Mænd der hader kvinder

Ny krimi om Lisbeth Salander til september

Manden der søgte sin skygge hedder den femte bog i serien om Salander og Blomkvist. Bogen udkommer samtidig i 26 lande den 7. september 2017.

Stieg Larsson-serien: Manden der søgte sin skygge hedder femte bog om Salander og Blomkvist. Bogen udkommer til september.

 

Den svenske forfatter David Lagercrantz er igen manden bag fortsættelsen af Millennium-serien om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist. Dermed fortsætter han det univers, Stieg Larsson skabte med Mænd der hader kvinder, Pigen der legede med ilden og Luftkastellet, der blev sprængt. Og det univers, som han allerede tog hul på med fjerde bog i serien: Det der ikke slår os ihjel.

Lagercrantz’ beslutning om at fortsætte den afdøde forfatter Stieg Larssons populære krimiserie vakte stor ståhej i forbindelse med udgivelsen af fjerde bog om Salander, især fordi Larssons kæreste, Eva Gabrielsson, kritiserede det i skarpe vendinger.

Ifølge Modtryk, der udgiver bogen på dansk, er femte bog i Millennium-serien en spændende historie om statslige overgreb, æresrelaterede konflikter og de skygger fra barndommen, der stadig plager Lisbeth Salander.

Lisbeth Salander afsoner en kortere straf i et kvindefængsel. I fængslet får Lisbeth besøg af Holger Palmgren, som har fået fat i dokumenter, der kaster nyt lys over myndighedernes overgreb på hende som barn. Hun beder Mikael Blomkvist om hjælp til nogle undersøgelser, og sporene leder dem til Leo Mannheimer, partner i Alfred Ögrens kapitalfond.
Hvordan hænger en velbeslået finansmands baggrund sammen med Lisbeths?

Det må du vente til september med at finde ud af.

Tilbage i sensommeren 2015, da den fjerde bog udkom, blev jeg interviewet i Kultursøndag på P1 og bl.a. spurgte, om det er gravrøveri at lade David Lagercrantz skrive videre på det krimiunivers, som Stieg Larsson skabte.

Sjældent har jeg fået så mange mails (også de temmelig sure) og kommentarer bagefter. Jeg mener, det er helt i orden, men har da ondt af Larssons samlever og synes, at hele striden efter Larssons død virker som et grumset og ufint forløb.

Men jeg er bestemt klar til at læse Millennium nr. 5. Bogen udkommer samtidig i 26 lande den 7. september 2017.

Lisbeth Salander i 125.000 eksemplarer

Det aarhusianske forlag Modtryk har fået trykt 125.000 eksemplarer af Det der ikke slår os ihjel.

Det aarhusianske forlag Modtryk har fået trykt 125.000 eksemplarer af Det der ikke slår os ihjel.  Bogen er skrevet af David Lagercrantz.

Millennium 4: Det der ikke slår os ihjel udkommer torsdag i et enormt oplag. Læs allerede nu et kort uddrag fra bogen.

125.000 eksemplarer. Det er også en sjat. Når den fjerde bog i Millennium-serien udkommer på torsdag, så er den nye bog om Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander trykt i svimlende 125.000 eksemplarer. Det er rigtig mange bøger i et lille land som Danmark. 26 forlag verden over vil udgive bogen på samme tid den 27. august.

Da Mænd der hader kvinder udkom i Sverige i 2005, var forfatteren Stieg Larsson død kort forinden. Han nåede dermed aldrig selv at opleve, at millioner af læsere verden over har slugt hans Millennium-serie, der er blevet en international bestseller.

Siden forfatterens død har der været en heftig arvestrid mellem Stieg Larssons far og bror, der forvalter rettighederne til bøgerne, og den svenske forfatters samlever. Striden er atter blusset op, og et par af Stieg Larssons barndomsvenner har kaldt Det der ikke slår os ihjel for gravrøveri og en hån mod Stieg Larssons forfatterskab. De kritiserer det svenske forlag Nordstedt for at have bedt David Lagercrantz om at skrive en selvstændig fortsættelse af det Millennium-univers, Larsson skabte. Også Stieg Larssons efterladte samlever Eva Gabrielsson har luftet sin kritik offentligt og kaldt det “en grotesk tanke”, at en ny forfatter nu har skrevet en selvstændig fortsættelse af Larssons populære serie.

Har du fulgt med i hypen omkring bogen og påvirker det din lyst til at læse Det der ikke slår os ihjel?

