krimi

Anmeldelse: Superstar af Thomas Bagger

I Superstar fylder efterforsker Camilla Staal meget på bekostning af kollegaen Ask Hjortheede, som vi fulgte i Den Permanente. Og det gør ikke spor.

Anmeldelse: For nu at blive i jargonen, der dyrkes blandt de unge realitystjerner, der er omdrejningspunktet i Thomas Baggers anden Aarhus-krimi, så er Superstar en super-fucking-god krimi. Skarp rå krimikræs, der både er tragisk/komisk og ultra underholdende.

Citeret frit efter hukommelsen så sagde hollænderen John de Mol, der har udviklet konceptet til realityshowet Big Brother, engang: Hvis man laver et realityprogram med 12 mennesker i en helikopter med kun elleve faldskærme og chancen for at vinde en million kroner, og man lader folk hoppe ud i det blå uden at ane, om de ender med millionen eller frit fald, så kan man uden tvivl finde medvirkende til programmet.

Grotesk, men måske ikke helt usandt.

Superstar handler netop om selfie-generationens besættelse af berømmelse. Om unge selvcentrerede mennesker for hvem fællesskab og solidaritet er fremmedord.

I bogen møder vi en række unge, der føler, at de udelukkende lever, hvis de er på skærmen og har tusindvis af følgere på de sociale medier. Som uhæmmede og i fuld offentlighed dyrker sex, så sekreterne fyr gennem luften. Som gerne lader sig manipulere, ydmyge og bruger alle de kneb, de kan, hvis blot de får en plads i realityhierarkiet og bliver kendt for at være kendte.

Og det er en krimi om de ældre produktionsfolks higen efter samme. Magtfulde folk bag skærmen, der snylter på ungdommen og efterlader ofre i form af især unge, håbefulde piger i deres midaldrende, utro kølvand. #metoo for fuld udblæsning.

Jeg var begejstret for Baggers debutkrimi Den Permanente. Superstar, der udkommer på det lille aarhusianske forlag EC Edition, er endnu bedre. Det er en skarpt skrevet krimi, hvor karaktererne mobber, horer, lyver, manipulerer, charmerer – og dræber. En roman med sylespidse personkarakteristikker og et sprog, der bruser, bobler og begejstrer. Bagger har skabt et avanceret plot så solidt, at det virker som om, han ikke har bestilt andet end at plotte i sit midt-i-trediverne-liv.

Som i Jussi Adler-Olsens Selfies balancerer nogle af karaktererne lige på grænsen af det karikerede, men som bekendt overgår virkeligheden ofte fantasien. Og en type som Kato-fucking-Salinas, som vi møder i bogen, findes sikkert et sted derude. (Mon ikke realitystjernen Gustav Salinas har inspireret til den fiktive Katos efternavn?)

Da to unge kvinder, der begge har deltaget i realityprogrammet Sinners Island, som levende zombier efterlades på offentlige steder, dopede og med superstar brutalt knivridset ind i armen, får Camilla Staal ansvaret for efterforskningen som leder af et lille taskforce ved Østjyllands Politi. Politimanden Ask Hjortheede, som var hovedperson i Den Permanente, har frivilligt ladet sig indlægge på Psykiatrisk Hospital i Risskov – dybt påvirket af hændelser, der ikke skal røbes her.

Kun sporadisk dukker Ask op i fortællingen. Heldigvis er kollegaen Camilla Staal, som vi også mødte i Baggers første bog, en uhyre interessant hovedperson. Som de fleste andre karakterer i Baggers krimiunivers, så har hun dybe ar på sjælen – og noget kolossalt stort på spil. Især gennem hendes intelligente øjne følger vi begivenhederne, der igen er centreret til Aarhus og omegn.

Mon ikke Bagger får sit store forfattergennembrud med Superstar? Jeg tror det. Og håber. For jeg hepper på folk, der bliver kendte, fordi de er gode til noget.

PS: Du får mere ud af bogen, hvis du har læst den første i serien om Ask og Camilla.

 

Anmeldelse: I en mørk mørk skov af Ruth Ware

I en mørk mørk skov er udkommet på Gyldendal. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Foto: Rebekka Andreasen.

