dig altid af Elsebeth Eghom.

Anmeldelse: Jeg jubler hver gang Elsebeth Egholm giver mig andet end det, jeg forventer: Da hun gjorde Dictes søn til hovedperson. Og sceneskiftet, da forfatteren hev Dicte med til middelhavsøen Gozo i den maltesiske skærgård. Nu jubler jeg igen: Ny hovedperson, ny serie. Og sikke en fornøjelig og forrygende begyndelse. Bogen er knippelgod.

Klokken 02.22 i nat blev jeg færdig med Jeg finder dig altid af Elsebeth Egholm. Med andre ord: Det er en underholdende og effen krimi, forfatteren har skrevet. Og det første bind i en ny serie om den aarhusianske læge Rina.

Der er visse Egholm-kendetegn, der ikke fornægter sig: Der optræder en del hunde i historien (dog en kat hjemme hos hovedpersonen, men det passer også perfekt til figuren), og igen sætter Egholm fokus på et kompliceret mor/datter-forhold.

Jeg ved, hvem De Hviiiie er (AGF), kalder centrum af Aarhus for Midtbyen, og jeg kommer jævnligt forbi Prismet – det 18 etager høje byggeri ved Ceres-krydset i Aarhus tæt på Den Gamle By, hvor forfatteren lader sin hovedperson klatre.

Aarhus som krimiscene

Måske derfor nyder jeg ekstra meget, at scenen er sat i Aarhus og omegn. Egholm får mig til at kigge op og tager mig med til miljøer, jeg kender mindre godt, bl.a. Institut for X ved Godsbanen og en planteskole nord for byen.

36-årige Rina er ikke kun praktiserende læge. Efter en ungdom i et grafitti og street art-miljø, hvor strisser er noget nær det værste skældsord, man kan sige, klatrer hun nu om natten på høje bygninger og sætter sit kunstneriske, anonyme aftryk som den mystiske Private Eye.

En nat styrter en ung mand i døden fra højhusets tag samtidig med, at hun klatrer. Og da Rina kommer hjem til lejligheden på Trøjborg, bliver hun overfaldet af en mand, der truer hende med en kniv. Men hun går ikke til politiet med en anmeldelse.

Inden længe peger politiets efterforsknings-pil på Rina, der bliver forfulgt gennem hele bogen – både af politiet og af en person, der vil dræbe hende.

Egholms nye hovedperson er fascinerende og ret interessant. Rina er rå, sej og i ekstrem god form – en slags superwoman, men heldigvis har hun også en brist: Hun lider af ansigtsblindhed, altså har hun svært ved at genkende ansigter, hvilket ikke sjældent spænder ben for den unge læge. Og så er hun traumatiseret.

Uforløste og tragiske hændelser i barndommen blokerer for Rinas forhold til moderen, og hun er tættere på sin vietnamesiske overbo end sit mødrene ophav. Faderen, en russer med hang til alkohol, er ikkeeksisterende i Rinas liv.

Skrive om og skrive om

Egholm skrottede manuskriptet to gange før bl.a. hovedpersonen faldt helt på plads. Hurra for omskrivninger og gode råd fra især forfatterens kæreste, for Rina har udviklet sig til en kompleks person, jeg med glæde følger i flere bind.

Da efterforskeren Helge Stanek, som også er skabt med hud, hår og dilemmaer, konfronterer Rina, har hun sine egne grunde til at lyve. Og Stanek har sine grunde til at acceptere løgnen. De to er et godt makkerpar.

Det er en krimi om bl.a. moral og etik og om familiehemmeligheder. En gennemført krimi med et skarpt sprog og med masser af tempo, flow og fart. På mange måder en klassisk krimi, men med nye Egholm-ingredienser. Det smager bestemt af mere. Og tjek lige det smukke cover med den klatrende Rina  – den er lige i øjet!

PS: At Elsebeth Egholm bl.a. har skrevet bogen, mens hun var i kemobehandling for brystkræft, er temmelig superwoman-agtigt. Respekt herfra.

 

Interview med Katrine Engberg og Anne Mette Hancock

Forfatterinterview: Det er de færreste debutanter, der kan se deres debutroman på bestsellerlisterne uge efter uge. Men det kan Anne Mette Hancock, der har skrevet Ligblomsten, og Katrine Engberg, der står bag Krokodillevogteren og efterfølgeren Blodmåne. Mød de to fremragende og succesfulde krimiforfattere, der ikke kun er kolleger, men også tætte veninder.

