Krimimessen

Mød Elsebeth Egholm, Arne Dahl, Thomas Rydahl, Jesper Stein og …

Arrangementer: Der er en lille måned til årets store krimievent, Krimimessen i Horsens. Men her i marts er der også gode arrangementer rundt omkring i landet. Læs om nogle af dem her:

Kender du et godt krimi/litteraturarrangement her i marts måned (2017), så er du meget velkommen til at skrive en kommentar under indlægget. Foto: Sanne Berg

Esbjerg: 16.marts: Mød tre bogbloggere, der deler ud af deres viden og kærlighed til bøger. Du kan bl.a. møde Marit, der står bag bloggen Bøgernes labyrint. Læs om arrangementet her

Gentofte: 18. marts: Du kan bl.a. møde Thomas Rydahl og Malene Sølvsten, når der er Gentofte Bogmesse på Hovedbiblioteket i Gentofte. Der er gratis adgang. Læs mere her

Hirtshals: 7. marts: Hvordan opfinder man en nifingret detektiv? Mød forfatter Thomas Rydahl og hør ham fortælle om sit forfatterskab. Læs mere her

Roskilde: I morgen, 4. marts, er der Litteraturfestival på Roskilde Bibliotek. Du har mulighed for at få en side vurderet af Heidi Korsgaard og Mette de Fine Licht fra Skriveværkstedet, som jeg jævnligt arbejder sammen med. De er knalddygtige. Mød også bl.a. Jesper Stein, der fortæller om sit forfatterskab og Axel Steen-universet. Læs mere her

Tranbjerg: 15 marts: Krimiforfatter og foredragsholder Jens Østergaard håndplukker de bedste og mest nervepirrende krimier fra hele verden og fortæller om både bøgerne og deres forfattere. Læs mere her

Aarhus: 12. marts: Krimiarrangement på Dokk1 i Aarhus. Krimi-ekspert Bo Tao Michaëlis udruller krimiens historie og sætter fokus på femikrimien. Og krimiforfatter Elsebeth Egholm, som bl.a. står bag den populære serie om Dicte, fortæller om det at skrive krimier med stærke kvinder i hovedrollen.
Læs mere om arrangementet her

(Hvis du bor i Aarhus kan du allerede i morgen, 4. marts, møde Elsebeth Egholm, når hun mellem klokken 10-13 hjælper til i Blå Kors Genbrug på Paludan Müllersvej 38-40. Mon ikke hun får tid til en krimisnak eller to?)

Åbyhøj: 30. marts Elværket Åbyhøj får besøg af den svenske krimiforfatter Arne Dahl. I samtale med DR-journalist Diana Bach vil han fortælle om sin seneste krimi Skyggezone og om sit forfatterskab. Se mere om arrangementet her

PS: Tak til alle jer, der deltog i konkurrencen om at vinde Pernille Boelskovs Bornholmerkrimi, Bornholmerdybet. Pia Klitte – du blev den heldige vinder. Send mig din adresse på mail@rebekkaand.dk. Så er der en signeret udgave af bogen på vej til dig. Om præcis en uge er der ny konkurrence på bloggen, så kig forbi. Næste fredag er der Ian Rankin-krimi på højkant.

På programmet – Krimimessen 2017

Krimimessen 2017 bliver en del af det officielle program for Kulturby 2017.

Krimimesse 2017: I dag offentliggøres programmet til Krimimessen i Horsens 2017, der foregår i Fængslet i Horsens 1. og 2. april. Du kan bl.a. møde forfattere, forlagsfolk, politifolk, retsmedicinere, historikere og kritikere.

Foredrag, forfatterinterview og musik. Der er nok at vælge imellem, når Krimimessen anno 2017 skubbes i gang. Otte forskellige scener og omkring 200 programpunker byder messen på.

