krimiforfattere

Programmet for BogForum 2017 offentliggjort

Så er programmet til årets største bogfest på gaden.

BogForum 2017: Så er programmet for årets største bogfest offentliggjort. Den 10.-12. november valfarter læsere i alle aldre og fra hele landet til Bella Center på Amager for at møde forfattere, forlagsfolk, kokke, selvhjælpsguruer, tegnere, politikere og andet godtfolk. I år kan du vælge mellem ca. 1600 programpunkter fordelt på de tre dage.

Hvis du er vild med krimi har du rig mulighed for at møde krimiforfattere på BogForum. Krimimessen i Horsens har ligesom sidste år en stand, hvor der alle dage er mulighed for at hilse på krimi- og spændingsforfattere.

Tegningen “BogForum-par i deleponcho”, der er signeret Zieler, er fra BogForum 2015. Jeg er ret vild med billedet. Foto: Rebekka Andreasen

Fredag kan du på standen møde:

  • Jakob Knudsen
  • Jesper Stein
  • Katrine Engberg
  • Elsebeth Egholm
  • Helle Vincentz
  • Rasmus Dahlberg

Lørdag kan du på standen møde:

  • Leif Davidsen
  • Lone Theils
  • Nina von Staffeldt
  • Lotte Petri
  • Anne Mette Hancock
  • A.J. Kazinski
  • Mads Peder Nordbo

Søndag kan du på standen møde:

  • Dennis Jürgensen
  • Thomas Clemen
  • Sara Blædel
  • Julie Hastrup
  • Michael Katz Krefeld
  • Hans Davidsen-Nielsen

Du kan alle dage teste din kriminelle viden på Krimimessens stand og vinde billetter til Krimimessen i Horsens 2018.

Ugen før BogForum 2017 udkommer Sara Blædels anden bog om Ilka, og du kan møde forfatteren på årets bogmesse. Billedet her er fra BogForum 2013. Foto: Rebekka Andreasen

Du kan selvfølgelig også møde forfattere, også dem, der ikke skriver krimier, hos de forskellige forlag. Udover dem, jeg allerede har nævnt, kan du blandt andre møde:

Fredrik Backman, Han Kang, Paula Hawkins, Jan Guillou, Stefan Ahnhem, Sissel-Jo Gazan, Mich Vraa, Hella Joof, Lisbeth Zorning, Ritt Bjerregaard, Michael Robak, Anders Johansen, Mikael Lindholm, Maren Uthaug, Puk Damsgård, Morten Sabroe, Jussi Adler-Olsen, Jonas Langvad Nilsson, Hanne-Vibeke Holst, Kaspar Colling Nielsen, Keld Conradsen og Kasper Hoff.

Du kan også møde flere mikroforlag og selvstændige forfattere.

Udover krimier har jeg altid haft en svaghed for tegneserier. På BogForum 2017 kan du bl.a. møde Linda og Valentins tegner Jean-Claude Mézieres.

Har du lyst til at hilse på, så kom forbi Skriveværkstedets stand, hvor jeg alle dage er at finde. Aflever op til 2 A4-sider på standen og få en personlig samtale og gratis manuskriptvurdering af enten mig eller hos redaktørerne Heidi Korsgaard, Katja Berger eller Helle Schoubye.

Både fredag og søndag holder jeg på Skriveværkstedets stand et kort oplæg med titlen: Sådan lykkes du med din krimi.

I år skal jeg interviewe forfatter Jan Thiele, der er aktuel med krimien Falddato. På BogForum 2015 interviewede jeg Lotte Petri (tv) Foto: Ellen Marie Andreasen.

Søndag klokken 14 interviewer jeg forfatter Jan Thiele, der er aktuel med krimien Falddato på EgoLibris scene.

Fredag er prisdag. BogForums Debutantpris uddeles til årets bedste skønlitterære debutant, ligesom årets Danish Book Blog Award gives til en dansk bogblog.

Der bliver også masser af guf for børn bl.a. højtlæsning, inspirerende workshops og Rollespilsakademiet, hvor professionelle rollespillere tager børn med ind i et fantastisk univers.

I år har det trykte program fået en ny og slankere ven – avisen. Den finder du bl.a. hos biblioteker og boghandlere, ligesom du også dér finder programmet. Hele molevitten er også online  her

Håber vi ses til årets store bogfest.

