Lotte og Søren Hammer

Nye krimier efteråret 2017

Nye bøger: Efterår er krimitid, og det summer med nyt fra forlagene. Her er et udvalg af nye krimier, thrillers og spændingsromaner.

En af de nye bøger, der er på vej, er Oprindelse af Dan Brown, hvor du atter kan komme på eventyr med professor Robert Langdon.

Karin Fossum, Camilla Läckberg, David Lagercrantz, Poul Cleave, Hans Davidsen-Nielsen og Gabriella Ullberg Westin er blandt de forfattere, der for nylig har sendt en spritny bog ud i verden for at leve sit liv blandt læserne. Og de får følgeskab af mange flere.

Alene i går udkom:

  • Bag slørene af Michael Connelly. Endnu en Harry Bosch-krimi. Efter 30 år i LAPD er Bosch begyndt som privatdetektiv
  • Indland af Arne Dahl. Det er den anden bog om Sam Berger og Molly Blom, som vi mødte første gang i Skyggezone
  • Syndfloder af Kristina Ohlsson. Det er den sjette, selvstændige bog i serien om Fredrika Bergman og Alex Recht
  •  Den gode datter af Karin Slaughter – en psykologisk thriller om mørke hemmeligheder, synd og blodig hævn

Bøger på vej:

I morgen udkommer Som pesten af Hanne-Vibeke Holst. Det er ikke en krimi, men en spændingsroman om en dødsensfarlig pandemisk influenza, der truer med at slå millioner af mennesker ihjel. Forfatteren har evnen til at skrive fiktion ud fra noget meget virkelighedsnært, så jeg håber ikke, hun har ret i det scenarie, hun beskriver i bogen.

Inden længe kan du atter komme på eventyr med professor Robert Langdon i et underholdende virvar af konspirationsteorier, historie, hemmelige symboler og action, der gør dig stakåndet. Oprindelse af Dan Brown udkommer 3. oktober.

Mørk muld er det syvende bind i Ann Cleeves Shetland-serie.

Tag endnu engang med til Shetlandsøerne i Ann Cleves syvende bind i Shetland-serien om vicepolitikommissær Jimmy Perez. Mørk muld udkommer 6. oktober. Cleeves krimiunivers er omdannet til BBC-serie, der også har været vist på dansk tv.

12. oktober udkommer Spanske Dolores Redondos spændingsroman Alt dette vil jeg give dig. Forfatteren er bl.a. kendt for sin Baztán-trilogi og er rost for sine litterære thrillers. Bogen er oversat af Kirsten A. Nielsen, som jeg tidligere har interviewet her på bloggen. Læs interviewet her

Måske hørte du bestsellerforfatter Tess Gerritsen på Krimimessen i Horsens i år? Det gjorde jeg, og hun er både morsom og skarp. 15. oktober udkommer Skindød, femte bind i serien om Rizzoli og Isles.

Fotoet af mig, der interviewer Lotte og Søren Hammer på Krimimessen i Horsens i år, har jeg fået tilsendt af en venlig bloglæser. Foto: Ane Ahrenkiel Sand.

På oktobers sidste dag udkommer Lotte og Søren Hammers To små piger, hvor vi igen møder Konrad Simonsen. Jeg interviewede parret på Krimimessen i Horsens i år, og jeg glæder mig til gensyn med den pensionerede politimand, der alligevel bliver indhyllet i en sag om en ung pige, der er forsvundet.

Novemberbøger

Mon ikke der er mange, der har ventet på disse to bøger, der er blandt novembers mange udgivelser?

Michael Katz Krefelds Pagten – femte bind i Ravn-serien. Krefeld er virkelig på tasterne, for det er blevet til fem krimier om Ravn på godt fem år. Mon ikke vi kommer endnu tættere på, hvem der dræbte Ravns kæreste Eva?

Sidste år blev Michael Katz Krefeld kåret som danskernes yndlingsforfatter, da han modtog Martha Prisen. Pagten er den femte bog i serien om Ravn.

Sara Blædels Ilkas arv – anden del af Blædels planlagte trilogi om bedemandens datter Ilka. Som forfatteren selv er også Blædels nye hovedperson flyttet til USA, dog ikke New York, hvor forfatteren bor, men Racine. For en måneds tid siden skrev Sara Blædel på sin forfatterprofil på Facebook:

Det har saftsuseme været en sjov omgang. Sikke en tur Ilka og jeg har været igennem. På alle måder.

Mon ikke fans godt kan glæde sig?

Der er mange flere bøger på vej end dem, jeg har nævnt her, så hold øje med din lokale bogpusher.

Husk: Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om biografbilletter til ny politisk thriller med Fares Fares. Se mere her

PS: Synes du også, at Stanley Kubricks knap 40 år gamle film Ondskabens hotel (The Shining) baseret på Stephen Kings gyserroman er uhyggelig god? Lige nu kan du se 700 genstande fra Stanley Kubricks personlige og omfattende arkiv i Kunstforeningen Gl. Strand i København. Du kan bl.a. se den skrivemaskine, som karakteren Jack fra netop Ondskabens hotel skrev All work and no play makes Jack a dull boy igen og igen på. Du kan også se manuskripter med Kubricks noter, fotos, kostumer, scenografi og meget mere. Du kan se udstillingen frem til januar 2018.

PPS: Om jeg også læser bøger i andre genrer end krimi? Indimellem ja. Og en af dem, jeg ikke vil gå glip af, er Sissel-Jo Gazans roman Blækhat, som jeg allerede har hørt utrolig meget godt om. Bogen udkommer 6. oktober.

 

 

 

 

 

 

 

 

Reportage fra Krimimessen 2017 – lørdag

Krimimessen 2017: Krimigenren er fuld af mord og uhygge. Men krimifolk er rummelige, humoristiske og omsorgsfulde. Her reportage fra lørdag på Krimimessen i Horsens 2017.

Hvad skuer mit øje som noget af det første? Tove Hornbek. 81-årig krimifan og herlig bloglæser. Hun er klar foran Rød Scene, hvor Leif Davidsen om lidt åbner messen. Læs om den seje kvinde her.