Årets tema er grådighed. Jørgen Carlsen, der er forstander på Testrup Højskole, er blandt de foredragsholdere, du kan møde på messen. Han siger:

Måske er hemmeligheden bag krimilitteraturens succes dens ubestikkelige realisme. Krimierne spejler verden, som den er, hinsides alle konventioner og fromme forhåbninger om det gode i mennesket? Den konstaterer nemlig nøgternt, at grådighed findes.

Hvem har ikke læst en krimi, hvor hovedpersonerne er griske og higer efter mere magt, flere penge, mere prestige?

En nyhed i år bliver et telt med en scene, der er dedikeret til krimirelateret musik. Her kan du bl.a. møde de musikalske krimiforfattere Morten Kærså, Jakob Melander og Kim Juul. Søndag eftermiddag slutter Fangekoret fra Vridsløse messen af med en koncert i Fængslets kirke.

Svenske krimiforfattere

Leif Davidsens holder årets åbningstale. Ud over selvfølgelig de danske forfattere, både debutanter og erfarne, som igen møder talstærkt op, så er der i år mange svenske forfattere på programmet.

En af dem er Stefan Ahnhem hvis første bog, Offer uden ansigt, deles gratis ud ved indgangen, så længe lager haves. 30. marts udkommer forfatterens tredje bog i serien om Fabian Risk. Atten grader minus hedder den. Stefan Ahnhem får følgeskab af en række svenske kolleger:

  • Arne Dahl
  • Tove Alsterdal
  • Carin Gerhardsen
  • Ann Rosmann
  • Sara Löwestam
  • Anders Roslund
  • Stefan Thunberg
  • Gabriella Ullberg-Westin
  • Emelie Schepp
  • Lisa Hågensen

Og Malin Persson Giolito, der debuterer på dansk med Størst af alt, der udkommer sidst i marts. Bogen blev kåret som årets bedste svenske kriminalroman 2016 og er dermed indstillet til Glasnøglen.

Fra udlandet til Horsens

Også de norske forfattere Gard Sveen, Gunnar Staalesen og Torkil Damhaug kommer og amerikanske Tess Gerritsen. Fra Storbritannien er der besøg af Stuart Macbride, Clare Mackintosh og Rachel Abbot. Italienske Gianrico Carofiglio finder også vej til Horsens, ligesom Nele Neuhaus fra Tyskland besøger messen

Priser på Krimimessen

En lang række priser og diplomer skal finde deres ejermand. Lørdag uddeler Det Danske Kriminalakademi bl.a. Palle Rosenkrantz Prisen for bedste krimi/spænding i 2016 til islandske Yrsa Sigurdardottir for DNA.

Lars Kjædegaard får Harald Mogensen Prisen for bedste danske krimi/spænding i 2016 for Det der er værre.

Jeg skal interviewe en håndfuld krimiforfattere på Krimimessen bl.a. danske Anne Mette Hancock. Hendes debutkrimi, Ligblomsten, udkommer 1. april. Jeg har hørt i krogene, at bogen er virkelig god og skal snart i gang med at smuglæse.

Jeg modtager selv Anton Koch-diplomet, der gives til en person som med entusiasme, engagement og bred faglighed har beskæftiget sig med kriminallitteraturens specifikke spilleregler, stil og sprog.

Anton Koch, der har lagt navn til diplomet, døde sidste år. Han var medstifter af Det Danske Kriminalakademi, og fra 1994 udgav han hvert år sin Krimialmanak, som gennemgik alle krimier, der var udkommet året forinden i Danmark. Han var medarbejder ved det hedengangne krimitidsskrift Pinkerton. Og han skrev Krimihjørnet i litteraturtidsskriftet Standart.  Han har udvidet manges krimihorisont og anmeldte selv løbende krimier på sit eget site.

Jeg er meget stolt af og beæret over, at jeg får diplomet.

Søndag middag overrækker Horsens Borgmester Krimimessens publikumspris, der sidste år gik til Sara Blædel.

Ses vi i Fængslet til april?