Anmeldelse: En lukket kreds af mennesker, et isoleret sted langt fra wifi og trafik, adstadigt tempo, snigende uhygge – og et drab. I en mørk mørk skov sender tankerne i retning af en klassisk britisk whodunit. Det er en stemningsfuld krimi, der dog også byder på et par klicheer.

Forbløffelsen er stor da bogens jeg-fortæller Nora modtager en invitation til en polterabend. Nora er midt i tyverne, single, forfatter og bosat i London. Hun har ikke haft kontakt med  barndomsveninden Clare i ti år. Hendes første indskydelse er at takke nej til Clares polterabend, hun skal heller ikke med til brylluppet og brød for ti år siden med de fleste og rejste fra barndomsbyen.

Men nysgerrigheden sejrer, og Nora ender med at tage med en fælles veninde, den rapkæftede kirurg Nina, ud til et isoleret fritidshus langt ude i en skov, hvor en weekend med festivitas og spas skal foregå. Et hus af glas, hvor man både kan skue ud over den tætte skov – men også blive beskuet. Et klinisk hus, hvor der ikke står krøllede paperbacks af Agatha Christie på hylderne.

Weekenden går selvfølgelig ikke kun op i tequilashots og S, P eller K. Der bliver begået et drab i huset. Om hvem i den lille lukkede kreds af venner står mon bag? Det forsøger Nora at hitte rede på, at hun vågner op med hukommelsestab på hospitalet og kun kan huske hektisk løb gennem skoven. Er hun selv drabsmanden?  Og er hun en utroværdig fortæller?

Uhhh… spooky

Når man som læser reagerer fysisk på det, man læser, og bliver lidt paranoid, så har forfatteren ramt noget. Ruth Ware er eminent til at skabe en klaustrofobisk stemning i huset i skoven. For fastnettelefonen dør ud, der er underlige fodspor i sneen, og hvorfor står en låst dør pludselig og klaprer? Og selvfølgelig har de bittesmå detaljer en betydning for plottet, så hold tungen kampklar og lige i munden, når du læser – og tjek lige under din seng, inden du sover.

Det er bl.a. en roman om giftigt venskab, om barndomshemmeligheder, løgne, manipulation og svigt. Og på mange måder er bogen ret vellykket. Det er en psykologisk krimi, og der er masser af fremdrift og spænding i bogen. Og så er bogen fuld af sort, britisk humor. Ja tak.

I en mørk mørks skov er en selvstændig krimi, og selvom jeg var ganske godt underholdt, var der også nogle skår i læseglæden.

I huset i skoven er der – foruden en flok veninder – også Clares bøsseven dramatikeren Tom. Som ejer en Burberrytaske og er ulasteligt klædt. Og altså: Hvor vil det dog være befriende at læse om en homoseksuel mand, der ikke har sixpack, personlig træner og går svinedyrt klædt. Sådan en halvbuttet type med fedtede briller, der er lige så normal som alle os andre. Tom bliver lidt en stereotyp.  Det samme gør den nybagte mor Melanie, der konstant taler om sin vidunderlige baby og forsøger at få kontakt til manden derhjemme. Bipersonerne bliver en smule karikerede.

Men heldigvis er Nora så interessant, sammensat og befriet for klicheer, at jeg var med hende hele vejen frem til den overraskende slutning.

I en mørk mørk skov (In a dark, dark wood) er britiske Ruths Wares debutkrimi, men hendes første bog på dansk var Kvinden i kahyt nr. 10, der udkom herhjemme i 2017. Måske du mødte Ruth Ware, da hun for nylig besøgte Krimimessen i Horsens?

PS: Den amerikanske skuespiller Reese Witherspoon er involveret i filmatiseringen af bogen.

