People’sPress

Interview med Caroline Eriksson – vind hendes nye bog

Forfatterinterview/konkurrence: I morgen udkommer svenske Caroline Erikssons første bog på dansk – spændingsromanen De forsvundne. Jeg har mødt forfatteren i hendes hjemby Stockholm. Vind en signeret udgave af bogen, der er blevet en international sensation.

(Interview lavet på vegne af People’sPress– se PS nederst i indlægget)

– Det har været helt surrealistisk. Som at blive smidt ind i en vaskemaskine. Den første uge efter udgivelsen var virkelig turbulent og lidt uvirkelig, og min mand og jeg drak en del champagne den uge. Det var meget overvældende. Jeg er taknemmelig for, at bogen har fået så langt et liv.

Den svenske forfatter er vild med det danske cover. – Vand kan både være beroligende, afslappende og smukt at se på – men det kan også være mørkt, hemmelighedsfuldt og farligt. Og det passer meget godt til historien, forklarer Caroline Eriksson, der skriver om både en fiktiv sø og ø i De forsvundne.

Ordene er den svenske forfatter Caroline Erikssons. Efter at have skrevet to bøger inspireret af virkelige forbrydelser, sendte Caroline Eriksson i efteråret 2015 sin første spændingsroman på gaden i Sverige, hvor “det var mig og ikke historiske fakta, der bestemte historien,” som hun siger.

På ganske kort tid blev De Försvunna, som bogen hedder på svensk, solgt til mere end 20 lande. I morgen udgiver People’sPress bogen i Danmark, som bliver land nummer 26 på listen.

De rosende ord er haglet ned over Caroline Eriksson. Hun er blevet sammenlignet med amerikanske Gillian Flynn bag bestselleren Kvinden der forsvandt. Og sidste år var De forsvundne den mest solgte e-bog i Sverige.

En følsom forfatter

Amuletten her sad på et armbånd, som Caroline Eriksson fik af en boghandler i Skåne, da hun var til Bogmesse i Göteborg for tre-fire år siden. – Hun havde læst mine to første bøger og syntes, at jeg skulle have den her. Jeg blev meget glad og satte den på en halskæde, som jeg bar, i den intense periode, hvor jeg skrev De forsvundne. Foto: Caroline Eriksson.

Jeg er kun sammen med Caroline Eriksson i ganske få minutter, før det går op for mig, at jeg er i selskab med en ydmyg, følsom og nærværende kvinde, der hellere vil tale om, at det har kostet både tid og penge at følge forfatterdrømmen, end om alle de store, flotte ord, der er blevet hæftet på hendes bog.

Livet som forfatter er ikke glamourøst, påpeger hun, selvom arbejdet også byder på sjove interviews, rejser og spændende invitationer. Hun vil om bag facaden, både som privatperson, men også når hun skriver, og ærlighed er et kodeord, når hun bl.a. taler om skriveproces i podcasts, som hun laver i samarbejde med sin forfatterkollega Ninni Schulman.

Caroline Eriksson sætter pris på dybe samtaler om det, der betyder noget. Livet, kærligheden, drømmene. Og hun nævner – på en blanding af svensk og engelsk – at hun fik en skøn livsbekræftende snak med især Anders Rønnow Klarlund (den ene del af A.J. Kazinski), da der for nylig var krimifestival i Oslo.

– Hvis du spørger mig hvilket tøjmærke, du har på, så aner jeg det ikke. Det interesserer mig ikke. Til gengæld nyder jeg de små ting og kan sige til min mand: næh, se en smuk blomst i vejkanten. Jeg er menneskekender, god til mennesker, til at lytte og se folk. Og så er jeg et meget introvert menneske, selvom jeg er meget social. Jeg har brug for at være alene indimellem.

Ideen kom på sommerferien

Og alene det er hun, når hun skriver. Hvert år er Caroline Eriksson i sommerhus med sin mand og parrets to børn, en datter og en søn, i Gävle, som ligger cirka 150 kilometer nord for Stockholm. Inspirationen til De forsvundne opstod en dag, familien var ude at ro. Da de ankom til en lille ø, blev Caroline selv i båden, mens hendes mand og børn hoppede i land for at udforske øen.

– Først kan jeg se dem, og længe efter kan jeg høre dem le og snakke, men pludselig er der stille, og lydene forsvinder. Og lige der tænkte jeg: Hvad nu hvis de aldrig kommer tilbage?

