Martin Jensen

Guide til BogForum 2016

bogforum-14

Billedet her er fra BogForum 2014, men mon ikke der igen i år bliver trængsel? Foto: Rebekka Andreasen

BogForum: En god sjat krimiguf, lidt astrofysik og humor a la Hella Joof. Her kommer Vild Med Krimis guide til en fredag på BogForum 2016. Måske du bliver inspireret?

Nå. Jeg kan lige så godt skrive det, som det er: Jeg besøger ikke BogForum i år.

Det kan simpelthen ikke gå op med min kalender, hvis jeg også skal have tid til at sove, undgå at blive fortravlet og få røde pletter på halsen og ikke lade det gå ud over to af mine tre børn, at de er født i november og skal fejres med manér. Øv.

Jeg har været af sted mange gange og ofte blandet arbejde og fornøjelse. Også dengang BogForum faktisk foregik i Forum. Indrømmet. Det bliver underligt og vemodigt at undvære BogForum i år.

Hvis vi nu leger, at jeg skal af sted til årets største bog-event, så kunne min fredag se sådan her ud:

10.30, Scenen: Officiel åbning af BogForum 2016. Årets taler er Tom Buk-Swienty, der er journalist, historiker og forfatter. Det plejer at være en festlig start på weekenden. Samtidig overrækkes årets Debutantpris.

Jeg heppede indtil i dag på Katrine Engberg, der har skrevet Krokodillevogteren, og som har været med i opløbet. Men de ti forfatternavne på shortlisten blev offentliggjort i eftermiddags, og her blev der ikke plads til krimiforfatteren.

11.00, Hvid scene: Hvis jeg kan nå det, vil jeg høre musiker og sangskriver Morten Remar fortælle om sin spændingsroman Amok. Radiovært Mads Steffensen interviewer.

12.00, Krimimessens stand: Her vil jeg møde forfatter Martin Jensen, der bl.a. er kendt for sine historiske krimier om Eske Litle.

Egentlig kunne jeg hele weekenden hænge ud på Krimimessens stand. Det er første gang, at den østjyske messe har en stand på BogForum, og er du som jeg Vild Med Krimi, er dette stedet, du bør besøge. Forfattere som Jens Henrik Jensen, Øbro og Tornbjerg, Leif Davidsen, Helle Vincentz, Jakob Melander, Paul Cleave og Steen Langstrup kigger forbi.

Kommer du f.eks. lørdag kan du møde krimiforfatter Jürgen Klahn og høre ham fortælle om krimien Sommerfuglen, der udkom for nylig. Jeg mødte ham kort til litteraturfesitvalen Vild Med Ord for nogle år siden i Aarhus, hvor han fulgtes med kæresten Elsebeth Egholm. Følg Jürgen Klahn på Facebook her

Og se hele programmet for Krimimessens stand på BogForum her

12.55, Gyldendals Tranescene: Der skal være lidt modvægt til krimigenren. Jeg vil gerne høre Søren Ulrik Thomsen, der i den grad formår at jonglere med sproget,  fortælle om En hårnål klemt inde bag panelet.

13.30, Lindhardt og Ringhofs stand: Jeg vil ile fra Søren Ulrik Thomasen til Leif Davidsen og Anne-Cathrine Riebnitzsky, der taler om Hemingway.

14.30, Scenen: Jeg elsker, når folk brænder for noget, og man mærker deres passion. Jeg vil lappe den danske astronom og astrofysiker Anja C. Andersens oplæg i mig. Det er i øvrigt hende, forfatterparret A.J. Kazinski besøger, hver gang de skal i gang med en ny Niels Bentzon-krimi. De efterlyser svar på det “beskedne” spørgsmål om, hvad der er sket i universet siden sidst.

15.00, Saxo-scenen: Her fortæller Jesper Holm om, hvordan han finder tid til at skrive, når han også skal passe sit fuldtidsarbejde som selvstændig grafisk designer. Han er i gang med en efterfølger til tempelridder-thrilleren Corpus Christi

En af de forfattere, du kan møde på Bogforum, er Thomas Rydahl, der meget snart er aktuel med thrilleren De savnede. Billedet her er fra BogForum 2014, hvor han vandt Debutantprisen. Foto: Rebekka Andreasen

En af de forfattere, du i år kan møde på Bogforum, er Thomas Rydahl, der meget snart er aktuel med thrilleren De savnede. Billedet her er fra BogForum 2014, hvor han vandt Debutantprisen. Foto: Rebekka Andreasen

15.30, Saxo-scenen: Thomas Rydahl er snart aktuel med sin anden spændingsroman om eremitten Erhard Jørgensen, der er glad for geder. Kim Juul har en musikalsk efterforsker i hovedrollen i sine krimier. De to forfattere taler om, hvordan de hver især har udviklet deres anderledes hovedpersoner.

