Louis Klostergaard

Krimier, der foregår i Afrika

Tag med til Afrika uden at pakke kufferten. Jeg har lavet en liste med gode krimier om Afrika. God rejse.

Når du læser, oplever du andre miljøer end dem, du måske færdes i til daglig. Tag med et smut til Afrika. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg har boet og rejst en del i Afrika. Jeg har vandret op ad Kilimanjaro, beundret en søvnig gepard på safari i Kenya og snorklet ud for Zanzibars kyst. Jeg har spist krydret, tunesisk mad, der forkæler ganen, og jeg har beundret bygninger i Maputo i Mozambique og set, hvordan vestlig og afrikansk arkitektur smelter sammen.

Jeg har suget duften af akacietræer til mig, stået ved Nilens udspring i Uganda, og jeg har fået rødt sand mellem tæerne.

Men jeg har også set bagsiden af Afrika. Mødt mennesker i dyb fattigdom, der bor i affald, børnehjemsbørn, hvis forældre er døde af AIDS, set storbyer invaderet af rotter og forurening og mødt gambianere, hvis familiemedlemmer er fængslet for at ytre sig imod styret.

Og for nylig kom min mand hjem fra en arbejdsrejse til Madagaskar med en træls souvenir i form af en voldsom tarminfektion, der krævede indlæggelse på sygehuset i flere dage.

Afrika er både fantastisk og kaotisk på samme tid. Vil du gerne have en dosis Afrika uden at rejse dertil? Jeg har lavet en liste med krimier om Afrika, du kan plukke af.

  • Tretten timer af Deon Meyer:  En eminent politiroman, der foregår i Sydafrika. En krimi, der viser en flig af de mange udfordringer, der er i det smukke land, der minder om Europa på mange måder, men som stadig er et forholdsvis nyt demokrati. Og hvor der er intet mindre end elleve forskellige officielle sprog. Vi møder den hvide vicekriminalkommissær Benny Griessel en tidlig morgen i Cape Town og slipper ham først igen 13 timer senere. Og det er ikke uinteressant.

 

  • Afrikas horn er en spændingsroman af den sydafrikanske bestsellerforfatter Wilbur Smith. Den 19-årige Cayla bortføres fra sin mors luksusyacht i Det Indiske Ocean. Bag kidnapningen står somaliske ekstremister, der kræver et gigantisk beløb for at frigive hende. Den stenrige moder får hjælp af Hector Cross – sikkerhedschef med baggrund som major i det britiske specialkorps. Tempofuld og spændende roman med masser af action på havet ud for Afrika. Der er tre spændingsbøger i serien om Hector Cross, og Afrikas horn er den første.

 

  • Alexanders McCall Smiths serie om Damernes detektivbureau er både spændende, farverig og humoristisk. Bøgerne handler om den stærke, varme, kloge og snedige Mma Ramotswe, der åbner et detektivbureau i Botswanas hovedstad Gaborone. Det er en herlig krimiserie på over ti bind, der viser et anderledes billede af Afrika, end vi er vant til fra medierne. Den første bog i serien hedder lidt uopfindsomt Damernes Detektivbureau Nr. 1. Men der er masser af hyggelig krimiguf i vente, hvis du har serien til gode. Forfatteren er skotte født i det daværende Rhodesia.

 

  • Den afrikanske jomfru af Helle Vincentz, der er den danske forfatters debutroman. Og første bind i serien om Caroline Kayser, der er ansat i et dansk olieselskab. Hovedpersonen sendes i hast til afdelingskontoret i Kenya, hvor hun skal sætte en stopper for vedvarende rygter om voldtægt. Men hvor langt er hun vil­lig til at gå for at redde firmaets omdømme? Og kan hun vende det blinde øje til både mord, voldtægt og kor­rup­tion? Bogen blev shortlistet til Danske Banks Debutantpris og til prisen som årets krimidebut i Frankrig. En spændende dansk thriller om Afrika.

