netflix

Kriminyt: Stein, Lemaitre, Broen, Netflix-krimi og en vinder

Lidt blandede krimibolsjer med nyt fra bl.a. Jesper Stein og Pierre Lemaitre og mulighed for at lægge stemme til tv-serien Broen.

 

Ny Axel Steen-krimi:

To krimier, der udkommer i dag: Jesper Steins Papa og Tre dage og et liv af franske Pierre Lemaitre.

I dag udkommer Papa af Jesper Stein. Papa er navnet på en russisk mafiaboss og våbenhandler, og i sit nye job – som undercoveragent for PET – skal Axel Steen forsøge at komme tæt på den storkriminelle russer. Det bringer ham bl.a. til Amsterdam. Jeg har endnu ikke læst bogen, der udkommer på Politikens Forlag, men den bader allerede i rosende ord.

Og mon ikke mange læsere har forudbestilt bogen? I hver fald blev bogen, trods stort 1. oplag, trykt i 2. oplag – en uge før udgivelsen. Sejt. I øvrigt er det Jesper Steins forfatterkollega Thomas Rydahl, der kom på titlen til bogen.

De øvrige bøger i serien om Axel Steen er:

  • Uro
  • Bye Bye Blackbird
  • Akrash
  • Aisha

Mørk fransk krimi:

En anden krimi, der udkommer i dag, er Tre dage og et liv af franske Pierre Lemaitre. Den prisvindende forfatter har bl.a. skrevet Alex, der udkom på dansk i 2014 og Camille, der udkom på dansk i 2015.

En seksårig dreng forsvinder fra en lille provinsby en vinterdag i 1999. Trods en storstilet eftersøgning finder politiet ikke drengen. Imens går 12-årige Antoine rundt ude af sig selv, for det er ham, der ved et uheld har slået drengen ihjel. Og snart viser det sig, at den lille drengs forsvinden blot er den første i rækken af katastrofer, der rammer byen.

Lemaitre er som regel garant for fremragende og kringlede krimier. Bogen udkommer på Lindhardt og Ringhof.

Broen sæson 4:

1. januar 2018 kan du se første afsnit af Broen sæson 4 på DR1. Og nej, det er selvfølgelig ikke denne bro, der lægger navn til serien om Saga og co, men jeg benytter fluks lejligheden til at vise et feriefoto. Denne bro viser vej fra Miami til Miami Beach, som jeg besøgte i februar. Foto: Rebekka Andreasen

Har du et par timer til rådighed torsdag den 15. juni 2017 mellem klokken 9.00 og 17.00, og er du i nærheden af Filmbyen i Hvidovre? Og taler du dansk og er ca. mellem 25-50 år? Så er det måske dig, der skal lægge stemme til Broen?

Folkene bag den dansk/svenske tv-krimi Broen er nemlig i gang med efterarbejdet på fire afsnit af fjerde sæson og søger statister til eftersynkronisering.

Du skal være med til at lægge stemme til generel samtale f.eks. restaurantbesøg, museumsbesøg etc. Hvis du er interesseret, så kontakt Frederikke på mail: Frederikke@nimbusfilm.dk senest fredag d. 11. juni kl. 00.00. Oplys venligst hvilken tid du foretrækker, to-tre timer i løbet af dagen, og om du kan deltage andre tidspunkter i løbet af dagen.

Bemærk: Jeg formidler kun muligheden og har intet med arbejdet at gøre. Har du spørgsmål, skal du derfor ikke kontakte mig, men maile til Frederikke.

En sæson mere af Top of the lake:

Jeg slugte første sæson af Jane Campions britisk/australske krimiserie, der kan ses på Netflix, og som er centreret omkring et lille samfund i udkanten af alting i New Zealand.  Serien er en visuel lækkerbisken, har en klang af mystik, er proppet med eminent skuespil af bl.a. Elisabeth Moss og Holly Hunter, og historien er mørk og fascinerende med et kvalmende og overraskende plot. Et mørkt portræt af et skævt, kriminelt samfund i provinsen.

Elisabeth Moss er igen betjenten Robin, og i anden sæson får hun følgeskab af bl.a. Nicole Kidman og af danske David Dencik, der har en større rolle i serien. Anden sæson af serien foregår i Sydneys bordelmiljø, og Dencik spiller en alfons. Jeg ser frem til serien, der kan streames på Netflix senere på året.

Har du vundet?