Spændingsforfatter Leif Davidsen var også med på Krimimessen allerførste gang, den blev holdt. Dengang var de fem forfattere, der deltog. I årets åbningstale siger han bl.a:

Her møder vi læserne, og det er virkelig dejligt, for hvad ville vi forfattere være uden læsere? Skribenter i støv. I en af de bedste romaner, jeg har læst i mange år, fortælles om de glemte bøgers kirkegård, det sker i Carlos Ruiz Záfons spændingsroman Vindens skygge, som også er en stor eksistentiel fortælling om kærlighed og forræderi i tiden efter Den Spanske Borgerkrig. Det er rigtig gode bøger, der gemmer sig på de glemte bøgers kirkegård i Barcelona, men jeg tror ikke ret mange forfattere ønsker at ende der. De ønsker at være ude blandt læserne, som man jo henvender sig til, en efter en, uanset om man har valgt den ene eller den anden genre.

Så er vi i gang. Og det bliver til hundredvis af møder mellem forfattere og læsere denne lørdag.

– Sorry, but nice guys are boring, sagde den amerikanske forfatter Tess Gerritsen på Krimimessen og understregede, at der skal være saft og kraft i de personer, hun skriver om. Her i samtale med redaktør Egill Arnarsson. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg sætter kurs mod Gymnastiksalen, hvor den amerikanske bestsellerforfatter Tess Gerritsen humoristisk fortæller om sit forfatterskab. Hun er uddannet læge og antropolog, for selvom hun som 7-årig vidste, at hun ville være forfatter,  advarede hendes far hende om, at det var en usikker levevej. I dag er hendes 27 bøger solgt i mere end 20 millioner eksemplarer. Tag den farmand.

Under en barselsorlov skrev hun sin første bog. De første bøger har romantiske undertoner, for ” det var det, mine patienter læste“, ler hun, der siden har skrevet mere drabelige krimier bl.a. Rizzoli og Isles-serien.

Bagefter hører jeg Jesper Stein give en live-lektion i krimigenren. Som krimiforfatter er noget af det vigtigste, understreger Stein, at skabe en hovedperson, som læserne kan mærke og føle, som var han/hun af kød og blod. En troværdig karakter med modsætninger og selvmodsigelser – det er det, gode litterære skikkelser rummer, fortæller Jesper Stein, der var et års tid om at finde frem til figuren Axel Steen. Ham får læserne igen lov til at møde i en krimi, der udkommer til sommer.

Mette Andersen (tv) og Lisbeth Kjøller Andersen er søstre og glade for at komme på Krimimessen i Horsens. Mette har netop købt Ligblomsten af Anne Mette Hancock. Lisbeth hører lydbøger, og som sin søster har hun været forbi Modtryks stand for at kunne smykke sig med et Harry Hole-badge. Foto: Rebekka Andreasen.

Min mor er med på messe og har valgt andre oplevelser. Da vi mødes, fortæller hun begejstret om den bid af et båndet DR-interview med Jo Nesbø, som er blevet vist i Snedkeriet. Og hun kalder højskoleforstander Jørgen Carlsens foredrag om grådighed for utrolig spændende. Netop grådighed er temaet for årets krimimesse.

Interviewer Lotte og Søren Hammer. Fotoet har jeg fået tilsendt af en venlig bloglæser. Tak for det Ane Ahrenkiel Sand.

Så er jeg på scenen med det herlige og velskrivende søskendepar Lotte og Søren Hammer, der fortæller om deres Konrad Simonsen-univers og skriveproces. Om at komme fra landet og altid forsøge at få en lille bid af handlingen til at foregå i Halsnæs. Om at have fået glæden ved det skrevne ord af deres far, der var dansklærer, og som læste masser af historier op for dem.

Nina von Staffeldt (tv) og Yrsa Sigurðardóttir mødte hinanden første gang på Island til et krimiarrangement. Foto: Rebekka Andreasen

Da Det Danske Kriminalakademi overrækker priser og diplomer lørdag middag, får jeg en snak med Nina von Staffeldt, der får Debutant-diplomet for Grønlandskrimien Frosne beviser. Som krimidebutant er hun taknemmelig og glad for at blive modtaget med åbne arme i branchen bl.a. af islandske Yrsa Sigurðardóttir, der på Krimimessen får Palle Rosenkrantzprisen for DNA.

Krimifolket vil hinanden det godt, tænker jeg og er benovet, da jeg modtager det nystiftede Anton Koch-diplom, der gives til: en person som med entusiasme, engagement og bred faglighed har beskæftiget sig med kriminallitteraturens specifikke spilleregler, stil og sprog.

Anton Koch-Nielsen var en stor krimikender, så det er en stor ære. Og kolossal stor tak til alle jer bloglæsere, der følger med her. Tak.

Der er godt proppet foran Rød Scene, da jeg senere interviewer Anne Mette Hancock om hendes debutroman, Ligblomsten, der udkommer netop på messens første dag.

Teknikken driller lidt og stjæler minutter fra interviewet, men Hancock fortæller bl.a. om, hvordan hun hver fredag i skriveprocessen sendte kapitler til sin mor, der kom med uvurderlig feedback og input som: “Der sker for lidt lige her, jeg synes, der mangler et mord.”

Hun skriver sætninger, der smelter på tungen, synes jeg, og hendes bog bliver revet væk fra Lindhardt og Ringhofs stand.

Får masser af gode snakke bl.a. med Thomas Clemen, der er aktuel med første bind af en ny serie, Jeg er Sif. Han er glad for den nye baby i forfatterskabet, og som snart-far-til-to er han spændt på, om han må fare til Skejby Sygehus under messen med hustruen, der er højgravid.

Sara Blædel og den amerikanske blogger Abby, der står bag Crimebythebook.com. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg hilser på Sara Blædel, der for en stund er hjemme. Hun er modigt flyttet til Manhattan, har flyttet sig fysisk for at udvikle sit forfatterskab. Hun har taget den amerikanske blogger Abby, der er helt vild med nordisk krimilitteratur, med under armen. Find Abby på Crime by the book

Jeg roser Sara Blædel for gavmildt og generøst at hjælpe andre, bl.a. mindre kendte forfattere, på vej i branchen. Hendes ord har stor vægt.

