krimigenren

Tre spøjse spørgsmål – og noget om krimi

Både svenske Arne Dahl og norske Karin Fossum skriver kvalitetskrimier. Synes jeg. De er begge aktuelle med nye bøger. Foto: Rebekka Andreasen

Krimilitteratur: En god historie er en god historie – uanset genre. Basta. 

For nylig har jeg fået tre spøjse spørgsmål:

  • Hey, er du ikke Hanne Boel? Ordene kom fra en lille mand på hovedbanegården i København. Øh.. Jeg er godt 15 år yngre end sangerinden, vejer væsentlig mere end Hanne Boel, er korthåret, snakker jysk og bærer markante briller. Og min sangstemme ønsker du ikke at høre. “Selvfølgelig er jeg det”, råbte jeg smilende tilbage til manden, der nok havde et par procenter for meget i blodet.

 

  • Hvorfor bruger vi ikke ordet amusant noget mere? Når nu det er sådan et morsomt, fornøjeligt og spændende ord?, ville min veninde vide. Også et spørgsmål, der fik mig til at grine. Nu har jeg brugt ordet amusant her – og opfordringen til at give ordet nyt liv er hermed givet videre.

 

  • Blogger du kun om krimier og ikke om rigtig litteratur? Spurgte en bekendt af en bekendt, da vi forleden var til noget sammenkomst-halløj.

Suk. Alle jer, der trofast følger bloggen, ved, at det ikke er første gang, jeg skal forholde mig til det spørgsmål. Og gennem årene har jeg interviewet en pæn portion krimiforfattere, der fortæller, at de indimellem bliver spurgt om, hvornår de skriver en rigtig roman.

HOLD. NU. OP. Når noget er godt, er det godt. En god historie er en god historie – uanset genre. Der findes krimier, der er dårligt skrevet, hvor plottet er slattent, og hvor personkarakteristikker er flade og klicheagtige. Selvfølgelig gør der det.

Men der findes også havebøger, digte, biografier, erindringer, ungdomsbøger, børnebøger, essays, historiske romaner, kogebøger, hobbybøger, tegneserier, kunstbøger, debatbøger, antologier og skønlitterære romaner, der ikke er værd at bruge tid på. Heldigvis findes der også det modsatte, og det gælder alle genrer.

Jeg elsker citatet her fra krimiforfatter Susanne Staun. Ordene faldt år tilbage, da hun blev interviewet til Informations krimitillæg:

Hvad er en krimi? En krimi er en litterær genre, der kræver to ting: Et mord og en opklaring. Hvordan pokker kan det forhindre nogen i at begå god litteratur?

I et interview for nylig i Politiken sagde den 86-årige forfatter John le Carré, der er aktuel med ny spændingsroman, sådan her til journalist Carsten Andersen:

Da jeg holdt releaseparty, var der i løbet af aftenen to, der sagde, at de desværre ikke havde læst mine bøger, eftersom de ikke læste spionromaner. Okay, hvorfor fanden er I så kommet?, tænkte jeg. Enhver roman kan jo overskride sin egen genre. Hvis det virker, så virker det.

(Tak til Ole Tornbjerg for link)

Den gode litteratur længe leve. Krimigenren længe leve. Og leve, det gør genren helt bestemt. Blot inden for de næste par dage udkommer sprøde nye krimier som Arne Dahls Indland, Karin Fossums Hviskeren og Camilla Läckbergs Heksen.

 

Barndomsminder og bøger

Bøger og barndom: I fredags var jeg til frokost på et forlag, og alle omkring bordet havde barndomsminder om bøger.

Mig. Læsehest. Og lige begyndt i 0. klasse på Holme Skole omkring 1979.

Minder om at slæbe bøger hjem i hobevis og begrave sig i en god læsekrog og forsvinde for omverdenen et par timer eller tre. Og æde serier råt, hvis man faldt for en hovedperson.

Når jeg tænker på min barndom, er bøger en nærværende del af den. Min mor har fortalt, hvordan jeg allerede som helt lille sad på potten og befalede, at nu ville jeg altså have en pixibog.

Da jeg år senere fik tiltusket mig titlen som redaktør af mit fritidshjems blad, formåede jeg at proppe anbefalinger af bøger ind i bladet.