For få år siden var der ingen, der forbandt Katrine Engberg (tv) og Anne Mette Hancock med krimilitteratur. Nu er de begge bestsellerforfattere. Foto: Privat.

Katrine Engberg og Anne Mette Hancock mødte hinanden år tilbage, da de havde børn i den samme institution. Katrine forklarer:

– Anne Mette og jeg forelskede os så at sige i hinanden ved første øjekast og prøvede at komme til at falde i snak, når vi mødtes i institutionen. Men det travle småbørnsliv og måske også lidt generthed gjorde det udfordrende at få startet et venskab. Så vi begyndte at skrive breve til hinanden i stedet. Igennem et helt år skrev vi ugentligt til hinanden om alt mellem himmel og jord – politik, børn, kærlighed, ambition – og da året var omme, kendte vi hinanden ud og ind.

I 2012 udgav de brevromanen Klap i, hest sammen. Det var Katrine Engberg, der debuterede som krimiforfatter først. Krokodillevogteren udkom i begyndelsen af 2016. Og blev en bragende succes. Siden er det gået rigtig stærkt for dem begge.

Katrine: – De sidste par år har været vilde for os begge. Det er sindssygt at gå rundt i så mange år og snakke om en drøm, vi begge har haft længe, og så lykkes det. For os begge to! En gang imellem rammer det os, hvor lille et nåleøje vi er kommet igennem, og så kniber vi hinanden i armen. Men vi er ikke vågnet endnu.

Anne Mette: – Når man skriver en debutkrimi, aner man ikke, om den er noget værd, før man står med en bogkontrakt i hånden. Derfor har man ofte en nagende fornemmelse i solar plexus af, at man er totalt talentløs. Det havde jeg, i hvert fald!  Så det, at man sidder i al sin ensomhed og skriver på et manuskript det ene år, for så at ligge øverst på bestsellerlisterne det næste – dét føles fandeme vildt! Altså bare det at have et forlag. Det er jo den vildeste drøm, der er gået i opfyldelse. Men jeg kan mærke, at tvivlen bliver en evig makker for mig, for nu, hvor jeg er i gang med “den svære toer”, er min forfatter-selvtillid mindst lige så vaklende, som den var, da jeg skrev Ligblomsten.

Om venindens succes med Krokodillevogteren siger Anne Mette Hancock:

– Det er ekstremt motiverende for mig at se andre komme i mål med deres projekter. Katrines succes med Krokodillevogteren og det faktum, at hun er i gang med sin tredje krimi, mens jeg endnu kun arbejder på min toer, har samme effekt på mig, som den kunstige hare har på hundene i et væddeløb.

Anne Mette Hancock (tv) og Katrine Engberg er begge på tasterne og i gang med nye bogprojekter. Foto: Privat.

De har meget nemt ved at sætte ord på, hvorfor de er veninder.

Katrine: – Ud over alt det åbenlyse – at hun er smuk, intelligent og skarp – er Anne Mette et af de mest kærlige og generøse mennesker, jeg nogensinde har mødt. Som veninde er hun 100% loyal og opbakkende, både når det går godt, og når det går skidt for mig, og samtidig er hun til evig inspiration for mig, fordi hun er så sej, klog og spændende. Vores relation er meget ærlig og derfor meget tryg. Og så er hun SJOV at være sammen med! Der er ikke mange mennesker, i hvis selskab tiden flyver, som i hendes.

Anne Mette: – Det er en sjælden gave at møde et menneske, man ikke alene kan være sig selv sammen med, men som ovenikøbet foretrækker én præcis sådan. Jeg kan være ærlig – om alt – overfor Katrine, og jeg stoler på hende, som var hun mit eget blod. Nogle af de bedste, mest interessante samtaler, jeg har haft i mit liv, har jeg haft med Katrine. Jeg føler mig altid lykkelig i hendes selskab! Som forfatter beundrer jeg især Katrines evne til at skrive ekstremt hurtigt og intuitivt. Hun kan kradse 100 sider ned på den tid, det tager mig at skrive 12. Og så har hun et smukt, formfuldendt sprog. Både på skrift og i tale.