Tak til alle jer, der deltog i konkurrencen om at vinde svenske Caroline Erikssons thriller De Forsvundne. Vinderen blev Helle Dannemand. Send mig din adresse på mail@rebekkaand.dk – og der er en signeret bog på vej til dig. Tak til Peoples Press for at sponsorere bogen. Og fik du ikke læst mit interview med forfatteren, så læs det her

Tv-serie a la Jo Nesbø og gensyn med Carrie Mathison

Den russiske ambassadør er skabt efter ide af Jo Nesbø.

Tv-serier: Vild Med Krimi handler mest om bøger, men mon ikke de fleste krimifreaks indimellem elsker en god krimiserie på tv eller via en streamingtjeneste? Jeg gør. Og anbefaler varmt Den russiske ambassadør, som du finder på Netflix. Og så er det snart Homeland tid igen.

Okkupert. Sådan hedder krimiserien Den russiske ambassadør på originalsproget norsk, og jeg synes, den danske titel er elendig. Ambassadøren fra Rusland spiller en stor rolle i serien, ja, men jeg kan meget bedre lide den norske titel. Til gengæld er serien meget seværdig, så jeg bærer over med en spøjs oversættelse.

Serien har været en kostbar affære og er den hidtil dyreste norske tv-produktion nogensinde. I efteråret 2015 blev den vist på norsk tv, og i december 15 blev Den russiske ambassadør sendt på DR2 – på et tidspunkt tæt på midnat. Ikke underligt at serien ikke tiltrak sig den store opmærksomhed dengang.

Nu er serien på Netflix, og jeg synes, du skal kaste dig over de ti afsnit. Selvom der lige er nogle svipsere indimellem, hvor jeg tænkte: Nej, altså – det er slet ikke realistisk, så er det en intens, spændende, flot filmet og meget underholdende serie.

Den norske krimiforfatter Jo Nesbø, skaberen af Harry Hole, har fået ideen til serien, der skildrer en nær fremtid, hvor en idealistisk og klimavenlig norsk statsminister proklamerer, at Norge stopper udvinding af olie og gas.

Det er hverken EU eller Rusland særlig glade for, og især russerne fremstilles mindre flatterende i serien. Med den norske titel i tankerne er det ikke svært at gætte, hvad der sker. Russerne besætter Norge. Vi følger bl.a. den norske statsminister Berg, en nysgerrig klimajournalist, politiets sikkerhedstjeneste og den russiske ambassadør i Oslo.

Selvom serien er fiktion, så reagerede repræsentanter fra Rusland stærkt på serien, da den blev lanceret i Norge og understregede, at Rusland ikke er en trussel mod Norge.

Ikke mange dvd’er har fået lov til at overleve i mit hjem, efterhånden som jeg streamer mere og mere. Men Homeland har. Foto: Rebekka Andreasen

Homeland i New York

18. januar får Homeland 6 premiere på DR2. Det er sjældent, jeg ser såkaldt flowtv, men snart planter jeg mig foran skærmen onsdag aften, når vi igen møder CIA-agenten Carrie Mathison. Efter at have forpurret et terrorangreb i Berlin, er Carrie tilbage i New York, hvor sjette sæson foregår.

Det er min absolutte yndlingsserie, som jeg aldrig bliver træt af. I Homeland er ingen hverken entydige helte eller skurke. Krig koster – på begge sider – og konspirationsteorierne flyver gennem luften i både USA, Mellemøsten og Europa. Det er underholdende, ultraspændende og tankevækkende – og lidt skræmmende.

Serien, der er baseret på et israelsk koncept, stiller bl.a. spørgsmålstegn ved USA’s krigsførelse siden 9/11.  Åh, jeg glæder mig.

Jeg er meget spændt på, om karakteren Peter Quinn (spillet af Rupert Friend) er med i sæson 6. Jeg håber.

Showtime, der producere serien, har allerede lovet en sæson 7 og 8, så der er masser at glæde sig til for fans af Homeland.

 Se trailer for den nye sæson her

 

 

 

 

Mine Netflix (og HBO) krimifavoritter

Homeland er min absolutte favoritserie. Og jeg glæder mig til sjette sæson.

Homeland er min absolutte favoritserie. Og jeg glæder mig vanvittig meget til sjette sæson.

Streaming: Der er flere suveræne krimiserier på Netflix. Her får du mine fem favoritter.