På skolebiblioteket på min skole i Holme, en forstad til Aarhus, formildede den herlige, tørre lugt af bøger stanken af glemte madder med markrel og våde sokker. Der var noget magisk over hylde efter hylde med lokkende læseoplevelser. Og ih, sikke en fryd at få lov til at åbne en ny, jomfruelig bog, der endnu ikke var hærget af æselører, bussemænd eller grafitti-tags.

Jeg blev bogopsætter på skolebiblioteket, hvilket jeg var elendig til. Fordi jeg hele tiden faldt i staver og lige skulle bladre lidt i en bog eller ti. Og fordi jeg hamstrede alle de populære serier foran næsen på de andre elever. Bøgerne gav mig indblik i andre verdener. Underholdte mig og gjorde mig klogere. Fik mig til at gyse, græde og le. Føle empati og glæde.

Jeg kan stadig fornemme det bløde flonel-nattøj, jeg sled op som barn, og det var herlige stunder, når min lillesøster og jeg var begravet i knirkende dyner og sluttede dagen af med min mors stemme, der læste Ringenes herre. Eller Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige.

Somre ved Vesterhavet, smagen af jordbær og masser af bøger ved min side. Bøger om kærlighed, ungdomsliv, krimigåder og eventyr. Sådan husker jeg mine skoleferier. Og jeg husker vintermorgener med stearinlys og Er du der, Gud? Det er mig, Margaret af Judy Blume som radioføljeton. Hvem kan sige nej til en god historie?

Vild Med Krimi som barn

Allerede som barn blev min interesse for krimigenren vakt. Jeg kastede mig over Astrid Lindgrens historier om Mesterdetektiven Kalle Blomkvist, og senere slugte jeg alle Enid Blytons bøger om de fem.

Jeg kluklo til Bjarne Reuters børnekrimier, og jeg var på eventyr med tre californiske drenge i De tre detektiver præsenteret af Alfred Hitchcock, skrevet af Robert Arthur.

Senere, da jeg blev lidt større, tudede jeg til Susan Hintons Outsideren, Klaus Lynggaards Martin & Victoria og Lev stærkt – dø ung af Willard Motley, som gjorde et kæmpe indtryk på mig som 12-13-årig. Og så læste jeg Sherlock Holmes.

Jeg har haft en skøn og meget normal barndom, hvor bøgerne har været et herligt supplement til en tryg opvækst. Men for nogle kan bøger forandre liv.

Læs eller genlæs krimiforfatter Steffen Jacobsen fortælle om, hvordan biblioteket blev hans redning.

Og kender du nonprofitorganisationen Læs for livet? Litteratur kan nemlig forandre liv, og det har det gjort for Rachel Röst, der står bag. Som 16-årig blev hun anbragt, og bøger har haft en afgørende betydning for hendes livsbane. Og i dag samler Læs for Livet bøger ind til institutioner for udsatte børn og unge.

PS: Har du et barndomsminde om bøger, du vil dele, så smid meget gerne en kommentar under indlægget her.

 

 

God fornøjelse på Copenhagen Crime

I Weekenden er der krimifestival i København for første gang. Copenhagen Crime hedder den.

I weekenden er der krimifestival i København for første gang. Copenhagen Crime hedder den.

Copenhagen Crime: I weekenden er der for første gang krimifestival i København.

Jeg skal ikke til Copenhagen Crime i weekenden i Østerbrohuset ved Nordhavn Station i København. Men jeg ønsker alle jer, der skal af sted til den første bogfest i København udelukkende med fokus på krimigenren, rigtig god fornøjelse.

Ifølge folkene bag er Copenhagen Crime en festival, der udforsker og formidler alle aspekter indenfor kriminalitetsbegrebet – såvel fiktion som fakta – på en ny, spændende og underholdende måde.

Der er 120 events på 5 scener over to dage. Jeg har plukket lidt fra programmet her:

Lørdag:

Grøn scene 10.55: På krimimessen i Horsens hørte jeg kort Finn Halfdan, da han modtog prisen for årets danske krimidebut af Det danske Krimiakademi. Det var spændende. På Copenhagen Crime fortæller han om den usædvanlige sag, der gav ham ideen, og hvordan han forvandlede historien til en spændingsroman.

Rød scene 11.30: At nogle læger tænker: retsmediciner – det er lige mig, det har altid undret mig, og jeg er underligt frastødt og fascineret af faget. Overlæge i retsmedicin Steen Holger Hansen fortæller om sit arbejde og gør dig klogere på, hvordan og hvornår politiet gør brug af retsmedicinsk ekspertise til deres opklarings- og efterforskningsarbejde.

