Martin Beck

Karsten: Min krimifavorit er Sjöwall/ Wahlöö

Yndlingsforfatter: I dag og følgende onsdage kan du her på bloggen møde en række læsere, der er vilde med krimi. De anbefaler hver især en krimiforfatter, som de holder meget af. Indlægget her er nr. 2 i serien.

Journalist og forfatter Karsten Bengtsson er aktuel med den digitale krimi Mord 3.0, som han kalder et litterært computerspil.

Mød Karsten Bengtsson, 62 år, Frederiksberg: Journalist, med-modtager af Cavlingprisen (1987), korrespondent i San Francisco 1993-2013. Har udgivet fagbogen Den digitale guldfeber og krimierne Mord 2.0 og Mord 3.0, som du kan læse mere om her

Læser du udelukkende krimier, eller læser du også andre genrer? 

– Snarere modsat. I mange år læste jeg kun sjældent krimier. Men med alderen er jeg blevet mere og mere tiltrukket af genren. Jeg tror, det har noget at gøre med, at man – når man bliver ældre (jeg fylder 63 år i denne måned, guddødeme.) – i højere grad værdsætter ritualer i livet. Og krimien er jo fuld af ritualer, der skal overholdes. Et mord, udlæggelse af spor, motiver, opklaring og så videre. Der er regler, som må overholdes (eller brydes – ingen regler uden undtagelser) for at skrive en god krimi. Der er en skabelon, som næsten eksisterer på forhånd – opklaringsarbejdet går rutinemæssigt frem, flere og flere brikker kan lægges til puslespillet. Historien drives naturligt fremad i kraft af opklaringsarbejdets rutiner. Kriminalkommissæren/detektiven/journalisten eller hvem, der nu arbejder på sagen, må besøge og afhøre de og de mennesker for at komme videre. Alt dette giver noget kendt, noget rituelt. Det er som juleaften, først mad, så dans-om-træet, så pakke gaver op – glæde/skuffelse – en række ritualer, men med den underlæggene fare, at hele ordenen let kan bryde sammen – onkel Carl bliver fuld og pinlig. Sådan er krimien også, ikke?

Hvilken krimiforfatter er din absolutte favorit?

– Lad os starte et indkredsnings-arbejde ikke ulig detektivens. Det bliver – jf. ovenstående om alder – en forfatter med et vis historisk aftryk i litteraturen. Så meget ligger fast. Ikke noget nymodens her. En tur til reolen viser, at der står en række krimier af ældre dato. Det gør der også, når jeg tjekker købte/lånte bøger på iPaden. I reolen står der krimier af Georges Simenon, Dan Turéll, Stieg Larsson, samt nogle ret lasede udgaver af Maj Sjöwall og Per Wahlöö – det svenske makkerpar, der skrev 10-binds serien Roman om en forbrydelse fra 1965-75. På iPaden er der mere Georges Simenon og en del Henning Mankell.

Okay så langt, så godt. Er der en fællesnævner her? Måske. Den lidt hyggelige opdager. Maigret. Martin Beck. Kurt Wallander. Alle ældre hyggeonkler, som kan deres kram.

Okay, ællebælle. Hvad skal vi tage? Det er svært med det ret suveræne dansk/fransk/svenske felt, vi har tilbage.

Ud med Stieg Larsson. Ud med Dan Turell. Han var vel ikke som sådan krimiforfatter. Ud med Henning Mankell, som jeg ellers ret godt kan lide. Simenon eller Sjöwall/ Wahlöö? Svært. Det jeg godt kan lide ved Simenon er den måde plottet på en måde er underordnet på. Bevares, mordet skal opklares, men det er de enkelte scener, der er vigtige. Det er ikke målet, men vejen dertil som er centrum i fortællingerne. Men okay, ud.

Opklaringsarbejdet er slut. Alle er samlet i pejsestuen, men pilen peger til sidst på det svenske makkerpar Sjöwall/ Wahlöö.

Jeg læste bøgerne Roseanna, Manden, der gik op i røg, Manden på altanen osv., da de udkom for snart mange herrens år siden. Det gjorde alle mine venner også. De var datidens Forbrydelsen. En serie, alle fulgte med i og talte om. Det var de først og fremmest på grund af det politiske og venstreorienterede tilsnit, som bøgerne havde. Det var helt nyt – at kombinere krimien med en samfundskritik. På den måde revolutionerede de genren. Derfor valget.

Er der en scene fra en af bøgerne, du særligt husker/som har gjort indtryk? 

