Manden der søgte sin skygge

Mød oversætter Agnete Dorph Stjernfelt

En af de mange krimier, Agnete Dorph Stjernfelt har oversat, er Gøgens kalden af Robert Galbraith.

Interview: Agnete Dorph Stjernfelt fandt sin indre barnlige sadist frem, da hun oversatte franske Jean-Christophe Grangé. Hun er den lykkelige indehaver af en særlig Michael Cunningham-dedikation. Og så betyder Hvem skal trøste Knytten? af Tove Jansson noget ganske særligt for hende. Agnete Dorph Stjernfelt giver også sit bud på, hvad det er, god litteratur kan. Men først: Hvad er en god oversættelse egentlig?

“En god oversættelse er for mig en tekst, hvor man ikke mærker originalsprogets syntaks ligge og knirke under sætningerne i oversættelsen. En tekst, hvor sproget flyder ubesværet og elegant, og hvori man kan mærke forfatterens sproglige egenart i form af en særlig karakteristisk (eller ukarakteristisk, hvis det er sådan, forfatteren bestræber sig på at skrive) form og sprogbrug. En god oversættelse formår at parallelforskyde den humor, charme, råhed eller hvad det nu er, der er særligt for forfatteren, til en tilsvarende humor, charme, råhed osv. på dansk.

Det bedste ved at være oversætter er, at man ikke har faste mødetider, ingen chefer, og at man ikke skal spilde tiden på endeløse møder (jeg har tidligere arbejdet i det offentlige). Samt, at man kan sidde i badekåbe klokken to om eftermiddagen, fordi man kom til at sætte sig i badekåbe klokken ni om morgenen for lige at kigge på sin oversættelse, og så fløj tiden, uden at man bemærkede det.

Det bedste er, at man kan bruge sin kærlighed til det danske sprog til at formidle gode historier og vedkommende problemstillinger i en art maskebal, hvor man ifører sig en andens sprogtone og leger med den som en skjult identitet. Som Clark Kent ifører sig sit supermandskostume, ifører jeg mig en andens sprogdragt og leger, at jeg er alle mulige andre end mig selv.

Jeg får lov til at være O i O’s historie (som jeg har oversat) eller Heathcliff i Stormfulde højder (som jeg også har oversat). Jeg kan være alle og ingen og tale som et indvandrerbandemedlem (Top dogg af Jens Lapidus, som jeg lige har oversat) eller som en kendt designerbøsse (Gøgens kalden af J.K. Rowling, som jeg oversatte for nogle år siden). Der er ingen grænser for, hvem jeg kan være, og jeg får lov til at leve tusind liv uden at flytte mig fra lænestolen.”

Hvordan griber du arbejdet an, når du skal oversætte en bog?

“Jeg starter som regel med at læse bogen, inden jeg siger ja eller nej til at oversætte den. Jeg skal helst kunne lide den, hvis det skal blive rigtig godt. Derefter sætter jeg mig godt til rette i min lænestol med fødderne oppe, anbringer originalteksten til højre på skærmen på min MacBook Air og mit Word-dokument til venstre, og så bliver jeg siddende, indtil oversættelsen er færdig. Så starter jeg forfra og gennemlæser min egen oversættelse og retter og pudser og polerer, indtil teksten er, som jeg vil have den. Undervejs googler jeg som en åndssvag, søger og udspionerer folk på Facebook for at finde de rigtige sociolekter, og jeg bruger mine Facebook-venner til alt det, jeg ikke selv ved noget om. Folk er heldigvis altid generøse og hjælpsomme. Det kræver tålmodighed, masser af research og en vis portion sproglig opfindsomhed.”

En af de bøger, Agnete Dorph Stjernfelt for nylig har oversat, er David Lagercrantz seneste thriller om Salander og Blomkvist, der udkom i september i år.

“Jeg brugte omkring to måneder på Manden der søgte sin skygge. Jeg har aldrig kontakt med forfatteren undervejs. Opgaven er jo, at få den foreliggende tekst til at leve på dansk, og jeg lukker mig derfor ret meget om mig selv og teksten, mens jeg arbejder. Der er ligesom ikke plads til andre – heller ikke forfatteren. Jeg oversætter kun fra sprog, jeg forstår godt, og jeg går ud fra, at forfatteren har skrevet den, som vedkommende ønsker den oplevet. Til gengæld læste jeg alle Larssons Millennium-bøger på dansk, inden jeg begyndte at oversætte Lagerkrantz’ bud på Millennium-universet, for at være sikker på, at der var kontinuitet og sammenhæng i læseoplevelsen.”