Carolines familie vendte retur, men en tanke havde plantet sig i forfatteren. Og derfor er omdrejningspunktet i De forsvundne, at kvinden Greta desperat forsøger at finde ud af, hvad der er sket med manden Axel og datteren Smilla, der ikke vender tilbage efter et visit på en lille ø midt i en sø.

Caroline Eriksson lavede en playliste med instrumental musik, som hun lyttede til, da hun skrev De Forsvundne. Musikken hjalp hende i rette stemning til at presse hendes karakterer psykisk og skrive om det foruroligende, mørke, nervepirrende og farlige univers, bogen rummer. Screenshot fra Caroline Erikssons mobiltelefon.

Caroline Erikssons mål med bogen har været at skrive et underholdende domestic noir mysterium, og at tage læserne med på en rejse gennem en labyrint af tvist, skarpe sving og overraskelser. At skrive en spændende, mørk bog med fokus på det psykologiske og det helt nære, fordi hun går vældig meget ind i sine karakterer og interesserer sig for, hvorfor de handler, som de gør, og hvad der har formet dem som mennesker.

For at hellige sig skriveriet på fuld tid, sagde hun sit konsulentjob inden for HR op. Og skrev De forsvundne på tre hæsblæsende og intense måneder i sofaen hjemme i Stockholm, i joggingtøj og med skuldrene trukket helt op under ørerne med ømme nakkemuskler til følge, for ” jeg er ikke så god til at passe på mig selv, når jeg skriver.”

Historien flød, hendes fingre ramte tasterne med flow og gejst, men Caroline Eriksson ser direkte på mig og fastholder mit blik, da hun forklarer, at hun er en sensitiv forfatter, der “føler mine følelser vældig voldsomt.” Og at det var psykisk hårdt for hende at skrive om hovedpersonen Greta, der – uden at røbe for meget af fortællingen – lever i et dysfunktionelt forhold.

Greta er en utroværdig fortæller, man som læser ikke ved, om man kan stole på. Er hun uskyldig, offer eller gerningsmand? Hun er blevet lige præcis så kompleks, som forfatteren ønskede det.

– Greta kan være svær at holde af, men giv hende en chance. Jeg føler vældig stærkt for Greta. Hun er en sårbar person, men også meget spændende og sammensat og med en smertefuld bagage. Hun er ikke mig, men alligevel måtte jeg hive fat i noget i mig selv for at skrive om hende. I virkeligheden er jeg selv meget ræd og ængstelig, så at bevæge mig ud i et mørkt og dystert univers har også være en måde at bearbejde min egen angst på.

De forsvundne er også en bog om et kompliceret forhold mellem mor og datter. Og om søsterskab, som Caroline Eriksson kalder det, og det gik først op for forfatteren, at det var et tema i bogen, da hun var færdig med at skrive.

Nøgen i en lufthavn

I øjeblikket skriver Caroline Eriksson på en spændingsroman, der udkommer i Sverige senere på året, og hver af hendes bøger har krævet forskellige arbejdsprocesser. Caroline Eriksson pointerer, at hun er en meget struktureret person, der dog ikke altid har struktur. Men i arbejdet med hendes bøger går en ting igen: Disciplin.

– The first draft of anything is shit, sagde Hemingway. Skriv nu bare, hvis du gerne vil være forfatter. Og læs, læs, læs og bliv inspireret til din egen stil, opfordrer hun, der ikke kun er glad for at skrive, men også er vild med citater.

Faktisk så vild med dem, at hun længe klippede citater, der tiltalte hende, ud fra magasiner og blade og gemte dem i små notesbøger. Måske, forklarer hun, kan man sammenligne det lidt med kunst – at der er nogle sætninger, der taler til en og rammer noget centralt.

Nu håber Caroline Eriksson, at De forsvundne og hendes egne ord rammer noget i de danske læsere,  ligesom bogen har slået igennem i mange andre lande. Hun værdsætter succesen utrolig meget, men når man er en følsom forfatter, kan det samtidig være lidt grænseoverskridende at andre skal læse ens ord.

– Det kan føles som at stå nøgen midt i en lufthavn. Bogen er ikke om mig, men den er stadig personlig, og læserne får noget af mig, som jeg ikke får igen. Jeg håber, I tager godt imod De forsvundne i Danmark.

Først fik vi en tjener på den restaurant, hvor vi spiste frokost, til at tage et foto. Men det blev ikke godt, så vi måtte i gang med en selfie. Vind det eksemplar af De Forsvundne, som Caroline Eriksson holder på fotoet her. Hun har signeret bogen. Foto: Caroline Eriksson

Du kan vinde en signeret udgave af Caroline Erikssons spændingsroman ved at skrive en kommentar under indlægget her. Vælg selv hvad du vil skrive.