– Den, jeg husker bedst, er en scene, hvor det svenske politi skal storme en lejlighed, som vist er tom. Det sker med et fuldstændig overdrevet opbud af kampberedte betjente og med al det isenkram, man har på lager. Hvad der kunne være ordnet med en banken på døren, ender i eksplosioner og knuste døre.

Hvad er det, som han/hun kan? 

– Det at han/hun skrev sammen, måske. På den måde fik man både et mandligt og kvindeligt syn på personerne og fortællingen.

Hvad var den første bog, du læste af forfatteren, og hvilken oplevelse var det?  

– “De fik liget op den ottende juli lidt over tre om eftermiddagen. Det var forholdsvis velbevaret og kunne ikke have ligget i vandet længe. At det overhovedet kom for dagen, beroede på en tilfældighed. At det blev fundet så forholdsvist tidligt, var et held og burde have gavnet efterforskningen.” Sådan starter den første bog i serien. Roseanna. Det var en læseoplevelse som vakte genkendelse. Politifolk, der var almindelige mennesker med almindelige interesser (modelskibe og bøger om søslag) – ikke hardcore typer i trenchcoat.

Hvorfor synes du, at andre skal kaste sig over ham/hende?

– Som nævnt ændrede de genren på en radikal måde. Derfor.

Hvilken af forfatterens bøger er din favorit og hvorfor? 

– Måske Det lukkede rum. Altid et godt plot. Et mord i et lukket, aflåst-indefra rum? Hvordan kan det ske?

Har du nogle ritualer, når du går i gang med en bog af din yndlingsforfatter? 

– Ikke rigtigt. I hvert fald ikke noget med en dyb lænestol, te og et uldtæppe.

Følger du også forfatteren på de sociale medier, via nyhedsbreve eller andet? Hvorfor/hvorfor ikke? 

– Nej, det er noget nymodens pjat.

Er der udsigt til nyt fra din yndlingsforfatter? 

– Næppe. Maj Sjöwall er fra 1935, og Per Wahlöö døde i 1975.

PS: Fik du ikke læst det første indlæg i serien, så læs om Ellen Marie Andreasens valg af Jo Nesbø her

 

 

 

 

 

 

 

Fem bøger, der har gjort indtryk

I alt 18 bøger om retsmedicineren Kay Scarpetta har amerikanske Patricia D. Cornwell skrevet. Foto: Rebekka Andreasen

I alt 22 bøger om retsmedicineren Kay Scarpetta har amerikanske Patricia D. Cornwell skrevet. Foto: Rebekka Andreasen

I øjeblikket florerer en lille udfordring på de sociale medier: Nævn hvilke ti bøger, der har gjort indtryk på dig. Puha. Ikke nemt. Der er rigtig mange bøger, som jeg husker længe efter, at de er læst. Af den ene eller den anden grund. Jeg kaster mig i første omgang ud i fem titler, der har betydning for mig. Der er selvfølgelig krimier imellem.

Lev stærkt dø ung af Willard Motley:

En klassisk ungdomsroman fra 1947, der gjorde et kolossalt indtryk på mig, da jeg læste den som teenager. Jeg var opslugt af historien om den unge Nick, der ender på en såkaldt opdragelsesanstalt i 1930’ernes Chicago. Et miljø, hvor drengebander, druk, vold, omsorgssvigt – og mord – er en del af hverdagen. Som 21-årig bliver Nick anklaget for mord på en politimand og risikerer at ende i den elektriske stol – og opfylde sin egen profeti om at leve stærkt, dø ung – og blive et smukt lig. Jeg tudede og tudede, da jeg læste romanen. (Det var i samme periode, at jeg havde mit ungdomsværelse klistret til med plakater af James Dean)

Tom Ripleys talent af Patricia Highsmith fra 1955:

Eminent og gysende god psykologisk krimi om den unge Tom Ripley, der hyres af en amerikansk forretningsmand til at rejse til Italien og overtale mandens søn til at forlade sin playboy-bohemetilværelse og vende hjem til familiefirmaet i USA. Men det liv, sønnen har, kunne Tom Ripley egentlig godt tænke sig selv, og så sker der grusomme ting og sager. Jeg kan huske, at jeg var meget optaget af det her med at være psykopat /charmør. Highsmith skriver underholdende og ikke uden humor og sarkasme, og bogen fik mig i gang med hele serien om plattenslageren Tom Ripley. Og det er helt klart en af de bøger, der har været medvirkende til, at jeg i størstedelen af mit liv har været fascineret af krimigenren. Tom Ripleys talent er blevet filmatiseret flere gange – bl.a. med Matt Damon, Gwyneth Paltrow og Jude Law i hovedrollerne.