Her finder du programmet

Interview med Thomas Enger

Om inspiration siger krimiforfatter Thomas Enger: Man behøver bare løfte blikket. Jeg kan godt finde på at tage et foto i smug og skrive noter på telefonen for at huske noget, jeg har set, som jeg kan bruge i mine bøger. Foto: Rebekka Andreasen

Om inspiration forklarer krimiforfatter Thomas Enger: – Man behøver bare løfte blikket. Jeg kan godt finde på at tage et foto i smug med min telefon og skriver noter på telefonen for at huske indtryk og tanker, som jeg kan bruge, når jeg skriver. Foto: Rebekka Andreasen

Interview: Den norske krimiforfatter Thomas Enger sætter med Banesår et endeligt punktum i serien om journalisten Henning Juul. Han slipper dog ikke universet. Bøgerne skal nemlig forvandles til tv-serie.

– Indimellem har det været frustrerede, at jeg på forhånd havde lovet en serie på seks bøger, og nu er jeg meget lettet. Og stolt af, at jeg er kommet i mål. Mange ting ændrede sig undervejs, og det er lykkedes at samle alle trådene. Den sidste bog var ekstra svær at skrive, fordi alt skulle passe sammen og forløses, forklarer Thomas Enger fra sin stol på sit danske forlag Modtryks stand på Krimimessen i Horsens.

Som journalist følte Thomas Enger ikke altid, at han havde tilstrækkelig tid til at gå i dybden med et emne. Den tid fik han som forfatter. Han kalder de fire romaner, han aldrig har fået udgivet, for god skrivetræning, og i efterskriftet til sin første bog skriver han bl.a.:

De, der kender mig godt, ved, at vejen frem mod min første udgivelse har været lang. Den sidste tak går derfor til mig selv. Tak, fordi du aldrig holdt op med at skrive.

I 2010 debuterede han som krimiforfatter med Skindød, den første fritstående bog i serien om kriminalreporter Henning Juul og co.

Fra begyndelsen havde han en overordnet historie i tankerne. Da Thomas Enger skrev den fjerde bog i serien, gik det op for ham, at den ikke passede ind i den store historie, han var i gang med at fortælle. Han kasserede 200 sider og kastede sig over plan b – som han ikke havde. Og gik i gang med den femte bog, der også blev den sidste. Han understreger, at serien hele tiden har været et dynamisk projekt, og at ikke alt har været fastlåst fra starten, selvom han har haft en ide om, hvordan Henning Juul og bogens andre personer skulle udvikle sig.

Thomas Enger kan skrive alle steder. Ved køkkenbordet eller på cafe omgivet af mange mennesker. Men kan ville ikke kunne skrive uden musik, og lytter til musik, når han skriver. Det kan f.eks. være filmmusik af James Newton Howard. Her er Thomas Enger fotograderet på Krimimessen i Horsens - mens han bliver fotograferet. Foto: Rebekka Andreasen

Thomas Enger kan skrive alle steder. Ved køkkenbordet med børnene rendende om fødderne, i en lufthavn eller på cafe omgivet af mange mennesker. Men han kan ikke undvære sine høretelefoner og sin musik, og han lytter ofte til musik, når han skriver. Det kan f.eks. være filmmusik af James Newton Howard. Og som sin hovedperson spiller også Thomas Enger klaver. Her er forfatteren fotograferet på Krimimessen i Horsens – mens han bliver fotograferet. Foto: Rebekka Andreasen

Hvordan figuren Henning Juul opstod kan Thomas Enger ikke huske, men han fortæller leende, at hans hovedperson har et godt, dansk navn.

– Det, jeg bedst kan lide ved Henning Juul, er, at han er optaget af retfærdighed og ikke giver op, men stædigt efterforsker sin egen sag. Han er frygtløs og kompromisløs, men han er også melankolsk – det er jeg også selv, forklarer Thomas Enger.