Du kan deltage frem til torsdag den 8. juni klokken 10. Jeg trækker en vinder senere samme dag. Husk, at der kan gå lidt tid, før du kan læse din kommentar på bloggen. Bogen er sponsoreret af Peoples Press. Hører jeg ikke fra vinderen inden en uge, udtrækker jeg en ny.

PS: Lige for en god ordens skyld: Jeg har interviewet forfatteren på vegne af Peoples Press. Jeg har altså fået et honorar for opgaven, men forlaget har ikke blandet sig i, hvad jeg har skrevet. Af samme grund har jeg takket pænt nej tak til at anmelde bogen.

Stockholmmøde med succesfuld forfatter

Forfatterinterview: På mandag sætter jeg kurs mod Stockholm for at interviewe den svenske forfatter Caroline Eriksson, der snart er aktuel med thriller på dansk.

De forsvundne er blevet en international sensation, da den på kort tid blev solgt til over tyve lande. Udkommer i Danmark 2. juni. Læs mere om bogen her

Caroline Eriksson har skrevet en mørk og psykologisk spændingsroman, De forsvundne, der udkommer på dansk 2. juni på forlaget People’sPress.

Flere anmeldere har sammenlignet den svenske forfatter med amerikanske Gillian Flynn, der står bag Kvinden, der forsvandt – en thriller, der har været med til at gøre domestic noir-genren overordentlig populær.

De forsvundne er sådan en thriller, som jeg glæder mig til, at andre har læst, så jeg kan tale frit om bogens tvist og plot. For intet er, som det ser ud til, og ingen er, som man tror.

I  Sverige var bogen sidste år den mest solgt e-bog, og siden De forsvundne udkom i forfatterens hjemland for cirka halvandet år siden, har 26 lande fulgt trop – og nu altså også snart Danmark.

At De Försvunna, som bogen hedder på svensk, er blevet lidt af en international sensation, betyder også, at forfatteren er vant til at give interviews.

Mon jeg kan lokke Caroline Eriksson til at afsløre noget omkring arbejdet med bogen, som hun aldrig har fortalt i andre interviews, når vi mandag spiser frokost sammen? Jeg vil i hvert fald forsøge.

Den svenske forfatter Caroline Eriksson har boet flere forskellige steder rundt omkring i verden bl.a. i USA og i Australien. I dag bor hun i Stockholm, hvor jeg mødes med hende. Foto: Rebekka Andreasen

Interviewet bliver bragt her på bloggen engang i næste uge. Stay tuned.

PS: Jeg får et honorar af People’sPress for at interviewe Caroline Eriksson. Af samme grund har jeg takket nej til at anmelde bogen.

 

 

 

Har du vundet i fødselsdagskonkurrencen?

Jeg spiser lige en fødselsdagsbolle for at sige tak til alle bloggens dejlige læsere. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg spiser lige en fødselsdagsbolle for at fejre bloggens 2-års fødselsdag og sender en tak til alle jer, der læser med. Foto: Rebekka Andreasen

Tak tak tak. Tak for alle jeres dejlige og sjove kommentarer. Dejligt at læse, at krimibølgen bruser og brøler – og ikke er en dæmpet, skvulpende bølge.

Der er fire bøger på højkant i Vild Med Krimis konkurrence i anledning af, at jeg har blogget om krimier i to år:

To eksemplarer af Thomas Engers Våbenskjold, der er udkommet på Modtryk. Norske Thomas Enger er en af mine favoritforfattere, og Våbenskjold er den fjerde, selvstændige roman i serien om journalisten Henning Juul. Læs mere om bogen her

Et eksemplar af Åbent Hus af Sofie Sarenbrant udgivet på People’sPress. Samme forlag har udgivet Gengældelsen af Steffen Jacobsen, der også er med i gavepuljen. Læs mere om Åbent Hus, der er tredje krimi om kriminalassistent Emma Sköld, her

Og læs mere om Gengældelsen, der som i Trofæ har privatdetektiv Michael Sander og politikommissær Lene Jensen i centrum, her

Nu til de fire heldige vindere, der skal sende mig deres adresse på mail@rebekkaand.dk

Anja Dybris – du har vundet Våbenskjold

Pia Timm Hagmann – du har vundet Våbenskjold

Rikke Hyldgaard Hansen – du har vundet Gengældelsen

Inge Moritzen – du har vundet Åbent hus

Tillykkke til jer alle.