-Titlen var faktisk en udfordring. Skulle manden for eksempel hellere have søgt efter sin skygge? Jeg kunne godt lide det poetiske ved at “søge sin skygge”, forklarer Agnete Dorph Stjernfelt, der har oversat Manden der søgte sin skygge.

Hvad har været den største udfordring i forbindelse med at oversætte Manden der søgte sin skygge?

“En af de største udfordringer var, at der er en del musiktekniske udtryk i bogen, og jeg ved ikke noget om den slags. Men heldigvis har jeg gode, musikkyndige Facebook-venner, der kunne træde til og hjælpe mig med det. Derudover var titlen faktisk en udfordring. Den er jo en anelse kryptisk.

Skulle manden for eksempel hellere have søgt efter sin skygge? Men jeg kunne godt lide det poetiske ved at ”søge sin skygge” … Det er lidt som at søge sin lykke, søge sin død osv.. Der er noget gådefuldt over det, som tiltaler mig. Når man søger efter noget, ved man jo på en måde, hvad det er, man søger. Hvis man udelader dette efter, anslår det en mere diffus, eksistentielt søgende tone, som jeg syntes passede godt til bogen.”

Franske Jean-Christophe Grangé er nærmest blevet til en genre i Frankrig. En Grangé-thriller er ofte spækket med indestængt ondskab, neurotiske karakterer og komplicerede plots. Og en virkelig interessant historie.

Du har også oversat en krimiforfatter som Jean-Christophe Grangé, der er en af mine personlige favoritter. Er der noget, der er karakteristisk for arbejdet med hans bøger?

“Det har været en stor fornøjelse at arbejde med Grangés univers. Det, der karakteriserer hans bøger, er det groteske. Grangé er på alle måder for meget. For langt ude. For vild. For absurd. Det er sjovt at arbejde med.

Sidder den der store, fede mand, Milosz (Milosz frygter ikke smerten. Milosz er smerten), virkelig nøgen under en sort kappe, med underlige sugekopper på hele kroppen: hver med sit særlige mareridt i: blodigler, skorpioner, jordedderkopper, gedehamse … En deliristisk legion, der pinte hans røde, blødende kød? Fra Forbarm dig side 370.

Jamen, det gør han da bare! Niels Lillelund skrev i bog.guide.dk om netop Forbarm dig: Der er gode replikker og sætninger imellem, her i en fin og lydefri oversættelse. Som i øvrigt må have krævet et stærkt hjerte og en stor tolerance for udpenslede, sadistiske beskrivelser.

Og ja, det var udfordringen ved at oversætte Grangé. Man skal faktisk finde sin indre barnlige sadist frem for at få det rigtigt. Men alle rummer jo en indre barnlig sadist. Jeg er normalt et ansvarligt og ganske fredsommeligt menneske, men der er jo en vis ikke helt stueren fryd ved at få lov til at søge ud i yderområderne af ens egne mørkeområder og give dem udtryk i en offerløs voldelighed uden omkostninger. Og en romanåbning som denne fra Forbarm dig, side 9: Skriget blev hængende i orglet. Det hviskede i orgelpiberne. Det tonede i hele kirken. Dæmpet. Tyst. Fjernt. Jamen, det er da to die for.”

Hvad er den mest spøjse episode, du har været ude for som oversætter?

“Noget af det mest spøjse, jeg har gjort som oversætter, var nok, da jeg i oversættelsen af Pindsvinets elegance af Muriel Barbery listede en halv sætning fra min yndlingsroman, Kongens fald af Johannes V. Jensen, ind i den danske oversættelse – find den selv, ingen har indtil nu bemærket den. Den lå så fuldstændig i tråd med resten af teksten, at det faldt naturligt. Eller da jeg i samme bog indførte de fornuftige, store hvide bomuldsunderbukser, min svigermor hvert år giver mig til jul, i beskrivelsen af en fransk lingeributik.