Sort scene 12.00: Manuskriptforfatter Mai Brostrøm har været (med)forfatter på nogle af dansk tv-dramas store succeser som Rejseholdet, Ørnen, Livvagterne og Mord uden grænser, og hun giver sit bud på, hvad der skal til for at en krimi fungerer – på tv. Hun er sej og dygtig, synes jeg.

Sort scene 14.30: Hvorfor vil Sherlock Holmes ikke dø? Ja, det er et godt spørgsmål og gode folk fra den danske Sherlock Holmes Klub fortæller om detektivens udødelighed og popularitet og om fan- og klubkultur. Det bliver godt, tror jeg.

Blå scene 16.00: Etnolog Frederikke Heick giver dig et indblik i, hvordan de mest kendte agenter/helte har set ud gennem tiden, og du får samtidig forklaringen på, hvilke idealer og tendenser i tiden, de afspejler – og hvorfor.

Søndag:

Blå scene 11.10: Dennis Jürgensen giver sit bud på, hvordan man skriver et godt plot og fortæller om sit arbejde med  voksenkrimierne om Roland Triel Løbende Tjener og Dansende Røde Bjørne.

Grøn scene 11.45: Malene Ravn og Nina Vad Holtum er to af de danske forfattere, der skriver domestic noir (Og hvis du ikke ved, hvad det er, så læs den artikel, jeg har skrevet om genren på Litteratursiden her) De to forfattere fortæller om deres mørke og intense thrillere og deres fascination af genren.

Grøn scene 12.25: Anne-Marie Vedsø Olesen interviewes om Mordersken, tredje selvstændige bind i den actionmættede historiske trilogi om den unge hofdame Madeleine de Montdidier.

Blå scene 14.4o: Hun er ikke kun god på skrift, men også live! Helle Vincentz fortæller om thrilleren Stjålne liv, der er første bind i en ny serie med antropologen Sofie Munk i hovedrollen.

Blå scene 16.00: Ane Riel ( som er hylende morsom) sætter sig på scenen med efterforsker Frank Bøgh, og de taler om virkelighedens hordere (sygelige samlere) og om omsorgssvigtede børn. Og om de fiktive af slagsen, der optræder i Ane Riels bøger.

Copenhagen Crime er ikke Krimimessen i Horsens, og mon ikke Horsens-stemningen vil mangle? Men så kan festivalen forhåbentlig noget andet godt og interessant. Rigtig god fornøjelse.

PS: Se festivalavisen for Copenhagen Crime her

Krimiglimt fra ugen, der snart er gået

En skrivemaskine har intet med indlægget her at gøre. Jeg synes bare, at den er utrolig smuk. Og hvem ved - måske der findes krimiforfattere, der stadig skriver på sådan en her?

Findes der mon krimiforfattere, der stadig skriver på sådan en gammel sag her?

Ugen bød på premiere på film om Alfred Hitchcock, interview til krimiavis i forbindelse med Krimimessen 2013 i Horsens og en debat om krimigenren på DR2. Og så poppede den der debat lige op igen: Er genren simpelthen en kolossal kliche?

Så er det blevet fredag, og ugen er næsten forbi. Det blev ugen, hvor:

Filmen Hitchcock fik premiere i danske biografer. Filmen har fået halvdårlige anmeldelser. Det er en skam, for jeg har set frem til denne film, hvor Anthony Hopkins spiller en af verdens nok mest ikoniske instruktører. Helen Mirren spiller hans kone, Alma, der var Alfred Hitchcocks højre hånd og en urokkelig støtte gennem hele hans karriere. Han var genial, men han var også kendt for at udsætte sine kvindelige stjerner for fysisk og psykisk terror.  Mon en skuespiller i dag ville finde sig i at blive snøret ind i wirer, mens levende måger, krager og duer bliver fastgjort til samme wirer og panisk forsøger at slippe væk? Det bød Hitchcock skuespilleren Tippi Hedren i filmklassikeren Fuglene. En stor fugl ender med at ridse hendes øjenlåg efter en udmattende dag på settet, og efter sigende havde instruktøren ikke meget sympati med sin hulkende stjerne, som han udnyttede groft. Du kan se trailer for Hitchcock lige her

Jeg blev interviewet om min krimifascination til en temaavis om krimi, der skal udkomme i anledningen af Krimimessen 2013 i Horsens. Det var lidt den omvendte verden, da det normalt er mig, der interviewer. Det var gode spørgsmål, jeg blev stillet, og glæder mig til at se det endelige resultat. I hører selvfølgelig nærmere.

