London

På date med en privatdetektiv i weekenden?

I den tredje krimi om Cormoran Strike spiller Strikes sekretær Robin en helt central rolle. Foto: Rebekka Andreasen

BBC er i gang med at lave serien om Cormoran Strike om til en tv-film. Foto: Rebekka Andreasen

Nye krimier: Der er nyt fra blandt andre Rune Stefansson og Robert Galbraith. Tag med forfatternes privatdetektiver til Grønland og London.

I dag udkommer Den sidste olie af Rune Stefansson, der er den tredje krimi om Marcelo Krankl – en dameglad, hårdtslående, chilensk-dansk privatopdager. Denne gang sender en israelsk milliardær med skjulte interesser Krankl til Nuuk for at finde en kvindelig videojournalist, der er blevet bortført. Journalisten arbejder for Greenpeace og holdes fanget i en hytte et ukendt sted i Grønland. Samtidig planlægger en yderligtgående miljøgruppe at blokere skruen på en olietanker i et farvand fyldt af isbjerge for at få verdens opmærksomhed. Ifølge forlaget er det en krimi om gråzonen mellem idealisme og terrorisme og et geostrategisk spil om den sidste olie. Læs mere her

Også Robert Galbraith (J.K. Rowling) er aktuel med en ny krimi, den tredje roman på dansk om privatdetektiven Cormoran Strike. I Ondskabens høst åbner Strikes sekretær en mystisk pakke, der er sendt til Strikes kontor. ” I pakken lå et afskåret kvindeben, sidelæns og med tæerne presset bagover for at kunne være i kassen.” Senere dukker andre legemsdele op, og Strike begynder at grave i fortiden for at finde frem til afsenderen. Der er fire mennesker fra hans fortid, som han mener, kan have sendt pakken. Serien er blevet rost især på grund af Galbraiths suveræne sprog. De to første bøger i serien er Gøgens kalden og Silkeorm.Læs mere her

PS: Om en måned begynder Krimimessen i Horsens. Jeg glæder mig. Se programmet her

PPS: Krimiforfatter Pernille Boelskov, der har skrevet Granitgraven, skriver sådan her på Facebook:

Hjælp med at skabe morderen i min næste krimi. Du er lige sluppet af sted med at slå din irriterende svoger/kollega/kolonihave-nabo ihjel. Du forlader gerningsstedet. Og hvad så nu? Går du tilbage på arbejde? Fejrer du? Eller?

Har du lyst til at komme med et input til forfatteren, så læs mere her

 

Wallander og Salander bliver hyldet i London

Fans af såkaldt Nordic Noir mødes snart i London og fejrer den skandinaviske krimi.

Fans af såkaldt Nordic Noir mødes snart i London og fejrer den skandinaviske krimi.

Den 15. og 16. juni bliver den skandinaviske krimi fejret med festivalen Nordicana i London, hvor briterne kan nyde foredrag, interviews, debatter, bøger og tv- og filmforevisninger – alt sammen med udgangspunkt i såkaldt Nordic Noir, som mange britere er blevet vilde med.

Da jeg for en stund boede i Sydengland i begyndelsen af 90’erne, anede de fleste lokale ikke, hvor Danmark lå. Et eller andet sted i Østeuropa var ofte et bud. Men det var også før briterne fik øjnene op for den skandinaviske krimi godt hjulpet på vej af Stieg Larssons trilogi. Og det var før en vis Sarah Lund fik millioner af mennesker til at følge med i The Killing på BBC.

Nordicana hedder festivalen, der hylder skandinaviske krimier både i bogform, som tv-serier og som film. Den er den første af sin slags i England. Fra Danmark deltager bl.a. skuespilleren Marie Askehave, der spillede spindoktoren Rie Skovgaard i Forbrydelsen I.

Forbrydelsen – eller The Killing, som den hedder på engelsk – er en tv-serie, jeg ville ønske, at jeg havde til gode. Se Nordic Noir TV’s trailer for Forbrydelsen III lige her Goodbye Sarah Lund siger jeg bare. Læs mere om Nordicana lige her

Husk at du stadig kan deltage i konkurrencen om at vinde 3 x krimitrilogi lige her

 

 

 

Thank god for Sherlock Holmes

Engelsk boghandel frister med stort udvalg af britiske kvalitetskrimier

Stive overlæber, excentriske detektiver og noget, der lurer lige under den pæne overflade. Jeg vil altid forbinde Storbritannien med krimigenren.

Lige præcis hvor og hvornår kriminallitteraturen som genre opstod, er der delte meninger om. Nogle peger på, at historier fra antikkens Grækenland og sagaer fra den islandske middelalder er bygget over et ”krimi-skelet”.

Andre mener, at den fransk forfatter Voltaire skrev krimitekster i 1700-tallet. Endelig er der mange, der regner amerikanske Edgar Allan Poe for at være krimiens foregangsmand.

Men for mig vil det altid være i 221b Baker Street, London, at det hele begyndte. Lige præcis her bor skotske Arthur Conan Doyles prototype på alle moderne detektiver: Sherlock Holmes.

Da jeg i forsommeren var i London, blev jeg atter mindet om, at krimilitteratur og Storbritannien hænger sammen. Når jeg kørte forbi Tower of London, slentrede langs Themsen, spiste frokost på en pub eller nød udsigten fra kunstmuseet Tate Modern over Millennium Bridge og op mod den imponerede St Paul’s Cathedral, så fik jeg associationer til mordgåder, krimiforfattere, plots, underspillet humor, excentriske detektiver, politiarbejde og adelige ofre.

Udover Arthur Conan Doyles har jeg nydt at læse britiske forfattere som Ruth Rendell, Robert Goddard, Minette Walters, Craig Russell, Colin Dexter, John Le Carré, Mark Billingham og Ian Rankin.

Agatha Christie skrev over 80 kriminalromaner. Mon ikke biblioteker rundt omkring i landet stadig i stor stil udlåner forfatterens klassiske krimier fra Sydengland med Miss Marple og Hercule Poirot? Og snup et enkelt kig i et tv-program og du finder britiske krimi-serier som Inspektor Morse og Barnaby.

Hvor var det godt, at Sherlock Holmes blev opfundet og fik banet vej for en forrygende genre.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her