Med hånden på hjertet kan jeg ærligt sige, at jeg sjældent ser tv. Til gengæld kan jeg nemt finde på at streame flere sæsoner af tv-serier, som jeg binger – altså fråsende konsumerer – i store bidder på én gang.

Da fjerde sæson af min absolutte favoritserie endelig kom på Netflix, rev min mand og jeg en halv fredag ud af kalenderen og  bingede den længe ventede sæson på ultrakort tid.

Her kommer fem favoritter, som jeg med stor fryd har set på Netflix:

Homeland: Amerikansk storpolitisk thriller og min absolutte favorit. Claire Danes spiller CIA-agenten Carrie Mathison, der får mistanke om, at en amerikansk marinesoldat er blevet omvendt af al-Qaeda og nu truer det amerikanske samfund. Det er en serie om krig, terror og religion, men også en serie om moral og paradokser i en verden, der er kompleks, og hvor den gode måske ikke altid er god. Serien er vanvittig spændende og godt skruet sammen, og så er den skræmmende realistisk. Der er foreløbig fire sæsoner på Netflix. Den femte sæson så jeg på DR1. Serien har taget seerne med rundt i verden senest til Berlin. Sjette sæson kommer til at foregår især i New York, hvor seriens sjette sæson også optages i 2017. Om jeg glæder mig til endnu en omgang Carrie og co? Det kan du tro.

Der har ikke været så meget hype omkring The Fall, men jeg kan virkelig anbefale serien og laver gerne lidt hype omkring den. Se den nu bare.

Der har ikke været så meget hype omkring The Fall, men jeg kan virkelig anbefale serien og laver gerne lidt hype omkring den. Se den nu bare.

The Fall: Britisk miniserie, hvor vi følger Gillian Anderson som London-kriminalbetjenten Stella Gibson, der sendes til Belfast for at efterforske en seriemorder, som vi allerede tidligt kender identiteten på. Paul Spector er sorgterapeut, gift og familiefar til to. Og så kan han lide at slå ihjel! Han bliver eminent og dæmonisk spillet af Jamie Dornan, som du måske kender fra Fifty Shades of Grey. Der er to sæsoner. The Fall er en mørk, intens og barsk katten-efter-musen-serie, der i mit tilfælde krævede en frelsende pude foran ansigtet indimellem.

Benedict spiller den legendariske detektiv Sherlock.

Benedict Cumberbatch spiller den legendariske detektiv Sherlock. Og det gør han godt. Og selvfølgelig bruger nutidens Sherlock – og Watson – sociale medier.

Sherlock: Endnu en britisk serie. Man er i forrygende godt selskab med Benedict Cumberbatchs Sherlock Holmes og hans trofaste følgesvend Watson spillet af Martin Freeman. Der er tre (alt for korte) sæsoner. Handlingen er sat til nutidens London med undtagelse af  det allersidste afsnit The Abominable Bride, hvor vi er tilbage i 1895 i Victoria-tidens London. Men kan man virkelig genopfinde en figur, der er blevet portrætteret  på film og teater hundredvis af gange før? Ja! Sherlock er ikke åndeløs, men raffineret spænding, og det er med at holde tungen lige i munden, for måske bliver du taget ved næsen? Serien leger med lækre billeder og effekter. Og har masser af humor. Jeg glæder mig til sæson 4.

Det er svensk og det er godt - Blå øjne.

Det er svensk og det er godt – Blå øjne.

Blå øjne: Svensk politisk thriller. Da Elin Hammar spillet af Louise Peterhoff vender tilbage til sit tidligere topjob i det svenske justitsministerium midt i slutspurten af en valgkamp, aner hun ikke, at hun dumper ind i en farlig sammensværgelse. Vi møder skrupelløse politikere og hardcore embedsmænd, mere serien er mere en krimigåde, end det er en historie om politik og spin. I Blå Ögon, som serien hedder på svensk, følger vi bl.a. politikere fra  det fiktive Tryghetspartiet, der dog har visse ligheder med virkelighedens Sverigedemokraterne, hvilket bl.a. var med til at sætte gang i en større debat i Sverige. Vi følger også en højreekstremistisk terrorgruppe. Der er underholdende og ret spændende. Der er én sæson.

Spændende engelsk BBC-serie, som jeg varmt anbefaler.

Spændende engelsk BBC-serie, som jeg varmt anbefaler. Tag med til provinsen med politiassistent Cawood i Happy Valley.