Tanker virkelig god kaffe hos Byens Forlag og får chokolade hos tvillingerne bag Forfatterskabet.dk

Frokost er ikke blevet til det helt store. Da min mor og jeg endelig får kæmpet os vej gennem en alenlang, sulten kø, er der en enkel sandwich tilbage. Det må kunne gøres bedre.

Får en klat sol på næsen og krammer  både bloglæsere, bloggere, forlagsfolk, bibliotekarer, forfattere og gode venner og bekendte. Jamen altså. God energi, masser af kram og sjove snakke. Jeg elsker det.

To gæster på Krimimessen i Horsens, der er vilde med krimi. Til venstre Rikke Hyldgaard Hansen med veninden Dorthe Hørning. Foto. Rebekka Andreasen

Der er ingen VIP-rum på Krimimessen, og forfattere og læsere blander sig i en herlig, skøn pærevælling i det tidligere statsfængsel i Horsens. Gunnar Staalesen, Jakob Melander, Lene Kaaberbøl, Michael Katz Krefeld, Finn Halfdan, Geir Tangen, Stefan Ahnhem, Roslund og Thunberg, Jussi Adler-Olsen, Arne Dahl, Elsebeth Egholm, Jens Henrik Jensen, Inger Gammelgaard – og mange, mange flere.

Sidste sceneinterview, jeg laver, er med Pernille Boelskov, der skriver Bornholmerkrimier. Hun har taget såkaldte plotkort med, som hun viser frem til publikum.

125 styks plotkort i alt har det krævet at skrive Bornholmerdybet. Strukturen, at hun ved, hvad der skal ske i hver scene, hjælper hende enormt i skriveprocessen. Hun fortæller også om, hvordan hun i sin research fandt ud af, at en line up (en såkaldt konfrontationsparade) foregår i kantinen på Politigården i Rønne. Og altså ikke bag en glasrude som i amerikanske film.

Sikke en forrygende første dag på Krimimesse.

Thomas Clemen i flere udgaver. Forfatteren tager med Jeg er Sif hul på en ny krimiserie. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg når lige med teamleder på Horsens Bibliotek og medarrangør af Krimimessen, Lida Wengel, hjem for at låne en ren vaskeklud, før jeg skal til generalforsamling i Det Danske Kriminalakademi, en samling utrolig kompetente folk. Jeg kniber stadig mig selv i armen over, at jeg får lov til at være med i det gode selskab, og jeg får hyggelig snak bl.a. med Lisbeth Bille.

Aftenen slutter med krimimiddag på Hotel Opus i Horsens. Jeg er i utrolig godt selskab med Kristian Ravn, marketing- og innovationskoordinator for People’s Press, og min skønne gode og sjove ven, Betina Nielsen, der blogger for Krimifan og har verdens sejeste krimifan-tatovering. Blodige bøger langs hele højre arm. Så er man fan.

Alt godt i krimiland, og endnu en dag venter i morgen. Læs om søndagen på Krimimessen i Horsens senere på ugen her på bloggen.

Krimikram fra Rebekka

 

Guide til Krimimessen – lørdag

At Krimimessen i Horsens holdes i det gamle statsfængsel i byen giver en hel særlig stemning og atmosfære. Foto: Rebekka Andreasen

Krimimessen 2017: Jamen altså. Hvad skal du vælge? At navigere i det krimiguf, Krimimessen i Horsens byder på denne weekend, kan være svært. Jeg har lavet et ideforslag til lørdag.

Ofte står mine tre børn i den lokale Meny fredag eftermiddag, mens de skal træffe et svært valg: Skal den bløde nougat og den salte lakrids lande i fredagens obligatoriske bland-selv-slik pose? Hvad så med den engelske vingummi, de salte fisk, de små p-tærter og de syrlige bolsjer? De har jo kun et vist beløb at købe for.

Jeg ved, hvordan de har det. At vælge mellem alle de tilbud, Krimimessen anno 2017 lokker med, er svært. Og der er kun en vis mængde tid. Og man må træffe en beslutning.

En lørdag på Krimimessen i Horsens kunne se sådan her ud:

Lørdag:

Klokken 10, Rød Scene: Skub messen godt i gang med Leif Davidsens åbningstale. Forfatteren er selv aktuel med Djævelen i hullet, og han er en af genrens grand old men. Da han skrev sin første spændingsroman i 1984, havde han ikke mange danske kolleger. Det har han nu.

Klokken 10.20, Sort scene: Du iler hen til den modsatte ende af Magasinet, hvor svenske Tove Alsterdal fortæller om krimien Vend dig ikke om.

Klokken 10.45, Trykkeriet: Det er mere nordisk krimi på programmet, hvis du finder vej til Trykkeriet, hvor den norske forfatter Gunnar Staalesen fortæller om sin seneste bog, Storesøster.

Klokken 11.30, Trykkeriet: Martin Jensen, Lotte Petri, Nanna Rørdam Knudsen, Steen Harvig og Bo Bjørnvig fra Det Danske Kriminalakademi sætter spot på vold i krimier. Er vold i krimier uundgåeligt?

Klokken 12.00, Sort Scene: Jeg interviewer Lotte og Søren Hammer om deres seneste Konrad Simonsen-krimi, Mørkemanden. Kom og lyt med, når søskendeparret fortæller.

Klokken 12.20, Sort Scene: Bliv bare siddende og hør Jesper Stein fortælle om sit forfatterskab. Senere på året udkommer endnu en Axel Steen-krimi.

Klokken 13.00, Snedkeriet: Det Danske Kriminalakademi uddeler priser, og det plejer at være både sjovt og festligt at overvære. Palle Rosenkrantz-prisen går til islandske Yrsa Sigurðardóttir,  der har skrevet DNA. Harald Mogensen-prisen går til den danske forfatter Lars Kjædegaard for Det der er værre, og Debutant-diplomet får Nina von Staffeldt for Frosne beviser. Dansk Horror Selskab overrækker Horrorprisen. Og jeg er meget stolt over at få Anton Koch-diplomet.

Så er det vist tid til en bid mad, inden du sætter dig klar foran Rød Scene klokken 14. Her interviewer jeg Anne Mette Hancock om hendes debutroman, Ligblomsten. Den er ret god, den bog. Siger det bare.

Så er det nu. Du har tyve minutter til at tisse, snuppe en kop kaffe og gå en runde i messeområdet i Magasinet.