 

En Weddellsæl på Krimimessen 2018

At Krimimessen i Horsens holdes i det gamle statsfængsel i byen giver en hel særlig stemning og atmosfære. Foto: Rebekka Andreasen

Krimimessen 2018: Meteorologer taler om endnu en ekstrem omgang polarkulde, der rammer Danmark i weekenden. Men som en Weddellsæl, der er et af de dyr i verden, der klarer ekstreme minusgrader allerbedst, så glæder jeg mig ret meget til weekenden. Årets event hvis man er Vild Med Krimi går meget snart i gang. Og jeg drager mod Fængslet i Horsens ligesom krimiforfattere fra ind- og udland, filmfolk, retsmedicinere, kriminologer, efterforskere, forlagsfolk og krimilæsere også gør det.

Ja, pigtråden er der stadig. Men jeg er ikke sikker på, at exit-skiltet sad der på muren på indersiden af det gamle statsfængsel i Horsens indtil 2006, hvor Fængslet i Horsens virkelig var et fængsel. Foto: Rebekka Andreasen

Hvis du har lyst til at hilse på, så kommer mit program her:

Lørdag klokken 11.00, Inspektørens mødelokale: Jeg interviewer den britiske bestsellerforfatter Elly Griffiths, der har skrevet Pigen under jorden om arkæologen Ruth Galloway. Griffiths er ikke kun eminent til at skrive. Hun er en fremragende fortæller live. Og jeg lover at øve mig på ordet archaeologist jeg forhåbentlig ikke lyder som en tandlægepatient med munden propfuld af bedøvelse og vat.

Lørdag klokken 12.20, Sort scene: Jeg interviewer krimiforfatter Thomas Bagger om hans debutkrimi Den Permanente, der handler om Aarhus-betjenten Ask Hjortheede. Bagger var egentlig i gang med at starte et IT-firma op med nogle studiekammerater, men lysten til at skrive kunne han ikke undertrykke, så han besluttede i stedet at hellige sig skriveriet på fuld tid. Det er der kommet en ret god bog ud af.

Lørdag klokken 15.15, Snedkeriet: Sammen med Henrik Palle, Nanna Rørdam Knudsen og Morten Hesseldahl er jeg en del af holdet, når Adrian Lloyd Hughes styrer krimiquizzen. Det glæder jeg mig til, selvom jeg også er ved at ryste lidt i bukserne.

Søndag klokken 13.00, Sort scene: Jeg interviewer forfatter Thomas C. Krohn, der har skrevet den psykologiske thriller Med alle midler. Krohn er uddannet neurobiolog og ph.d. og har i mange år været universitetsforsker. Og Med alle midler foregår netop i et universitetsmiljø, hvor vi møder en ung, ambitiøs forsker. Der vil frem. For enhver pris. Krohn har skabt en spændende hovedperson, der ikke er videre sympatisk. Jeg ser frem til en snak om bl.a. psykopater.

Foto fra sidste års krimimesse. Her krimiforfatter Lone Theils (tv) og bibliotekar Vibeke Johansen, der står bag Krimimessen i Horsens sammen med andre gode folk på Horsens Bibliotek. Foto: Rebekka Andreasen

Søndag klokken 15.00, Sort Scene: Jeg interviewer Katrine Engberg om hendes tredje krimi om Jeppe Kørner/Anette Werner. Glasvinge hedder den. Bogen er efter ca. 14 dage på markedet netop blevet trykt i et 2. oplag på 10.000 eksemplarer. Ret sejt. Jeg glæder mig til snak med Engberg, som ingen forbandt med kriminalromaner for godt tre år siden.

Jeg får ikke skrevet på bloggen i weekenden, men mon ikke der kommer et foto eller fire på bloggens Instagram eller Facebook?

PS: – 40 grader er intet problem for Weddellsælen. Jeg håber dog på betydelig varmere temperaturer i og omkring Fængslet i Horsens denne weekend. Der er krimiguf på programmet. Tjek selv programmet for Krimimessen

Anmeldelse: Sirenesang af Adrian McKinty

Adrian McKinty har vundet flere priser for serien om politimanden Sean Duffy.

Anmeldelse: Aye, aye..  tag med til The Troubles, konflikten i Nordirland i 80érne. Sirenesang er en mørk politikrimi med et borgerkrigshærget Nordirland som baggrundstæppe. At læse Adrian McKintys krimi er en særdeles god og stemningsfuld oplevelse.

