Perfekte dage

Anmeldelse: Perfekte dage af Raphael Montes

Anmeldelse: Han er en årgang 1990. Brasilianer og født i Rio de Janeiro. Og hedder Raphael Montes. Og så har han skrevet thrilleren Perfekte dage, som jeg slugte med stor iver.

Den brasilianske forfatter Raphael Montes første bog på danske er en barsk og uhyggelig bog. Den er også god.

Hvis du tror, du får masser af sambarytmer og brasiliansk kolorit, når du læser Perfekte dage, så tro om igen. Med undtagelse af et par referencer og det faktum, at solen skinner 1. januar, kunne Perfekte dage sagtens foregå i f.eks. København og omegn i stedet for i Rio.

Forvent altså ej en eksotisk thriller, men forvent en rigtig interessant og uhyggelig thriller. Jeg var hooked hele vejen igennem bogen, der både er skræmmende, morbid, rå, grotesk og foruroligende, men også fascinerende og spændende. Ikke mindst på grund af bogens uhyggelige hovedperson.

Téo er i 20’erne, læser medicin, bor sammen med sin handicappede mor og er glad for Gertrude, som er det lig, de medicinstuderende kommer i nærkontakt med, når de skal lære at dissekere.

En dag møder han et menneske af kød og blod, der får de følelser, han ellers gemmer godt af vejen, til at sprudle og boble. Den ubekymrede, spontane og livlige Clarice er ikke interesseret og afviser ham med et:

Du er ikke min type: for pæn og traditionel. Jeg vil have eventyr og vanvid, er du med?

Det skal hun ikke sige to gange. Vanvid får hun i hvert fald. Téo begynder at stalke hende, og pludselig virker det fuldstændig logisk i Téos hoved at bedøve Clarice, kidnappe hende og proppe hende i en pink Samsonite-kuffert for at tage hende med på en makaber rejse – væk fra nysgerrige blikke. Til et sted, hvor han kan have hende i fred. Helt i fred.

En kold, beregnende, psykopatisk, talentfuld medicinstuderende med en sygelig interesse for patologi og en forskruet opfattelse af virkeligheden. Se, det er farligt. Og grumt. Og klamt. Men også interessant at læse om.

Téo har sit hyr med at holde en nysgerrig ekskæreste og bekymrede mødre på afstand og må diske op med kreative løsninger. Visse kapitler er så rå, at det vender sig i maven. Men der sniger sig også en sort humor ind trods bogens gru.

Portrættet af Téo, der er sygeligt besat af den unge kvinde, er velskrevet og fascinerende, og jeg turbolæste thrilleren, fordi jeg blev grebet af historien. Fordi jeg var ret bekymret for Clarice. Og fordi jeg var nysgerrig og nødt til at vide, hvordan det hele endte.

Og hvordan ender historien så? Ikke som jeg troede. Glæd dig til et tvist. Et ordentligt et. Den slutning sidder stadig i kroppen på mig her flere dage efter, at jeg er færdig med bogen.

Efter Montes debut (en bog om bl.a. selvmord – ej oversat til dansk) opfordrede forfatterens mor sønnike til at skrive noget, der handlede mere om kærlighed. Og det blev til Perfekte dage. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor creepy debutbogen er, for det er ikke en normal kærlighedshistorie, denne thriller byder på. Men det er en god og fascinerende historie. Læs den hvis du tør.

Oversat af Tine Lykke Prado, udkommet på Gyldendal.

PS: De få brasilianske bøger, jeg ellers har læst, har især været i genren magisk realisme. Måske dit læsemønster er det samme?Har du mod på at kaste dig over endnu en brasiliansk krimi, kan du f.eks. vælge Varme lig af Patricia Melo, udkommet på forlaget Anton & Ludvig.

 

 

Krimier til sommerferien

Krimier til kufferten: Udover dovne dage hjemme skal jeg til Sønderjylland, det sydfynske øhav og Lübeck i min sommerferie. Og jeg tager bl.a. Michael Connelly, Christopher Bollen, Lotte Petri og Kim Juul med mig.