14.40, Rød Scene: Jeg har hørt, at norske Torkil Damhaugs krimi, En femte årstid, er uhyre interessant. Forfatteren har netop vundet  Rivertonprisen for bedste norske krimi. Hør ham fortælle om bogen.

15.00, Snedkeriet: Hør Arne Dahl, Leif Davidsen, Michael Katz Krefeld og Helle Vincentz diskutere spændingsromanens potentiale som samfundskritisk våben.

15.45, Gymnastiksalen: Den britiske forfatter Stuart Macbride fortæller om sine krimier, Hilsner fra de døde og En sang fra de døde.

Billedet her er fra Krimimessen 2015, hvor jeg interviewede Pernille Boelskov (th) om hendes debutkrimi. I år skal vi tale om efterfølgeren Bornholmerdybet: Foto: Ellen Marie Andreasen

16.20, Rød Scene: Jeg interviewer Pernille Boelskov, der skriver krimier, der foregår på Bornholm. Kom og hør hende fortælle om Bornholmerdybet og få svaret på, hvorfor hun har valgt en kvindelig præst som hovedperson.

Frem til 17.00, Teltet: Find vej til Teltet, luk øjnene, lyt og nyd de musikalske krimiforfattere Jakob Melander og Kim Juul.

I morgen her på bloggen får du et forslag til søndag på Krimimessen i Horsens.

PS: Faktisk tyvstarter messen allerede fredag med et arrangement, som du kan læse mere om her

 

Efterårets nye krimier

Forfattere som Michael Katz Krefeld, Lotte og Søren Hammer og Ole Clifford er aktuel med nye bøger dette efterår. Foto: Rebekka Andreasen

Forfattere som Michael Katz Krefeld, Lotte og Søren Hammer og Ole Clifford er aktuel med nye bøger dette efterår. Foto: Rebekka Andreasen

Nye krimier efteråret 2016: Forlagene sprutter bøger ud i øjeblikket. Her kommer et lille udpluk af efterårets krimiudgivelser. Her er lidt dansk, britisk, italiensk, spansk, svensk og norsk:

Ravn på uhyggelig sag: I dag udkommer Dybet af Michael Katz Krefeld. Det er den fjerde selvstændige krimi i serien om privatopdageren Ravn, der bor på sin båd i Christianshavns kanal sammen med sin engelske bulldog Møffe. Denne gang får han en sag “med schwung i”, som forfatteren er citeret for at sige i dagens Jyllands-Posten. Michael Katz Krefeld har bl.a. været inspireret af en engelsk sag fra begyndelsen af 90’erne, hvor to 10-årige drenge bortfører, mishandler og dræber en kun toårig dreng. Forfatteren kan noget med at skrue et interessant plot sammen, så mon ikke det igen bliver en (barsk) fornøjelse at følge Ravn?

Tempelriddernes skæbne: Efter tre års arbejde og flere års research sendte Ole Clifford for nylig sin 11. roman på gaden. Broderskabet er en krimi om tempelriddernes fald efter blot 196 års virke, og læseren bliver bl.a. hevet med til Paris anno 1307. Bogen efterfølger spændingsromanen Katharerne som du kan læse en anmeldelse af her – og ligesom forgængeren veksler forfatterens seneste bog mellem nutid og fortid. Ole Clifford er garant for spænding, historie og massiv research. 

Italiensk krimi fra erfaren forfatter: Den italienske krimi Efter al sandsynlighed af  Gianrico Carofiglio handler om forsvarsadvokaten og antihelten Guido. Han er i dyb krise efter en skilsmisse, lider af søvnløshed og forsømmer sine klienter. En dag bliver han bedt om at påtage sig forsvaret for en ung senegaleser, der er sigtet for at have bortført og dræbt en niårig dreng. Det virker håbløst, da flere belastende forhold peger på senegaleseren, en gadehandler, der ikke har et alibi. Guido påtager sig alligevel sagen, da noget siger ham, at den unge mand er uskyldig. Forfatteren trækker på sin store viden om det italienske retsvæsen, organiseret kriminalitet og korruption. Forlaget Hr. Ferdinand har udgivet flere af bøgerne om Guido på dansk. Læs interview med forfatteren her

Konrad Simonsen-krimi: Søskendeparret Lotte og Søren Hammer er effektive. Siden debuten med Svinehunde i 2010, har de skrevet syv krimier om drabschef Konrad Simonsen, der nu arbejder for et privat konsulentfirma. I Mørkemanden, der netop er udkommet, efterforsker han en sag om en udviklingshæmmet pyroman, der måske er blevet dømt for en brand, han ikke har påsat.

Svensk gyser: Forfatter Kristina Ohlsson, der bl.a. er kendt for serien om Fredrika Bergman, har skrevet en gyser. Og det er hun åbenbart ret god til. Ifølge de anmeldelser, jeg har læst, er Syge sjæle, både fantastisk og uhyggelig – og sådan en bog, der får de små hår på armene til at rejse sig. Vi møder bl.a. parret Anna og David, der flytter ind i en gammel præstegård. Her vil de begynde et nyt liv sammen. Men huset vækker en stærk uro hos Anna. Da hun finder et jernkors gravet ned i haven, forstår hun, at der er noget helt galt.

Ægteskabs-thriller: Er du til domestic noir, så er Min Mands Hustru af britiske Jane Corry (der er et pseudonym for Sophie King) måske noget for dig. Det er en parforholds-thriller om hemmeligheder, der løber løbsk og løgne, der får frit spil. Bogen foregår i London, hvor vi møder det nygifte par Ed og Lily, der begge gemmer på hemmeligheder. Forfatteren har bl.a. undervist indsatte i et topsikret engelsk fængsel i at skrive litteratur, hvilket inspirerede hende til at skrive thrilleren. 

Svensk serie: Tiggeren er navnet på den femte bog i Sofie Sarenbrants serie om kriminalinspektør Emma Sköld. Her møder vi Emmas far – den tidligere politimester Evart Sköld. Stockholm hjemsøges af en række mystiske mord på rumænske tiggere. Og endnu mere mystisk er det at politifolk, som interesserer sig for sagen, dør. Evart Sköld beslutter sig for at kaste sig over sagen.