 

  • Den standhaftige gartner af John le Carré. En af mine yndlingsbøger. Bogen foregår i Kenya, og jeg boede i Uganda, da jeg læste den. Vi møder den engelske diplomat Justin Quayles, der arbejder på den engelske ambassade i Nairobi. Hans kone Tessa arbejder som ngo’er i Nairobis slumkvarterer, og da hun findes dræbt, sætter han sig for at finde ud af hvorfor. Og af hvem. I bedste bedste Le Carré-stil er der hug til multinationale selskabers udnyttelse af ulande. En fremragende thriller. Filmatiseringen af bogen med Ralph Fiennes og Rachel Weisz kan også anbefales. Men filmen er selvfølgelig ikke så god som bogen.

 

  • Sidst i 90’erne udkom Gretelise Holms Mercedes-Benz Syndromet. En politisk thriller, der foregår i Zimbabwe, hvor forfatteren, der også er journalist, har boet og arbejdet i flere år. Det er Holms første krimi. Og en roman, som hun fik Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom for. Det er længe siden, jeg har læst bogen, og jeg husker ikke krimiplottet godt. At bogen er skrevet af en forfatter med stor kærlighed til og viden om Zimbabwe husker jeg dog gjorde indtryk på mig.

Jeg har ikke selv læst Louis Klostergaards to krimier, der foregår i Sydafrika, men jeg har hørt godt om både Kvinden i det røde mudder og Marionetdukken, hvor vi møder Pieter Martins, der er sort politibetjent under apartheidstyret. Forfatteren er født i Sydafrika, men har haft sin skolegang og fået sin uddannelse i Danmark, hvor han bor i dag.

Jeg har heller ikke læst Rune Stefanssons Baby Rasta, der foregår i Gambia. Men det er også en krimi/politisk thriller, der har fået fornemme ord med på vejen. Politikens anmelder smed fem hjerter efter bogen om den chilensk-danske detektiv Marcelo Krankl, der hyres til at efterforske mordet på en dansk popstjerne i Gambia. Bogen er nummer to i en serie på fire bøger om Marcelo Krankl. Rune Stefansson siger:

Afrika er trendy. Afrika er i vækst. Afrika er stenaldermennesker med mobiltelefoner. Meget groft sagt, naturligvis. Der er nogle enorme kontraster. Og menneskene er så dejlige, så imødekommende, så åbne.

Læs resten af interviewet, hvor citatet her er fra, på forfatterens site her

Feriefotos fra bl.a. Uganda og Tanzania. Foto: Rebekka Andreasen.

PS:

Fra Afrika til Grønland: Tak til alle jer der deltog i konkurrencen om to udgaver af Nina von Staffeldts Den sorte engel, der foregår på Grønland. Både her, på Instagram og på Facebook.

Flere af jer skriver, at I ikke rejser meget i virkeligheden. Men at I har været vidt omkring i verden gennem de bøger, I læser. Herligt.

Pipalukbooks og Eva Tove Rasmussen – send mig jeres adresse på mail@rebekkaand.dk – så sender Forlaget milik, der har sponsoreret bøgerne, Staffeldts nye krimi til jer.

God læselyst og god rejse, hvis du pakker kufferten her i løbet af sommeren/Rebekka

 

 

Nye krimier – og lidt om Jussi

Nye krimier: Fik du læst det blogindlæg om Jussi Adler-Olsen, som tusindvis af andre bloglæsere har læst? Og er du klar over, at forfattere som Nis Jakob, Louis Klostergaard og Søren Marquardt Frederiksen netop har sendt bøger på gaden?

Man er en lille smule væk på ferie, og hvad sker der imens? Besøgstallet på bloggen boomer. Jeg ved godt hvorfor. Jeg kan nemlig se, at mange tusinde har klikket på netop dette blogindlæg, hvor Jussi Adler-Olsen røber lidt af handlingen i det bind af Afdeling Q, han arbejder på i øjeblikket.

Vi er rigtig mange krimilæsere, der spændt venter på nyt om Afdeling Q. Jeg glæder mig selv meget til at tage på eventyr med Carl Mørck og co. til efteråret.

fskjdflksdjlfksjldf

En sibirisk hantiger spiller en rolle i Nis Jakobs krimithriller Tigerbjerget.

