Mons Kallentoft

Link til Jo Nesbø-interview og ti nye krimier

Det vrimler med nye krimier fra bl.a. norske Jo Nesbø og Gunnar Staalesen og canadiske Iain Reid. Foto: Rebekka Andreasen

Krimiguf: Du får fluks et link til en artikel, som jeg ville ønske, jeg selv havde skrevet. For hvem vil ikke gerne møde Jo Nesbø?

DR’s Niels Frid-Nielsen og Diana Bach har været i Oslo og mødt Jo Nesbø, der på tirsdag sender sin Harry Hole-krimi nummer 11 på gaden i bl.a. Norge og Danmark. Læs det fine interview her

Og selvom den norske krimiforfatter ikke besøger Krimimessen i Horsens 1.-2. april, så præsenterer DR Krimiklubben på messen publikum for hele det tv-interview med Jo Nesbø, som der er bidder af i linket.

Der står dog også andre navne end Jo Nesbø på ryggen af de bøger, der udkommer i øjeblikket. Her kommer et udpluk af forårets nye krimiudgivelser:

Norske Gunnar Staalesen er aktuel med Storesøster, der er den 18. roman om den bergensiske privatdetektiv Varg Veum. En kvinde præsenterer sig som Veums halvsøster og beder ham om hjælp. Hendes 19-årige guddatter er forsvundet, og Veum går i gang med efterforskningen, der ikke er helt ufarlig. En del af serien om Varg Veum er filmatiseret. Læs mere om bogen her

I dag udkommer canadiske Iain Reids Jeg overvejer at gøre det forbi, der er hans debutroman og første bog på dansk. En nervepirrende thriller om en biltur, der får fatale konsekvenser. Bogen er blevet kaldt bizar, original, dristig og ladet med stærk psykologisk gennemslagskraft. Forfatteren har bl.a. skrevet fagbøger og skriver for The New Yorker. Læs mere om bogen, der udkommer på Lindhardt og Ringhof, her

Også svenske Cilla og Rolf Börjlind er aktuelle med en ny krimi. Sov du lille er fjerde bind i serien om det umage makkerpar Olivia Rönning og Tom Stilton. De er opslugt af en makaber mordsag, hvor en udenlandsk dreng er blevet fundet i en skov med halsen skåret over. Sagen trækker tråde til den rumænske underverden. Forfatterparret står også bag den populære tv-serie om Martin Beck og har skrevet flere afsnit af tv-serien om Wallander. Læs mere om bogen her

Om nogle uger udkommer femte fritstående fortælling i svenske Mons Kallentofts roste serie om kriminalkommissær Malin Fors. I Vandengle kaldes Malin Fors ud til en villa i et af Linköpings pæne velhaverkvarterer. Et ægtepar er blevet myrdet og ligger nøgne og isblå i husets jacuzzi. Men parrets femårige datter er sporløst forsvundet. Læs mere om bogen her

Amerikansk thriller, der har fået anmelderne til at klappe begejstret i hænderne. Udkommer 4. april på dansk.

Gads Forlag står bag den danske udgivelse af Orient, der udkommer først i april. Det er en thriller af amerikanske Christopher Bollen, og bogen er blevet kaldt en forførende litterær thriller med Twin Peaks-stemning. Hver sommer søger Manhattans indbyggere bort fra byen og ud til havet. Orient svulmer op til dobbelt størrelse, når de smukke gader danner ramme for storbyens kunstnere og bohemer. Men da sommeren går på hæld, og byen forbereder sig på vinteren og stilheden, kommer den unge fremmede enspænder Mills Chevern til byen. Snart finder en række foruroligende hændelser sted. Snart er Orient gennemsyret af paranoia. Og som den fremmede, han er, er Mills Chevern den naturlige syndebuk.