Bøger, som jeg vil læse i min sommerferie. Foto: Rebekka Andreasen

Sommerferien nærmer sig. Og selvfølgelig skal der gode bøger med i kufferten. Her er min bunke med læsestof til sommerferien:

Nattens konger af Michael Connelly, Forlaget Klim. En Harry Bosch krimi, som jeg købte i min lokale boghandel for nylig. Bogen udkom på dansk i 2006, og bogen er den niende i serien. Amerikanske Connelly er en produktiv forfatter, og jeg har flere krimier i serien om betjenten fra LAPD til gode. I Nattens konger har Bosch forladt politiet og er tvunget til at gå nye veje i sit liv. Og jeg glæder mig til at gå med på sidelinjen.

Perfekte dage af Raphael Montes, der er en ung brasiliansk forfatter. Det er hans første bog på dansk, udgivet af Gyldendal. Jeg har ikke læst noget af Montes tidligere, men jeg er nysgerrig efter at læse bogen, der ifølge bagsideteksten tager mig med på et uhyggeligt, makabert, hæsblæsende og spændende roadtrip gennem Brasilien.

Jeg har kun hørt godt om Orient af den amerikanske forfatter Christopher Bollen, og bogen skal på listen over de bøger, jeg vil læse i sommerferien.

Orient af den amerikanske forfatter Christopher Bollen, Gads Forlag. En anmelder kaldte bogen for Den store Gatsby møder Donna Tartt. Andre kalder den Twin Peaks-agtig, og det er heller ikke en dårlig reference. Jeg har hørt meget fremragende om denne roman, der foregår i den lille pittoreske Long Island-sommerby Orient, og jeg tænker, at bogen fint kan kombineres med liggestol og kaffe. Det er en mobbedreng af en bog på over 650 sider, og jeg læser den som e-bog.

Djævelens værk af Lotte Petri, Lindhardt og Ringhof. Det er forfatterens femte roman, men den første bog om knogleeksperten og retsantropologen Josefine Jespersen. En krimi om bl.a. eksorcisme, og jeg ved, at forfatteren i sin research mødte en eksorcist med autorisation af selveste paven. Jeg glæder mig til at springe ud i forfatterens nye krimiunivers.

Spejlbogen af E.O. Chirovici. Forfatteren er rumæner, og bogen er udkommet på forlaget Hr. Ferdinand. Jeg bliver rundtosset af at læse, hvad bogen handler om, men jeg er spændt på at kaste mig over historien om den litterære agent Peter Katz. Da han læser manuskriptet til Spejlbogen, mener han at nærme sig opklaringen af en gammel mordgåde. Håber det bliver interessant at læse om.

På et lodret skråplan af Kim Juul, Brænderiet. Det er fjerde fynske krimi om den musikalske efterforsker Lars Norholm, der i denne roman leder overvågningen af en russisk våbenhandler. Ifølge forfatteren selv er der mere tempo og fart i denne krimi i forhold til de andre bøger i serien, men mon ikke der også er plads til eftertanke i bedste Juul-stil? Også en bog jeg glæder mig meget til.

Jussi. En biografi af Jonas Langvad Nilsson, Politikens Forlag. Jeg er allerede begyndt på bogen, der er en omfangsrig, smuk og rigt illustreret sag. Jeg glæder mig til at lære Jussi Adler-Olsen endnu bedre at kende og til at læse om de mere ukendte sider af forfatteren. Glæder mig til alvor såvel som sjov. Jeg har netop læst, hvordan forfatteren som barn tog alternative metoder i brug over for en stædig rokketand. Det er noget med en snøre og en strømpe proppet med småsten og sand.

Mon ikke jeg også finder en god lydbog, jeg hører, når jeg går til bageren efter morgenbrød, mens resten af huset sover? Og der er jo også de lokale loppemarkeder, der lokker med bøger.  Og de gode danske biblioteker ude i sommerlandet, som ofte er et udflugtsmål for min familie. Jeg løber ikke tør for læsestof.

Et par krimier presser sig på inden ferien bl.a. Jesper Steins Papa og Katrine Engbergs Blodmåne.

Hvilke bøger skal du læse i din ferie?

God læselyst/Rebekka

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her