Mirakelmanden

Tre hurtige om Hastrup, Adler-Olsen og Theils

Tre hurtige: Julie Hastrups Mirakelmanden overhaler de andre bøger i Rebekka Holm-serien med talrige kilometer. Jussi Adler-Olsen kan føje endnu en pris til rækken. Og så har Lone Theils lavet fremragende radio om TrueCrimeFiction.

Tre hurtige om tre af landets populære krimiforfattere: Julie Hastrup, Jussi Adler-Olsen og Lone Theils.

Julie Hastrup: Når Julie Hastrup har sendt en ny Rebekka Holm-krimi på gaden, har jeg altid set frem til den. Fordi hun kreerer solide, gedigne og underholdende krimier, der ubesværet glider ned.

Flere gange i mine anmeldelser af forfatterens bøger har jeg skrevet, at Hastrups bøger er krimier uden de store dikkedarer, og jeg har aldrig tidligere været fuldstændig blæst bagud. Indtil nu.

Denne gang overgiver jeg mig totalt. Mirakelmanden, den 6. Rebekka Holm-krimi, er stærk. Og sindssyg interessant. Måske fordi den er mere mørk, grum og dyster, hvilket jeg synes, klæder fortællingen? Måske fordi forfatteren hiver sin hovedperson ud af sine vante omgivelser og bringer hende til bl.a. Finland, og at netop det giver god energi og nerve? Måske fordi jeg er optaget af psykiatri? Hvis de andre bøger i serien er en fodboldspiller i superligaen, så er Mirakelmanden Cristiano Ronaldo.

Du behøver ikke at google ret meget for at finde ud af, at forfatteren har haft nogle turbulente og sårbare år med sygdom etc, men Julie Hastrup har altså også formået, at skrive r…. ud af bukserne. Imponerende.

Jussi Adler-Olsen: Jussi Adler-Olsen har vundet talrige priser, og i går fik han endnu en. Han blev nemlig hædret som årets Æreshåndværker af Haandværkerforeningen. En udmærkelse, som han deler med 44 andre modtagere, som gennem et langt arbejdsliv har udmærket sig med deres indsats. At skrive er nemlig også et håndværk.

Forfatteren modtog prisen ved et arrangement med bl.a. Dronning Margrethe på Københavns Rådhus. I interviews har han selv kaldt det for noget af en overraskelse. Tillykke til Jussi Adler-Olsen.

I øvrigt er der ikke mange uger til, at Jussi – en biografi af Jonas Langvad Nilsson – udkommer.

Lone Theils: Jeg har med heftig appetit slugt podcasten 87 sekunder – Mord på P1, hvor Lone Theis – i samarbejde med tilrettelægger Alberte Clement Meldal – har eksperimenteret med genren og undersøgt, hvad der sker, når man researcher og skriver en krimi for åben mikrofon. TrueCrimeFiction kalder forfatteren selv det, der er blevet til lækker radio og spændende lyd.

Jeg har råhygget mig med at høre forfatteren interviewe politifolk, anklagere, retsmedicinere etc. og begejstret lyttet til, hvordan de hver især har bidraget til krimien 87 sekunder. Den har jeg også læst, altså bogen, og den var tilgengæld ikke særlig interessant, da jeg havde hørt radioudsendelserne først.

Hele processen, at  historien ikke var lagt fast, men kom frem igennem forfatterens research, er meget mere interessant end slutresultatet. Vil du nøjes med en af delene, så snup radioudsendelserne. De er ret interessante. Du finder podcasten her

Guide til Krimimessen – søndag

Skal du også i fængsel på søndag? Find inspiration til din dag her i indlægget. Foto: Rebekka Andreasen

Krimimesse: Man kan ikke nå alt. Sådan er det. Desværre. Her kommer et forslag til, hvordan din søndag på Krimimessen i Horsens kan arte sig.

En søndag på Krimimessen i Horsens kan se sådan her ud:

Klokken 10.00, Sort Scene: Skub søndagen godt i gang med Julie Hastrup, der fortæller om den seneste Rebekka Holm-krimi, Mirakelmanden, der bl.a. foregår i Finland.

Klokken 10.40, Gymnastiksalen. Hvis du skynder dig, kan du nå at høre svenske Malin Persson Giolito fortælle om Størst af alt, der er kåret som bedste svenske kriminalroman i 2016. Er du mere til amerikanske Tess Gerritsen, der er på programmet på samme tidspunkt, så sætter du kurs mod Rød Scene i stedet for.

Klokken 11.00, Trykkeriet: Så skal der fart på, så du er klar til at høre Sara Blædel interviewe islandske Yrsa Sigurðardóttir.

Pause. Du har en halv times tid til at gå rundt i messeområdet i Magasinet. Tis, drik kaffe og vær klar til næste seance.

Klokken 12.00, Sort Scene: Horsens borgmester Peter Sørensen overrækker Krimimessens Publikumspris. Hvem mon vinder?

Klokken 12.45, Teltet: Snup en sandwich og sæt kursen mod Teltet og nyd musikken fra krimiforfatter og musiker Morten Kærså.