Sidste år udkom Adrian McKintys første bog om kriminalassistenten Sean Duffy Det kolde våde land på dansk. Nu er den anden krimi om politimanden fra Carrickfergus, en by lidt nord for Belfast, udkommet på dansk.

Tag med tilbage til 1982 hvor terroraktioner og mord er hverdag i Nordirland, og hvor luften konstant flænges af sirener fra ambulancer og brandbiler. Hvor arbejdsløsheden er høj. Og hvor ” pjaltede unger af den slags, man ser i Pulitzervindende fotobøger” keder sig på gaden.

Og hvor politimanden Sean Duffy, som en del af sin morgenrutine, tjekker sin bils understel for IRA-bomber. ( I denne podcast kan du høre Adrian McKinty fortælle, hvordan han som ca. 12-årig sammen med sin lillebror fik et lift i skole hver morgen af en major fra den britiske hær. Hver dag tjekkede majoren bilen for bomber, indtil den dag, hvor han ikke gjorde det. Heldigvis var der ingen bombe i bilen, men episoden gjorde et kæmpe indtryk på forfatteren, der i 82, hvor bogen foregår, var 14 år.)

Sammen med sine kolleger finder Sean Duffy, der er bogens jeg-fortæller, torsoen af en mand i en kuffert i en fabrikshal. Hurtigt viser det sig, at efterforskningen trækker tråde til både den engelske efterretningstjeneste og FBI. Og at der er kræfter, der ikke er interesserede i, at Duffy og co. finder vej til sandheden om den dræbte. Duffy må bl.a. en tur over Atlanten til Boston for at efterforske sagen.

Jeg var med Aer Lingus og sad i rygerafdelingen og så Ingmar Bergmans Fanny og Alexander. Den var så lang, at den ikke engang var slut, da vi landede.

Det er pokkers interessant at følge i hælene på Duffy. Det er råt, mørkt, heftigt. Tåget og regnfuldt. Og rigtig, rigtig godt. Heldigvis er der masser af sort humor i bogen også:

Kommissær Brennan sukkede og duppede med pegefingeren i bordpladen. Ubevidst – eller bevidst – stavede han til røv i morsealfabetet.

Sirenesang er ikke en politisk krimi, men der er masser af politik i bogen alligevel. Det er ikke alle referencer, jeg fanger, fordi min viden om nordirske forhold er nogenlunde den samme som en teenagedrengs forhold til rengøringsmidler. Men en af bogens helt store styrker er tidsbilledet af et land i kaos, hvor konflikterne ulmer alle steder.  Og hvor magtesløsheden er stor. Som læser får du hovedet proppet med gode stemningsbilleder. Og nogle af de problematikker, som bogen tager op, er slet ikke uaktuelle her i en verden anno 2018.

Jeg er vild med Sean Duffy. Han er møgsympatisk. Og alt andet end en krimikliche, selvom han er temmelig glad for Vodka Gimlet – vodka med masser af lime. Som katolskfødt er han lidt af en ener i et overvejende protestantisk politikorps. Han er en åben og bohemeagtig type, og så er han ihærdig og fandenivoldsk.

Der er masser af referencer til musik i bogen. Titlen ( I Hear the Sirens in the Street) er en linje fra en Tom Waits-sang. Og Sean Duffy hører New Order på kassettebånd i politiets Land Rover, og han sætter Nick Cave på grammofonen, når han har kærestesorger.

Flere gange har Adrian McKinty forsøgt at tage livet af sin hovedperson, men heldigvis er det ikke lykkedes ham endnu. Foreløbig har forfatteren, der nu bor i Australien, skrevet seks bøger om Sean Duffy. Jeg synes, du fluks skal hoppe med på Duffy-vognen. Og huske at tjekke for bomber først.

Bogen er oversat af Søren K. Barsøe.

Du kan møde Adrian McKinty på Krimimessen i Horsens.