16.00, Cph Comics: Jeg vil iagttage Peter Kielland-Brandt og Tatiana Goldberg, mens de tegner på Tegnevæggen og bagefter ile til Bogcaféen, hvor den tyrkiske forfatter Hakan Günday fortæller om sin bog Mere, mere, der højaktuelt handler om illegale flygtninge, der sætter deres liv på spil for at komme til Europa.

17.00, Hvid scene: Hella Joof – hvem kan stå for hende? Jeg vil høre Hella Joof tale med Lotte Kirkeby Hansen om sin nye bog Papmaché-reglen.

17.30, Saxo-scenen: Jeg arbejder indimellem sammen med redaktør Heidi Korsgaard fra Skriveværkstedet, der er knaldhamrende dygtig. Det bliver en fornøjelse at høre hende fortælle om at få sproget til at sprudle med sanser og dialog, når hun giver gode råd om at skrive fængende. Jeg iler videre til Politikens stand, hvor jeg gerne vil høre en bid af Jussi Adler-Olsen, der taler om Selfies

Den mand er ikke kun fremragende på skrift, men også en fornøjelse at opleve live.

18.20, Politikens forlag: Jeg vil slutte fredag på BogForum med Ole Rasmussen og Gorm Vølver, der underholder med udgangspunkt i Året der gak – ATS 2016. Sidste år lo jeg så  meget af de to mænds oplæg, at jeg tissede en lille smule i bukserne af grin.

Og så er der jo også en hel lørdag og søndag at hoppe ombord i. Rigtig god fornøjelse til alle jer, der skal afsted.

PS: Jeg har ikke hørt fra den ene vinder af to entrebilletter til BogForum. Derfor har jeg udtrukket en ny. Margit Jensen send mig din adresse på mail@rebekkaand.dk – så er der to entrebilletter til BogForum på vej til dig.

 

BogForum dag 2 i billeder og ord

På BogForum er der plads til alle. Foto: Rebekka Andreasen

På BogForum er der plads til alle. Foto: Rebekka Andreasen

BogForum 2015: Kender du en psykopat? Vil du have en hjerne a la Ole Henriksen? Vil du smage en græshoppe? Tre spørgsmål, som jeg blev stillet på BogForums anden messedag. Her billeder og ord fra andendagen i Bella Center:

Lørdag skubbes godt i gang med hudspecialisten Ole Henriksen, der danser sig vej til scenen til tonerne af Pharrell Williams. Se Ole Henriksens dansende entre her

Der er proppet foran Hvid Scene. Rigtig mange er interesserede i at høre, hvordan de får Ole Henriksens hjerne. Eller med andre ord: Et indblik i, hvordan det kan lade sig gøre at være så glad hele tiden, og hvad de selv kan gøre for at få et gladere sind.

Arne og Carlos viste nyt til strikke-folket. Foto: Rebekka Andreasen

Arne og Carlos med nyt guf til strikke-folket. Foto: Rebekka Andreasen

Smilet på læberne bliver ikke mindre, da jeg går forbi de norske strikkefreaks Arne og Carlos. Kreative gør-det-selv-typer valfarter til strikke-standen. Jeg kan overhovedet ikke strikke, men de to mænd fascinerer mig.

Hvor Krimimessen i Horsens udelukkende fokuserer på krimi- og spændingsgenren, er BogForum et sammensurium af alt muligt forskelligt bog-guf. Men også krimifolket er til stede, og jeg møder flere skønne læsere af denne blog.

Pludselig går Darth Vader forbi mig. Det samme gør en håndfuld betjente iført skudsikre veste rustet med automatvåben. På dagens program er også Flemming Rose og Naser Khader. Dem skal der passes godt på. Og efter skyderierne i København i februar møder politiet massivt op til et arrangement som dette, hvor tusindvis af mennesker er samlet. Sørgeligt at det skal være sådan.

Efter en interessant snak om spiselige insekter på BioNyt Videnskabens verdens stand, hvor jeg bliver tilbudt en græshoppe, er det endelig tid til krimiguf.

