plusbog.dk

En fåret krimi

Forleden fik jeg en gave af min herlige genbo, lad os kalde ham Mikkel. For det hedder han. Mikkel havde et fåret udtryk i ansigtet, da han rakte mig en bog og sagde, at det lige var noget for mig.

I bogen møder du bl.a. Cloud – det får i flokken med den tykkeste uld. Willow – det næsttavseste får i flokken hvilket ingen beklager. Og Miss Maple – det klogeste får i flokken, måske det klogeste får i Glennkill, og muligvis det klogeste får i hele verden.

Nysgerrigt studerede jeg bogen, der umiddelbart lignede enhver anden krimi. Men. Så nærlæste jeg bagsiden. Og den første side. Da gik det op for mig, at min genbo havde foræret mig en fårekrimi. Ja, du læste rigtig.

Forfatteren er tysk, handlingen foregår i Irland, og persongalleriet består især af en flok får. Miss Maple – sådan hedder det klogeste får i Glennkill naturligvis. Og det er hende, der står i spidsen af efterforskningen, da fåreflokken en tidlig morgen finder deres hyrde George dræbt.

Fårene sætter sig for at finde ud af, hvem der har dræbt ham, og Miss Maple ræsonnerer hurtigt, at det ikke er en ulv, der har taget livet af hyrden, for han er blevet myrdet med en spade. Og derfor går jagten ind på en tobenet morder.

Jeg har googlet lidt, og bogen får gode ord med på vejen. Den lyder godt nok spøjs, men hvis man kan sluge bogens præmis, så kan det godt være, at en god hyggekrimi er i vente. Jeg giver lyd, hvis jeg får den læst.

Har du mon læst bogen, der udkom på dansk i 2006?

PS: Husk at du frem til den 13. oktober kan stemme til Plusbog.dks Danish Book Blog Award. Jeg vil blive meget glad for en stemme på vildmedkrimi.dk, som er andensidst på “stemmesedlen”.

PPS: I aftes var der premiere på den norske tv-thriller Monster. Har du den norske kanal NRK1, så kan du der se serien med danske undertekster. Næste afsnit kommer i morgen onsdag klokken 21.35. Det er Nordic noir, så det driver, med smukke naturbilleder af et råt Nordnorge, i bedste Forbrydelsen-stil regner og blæser det hele tiden, og stemningen er melankolsk og dyster tilsat en skvis Twin Peaks-mystik.

 

Konkurrence: Vind biografbilletter til thrilleren Cairo Confidential

Giveaway/sponsoreret: Du kender ham måske især som Assad i filmatiseringerne af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-krimier. Nu er den 44-årige svenske skuespiller Fares Fares, der er født i Libanon, aktuel som korrupt politiefterforsker i den mørke politiske thriller Cairo Confidential. Vind billetter til filmen. Der er 3 x 2 billetter på højkant venligst sponsoreret af Scanbox Entertainment, der distribuerer filmen i Danmark.

Cairo Confidential er co-produceret af danske Final Cut for Real, der især er kendt for dokumentargenren. Foto: Scanbox Entertainment.

(Bemærk: Konkurrencen er afholdt)

Fares Fares spiller den egyptiske politimand Noredin, der forsøger at navigere i et land og i en millionby, hvor uroen ulmer, og hvor retssystemet er på kanten af et kollaps op til Det arabiske forår. For at holde sig oven vande afpresser han lokale kriminelle og indhyller sig i en tåge af stoffer og alkohol.

En kendt sangerinde findes død på The Nile Hilton Hotel (filmens originaltitlen er The Nile Hilton Incident) og Noredin får ansvaret for efterforskningen. Sagen viser sig hurtigt at trække tråde til landets magtelite, og pludselig begynder Noredin at stille spørgsmålstegn ved sin egen moral og landets ditto.

Filmen handler om Cairo. Den handler om fortidens og fremtidens kræfter der kolliderer – og om de mennesker, der bliver knust mellem de to.

Sådan siger filmens svenske instruktør Tarik Saleh, der sammen med resten af filmholdet var klar til at filme i Egypten. Tre dage inden filmoptagelserne skulle gå i gang, blev produktionen dog lukket ned af de egyptiske myndigheder, og holdet blev forment adgang til at filme i Cairo. Filmen er derfor optaget i den marokkanske by Casablanca.

Cairo Confidential er inspireret af virkelige begivenheder i Cairo op til revolutionen i Egypten i 2011. En egyptisk forretningsmand og parlamentsmedlem blev dømt for mordet på en berømt libanesisk sangerinde i 2008, hvilket var et chok for nationen. Ikke at mordet fandt sted, men at en person med tætte forbindelser til Mubarak-familien blev dømt.