Nye danske krimier:

Finn Halfdan debuterede med spændingsromanen Et nødvendigt offer, som han fik Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom for. De uskyldige døde er hans anden, fritstående kriminalroman. Da Maya Leander sætter sig ind i Nicholas Holms Ferrari og kører til Sverige, ligner det den perfekte romantiske weekend. Men alt vendes på hovedet, da Nicholas kort efter bliver fundet død, og politiet mistænker Maya for at have slået ham ihjel. Det er en krimi om at gå all in i en højere sags tjeneste. Og om idealismens bagside. Læs mere om bogen her

Snart udkommer Julie Hastrups sjette krimi om Rebekka Holm – en bog mange Hastrup-fans var ventet spændt på. I Mirakelmanden er drabsefterforskeren sygemeldt efter et voldeligt overfald, og derfor rejser hun til Stockholm for at komme sig hos sin svenske kollega og kæreste. Men den afslappende miniferie udvikler sig i løbet af få dage til et mareridt.På BogForum i 2015 sagde Julie Hastrup:

Jeg bruger søndagsudflugter med familien på at finde det helt rigtige sted at placere et lig. Jeg har for nylig haft min mand og børn på 11 og 14 år med til Finland, og jeg har fundet et oplagt sted, der skal bruges i min næste bog. Det er så spooky, og jeg glæder mig til at dele det med læserne.

Læs mere om Mirakelmanden her

Jeg er Sif er første bog i Thomas Clemens nye krimiserie med Sif Magnisdóttir. For fire år siden blev Sif voldtaget og næsten dræbt i en gyde på Christianshavn. Siden har hun levet med invaliderende psykiske eftervirkninger og frygtet den dag, hvor hendes overfaldsmand bliver løsladt.  Ifølge forfatteren selv er omdrejningspunktet i serien forholdet mellem Sif og den traumatiserede krigsveteran Thor Eriksen. Deres indbyrdes kamp og de samfundsmæssige gråzoner, de bevæger sig i. Det er en bog, jeg glæder mig meget til. Thomas Clemen har tidligere skrevet Berlin 404 og Langs smertegrænsen. Læs mere om bogen her

På H.C. Andersens fødselsdag 2. april udkommer H.C. Andersen mordene af Finn Wiedemann. Forlaget bag kalder bogen for en satirisk kriminalroman og et kærligt rap til Odense og byens (mis)brug af H.C. Andersen som brand. På et fynsk gods dukker to ukendte H.C. Andersen-manuskripter op. Godsets ejer kontakter universitetet for at få vurderet manuskripterne. Kort efter findes en kendt professor myrdet på universitetets bibliotek, og mistanken retter sig mod flere af byens fremtrædende H.C. Andersen-interesserede personligheder. Læs mere om bogen her

Og så sender danske Anne Mette Hancock sin debutkrimi, Ligblomsten, på gaden 1. april. Journalist Heloise Kaldan modtager mystiske breve fra en kvinde, der i tre år har været eftersøgt for drabet på en ung advokat. Politimanden Erik Schäfer og Heloise selv begynder at grave i den gamle sag, da der sker endnu et drab. Glæd jer. Hancock skriver sætninger, der smelter på tungen, og man skulle tro, hun aldrig havde bestilt andet end at sprutte den ene kvalitetskrimi ud efter den anden. Jeg var var totalt hooked på fortællingen, der bl.a. foregår i København og i Paris. Læs mere om bogen her 

God læselyst.

PS: Bloggen har desværre haft influenza (eller det vil sige, at den webserver, jeg bruger, har haft et såkaldt sikkerhedshul. Øv øv) Derfor kan det godt være, at enkelte elementer på bloggen driller lidt. Jeg arbejder på sagen, så bloggen kommer sig helt. Og bare rolig, virussen smitter ikke.

 

 

Nye Krimier

Craig Russell, Lotte og Søren Hammer, Dorph og Pasternak og Jan Larson er blandt de forfattere, der sender ( eller har sendt) nye krimier på gaden. Mon ikke der er en bog, der tiltaler dig?

Craig Russell, Lotte og Søren Hammer, Dorph og Pasternak og Jan Larson er blandt de forfattere, der for nylig har udgivet (eller meget snart udgiver) en ny krimi. Mon ikke der er en bog, der tiltaler dig?

Inspiration: Det vrimler med krimiudgivelser, og flere nye krimier er på vej. Her er et udpluk af nye krimier. 16 forskellige bøger. Mon ikke der er en, der passer til dig?