Katrine: – Vi kommer fra vidt forskellige baggrunde og er derfor “kodet” forskelligt med forskellige verdenssyn. Anne Mette har en vidunderlig kontant form – hun gider ikke pakke ting ind i falsk høflighed og bullshit, og det elsker en vævende, høflighedsbetændt person som mig. Jeg er mere tvivlende og har en melankolsk side. Til gengæld er det sjovt nok Anne Mette, der bekymrer sig mest, og mig der som regel hopper gadedrengehop gennem tilværelsen uden at skele til farer og faldgruber. Heldigvis smitter vi af på hinanden, har 100% samme værdisæt og kan lide de samme ting.

Anne Mette: – Det, Katrine siger. 😉

Læserne tog Katrine Engbergs debutkrimi Krokodillevogteren til sig i stor stil. Og det første oplag af efterfølgeren Blodmåne var udsolgt efter nogle uger. Siden Anne Mette Hancocks Ligblomsten udkom i april i år, har den ikke veget fra bestsellerlisterne.

Katrine: – Jeg har egentlig arbejdet ret længe på en karriere som koreograf og instruktør indenfor teater og var lige nået til et punkt, hvor jeg begyndte at blive rigtig efterspurgt. Det har jeg måttet skrinlægge for at have tid til at skrive. Det er ikke noget svært valg, for mit hjerte banker 100% for bøgerne, men det har da været svært at sige nej til nogle af de flotte teatertilbud, jeg har fået i det sidste års tid.

Anne Mette supplerer:

Jeg er uddannet journalist og lavede freelanceopgaver, mens jeg skrev Ligblomsten. Men nu, hvor jeg har fået kontrakt på de næste fire bøger, er det en fornøjelse at sige pænt nej tak til freelancejobs. Jeg savner dem ikke! På det personlige planer har det indtil videre udelukkende været en fest at gå efter forfatterdrømmen.

Hvad har været den største udfordring i forhold til at skrive bøgerne?

Katrine: – At holde motivationen under arbejdet med den første. Det tager tid at skrive, og det er svært at give plads til det – og have lyst – når man ikke ved, om der nogensinde er nogen, der kommer til at læse det. Det er vidunderligt privilegeret at have en redaktør at samarbejde med!

Anne Mette: – Enig!

Ingen, der følger de to forfattere på de sociale medier, kan være i tvivl om, at de i høj grad er ambassadører for hinandens forfatterskab. At de ikke kun er kolleger, men også en slags konkurrenter, spænder ej ben for venskabet.

Katrine: – Vi er faktisk mega konkurrencemennesker begge to, men vi er samtidig klar over, at den enes succes ikke er lig med den andens fiasko. Der er plads til os begge på hver vores måde. Hvis en af os stormer afsted, lige mens den anden er i en bakkedal, snakker vi om at det er svært, og så holder det faktisk op med at være det. Helt fundamentalt under vi bare hinanden det bedste.

Anne Mette: – Dengang jeg var barn, cyklede jeg tit hånd i hånd med en veninde, hvor vi skiftedes til at sakke lidt bagud og trække hinanden frem. Så zigzaggede vi ned ad gaden, sammen, men alligevel hver for sig. Sådan opfatter jeg det at have Katrine som både veninde og kollega.

Katrine: – Vi bruger hinanden rigtig meget til at heppe gensidigt og sparre idéer, plots og vendinger. Vi skriver vidt forskelligt men er hinandens bedste cheerleaders. Anne Mette er den bedste i verden til at give konstruktiv kritik, så jeg forstår, der skal arbejdes med teksten, men samtidig føler mig fuldstændig overbevist om, at hun elsker den.

Anne Mette: – Væddeløbsmetaforen gør sig også gældende her. Katrine skriver enormt hurtigt og intuitivt, hvor jeg nørkler mere med tingene. Så når hun siger: ”Nu har jeg lige skrevet 200 sider over formiddagskaffen,” og jeg kun har skrevet 13 sider på to uger, tænker jeg ”ARGH!!?”. Det giver mig et tiltrængt skub.

Anne Mette Hancock (tv) er født i 1979 i Gråsten. I dag bor hun i København klods op ad Marmorkirken, der spiller en rolle i hendes debutkrimi. Katrine Engberg er en årgang 1975 og født og opvokset i København i et hjem, hvor der blev læst masser af krimier bl.a. Dorothy L. Sayers. Foto: Privat.

Både Anne Mette Hancock og Katrine Engberg har rejst en del, ligesom de på forskellige tidspunkter i deres liv har boet i udlandet. Og rejseglæden har dryppet af på deres forfatterskab.