Og i de kommende uger udkommer spændende titler som:

Rigtig godt krimiefterår. Mon ikke der er en bog, der passer dig?

Rebekka Andreasen

 

 

 

 

 

Anmeldelse: Over grænsen – en række krimi- og spændingshistorier

Syv hurtiglæste noveller fra en række populære krimiforfattere. Foto: Rebekka Andreasen

De syv noveller i Over grænsen tager læseren med til Tyskland under 2. verdenskrig, de svenske skove, Øresundsbroen, et natløb i en mørk dansk skov, et københavnsk kollektiv i 83, en landejendom på Djursland og til en villa på Østamager.  Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Historierne i novellesamlingen Over grænsen er meget forskellige. Syv fine noveller, der behageligt glider ned i et adstadigt tempo.

Om det er nemt at skrive en skønlitterær roman? Nej, det tror jeg ikke. Overhovedet ikke. Er det så nemt at skrive kort? Nej! Som journalist ved jeg, at det er svært at skrive kort og stramt, og det bliver sikkert ikke nemmere som skønlitterær forfatter at kreere en helstøbt og stærk historie på få sider. Det er lidt af en præstation.

Politikens Forlag står bag Over grænsen, hvor fem krimiforfattere og to forfatterpar hver bidrager med en krimi- eller spændingsnovelle. Fin titel til en samling historier, der alle handler om det, der går over grænsen. Og fin titel til en bog, hvor overskuddet går til Red Barnets arbejde for at skabe skolegang for syriske flygtningebørn.

Jussi Adler-Olsen har skrevet den absolut korteste novelle, Sprækken, der fylder 14 sider, og på den forholdsvis korte plads får han foldet en grum historie ud, der tager sin begyndelse under 2. verdenskrig. Den tyske soldat Uwe Puppel er såret efter et slag mod russerne, og han deserterer fra lazarettoget på vej tilbage til Tyskland. Han er led og ked af krigen og ikke kun fysisk påvirket efter at have været på tre felttog. Han flygter tilbage til sin hustru Sigrid, der dog ikke er udpræget begejstret for at se ham. Historien trækker tråde til et ægtepar, der findes myrdet i Lünen i nutidens Tyskland. Plottet er modbydeligt lækkert. (Sprækken udkom som e-bog allerede i januar 2015.)

I Jesper Steins Gudinden møder vi Axel Steen som forholdsvis nybagt far og ung efterforsker, der netop har fået ny kollega: John Darling. Altså springer vi tilbage i tiden før den første Axel Steen-krimi, Uro. Axel bliver sat på en sag om en kvinde i begyndelsen af 30’erne, der har begået selvmord. Han kan ikke slippe tanken om, at kvinden er blevet dræbt, og da sagen samtidig vækker noget i ham selv og får fortiden til at rumle og dæmoner fra barndommen til at spøge, suger han sig fast i sagen som en igle, opsat på at opklare det, han er overbevist om er en forbrydelse. Dejligt med et Axel Steen-gensyn. Det tager de værste abstinenser.

Jakob Melander tager med bogens længste novelle os med tilbage til et kollektiv anno 1983 og en ung politimand, der skal efterforske det allerførste mord i karrieren. En af kollektivets beboere, en ung kvinde, er blevet slået ihjel – med en hammer. Og den unge betjent, der fra Sydfyn er kommet ind med firtoget til Drabsafdelingen på Politigården i København, skal sammen med en erfaren kollega efterforske mordet på den unge kvinde. Selvfølgelig er der musik og et sjat punk i Fredensborg, som novellen hedder – det er jo et Jakob Melander-skriv. Skøn lille detalje, at novellen er skrevet som en tale til en flok nyuddannede politibetjente.

Dejligt at komme et smut til Østjylland med Elsebeth Egholms Vandrende skygger. Her møder vi  Lea, der har voksne børn og som for nylig er blevet alene, fordi hendes mand Allan hoppede ud fra en færge på vej fra Frederikshavn mod Sverige. Hun bruger sin energi på haven og landejendommen på Djursland og skal finde ud af, hvordan livet nu skal leves. Nye ting skal værdsættes – som f.eks. en tung og god omgang sphagnum. Lea får besøg af Dupond og Dupont, som hun kalder de to betjente fra Aarhus. Og af naboens nysgerrige hund. Fin lille spændingshistorie om en kvinde, der tager hul på et nyt kapitel af sit liv.

Eva Maria Fredensborgs novelle, Den fremmede, foregår i en lille øde svensk flække omgivet af skove. Der er noget klassisk Agatha Christie over historien: Et isoleret sted, et dødsfald og alle-mistænker-alle indtil en årvågen person finder hoved og hale i kaos. En håndfuld mennesker samles til stormkaffe hos kvinden Anna under en voldsom storm, en person falder død om og alle kigger sig en ekstra gang over skulderen. Er dødsfaldet hændeligt uheld – eller mord? Og hvorfor kommer en fremmed motorcyklist fra Stockholm forbi, netop inden det trækker op til storm? Læs den herlige novelle, og du får svarene.

Bentzon på broen hedder A. J. Kazinskis (Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich) bidrag til novellesamlingen. Niels Bentzon, der er gidselforhandler hos Københavns Politi, og som har været igennem en masse strabadser senest i Den genfødte morder, må forlade en fest og en kone, der flirter med en kollega, for at tale en desperat selvmordskandidat fra at hoppe ud fra Øresundsbroen. Bentzon må bruge sig selv for at løse opgaven. Og måske er det ikke kun den 47-årige Henrik, der står på kanten af et mørkt hav, der ikke har fast grund under fødderne? Jeg er ret glad for bøgerne om Niels Bentzon, og novellen er en skøn appetitvækker til Drømmetyderens død, en ny Niels Bentzon-krimi, der udkommer til august.

Bogens andet forfatterpar, Lotte og Søren Hammer, har skrevet en historie med både humor og et overraskende tvist. En novelle, der sendte mine tanker tilbage til de natløb, jeg som fritidshjemsbarn frygtede, når den årlige sommerkoloni trængte sig på. (Jeg har aldrig været den modige type) I Den blå ged  møder vi pædagogen Carsten, der i årevis med fryd og uden blødsødenhed har arrangeret natløb for ungerne. Årets tema er onde Disneyfigurer, og omhyggeligt arrangerer Carsten figurer af Cruella de Vil og Madam Mim i den skov, ungerne senere skal sendes ud i. Men noget går galt.  Og Carsten bliver bange.