Men der udgives også krimier, der ikke får nær så meget opmærksomhed som Jussi Adler-Olsens bøger. Og som udkommer på knap så store forlag som Politikens Forlag. Mens du venter på nyt om Afdeling Q, var det måske en ide at kaste sig over en af følgende nye krimier?

Tigerbjerget af Nis Jakob:

En krimithriller om ondskab og magt, der foregår på et gods på Sydfyn, hvor en grum fortid ligger og ulmer bag de tykke granitmure. For den unge tekstforfatter, Janus, der er ansat til at skrive om Brochslægtens glorværdige historie, bliver det en farlig rejse ind i en brutal og blodig fortid, da han prøver at finde ud af, hvem der har myrdet den gamle lensgreve og tidligere SS-officer under 2. Verdenskrig, Erich Broch. Bogen er en e-bog udgivet på JAKOBs Press. I øjeblikket er bogen på Saxos bestsellerliste over e-bøger. Læs mere om forfatteren her

Forfatteren er født i Durban, KwaZulu-Natal, Sydafrika, men har gået i skole og uddannet sig som filosof i Danmark. Han har hele sit liv forholdt sig til Sydafrika og landets forskellige problematikker.

Louis Klostergaard er født i Durban, KwaZulu-Natal, Sydafrika, men har gået i skole og uddannet sig som filosof i Danmark. Han har hele sit liv forholdt sig til Sydafrika og landets forskellige problematikker.

Marionetdukken af Louis Klostergaard:

En efterfølger til debutkrimien Kvinden i det røde mudder. Vi møder igen privatdetektiv Pieter Martins fra Hillbrow, Johannesburg, der var sort politibetjent under apartheidstyret. Pieter Martins får en opgave for en alfons, der har mistet en af sine ’piger’. Eftersøgningen fører Martins til Mozambique. Her støder han på menneskehandel med unge piger under borgerkrigen i 1970’erne og den voldelige Renamo-milits.

Det bliver også til gensyn med ærkefjenden Franz van der Merwe, der er en korrupt strømer fra apartheidtiden i Sydafrika. Bogen udkommer 3.juni på EC Edition. Læs mere om bogen her

Kongens by af Søren Marquardt Frederiksen

Den 24. februar 1628 rejser kong Chr. IV til Nakskov. Han bliver der i 21 dage. På det tidspunkt er Nakskov den 7. største by i det danske storrige, og Chr. IV har planer om at gøre byen endnu større. Han har sendt bud efter 1000 bønder, der med skovle og spader skal bygge en fæstning rundt om byen. Tingene går dog ikke helt som planlagt, hverken for kongen eller Nakskovs borgere.

dsfasdasfasfsaf

Søren Marquardt Frederiksen har lavet en omfattende research og sat sig grundigt ind i bl.a. religion, bystyre, sygdomsbekæmpelse, bøddelvæsen og madlavning anno 1600-tallet. Han er forfatter til en række bøger om journalistik og kommunikation. Kongens By er hans debut som skønlitterær forfatter.

I denne historiske ramme har forfatteren placeret en  krimiintrige, der kaster lys over en af Nakskovs storhedstider, og samtidig giver et indblik i, hvordan hverdagslivet foldede sig ud i en stor dansk købstad under Chr. IV. Den historiske krimi er netop udkommet på Morfeus Forlag. Læs mere om bogen her

 

 

Nye Krimier

Craig Russell, Lotte og Søren Hammer, Dorph og Pasternak og Jan Larson er blandt de forfattere, der sender ( eller har sendt) nye krimier på gaden. Mon ikke der er en bog, der tiltaler dig?

Craig Russell, Lotte og Søren Hammer, Dorph og Pasternak og Jan Larson er blandt de forfattere, der for nylig har udgivet (eller meget snart udgiver) en ny krimi. Mon ikke der er en bog, der tiltaler dig?

Inspiration: Det vrimler med krimiudgivelser, og flere nye krimier er på vej. Her er et udpluk af nye krimier. 16 forskellige bøger. Mon ikke der er en, der passer til dig?