Katrine: – Timm (Katrines mand, Timm Vladimir red.) og jeg rejste jorden rundt sammen et helt år i 2005/2006. På den rejse skrev jeg dagbog hver dag og begyndte også at skrive rejseartikler hjem til danske magasiner og aviser. Jeg er slet ikke i tvivl om, at kimen til mit forfatterskab blev lagt på den rejse.

Anne Mette: – Jeg ’opdagede’ først for alvor krimigenren, da jeg flyttede til USA som 18-årig. Derfor er mit litterære fundament støbt af Michael Connelly, Harlan Coben, Patricia D. Cornwell og andre store amerikanske forfattere. De bøger, man forelsker sig i, præger ens forfatterskab.

I er begge forfattere, der giver sproget stor opmærksomhed. Hvordan fornemmer I, om en sætning er helt rigtig?

Katrine: – Sprog er musik. Man kan høre, om sætningen er rigtig, når man læser den højt. Der er ikke ét facit, men hvis det skurrer, når man siger den højt, skal den skrives om.

Anne Mette: – Det er lidt ligesom at spørge: Hvordan ved man, at man har fundet en rigtige mand? Jeg kender ikke formlen; jeg ved bare, hvornår noget føles rigtigt, og hvornår det ikke gør.

På spørgsmålet om, hvorvidt de har et yndlingsord, svarer de meget forskelligt.

Katrine: – Jeg har mange. Nænsom, potent, fersken og  for eksempel. Ordet fin har også en særlig plads i mit hjerte. Det er nok mit yndlingsadjektiv. Et fint menneske er en virkelig god og smuk person men også et menneske med en vis poesi og følsomhed.

Anne Mette: – Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om noget, så det må blive nej. Og ja. To dejligt kontante ord. Ikke så meget fikumdik.

Begge forfattere har turneret rundt i landet og mødt læsere og boghandlere. Og der er et par episoder, der har gjort ekstra indtryk.

Katrine: – Jeg blev for nylig overrasket af en hel delegation fra plusbog.dk, som var kørt fra Viborg til København, fordi jeg var blevet deres “Månedens forfatter”. De havde blomster med, diplom, champagne og tale. Det var ret overvældende, og jeg måtte rømme mig RET mange gange for ikke at stortude.

Anne Mette: – Mit første boghandlerbesøg var i mit barndomshood i Gråsten. Jeg var lidt bange for, at jeg skulle stå der og kukkelure alene, for det er efterhånden mange år siden, jeg flyttede derfra. Men folk væltede simpelthen ind i butikken for at bakke mig op. Mine gamle folkeskolelærere, barndomsvenner, folk, jeg genkendte fra mit ungdomsjob i SuperBrugsen i halvfemserne, venner af mine forældre, cykelsmeden!  Jeg blev sgu helt rørt og følte virkelig, at jeg var én af vor egne.

Hvad er det allerbedste ved at være krimiforfatter?

Katrine: – Det hele! Det er vitterligt verdens bedste job. Jeg elsker alle led i processen: idéfasen, hvor alt er muligt; researchen, hvor man møder helt nye mennesker og miljøer; skrivefasen, hvor man går i symbiose med teksten; redigering og udgivelse – jeg elsker virkelig det hele. Tænk, at jeg får lov at leve af det!

Anne Mette: – Det bedste er friheden og slutproduktet. Jeg elsker også alt det, Katrine remser op, men ikke hver dag og hele tiden. Der er dage, hvor det hele bare kører, og jeg står forrest på Titanic og rækker armene ud i et sejrskrig. Men der er bestemt også dage, hvor jeg rammer isbjerget. Alt i alt ville jeg ikke bytte det for noget!

Skriver I en Engberg/Hancock-krimi en dag?

Katrine: – Det er nok ikke særlig sandsynligt. Vi skriver så utrolig forskelligt og foretrækker som læsere også vidt forskellige bøger, så det ville måske være den ene situation, hvor vi faktisk kunne blive uvenner. Men man skal aldrig sige aldrig…

Anne Mette: – Jeg tror nu alligevel, jeg sætter mine penge på aldrig.

PS: Du kan følge de to forfattere på både Facebook og Instagram.

Katrine Enberg: Facebook/Instagram

Anne Mette Hancock: Facebook/Instagram

 

 

 

 

Gratis lydbog, novelle og gode podcasts

Krimisommer: Jeg har samlet en håndfuld gratis krimitips til dig.