De tre noveller, jeg var mest optaget af, er novellerne af Jesper Stein, Jakob Melander og Jussi Adler-Olsen.

 

BogForum dag 2 i billeder og ord

På BogForum er der plads til alle. Foto: Rebekka Andreasen

På BogForum er der plads til alle. Foto: Rebekka Andreasen

BogForum 2015: Kender du en psykopat? Vil du have en hjerne a la Ole Henriksen? Vil du smage en græshoppe? Tre spørgsmål, som jeg blev stillet på BogForums anden messedag. Her billeder og ord fra andendagen i Bella Center:

Lørdag skubbes godt i gang med hudspecialisten Ole Henriksen, der danser sig vej til scenen til tonerne af Pharrell Williams. Se Ole Henriksens dansende entre her

Der er proppet foran Hvid Scene. Rigtig mange er interesserede i at høre, hvordan de får Ole Henriksens hjerne. Eller med andre ord: Et indblik i, hvordan det kan lade sig gøre at være så glad hele tiden, og hvad de selv kan gøre for at få et gladere sind.

Arne og Carlos viste nyt til strikke-folket. Foto: Rebekka Andreasen

Arne og Carlos med nyt guf til strikke-folket. Foto: Rebekka Andreasen

Smilet på læberne bliver ikke mindre, da jeg går forbi de norske strikkefreaks Arne og Carlos. Kreative gør-det-selv-typer valfarter til strikke-standen. Jeg kan overhovedet ikke strikke, men de to mænd fascinerer mig.

Hvor Krimimessen i Horsens udelukkende fokuserer på krimi- og spændingsgenren, er BogForum et sammensurium af alt muligt forskelligt bog-guf. Men også krimifolket er til stede, og jeg møder flere skønne læsere af denne blog.

Pludselig går Darth Vader forbi mig. Det samme gør en håndfuld betjente iført skudsikre veste rustet med automatvåben. På dagens program er også Flemming Rose og Naser Khader. Dem skal der passes godt på. Og efter skyderierne i København i februar møder politiet massivt op til et arrangement som dette, hvor tusindvis af mennesker er samlet. Sørgeligt at det skal være sådan.

Efter en interessant snak om spiselige insekter på BioNyt Videnskabens verdens stand, hvor jeg bliver tilbudt en græshoppe, er det endelig tid til krimiguf.

Interviewer Jane Gisselmann spørger Michael Katz Krefeld, om han har styr på, hvor mange han har slået ihjel i sine bøger: Næh, men det er i hvert fald mange, svarer forfatteren til bl.a. Ravn-serien. Foto. Rebekka Andreasen

Jane Gisselmann fra Plusbog.dk spørger Michael Katz Krefeld, om han har styr på, hvor mange han har slået ihjel i sine bøger: “Næh, men det er i hvert fald mange, svarer forfatteren til bl.a. Ravn-serien. Foto. Rebekka Andreasen

Michael Katz Krefeld fortæller om sin seneste Ravn-krimi Sekten og giver sit bud på, hvad et godt krimiplot er:Udover fremdrift i fortællingen skal der være noget på spil for hovedpersonen. Og der skal være en skurk, som du både frygter og forstår. Som forfatter er jeg advokat for alle mine figurer, og der skal være et motiv bag, at skurken gør, som han gør.”

Martin Jensen, der er forfatter til serien om Eske Litle, byfogden i Assens, der gennem syv bind opklarer forbrydelser samtidig med, at han forsøger at undgå at blive fanget i Den kulledes Greves rænkespil, er aktuel med Når genstande beretter - Museernes danmarkshistorie. Foto: Rebekka Andreasen

Martin Jensen er formand for Det Danske Kriminalakademi og har skrevet en række krimier. Han er aktuel med en bog i en lidt anden genre: Når genstande beretter – Museernes danmarkshistorie. Foto: Rebekka Andreasen

Hilser på Martin Jensen, der er formand for Det Danske Kriminalakademi, hvor jeg for nylig blev optaget som medlem. Akademiets formål er at fremme god kriminallitteratur. Kan man andet end at elske det akademi? Martin Jensen er også forfatter til bl.a. middelalderserien om Eske Litle, byfogden i Assens, der gennem syv bind opklarer forbrydelser.

Senere fortæller Julie Hastrup om sin Rebekka Holm-serie. Hun er godt i gang med den 6. bog i serien, der kommer om et års tid. Hun kan takke sin mormor for krimipassionen. Som 4-årig lod Julies mormor forfatteren se en uhyggelig thriller i tv.

- Jeg er god til at se det uhyggelige i det hyggelige, siger Julie Hastrup. Foto: Rebekka Andreasen

“Jeg er god til at se det uhyggelige i det hyggelige,” siger Julie Hastrup. Foto: Rebekka Andreasen

En gyser, hun stadig kan genkalde sig, og selvom det måske ikke var så pædagogisk, så plantede det kimen til Julie Hastrups fascination af krimigenren. Det var også hos sin mormor, at forfatteren læste Agatha Christies bøger og blev fascineret af psykologien bag et mord.

“Nu er jeg blevet min mormor. Jeg bruger søndagsudflugter med familien på at finde det helt rigtige sted at placere et lig. Jeg har for nylig haft min mand og børn på 11 og 14 år med til Finland, og jeg har fundet et oplagt sted, der skal bruges i min næste bog. Det er så spooky, og jeg glæder mig til at dele det med læserne.”

Helle Vincentz har netop været igennem en total gennemlæsning og redigering af manuskriptet til Stjålne liv - en ambitiøs politisk thriller. Foto: Rebekka Andreasen

Helle Vincentz har netop været igennem en redigering af manuskriptet til Stjålne liv – en politisk thriller, der udkommer til februar, og som forlaget bag kalder “en moderne thriller med et højt ambitionsniveau og et markant samfundsmæssigt perspektiv. Foto: Rebekka Andreasen

Møder en glad Helle Vincentz, der 26. februar sender en politisk thriller på gaden. Stjålne liv hedder bogen, der er et nyt krimiunivers uden karrierekvinden Caroline Kayser.