For den norske forfatter har det været interessant at undersøge, hvad vi mennesker gør, når vi bliver pressede. Han ville undersøge det værste – at miste et barn. Thomas Enger forklarer, at det er en slags terapi for Henning Juul at jagte sandheden og efterforske den brand, der kostede hans lille søn livet. Mordgåden løber som en overordnet historie igennem alle bind.

– Henning Juul finder ud af, at livet ikke er forbi, selvom han har mistet et barn. Først befinder han sig på en slags Ground Zero, men efterhånden finder han langsomt tilbage til livet. Han er nødt til at forholde sig til andre mennesker.

Thomas Enger er meget inspireret af tv-serier og sluger med stor velbehag serier som Game of Thrones og Ringenes herrer, som han har set mindst ti gange. Måske han snart får en ny favorit?

Inden længe bliver universet om Henning Juul nemlig til levende billeder. Serien forvandles til tv-serie, og Thomas Enger er meget involveret i arbejdet i tæt samarbejde med instruktør Patrik Syversen og producer Karin Julsrud. Den norske skuespiller Kristoffer Joner, der spiller med i bl.a. The Revenant, har været involveret i projektet i længere tid og skal sandsynligvis spille hovedrollen som Henning Juul.

Et projekt, Thomas Enger kalder vældigt spændende. Han understreger, at der er stor forskel på at skrive en bog og et tv-manuskript.

“Så bare rolig. Jeg glemmer ikke Henning”, fastslår Thomas Enger på blødt norsk.

PS: Serien om Henning Juul  i rækkefølge:

  • Skindød
  • Fantomsmerte
  • Blodrus
  • Våbenskjold
  • Banesår

Reportage fra Krimimessen 2016 – søndag

Norske Thomas Enger foran - Thomas Enger-plakat. Banesår er den femte og sidste bog om journalisten Henning Juul. Foto: Rebekka Andreasen

Norske Thomas Enger med og uden kasket. Banesår er den femte og sidste bog om journalisten Henning Juul. Foto: Rebekka Andreasen

Søndag på Krimimessen i Horsens 2016. Langt indlæg.

Vågner søndag med brudstykker af drøm i hovedet. Noget med et badekar med krimimesse-logo, Gunnar Staalesen og aggressive duer. Staalesen, der dagen før i sin jubilæumstale bla. sagde:

“Fra himmelen over Horsens drypper der blod. Fiktivt blod, javel, men ikke desto mindre.”

Morgenmad med bl.a. skønne Betina fra Krimifan, der går all in og har bloddryppende bøger tatoveret på højre underarm. Også krimiforfatter Kim Juul sidder ved morgenbordet: “For mig er mordet ikke det interessante, men derimod hvad der har fremprovokeret det. Mordet er anslaget til handlingen og de menneskeskæbner, der afdækkes.”

Der er intet, der skubber en morgen i gang, som en god snak om mord og motiver.

dsdsds

Henrik Brun er nu fuldtidsforfatter og har sagt farvel til jobbet som udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Rebekka Andreasen

Åbner Rød Scene med at interviewe Lisbeth A. Bille og Steen Bille, der fortæller om deres nye videnskabskrimi Vredens ord. Om glæden ved at dykke ned i et videnskabeligt emne, denne gang kunstige sprog, og at kombinere videnskab med et saftigt krimiplot.

På Turbines stand får jeg en snak med Henrik Brun, der er aktuel med Den Polske Lykkejæger om journalisten Ketil Brandt. Bogen handler bl.a. om social dumping, østarbejdere og et Europa, der koger af interne stridigheder. Interview med Henrik Brun senere på bloggen.