Slå ørerne ud og lyt til gode historier.

Jeg er stor fan af lydbøger. Lytter til historier, når jeg sidder i bussen, laver mad eller går aftentur alene.

Måske du denne sommer vil lytte til en god krimi, når du slapper af på altanen, går tur med hunden, laver havearbejde eller ligger og koger på stranden på Mallorca?

Frem til den 31. august kan du gratis via dr.dk podcaste og streame Løbende tjener, der er Dennis Jürgensens første krimi for voksne. Bogen udkom i 2014 på Tellerup. Københavnerkrimien om efterforskeren Ronald Triel finder du her 

Radiodrama er hot. 100 millioner gange  – det er ret meget. Og netop omkring 100 millioner gange blev første sæson af den amerikanske podcast Serial downloadet. Den er nogle år gammel, og måske du var en af dem, der lyttede med?

Der findes heldigvis masser af underholdende og meget lytteværdige podcasts. Her kommer et lille udvalg af dem, som jeg  – udover Serial – har nydt med stor fornøjelse.

Homecoming, Gimlet Media: Psykologisk thriller om hjemvendte amerikanske soldater. Utrolig lækker lyd. Og en god historie. Efter hvert afsnit får du som bonus lidt info om processen med at lave podcasten fra fx instruktør, lyddesigner eller en skuespiller. Podcasten er på engelsk. En sæson to er på vej. Find første sæson her

Ringbindsattentatet, Third Ear/Politiken: En dansk såkaldt true crime-podcast. Hvem stod bag, da Bent Skjold Nielsen i 1987 blev skudt i maven, da han åbnede et indpakket ringbind i kærestens lejlighed? Podcasten sætter fokus på den gamle kriminalsag. Og det er ikke kedeligt, når Third Ear a la Tim Hinman og Krister Moltzen, interviewer stort set alle involverede. Hør blandt andre Kurt Kragh, der dengang arbejdede på Rigspolitiets Rejsehold, fortælle om den spektakulære og mærkværdige sag. Du kan hente den danske podcast ved at google Ringbindsattentatet og høre den via Politikens hjemmeside, eller du kan downloade den via iTunes her

Kvinden med den tunge kuffert: Third Ear/Politiken: En meget underholdende føljeton om en kvinde, der er lige dele svindlermysterium og kirkemiljøportræt. Hvem er den norske kvinde med den tunge kuffert, som indlogerer sig på Ørslev Kloster? Og hvem er skyld i, at der sker underlige ting på klosteret? Lyt med her og bliv klogere på denne true crime-podcast. Meget vanedannende, så forbered dig på, at du skal have tid til alle afsnit.

Nattens dronning, DR: Ikke en krimi, men virkelig en fascinerende podcast og en meget usædvanlig historie. Også hentet fra det virkelig liv. I flere år har radiodokumentaristen Thomas Smedegaard været på sporet af en kvindelig telefonstønner, som har huseret i det klassiske musikermiljø siden slutningen af 90’erne. En Nattens Dronning der især om natten ringer til slagtøjsspillere og stønner igennem.  Hvem er hun, denne mystiske kvinde, og hvad har hun gang i? Podcasten blev sidste år kåret til årets bedste europæiske radiodokumentar på en festival i Berlin.  Du finder podcasten her

Fortvivl ej hvis du ikke er til lydbøger eller podcasts. Ellers hvis du bare gerne vil læse en god kort krimi. Dig har jeg nemlig også et tip til. Jürgen Klahn har skrevet kriminovellen En bitter pille, som du gratis kan hente som e-bog måneden ud via Saxo.com lige her

Forfatteren, der i årevis har skrevet noveller, debuterede i øvrigt sidste år med sin første roman, krimien Sommerfuglen.

Bemærk: Jeg formidler blot. Jeg har intet med teknikken at gøre, hvis du oplever problemer, når du downloader.

God læse- og lyttelyst/Rebekka

Feriefotos med bogdrys

Sommer og bøger: Her kommer et lille udpluk af fotos fra første del af min sommerferie. Selvfølgelig dufter det lidt af bøger. Lidt arbejde venter inden jeg tager hul på endnu en ferieperiode. Og mon ikke også ferie version 2.0 byder på lidt bogdrys?