Eller måske var det, da jeg kunne fortælle den amerikanske forfatter, Hanya Yanagihara hvis roman, Et lille liv, jeg oversatte, at det allerede ret flydende kønsunivers, hun havde skabt, på dansk blev endnu mere flydende, fordi vi ikke har den distinktion mellem girlfriend og boyfriend, som man har på amerikansk – vi har jo bare ordet kæreste, som er kønsneutralt, så at man skulle endnu længere ind i teksten for at finde ud af, om det var mænd og kvinder, mænd og mænd eller kvinder og kvinder, der var kærester – og hun blev ellevild af glæde over denne gratis gave, hendes tekst derved havde fået. Hun blev faktisk virkelig, ægte flabbergasted!

En tredje kandidat til titlen som mest spøjse tildragelse som oversætter var, da jeg efter en middag med Gyldendal og den amerikanske forfatter Michael Cunningham, stod udenfor restauranten og røg sammen med Cunningham og med stor iver og begejstring talte om det uendelige univers – som er min yndlingsfascination – under fuldmånen.

Jeg havde oversat hans roman By Nightfall, der på danske hedder Når mørket bryder frem. Senere samme nat endte vi hos en dansk forfatterkollega, og fra min taske tog jeg mit eget eksemplar af bogen og bad Cunningham om at signere den til mig. Så jeg er nu den lykkelige indehaver af en dedikation, der lyder: To Agnete, with gratitude for writing this book in Danish; for being a goddess of the moon in a world notoriously short on goddesses, Love Michael.”

Denne bog har en ganske særlig betydning for Agnete Dorph Stjernfelt.

Hvorfor er bøger vigtige? Hvad er det, god litteratur kan?

“Bøger har været en del af mit liv nærmest altid. Jeg kan huske, da min far kom hjem med billedbogen Hvem skal trøste Knytten? af Tove Jansson til mig. Jeg er skilsmissebarn, og min far og mor flyttede tusind kilometer væk i hver sin retning, mens jeg blev i Danmark hos mine farforældre.

Og jeg kan huske den åbenbaring, det var, da jeg i denne bog fandt al den længsel, melankoli og det vemod, som ingen voksne gider høre om, at børn også kan føle – kunstnerisk fortolket i et rum uden for mig selv. Det var sådan en åbenbaring. Der lå det hele foran mig, i billeder og ord, forklaret og forløst i et univers, en anden havde skabt. Det var en gave. En gave for livet.

Siden da har jeg lært at elske litteraturen af andre grunde også – fordi den tillader en at drømme sig væk i andres drømme. Leve tusinde liv i al ubemærkethed.

Ingen kan se, hvor troløst man forlader alle forpligtelser, bånd og krav. I tilsyneladende uskyldig, passiv og helt igennem acceptabel fordybelse i en bog skifter man til sin hemmelige identitet som dranker, eventyrer, femme fatale eller livsled detektiv og kvitter alt og alle omkring sig for at begive sig ud i natten, bjergene og glemslen på egen hånd. Det er det, god litteratur kan.”

Et lille liv er en ordentlig mobbedreng på godt 800 sider, som Agnete Dorph Stjernfelt har oversat.

En af de bøger, Agnete Dorph Stjernfelt har oversat, og som har gjort et ekstra stort indtryk på hende, er Et lille liv af Hanya Yanagihara, som hun oversatte fra engelsk for Politikens Forlag.

“Det var en stor glæde at arbejde med bogen. Jeg tror sjældent, jeg har læst og oversat en så gribende og anfægtende bog. Det er historien om, hvordan et menneske kan være så ødelagt indeni, at det ikke kan repareres, selvom vi så gerne vil tro, at det er muligt.

Og samtidig om det dér mærkelige i, at man ikke kan se det udenpå, når en person er gået i stykker indeni. Vi følger fire mænd fra de er helt unge, indtil de er midaldrende, og efterhånden er der to og særligt en, der skiller sig ud.

Bogen bruger suspense-virkemidler til at drive denne dybt vedkommende menneskelige historie frem, og det er simpelthen så godt gjort. Samtidig tror jeg aldrig, jeg har set en så overbevisende skildring af misbrugets psykologiske mekanismer. Bogens hovedperson er cutter, og det er jo også en art misbrug, og det er afsindigt klogt skildret. En klog bog.”

Er du i gang med en oversættelse?