En frygt for sort vand af Craig Russell. Er udkommet. Forfatteren er skotte, men bogen foregår i Hamborg. Bogen er den femte i serien om Jan Fabel fra Mordkommissionen i Hamborg. Byen plages af en såkaldt netværksmorder, der kontakter sine ofte via de sociale medier og bagefter smider ligene i vandet. Er det mon den samme person, der står bag drabet på et hovedløst lig, der skyller op på havnen? Fabel sættes på sagen. Du kan møde Craig Russell på Krimimessen i Horsens. Jeg er fan. Stor fan. Læs mere om bogen her

Tal til mig af Dorph og Pasternak. Udkommer 6. marts. Det er parrets fjerde historiske politikrimi, der foregår fra 1975 og frem til i dag. Året er 1989, og Berlinmuren falder. Regimerne vakler i Østeuropa, og i København er en ung kvinde blevet myrdet. Vi følger Ole Larsen, Anita Jensen og Jesper Henriksen fra drabsafdelingen i København, der til sidst står midt i den rumænske revolution i december 89, hvor de ikke kun skal opklare sagen, men også redde hinandens liv. Du kan høre forfatterparret fortælle om bogen på Krimimessen i Horsens. Læs mere om bogen her

Elskede Heidi af Lotte og Søren Hammer. Udkommer 6. marts. Det er parrets sjette bog om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen fra Drabsafdelingen i København. Denne gang er det overvågning og droner, forfatterne har kastet sig over. Et børnehavebarn kidnappes. Kort efter kidnappes en teenagepige. Begge pigers fædre er ansat i politiet. Hvem er det, der vil politiet ondt? Lotte og Søren Hammer fortæller om bogen på Krimimessen i Horsens. Læs mere om bogen her

Osamas hævn af Steffen Groth. Er udkommet. Forfatteren har i flere år været direktør i en FN-organisation, der kontrollerer, at lande ikke laver atomvåben i det skjulte. Det har bragt ham rundt omkring i verden og givet ham kendskab til blandt andet terrororganisationer. I Osamas hævn møder vi blandt andet Asger Aref. Han er en dansk undercover-agent i Iran, der opdager, at IS planlægger at føre en atombombe til Europa. Vi møder også Ben Hassan, der er muldvarp for PET – plantet i en koranskole i Vangede. Du kan møde forfatteren på Krimimessen i Horsens. Læs mere om bogen her

Tavshedens pris af Jan Larson. Er udkommet. Det er en krimi, der foregår på Haiti. Her arbejder danske Vicki Salling i en hjælpeorganisation. Og her regerer narkobaronen Micha Collaro med brutal hånd. Vicki kommer på kant med den magtfulde gangster. Det kan få uoverskuelige konsekvenser. Det er forfatterens syvende bog. Læs mere om bogen lige her

Den blå græshoppe af Søren Lassen. Er udkommet. Året er 1963. Kennedy er netop blevet myrdet. Det samme er tre københavnske prostituerede. Drabene i København truer med at trække chefredaktør Marius Holbergs fortid fra besættelsen frem i lyset. Forfatteren debuterede med spændingsromanen En anden tid, der blev tildelt Det Danske Kriminalakademis Debutantdiplom i 2001. Du kan møde Søren Lassen på Krimimessen i Horsens. Du kan læse mere om forfatteren lige her

I blinde af Eva Maria Fredensborg. Er udkommet. Det er tredje og sidste del af serien om Robert Strand, Asta Qvist og Carl Pedersen. En fodboldspiller fra superligaen bliver myrdet. Og trekløveret bliver sat på sagen. Mød Eva Maria Fredensborg på Krimimessen i Horsens. Du kan læse mine anmeldelser af Eva Maria Fredenborgs to andre krimier her og her

Fighter af Øystein Wiik. Er udkommet. Det er den norske forfatters tredje actionmættede krimi om journalisten Tom Hartmann og politiefterforskeren Cathrine Price. Denne gang befinder Harttmann sig ombord på et skib i Den arabiske Golf, der kapres af somaliske pirater. Hjemme i Norge findes en gammel skibsreder død – og et barn meldes savnet. Mon sagerne hænger sammen? Læs mere om bogen her