Mange hilsner fra

Rebekka

PS: I 2016 havde BogForum 34.233 gæster fordelt over tre dage.

 

 

Skal du være med til at bestemme handlingen?

I Eva Maria Fredensborgs krimier kan du møde Robert Strand. Jakob Melanders hovedperson hedder Lars Winkler. Nu mødes de to hovedpersoner i en kriminovelle, som forfatterne skriver sammen.

I Eva Maria Fredensborgs krimier kan du møde Robert Strand. Jakob Melanders hovedperson hedder Lars Winkler. Nu mødes de to hovedpersoner i en kriminovelle, som forfatterne skriver sammen. Og du kan være med til at bestemme handlingen.

Krimistafet: De to krimiforfattere – Eva Maria Fredensborg og Jakob Melander – kaster sig i juli måned ud i et sjovt projekt, hvor du kan få indflydelse.

Hen over sommeren skal de skrive en kriminovelle sammen. Kunderne hos Bog & Idé i Charlottenlund er kommet med forslag til gerningssted og mordvåben, og et sagesløst offer vil snart blive dræbt med en brevkniv et sted på Rådhusvej i Charlottenlund.

De to forfattere skriver på skift et afsnit hver med deres respektive hovedpersoner, Lars Winkler og Robert Strand. Det bliver spændende at følge det projekt. De færdige tekster bliver løbende offentliggjort på forfatternes facebook-profiler her og her

Det er også på facebook, at du kan gætte med og komme med nye input til handlingen. Den færdige novelle er klar engang i august.

Læs mere om Eva Maria Fredensborg, der er aktuel med Min mund er lukket, her

Læs mere om Jakob Melander, der er aktuel med Serafine, her

PS: Har fået et nostalgiflip på Instagram den sidste uges tid og sender tankerne tilbage til barndommens litteratur. Var selv vild med især bøgerne om De tre detektiver. (Jeg er en årgang 1973) Hvad læste du som barn/ung? Du kan følge Vild Med Krimi på Instagram lige her

Hvad læste du, da du var barn/ung? Jeg elskede serien om De Tre Detektiver.

Hvad læste du, da du var barn/ung? Jeg elskede serien om De tre detektiver.

 

 

 

 

 

Krimiserier med både små og store historier

Krimiserier følger ikke kun udviklingen i en konkret sag - men også udviklingen af hovedpersonen.

Læser du krimiserier, følger du ikke kun udviklingen i en konkret sag – men ofte også den udvikling (eller afvikling), som hovedpersonen gennemgår.

Rigtig mange krimiforfattere skriver krimier og thrillers, hvor persongalleriet går igen. Altså serier af bøger, hvor vi bind for bind lærer journalisten, kriminalkommissæren, eller hvem der nu er central for fortællingen, bedre at kende og på den måde følger hovedpersonernes udvikling. Ofte er det et gensyn med en bestemt hovedperson, der gør, at jeg glæder mig særligt til nogle krimier.

For nylig hørte jeg Thomas Engers Blodrus som lydbog. Med sine nu tre krimier om kriminalreporteren Henning Juul i en planlagt serie på seks bøger, opererer den norske forfatter, som mange af sine kolleger, med små og store fortællinger i samme historie. Dels er der i hvert bind en mordgåde, der skal løses. Dels er der en baggrundsfortælling, der udvikler sig løbende bog efter bog. Den store baggrundshistorie handler om, hvem der satte ild til Henning Juuls lejlighed og derved også dræbte hans lille søn, der sov i lejligheden. Som læsere får vi bind efter bind endnu en brik i mordbrand-puslespillet. Mon ikke vi læsere efter bind seks ved, hvem der står bag branden?

Den norske forfatter har flere gange fortalt, at han er meget fascineret af tv-serier som f.eks. The Sopranos og Breaking Bad, der også har en overordnet fortælling samtidig med, at hvert afsnit fokuserer på en mindre historie.

Når det gælder yndlingsserier og personer, jeg gerne vil læse om, så er det ikke til at komme uden om Jo Nesbøs Harry Hole. Jeg er også meget glad for de to svenskere: Martin Beck og Kurt Wallander. Men desværre skal jeg jo nok ikke forvente at høre nyt om dem.