Klokken 13.20, Sort Scene: Jeg interviewer Bent Stenbakken, der har skrevet en Krøyer-krimi, der foregår i Skagen. Vi skal bl.a. tale om det berømte maleri, Hip Hip Hurra, som Krøyer malede, og som spiller en væsentlig rolle i historien.

Frem til klokken 14.15, Trykkeriet: Skynd dig over i Trykkeriet og hør debatten mellem Jakob Vedelsby, Stephanie Caruana, Bo Bjørnvig og Jeanette Øbro, der diskurerer kønskampen i krimibranchen. Er det et problem, at mænd får flere priser og positive anmeldelser end kvinder?

14.20, Sort Scene: Jeg interviewer Jürgen Klahn om hans debutroman, Sommerfuglen. Mon ikke det bliver til en interessant snak om bl.a. at gå i kloster? Forfatteren har tyske forældre og er opvokset i Sønderjylland, så bare rolig – interviewet foregår på dansk.

14.40, Sort Scene: Bliv bare hængende ved Sort Scene og hør Thomas Clemen fortælle om sin nye spændingsroman Jeg er Sif. Jeg synes, han skriver fantastisk godt, og så er han en spændende mand at høre på.

Krimi-bingo-banko-vært Maria Bruun Fanø knipset på Krimimessen sidste år. Mon ikke hun igen i år sørger for gode bogpræmier til de heldige? Foto: Rebekka Andreasen

15.00, Gymnastiksalen: Så er det tid til Krimi-bingo-banko med Maria Bruun Fanø og forfatterparret Lisbeth og Steen Bille. Blær dig med din viden om krimigenren og vind bøger.

15.40, Rød Scene: Luk og sluk for søndagens krimimesse med at høre Sanne Gottlieb fortælle om sin roman Sleep Stalker.

Der er selvfølgelig masser af krimiguf at vælge imellem, som jeg ikke har nævnt her. Du kan også vælge at få en rundvisning ved Fængselsmuseet, besøge området for børn og unge, høre Jussi Adler-Olsen fortælle om Selfie, møde retskemier Martin Worm-Leonhard (han er humoristisk og meget underholdende), komme til koncert med fangekoret fra Vridsløselille (kræver tillægsbillet) og og og…..

Rigtig god krimimesse. Og hey – skal du ikke afsted, så følg med her på bloggen og på Vild Med Krimis Facebookside eller Instagram-profil.

PS: Jeg har også lavet en guide til lørdagen på Krimimessen

Link til Jo Nesbø-interview og ti nye krimier

Det vrimler med nye krimier fra bl.a. norske Jo Nesbø og Gunnar Staalesen og canadiske Iain Reid. Foto: Rebekka Andreasen

Krimiguf: Du får fluks et link til en artikel, som jeg ville ønske, jeg selv havde skrevet. For hvem vil ikke gerne møde Jo Nesbø?

DR’s Niels Frid-Nielsen og Diana Bach har været i Oslo og mødt Jo Nesbø, der på tirsdag sender sin Harry Hole-krimi nummer 11 på gaden i bl.a. Norge og Danmark. Læs det fine interview her

Og selvom den norske krimiforfatter ikke besøger Krimimessen i Horsens 1.-2. april, så præsenterer DR Krimiklubben på messen publikum for hele det tv-interview med Jo Nesbø, som der er bidder af i linket.

Der står dog også andre navne end Jo Nesbø på ryggen af de bøger, der udkommer i øjeblikket. Her kommer et udpluk af forårets nye krimiudgivelser:

Norske Gunnar Staalesen er aktuel med Storesøster, der er den 18. roman om den bergensiske privatdetektiv Varg Veum. En kvinde præsenterer sig som Veums halvsøster og beder ham om hjælp. Hendes 19-årige guddatter er forsvundet, og Veum går i gang med efterforskningen, der ikke er helt ufarlig. En del af serien om Varg Veum er filmatiseret. Læs mere om bogen her

I dag udkommer canadiske Iain Reids Jeg overvejer at gøre det forbi, der er hans debutroman og første bog på dansk. En nervepirrende thriller om en biltur, der får fatale konsekvenser. Bogen er blevet kaldt bizar, original, dristig og ladet med stærk psykologisk gennemslagskraft. Forfatteren har bl.a. skrevet fagbøger og skriver for The New Yorker. Læs mere om bogen, der udkommer på Lindhardt og Ringhof, her

Også svenske Cilla og Rolf Börjlind er aktuelle med en ny krimi. Sov du lille er fjerde bind i serien om det umage makkerpar Olivia Rönning og Tom Stilton. De er opslugt af en makaber mordsag, hvor en udenlandsk dreng er blevet fundet i en skov med halsen skåret over. Sagen trækker tråde til den rumænske underverden. Forfatterparret står også bag den populære tv-serie om Martin Beck og har skrevet flere afsnit af tv-serien om Wallander. Læs mere om bogen her

Om nogle uger udkommer femte fritstående fortælling i svenske Mons Kallentofts roste serie om kriminalkommissær Malin Fors. I Vandengle kaldes Malin Fors ud til en villa i et af Linköpings pæne velhaverkvarterer. Et ægtepar er blevet myrdet og ligger nøgne og isblå i husets jacuzzi. Men parrets femårige datter er sporløst forsvundet. Læs mere om bogen her

Amerikansk thriller, der har fået anmelderne til at klappe begejstret i hænderne. Udkommer 4. april på dansk.