Wallanders far: Ingen humørbombe

Fra Venstre: Bo Tao Michaëlis, Gunnar Staalesen, Kerstin Bergman og Nanna Rørdam Knudsen. Foto: Rebekka Andreasen

Fra Venstre: Bo Tao Michaëlis, Gunnar Staalesen (man of my dreams), Kerstin Bergman og Nanna Rørdam Knudsen. Foto: Rebekka Andreasen

Lytter til en klog debat om den svenske forfatter Henning Mankell, der døde i oktober sidste år. Panelet diskuterer betydningen af Mankells serie om Wallander, der er solgt i 40 millioner eksemplarer. Bo Tao, der har mødt den svenske forfatter flere gange, siger: “Henning Mankell var bestemt ingen humørbombe.”

Til gengæld er han en af de første skandinaviske forfattere, der tager temperaturen på Europa efter murens fald – med alt hvad dertil følger af grænseløs kriminalitet. Og viser med sit forfatterskab, at der er ridser i lakken i det idylliske skandinaviske velfærdssamfund.

Som forfatter er man virkelig PÅ. Her Thomas Enger. Foto: Rebekka Andreasen

Som forfatter er man virkelig PÅ, når man er til Krimimesse i Horsens. Her Thomas Enger, der bliver fotograferet. Foto: Rebekka Andreasen

Bliver hængende i Trykkeriet og hører norske Thomas Enger fortælle om Banesår – den sidste bog i serien om Henning Juul. En serie, der var planlagt til at være en serie på seks bind. Men:

“Da jeg skrev den fjerde bog i serien, gik det op for mig, at den ikke passede ind. Jeg kasserede 200 sider og gik i gang med den femte – og sidste – bog. Det har hele tiden været et dynamisk projekt, og jeg er lettet over, at jeg er kommet i mål. Jeg er også stolt, for mange ting ændrede sig undervejs, og det er lykkedes at samle alle trådene.”

Da jeg senere har Thomas Enger på tomandshånd, snakker vi om, at det er en slags terapi for Henning Juul at efterforske den brand, der kostede hans lille søn livet. Og vi taler om musik og om, at bøgerne forvandles til tv-serie. Interview med Thomas Enger senere på bloggen.

Helle Vincentz går rundt med ét stort smil. Hendes nye krimi, Stjålne liv, er blevet utrolig flot modtaget, og man forstår hendes glæde, der smitter.

Får kort snak med en lang række forfattere bl.a. Morten Thor Hansen (Bernsteins hemmelighed) Bertelsen og Schwerdfeger (Fjernstyring) og tvillingebrødrene Søren og Morten Ellemose, der bl.a. har skrevet Manus Albino-serien. (Læs her, hvordan de kom lidt for tæt på virkeligheden, da de skrev den sidste krimi i serien.)

Rune Stefansson .Foto: Rebekka Andreasen

De to første bøger i serien om den chilenskfødte detektiv Marcelo Krankl hedder Blockbuster og Baby Rasta. Foto: Rebekka Andreasen

Møder Rune Stefansson, der er aktuel med Den sidste olie, den tredje krimi om Marcelo Krankl. Bogen handler om kampen om verdens ressourcer. Vi taler om Grønland, hvor bogen foregår, og hvor forfatteren har talt med bl.a. en biskop og en våbenhandler. Research, der på en eller anden måde bruges i Den sidste olie. Det gør fortællingen mere troværdig, at man bl.a. har viden om, hvor mange biler, der står på sømandshjemmets p-plads. Rune Stefansson ler, da han fortæller, at:

“Jeg besøgte Grønland første gang i februar måned, og handlingen i bogen foregår om sommeren. Da jeg kom derop anden gang, var det sommer, og jeg havde skrevet en god del af bogen. Jeg opdagede, hvor sindssygt mange myg, der er, og måtte plastre siderne til med myggestik.”

Deler knus ud til min dygtige og seje barndomsveninde Jane Gisselmann, der arbejder for Plusbog, og til Tove Hornbek, der i den grad er Vild Med Krimi.

Selvfølgelig skulle jeg have et selfie med den 80-årige krimientusiast Tove Hornbech.