Bogbinder i Lübeck. Om sommeren er der ikke meget jul over byens smukke gamle bymidte med historiske bygninger hvor end øjet ser. Og byen har huset tre nobelpismodtagere. Forfatterne Thomas Mann og Günter Grass. Og Willy Brandt. Foto: Rebekka Andreasen

Meget fint udvalg af krimier i en genbrugsforretning i Haderslev. Foto: Rebekka Andreasen

En aften på Museum Sønderjylland mødte jeg Johan, der binder bøger. En omstændig proces, der tager tid. Men så holder bogen også bedre end “de der limede køb-og-smid-ud-bøger-du-køber-i-Føtex” som Johan sagde. Foto: Rebekka Andreasen

Besøger du Lübeck, så snyd ikke dig selv for et besøg hos den store boghandel Hugendubel. En meget stor – og hyggelig – boghandel. Foto: Rebekka Andreasen

Flere etager med bøger. Og bøger. Og bøger. Jussi Adler-Olsen var på bestseller-listen med Selfie. Som nummer syv. Foto: Rebekka Andreasen

Tysk udgave af en af Anna Grues Dan Sommerdahl-krimier. Foto: Rebekka Andreasen

Den tyske forfatter Thomas Mann, der i 1929 modtog nobelprisen i litteratur, her i marcipan. Set i Lübeck, hvor forfatteren var født. Foto: Rebekka Andreasen

Smid dig i liggestolen og nyd en bog. Foto: Rebekka Andreasen

Dadadada… Spannung. Foto: Rebekka Andreasen

 

Anmeldelse: Blodmåne af Katrine Engberg

Anmeldelse: Blodmåne er en politiroman, hvor vi følger et kollektiv af efterforskere. Jeg skal befri jer for svulstige tillægsord og konstaterer blot, at Blodmåne er en virkelig god krimi. Jeg skriver det lige igen: En virkelig god krimi.

Krimiforfatter Katrine Engberg i front efterfulgt af Louise Stigsgaard Nissen og Karen Strandbygaard.  Fotoet er fra et bloggermøde på Krimimessen i Horsens i år. Alle tre forfattere udkommer på People’s Press. Foto: Rebekka Andreasen

Og det er den fordi, Katrine Engberg formår at skabe karakterer, man straks får empati for og har lyst til at være i selskab med. Og så skriver hun r…. ud af bukserne.

Som politiroman-genren fordrer skildres politiets arbejde, men Katrine Engberg har skruet ned for tekniske undersøgelser og obduktioner. I stedet giver hun sine karakterer plads til at være eftertænksomme, sårbare, følsomme, sorgfulde og bange – uden at det spænder ben for flowet i fortællingen, uden at det hiver tempo ud af arbejdet med at løse krimigåden.

Vi følger det persongalleri, vi lærte at kende i Krokodillevogteren. Især efterforskningsleder Jeppe Kørner, der for en politimand har en lidt atypisk baggrund fra teaterverdenen. Han er følsom, melankolsk, handlekraftig og effektiv, og i bedste detektivstil har han en veludviklet intuition. Og den får han brug for, da barndomsvennen Johannes pudselig kommer i centrum for efterforskningen.

Kørner står i spidsen for efterforskningen af et drab på en prominent mand fra modebranchen, der er blevet forgiftet. Manden falder død om på gaden en iskold januaraften i København. Og da endnu en person fra samme omgangskreds bliver slået ihjel, skal Kørner og co. i gang med at finde vidner og motiv blandt modeller, investorer, kendisser, kreative direktører og andre med deres gang i den danske modebranche.

Der er noget Dorothy L. Sayers-agtigt over drabsmetoden, og det er måske ikke så underligt. I et interview her på bloggen, inden Engberg debuterede som krimiforfatter, fremhævede hun Dorothy L. Sayers Giftmordet som en af sine favoritkrimier. (To mennesker spiser omelet. Den ene dør, mens morderen overlever. Æggene er inficeret med arsenik, og gennem længere tid har morderen vænnet sig til at spise små mængder gift.)

Blodmåne er en Københavnerkrimi og en selvstændig efterfølger til Krokodillevogteren. Og heldigvis er der blevet plads til den pensionerede universitetslærer Esther de Laurenti, som vi også mødte i Katrine Engbergs debutroman.

Krimier, chokolade og skønne mænd

Og selvom tempoet er en del hurtigere end i Sayers krimi, der udkom på dansk i 1940,  så er der noget klassisk krimi over Blodmåne, der handler om bl.a. svigt og hævn. Det er ikke en krimi, der fræser derud ad, men en bog, der tager sig tid.