Gads Forlag står bag den danske udgivelse af Orient, der udkommer først i april. Det er en thriller af amerikanske Christopher Bollen, og bogen er blevet kaldt en forførende litterær thriller med Twin Peaks-stemning. Hver sommer søger Manhattans indbyggere bort fra byen og ud til havet. Orient svulmer op til dobbelt størrelse, når de smukke gader danner ramme for storbyens kunstnere og bohemer. Men da sommeren går på hæld, og byen forbereder sig på vinteren og stilheden, kommer den unge fremmede enspænder Mills Chevern til byen. Snart finder en række foruroligende hændelser sted. Snart er Orient gennemsyret af paranoia. Og som den fremmede, han er, er Mills Chevern den naturlige syndebuk.

Nye danske krimier:

Finn Halfdan debuterede med spændingsromanen Et nødvendigt offer, som han fik Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom for. De uskyldige døde er hans anden, fritstående kriminalroman. Da Maya Leander sætter sig ind i Nicholas Holms Ferrari og kører til Sverige, ligner det den perfekte romantiske weekend. Men alt vendes på hovedet, da Nicholas kort efter bliver fundet død, og politiet mistænker Maya for at have slået ham ihjel. Det er en krimi om at gå all in i en højere sags tjeneste. Og om idealismens bagside. Læs mere om bogen her

Snart udkommer Julie Hastrups sjette krimi om Rebekka Holm – en bog mange Hastrup-fans var ventet spændt på. I Mirakelmanden er drabsefterforskeren sygemeldt efter et voldeligt overfald, og derfor rejser hun til Stockholm for at komme sig hos sin svenske kollega og kæreste. Men den afslappende miniferie udvikler sig i løbet af få dage til et mareridt.På BogForum i 2015 sagde Julie Hastrup:

Jeg bruger søndagsudflugter med familien på at finde det helt rigtige sted at placere et lig. Jeg har for nylig haft min mand og børn på 11 og 14 år med til Finland, og jeg har fundet et oplagt sted, der skal bruges i min næste bog. Det er så spooky, og jeg glæder mig til at dele det med læserne.

Læs mere om Mirakelmanden her

Jeg er Sif er første bog i Thomas Clemens nye krimiserie med Sif Magnisdóttir. For fire år siden blev Sif voldtaget og næsten dræbt i en gyde på Christianshavn. Siden har hun levet med invaliderende psykiske eftervirkninger og frygtet den dag, hvor hendes overfaldsmand bliver løsladt.  Ifølge forfatteren selv er omdrejningspunktet i serien forholdet mellem Sif og den traumatiserede krigsveteran Thor Eriksen. Deres indbyrdes kamp og de samfundsmæssige gråzoner, de bevæger sig i. Det er en bog, jeg glæder mig meget til. Thomas Clemen har tidligere skrevet Berlin 404 og Langs smertegrænsen. Læs mere om bogen her

På H.C. Andersens fødselsdag 2. april udkommer H.C. Andersen mordene af Finn Wiedemann. Forlaget bag kalder bogen for en satirisk kriminalroman og et kærligt rap til Odense og byens (mis)brug af H.C. Andersen som brand. På et fynsk gods dukker to ukendte H.C. Andersen-manuskripter op. Godsets ejer kontakter universitetet for at få vurderet manuskripterne. Kort efter findes en kendt professor myrdet på universitetets bibliotek, og mistanken retter sig mod flere af byens fremtrædende H.C. Andersen-interesserede personligheder. Læs mere om bogen her

Og så sender danske Anne Mette Hancock sin debutkrimi, Ligblomsten, på gaden 1. april. Journalist Heloise Kaldan modtager mystiske breve fra en kvinde, der i tre år har været eftersøgt for drabet på en ung advokat. Politimanden Erik Schäfer og Heloise selv begynder at grave i den gamle sag, da der sker endnu et drab. Glæd jer. Hancock skriver sætninger, der smelter på tungen, og man skulle tro, hun aldrig havde bestilt andet end at sprutte den ene kvalitetskrimi ud efter den anden. Jeg var var totalt hooked på fortællingen, der bl.a. foregår i København og i Paris. Læs mere om bogen her 

God læselyst.

PS: Bloggen har desværre haft influenza (eller det vil sige, at den webserver, jeg bruger, har haft et såkaldt sikkerhedshul. Øv øv) Derfor kan det godt være, at enkelte elementer på bloggen driller lidt. Jeg arbejder på sagen, så bloggen kommer sig helt. Og bare rolig, virussen smitter ikke.

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her