Interviewer Jane Gisselmann spørger Michael Katz Krefeld, om han har styr på, hvor mange han har slået ihjel i sine bøger: Næh, men det er i hvert fald mange, svarer forfatteren til bl.a. Ravn-serien. Foto. Rebekka Andreasen

Jane Gisselmann fra Plusbog.dk spørger Michael Katz Krefeld, om han har styr på, hvor mange han har slået ihjel i sine bøger: “Næh, men det er i hvert fald mange, svarer forfatteren til bl.a. Ravn-serien. Foto. Rebekka Andreasen

Michael Katz Krefeld fortæller om sin seneste Ravn-krimi Sekten og giver sit bud på, hvad et godt krimiplot er:Udover fremdrift i fortællingen skal der være noget på spil for hovedpersonen. Og der skal være en skurk, som du både frygter og forstår. Som forfatter er jeg advokat for alle mine figurer, og der skal være et motiv bag, at skurken gør, som han gør.”

Martin Jensen, der er forfatter til serien om Eske Litle, byfogden i Assens, der gennem syv bind opklarer forbrydelser samtidig med, at han forsøger at undgå at blive fanget i Den kulledes Greves rænkespil, er aktuel med Når genstande beretter - Museernes danmarkshistorie. Foto: Rebekka Andreasen

Martin Jensen er formand for Det Danske Kriminalakademi og har skrevet en række krimier. Han er aktuel med en bog i en lidt anden genre: Når genstande beretter – Museernes danmarkshistorie. Foto: Rebekka Andreasen

Hilser på Martin Jensen, der er formand for Det Danske Kriminalakademi, hvor jeg for nylig blev optaget som medlem. Akademiets formål er at fremme god kriminallitteratur. Kan man andet end at elske det akademi? Martin Jensen er også forfatter til bl.a. middelalderserien om Eske Litle, byfogden i Assens, der gennem syv bind opklarer forbrydelser.

Senere fortæller Julie Hastrup om sin Rebekka Holm-serie. Hun er godt i gang med den 6. bog i serien, der kommer om et års tid. Hun kan takke sin mormor for krimipassionen. Som 4-årig lod Julies mormor forfatteren se en uhyggelig thriller i tv.

- Jeg er god til at se det uhyggelige i det hyggelige, siger Julie Hastrup. Foto: Rebekka Andreasen

“Jeg er god til at se det uhyggelige i det hyggelige,” siger Julie Hastrup. Foto: Rebekka Andreasen

En gyser, hun stadig kan genkalde sig, og selvom det måske ikke var så pædagogisk, så plantede det kimen til Julie Hastrups fascination af krimigenren. Det var også hos sin mormor, at forfatteren læste Agatha Christies bøger og blev fascineret af psykologien bag et mord.

“Nu er jeg blevet min mormor. Jeg bruger søndagsudflugter med familien på at finde det helt rigtige sted at placere et lig. Jeg har for nylig haft min mand og børn på 11 og 14 år med til Finland, og jeg har fundet et oplagt sted, der skal bruges i min næste bog. Det er så spooky, og jeg glæder mig til at dele det med læserne.”

Helle Vincentz har netop været igennem en total gennemlæsning og redigering af manuskriptet til Stjålne liv - en ambitiøs politisk thriller. Foto: Rebekka Andreasen

Helle Vincentz har netop været igennem en redigering af manuskriptet til Stjålne liv – en politisk thriller, der udkommer til februar, og som forlaget bag kalder “en moderne thriller med et højt ambitionsniveau og et markant samfundsmæssigt perspektiv. Foto: Rebekka Andreasen

Møder en glad Helle Vincentz, der 26. februar sender en politisk thriller på gaden. Stjålne liv hedder bogen, der er et nyt krimiunivers uden karrierekvinden Caroline Kayser.

Både Vincentz og Hastrup har aftenen før været til et krimiarrangement på den svenske ambassade, hvor følgende syrede ordveksling fandt sted:

Hastrup: Jeg har slået én ihjel på kastellet.

Vincentz: Jeg slår kun ihjel i udlandet.

Godt at det er mord – på papir.

Videre til Gyldendals stand, hvor metervis af kø slanger sig. Årsag: Søren Ryge Petersen og Martin Bigum signerer bøger.

Trænger til at hvile ørerne og slår et smut forbi Lyttesalonen, hvor Thomas Rydahl for første gang læser op af De savnede, der udkommer til foråret. Det er en fortsættelse til Eremitten, der fik BogForums Debutantpris sidste år. En bog, som også er blevet hædret med den skandinaviske kriminallitteraturpris Glasnøglen.

Får snak over kaffeautomaterne med forfatter Stephanie Caruana, Smerten selv, der er i “en boblende udviklingsfase” og har tanker om en politisk thriller. Vi taler bl.a. om Copenhagen Crime – en ny krimifestival i København. Bliver festivalen et spændende supplement til Krimimessen i Horsens? Eller en konkurrent, der nasser på Krimimessens solide brand og i sidste ende svækker hele genren, fordi nogle forfattere kun vil vælge det ene initiativ? Jeg er i tvivl.