Strisser, strisser af Sjöwall/Wahlöö fra 1970

Glem alt om en enlig detektiv, der skal opklare forbrydelser. Her er et hold af efterforskere på sagen. Og hvilket hold. Jeg elsker personerne i det venstreorienterede forfatterpars bøger. Kriminalassistent og senere kommissær Martin Beck. Og ikke mindst den rå og ubehøvlede Gunvald Larsson. Serien på i alt ti bøger hedder samlet Romanen om en forbrydelse, og i bøgerne kritiserer forfatterne det svenske, socialdemokratiske velfærdssystem, der svigter arbejderklassen. Serien har haft stor betydning for ikke kun den svenske, men hele den skandinaviske krimitradition. Med Sjöwall/Wahlöö kom politiromanen og samtidskritikken i krimier til Skandinavien. Jeg har for nylig genlæst bogen, og man kan grine lidt af det adstadige tempo. Jeg ved ikke, hvor mange kriminalassistenter, der har en plakat med en marxistisk revolutionær som Che Guevara hængende over deres seng, som Beck har, men der er så meget kvalitet og humor og historie i den serie, hvis du er ægte krimifan. Strisser, strisser er klart min favorit – og her møder vi selvfølgelig lyssky forretningsmænd uden samvittighed.

Post mortem af Patricia D. Cornwell – udkom på dansk i 1992

Første bog om Kay Scarpetta, der er retsmediciner i Virginia. Scarpetta er på jagt efter en morder, der sniger sig ind i huset til kvinder, der er alene hjemme – og dræber dem. Bogen blev begyndelsen på et (u)hyggeligt bekendtskab, og jeg har fulgt Scarpetta gennem mange år – og rigtig mange bøger. Post Mortem er ikke den bedste i serien, men bogen blev en øjenåbner for mig. De fleste krimier, jeg hidtil havde læst, havde mænd i hovedrollen. Her var pludselig en stærk og sej kvinde i front – og hun var betydelig mere raffineret og cool end drabsefterforskeren Pete Marino, der også medvirker i bøgerne. Post mortem er en voldsom og rå amerikansk femikrimi af den bedste slags.

Congo – formoder jeg af Peter Tygesen fra 2001

Jeg læste bogen, mens jeg boede i Uganda i begyndelsen af 00’erne. Peter Tygesen er erfaren Afrika-farer og journalist og har skrevet en fascinerende og meget gribende fortælling om sine personlige oplevelser i det enorme land, der har en historie så brutal, at det nærmest er ufatteligt. Bogen er en blanding af historiske afsnit og personlige oplevelser. De skæbner, forfatteren møder, sniger sig ind under huden på en – og bliver der længe. En bog, der virkelig gør indtryk – og så er det ikke krimi, men vaskeægte virkelighed.

Umberto Ecos Rosens navn fra 1980 er også en af min absolutte favoritter, men den må komme på en ny liste ved lejlighed.

Kom gerne med dit bud på bøger, der har gjort indtryk på dig.

PS: Tak til Mette Rou Lund – kulturredaktør på FEMINA – for at sætte tanker i gang. Du kan læse hvilke ti bøger, der har betydning for redaktøren, lige her

 

Sidste omgang Martin Beck

Peter Haber og Mikael Persbrandt som Martin Beck og Gunvald Larsson i sidste afsnit af tv-serien om Beck. Foto: Nordisk Film.

Peter Haber og Mikael Persbrandt som Martin Beck og Gunvald Larsson i sidste afsnit af tv-serien om Beck. Foto: Bengt Wanselius/ Nordisk Film

Tv-krimi: DR1 har de sidste par fredage sendt Beck fredag aften. Ikke noget med sølle 30 minutter, nej, det er afsnit, der varer en hel spillefilms længde. Hold nu op fredagens afsnit  Levende begravet var uhyggelig.

En sadistisk seriemorder er på spil i Stockholm, og jeg måtte konstant alliere mig med en pude, fordi det blev lidt for nervepirrende at følge med på tv-skærmen. Fredagens afsnit lånte i den grad virkemidler fra gysergenren, og det er altid uhyggeligt, når man som seer fornemmer, at der er en voyeur et sted i kulissen – en person, der i det skjulte iagttager de intetanende betjente. Det var suspensefyldt og underholdende tv for alle licenskronerne.