Filmen vandt prisen for bedste internationale spillefilm på Sundance Film Festival 2017. Derudover har Cairo Confidential været udvalgt til 14 andre festivaler rundt om i verden.

Fares Fares fik sit gennembrud på film i 2000 med en hovedrolle i den svenske kult-komedie Jalla! Jalla! Han har også medvirket i Hollywood-produktioner og er mest kendt i Danmark for sin rolle som Assad i filmatiseringerne af Afdeling Q-bøgerne. Foto: Scanbox Entertainment.

Filmen får premiere den 12. oktober i danske biografer over hele landet, og på kino.dk kan du tjekke, hvor og hvornår filmen spiller. Hvis du er blandt de heldige, skal du selv holde øje med filmens spilleperiode, der godt kan afveksle fra den gyldighedsdato, der står på billetterne.

Jeg har smugset filmen, og det var stærkt at se talentfulde Fares Fares i en alvorlig og meget mørk rolle udfolde sig på arabisk. Cairo Confidential er en rå film om mennesker, der bliver klemt i et system gennemsyret af korruption og magtmisbrug.

Sådan deltager du i konkurrencen

Tre heldige bloglæsere kan invitere en ven med i biografen. Alt du skal gøre for at deltage i konkurrencen er at smide en kommentar under indlægget her, hvor du anbefaler en god krimi. Du kan også deltage på Facebook ved at skrive en kommentar under indlægget der i stedet for, men du kan kun deltage én gang.

Du kan deltage i konkurrencen om 3 x 2 biografbilletter frem til mandag den 2. oktober 2017 klokken 11.00.

Senere samme dag kan du på bloggen læse, om du har vundet. Du skal selv tjekke, om du er blandt de heldige. Hører jeg ikke fra vinderne inden fem dage, trækker jeg nye navne.

Tak til Scanbox Entertainment for at sponsorere billetterne.

PS: Du kan se trailer for filmen her:

PPS: Husk at du endnu kan nå at stemme til Plusbog.dks Danish Book Blog Award. Bloggen her er nomineret, og jeg bliver meget glad, hvis du sender en stemme min – og vildmedkrimi.dks – vej. Du kan stemme her

 

 

Vild Med Krimi nomineret til Danish Book Blog Award – giver du en stemme?

Plusbog.dk står bag Danish Book Blog Award, der uddeles for andet år i træk på BogForum 2017 i Bella Center. Vildmedkrimi.dk er nomineret.

Vild med Krimi nomineret: 16 danske bogblogs er nomineret til Danish Book Blog Award, som Plusbog.dk står bag. Prisen uddeles på BogForum 2017 i Bella Center den 10. november.

Frem til fredag den 13. oktober kan du stemme på lige præcis den bogblog, du bedst kan lide. De fem blogs, der får flest stemmer, går videre i finalen om at vinde Danish Book Blog Award. Herefter vil en jury af folk fra bogbranchen, blogger-verdenen og den digitale scene finde frem til den endelige vinder, der kåres på Plusbog.dks stand på BogForum fredag den 10. november.

For at vinde skal bloggen være dybt forankret i bøgernes verden, den skal emme af læseglæde og inspirere sine læsere.

Og jeg håber selvfølgelig, at du har lyst til at stemme på vildmedkrimi.dk – og dermed på mig. Men der er masser af skønne blogs, så stem på den, du bedst kan lide.

Her kan du stemme til Danish Book Blog Award

PS: Prisen har et år på bagen. I 2016 vandt Paperback Castles, som Rikke Møller står bag. Find bloggen her

Interview med Katrine Engberg og Anne Mette Hancock

Forfatterinterview: Det er de færreste debutanter, der kan se deres debutroman på bestsellerlisterne uge efter uge. Men det kan Anne Mette Hancock, der har skrevet Ligblomsten, og Katrine Engberg, der står bag Krokodillevogteren og efterfølgeren Blodmåne. Mød de to fremragende og succesfulde krimiforfattere, der ikke kun er kolleger, men også tætte veninder.

For få år siden var der ingen, der forbandt Katrine Engberg (tv) og Anne Mette Hancock med krimilitteratur. Nu er de begge bestsellerforfattere. Foto: Privat.

Katrine Engberg og Anne Mette Hancock mødte hinanden år tilbage, da de havde børn i den samme institution. Katrine forklarer:

– Anne Mette og jeg forelskede os så at sige i hinanden ved første øjekast og prøvede at komme til at falde i snak, når vi mødtes i institutionen. Men det travle småbørnsliv og måske også lidt generthed gjorde det udfordrende at få startet et venskab. Så vi begyndte at skrive breve til hinanden i stedet. Igennem et helt år skrev vi ugentligt til hinanden om alt mellem himmel og jord – politik, børn, kærlighed, ambition – og da året var omme, kendte vi hinanden ud og ind.