Den femte årstid af Mons Kallentoft. Er udkommet. Det er den svenske forfatters femte bog om kriminalkommissær Malin Fors. Fundet af et kvindelig i en skov får Fors til at tænke på en gammel sag, hun ikke kan slippe. Nemlig en ung kvinde, der også blev fundet i en skov – voldtaget og mishandlet. Den mishandlede kvinde er indespærret på et psykiatrisk hospital. Og er fuldstændig tavs og i sin egen verden. Er det samme gerningsmand? Mons Kallentoft gæster Danmark i forbindelse med Krimimessen. Læs mere om bogen her

Voldsspiralen af Erik Hauervig. Udkommer 19. marts. Forfatteren er tidligere kriminalassistent, og det er forfatterens fjerde bind i serien om Bjørn Agger fra Station City på Vesterbro i København. Igen har Bjørn Agger og kollegerne nok at se til, og voldsspiralen sættes i gang, da en ældre dame brutalt bliver overfladet og slået ned. Du kan møde Erik Hauervig på Krimimessen i Horsens.

Breve til Saxo af Svend Sørensen. Udkommer 6. marts. Svend Sørensen, der tidligere blandt andet har skrevet en række fagbøger, har skrevet en krimikrønike fra Thy. Taksatoren Arnfred Borg bliver bedt om at passe på nogle historiske skriftruller. Det får stor betydning for hans eget liv. Læs mere om bogen her

StjerneBos Børn af Brian Spangård. Er udkommet. Det er Brian Spangårds debutroman og en barsk historie om blandt andet overgreb på anbragte unge. Selvom de tidligere beboere på ungdomsinstitutionen StjerneBo for længst er flyttet ud, er institutionen aldrig flyttet ud af beboerne, der tvinges til at tage stilling til deres fælles fortid, da tidligere medarbejdere på StjerneBo brutalt myrdes én efter én. Du kan følge forfatteren på Facebook lige her

Under liv af Karin Hede. Udkommer i dag. Forfatteren er journalist på Randers Amtsavis, og bogen er hendes tredje om kriminalkommissær Marianne Iversen. De to tidligere bind skrev Karin Hede sammen med nu afdøde Martin Bavngaard. Det er en krimi, der bringer læseren hele turen fra småborgerlig utryghed i hyggelige omgivelser til skyggesiden af Randers og langt videre til Adenbugtens urolige vande. Du kan møde Karin Hede på Krimimessen. Læs mere om bogen her

Hvidt snit af Lotte Petri. Udkommer 18. marts. Det er fjerde krimi om lægen Selma Elisassen, der denne gang graver i en sag om to mystiske dødsfald. Selvom der er 30 år imellem de to dødsfald, har ofrene noget til fælles. De har begge fået foretaget det hvide snit og er blevet forgiftet med et yderst sjældent stof. Du kan møde Lotte Petri på Krimimessen i Horsens. Læs mere om bogen her

 Glaslegemer af Erik Axl Sund. Udkommer 9. marts. Forfatternavnet dækker over Jerker Eriksson og Håkan Axlander Sundquist. Det svenske forfatterpar har tidligere skrevet blandt andet Kragepigen. Glaslegemer er første selvstændige bog i en ny trilogi. Her møder vi den konstituerede kriminalkommissær Jens Hurtig, der efterforsker en række usædvanlig brutale selvmord. Og hvem står bag enmandsbandet Hunger, der på bestilling komponerer de unges dødsmusik? Læs mere om bogen her

Kvinden i det røde mudder af Louis Klostergaard. Udkommer 19. marts. Forfatteren er sydafrikansk/dansk. Bogen følger Pieter Martins fra Johannesburg i Sydafrika. Han er en sort, midaldrende tidligere politimand under apartheidstyret, men har nu nedsat sig som privatdetektiv. Han får til opgave at finde en hvid pige, der er forsvundet. Du kan møde forfatteren på Krimimessen i Horsens. Læs mere om bogen her

God læselyst!

 

Arne Dahl, Bogforum og gyserkonge

Jeg er fan af både Steffen Jacobsen og Thomas Enger og glæder mig meget til deres nye bøger. Gengældelsen udkommer i morgen. Våbenskjold, der er fjerde bog i Henning Juul-serien, udkommer 17. oktober.