Da jeg sætter mig for at høre Lotte og Søren Hammer fortælle om deres krimiserie, der er udgivet i 22 lande, går det op for mig, hvor ømme mine ben er. Syv timer i Bella Center på dette skønne gedemarked af en bogmesse sætter sine fysiske spor. Heldigvis er det et yderst veloplagt og humoristisk søskendepar, der fortæller om deres forfatterskab.

Søren Hammer forklarer, at de helt ned på sætningsniveau diskuterer, om der skal noget blodigt og voldeligt med i bøgerne om Konrad Simonsen, som i øvrigt har visse ligheder med Lotte Hammers mand.

“Det ligger jo i krimiens natur, at der er en, der skal dø, men volden skal kunne legitimeres”, mener Søren Hammer og tilføjer, at de godt kan lide skurke, der er lidt psykopatiske.

- Vi er begge meget glade for Sjöwall og Wahlöö. Læs dem, hvis I ikke kender dem, opfordrer Lotte Hammer, der samme med sin bror Søren har skrevet foreløbig seks bind om chefkriminalinspektørKonrad Simonsen. Foto: Rebekka Andreasen

“Vi er begge meget glade for Sjöwall og Wahlöö. Læs deres bøger,” opfordrer Lotte Hammer, der samme med sin bror Søren har skrevet foreløbig seks bind om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen. Foto: Rebekka Andreasen

Selvom søskendeparret bor under samme tag, sidder de hver for sig og skriver. De deler bogen op i scener, som de hver især arbejder med. Til sidst skriver Søren bogen igennem for at få en ensartet tone. Hvis de bliver uenige, forsøger de at undgå kompromisser, så teksten ikke ender med at blive ren leverpostej. Derfor får en af dem lov til at trumfe igennem, hvis der opstår uenighed.

“Søren har dog været inde på, at en af hovedpersonerne skal lade livet. Der sætter jeg altså foden ned, ” fastslår Lotte Hammer.

På vej mod udgangen bliver jeg stoppet af en mand, der spørger mig, om jeg kender en psykopat? Jeg tænker, at det må være mit stikord til at sige tak for i dag.

PS: Tak hvis du læste med helt herned. Der kommer snart billeder og ord fra BogForum dag 3. på bloggen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Historiske krimier i Odense og krimitips i Ikast

Der er masser af arrangementer rundt omkring i landet, hvor du kan møde krimiforfattere.

Der er masser af interessante arrangementer rundt omkring i landet, hvis du er Vild Med Krimi. Denne uge byder bl.a. på historiske krimier i Odense og krimianbefalinger fra krimiforfatter Jens Østergaard i Ikast.

Krimiarrangement: Sidst på ugen begynder litteraturfestivalen Vild med ORD i Aarhus, og i begyndelsen af november er der BogForum på Amager. Men der er også spændende krimiarrangementer andre steder i landet.

Frederikssund: På onsdag, den 21. oktober, kan du på Frederikssund Bibliotek få inspiration og anbefalinger til bl.a. krimier fra bibliotekarer og en af bibliotekets dedikerede krimilæsere. Læs mere her

Odense: På torsdag, den 22. oktober, kan du på Tarup Bibliotek blive klogere på historiske krimier. Du kan møde krimiforfatterne Martin Jensen, Lasse Holm og Anne-Marie Vedsø Olesen og høre dem fortælle om deres skriveproces, research etc. Arrangementet er gratis, og du bestiller billetter her

Ikast: Samme dag, torsdag den 22., kan du i Ikast høre krimiforfatter Jens Østergaard fortælle om gode og oversete krimier. Også bibliotekets bibliotekarer giver fif til gode krimier. Arrangementet er gratis. Læs mere her

Er du interesseret i krimiarrangementer, så hold øje med Det Danske Kriminalakademi på Facebook og dit lokale biblioteks site.

PS: Husk også, at jeg holder foredrag om krimigenren og meget gerne kommer ud til et bibliotek nær dig. Læs mere her

 

Der er langt fra Miss Marple til Philip Marlowe

Mon ikke også der er en krimi, der falder i din smag?

Krimigenrer: En krimi er ikke bare en krimi. Der findes et væld af forskellige typer og undergenrer.

(Opdateret september 2017)

Nogle kalder Steen Steensen Blichers novelle fra 1829, Præsten i Vejlbye, for verdens første krimi. Dog er det den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe, der regnes for at være ophavsmand til den moderne krimi. I 1841 skrev han Mordene i Rue Morgue, hvor vi møder detektiven Dupin – og en grum orangutang. 