En forholdsvis ny bekendt, som jeg har planer om at lære endnu bedre at kende, er den cubanske kriminalkommissæren Mario Conde. Han er skabt af krimiforfatteren Leonardo Padura, der har skrevet Havana-kvartetten: Fire bøger om kriminalkommissæren. Jeg har kun læst nummer tre i serien, Maskespil i Havana, men den kan varmt anbefales, hvis du trænger til lige at læse en god og underholdende krimi, der hverken er skandinavisk eller amerikansk.

Hvilke krimiserier er dine favoritter?

Hvilke fiktive hovedpersoner, jeg gerne ville invitere til middag, kan du læse lige her

De fiktive forbrydere findes i virkeligheden

Den digitale fortælling, Kuppet af Line Holm Nielsen, er fornylig udkommet i revideret udgave som bog.

Den digitale fortælling, Kuppet af Line Holm Nielsen, er fornylig udkommet i revideret udgave som bog.

Morten Frichs Kronvidet og Line Holm Nielsens Kuppet er to gode bud på bøger, der giver et indblik i hårde miljøer, hvor våben, vold og narko er hverdagsingredienser. Og det er ikke fiktion, men virkelighed.

Jeg er den kedelige type, der godt kan få en smule dårlig samvittighed, hvis jeg ikke tilkendegiver, at jeg får en tyver for meget i byttepenge. Som aldrig kunne finde på at stjæle en cykel. Som bliver ked af det, hvis jeg sårer folk omkring mig. Som næsten når grænsen for spænding, når jeg vover at tage en enkel tur i rutsjebanen. Og som føler mig modig, når jeg har gennet en edderkop væk fra stuen.

Derfor er det også ufattelig svært for mig at forstå, at nogle mennesker begår hardcore forbrydelser. Jeg er udmærket klar over, at ikke alle har haft en tryg og kærlig opvækst i et middelklassehjem. Jeg kan også sætte mig ind i, at der er visse miljøer, der gør, at det kan være svært at sige nej til noget, man egentlig ikke har lyst til, og som man  gør, fordi man føler sig tvunget til det. Og endelig tror jeg, at der er en mørk side i os alle, der – hvis vi bliver presset helt ekstremt – godt kan eksplodere. Både psykologer og psykiatere kan sikkert sige mange kloge ord om en hardcore forbryders profil. Alligevel er det svært for mig at begribe, at mange af de fiktive personer, krimiforfattere skriver om, og mange af de opdigtede forbrydelser, vi som krimilæsere lader os underholde af, faktisk ”findes” derude i virkeligheden.

For nogle år siden læste jeg Morten Frichs forrygende Kronvidnet – en bog i den såkaldte true crime-genre. Bogen gav et helt unik og ret skræmmende indblik i Hells Angels og den organiserede kriminalitet i Danmark. Ifølge bogen havde Kasper Vetter, som bogen handler om, en almindelig og tryg barndom. Han kommer som ganske ung i kontakt med rockeraspiranter i sit lokale træningscenter. Det er det første lille skridt på vej til at blive forbryder med stort F. Læs bogen, hvis du ikke allerede har gjort det. Den er mindst lige så spændende som en velskrevet krimi.

Jeg har tidligere læst Line Holm Nielsens Kuppet som såkaldt single (en digital fortælling, der er en mellemting mellem en bog og en magasinartikel) og glæder mig nu til at skulle i gang med Kuppet i en udvidet bogudgave. Bogen er ikke fiktion, men fortællingen om røveriet mod Dansk Værdihåndtering i Brøndby i august 2008. Danmarkshistoriens hidtil mest indbringende kup, hvor der forsvandt over 60 millioner kroner. 14 anklagede blev senere idømt 100 års fængsel tilsammen.

I prologen til Kuppet skriver forfatteren bl.a.:

Røverne gik efter det, som samfundet og alle almindelige, lovlydige borgere også stræbte efter op gennem halvfemserne og nullerne: berigelse, prestige og frihed. Deres midler var imidlertid nogle andre.