 

Krimiforfatter Steffen Jacobsen har ordet

I dag udkommer Steffen Jacobsens krimi Trofæ. Bogen kan i den grad anbefales. Steffen Jacobsen har tidligere skrevet Passageren, Den gode datter og Når de døde vågner. Foto: Les Kaner.

5. februar udkommer Steffen Jacobsens krimi Trofæ. Bogen kan i den grad anbefales. Steffen Jacobsen har tidligere skrevet Passageren, Den gode datter og Når de døde vågner. Foto: Les Kaner.

I morgen udkommer Steffen Jacobsens krimi Trofæ. Det var faktisk en doktordisputats, der satte overlægen i gang med at skrive spændingsromaner. Mød her forfatteren, der er vild med John le Carré, og som ikke har noget imod at afsløre gerningsmanden for sine læsere i starten af historien.

– I 2008 blev jeg færdig med min doktordisputats efter nogle meget koncentrerede år. Og bagefter var der et enormt hul, et stort antiklimaks, som der ofte er, når man har været i gang med et stort projekt i mange år. Jeg fik det gode råd at skrive fiktion af én, der syntes, at jeg havde et godt og varieret talesprog (i det mindste), og jeg havde egentlig også tænkt det samme i flere år, men synes ikke, at jeg havde historien.

– Jeg begyndte at tænke på midaldrende mænd, deres selvforståelse, forfængelighed og imagepleje. Og jeg tænkte på de stærke kræfter, der måske kunne udløses, hvis sådanne mægtige mænd i en dyb krise (et havari i nordsøen) blev klædt af – af en ung kvinde, der viste dem, hvad sand styrke og autentisk heltemod egentlig var. Det blev til Passageren, der udkom i 2008. Bogen blev godt modtaget, og jeg fik blod på tanden og fortsatte.

–  Det er en tornestrøet sti, og genren er vanskelig at navigere i, men jeg synes selv, at jeg har et ret naturlig flair for det, og selv om jeg mange gange har haft lyst til at holde op, bliver jeg ved, fordi det også er skægt – og interessant at lade underbevidstheden tale.

– Jo mere underbevidstheden får lov til at være sig selv i et frit flow, jo bedre bliver teksten simpelthen. Det er først, når man bliver meget genrebevidst og selvbevidst at tingene bliver dårlige. At læse folks gode oplevelser med de ting, man laver, er meget bekræftende.

Vigtigt med andre øjne på manuskriptet

– Jeg skriver altid på et eller andet – eller tænker i det mindste på en historie. Hvis jeg ser tilbage på min korte forfatterkarriere, så har jeg skrevet lige så mange manuskripter, der rent faktisk udkommer, som ting, der aldrig bliver til noget. Det er svært at vide på forhånd.

– Det er meget vanskeligt for én selv at se skoven for bare træer – virkelig vide, om det er godt, det man laver, eller om det slet ikke fungerer. Men jeg har en idé til en historie, der på papiret kunne blive godt. Problemet er at alt, hvad jeg har skrevet, er endt et helt andet sted og med nogle andre karakterer end først planlagt. Jeg bryder mig ikke så meget om puslespilskrimier a la Agatha Christie. Jeg kan godt lide at læse dem, men vil ikke selv skrive på den måde.

– Det betyder ikke så meget for mig,  at læseren ved, hvem forbryderne er fra starten. Det, der interesser mig, er deres motiver til at handle, som de gør. Jeg vil også helst sætte figurerne ind i en større samfundsmæssig og historisk kontekst. En katastrofe som et terrorangreb f.eks.-  ikke for katastrofens skyld, men for at undersøge de små mennesker – som vi alle er – der går rundt på bunden af de store begivenheder, forklarer Steffen Jacobsen og tilføjer:

– John le Carré gør dette sublimt. Det samme gør Philip Kerr, Kate Atkinson, Eric Ambler og Martin Cruz Smith, som alle er forbilleder.

Læs min anmeldelse af Steffen Jacobsens helt aktuelle krimi lige her

Bogen er udkommet på People’sPress, der bl.a. også står bag denne forrygende italienske krimi

 

 

 

Suffløren af Donato Carrisi

Suffløren er ikke en krimi for dig, hvis du har sarte nerver

Anmeldelse: Suffløren af Donato Carrisi er en mesterlig italiensk krimi. Tænk på den udspekulerede og makabre Hannibal Lecter i Ondskabens øjne – så ved du, hvor det bærer hen ad.