PS: Hvis du ikke er skræmt væk, kan du allerede nu læse et lille uddrag af Det der ikke slår os ihjel

PPS: Jeg elsker Millennium-bøgerne for deres spænding, for det super originale makkerpar Salander og Blomkvist og for Larssons samfundsengagement, der skinner igennem i bøgerne. Men hånden på hjertet: Stieg Larsson skrev ikke suverænt. Faktisk måtte jeg læse de første 50 sider af Mænd der hader kvinder flere gange, før jeg for alvor blev bidt af historien. Lange, kludrede sætninger og lidt tung start. Men ih, hvor er jeg glad for, at jeg holdt ud.

 

 

 

Krimiguf i 2015

I år er der nyt fra etablerede forfattere som Lars Kjædegaard, Jakob Melander, Helene Tursten,Carin Gerhardsen og Camilla Läckberg, men jeg glæder mig også til at læse journalist Lone Theils debutkrimi Pigerne fra Englandsbåden, der udkommer sidst i februar.

I år er der nyt fra etablerede forfattere som Lars Kjædegaard, Jakob Melander, Helene Tursten, Carin Gerhardsen og Camilla Läckberg, men jeg glæder mig også til at læse journalist Lone Theils debutkrimi Pigerne fra Englandsbåden, der udkommer 20.marts.

Nyt fra Stieg Larsson (sådan cirka) og premiere på den tredje Afdeling Q-film. Der er masser at glæde sig til i 2015, hvis du er Vild Med Krimi.

Da jeg gik på juleferie efter en travl december, havde jeg forestillet mig en juleferie, hvor jeg fik læst i hvert fald tre-fire bøger. Jeg læser hurtigt og har flere titler, som jeg glæder mig meget til at komme i gang med. Sådan gik det bare ikke. Ud over at tisse en lille smule i bukserne af grin over Nikoline Werdelins tegnede Homo Metropolis-univers, fik jeg ikke læst et eneste kapitel.

Til gengæld fik jeg:

  • spist en hulens masse grønkål og vaniljekranse
  • lappet flere sæsoner af Homeland (suveræn amerikansk tv-serie) i mig
  • nærlæst mine aviser
  • kælket
  • lavet hjemmelavede flødeboller
  • masser af gæster
  • spillet støvede brætspil
  • set et par dårlige julefilm eller tre

Måske havde jeg bare brug for en pause, for nu er jeg atter sulten på krimilitteraturen. Jeg har netop kastet mig over Jesper Holms Corpus Christi – en såkaldt konspirationsthriller, der foregår i både 1300-tallet og i nutiden. Jeg skal interviewe forfatteren på Krimimessen i Horsens sidst i marts (21. og 22. marts), og jeg glæder mig meget til at læse bogen.

Udover Krimimessen i Fængslet i Horsens, der for mig er et af årets højdepunkter, så er der masser af krimiguf at glæde sig til i 2015.

Michael Larsen, der tilbage i 90’erne skrev Slangen i Sydney, er til februar aktuel med krimien Mordet på øen. Ifølge forlaget Lindhardt og Ringhof handler bogen om Kriminalkommissær Jan Folmer fra Drabsafdelingen i København, der under efterforskningen af mordet på en ung, københavnsk modeblogger bliver kaldt til Ærø, hvor der er begået endnu et mord, der ser ud til at pege i retning af den samme gerningsmand.

Der er også nyt på vej fra bl.a. Thomas Clemen, Robert Goddard, Gunnar Staalesen, Julie Hastrup, Inger Gammelgaard Madsen,Eva Maria Fredensborg og Cilla og Rolf Börjlind. Og så debuterer journalist Lone Theils som krimiforfatter med Pigerne fra Englandsfærgen. Jeg kender hende (dog ikke personligt) som London-korrespondent for bl.a. Politiken, og jeg glæder mig til at se, om hun er lige så god til at skrive skønlitteratur, som hun er til at formidle nyheder og skrive journalistiske reportager.

Romanen er inspireret af en virkelig hændelse, hvor nogle fotos af ukendte piger, taget på Københavns Hovedbanegård, for et par år siden dukkede op hos en amerikansk seriemorder.

Flaskepost til P – Jussi Adler-Olsens tredje bog om Carl Mørck – er i gang med at blive filmatiseret. Planen er, at filmen får premiere sidst på året. Den glæder jeg mig også til. Efter at have skrevet manuskripterne til både Kvinden i buret og Fasandræberne (sidstnævnte i samarbejde med Rasmus Heisterberg), overtager Nikolaj Arcel rollen som instruktør fra Mikkel Nørgaard, der står bag de to første film.

2015 er også året, hvor der er nyt om Blomkvist og Salander. Stieg Larsson døde i 2004, men den svenske forfatter David Lagercrantz, der har skrevet den meget roste portrætbog om fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic, har afleveret manuskriptet til romanen, som skal fortsætte Millennium-historien om Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander. Fjerde bind af Millennium-serien udkommer i løbet af i år – 10 år efter udgivelsen af Mænd der hader kvinder. Den præcise dato er endnu ikke fastlagt ifølge Modtryk, der udgiver bogen.