Deres handlinger er mig stadig uforståelige, men det er fascinerende at læse om. Jeg har tidligere blogget om, hvad der mon gør mennesker til mordere. Læs indlægget her Du kan også læse min anmeldelse af Kuppet som single lige her

Krimier på vej fra bl.a. Elizabeth George, Ian Rankin og Thomas Enger

En af de krimier, jeg vil kaste mig over i foråret, er denne sydafrikanske krimi

En af de krimier, jeg vil kaste mig over i foråret, er denne sydafrikanske krimi

Den næste måneds tid kan flere udenlandske krimiforfattere glæde sig over, at deres bøger udkommer på dansk. Tag med på en smuttur rundt i Europa – og en lille afstikker til Cape Town.

  • En amerikaner, der skriver ærkebritisk: Den allerførste dag i marts udkommer Elizabeth Georges nye krimi. At tro på løgnen hedder den. Endnu en krimi om den adelige vicekriminalkommissær Thomas Lynley og hans kolleger ved Scotland Yard. Jeg har været fan af den amerikanske forfatter, der skriver krimier fra et meget britisk miljø, siden jeg læste Til hendes eget bedste fra 1999.

 

  • Et smut til Edinburgh: Den skotske krimiforfatter Ian Rankin, der også kommer til Horsens i forbindelse med Krimimessen 2013, sørger for, at danske læsere igen kan følge den originale kriminalkommissær John Rebus, der ellers var gået på pension efter 17 bøger og 30 år i tjenesten. I en anden mands grav hedder den nye krimi om John Rebus, der udkommer 8. marts. Jeg glæder mig.

 

  • Måske en ny svensk favorit: Jeg har aldrig læst noget af svenske Mons Kallentoft, der skriver om kriminalinspektør Malin Fors fra Linköbing, men jeg vil give Forårslig en chance. På sin hjemmeside skriver forfatteren selv, at bøgerne om Malin Fors er en måde at genskabe forbindelsen til barndomsbyen Linköbing på. Bogen udkommer 11. marts. Hvis Mons Kallentoft disker op med krimiguf, så går jeg i gang med den første i serien, Midvinterblod, der i sin tid fik gode anmeldelser.

 

  • Der er andre nordmænd end Nesbø: Der er også ny krimi på vej fra norske Thomas Enger. Blodrus udkommer 14. marts og har igen kriminalreporter Henning Juul som hovedperson. Har du ikke læst de to første i serien, så kast dig trygt over Skindød og Fantomsmerte. Den anden bog i serien var endnu bedre end den første, der var en smule for traurig til min smag – det tegner jo godt for bog nr. 3.

 

  • Smagen af Sydafrika: I begyndelsen af 00’erne besøgte jeg Sydafrika, og det vil jeg gøre igen – på en måde. I hvert fald vil jeg få et billede af det moderne Sydafrika, når jeg læser en af landets førende krimiforfattere, Deon Meyer. Hans politiroman Syv dage udkommer på dansk til april. Romanen handler om en snigskytte, der begynder at skyde tilfældige politifolk for at få genåbnet en uopklaret sag om mordet på en ung, kvindelig advokat. Han beskylder politiet for at dække over den skyldige. Det bliver kaptajn Benny Griessel, der leder efterforskningen. Han var også hovedperson i Deon Meyers Tretten timer, som jeg har hørt meget godt om.

Ude godt – men hjemme er også rigtig godt. De kommende danske kriminyheder snupper jeg en anden gang. Jeg har anmeldt et par af de gode krimier, der er udkommet for nylig, lige her og her

Krimiforfattere styrker politiets image

Hanne Bech Hansen, Jannik Lunn og Sara Blædel

Panelet var enigt om, at det er no-go, hvis morderen først optræder i fortællingen på side 250. Man kan ikke så sent komme ind fra sidelinjen og have en afgørende betydning for plottet. Det er “snyd”.

Det skete på BogForum 2012: Eks-politichef Hanne Bech Hansen og krimiforfatter Sara Blædel mener, at politiet og krimiforfattere har gavn af hinanden.

BogForum 2012 blev et overflødighedshorn af gode grin, snak om krimilitteratur, nye udgivelser, forfattere, forlagsfolk, bogelskere, spændende interviews og foredrag. Og meget meget mere. Flere oplæg var uhyre interessante, når man er vild med krimi. Et af dem var en samtale mellem tidligere politichef Hanne Bech Hansen, krimiekspert Jannik Lunn og krimiforfatter Sara Blædel.