De afsnit, DR1 for nylig har vist, stammer fra 2009, og fredagens afsnit var det afsluttende i serien. I alt er der produceret 24 afsnit i spillefilmslængde siden 1997. Alle med den svenske skuespiller Peter Haber som Martin Beck, mens Gunvald Larsson spilles af Mikael Persbrandt.

Jeg er kæmpe Beck-fan og synes, at Peter Haber er eminent i den rolle. Og troværdig som den lidt knugede kriminalassistent og senere kriminalkommissær i  det krimiunivers, som Sjöwall og Wahlöö skabte i 60’erne og 70’erne. Og kan man andet end at elske Mikael Persbrandts Gunvald?

Manuskriptet til de nye Beck-film er skrevet af Cilla og Rolf Börjlind – baseret på Mai Sjöwall og Per Wahlöös karakterer. De er drevne manuskriptforfattere og har også skrevet manuskript til flere afsnit af Wallander. (Jeg er også vild med filmatiseringen af Henning Mankells bøger om Wallander, men der er mere tempo og action og spænding i Beck-serien)

Sidste år udkom Cilla og Rolf Börjlinds første krimi, Springflod. Det er en stilsikker krimi fuld af tempo og spænding, og du kan læse min anmeldelse af bogen lige her

Med Levende begravet er der nu sat punktum for en fremragende tv-krimi. Nu på fredag sender DR1 en amerikansk julefilm fra 1996. Jeg havde hellere set Beck og Gunvald og alle de andre svenske politifolk i stedet. For min skyld, må DR1 gerne sende de allerførste afsnit af Beck-serien igen.

PS: Selvom Peter Haber for mig ER Martin Beck, så gyser jeg stadig ved tanken om den rolle, den svenske skuespiller havde i filmatiseringen af Stieg Larssons Mænd der hader kvinder. Her spiller han nemlig Martin Vanger, der er psykopat med stort p og en meget ond og uhyggelig karakter.

 

Vild Med Krimi fylder et år

Der er tre eksemplarer på højkant af Ole Cliffords nye spændingsroman, der udkommer 29. oktober.

Der er tre eksemplarer på højkant af Ole Cliffords nye spændingsroman, der udkommer 29. oktober.

Blog-fødselsdag: Noget om Iben Hjejle, svensk krimi og en dansk videnskabskrimi om det evige liv. Og så er der tre eksemplarer af ny dansk spændingsroman på højkant.

I dag er det et år siden, at bloggen her blev andet end en tanke i mit hoved. Tusind tak til alle jer der læser med både her og på Facebook, kommenterer, skriver mails, deltager i konkurrencer, følger med på Instagram og Twitter og kommer med input. Mange tak.

Et af de første indlæg her på bloggen handler om, hvordan jeg var vidne til optagelserne af en scene af tv-serien DICTE, der baserer sig på Elsebeth Egholms krimier om journalisten Dicte Svendsen. Læs indlægget her

Der er i øvrigt planlagt endnu en sæson af tv-krimien. De nye afsnit af Dicte-serien ventes at få premiere på TV2 i efteråret 2014.

En af de første krimier, jeg har anmeldt her på sitet, er Springflod af Cilla og Rolf Börjlind – en rigtig underholdende og spændende krimi fra parret, der bl.a. står bag tv-serien om Martin Beck. De har også skrevet manuskript til flere tv-afsnit af Wallander.

Og et af de første forfatterinterviews her på bloggen er med Michael Lycke, der har skrevet videnskabskrimien Metusalemgenet. Jeg er meget glad for den bog. Meget glad. I interviewet siger Michael Lycke med lune i stemmen, at:

Jeg ville blive en psykotisk massemorder, hvis jeg ikke skrev, og så kom jeg frem til, at det var bedre at skrive om det, end at blive det selv.

Læs hele interviewet her Michael Lycke er i øvrigt i gang med bog nummer to om videnskabsjournalisten Noah Safran. Den udkommer engang i 2014.

Ingen fødselsdag uden gaver. Du kan vinde danske Ole Cliffords spændingsroman, Katharerne, der udkommer 29. oktober på Forlaget Rosenkilde & Bahnhof. Bogen fortæller historien om den katolske kirkes udslettelse af mere end en million mennesker i Syd­frankrig for 800 år siden. Og om hvordan det påvirker vort samfund i dag. Du kan se en trailer for bogen her

Du skal ikke svare på et indviklet spørgsmål. Skriv blot dit navn i kommentarfeltet herunder. Så er du med i konkurrencen. Der er tre bøger på højkant, og du kan deltage indtil mandag den 21. oktober klokken 20. Vinderne offentliggøres mandag aften her på bloggen.