I 2012 udgav de brevromanen Klap i, hest sammen. Det var Katrine Engberg, der debuterede som krimiforfatter først. Krokodillevogteren udkom i begyndelsen af 2016. Og blev en bragende succes. Siden er det gået rigtig stærkt for dem begge.

Katrine: – De sidste par år har været vilde for os begge. Det er sindssygt at gå rundt i så mange år og snakke om en drøm, vi begge har haft længe, og så lykkes det. For os begge to! En gang imellem rammer det os, hvor lille et nåleøje vi er kommet igennem, og så kniber vi hinanden i armen. Men vi er ikke vågnet endnu.

Anne Mette: – Når man skriver en debutkrimi, aner man ikke, om den er noget værd, før man står med en bogkontrakt i hånden. Derfor har man ofte en nagende fornemmelse i solar plexus af, at man er totalt talentløs. Det havde jeg, i hvert fald!  Så det, at man sidder i al sin ensomhed og skriver på et manuskript det ene år, for så at ligge øverst på bestsellerlisterne det næste – dét føles fandeme vildt! Altså bare det at have et forlag. Det er jo den vildeste drøm, der er gået i opfyldelse. Men jeg kan mærke, at tvivlen bliver en evig makker for mig, for nu, hvor jeg er i gang med “den svære toer”, er min forfatter-selvtillid mindst lige så vaklende, som den var, da jeg skrev Ligblomsten.

Om venindens succes med Krokodillevogteren siger Anne Mette Hancock:

– Det er ekstremt motiverende for mig at se andre komme i mål med deres projekter. Katrines succes med Krokodillevogteren og det faktum, at hun er i gang med sin tredje krimi, mens jeg endnu kun arbejder på min toer, har samme effekt på mig, som den kunstige hare har på hundene i et væddeløb.

Anne Mette Hancock (tv) og Katrine Engberg er begge på tasterne og i gang med nye bogprojekter. Foto: Privat.

De har meget nemt ved at sætte ord på, hvorfor de er veninder.

Katrine: – Ud over alt det åbenlyse – at hun er smuk, intelligent og skarp – er Anne Mette et af de mest kærlige og generøse mennesker, jeg nogensinde har mødt. Som veninde er hun 100% loyal og opbakkende, både når det går godt, og når det går skidt for mig, og samtidig er hun til evig inspiration for mig, fordi hun er så sej, klog og spændende. Vores relation er meget ærlig og derfor meget tryg. Og så er hun SJOV at være sammen med! Der er ikke mange mennesker, i hvis selskab tiden flyver, som i hendes.

Anne Mette: – Det er en sjælden gave at møde et menneske, man ikke alene kan være sig selv sammen med, men som ovenikøbet foretrækker én præcis sådan. Jeg kan være ærlig – om alt – overfor Katrine, og jeg stoler på hende, som var hun mit eget blod. Nogle af de bedste, mest interessante samtaler, jeg har haft i mit liv, har jeg haft med Katrine. Jeg føler mig altid lykkelig i hendes selskab! Som forfatter beundrer jeg især Katrines evne til at skrive ekstremt hurtigt og intuitivt. Hun kan kradse 100 sider ned på den tid, det tager mig at skrive 12. Og så har hun et smukt, formfuldendt sprog. Både på skrift og i tale.

Katrine: – Vi kommer fra vidt forskellige baggrunde og er derfor “kodet” forskelligt med forskellige verdenssyn. Anne Mette har en vidunderlig kontant form – hun gider ikke pakke ting ind i falsk høflighed og bullshit, og det elsker en vævende, høflighedsbetændt person som mig. Jeg er mere tvivlende og har en melankolsk side. Til gengæld er det sjovt nok Anne Mette, der bekymrer sig mest, og mig der som regel hopper gadedrengehop gennem tilværelsen uden at skele til farer og faldgruber. Heldigvis smitter vi af på hinanden, har 100% samme værdisæt og kan lide de samme ting.

Anne Mette: – Det, Katrine siger. 😉

Læserne tog Katrine Engbergs debutkrimi Krokodillevogteren til sig i stor stil. Og det første oplag af efterfølgeren Blodmåne var udsolgt efter nogle uger. Siden Anne Mette Hancocks Ligblomsten udkom i april i år, har den ikke veget fra bestsellerlisterne.