Happy Valley: Britisk politiserie. Sarah Lancashire spiller Cathrine Cawood, der er politiassistent i Yorkshire i det nordøstlige England. Hun kan ikke slippe tanken om den mand, hun mener drev hendes datter til selvmord, og nu efterforsker hun en kidnapningssag uden at ane, at manden hun leder efter er involveret. Jeg er især vild med portrættet af den viljestærke, handlekraftige, men også sårbare Catherine, der er sidst i 40’erne, og som bor sammen med sin søster, der er tidligere narkoman, og sit barnebarn. Og som i sorgen over at have mistet en datter har glemt, at hun også har en voksen søn. Det er en jordnær og effektiv serie. Foreløbig er kun én ud af to sæsoner tilgængelig på dansk Netflix.

Serier, der skuffede:  

Thriller-serien Bloodline. Serien følger familien Rayburn, en familien fyldt med fortielser og hemmeligheder, der driver et hotel i Florida. Serien fangede mig slet ikke. Jeg gav op efter to et halvt afsnit. Der er to sæsoner.

Narcos – amerikansk serie, der handler om Colombias narkobaron Pablo Escobar, om narkokrig, antikommunisme og kokainkonger: Gaaaab. Og den der fortællende voice over – trættende. Jeg opgav hurtigt.

Sons of Anarchy  – amerikansk serie om en motorcykelklub og den unge Jaxs kamp for at få fodfæste. Jeg synes, serien svinger for meget i kvalitet afhængig af sæsoner, og selvom jeg er Vild Med Krimi og ikke bleg for et slagsmål på film eller to, så er Sons of Anarchy lige lovlig voldelig til min smag.

Mangler at se:

BBC-serien The River med den svenske skuespiller Stellan Skarsgård, men den skal jeg se ved lejlighed. Jeg har nemlig hørt meget godt om serien om den særlige efterforsker John River.

Du er meget velkommen til at skrive en kommentar under indlægget her, hvis du vil anbefale en god krimiserie.

PS: Jeg har indimellem lavet en lille afstikker til HBO. Jeg er måske en af de eneste i hele verden (sådan føler jeg det i hvert fald indimellem) der ikke har set Game of Thrones.

Til gengæld har jeg med stor fornøjelse slugt: True Detective (men kun første sæson holder) og fantastiske Bosch, der følger Harry Bosch fra drabsafdelingen i Los Angeles. Serien er skabt over Michael Connellys bøger, og der er to meget seværdige sæsoner. Amerikanske Titus Welliver spiller Bosch.

 

En spændende krimi – lige i øret

Slå ørerne ud og lyt til gode historier

Slå ørerne ud og lyt til gode historier

Du kender sikkert allerede til såkaldte streamingtjenester som f.eks. musiktjenesten Spotify. Storytel bliver stedet, hvor du kan streame lydbøger.

Her i huset er vi ret glade for Netflix. Via et abonnement kan vi se forskellige tv-serier og film på computere, tablets eller tv. Ungerne ser tegnefilm og børnefilm, og jeg har selv slugt bl.a. House of Cards – en helt forrygende amerikansk serie med Kevin Spacey som skruppelløs og kynisk politiker i Washington. Den populære serie er produceret specielt til Netflix, og man behøver ikke vente en uge på næste afsnit, men kan snuppe dem alle på en gang, hvis man orker. Det er en serie totalt på brugernes præmisser.

Nu bliver det også muligt at streame lydbøger. Til maj lancerer Gyldendal som det første danske forlag i samarbejde med datterselskabet Rosinante&Co en streamingtjeneste for lydbøger. Mod et fast beløb om måneden kan man lytte til så mange bøger, man vil. Storytel bliver navnet på den digitale bogtjeneste. Det bliver rigtig spændende at følge. I Sverige er streamede lydbøger ifølge en pressemeddelelse fra Gyldendal allerede en stor succes.

Ifølge Gyldendal kommer Storytel til at indeholde både de nyeste bogtitler og et stort katalog af ældre titler fra både Gyldendal, Rosinante&Co og en række andre danske forlag. Nu kan jeg så kun håbe på, at der bliver masser af krimiguf blandt de lydbøger, der kan streames.

Hvis du ikke kan vente til maj, kan du jo købe en lydbog i en af de mange e-boghandlere, der findes. Eller du kan låne lydbøger på www.netlydbog.dk, hvor du bare skal være registreret som låner på dit lokale bibliotek for at få adgang til et bredt udvalg af lydbøger.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her