Kender du en, der interesserer sig for krimigenren og kunne være interesseret i at læse med her på bloggen, så bliver jeg mægtig glad, hvis du anbefaler bloggen til andre. Du er også hjertelig velkommen til at like Vild Med Krimi på Facebook. Du finder siden lige her

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Krimiserier med både små og store historier

Krimiserier følger ikke kun udviklingen i en konkret sag - men også udviklingen af hovedpersonen.

Læser du krimiserier, følger du ikke kun udviklingen i en konkret sag – men ofte også den udvikling (eller afvikling), som hovedpersonen gennemgår.

Rigtig mange krimiforfattere skriver krimier og thrillers, hvor persongalleriet går igen. Altså serier af bøger, hvor vi bind for bind lærer journalisten, kriminalkommissæren, eller hvem der nu er central for fortællingen, bedre at kende og på den måde følger hovedpersonernes udvikling. Ofte er det et gensyn med en bestemt hovedperson, der gør, at jeg glæder mig særligt til nogle krimier.

For nylig hørte jeg Thomas Engers Blodrus som lydbog. Med sine nu tre krimier om kriminalreporteren Henning Juul i en planlagt serie på seks bøger, opererer den norske forfatter, som mange af sine kolleger, med små og store fortællinger i samme historie. Dels er der i hvert bind en mordgåde, der skal løses. Dels er der en baggrundsfortælling, der udvikler sig løbende bog efter bog. Den store baggrundshistorie handler om, hvem der satte ild til Henning Juuls lejlighed og derved også dræbte hans lille søn, der sov i lejligheden. Som læsere får vi bind efter bind endnu en brik i mordbrand-puslespillet. Mon ikke vi læsere efter bind seks ved, hvem der står bag branden?

Den norske forfatter har flere gange fortalt, at han er meget fascineret af tv-serier som f.eks. The Sopranos og Breaking Bad, der også har en overordnet fortælling samtidig med, at hvert afsnit fokuserer på en mindre historie.

Når det gælder yndlingsserier og personer, jeg gerne vil læse om, så er det ikke til at komme uden om Jo Nesbøs Harry Hole. Jeg er også meget glad for de to svenskere: Martin Beck og Kurt Wallander. Men desværre skal jeg jo nok ikke forvente at høre nyt om dem.

En forholdsvis ny bekendt, som jeg har planer om at lære endnu bedre at kende, er den cubanske kriminalkommissæren Mario Conde. Han er skabt af krimiforfatteren Leonardo Padura, der har skrevet Havana-kvartetten: Fire bøger om kriminalkommissæren. Jeg har kun læst nummer tre i serien, Maskespil i Havana, men den kan varmt anbefales, hvis du trænger til lige at læse en god og underholdende krimi, der hverken er skandinavisk eller amerikansk.

Hvilke krimiserier er dine favoritter?

Hvilke fiktive hovedpersoner, jeg gerne ville invitere til middag, kan du læse lige her

Sjöwall/Wahlöös enorme indflydelse på krimigenren

Krimiguf fra 1975.

Krimiguf fra 1975.

Man kan ikke komme uden om det svenske forfatterpar Sjöwall/Wahlöö, når man taler om den skandinaviske krimi.

Leif Davidsens Patriarkens hændelige død er en af de nye krimier, der lokker fra reolen. Desværre har jeg fået hjernerystelse og har på den hårde måde erfaret, at når hovedet siger fra af træthed, så er det bare med at respektere det, så hovedpinen ikke bliver kronisk.

Derfor må Leif Davidsens nye krimi og stakken af fysiske, ulæste bøger vente til mit hoved siger ja til igen at læse. Det samme gælder de e-bøger, der står i kø for at blive læst på min iPad. Men det er ikke sjovt for en krimifreak. Jeg har jo abstinenser. For at få min dosis krimiguf har jeg kastet mig over lydbøger, og lige nu er jeg i gang med Terroristerne, der er sidste del af Maj Sjöwall og Per Wahlöös serie på ti bind om Martin Beck.

Begge forfattere (Wahlöo døde, da den sidste bog udkom i 1975, mens Sjöwall lever endnu) var marxister, og jeg har lige hørt oplæseren af Terroristerne fortælle, hvordan Martin Becks kæreste har hængt en plakat af formand Mao over politikommissærens seng!