“Lige nu arbejder jeg på en oversættelse af en roman af Rosie Walsh, som på engelsk hedder Ghosted, for Gyldendal. Det er historien om, hvordan fortidens synder påvirker nutiden. Den har alt det, jeg elsker ved en bog: charme, humor, underfundigt vid og en problemstilling, der overskrider både parforholdets og familiestrukturernes hverdagstemaer samt den plotdrevne fortællings suspense med en fortælling om tilværelsens muligheder og umuligheder. Det er lige den slags roman, jeg holder allermest af. Det skal nok blive godt. Skyld og skam er vigtige og væsentlige temaer, og det er det, der driver Ghosted. Jeg elsker mit arbejde.”

 

 

 

 

 

 

 

Mød Lisbeth Salanders nye far i København

Ny Salander-krimi: Mandag besøger den svenske forfatter David Lagercrantz København, og du kan stadig købe billetter til arrangementet. Han er manden bag den femte bog i Millenniumserien om Salander og Blomkvist.

David Lagercrantzs Manden der søgte sin skygge, hvor vi igen møder Salander og Blomvist, udkommer i dag i 26 lande. Foto og copyright: Cato Lein.

I dag udkommer femte bind i den såkaldte Millenniumserie om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist.  Manden der søgte sin skygge hedder bogen. Stieg Larsson, der døde i 2004, skrev de tre første i serien:

  • Mænd der hader kvinder
  • Pigen der legede med ilden
  • Luftkastellet der blev sprængt

Den svenske forfatter David Lagercrantz fik den ikke helt nemme opgave med at skrive videre på et univers, som millioner af læsere verden over har taget til sig. At Lagercrantz takkede ja til at skrive videre på Larssons storsælgende krimier blev mødt med stor kritik og forargelse. Også forlaget bag, Nordstedts, blev kritiseret.

Men Lagercrantz skrev bogen, og i 2015 udkom Det der ikke slå os ihjel, som jeg bl.a. kaldte:

en kompleks og interessant historie skrevet med respekt for det unikke Millennium-univers, som Stieg Larsson skabte. Som thriller er romanen dog lidt for tung med lange passager om matematik og teknik

Lagercrantzs fritstående fortsættelse af Larssons tre bøger blev en kommerciel succes.

Det er langt fra første gang i verdenshistorien, at en forfatter skriver videre på en andens værk. Da Lagercrantzs første Salander-bog udkom, blev jeg bl.a. interviewet til P1 om hvorvidt det var gravrøveri at lade Stieg Larssons serie fortsætte med en anden forfatters pen.

Hvis rettigheder, jura, copyright etc. er på plads, mener jeg, at det etisk er helt i orden at bygge videre på Larssons krimiunivers.

Ligesom jeg med kolossal stor fornøjelse ser en ny James Bond-film, der kun løst er bygget på Ian Flemings oprindelige ide. Ej heller er det Walt Disney, der skaber Anders And-historier i dag. Og for nogle år siden skrev den britiske forfatter Sophie Hannah en Poirot-roman. Agatha Christie kunne af gode grunde ikke skrive den.

Om kvaliteten i de nye værker er lige så god som originalerne, det er så spørgsmålet.

I Manden der søgte sin skygge lover Lagercrantz, at vi får svar på, hvorfor Lisbeth Salander har en stor tatovering af en drage på ryggen. Og vi bliver klogere åp skyggerne fra Lisbeth Salanders barndom.

Oplev David Lagercrantz live, når han gæster International Forfatterscene i Den Sorte Diamant i København på mandag. Find billetter til arrangementet her

PS: Vidste du, at David Lagercrantz har været kriminalrapporter på den svenske avis Expressen? Og at han er søn af den berømte svenske forfatter og nu afdøde kritiker Olof Lagercrantz?

Nyt fra Arne Dahl, John le Carré og David Lagercrantz

Nye bøger: Det pibler frem med nye krimier i september. Jeg glæder mig især til gensyn med George Smiley, Lisbeth Salander og Sam Berger.

85 år og pensionist? Næh. John le Carré er aktuel med ny koldkrigsroman.