Både Vincentz og Hastrup har aftenen før været til et krimiarrangement på den svenske ambassade, hvor følgende syrede ordveksling fandt sted:

Hastrup: Jeg har slået én ihjel på kastellet.

Vincentz: Jeg slår kun ihjel i udlandet.

Godt at det er mord – på papir.

Videre til Gyldendals stand, hvor metervis af kø slanger sig. Årsag: Søren Ryge Petersen og Martin Bigum signerer bøger.

Trænger til at hvile ørerne og slår et smut forbi Lyttesalonen, hvor Thomas Rydahl for første gang læser op af De savnede, der udkommer til foråret. Det er en fortsættelse til Eremitten, der fik BogForums Debutantpris sidste år. En bog, som også er blevet hædret med den skandinaviske kriminallitteraturpris Glasnøglen.

Får snak over kaffeautomaterne med forfatter Stephanie Caruana, Smerten selv, der er i “en boblende udviklingsfase” og har tanker om en politisk thriller. Vi taler bl.a. om Copenhagen Crime – en ny krimifestival i København. Bliver festivalen et spændende supplement til Krimimessen i Horsens? Eller en konkurrent, der nasser på Krimimessens solide brand og i sidste ende svækker hele genren, fordi nogle forfattere kun vil vælge det ene initiativ? Jeg er i tvivl.

Da jeg sætter mig for at høre Lotte og Søren Hammer fortælle om deres krimiserie, der er udgivet i 22 lande, går det op for mig, hvor ømme mine ben er. Syv timer i Bella Center på dette skønne gedemarked af en bogmesse sætter sine fysiske spor. Heldigvis er det et yderst veloplagt og humoristisk søskendepar, der fortæller om deres forfatterskab.

Søren Hammer forklarer, at de helt ned på sætningsniveau diskuterer, om der skal noget blodigt og voldeligt med i bøgerne om Konrad Simonsen, som i øvrigt har visse ligheder med Lotte Hammers mand.

“Det ligger jo i krimiens natur, at der er en, der skal dø, men volden skal kunne legitimeres”, mener Søren Hammer og tilføjer, at de godt kan lide skurke, der er lidt psykopatiske.

- Vi er begge meget glade for Sjöwall og Wahlöö. Læs dem, hvis I ikke kender dem, opfordrer Lotte Hammer, der samme med sin bror Søren har skrevet foreløbig seks bind om chefkriminalinspektørKonrad Simonsen. Foto: Rebekka Andreasen

“Vi er begge meget glade for Sjöwall og Wahlöö. Læs deres bøger,” opfordrer Lotte Hammer, der samme med sin bror Søren har skrevet foreløbig seks bind om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen. Foto: Rebekka Andreasen

Selvom søskendeparret bor under samme tag, sidder de hver for sig og skriver. De deler bogen op i scener, som de hver især arbejder med. Til sidst skriver Søren bogen igennem for at få en ensartet tone. Hvis de bliver uenige, forsøger de at undgå kompromisser, så teksten ikke ender med at blive ren leverpostej. Derfor får en af dem lov til at trumfe igennem, hvis der opstår uenighed.

“Søren har dog været inde på, at en af hovedpersonerne skal lade livet. Der sætter jeg altså foden ned, ” fastslår Lotte Hammer.

På vej mod udgangen bliver jeg stoppet af en mand, der spørger mig, om jeg kender en psykopat? Jeg tænker, at det må være mit stikord til at sige tak for i dag.

PS: Tak hvis du læste med helt herned. Der kommer snart billeder og ord fra BogForum dag 3. på bloggen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nye Krimier

Craig Russell, Lotte og Søren Hammer, Dorph og Pasternak og Jan Larson er blandt de forfattere, der sender ( eller har sendt) nye krimier på gaden. Mon ikke der er en bog, der tiltaler dig?

Craig Russell, Lotte og Søren Hammer, Dorph og Pasternak og Jan Larson er blandt de forfattere, der for nylig har udgivet (eller meget snart udgiver) en ny krimi. Mon ikke der er en bog, der tiltaler dig?

Inspiration: Det vrimler med krimiudgivelser, og flere nye krimier er på vej. Her er et udpluk af nye krimier. 16 forskellige bøger. Mon ikke der er en, der passer til dig?

En frygt for sort vand af Craig Russell. Er udkommet. Forfatteren er skotte, men bogen foregår i Hamborg. Bogen er den femte i serien om Jan Fabel fra Mordkommissionen i Hamborg. Byen plages af en såkaldt netværksmorder, der kontakter sine ofte via de sociale medier og bagefter smider ligene i vandet. Er det mon den samme person, der står bag drabet på et hovedløst lig, der skyller op på havnen? Fabel sættes på sagen. Du kan møde Craig Russell på Krimimessen i Horsens. Jeg er fan. Stor fan. Læs mere om bogen her

Tal til mig af Dorph og Pasternak. Udkommer 6. marts. Det er parrets fjerde historiske politikrimi, der foregår fra 1975 og frem til i dag. Året er 1989, og Berlinmuren falder. Regimerne vakler i Østeuropa, og i København er en ung kvinde blevet myrdet. Vi følger Ole Larsen, Anita Jensen og Jesper Henriksen fra drabsafdelingen i København, der til sidst står midt i den rumænske revolution i december 89, hvor de ikke kun skal opklare sagen, men også redde hinandens liv. Du kan høre forfatterparret fortælle om bogen på Krimimessen i Horsens. Læs mere om bogen her

Elskede Heidi af Lotte og Søren Hammer. Udkommer 6. marts. Det er parrets sjette bog om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen fra Drabsafdelingen i København. Denne gang er det overvågning og droner, forfatterne har kastet sig over. Et børnehavebarn kidnappes. Kort efter kidnappes en teenagepige. Begge pigers fædre er ansat i politiet. Hvem er det, der vil politiet ondt? Lotte og Søren Hammer fortæller om bogen på Krimimessen i Horsens. Læs mere om bogen her