Katrine: – Jeg har egentlig arbejdet ret længe på en karriere som koreograf og instruktør indenfor teater og var lige nået til et punkt, hvor jeg begyndte at blive rigtig efterspurgt. Det har jeg måttet skrinlægge for at have tid til at skrive. Det er ikke noget svært valg, for mit hjerte banker 100% for bøgerne, men det har da været svært at sige nej til nogle af de flotte teatertilbud, jeg har fået i det sidste års tid.

Anne Mette supplerer:

Jeg er uddannet journalist og lavede freelanceopgaver, mens jeg skrev Ligblomsten. Men nu, hvor jeg har fået kontrakt på de næste fire bøger, er det en fornøjelse at sige pænt nej tak til freelancejobs. Jeg savner dem ikke! På det personlige planer har det indtil videre udelukkende været en fest at gå efter forfatterdrømmen.

Hvad har været den største udfordring i forhold til at skrive bøgerne?

Katrine: – At holde motivationen under arbejdet med den første. Det tager tid at skrive, og det er svært at give plads til det – og have lyst – når man ikke ved, om der nogensinde er nogen, der kommer til at læse det. Det er vidunderligt privilegeret at have en redaktør at samarbejde med!

Anne Mette: – Enig!

Ingen, der følger de to forfattere på de sociale medier, kan være i tvivl om, at de i høj grad er ambassadører for hinandens forfatterskab. At de ikke kun er kolleger, men også en slags konkurrenter, spænder ej ben for venskabet.

Katrine: – Vi er faktisk mega konkurrencemennesker begge to, men vi er samtidig klar over, at den enes succes ikke er lig med den andens fiasko. Der er plads til os begge på hver vores måde. Hvis en af os stormer afsted, lige mens den anden er i en bakkedal, snakker vi om at det er svært, og så holder det faktisk op med at være det. Helt fundamentalt under vi bare hinanden det bedste.

Anne Mette: – Dengang jeg var barn, cyklede jeg tit hånd i hånd med en veninde, hvor vi skiftedes til at sakke lidt bagud og trække hinanden frem. Så zigzaggede vi ned ad gaden, sammen, men alligevel hver for sig. Sådan opfatter jeg det at have Katrine som både veninde og kollega.

Katrine: – Vi bruger hinanden rigtig meget til at heppe gensidigt og sparre idéer, plots og vendinger. Vi skriver vidt forskelligt men er hinandens bedste cheerleaders. Anne Mette er den bedste i verden til at give konstruktiv kritik, så jeg forstår, der skal arbejdes med teksten, men samtidig føler mig fuldstændig overbevist om, at hun elsker den.

Anne Mette: – Væddeløbsmetaforen gør sig også gældende her. Katrine skriver enormt hurtigt og intuitivt, hvor jeg nørkler mere med tingene. Så når hun siger: ”Nu har jeg lige skrevet 200 sider over formiddagskaffen,” og jeg kun har skrevet 13 sider på to uger, tænker jeg ”ARGH!!?”. Det giver mig et tiltrængt skub.

Anne Mette Hancock (tv) er født i 1979 i Gråsten. I dag bor hun i København klods op ad Marmorkirken, der spiller en rolle i hendes debutkrimi. Katrine Engberg er en årgang 1975 og født og opvokset i København i et hjem, hvor der blev læst masser af krimier bl.a. Dorothy L. Sayers. Foto: Privat.

Både Anne Mette Hancock og Katrine Engberg har rejst en del, ligesom de på forskellige tidspunkter i deres liv har boet i udlandet. Og rejseglæden har dryppet af på deres forfatterskab.

Katrine: – Timm (Katrines mand, Timm Vladimir red.) og jeg rejste jorden rundt sammen et helt år i 2005/2006. På den rejse skrev jeg dagbog hver dag og begyndte også at skrive rejseartikler hjem til danske magasiner og aviser. Jeg er slet ikke i tvivl om, at kimen til mit forfatterskab blev lagt på den rejse.

Anne Mette: – Jeg ’opdagede’ først for alvor krimigenren, da jeg flyttede til USA som 18-årig. Derfor er mit litterære fundament støbt af Michael Connelly, Harlan Coben, Patricia D. Cornwell og andre store amerikanske forfattere. De bøger, man forelsker sig i, præger ens forfatterskab.

I er begge forfattere, der giver sproget stor opmærksomhed. Hvordan fornemmer I, om en sætning er helt rigtig?

Katrine: – Sprog er musik. Man kan høre, om sætningen er rigtig, når man læser den højt. Der er ikke ét facit, men hvis det skurrer, når man siger den højt, skal den skrives om.

Anne Mette: – Det er lidt ligesom at spørge: Hvordan ved man, at man har fundet en rigtige mand? Jeg kender ikke formlen; jeg ved bare, hvornår noget føles rigtigt, og hvornår det ikke gør.