Katrine Engberg har skrevet bogen i kølvandet på sorgen over at miste sin far pludseligt og uventet. Om det er derfor, at bogen har en klang af eftertænksomhed, ved jeg ikke. Titlen har også tråde til forfatterens far, og den er det eneste, jeg synes virker lidt påklistret.

At skrive så ordene flyder fløjlsblødt og fordøjes ubesværet er slet ikke så nemt endda. Blodmåne er skrevet i samme skønne og opfindsomme sprog som Krokodillevogteren, den er bare endnu bedre. Og så er den fuld af humor og kærlige hug til modebranchen.

På et bloggermøde i forbindelse med krimimessen i Horsens i april, blev Engberg spurgt, hvorfor det lige er krimigenren, hun har kastet sig over. Hun svarede noget a la:

“Hvorfor elsker vi chokolade og skønne mænd “og tilføjede et “hvorfor ikke”? Hun understregede, at det har været helt naturligt for hende at kaste sig over krimigenren.

Det er vi mange, der er Vild Med Krimi, der er glade for.

PS: Sjovt at Katrine Engberg har tænkt det populære radioprogram Mads og Monopolet ind i plottet.

PPS: Under en total måneformørkelse, hvor månen befinder sig i jordens skygge, kan månen få et rødligt skær. Næste gang der er blodmåne i Danmark er i juli 2018. Men snup du Engbergs version af fænomenet først. Blodmåne er, og jeg gentager lige mig selv, en rigtig god krimi.

 

 

 

 

 

 

 

Krimier, der foregår i Afrika

Tag med til Afrika uden at pakke kufferten. Jeg har lavet en liste med gode krimier om Afrika. God rejse.

Når du læser, oplever du andre miljøer end dem, du måske færdes i til daglig. Tag med et smut til Afrika. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg har boet og rejst en del i Afrika. Jeg har vandret op ad Kilimanjaro, beundret en søvnig gepard på safari i Kenya og snorklet ud for Zanzibars kyst. Jeg har spist krydret, tunesisk mad, der forkæler ganen, og jeg har beundret bygninger i Maputo i Mozambique og set, hvordan vestlig og afrikansk arkitektur smelter sammen.

Jeg har suget duften af akacietræer til mig, stået ved Nilens udspring i Uganda, og jeg har fået rødt sand mellem tæerne.

Men jeg har også set bagsiden af Afrika. Mødt mennesker i dyb fattigdom, der bor i affald, børnehjemsbørn, hvis forældre er døde af AIDS, set storbyer invaderet af rotter og forurening og mødt gambianere, hvis familiemedlemmer er fængslet for at ytre sig imod styret.

Og for nylig kom min mand hjem fra en arbejdsrejse til Madagaskar med en træls souvenir i form af en voldsom tarminfektion, der krævede indlæggelse på sygehuset i flere dage.

Afrika er både fantastisk og kaotisk på samme tid. Vil du gerne have en dosis Afrika uden at rejse dertil? Jeg har lavet en liste med krimier om Afrika, du kan plukke af.

  • Tretten timer af Deon Meyer:  En eminent politiroman, der foregår i Sydafrika. En krimi, der viser en flig af de mange udfordringer, der er i det smukke land, der minder om Europa på mange måder, men som stadig er et forholdsvis nyt demokrati. Og hvor der er intet mindre end elleve forskellige officielle sprog. Vi møder den hvide vicekriminalkommissær Benny Griessel en tidlig morgen i Cape Town og slipper ham først igen 13 timer senere. Og det er ikke uinteressant.

 

  • Afrikas horn er en spændingsroman af den sydafrikanske bestsellerforfatter Wilbur Smith. Den 19-årige Cayla bortføres fra sin mors luksusyacht i Det Indiske Ocean. Bag kidnapningen står somaliske ekstremister, der kræver et gigantisk beløb for at frigive hende. Den stenrige moder får hjælp af Hector Cross – sikkerhedschef med baggrund som major i det britiske specialkorps. Tempofuld og spændende roman med masser af action på havet ud for Afrika. Der er tre spændingsbøger i serien om Hector Cross, og Afrikas horn er den første.