PS: Forlaget OLGA, der står bag udgivelsen, er etableret af en gruppe garvede bogmennesker, som ikke vil anerkende, at de har overskredet sidste salgsdag. For, som der står på forlagets hjemmeside: Hele vores liv har vi arbejdet i og omkring forlag som redaktører, redaktionsmedlemmer og eksterne læsere, indtil vi i løbet af de sidste par år har ladet os pensionere for ’kun’ at lystlæse og få mere tid til vores nærmeste og alt det øvrige, der interesserer os.  Men det går bare ikke! Af gammel vane læser vi fortsat kun bøger og manuskripter, der ikke er udkommet på dansk, og vi finder så meget af høj kvalitet, at vi MÅ vælge det bedste ud og gøre det tilgængeligt for danske læsere.

Tag nu og læs noget ordentligt….

Krimiforfatter Susanne Staun har engang i et interview sagt: Hvad er en krimi? En krimi er en litterær genre, der kræver to ting: Et mord og en opklaring. Hvordan pokker kan det forhindre nogen i at begå god litteratur?

Jeg er vild med krimi. Bum. Men indimellem læser jeg også en digtsamling, en fagbog eller en biografi.

Jeg er vild med citatet. Og jeg har bragt det her på bloggen flere gange.

Der findes historiske krimier, der tager os med tilbage til 1330 på Fyn, som krimiforfatter Martin Jensen gør det i sine bøger om kongens foged Eske Litle.

Men du kan også tage på eventyr i det svenske med superhackeren Wasp alias Lisbeth Salander, der er glad for både lædertøj , avanceret matematik og selvtægt i Stieg Larssons (og senere David Lagercrantzs) Millenniumbøger.

Der findes fremragende psykologiske krimier a la britiske Minette Walters, der holder dig vågen hele natten, og du kan læse krimier med masser af humor og sproglige badutspring a la danske Lars Kjædegaard.

Mon ikke vi mennesker altid har været fascineret af en god historie? Og et godt gys? Og måske har krimiforfatter Robert Zola Christensen fat i noget, når han i et interview her på bloggen siger:

Selvfølgelig skal man opføre sig ordentligt over for hinanden i virkeligheden, men når jeg skriver fiktion, sætter jeg som forfatter virkeligheden i parentes og afsøger grænser. Udfordrer. Den usikkerhed, der kommer ind i det levede liv, kan litteraturen give stemme. Kunst og litteratur kan udfordre vanetænkning, være en tankens legestue for alt det grimme og mørke. Alt det grimme og forbudte forsvinder ikke, fordi vi lader være med at skrive om det. Og en god krimi kan netop være mere end popcorn, underholdning og adspredelse og handle om, hvad det vil sige at leve i livet.

I et interview i Politiken sidste år sagde den 86-årige forfatter John le Carré, da han var aktuel med ny spændingsroman, sådan her til journalist Carsten Andersen:

Da jeg holdt releaseparty, var der i løbet af aftenen to, der sagde, at de desværre ikke havde læst mine bøger, eftersom de ikke læste spionromaner. Okay, hvorfor fanden er I så kommet?, tænkte jeg. Enhver roman kan jo overskride sin egen genre. Hvis det virker, så virker det.

En krimi er altså ikke lig med alle krimier. Krimifeltet er kolossalt og mangfoldigt, selvom genren selvfølgelig har visse fællestræk.

At læse en krimi (eller thriller eller spændingsroman) på 400 sider for så på sidste side at finde ud af, at det hele var en drøm, den går ikke. Der er som regel noget kaos, der skal genoprettes, og det forventer vi som krimilæsere. Det kan godt være, at det hele ikke ender lykkeligt, og det kan også godt være, at man ikke fanger gerningsmanden, men der skal være en form for forløsning. En opklaring. Et svar. Man indgår en kontrakt med læserne, når man skriver krimier.

At bruge en krimigåde som motor i en fortælling kan både være en fordel, men også et benspænd. Som ægteparret, der står bag svenske Lars Kepler udtrykte det, da jeg mødte Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril for et par år siden:

Hvis du åbner et vindue i en krimi, skal du bruge det vindue til noget. Ellers vil læserne undre sig. I en almindelig skønlitterær roman kan du sagtens åbne vinduet uden at bruge det til noget.