Jeg er fan af både Steffen Jacobsen og Thomas Enger og glæder mig meget til deres nye bøger. Gengældelsen udkommer i morgen. Våbenskjold, der er fjerde bog i Henning Juul-serien, udkommer 17. oktober.

Efterår er krimitid. Kombinationen blødt tæppe, behagelig stol, en-varm-kop-et-eller-andet og en krimi er et perfekt match. Og efteråret er proppet med krimiudgivelser og forfatterarrangementer. Og så er årets største danske bogmesse, BogForum 2014, lige om hjørnet.

Her et lille udpluk af spændende krimiarrangementer:

København: I morgen er der Kulturnat i København, og du kan f.eks. møde Steen Langstrup, der bl.a. har skrevet krimierne Stikker og Panzer. Han er også manden bag flere hårrejsende sms-noveller. At kalde ham gyserkonge er ikke helt forkert. Steen Langstrup vil give eksempler på et godt gys fra sit eget forfatterskab, og han vil fortælle om spøgelserne på en gammel gård og om at arbejde med døden som kunst eller underholdning. Det sker hos Landsforeningen Liv&Død, København K. Læs mere her

7.-9. november er der BogForum i Bella Center. Her kan du møde Kate Atkinson, Mads Peder Nordbo, Jan Mehlum, Jussi Adler-Olsen, Chris Carter, Thomas Rydahl, Lotte og Søren Hammer, Jesper Stein, Mons Kallentoft, Sara Blædel, Jakob Melander, Steffen Jacobsen, Carl-Johan Vallgren, Peter Høeg og mange flere. Jeg er selv på programmet lørdag eftermiddag, hvor jeg selvfølgelig skal tale om krimier. Du finder programmet her

Aarhus: 20. oktober gæster krimiforfatter Arne Dahl Hovedbiblioteket i Aarhus og fortæller om sit forfatterskab og sin nye krimi, To mand frem for en enke, der er den sidste, fritstående bog i forfatterens populære Opcop-serie. Det moderne velfærdsdemokrati, international kriminalitet, globalisering og den øgede amerikanisering af Europa – det er nogle af de emner, som Arne Dahl tager op i sine bøger. Du kan bestille billetter og læse mere om arrangementet lige her

Er du interesseret i at høre om virkelighedens politiarbejde? Så skal du til Odense den 30. oktober: Tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen, der nu rådgiver i kriminalitetsforebyggelse og bandekonflikt, fortæller om sin karriere og efterforskningen af blandt andet Blekingegadesagen. Foredraget foregår på Højby Bibliotek. Læs mere om arrangementet her

Krimier på vej: Der er snart nyt fra krimiforfattere som Sara Blædel (Kvinden de meldte savnet – udkommer 7. november)  og Jussi Adler-Olsen (Den grænseløse – udkommer 24. oktober) Lars Kepler, Hjorth Rosenfeldt og Kristina Ohlsson har også nye bøger på vej.

Jeg glæder mig også meget til den fjerde bog i norske Thomas Engers serie om kriminalreporteren Henning Juul. Våbenskjold udkommer 17.oktober. Og jeg ser frem til Steffen Jacobsens Gengældelsen, der udkommer i morgen.

Godt krimi-efterår!

 

 

 

Krimier på vej fra bl.a. Elizabeth George, Ian Rankin og Thomas Enger

En af de krimier, jeg vil kaste mig over i foråret, er denne sydafrikanske krimi

En af de krimier, jeg vil kaste mig over i foråret, er denne sydafrikanske krimi

Den næste måneds tid kan flere udenlandske krimiforfattere glæde sig over, at deres bøger udkommer på dansk. Tag med på en smuttur rundt i Europa – og en lille afstikker til Cape Town.

  • En amerikaner, der skriver ærkebritisk: Den allerførste dag i marts udkommer Elizabeth Georges nye krimi. At tro på løgnen hedder den. Endnu en krimi om den adelige vicekriminalkommissær Thomas Lynley og hans kolleger ved Scotland Yard. Jeg har været fan af den amerikanske forfatter, der skriver krimier fra et meget britisk miljø, siden jeg læste Til hendes eget bedste fra 1999.