Selvfølgelig skulle jeg have et selfie med den 80-årige krimientusiast Tove Hornbek.

Hun har gæstet samtlige krimimesser igennem alle 15 år, og da hun for nylig fyldte 80 år, fik hun et livslangt adgangskort til krimimessen. Jeg er sikker på, at alle de krimier, hun sluger, er med til at gøre hende til et så frisk og sjovt menneske.

Lukker og slukker Sort Scene med en veloplagt Vituz Andersen, der fortæller, hvordan plottet til hans debutkrimi Heste græder ikke, blev til på motorveje, mens han kørte lastbil.

Krammer skønne Lida Wengel fra Horsens Bibliotek og krimimessens ophavskvinde Vibeke Johansen, inden jeg forlader Fængslets område. En cocktail af træthed, udmattelse, lettelse, inspiration, glæde, lykke og begejstring kan tolkes i Vibekes ansigt.

Jeg tror, vi er mange, der siger farvel til Krimimessen 2016 med netop de følelser i kroppen.

PS. Fik du læst om min første dag på Krimimessen i Horsens? Ellers find indlægget her

Min datter på seks har taget hul på en forfatterkarriere. Jeg gætter på at y'et er tænkt som et ø. Foto: Rebekka Andreasen

Bare et gæt. Mon ikke y’et er tænkt som et ø? Foto: Rebekka Andreasen

PPS: Efter en kort og hyggelig snak med selvudgiver Gittemie Eriksen, nappede jeg et noteshæfte, som Books on Demand delte ud. Min 6-årige datter har haft fingre i blokken og åbenbart haft ambitioner. Måske ikke om et krimiplot, men om at stave til.. Ja, hvad tror du?

Nyt fra Jakob Melander, Viveca Sten og Ninni Schulman

Disse tre bøger lander i handlen i dag. Foto: Rebekka Andreasen

Disse tre bøger af Viveca Sten, Ninni Schulman og Jakob Melander lander i handlen i dag. Foto: Rebekka Andreasen

Flere nye krimier er landet hos din fysiske eller online bogpusher i dag.

Der udkommer så mange krimier i øjeblikket, at det kan være svært at følge med. Måske du skal hamstre lidt godt læsestof til påskeferien? Alene i dag udkommer bl.a.:

  • Jakob Melanders fjerde krimi om efterforsker Lars Winkler: Det bedste til mig og mine venner
  • Ninni Schulmans fjerde fritstående thriller om bl.a. journalisten Magdalena Hansson: Vores egen lille hemmelighed
  • Viveca Stens syvende krimi om Nora Linde og Thomas Andreasson: I magtens skygge

Mon ikke den online bogklub Plusbog sælger mange krimier for tiden? Plusbog kommer på Krimimessen i Horsens, men du kan ikke finde interviewtider i Krimimessens program, så her kommer en lille servicemeddelelse, hvis du kommer forbi Horsens 12. og 13. marts 2016.

Lørdagsprogram:

  • 10.30 Jesper Stein
  • 11.15 Karin Slaughter
  • 12.00 A. J. Kazinski
  • 13.30 Erik Valeur

Søndagsprogram:

  • 10.00 Clare Mackintosh
  • 11.00 Michael Katz Krefeld
  • 12.00 Leif Davidsen
  • 12.30 Lars Kepler
  • 13.30 Thomas Enger
  • 14.30 Lars Kjædegaard

 

 

Domestic noir – hvad er det?

Her fire eksempler på thrillers, der kaldes domestic noir. Den anden af harriet Lane, Kvinden i toget af Paula Hawkins, Bogen om dig af Claire Kendal og Nova Lee Maiers Sundhedsplejersken. Foto: Rebekka Andreasen

Her fire eksempler på thrillers, der kaldes domestic noir. Den anden af Harriet Lane, Kvinden i toget af Paula Hawkins, Bogen om dig af Claire Kendal og Nova Lee Maiers Sundhedsplejersken. Foto: Rebekka Andreasen

“Domestic noir? Nej, det tøjmærke kender jeg ikke”, svarede en veninde for nylig, da jeg nævnte begrebet for hende.