Der er også masser af foredrag om krimigenren rundt omkring i landet. Bor du tæt på København, er der f.eks. dette spændende arrangement allerede den 19. januar i Den Sorte Diamant. Og husk – jeg holder også foredrag om krimigenren, og måske var det en ide til din personaleforening eller til et arrangement i dit kulturhus?

Rigtig godt nytår

PS: Læser du dette indlæg via Facebook, så vær venligst opmærksom på, at Facebook har lavet reglerne om fra 1. januar. Det betyder, at selvom du har givet Vild Med Krimi et like, så er det langt fra sikkert, at du får nyheder fra bloggen ind i dit såkaldte newsfeed. Derfor: Vil du være sikker på at læse med, når det er nyt på bloggen, så indtast din e-mail-adresse yderst til højre (under den blodige konvolut) for at  modtage mail, når der er nye indlæg på bloggen. Du kan også følge bloggen på f.eks. Instagram.

 

 

Endnu en Stieg Larsson-krimi på vej

Der er en fjerde bog om Blomkvist og Salander på vej. Den forventes at udkomme i 2015.

Der er en fjerde bog om Blomkvist og Salander på vej. Den forventes at udkomme i 2015.

Fjerde bog om Blomkvist og Salander på vej: Midt i madlavningen i aftes måtte jeg lige spidse øre en ekstra gang. Stemmen i min køkkenradio fortalte nemlig, at fjerde bog i Stieg Larssons Millennium-serie er på vej.

Bogen bliver en efterfølger til:

  • Mænd der hader kvinder
  • Pigen der legede med ilden
  • Luftkastellet der blev sprængt

Inden sin død i 2004 nåede Stieg Larsson at skrive et halvfærdigt manuskript. Manuskriptet skal nu bearbejdes og videreudvikles af den svenske forfatter David Lagercrantz. Han er kendt som manden, der, i samarbejde med fodboldspiller Zlatan Ibrahimovic, står bag den anmelderroste Jeg er Zlatan Ibrahimovic.

Det er det svenske forlag Norstedts, der står bag udgivelsen, og bogen forventes at være klar i 2015. Forlaget beroliger de mere end 75 millioner læsere verden over med, at der bliver gensyn med både Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander.

På forlagets hjemmeside er David Lagercrantz citeret for at sige:

Jeg er i gang med at skrive, og det er sindssygt sjovt. Det er en fantastisk verden at træde ind i.

Mon ikke vi er mange læsere, der også er spændte på at træde ind i Larssons univers igen? Og endnu mere spændte på, hvordan ordene fra en afdød forfatter og en ny, succesfuld en af slagsen smelter sammen.

PS: Jeg, der eller sjældent læser biografier og endnu mere sjældent bøger om sport, har læst Jeg er Zlatan Ibrahimovic. Det er en fantastisk stærk og forbandet god fortælling om en dreng fra bunden af det svenske samfund, der bliver verdensstjerne. Ærlig, hudløs, usentimental og hamrende interessant.

Sidste omgang Martin Beck

Peter Haber og Mikael Persbrandt som Martin Beck og Gunvald Larsson i sidste afsnit af tv-serien om Beck. Foto: Nordisk Film.

Peter Haber og Mikael Persbrandt som Martin Beck og Gunvald Larsson i sidste afsnit af tv-serien om Beck. Foto: Bengt Wanselius/ Nordisk Film

Tv-krimi: DR1 har de sidste par fredage sendt Beck fredag aften. Ikke noget med sølle 30 minutter, nej, det er afsnit, der varer en hel spillefilms længde. Hold nu op fredagens afsnit  Levende begravet var uhyggelig.

En sadistisk seriemorder er på spil i Stockholm, og jeg måtte konstant alliere mig med en pude, fordi det blev lidt for nervepirrende at følge med på tv-skærmen. Fredagens afsnit lånte i den grad virkemidler fra gysergenren, og det er altid uhyggeligt, når man som seer fornemmer, at der er en voyeur et sted i kulissen – en person, der i det skjulte iagttager de intetanende betjente. Det var suspensefyldt og underholdende tv for alle licenskronerne.

De afsnit, DR1 for nylig har vist, stammer fra 2009, og fredagens afsnit var det afsluttende i serien. I alt er der produceret 24 afsnit i spillefilmslængde siden 1997. Alle med den svenske skuespiller Peter Haber som Martin Beck, mens Gunvald Larsson spilles af Mikael Persbrandt.

Jeg er kæmpe Beck-fan og synes, at Peter Haber er eminent i den rolle. Og troværdig som den lidt knugede kriminalassistent og senere kriminalkommissær i  det krimiunivers, som Sjöwall og Wahlöö skabte i 60’erne og 70’erne. Og kan man andet end at elske Mikael Persbrandts Gunvald?