Osamas hævn af Steffen Groth. Er udkommet. Forfatteren har i flere år været direktør i en FN-organisation, der kontrollerer, at lande ikke laver atomvåben i det skjulte. Det har bragt ham rundt omkring i verden og givet ham kendskab til blandt andet terrororganisationer. I Osamas hævn møder vi blandt andet Asger Aref. Han er en dansk undercover-agent i Iran, der opdager, at IS planlægger at føre en atombombe til Europa. Vi møder også Ben Hassan, der er muldvarp for PET – plantet i en koranskole i Vangede. Du kan møde forfatteren på Krimimessen i Horsens. Læs mere om bogen her

Tavshedens pris af Jan Larson. Er udkommet. Det er en krimi, der foregår på Haiti. Her arbejder danske Vicki Salling i en hjælpeorganisation. Og her regerer narkobaronen Micha Collaro med brutal hånd. Vicki kommer på kant med den magtfulde gangster. Det kan få uoverskuelige konsekvenser. Det er forfatterens syvende bog. Læs mere om bogen lige her

Den blå græshoppe af Søren Lassen. Er udkommet. Året er 1963. Kennedy er netop blevet myrdet. Det samme er tre københavnske prostituerede. Drabene i København truer med at trække chefredaktør Marius Holbergs fortid fra besættelsen frem i lyset. Forfatteren debuterede med spændingsromanen En anden tid, der blev tildelt Det Danske Kriminalakademis Debutantdiplom i 2001. Du kan møde Søren Lassen på Krimimessen i Horsens. Du kan læse mere om forfatteren lige her

I blinde af Eva Maria Fredensborg. Er udkommet. Det er tredje og sidste del af serien om Robert Strand, Asta Qvist og Carl Pedersen. En fodboldspiller fra superligaen bliver myrdet. Og trekløveret bliver sat på sagen. Mød Eva Maria Fredensborg på Krimimessen i Horsens. Du kan læse mine anmeldelser af Eva Maria Fredenborgs to andre krimier her og her

Fighter af Øystein Wiik. Er udkommet. Det er den norske forfatters tredje actionmættede krimi om journalisten Tom Hartmann og politiefterforskeren Cathrine Price. Denne gang befinder Harttmann sig ombord på et skib i Den arabiske Golf, der kapres af somaliske pirater. Hjemme i Norge findes en gammel skibsreder død – og et barn meldes savnet. Mon sagerne hænger sammen? Læs mere om bogen her

Den femte årstid af Mons Kallentoft. Er udkommet. Det er den svenske forfatters femte bog om kriminalkommissær Malin Fors. Fundet af et kvindelig i en skov får Fors til at tænke på en gammel sag, hun ikke kan slippe. Nemlig en ung kvinde, der også blev fundet i en skov – voldtaget og mishandlet. Den mishandlede kvinde er indespærret på et psykiatrisk hospital. Og er fuldstændig tavs og i sin egen verden. Er det samme gerningsmand? Mons Kallentoft gæster Danmark i forbindelse med Krimimessen. Læs mere om bogen her

Voldsspiralen af Erik Hauervig. Udkommer 19. marts. Forfatteren er tidligere kriminalassistent, og det er forfatterens fjerde bind i serien om Bjørn Agger fra Station City på Vesterbro i København. Igen har Bjørn Agger og kollegerne nok at se til, og voldsspiralen sættes i gang, da en ældre dame brutalt bliver overfladet og slået ned. Du kan møde Erik Hauervig på Krimimessen i Horsens.

Breve til Saxo af Svend Sørensen. Udkommer 6. marts. Svend Sørensen, der tidligere blandt andet har skrevet en række fagbøger, har skrevet en krimikrønike fra Thy. Taksatoren Arnfred Borg bliver bedt om at passe på nogle historiske skriftruller. Det får stor betydning for hans eget liv. Læs mere om bogen her

StjerneBos Børn af Brian Spangård. Er udkommet. Det er Brian Spangårds debutroman og en barsk historie om blandt andet overgreb på anbragte unge. Selvom de tidligere beboere på ungdomsinstitutionen StjerneBo for længst er flyttet ud, er institutionen aldrig flyttet ud af beboerne, der tvinges til at tage stilling til deres fælles fortid, da tidligere medarbejdere på StjerneBo brutalt myrdes én efter én. Du kan følge forfatteren på Facebook lige her

Under liv af Karin Hede. Udkommer i dag. Forfatteren er journalist på Randers Amtsavis, og bogen er hendes tredje om kriminalkommissær Marianne Iversen. De to tidligere bind skrev Karin Hede sammen med nu afdøde Martin Bavngaard. Det er en krimi, der bringer læseren hele turen fra småborgerlig utryghed i hyggelige omgivelser til skyggesiden af Randers og langt videre til Adenbugtens urolige vande. Du kan møde Karin Hede på Krimimessen. Læs mere om bogen her

Hvidt snit af Lotte Petri. Udkommer 18. marts. Det er fjerde krimi om lægen Selma Elisassen, der denne gang graver i en sag om to mystiske dødsfald. Selvom der er 30 år imellem de to dødsfald, har ofrene noget til fælles. De har begge fået foretaget det hvide snit og er blevet forgiftet med et yderst sjældent stof. Du kan møde Lotte Petri på Krimimessen i Horsens. Læs mere om bogen her

 Glaslegemer af Erik Axl Sund. Udkommer 9. marts. Forfatternavnet dækker over Jerker Eriksson og Håkan Axlander Sundquist. Det svenske forfatterpar har tidligere skrevet blandt andet Kragepigen. Glaslegemer er første selvstændige bog i en ny trilogi. Her møder vi den konstituerede kriminalkommissær Jens Hurtig, der efterforsker en række usædvanlig brutale selvmord. Og hvem står bag enmandsbandet Hunger, der på bestilling komponerer de unges dødsmusik? Læs mere om bogen her

Kvinden i det røde mudder af Louis Klostergaard. Udkommer 19. marts. Forfatteren er sydafrikansk/dansk. Bogen følger Pieter Martins fra Johannesburg i Sydafrika. Han er en sort, midaldrende tidligere politimand under apartheidstyret, men har nu nedsat sig som privatdetektiv. Han får til opgave at finde en hvid pige, der er forsvundet. Du kan møde forfatteren på Krimimessen i Horsens. Læs mere om bogen her

God læselyst!

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her