Mangler du inspiration til din næste bog, kan du kaste dig over en af mine anbefalinger her på bloggen. Eller hvad med at læse en klassiker som Umberto Ecos Rosens navn?

Eller en af de spritnye krimier, som jeg ikke selv har fået læst endnu? Det kunne være Jesper Holms tempelridder-thriller Pater Noster, Jakob Melanders femte krimi om Lars Winkler, De døde og de ufødte, der udkommer om et par dage, eller det kan være, at du skal kaste dig over en krimidebutant som Lotte Elmann Wegner, der netop er udkommet med Er her nogen?

Og hvorfor nu dette blogindlæg? Fordi. Forleden fik jeg en opfordring:

Du bør gå i gang med at læse noget ordentligt i stedet for alle de krimier.

Suk. Jeg bliver så træt. Af en eller anden grund suger jeg krimikritikere til mig. Det kan godt være, at der findes klicheer i nogle krimier.

Du ved… en mørk og stormfuld aften og en skummel forbryder med tyrenakke og onde øjne. Men der findes også klicheer om krimier. Og nej, det er ikke altid kvinder, der er ofre, og mænd, der er skurke. Læs blot en domestic noir-thriller, så møder du masser af interessante historier om løgne, fortielser og hemmeligheder. Og kvindelige psykopater, der manipulerer, lyver – og slår ihjel.

Heldigvis tiltrækker jeg også ægte krimifreaks, der er Vild Med Krimi. Og hurra for det.

Rigtig god læselyst til dig derude – uanset om du kaster dig over rumænske digte, franske kærlighedsromaner, en fagbog om 2. verdenskrig eller en biografi om et boyband fra Japan. Men det gør jo ikke noget, at du læser noget, der er godt skrevet – og som byder på en god historie. Og ja, der er det bare lige det, at rigtig mange krimier er ret gode historier.

Krimikram fra

Rebekka

 

Et par ord om Engberg-krimien Glasvinge

Første gang jeg interviewede Katrine Engberg til bloggen var i december 2015 lige inden, Krokodillevogteren kom ud. I dag sender hun sin tredje krimi på gaden.

Er jeg blevet booket til at interviewe en forfatter på Krimimessen i Horsens, anmelder jeg ikke forfatterens bog. Det er et princip, jeg har, for hvis jeg en dag bliver booket til at interviewe en forfatter, hvis bog jeg ikke bryder mig om, skal min personlige mening ikke spænde ben for et godt interview.

Da jeg bl.a. skal interviewe Katrine Engberg i forbindelse med Krimimessen, anmelder jeg ikke forfatterens tredje krimi, Glasvinge, der udkommer i dag. Du kan med garanti finde masser af blogs og onlinemedier, der anmelder denne tredje krimi om Jeppe Kørner og Anette Werner. Alligevel er jeg nødt til at hæfte disse sætninger på bogen:

Glasvinge er en absurd god krimi. Først og fremmest rummer bogen en fin og rørende krimihistorie. Og Glasvinge er sprængfyldt af detaljer, der får mundvigene til at krybe opad.  Som at en psykolog har en hund, der hedder Maslow. Engbergs sprog er så skarpt som hendes mands kokkeknive, et sprog, der insisterer på konstant at fornøje. Nyd bogen for pokker.

I eftermiddag skal jeg til boglancering i forbindelse med udgivelsen af Glasvinge på Medicinsk Museion i København. Jeg har aldrig været der før, men det virker som et fascinerende sted, der forsker i, indsamler og udstiller den medicinske kulturarv. På museet kan du bl.a  blive klogere på psykiatriens historie med alt hvad det indebærer af dårekister, hjernekasser og tvangsstole.

Tag med på en lille rundtur i denne video:

 

Museet har genstande fra bl.a. hospitalsvæsenet, medicinalindustrien, handicapforsorgen med mere. Og jeg kan se, at der er en aktuel udstilling på museet nu om den menneskelige krop med underoverskriften Lægevidenskabens råmateriale – fra Kadaver til DNA. Og ja, på museet er der glasmontre med …. specielle ting i.