 

  • Alexanders McCall Smiths serie om Damernes detektivbureau er både spændende, farverig og humoristisk. Bøgerne handler om den stærke, varme, kloge og snedige Mma Ramotswe, der åbner et detektivbureau i Botswanas hovedstad Gaborone. Det er en herlig krimiserie på over ti bind, der viser et anderledes billede af Afrika, end vi er vant til fra medierne. Den første bog i serien hedder lidt uopfindsomt Damernes Detektivbureau Nr. 1. Men der er masser af hyggelig krimiguf i vente, hvis du har serien til gode. Forfatteren er skotte født i det daværende Rhodesia.

 

  • Den afrikanske jomfru af Helle Vincentz, der er den danske forfatters debutroman. Og første bind i serien om Caroline Kayser, der er ansat i et dansk olieselskab. Hovedpersonen sendes i hast til afdelingskontoret i Kenya, hvor hun skal sætte en stopper for vedvarende rygter om voldtægt. Men hvor langt er hun vil­lig til at gå for at redde firmaets omdømme? Og kan hun vende det blinde øje til både mord, voldtægt og kor­rup­tion? Bogen blev shortlistet til Danske Banks Debutantpris og til prisen som årets krimidebut i Frankrig. En spændende dansk thriller om Afrika.

 

  • Den standhaftige gartner af John le Carré. En af mine yndlingsbøger. Bogen foregår i Kenya, og jeg boede i Uganda, da jeg læste den. Vi møder den engelske diplomat Justin Quayles, der arbejder på den engelske ambassade i Nairobi. Hans kone Tessa arbejder som ngo’er i Nairobis slumkvarterer, og da hun findes dræbt, sætter han sig for at finde ud af hvorfor. Og af hvem. I bedste bedste Le Carré-stil er der hug til multinationale selskabers udnyttelse af ulande. En fremragende thriller. Filmatiseringen af bogen med Ralph Fiennes og Rachel Weisz kan også anbefales. Men filmen er selvfølgelig ikke så god som bogen.

 

  • Sidst i 90’erne udkom Gretelise Holms Mercedes-Benz Syndromet. En politisk thriller, der foregår i Zimbabwe, hvor forfatteren, der også er journalist, har boet og arbejdet i flere år. Det er Holms første krimi. Og en roman, som hun fik Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom for. Det er længe siden, jeg har læst bogen, og jeg husker ikke krimiplottet godt. At bogen er skrevet af en forfatter med stor kærlighed til og viden om Zimbabwe husker jeg dog gjorde indtryk på mig.

Jeg har ikke selv læst Louis Klostergaards to krimier, der foregår i Sydafrika, men jeg har hørt godt om både Kvinden i det røde mudder og Marionetdukken, hvor vi møder Pieter Martins, der er sort politibetjent under apartheidstyret. Forfatteren er født i Sydafrika, men har haft sin skolegang og fået sin uddannelse i Danmark, hvor han bor i dag.

Jeg har heller ikke læst Rune Stefanssons Baby Rasta, der foregår i Gambia. Men det er også en krimi/politisk thriller, der har fået fornemme ord med på vejen. Politikens anmelder smed fem hjerter efter bogen om den chilensk-danske detektiv Marcelo Krankl, der hyres til at efterforske mordet på en dansk popstjerne i Gambia. Bogen er nummer to i en serie på fire bøger om Marcelo Krankl. Rune Stefansson siger:

Afrika er trendy. Afrika er i vækst. Afrika er stenaldermennesker med mobiltelefoner. Meget groft sagt, naturligvis. Der er nogle enorme kontraster. Og menneskene er så dejlige, så imødekommende, så åbne.

Læs resten af interviewet, hvor citatet her er fra, på forfatterens site her

Feriefotos fra bl.a. Uganda og Tanzania. Foto: Rebekka Andreasen.

PS:

Fra Afrika til Grønland: Tak til alle jer der deltog i konkurrencen om to udgaver af Nina von Staffeldts Den sorte engel, der foregår på Grønland. Både her, på Instagram og på Facebook.

Flere af jer skriver, at I ikke rejser meget i virkeligheden. Men at I har været vidt omkring i verden gennem de bøger, I læser. Herligt.

Pipalukbooks og Eva Tove Rasmussen – send mig jeres adresse på mail@rebekkaand.dk – så sender Forlaget milik, der har sponsoreret bøgerne, Staffeldts nye krimi til jer.

God læselyst og god rejse, hvis du pakker kufferten her i løbet af sommeren/Rebekka

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her