Krimigenren lever endnu. Jubii. Mens nogle forfattere dyrker en bestemt krimigenre, blander andre de forskellige stilarter. Du får serveret et par af kategorierne her:

Den klassiske engelske krimi:

Kaldes også ”the whodunit” eller puslespils-krimien. Forbrydelsen er et mysterium, der skal løses. Miljøet er typisk over- eller middelklassen. Forbrydelsen flækker den harmoniske og idylliske verden, hvor alt på overfladen er perfekt.

Det er op til den ofte enlige gentlemandetektiv at genoprette harmonien. Detektiven har iagttagerens rolle, samler spor og mistænker alle efter tur, indtil puslespillet til sidst kan lægges.

Kulissen er måske en herregård, et slot, en præstegård, et landsbymiljø eller lignende. Det er ikke til at komme uden om Agatha Christie i denne sammenhæng – ej heller Inspektør Morse, hvis vi snakker klassisk engelsk krimi på tv.

Politiromanen:

Amerikanske Ed Mcbain var en af de første, der skrev politiromaner. Ed Mcbain skrev også manuskriptet til Alfred Hitchcocks klassiker Fuglene, så han kunne sit kram. Genren slog igennem i 50’erne i USA, mens det først var i 1970’erne, at politiromanen fik sit store gennembrud i Skandinavien.

I politiromanen skildres politiets arbejde, og læserne er med på sidelinjen til bl.a. afhøringer, møder, tekniske undersøgelser og obduktioner. Her bevæger plottet sig typisk mellem opklaringen og den kriminelles planlægning og udførelse af forbrydelsen. Ofte ved læsere før politiet, hvem den kriminelle er. Detektiven står ikke alene, men er typisk en del af en efterforskningsgruppe. Og det er tilladt for efterforskeren at have et privatliv.

Særligt svenskerne har været glade for politiromanen, og forfattere som Sjöwall/Wahlöö, Håkan Nesser og Henning Mankell har kastet sig over genren. Eksempler på danske krimiforfattere, der skriver politikrimier, er søskendeparret Lotte og Søren Hammer, Jussi Adler-Olsen og Jesper Stein.

Der findes også andre typer krimier:

Den metafysiske krimi, der inddrager metafysik, religion eller det overnaturlige i fortællingerne. A. J. Kazinski, der er er et pseudonym for Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund er blandt de krimiforfattere, der er optaget af det metafysiske.

Femi-krimien – i både skandinavisk og amerikansk version. Fælles er, at krimierne er skrevet af kvinder, har en kvinde som hovedperson og beskriver det moderne kvindeliv med privatliv, konflikter etc. Især i den skandinaviske version er forbrydelserne forbundet med mænds dominans over kvinder, og bøgerne har ikke sjældent en kønspolitisk pointe. Især svenske Liza Marklund er kendt for denne genre, ligesom Sara Paretsky også er det. Amerikanske Marcia Muller (f. 1944) regnes af mange for genrens urmoder.

Den amerikanske hårdkogte krimi, hvor whisky og smøger i rigelige mængder ofte er vigtige ingredienser. Landsbymiljøet fra de engelske krimier er skiftet ud med den barske storby, der er fuld af korruption og gangstere, og en enlig detektiv som f.eks. Raymond Chandlers Philip Marlowe. Han er portrætteret på film af bl.a. Humphrey Bogart.

Psykologiske krimi herunder også de såkaldte domestic noir-krimier. I domestic noir rykker uhyggen helt tæt på og forplanter sig lige der, hvor du burde føle dig allermest tryg og sikker, nemlig i dit eget hjem og blandt din familie og din nære omgangskreds. Et eksempel på domestic noir er Gillian Flynns Kvinden der forsvandt. Læs også min artikel på Litteratursiden, hvor jeg har skrevet om netop domestic noir.

Videnskabskrimier hvor forskning og fakta spiller en central rolle. Forfattere som Sissel-Jo Gazan, Lotte Petri, Robert Zola Christensen og Bille og Bille skriver videnskabskrimier.

Den historiske krimi der fletter en historisk periode ind i plottet og er skrevet som en historisk roman, og altså ikke bøger, der har år på bagen og beskriver deres samtid. Forfattere som Umberto Eco (Rosens navn) Ole Frøslev og Martin Jensen skriver historiske krimier.

Rigtig god læselyst. Mon ikke der er en krimi, der passer til dig?

Mange hilsner fra

Rebekka Andreasen,

Vild Med Krimi

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her