Museet spiller en rolle i Glasvinge, og det er derfor oplagt, at Katrine Engberg og forlaget Peoples Press har valgt netop dette museum til boglanceringen. Jeg forsøger at knipse et par fotos eller tre, som jeg deler med dig senere.

PS: Læs interviewet med Katrine Engberg fra dengang, de færreste forbandt hende med kriminalromaner. Eller læs her dobbeltinterviewet med Katrine Engberg og Anne Mette Hancock.

 

Nyt fra Lone Theils og Jesper Holm

To krimier, der udkommer i dag. Heksedrengen af Lone Theils og Jesper Holms Pater Noster.

Nye krimier: Så. Er du parat? Bered dig på en orkan af bøger, der kommer susende i disse uger. To af de spritnye af slagsen er Heksedrengen af Lone Theils og Pater Noster af Jesper Holm.

Heksedrengen er den tredje bog i Lone Theils serie om den danske journalist Nora Sand. Forfatteren siger selv, at det er den mest uhyggelige Nora-bog, hun har skrevet. Det lyder godt.

I første kapitel tager Lone Theils Nora Sand – og dig – med til Highgate Cemetary, der er en victoriansk kirkegård i det nordlige London. Det bliver meget blodigt og meget farligt, siger forfatteren selv i dette klip.

Da jeg anmeldte forfatterens debutkrimi, Pigerne fra Englandsbåden, skrev jeg bl.a:

Det er en af bogens helt store styrker, at forfatteren kender Storbritannien indgående. Lone Theils drysser generøst sin specialviden om det britiske samfund ud over bogen….. Lone Theils manøvrerer elegant både et opfindsomt og interessant plot og vedkommende personkarakteristikker i land.

Jeg skrev også, at jeg mente, at hun skulle skrue ned for romantikken, fordi afsnit om Nora og hendes gamle gymnasiekammerat Andreas blev en anelse banale og klicheagtige.

Jeg er spændt på, hvad Lone Theils disker op med denne gang og glæder mig til at læse bogen, der udkommer på Lindhardt og Ringhof. I dag.

Den anden bog i serien om Nora Sand hedder Den blå digters kone.

Også Jesper Holm kan fejre udgivelsesdag i dag. Pater Noster er intet mindre end en dansk konspirationsthriller om en ung dansk tempelridder. Historien foregår dog ikke i middelalderen, men i nutiden.

Det er andet bind i serien om Noah Smith, der er midt i tyverne. Han er hele sin opvækst blevet trænet, skolet og opdraget som en middelalderlig krigermunk. Og kender jeg Holm ret, så har han også researchet gedigent til denne bog.

I Pater Noster forsøger Noah Smith at hjælpe den engelske professor Elisabeth Hurlington med at opklare en række bestialske mord, som fører langt tilbage i historien.

På Krimimessen i 2015 interviewede jeg forfatter Jesper Holm. Foto: Ellen Marie Andreasen.

Corpus Christi er en havneby ved Den Mexicanske Golf i det sydlige Texas i USA. Det er også betegnelse for Jesu legeme, og så er det titlen på Jesper Holms første thriller i serien.

En bog, som han selv udgav. Nu udkommer han på Politikens Forlag.

I min anmeldelse af Jesper Holms første thriller skrev jeg bl.a:

Det kan godt være, at du ikke googler Molay og tempelridderne, mens du læser Corpus Christi, men du får en forfriskende og velskrevet spændingsroman med fart over feltet. Jeg kan godt fordøje, at nogle scener i bogen er lige lovlig fantasifulde, for jeg synes, plottet er genialt. Bum.

Og halleluja – jeg glæder mig til at læse bogen. Find læseprøve på Pater Noster her

Du kan møde begge forfattere på Krimimessen i Horsens den 17. og 18. marts.

PS: Er du hverken til Theils eller Holm så hold øje med din lokale bogpusher, dit bibliotek eller der, hvor du klikker dig til dine bøger. Der udkommer rigtig mange bøger lige nu.

PPS: I går faldt jeg over et fin citat af den afdøde franske digter Claude Roy, som jeg er nødt til at dele.

Litteraturen er fuldstændig unyttig, det eneste, den gør, er at hjælpe os med at leve.

 

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her