Domestic noir er dog ikke et tøjmærke, men en ny undergenre til den traditionelle krimigenre, der er populær især i USA og England. Og som også danske læsere tager til sig.

Domestic noir blander thrilleren/krimien med den almindelige skønlitterære roman, og vægten ligger på det psykologiske frem for tempo og action. Gyset ligger i de skræmmende detaljer, der afslører, at intet er, som det giver sig ud for at være. Genren flirter med tanken om, at selv inde i den fredeligste mand eller kvinde, bor en morder, der kan slippe ud på et tidspunkt, hvis de rette, eller nærmere, forkerte omstændigheder er til stede. Og så rykker ondskaben inden for hjemmets fire vægge.

Eksempler på domestic noir er Gillian Flynns Kvinden der forsvandt og Paula Hawkins Kvinden i toget.

Jeg har skrevet en artikel om domestic noir til Litteratursiden. Du finder artiklen her

Faktisk har Litteratursiden et helt tema om krimier i denne måned. Du finder temaet her

PS: Jeg holder også et lille oplæg på Krimimessen i Horsens lørdag den 12. marts om netop domestic noir.

En forfatters tanker – gratis e-bog

Eva Maria Fredensborg har blogget om processen med at skrive Det hvide mørke og samlet indlæggene i en gratis e-bog.

Eva Maria Fredensborg har blogget om processen med at skrive Det hvide mørke og samlet indlæggene i en gratis e-bog.

Gratis e-bog: Forfatter Eva Maria Fredensborg har blogget om hele processen med at skrive Det hvide mørke. Indlæggene er nu samlet i en gratis e-bog, du kan hente på Saxos site.

En af de forfattere, der i begyndelsen af marts er aktuel med en ny bog, er Eva Maria Fredensborg. Hun er kendt for Én gang morder, Min mund er lukket og I blinde – en krimitrilogi om Robert Strand, Asta Qvist og Carl Pedersen.

3. marts udkommer Det hvide mørke, der er en selvstændig roman om den 27-årige forfatter og biolog Emma, der opdager, at hendes farfar ikke er ham, hun har kaldt farfar hele livet. Hun dykker ned i familiehemmeligheder for at få styr på familiens fortid. I Det hvide mørke blander Eva Maria Fredensborg krimigenren med slægtsromanen, og forlaget kalder mixet for en moderne slægtsgåde. En meget rammende genrebeskrivelse. Jeg har smuglæst, og I kan godt glæde jer. Det er den bedste af alle hendes bøger. Synes jeg. Men forvent ikke en klassisk krimi, for det er bogen ikke.

Eva Maria Fredensborg har blogget om skriveprocessen, der både har været kaotisk, rodet og kriseramt, og du kan læse alle indlæggene i en gratis e-bog, som du kan hente her

Jeg interviewer Eva Maria Fredensborg om Det hvide mørke på Krimimessen i Horsens lørdag den 12. marts om eftermiddagen.

PS: Andre bøger, der er på vej:

26. februar: Stjålne liv af Helle Vincentz

26. februar: Helvede åbent af Gard Sveen

26. februar: Krokodillevogteren af Katrine Engberg

26. februar: Tykkere end vand af Carin Gerhardsen

4. marts: Det bedste til mig og mine venner af Jakob Melander

11. marts: Uglen dræber kun om natten af Samuel Bjørk

11.marts: I skyggen af Sadd 2 af Agnete Friis, Gretelise Holm, Lars Kjædegaard og Steen Langstrup

12. marts: Blodregn af Inger Gammelgaard Madsen

PPS: Husk, at du stadig kan nå at deltage i konkurrencen om at vinde Krokodillevogteren af Katrine Engberg. Læs mere her

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her