En frygt for sort vand af Craig Russell. Er udkommet. Forfatteren er skotte, men bogen foregår i Hamborg. Bogen er den femte i serien om Jan Fabel fra Mordkommissionen i Hamborg. Byen plages af en såkaldt netværksmorder, der kontakter sine ofte via de sociale medier og bagefter smider ligene i vandet. Er det mon den samme person, der står bag drabet på et hovedløst lig, der skyller op på havnen? Fabel sættes på sagen. Du kan møde Craig Russell på Krimimessen i Horsens. Jeg er fan. Stor fan. Læs mere om bogen her

Tal til mig af Dorph og Pasternak. Udkommer 6. marts. Det er parrets fjerde historiske politikrimi, der foregår fra 1975 og frem til i dag. Året er 1989, og Berlinmuren falder. Regimerne vakler i Østeuropa, og i København er en ung kvinde blevet myrdet. Vi følger Ole Larsen, Anita Jensen og Jesper Henriksen fra drabsafdelingen i København, der til sidst står midt i den rumænske revolution i december 89, hvor de ikke kun skal opklare sagen, men også redde hinandens liv. Du kan høre forfatterparret fortælle om bogen på Krimimessen i Horsens. Læs mere om bogen her

Elskede Heidi af Lotte og Søren Hammer. Udkommer 6. marts. Det er parrets sjette bog om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen fra Drabsafdelingen i København. Denne gang er det overvågning og droner, forfatterne har kastet sig over. Et børnehavebarn kidnappes. Kort efter kidnappes en teenagepige. Begge pigers fædre er ansat i politiet. Hvem er det, der vil politiet ondt? Lotte og Søren Hammer fortæller om bogen på Krimimessen i Horsens. Læs mere om bogen her

Osamas hævn af Steffen Groth. Er udkommet. Forfatteren har i flere år været direktør i en FN-organisation, der kontrollerer, at lande ikke laver atomvåben i det skjulte. Det har bragt ham rundt omkring i verden og givet ham kendskab til blandt andet terrororganisationer. I Osamas hævn møder vi blandt andet Asger Aref. Han er en dansk undercover-agent i Iran, der opdager, at IS planlægger at føre en atombombe til Europa. Vi møder også Ben Hassan, der er muldvarp for PET – plantet i en koranskole i Vangede. Du kan møde forfatteren på Krimimessen i Horsens. Læs mere om bogen her

Tavshedens pris af Jan Larson. Er udkommet. Det er en krimi, der foregår på Haiti. Her arbejder danske Vicki Salling i en hjælpeorganisation. Og her regerer narkobaronen Micha Collaro med brutal hånd. Vicki kommer på kant med den magtfulde gangster. Det kan få uoverskuelige konsekvenser. Det er forfatterens syvende bog. Læs mere om bogen lige her

Den blå græshoppe af Søren Lassen. Er udkommet. Året er 1963. Kennedy er netop blevet myrdet. Det samme er tre københavnske prostituerede. Drabene i København truer med at trække chefredaktør Marius Holbergs fortid fra besættelsen frem i lyset. Forfatteren debuterede med spændingsromanen En anden tid, der blev tildelt Det Danske Kriminalakademis Debutantdiplom i 2001. Du kan møde Søren Lassen på Krimimessen i Horsens. Du kan læse mere om forfatteren lige her

I blinde af Eva Maria Fredensborg. Er udkommet. Det er tredje og sidste del af serien om Robert Strand, Asta Qvist og Carl Pedersen. En fodboldspiller fra superligaen bliver myrdet. Og trekløveret bliver sat på sagen. Mød Eva Maria Fredensborg på Krimimessen i Horsens. Du kan læse mine anmeldelser af Eva Maria Fredenborgs to andre krimier her og her

Fighter af Øystein Wiik. Er udkommet. Det er den norske forfatters tredje actionmættede krimi om journalisten Tom Hartmann og politiefterforskeren Cathrine Price. Denne gang befinder Harttmann sig ombord på et skib i Den arabiske Golf, der kapres af somaliske pirater. Hjemme i Norge findes en gammel skibsreder død – og et barn meldes savnet. Mon sagerne hænger sammen? Læs mere om bogen her