På spørgsmålet om, hvorvidt de har et yndlingsord, svarer de meget forskelligt.

Katrine: – Jeg har mange. Nænsom, potent, fersken og  for eksempel. Ordet fin har også en særlig plads i mit hjerte. Det er nok mit yndlingsadjektiv. Et fint menneske er en virkelig god og smuk person men også et menneske med en vis poesi og følsomhed.

Anne Mette: – Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om noget, så det må blive nej. Og ja. To dejligt kontante ord. Ikke så meget fikumdik.

Begge forfattere har turneret rundt i landet og mødt læsere og boghandlere. Og der er et par episoder, der har gjort ekstra indtryk.

Katrine: – Jeg blev for nylig overrasket af en hel delegation fra plusbog.dk, som var kørt fra Viborg til København, fordi jeg var blevet deres “Månedens forfatter”. De havde blomster med, diplom, champagne og tale. Det var ret overvældende, og jeg måtte rømme mig RET mange gange for ikke at stortude.

Anne Mette: – Mit første boghandlerbesøg var i mit barndomshood i Gråsten. Jeg var lidt bange for, at jeg skulle stå der og kukkelure alene, for det er efterhånden mange år siden, jeg flyttede derfra. Men folk væltede simpelthen ind i butikken for at bakke mig op. Mine gamle folkeskolelærere, barndomsvenner, folk, jeg genkendte fra mit ungdomsjob i SuperBrugsen i halvfemserne, venner af mine forældre, cykelsmeden!  Jeg blev sgu helt rørt og følte virkelig, at jeg var én af vor egne.

Hvad er det allerbedste ved at være krimiforfatter?

Katrine: – Det hele! Det er vitterligt verdens bedste job. Jeg elsker alle led i processen: idéfasen, hvor alt er muligt; researchen, hvor man møder helt nye mennesker og miljøer; skrivefasen, hvor man går i symbiose med teksten; redigering og udgivelse – jeg elsker virkelig det hele. Tænk, at jeg får lov at leve af det!

Anne Mette: – Det bedste er friheden og slutproduktet. Jeg elsker også alt det, Katrine remser op, men ikke hver dag og hele tiden. Der er dage, hvor det hele bare kører, og jeg står forrest på Titanic og rækker armene ud i et sejrskrig. Men der er bestemt også dage, hvor jeg rammer isbjerget. Alt i alt ville jeg ikke bytte det for noget!

Skriver I en Engberg/Hancock-krimi en dag?

Katrine: – Det er nok ikke særlig sandsynligt. Vi skriver så utrolig forskelligt og foretrækker som læsere også vidt forskellige bøger, så det ville måske være den ene situation, hvor vi faktisk kunne blive uvenner. Men man skal aldrig sige aldrig…

Anne Mette: – Jeg tror nu alligevel, jeg sætter mine penge på aldrig.

PS: Du kan følge de to forfattere på både Facebook og Instagram.

Katrine Enberg: Facebook/Instagram

Anne Mette Hancock: Facebook/Instagram

 

 

 

 

Har du vundet? Og stemt?

Du kan være med til at bestemme, hvilken krimiforfatter der skal have Krimimessens Publikumspris.

Du kan være med til at bestemme, hvilken krimiforfatter der skal have Krimimessens Publikumspris. Du kan stemme frem til den 6. marts.

Har du vundet Krokodillevogteren? Og afgivet din stemme til Krimimessens Publikumspris?

Tak til alle jer, der har deltaget i konkurrencen om at vinde krimidebutanten Katrine Engbergs Krokodillevogteren. Det har været hyggeligt at læse, hvad I læser. Mangler du inspiration, så læs kommentarerne igennem. Og læs min anmeldelse af Krokodillevogteren her

Den heldige, som er udtrukket tilfældigt, er Conni. Der er flere med det navn i konkurrencen – det er dig, Conni, der på vegne af Plusbog har smuglæst Lars Keplers Playground. En bog, der udkommer 11. marts. Send mig din adresse på: mail@rebekkaand.dk – så er der en bog på vej til dig. Jeg kan se, at mange af jer trofast deltager i konkurrencer her på bloggen, og at I også trofast læser med. Mist ikke modet. En dag bliver det forhåbentlig jeres tur. Jeg lover i hvert fald, at der kommer flere konkurrencer fremover.