Deadline på DR2 havde debat om krimigenren. Krimiforsker og adjunkt Kim Toft Hansen, som du tidligere har mødt her på bloggen, litteraturanmelder Lars Bukdahl og krimiforfatter Michael Katz Krefeld diskuterede krimigenren. Er krimier underlødig lufthavnslitteratur, der forsømmer at afspejle de mest presserende problemer i samfundet og blot er blodig underholdning? Er genren en stor kliche? Suk. Det har man ligesom hørt før. Jeg er en af dem, der tager genren seriøst. Jeg benægter ikke, at der blandt de over 300 krimier af både danske som udenlandske krimiforfattere, der nu årligt bliver udgivet på det danske marked, selvfølgelig er bøger, der ikke er kvalitet.  At markedskræfter i nogle tilfælde drukner kvaliteten. Men som Michael Katz Krefeldt siger i indslaget:

Jeg elsker denne genre, jeg synes, den er spændende og fantastisk, og krimi er ikke bare krimi. Der er en fantastisk mangfoldighed i bogudgivelserne.

God weekend.

Et lidt forsinket svar på tiltale

Er bunken til venstre rigtig litteratur og den til højre plat og kommerciel underholdning?

Er bunken til venstre rigtig litteratur og den til højre plat og kommerciel underholdning?

I weekenden blev jeg endnu engang mødt med fordommen om, at krimier ikke er rigtig litteratur. Læs her, hvad jeg skulle have sagt.

Hvad læser du så, når du skal læse ordentlig litteratur?

Sådan blev jeg spurgt i weekenden efter at have fortalt, at jeg i den grad er vild med krimier. Jeg blev faktisk sådan lidt opgivende og reagerede nærmest ikke, da jeg fik serveret en længere beretning om, at krimier er plat, kommerciel underholdning uden litterære kvaliteter.

Her kommer det, jeg burde havde svaret – bedre sent end aldrig:

Jeg er vild med Lone Hørslevs digte. Læser Helle Helle, fordi jeg er fascineret af hendes fantastiske underspillede sætninger og evne til at fortælle en masse om mennesker – uden at skrive det direkte. Journalisten Peter Tygesens bog Congo formoder jeg, der vel nærmest er en fagbog, er en af de bøger, der stadig spøger i baghovedet, selvom det er over ti år siden, jeg har læst bogen. Med stor begejstring har jeg slugt Ildefonso Falcones Fatimas hånd og Havets Katedral. Og jeg har læst Günter Grass’ Bliktrommen.

Så jo. Jeg læser andet end krimier. Både klassikerer, romaner fra bestsellerlisten og digte. Men jeg læser allerflest krimier, fordi jeg holder ufattelig meget af genren og har gjort det, siden jeg var barn. Fordi det vrimler med fremragende krimilitteratur. Jeg læser altså krimier og thrillers, når jeg skal læse ordentlig litteratur.

  • Gør det noget, at krimier er underholdende?
  • Gør det noget, at de ikke sjældent er skrevet over en bestemt skabelon, så længe der er masser af overraskelser undervejs?
  • Gør det noget, at en god krimi evner at skildre samfundet og dets problemer?
  • Gør det noget, at en fantastisk krimi faktisk godt kan servere sprogblomster?
  • Gør det noget, at nogle forfattere måske vælger at kaste sig over genren, fordi den er populær – så længe de leverer en fremragende historie?
  • Gør det noget, at den velskrevne krimi måske skaber debat og skildrer konsekvenser af korruption, magt, vold, kriminalitet etc.?
  • Og gør det egentlig noget, at velresearchede krimier giver os læsere et indblik i miljøer, vi måske ellers ikke kender til?

Og så er en krimi jo ikke bare en krimi, som du kan læse her

Sådan. Nu har jeg svaret på spørgsmålet.

Og jeg er vist ikke den eneste, der elsker krimigenren. Vil du tjekke, hvad læsere af bloggen har gang i af krimilitteratur lige nu, så læs kommentarerne til konkurrencen, der løber indtil onsdag. Du kan også stadig nå at deltage lige her

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her