Den femte årstid af Mons Kallentoft. Er udkommet. Det er den svenske forfatters femte bog om kriminalkommissær Malin Fors. Fundet af et kvindelig i en skov får Fors til at tænke på en gammel sag, hun ikke kan slippe. Nemlig en ung kvinde, der også blev fundet i en skov – voldtaget og mishandlet. Den mishandlede kvinde er indespærret på et psykiatrisk hospital. Og er fuldstændig tavs og i sin egen verden. Er det samme gerningsmand? Mons Kallentoft gæster Danmark i forbindelse med Krimimessen. Læs mere om bogen her

Voldsspiralen af Erik Hauervig. Udkommer 19. marts. Forfatteren er tidligere kriminalassistent, og det er forfatterens fjerde bind i serien om Bjørn Agger fra Station City på Vesterbro i København. Igen har Bjørn Agger og kollegerne nok at se til, og voldsspiralen sættes i gang, da en ældre dame brutalt bliver overfladet og slået ned. Du kan møde Erik Hauervig på Krimimessen i Horsens.

Breve til Saxo af Svend Sørensen. Udkommer 6. marts. Svend Sørensen, der tidligere blandt andet har skrevet en række fagbøger, har skrevet en krimikrønike fra Thy. Taksatoren Arnfred Borg bliver bedt om at passe på nogle historiske skriftruller. Det får stor betydning for hans eget liv. Læs mere om bogen her

StjerneBos Børn af Brian Spangård. Er udkommet. Det er Brian Spangårds debutroman og en barsk historie om blandt andet overgreb på anbragte unge. Selvom de tidligere beboere på ungdomsinstitutionen StjerneBo for længst er flyttet ud, er institutionen aldrig flyttet ud af beboerne, der tvinges til at tage stilling til deres fælles fortid, da tidligere medarbejdere på StjerneBo brutalt myrdes én efter én. Du kan følge forfatteren på Facebook lige her

Under liv af Karin Hede. Udkommer i dag. Forfatteren er journalist på Randers Amtsavis, og bogen er hendes tredje om kriminalkommissær Marianne Iversen. De to tidligere bind skrev Karin Hede sammen med nu afdøde Martin Bavngaard. Det er en krimi, der bringer læseren hele turen fra småborgerlig utryghed i hyggelige omgivelser til skyggesiden af Randers og langt videre til Adenbugtens urolige vande. Du kan møde Karin Hede på Krimimessen. Læs mere om bogen her

Hvidt snit af Lotte Petri. Udkommer 18. marts. Det er fjerde krimi om lægen Selma Elisassen, der denne gang graver i en sag om to mystiske dødsfald. Selvom der er 30 år imellem de to dødsfald, har ofrene noget til fælles. De har begge fået foretaget det hvide snit og er blevet forgiftet med et yderst sjældent stof. Du kan møde Lotte Petri på Krimimessen i Horsens. Læs mere om bogen her

 Glaslegemer af Erik Axl Sund. Udkommer 9. marts. Forfatternavnet dækker over Jerker Eriksson og Håkan Axlander Sundquist. Det svenske forfatterpar har tidligere skrevet blandt andet Kragepigen. Glaslegemer er første selvstændige bog i en ny trilogi. Her møder vi den konstituerede kriminalkommissær Jens Hurtig, der efterforsker en række usædvanlig brutale selvmord. Og hvem står bag enmandsbandet Hunger, der på bestilling komponerer de unges dødsmusik? Læs mere om bogen her

Kvinden i det røde mudder af Louis Klostergaard. Udkommer 19. marts. Forfatteren er sydafrikansk/dansk. Bogen følger Pieter Martins fra Johannesburg i Sydafrika. Han er en sort, midaldrende tidligere politimand under apartheidstyret, men har nu nedsat sig som privatdetektiv. Han får til opgave at finde en hvid pige, der er forsvundet. Du kan møde forfatteren på Krimimessen i Horsens. Læs mere om bogen her

God læselyst!

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her