Denne krimi er ikke helt ny, men anmeldes må den, når man er vild med krimi som jeg. Det er nemlig sådan en bog, der sniger sig under huden på en. Den er modbydelig bestialsk, grum, ondskabsfuld og kvalmende og sådan en bog, man næsten ikke tør læse, når man er alene hjemme. For puha, der findes mange psykopater derude – i hvert fald i den italienske forfatters fantasi.

Det er lidt absurd, at man har lyst til at læse videre i en bog, der i den grad er voldsom og som handler om overgreb på børn. Men Donato Carrisis krimi om Specialagent Mila Vasquez, der er ekspert i at finde forsvundne børn, er ikke kun gruopvækkende, men også uhyre godt skruet sammen. Den er så uforudsigelig og skrevet så godt, at man simpelthen er nødt til at læse videre. Faktisk har jeg aldrig læst en krimi (og jeg har læst MANGE) der kan sammenlignes med denne her.

Sammen med kriminologen Goran Gavila og et specialiseret efterforskningshold bliver Mila, der i sig selv er en yderst interessant hovedperson, sat til at lede efter ligene af fem piger. Eneste spor er pigernes afhuggede arme. Som læser er man fanget fra første side og følger med til både nedlagte børnehjem og nybyggede velhaver-kvarterer. Det er noget af en udspekuleret seriemorder, holdet står over for, og man kan som læser ikke forudse, hvad de næste linjer bringer. Af og til gætter jeg midtvejs i en krimi, hvem der er the bad guy, men det var simpelthen umuligt i denne fortælling.

Forfatteren er kriminolog. Altså sådan en, der ved noget om kriminel menneskelig adfærd, socialt afvigende adfærd, årsagerne til kriminalitet etc. Forfatterens baggrund smitter tydeligt af på teksten, men det er kun en gevinst. Det kammer ikke over og blive belærende eller faglitterært.

Jeg synes dog, det er en svaghed, at fortællingen er universel og kunne foregår hvor som helst, hvor der er bjerge, som der nævnes. At der ikke nævnes konkrete steder, byer og områder  gør historien mere flad.

Men alt i alt en fremragende krimi. Læs den hvis du har nerver til det.

Forfatteren står også bag krimien Forvandleren, der for nylig er udkommet på dansk på forlaget People’s Press

Metusalemgenet af Michael Lycke

Anmeldelse: Metusalemgenet er en af de bedste bøger, jeg har læst i nyere tid. Det er en forrygende videnskabskrimi af høj kvalitet og meget underholdende.

Som i Sissel-Jo Gazans Dinosaurens Fjer foregår bogen i et internationalt forskningsmiljø. Hæsblæsende er et lidt slidt og klichefyldt ord, men det er hæsblæsende og nervepirrende at følge den nysgerrige og naive videnskabsjournalist, Noah Safran.

Han får til opgave at undersøge, hvor tæt forskere verden over er på at finde nøglen til evigt liv. Den videbegærlige Noah kommer ud for lidt af hvert på sin farefulde færd i især Paris, men også i England og Tyskland. Noah allierer sig blandt andet med en svært overvægtig og kikset, men også lynende intelligent veninde fra Danmark og en yderst hjælpsom kvindelig guide, han møder i Paris.

Bogen er proppet med fakta om aldring, livsforlængende teknikker og aldringens processer. Der er nok et par læsere eller to, der mener, at bogen er for researchtung. For et par år siden deltog Michael Lycke i en verdenskongres i Paris for biogerontologernes (de, der forsker i aldringsprocessens biologi) og han har også fået stor hjælp af en af verdens førende forskere på området.

Jeg synes, det giver bogen tyngde og er et kæmpe plus for læseoplevelsen. Det er fascinerende, at det ikke er science fiction eller fri fantasi, men at der er mennesker derude i den virkelige verden, der hver dag er optaget af at opfinde livsforlængende teknikker. Nogle forskere mener, at mennesket i en nær fremtid kan blive flere hundrede år gamle.

Krimien bliver aldrig kedelig. Tværtimod er den tempofyldt, uhyre underholdende og bloddryppende. Journalister spiller ofte en hovedrolle i krimier, og selvom Noah har sin profession til fælles med mange andre hovedpersoner, så er han helt speciel og har en hemmelighed, som overrasker undervejs.

Lad dig endelig ikke skræmme af hverken fakta eller antal sider, men und dig selv en fantastisk læseoplevelse, der aktiverer hjernecellerne og giver stof til eftertanke. Tænk, hvis man finder et såkaldt metusalemgen, der gør os i stand til at leve mindst lige så længe som Metusalem, der ifølge bibelen blev hele 969 år gammel. Er det fantastisk – eller skræmmende?

People’sPress står bag udgivelsen.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her