 

  • Et smut til Edinburgh: Den skotske krimiforfatter Ian Rankin, der også kommer til Horsens i forbindelse med Krimimessen 2013, sørger for, at danske læsere igen kan følge den originale kriminalkommissær John Rebus, der ellers var gået på pension efter 17 bøger og 30 år i tjenesten. I en anden mands grav hedder den nye krimi om John Rebus, der udkommer 8. marts. Jeg glæder mig.

 

  • Måske en ny svensk favorit: Jeg har aldrig læst noget af svenske Mons Kallentoft, der skriver om kriminalinspektør Malin Fors fra Linköbing, men jeg vil give Forårslig en chance. På sin hjemmeside skriver forfatteren selv, at bøgerne om Malin Fors er en måde at genskabe forbindelsen til barndomsbyen Linköbing på. Bogen udkommer 11. marts. Hvis Mons Kallentoft disker op med krimiguf, så går jeg i gang med den første i serien, Midvinterblod, der i sin tid fik gode anmeldelser.

 

  • Der er andre nordmænd end Nesbø: Der er også ny krimi på vej fra norske Thomas Enger. Blodrus udkommer 14. marts og har igen kriminalreporter Henning Juul som hovedperson. Har du ikke læst de to første i serien, så kast dig trygt over Skindød og Fantomsmerte. Den anden bog i serien var endnu bedre end den første, der var en smule for traurig til min smag – det tegner jo godt for bog nr. 3.

 

  • Smagen af Sydafrika: I begyndelsen af 00’erne besøgte jeg Sydafrika, og det vil jeg gøre igen – på en måde. I hvert fald vil jeg få et billede af det moderne Sydafrika, når jeg læser en af landets førende krimiforfattere, Deon Meyer. Hans politiroman Syv dage udkommer på dansk til april. Romanen handler om en snigskytte, der begynder at skyde tilfældige politifolk for at få genåbnet en uopklaret sag om mordet på en ung, kvindelig advokat. Han beskylder politiet for at dække over den skyldige. Det bliver kaptajn Benny Griessel, der leder efterforskningen. Han var også hovedperson i Deon Meyers Tretten timer, som jeg har hørt meget godt om.

Ude godt – men hjemme er også rigtig godt. De kommende danske kriminyheder snupper jeg en anden gang. Jeg har anmeldt et par af de gode krimier, der er udkommet for nylig, lige her og her

– Jeg er vild med forbrydelsen

Carin Gerhardsen "Død mands hånd"Svenske Carin Gerhardsen er aktuel med krimien ”Død Mands Hånd”. Mød forfatteren bag den populære Hammarby-serie, der er vild med golf – og danske tv-krimier.

Der er stærke temaer i alle dine bøger. Kan du uden at røbe for meget fortælle, hvordan du kom på temaet til Død Mands hånd?

– Haha, nej det kan jeg ikke eftersom bogens tema ikke er kendt for læseren indtil sidst i bogen. Jeg kan dog fortælle dig, at sociale medier – i dette tilfælde chat-forummet Flashback – fylder en del i bogen. Jeg er inspireret af alle de skæve og underlige karakterer, du kan møde der. Desuden er jeg overbevist om, at politiet hele tiden holder øje med Flashback, som mig bekendt aldrig før er blevet beskrevet i en krimihistorie.

Hvordan er din arbejdsproces? Skriver du kronologisk og har du slutningen på bogen i hovedet, når du begynder på historien?

– Det tager mig omkring et år at skrive en bog. Til at begynde med sidder jeg og stirrer frem foran mig i tre til fire måneder og finder på handlingen. For mig er det vigtigt, at plottet er interessant, komplekst og troværdigt –  uden at være forudsigeligt.  Afslutningen på historien, altså løsningen på gåden, skal stå mål med resten af historien og være uden løse ender. Noget, som jeg synes mange krimiforfattere ikke lykkes med. Sandsynligvis fordi de ikke har slutningen klar, når de begynder at skrive. Jeg arbejder på at lave en detaljeret synopsis, og først når det er gjort, så begynder jeg at skrive. Fra start til slut. Jeg går aldrig tilbage og ændrer handlingen eller skriver noget nyt.