I år uddeler Krimimessen i Horsens en publikumspris. Prisen gives til en nulevende dansk krimiforfatter, og vinderen afsløres på messen søndag klokken 12. Selv om du måske ikke kommer til messen, kan du sagtens stemme på lige netop din favorit blandt de nominerede, der er:

Sara Blædel

Elsebeth Egholm

Eva Maria Fredensborg

Anna Grue

Steffen Jacobsen

Jens Henrik Jensen

A. J. Kazinski

Michael Katz Krefeld

Jesper Stein

Inger Wolf

Når du stemmer, deltager du samtidig i konkurrencen om at vinde to weekendbilletter til messen. Du kan stemme lige her

PS: Tak til Lindhardt og Ringhof for at sponsorere en bog.

 

 

BogForum dag 2 i billeder og ord

På BogForum er der plads til alle. Foto: Rebekka Andreasen

På BogForum er der plads til alle. Foto: Rebekka Andreasen

BogForum 2015: Kender du en psykopat? Vil du have en hjerne a la Ole Henriksen? Vil du smage en græshoppe? Tre spørgsmål, som jeg blev stillet på BogForums anden messedag. Her billeder og ord fra andendagen i Bella Center:

Lørdag skubbes godt i gang med hudspecialisten Ole Henriksen, der danser sig vej til scenen til tonerne af Pharrell Williams. Se Ole Henriksens dansende entre her

Der er proppet foran Hvid Scene. Rigtig mange er interesserede i at høre, hvordan de får Ole Henriksens hjerne. Eller med andre ord: Et indblik i, hvordan det kan lade sig gøre at være så glad hele tiden, og hvad de selv kan gøre for at få et gladere sind.

Arne og Carlos viste nyt til strikke-folket. Foto: Rebekka Andreasen

Arne og Carlos med nyt guf til strikke-folket. Foto: Rebekka Andreasen

Smilet på læberne bliver ikke mindre, da jeg går forbi de norske strikkefreaks Arne og Carlos. Kreative gør-det-selv-typer valfarter til strikke-standen. Jeg kan overhovedet ikke strikke, men de to mænd fascinerer mig.

Hvor Krimimessen i Horsens udelukkende fokuserer på krimi- og spændingsgenren, er BogForum et sammensurium af alt muligt forskelligt bog-guf. Men også krimifolket er til stede, og jeg møder flere skønne læsere af denne blog.

Pludselig går Darth Vader forbi mig. Det samme gør en håndfuld betjente iført skudsikre veste rustet med automatvåben. På dagens program er også Flemming Rose og Naser Khader. Dem skal der passes godt på. Og efter skyderierne i København i februar møder politiet massivt op til et arrangement som dette, hvor tusindvis af mennesker er samlet. Sørgeligt at det skal være sådan.

Efter en interessant snak om spiselige insekter på BioNyt Videnskabens verdens stand, hvor jeg bliver tilbudt en græshoppe, er det endelig tid til krimiguf.

Interviewer Jane Gisselmann spørger Michael Katz Krefeld, om han har styr på, hvor mange han har slået ihjel i sine bøger: Næh, men det er i hvert fald mange, svarer forfatteren til bl.a. Ravn-serien. Foto. Rebekka Andreasen

Jane Gisselmann fra Plusbog.dk spørger Michael Katz Krefeld, om han har styr på, hvor mange han har slået ihjel i sine bøger: “Næh, men det er i hvert fald mange, svarer forfatteren til bl.a. Ravn-serien. Foto. Rebekka Andreasen

Michael Katz Krefeld fortæller om sin seneste Ravn-krimi Sekten og giver sit bud på, hvad et godt krimiplot er:Udover fremdrift i fortællingen skal der være noget på spil for hovedpersonen. Og der skal være en skurk, som du både frygter og forstår. Som forfatter er jeg advokat for alle mine figurer, og der skal være et motiv bag, at skurken gør, som han gør.”

Martin Jensen, der er forfatter til serien om Eske Litle, byfogden i Assens, der gennem syv bind opklarer forbrydelser samtidig med, at han forsøger at undgå at blive fanget i Den kulledes Greves rænkespil, er aktuel med Når genstande beretter - Museernes danmarkshistorie. Foto: Rebekka Andreasen

Martin Jensen er formand for Det Danske Kriminalakademi og har skrevet en række krimier. Han er aktuel med en bog i en lidt anden genre: Når genstande beretter – Museernes danmarkshistorie. Foto: Rebekka Andreasen

Hilser på Martin Jensen, der er formand for Det Danske Kriminalakademi, hvor jeg for nylig blev optaget som medlem. Akademiets formål er at fremme god kriminallitteratur. Kan man andet end at elske det akademi? Martin Jensen er også forfatter til bl.a. middelalderserien om Eske Litle, byfogden i Assens, der gennem syv bind opklarer forbrydelser.