Manuskriptet til de nye Beck-film er skrevet af Cilla og Rolf Börjlind – baseret på Mai Sjöwall og Per Wahlöös karakterer. De er drevne manuskriptforfattere og har også skrevet manuskript til flere afsnit af Wallander. (Jeg er også vild med filmatiseringen af Henning Mankells bøger om Wallander, men der er mere tempo og action og spænding i Beck-serien)

Sidste år udkom Cilla og Rolf Börjlinds første krimi, Springflod. Det er en stilsikker krimi fuld af tempo og spænding, og du kan læse min anmeldelse af bogen lige her

Med Levende begravet er der nu sat punktum for en fremragende tv-krimi. Nu på fredag sender DR1 en amerikansk julefilm fra 1996. Jeg havde hellere set Beck og Gunvald og alle de andre svenske politifolk i stedet. For min skyld, må DR1 gerne sende de allerførste afsnit af Beck-serien igen.

PS: Selvom Peter Haber for mig ER Martin Beck, så gyser jeg stadig ved tanken om den rolle, den svenske skuespiller havde i filmatiseringen af Stieg Larssons Mænd der hader kvinder. Her spiller han nemlig Martin Vanger, der er psykopat med stort p og en meget ond og uhyggelig karakter.

 

Jeg indrømmer, at….

Hvad indrømmer du?

Hvad indrømmer du?

Trend på Twitter: Sidste uge på det sociale netværk Twitter startede en af netværkets brugere en trend ved at skrive, at hun fandt Kongens Fald gabende kedelig. Det fik flere og flere til at skrive om deres litterære indrømmelser. Det kom der mange små og sjove statements ud af.

Der er hende, der indrømmer, at hun altid dømmer en bog på omslaget. Ham der skriver, at hvis en bog bliver hypet tilstrækkeligt meget, så kommer han bestemt ikke til at læse den. Og så er der hende, der kniber en tåre, hver eneste gang hun læser første kapitel i Brødrene Løvehjerte for sine børn.

Et par af mine litterære indrømmelser er:

Jeg har engang meldt mig syg på mit arbejde for at blive hjemme under dynen og læse Henning Mankells Hundene i Riga, som jeg lige havde købt.

Jeg har byttet en digtsamling, jeg fik i gave, til en krimi – og er bagefter kommet til at sige, at det da var nogle fremragende digte.

Jeg måtte læse 100 sider, før jeg syntes, at Stieg Larssons Mænd der hader kvinder blev interessant.

Har du en litterær indrømmelse, som du vil dele?

Vil du læse flere sjove indrømmelser, så gå på Twitter og søg på #litteræreindrømmelser

Det er jo helt Monty Python’sk

En kunde kom ind i en boghandler og spurgte, om der fandtes en bog, der kunne forudse vejret - et år frem!

En kunde kom ind i en boghandler og spurgte, om der fandtes en bog, der kunne forudse vejret – et år frem!

Det er åbenbart ikke småting, som man skal kunne svare på som boghandler. I hvert fald ikke, hvis man skal tro engelske Jen Campbell, kvinden bag Sunday Times bestselleren: Weird things customers say in bookshops.

Jen Campbell er en engelsk forfatter og boghandler, og hun har skrevet en morsom, lille bog om alle de underlige, skøre og sjove spørgsmål, hun selv har oplevet som boghandler i et antikvariat i London. Bogen blev hurtigt en bestseller, og den er oversat til flere sprog (dog ikke dansk). Jen Campbell har efterfølgende udgivet endnu en lille bog med de spøjse spørgsmål fra kunder – denne gang med bidrag fra boghandlere over hele verden.

Der er bl.a. den kunde, der spørger:

Do you have The girl with the dragon and the baboon ?

Mon ikke det var The girl with the dragon tattoo, der er den amerikanske filmudgave af Stieg Larssons Mænd der hader kvinder, som kunden søgte efter?
Der er også spørgsmål som:

My children are just climbing your bookshelves: that’s ok… isn’t it? Og:

Can books conduct electricity?

Og nej, det er ikke fiction, men skulle ifølge forfatteren være vaskeægte virkelighed.
Der var også lige den der kunde, der kommer ind i boghandleren og spørger:

Jeg læste en bog i tresserne. Jeg kan ikke huske forfatter eller titel, men den havde et grønt omslag, og den fik mig til at grine. Ved du hvilken bog, jeg mener?

Du kan læse mere om bøgerne og om Jen Campbell lige her

Gider du ikke fis og ballade, når du læser, men vil læse en uhyre spændende krimi i stedet, så vil jeg anbefale denne her Læs også interview med forfatteren lige her

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her