Da Hanne Bech Hansen var chef for Københavns Politi, gav hun ikke sjældent forfattere lov til at følge politiets arbejde fra sidelinjen. På den måde kunne forfattere som Sara Blædel få researchen helt på plads og skabe et realistisk billede af f.eks. opklaringsarbejde i forbindelse med en drabssag.

– Af gode grunde ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan det er i dag, men år tilbage nøjedes forfatterne med at ringe for at stille et par spørgsmål. Det udviklede sig, og pludselig vrimlede det med forfattere og tv-hold, der ville følge politiets arbejde. Det tager tid at være coach, og det begyndte at være belastende og tog næsten overhånd. Politigården er jo en arbejdsplads. Der var sågar en forfatter, der på et tidspunkt havde et kontor på politigården, forklarede Hanne Bech Hansen.

Med et glimt i øjet udbrød Sara Blædel, at hun var misundelig over, at en kollega åbenbart har boet permanent på politigården. Den populære krimiforfatter gør selv meget ud af at beskrive betjente, retsmedicinere etc. så troværdige som muligt i sine bøger. Og hun forklarede, at da politireformen kom ved årsskiftet til 2007, skulle hun pludselig til at lære helt nye titler og arbejdsstrukturer at kende.

Hanne Bech Hansen understregede, at det omvendt også er godt for politiets image at være gavmild med informationer og delagtiggøre krimiforfattere i politiets arbejdsprocesser.

– Det er de færreste, der kommer i kontakt med politiet i virkeligheden, og derfor skabes politiets image også gennem kriminalromaner, fastslog Hanne Bech Hansen, der selv er forfatter til to kriminalromaner: Operation Dacapo og Lasten.

Selv om den tidligere politichef om nogen har sin research i orden og kender til politiets arbejde, så skriver hun fiktion.

– Folk tror på det, jeg skriver. Det kan godt være en belastning, lo Hanne Bech Hansen.

Jeg hepper på krimiforfatterne

To krimiforfattere har chancen for at vinde BogForums Debutantpris på fredag.

Fire dage til BogForum 2012. Jeg glæder mig som en vanvittig. Det bliver tre dage, hvor arbejde og fornøjelse i den grad smelter sammen. Sidste år besøgte mere end 24.000 mennesker messen. Mon ikke der kommer endnu flere besøgende i år, hvor messen er flyttet fra Forum til Bella Center?

På messens første dag bliver BogForums Debutantpris uddelt. Udover æren følger der 50.000 kr. med prisen. Sidste år fik Erik Valeur prisen for romanen Det syvende barn.

Det glæder mig, at der i år har været flere krimiforfattere blandt de indstillede kandidater bl.a.:

Morten Kærså. Han er nok mest kendt som producer og for sin musikkarriere med bandet Moonjam. Men han er også forfatter. Morten Kærså har skrevet krimien Den uskyldige morder om en midaldrende, afdanket rockmusiker, som måske/måske ikke er morder.

Michael Lycke, der er manden bag en af de bedste bøger, jeg har læst i år, Metusalemgenet. Han har skrevet en videnskabsthriller om journalisten Noah Safran, der under research til en artikel om livsforlængende forskning ufrivilligt sætter eget og andres liv på spil.

Johan Ottosen, der debuterer med Stenens tid. Han har skrevet en spændingsroman, hvor sensationelle fund fra fortiden og nutidige terrorplaner mod det danske kongehus flettes sammen i et forløb over en uge.

De nævnte forfattere er dog ikke med på den endelige liste over de sidste fem kandidater, der har mulighed for at vinde prisen. Der er dog to krimiforfattere imellem, så jeg hepper på disse to:

Jesper Stein er krimidebutant med bogen Uro. Vicekriminalkommissær Axel Steen skal opklare et mord, der skete, mens Ungdomshuset på Jagtvej blev ryddet. Mistanken går indledningsvis på politivold mod en ung autonom.

Thomas Clemen, der har skrevet Langs smertegrænsen. Det er en thriller om biologiske våben, storpolitiske magtspil i en polariseret verden – og om det enkelte menneskes ansvar for at være mere end tilskuer.

Er det ikke ved at være slut med at se på krimilitteratur som underlødig og uden litterære kvaliteter?

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her