Senere fortæller Julie Hastrup om sin Rebekka Holm-serie. Hun er godt i gang med den 6. bog i serien, der kommer om et års tid. Hun kan takke sin mormor for krimipassionen. Som 4-årig lod Julies mormor forfatteren se en uhyggelig thriller i tv.

- Jeg er god til at se det uhyggelige i det hyggelige, siger Julie Hastrup. Foto: Rebekka Andreasen

“Jeg er god til at se det uhyggelige i det hyggelige,” siger Julie Hastrup. Foto: Rebekka Andreasen

En gyser, hun stadig kan genkalde sig, og selvom det måske ikke var så pædagogisk, så plantede det kimen til Julie Hastrups fascination af krimigenren. Det var også hos sin mormor, at forfatteren læste Agatha Christies bøger og blev fascineret af psykologien bag et mord.

“Nu er jeg blevet min mormor. Jeg bruger søndagsudflugter med familien på at finde det helt rigtige sted at placere et lig. Jeg har for nylig haft min mand og børn på 11 og 14 år med til Finland, og jeg har fundet et oplagt sted, der skal bruges i min næste bog. Det er så spooky, og jeg glæder mig til at dele det med læserne.”

Helle Vincentz har netop været igennem en total gennemlæsning og redigering af manuskriptet til Stjålne liv - en ambitiøs politisk thriller. Foto: Rebekka Andreasen

Helle Vincentz har netop været igennem en redigering af manuskriptet til Stjålne liv – en politisk thriller, der udkommer til februar, og som forlaget bag kalder “en moderne thriller med et højt ambitionsniveau og et markant samfundsmæssigt perspektiv. Foto: Rebekka Andreasen

Møder en glad Helle Vincentz, der 26. februar sender en politisk thriller på gaden. Stjålne liv hedder bogen, der er et nyt krimiunivers uden karrierekvinden Caroline Kayser.

Både Vincentz og Hastrup har aftenen før været til et krimiarrangement på den svenske ambassade, hvor følgende syrede ordveksling fandt sted:

Hastrup: Jeg har slået én ihjel på kastellet.

Vincentz: Jeg slår kun ihjel i udlandet.

Godt at det er mord – på papir.

Videre til Gyldendals stand, hvor metervis af kø slanger sig. Årsag: Søren Ryge Petersen og Martin Bigum signerer bøger.

Trænger til at hvile ørerne og slår et smut forbi Lyttesalonen, hvor Thomas Rydahl for første gang læser op af De savnede, der udkommer til foråret. Det er en fortsættelse til Eremitten, der fik BogForums Debutantpris sidste år. En bog, som også er blevet hædret med den skandinaviske kriminallitteraturpris Glasnøglen.

Får snak over kaffeautomaterne med forfatter Stephanie Caruana, Smerten selv, der er i “en boblende udviklingsfase” og har tanker om en politisk thriller. Vi taler bl.a. om Copenhagen Crime – en ny krimifestival i København. Bliver festivalen et spændende supplement til Krimimessen i Horsens? Eller en konkurrent, der nasser på Krimimessens solide brand og i sidste ende svækker hele genren, fordi nogle forfattere kun vil vælge det ene initiativ? Jeg er i tvivl.

Da jeg sætter mig for at høre Lotte og Søren Hammer fortælle om deres krimiserie, der er udgivet i 22 lande, går det op for mig, hvor ømme mine ben er. Syv timer i Bella Center på dette skønne gedemarked af en bogmesse sætter sine fysiske spor. Heldigvis er det et yderst veloplagt og humoristisk søskendepar, der fortæller om deres forfatterskab.

Søren Hammer forklarer, at de helt ned på sætningsniveau diskuterer, om der skal noget blodigt og voldeligt med i bøgerne om Konrad Simonsen, som i øvrigt har visse ligheder med Lotte Hammers mand.

“Det ligger jo i krimiens natur, at der er en, der skal dø, men volden skal kunne legitimeres”, mener Søren Hammer og tilføjer, at de godt kan lide skurke, der er lidt psykopatiske.

- Vi er begge meget glade for Sjöwall og Wahlöö. Læs dem, hvis I ikke kender dem, opfordrer Lotte Hammer, der samme med sin bror Søren har skrevet foreløbig seks bind om chefkriminalinspektørKonrad Simonsen. Foto: Rebekka Andreasen

“Vi er begge meget glade for Sjöwall og Wahlöö. Læs deres bøger,” opfordrer Lotte Hammer, der samme med sin bror Søren har skrevet foreløbig seks bind om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen. Foto: Rebekka Andreasen

Selvom søskendeparret bor under samme tag, sidder de hver for sig og skriver. De deler bogen op i scener, som de hver især arbejder med. Til sidst skriver Søren bogen igennem for at få en ensartet tone. Hvis de bliver uenige, forsøger de at undgå kompromisser, så teksten ikke ender med at blive ren leverpostej. Derfor får en af dem lov til at trumfe igennem, hvis der opstår uenighed.