Det svenske forfatterpar har tidligere fortalt, at de anså alle ti bind i serien som et sammenhængende værk, og at forbrydelsen var socialdemomokraternes og den svenske velfærdsstats forræderi mod arbejderklassen. Samlet hedder serien netop Roman om en forbrydelse, og krimiprojektet var i høj grad også et politisk projekt for Sjöwall/Wahlöö.

Jeg vender igen og igen tilbage til det svenske makkerpars bøger, men jeg har faktisk aldrig læst den allersidst bog i serien. Det kommer jeg heller ikke til – nu lytter jeg.Selv om tempoet bestemt ikke er hæsblæsende, og sproget nogle steder er lidt trægt, så kan man ikke komme uden om, at det er kvalitetskrimier, der bestemt er værd at læse/genlæse.

Og der er andre end mig, der har lyttet til forfatterne. Serien har haft en kolossal betydning for krimigenren ikke bare i Sverige men i store dele af verden. Ikke så få forfattere har ladet sig inspirere af den melankolske, lidt ensomme og temmelig almindelige kriminalkommissær Martin Beck – og af at blande samfundskritik og hverdagsrealisme.

Den norske forfatter Anne Holt, der bl.a. står bag krimiserien om Hanne Wilhelmsen,  siger i et forord til bogen:

De har efterladt et stort litterært værk, den højeste kanon, men også en vejledning til alle, der vover sig ind i denne krævende genre. De lærte os at beskrive det store billede ved hjælp af den lille detalje, at sænke kameraet, at gå tæt på objektet – den forsømte, den fortabte, det almindelige menneske.

Selvom du ikke har hjernerystelse, kan du trygt kaste dig over en af de gamle historier om Martin Beck. Jeg lytter fornøjet videre, mens jeg skåner mit hoved.

Springflod af Cilla og Rolf Börjlind

Springflod er svenske Cilla og Rolf Börjlinds første krimi. Det svenske makkerpar er drevne manuskriptforfattere og står bl.a. bag tv-serien om Martin Beck, ligesom de har skrevet manuskript til flere afsnit af Wallander.

– Jag skriver väldigt snabbt. Det är lätt att skriva deckare. Sådan har den nu afdøde succesforfatter Stieg Larsson engang sagt. Oversat fra svensk betyder det: Jeg skriver meget hurtigt. Det er nemt at skrive kriminalromaner.

Når jeg læser en stærk krimi, hvor sproget flyder og er ubesværet, plottet er godt fundet på, temaerne relevante, og hvor alting går op i en højere enhed, så kan man godt få den tanke, at det netop er nemt at skrive krimier. Det kan godt være, at det var nemt for Stieg Larsson. Men ofte er den gode ide, der virker så enkel og naturlig, sjælden nem at finde på.

Om det har været nemt for Cilla og Rolf Börjlind at skrive deres første krimi, aner jeg ikke. Men det er en af den slags bøger, det er en fryd at læse, fordi den er så velkomponeret og godt fortalt. I små, hurtige, billedmættede scener hvilket nok skyldes parrets erfaring med at skrive til film og tv.

Den 23-årige politiaspirant Olivia Rönning skal som led i sin uddannelse undersøge en gammel uopklaret case. Hun kaster sig over en knap 25 år gammel sag, hvor en gravid kvinde er blevet myrdet. På en yderst bestialsk måde. Offeret blev levende begravet i sand på en strand på den svenske ø Nordkoster – kun med hovedet frit. Akkurat på tidspunktet for springflod. Normalt er højdeforskellen mellem ebbe og flod højest ti centimeter, men ved springflod er forskellen næsten en halv meter. Offeret drukner langsomt. Gys.

Fortid og nutid bliver ubesværet forbundet i takt med, at Olivia graver mere og mere i den gamle sag.  Hun får efter flere tilløb kontakt til den tidligere efterforsker Tom Stilton. Et nyt, aparte makkerpar er født.

Parallelt med Olivias undersøgelser møder vi en samling hjemløse misbrugere og sindslidende. Stockholm hærges nemlig af en række brutale overfald på hjemløse.  Alle forløb flettes elegant ind i hinanden og bliver forløst i et godt tænkt og overraskende plot.

Det er svensk krimi i den gode, tunge liga. Naturligvis (fristes jeg til at skrive) er Springflod første bind i en planlagt serie.

Læs den. Så er du parat til bind to. Bogen er udkommet på Rosinante.

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her