Hvilket tidspunkt på dagen skriver du bedst?

– Jeg er langsom til at starte og komme i gang, så jeg skriver bedst og mest efter klokken tre om eftermiddagen. Desværre har jeg for det meste en normale arbejdstid og arbejder fra 8-5. Men nogle gange isolerer mig fra familien i en uge, tager på arbejdslejr og arbejder igennem. Så får jeg en masse fra hånden og arbejder normalt fra otte morgen til midnat.

Skal du være i en bestemt stemning, når du skal skrive en meget barsk scene?

– Det spiller ingen rolle, om solen skinner og fuglene kvidrer udenfor vinduet. Når jeg skriver, er jeg i min egen fiktive verden. Det er derfor, jeg er så langsom i starten, for hver bog er en lang rejse i tid og sted.

Hvordan kan det være, at du allerede som barn blevet interesseret i krimigenren?

– Som barn læste jeg mange bøger og blandt favoritterne var detektivhistorierne om Agaton Sax, som inspirerede mig til selv at forsøge at jagte banditter. ( Agaton Sax er hovedperson  i Nils-Olof Franzéns detektiv-krimier for børn, red.) Hertil kommer at både min far, tante og bedstefar var dommere, så jeg brugte en masse tid på at lytte til deres historier om spændende straffesager. Som teenager havde jeg sommerjob som pedel ved byretten, og gennem  de år blev der begået opsigtsvækkende mange grusomme mord i den lille by, hvor jeg voksede op.

Når du selv læser krimier, hvad læser du så?

– Gamle favoritter er Sjöwall Wahlöö, Ruth Rendell og Henning Mankell. Blandt de nyere kan jeg godt lide Karin Fossum, Arne Dahl, Mons Kallentoft, Axlander Sundqvist og Lars Kepler.

Hvordan vil du kort beskrive kriminalkommissær Conny Sjøberg?

– Han er energisk, intuitiv, og har et stort hjerte.

Hvilke af dine karakterer ligner du selv mest?

– Som forfatter lægger man en lille smule af sig selv i alle sine karakterer. Men det er uden tvivl den nye betjent, Hedwig “Gedde” Gerdin, der ligner mig selv mest. Hun resonerer og tænker ofte som jeg selv gør, og så er hun  umulig at sætte i bås med sine modstridende karaktertræk.

Hvor finder du inspiration til dine bøger?

– Jeg er inspireret af de begivenheder, jeg læser om i avisen, ser i nyhederne eller hører historier om. Ofte tager jeg udgangspunkt i min egen “worst case”-angst. Hvad nu hvis …..De krimier, jeg selv bedst kan lide, er de, hvor det værste sker eller risikerer at ske. Som menneske har man en pligt til at forestille sig, hvordan det er at være i andres situation. Det er det, jeg gør, når jeg skriver.

Har du en favorit krimiserie i tv?

– Tre faktisk og de er alle danske! Før jeg begyndte at skrive min serie, tænkte jeg, at det måtte være muligt at skrive bøger lidt på samme måde som ”Rejseholdet” er bygget op. Med troværdige karakterer uden superkræfter, men med både gode og dårlige sider, og som alligevel er uhyre interessante og spændende. En serie, hvor der veksles mellem den kriminelle sag – som selvfølgelig er meget spændende, troværdig og interessant  – og politibetjentenes privatliv. Og hvor der ikke er en hovedperson, men mange. Udover Rejseholdet er mine favoritter ”Ørnen” og ”Forbrydelsen”.

Kan du bruge din baggrund som matematiker og IT-konsulent i dit arbejde som forfatter?

– Min interesse og mit kendskab til logik og logistik er uden tvivl en fordel, når jeg skriver mine indviklede historier.

Har du stadig tid til at spille golf, og hvad er dit handicap?

– Jeg har ikke nok tid til at spille golf, men jeg spiller så ofte, jeg kan. Golf er en fantastisk måde at koble af fra jobbet på. Mit handicap er 12,9.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her