“Søren har dog været inde på, at en af hovedpersonerne skal lade livet. Der sætter jeg altså foden ned, ” fastslår Lotte Hammer.

På vej mod udgangen bliver jeg stoppet af en mand, der spørger mig, om jeg kender en psykopat? Jeg tænker, at det må være mit stikord til at sige tak for i dag.

PS: Tak hvis du læste med helt herned. Der kommer snart billeder og ord fra BogForum dag 3. på bloggen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vind Lotte Petri-krimier på BogForum

Er du vild med krimi, så synes jeg, du skal plotte interviewet med Lotte Petri ind i dit BogForum-program. Hun er på søndag klokken 13. Foto. Rebekka Andreasen

Er du vild med krimi, så synes jeg, du skal plotte interviewet med Lotte Petri ind i dit BogForum-program. Hun er på søndag klokken 13. Du kan vinde forfatterens to seneste bøger på BogForum. Foto. Rebekka Andreasen

BogForum 2015: I morgen formiddag åbner Lene Kaaberbøl officielt BogForum 2015. Når Kaaberbøl har holdt tale, uddeles BogForums Debutantpris. Så er bogmessen for alvor i gang.

Når messen slutter søndag klokken 18.00 vil hundredvis af forfattere have deltaget i paneldiskussioner, debatter, foredrag, interviews, oplæsninger, workshops og signeringer. Og mon ikke, der bliver taget et par forfatterfotos og selfies?

Igen i år har Folketingets Oplysning en stand på BogForum. Her har jeg gennem årene fået en kort snak med flere politikere. Foto: Rebekka Andreasen

Igen i år har Folketingets Oplysning en stand på BogForum. Foto: Rebekka Andreasen

Der er masser af fristelser på bogmessen. Traditionen tro kan du møde de norske strikkeguruer Arne & Carlos, der lover nyt guf til strikkefolket. Du kan også blive klogere på Folketinget, for Folketingets Oplysning har også en stand i Bella Center. De har gode bolsjer, og måske du får en snak med en politiker? Selvom jeg ikke deler politisk overbevisning med Birthe Rønn Hornbech, havde vi år tilbage en forrygende snak på standen om Christianborgs historie.

Interesserer du dig for krimigenren, så synes jeg selvfølgelig, at du skal dukke op søndag klokken 13.00 ved Turbine Forlagets stand. Her interviewer jeg krimiforfatter Lotte Petri, der har skrevet fire bøger om lægen og forskeren Selma Eliassen. Jeg har bl.a. tænkt mig at spørge Lotte Petri om:

  • Hvorfor hun har valgt en forsker og læge som hovedperson i sin krimiserie
  • Hvordan ideen om at bruge Det hvide snit i en krimi opstod
  • Hvordan det er at slå ihjel – på papiret
  • Hvordan hun griber researchen til sine bøger an
  • Hvor hun tror, at krimigenren bevæger sig hen i fremtiden

Duk op søndag klokken 13.00, hvis du vil høre, hvad Lotte Petri svarer.

Vind bøger

Efter interviewet har du mulighed for at vinde et signeret eksemplar af både Sort død og Hvidt snit – den 3. og 4. bog i serien, der sagtens kan læses uafhængigt af de to første.

Du skal ikke svare på alle mulige spørgsmål for at deltage i konkurrencen. For at deltage i konkurrencen, skal du skrive dit navn på en seddel og aflevere den på Turbines stand. Det kan du gøre hele weekenden altså både fredag, lørdag og søndag frem til interviewet. Så er du med i lodtrækningen. Der udtrækkes én vinder af bogpakken. Du skal være til stede ved lodtrækningen. Ellers trækkes en ny vinder.

PS: Se programmet for Turbine Forlagets stand her og programmet for hele BogForum her

PPS: Du kan ikke se bogklubben Plusbog.dk ’s forfatterarrangementer i det trykte BogForum-program, men lørdag har Plusbog fokus på krimier. Klokken 11 kan du høre Michael Katz Krefeld fortælle om sin nye Ravn-krimi, Sekten, og klokken 14. kan du høre Julie Hastrup fortælle om Farlig fortid. Også Anna Grue og Ole Tornbjerg er på programmet for at tale om Italiensvej og Drengen fra Godhavn. Det er min dygtige barndomsveninde Jane Gisselmann, der interviewer.

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her