At jeg er stor fan af John le Carré ved du, hvis du følger bloggen. Og nu er der nyt fra le Carré. Den 85-årige forfatter har hevet sin MI6-spion George Smiley ind fra kulden og er aktuel med ny koldkrigsroman. Spioners Arv hedder bogen, der er den første roman med Smiley (som vi møder i bl.a. Dame konge es spion) i 25 år. Forlaget Rosinante, der står bag den danske udgivelse, lover en historie, der er fuld af spænding, humor og moralsk ambivalens, og hvor John le Carré præsenterer læserne for en parade af uforglemmelige figurer – gamle som nye. Bogen udkommer 1. september.

Manden der søgte sin skygge er titlen på den femte bog i Millennium-serien om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist. Igen er det svenske David Lagercrantz der bygger videre på Stieg Larssons berømte spændingsunivers. Og selvfølgelig har Salander det ikke nemt. Hun afsoner en kort straf i et kvindefængsel og får i fængslet besøg af Holger Palmgren, som har fået fat i dokumenter, der kaster nyt lys over myndighedernes overgreb på hende som barn. Hun beder Mikael Blomkvist om hjælp til at undersøge sagen. Udkommer 7. september.

Jeg var i Stockholm i maj og sendte lange blikke efter Arne Dahls Inland, der var udkommet på svensk. Nu er bogen oversat til dansk, titlen har fået et ekstra d, og bogen udkommer sidst i september. Foto: Rebekka Andreasen

Det her er en bog, som jeg glæder mig ekstremt meget til. I Indland af Arne Dahl er der gensyn med den tidligere politimand ved Stockholms politi Sam Berger og kollegaen Molly Blom, som vi mødte første gang i Skyggezone. De får i hemmelighed overdraget en ubehagelig sag fra fortiden. Morderen er fanget og dømt, men er han virkelig den skyldige? Jeg tvivler. Indland udkommer den 26. september.

Også flere kvindelige forfattere sender krimier og spændingsromaner på gaden i september bl.a. Gabriella Ullberg Westin, Camilla Läckberg, Kristina Ohlsson, Fiona Barton og danske Lotte Dalgaard.

Ny krimi om Lisbeth Salander til september

Manden der søgte sin skygge hedder den femte bog i serien om Salander og Blomkvist. Bogen udkommer samtidig i 26 lande den 7. september 2017.

Stieg Larsson-serien: Manden der søgte sin skygge hedder femte bog om Salander og Blomkvist. Bogen udkommer til september.

 

Den svenske forfatter David Lagercrantz er igen manden bag fortsættelsen af Millennium-serien om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist. Dermed fortsætter han det univers, Stieg Larsson skabte med Mænd der hader kvinder, Pigen der legede med ilden og Luftkastellet, der blev sprængt. Og det univers, som han allerede tog hul på med fjerde bog i serien: Det der ikke slår os ihjel.

Lagercrantz’ beslutning om at fortsætte den afdøde forfatter Stieg Larssons populære krimiserie vakte stor ståhej i forbindelse med udgivelsen af fjerde bog om Salander, især fordi Larssons kæreste, Eva Gabrielsson, kritiserede det i skarpe vendinger.

Ifølge Modtryk, der udgiver bogen på dansk, er femte bog i Millennium-serien en spændende historie om statslige overgreb, æresrelaterede konflikter og de skygger fra barndommen, der stadig plager Lisbeth Salander.

Lisbeth Salander afsoner en kortere straf i et kvindefængsel. I fængslet får Lisbeth besøg af Holger Palmgren, som har fået fat i dokumenter, der kaster nyt lys over myndighedernes overgreb på hende som barn. Hun beder Mikael Blomkvist om hjælp til nogle undersøgelser, og sporene leder dem til Leo Mannheimer, partner i Alfred Ögrens kapitalfond.
Hvordan hænger en velbeslået finansmands baggrund sammen med Lisbeths?

Det må du vente til september med at finde ud af.

Tilbage i sensommeren 2015, da den fjerde bog udkom, blev jeg interviewet i Kultursøndag på P1 og bl.a. spurgte, om det er gravrøveri at lade David Lagercrantz skrive videre på det krimiunivers, som Stieg Larsson skabte.

Sjældent har jeg fået så mange mails (også de temmelig sure) og kommentarer bagefter. Jeg mener, det er helt i orden, men har da ondt af Larssons samlever og synes, at hele striden efter Larssons død virker som et grumset og ufint forløb.

Men jeg er bestemt klar til at læse Millennium nr. 5. Bogen udkommer samtidig i 26 lande den 7. september 2017.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her