psykiatri

Anmeldelse: Djævelens værk af Lotte Petri

Anmeldelse: Velresearchet, interessant emnevalg om bl.a. etik, psykiatri og tro, mørk københavnerkrimi med strejf af noget rigtig godt, men desværre fræser historien alt for hurtigt derud ad og mangler dybde og sammenhæng. Havde jeg kun én sætning til at anmelde Lotte Petris krimi Djævelens værk, lød den sådan.

Det enkelte cover viser en djævlemønt – en sølvmønt, der er en slags bærer af det onde.

Hvor jeg er meget begejstret for danske Lotte Petris krimiserie om lægen Selma Eliassen, så blev jeg aldrig rigtig grebet af forfatterens seneste krimi.

Djævelens Værk er skrevet (eller redigeret) alt for stramt. Så stramt, at jeg som læser i flere situationer ikke kommer tæt nok på bogens karakterer, så jeg forstår, hvorfor de reagerer eller tænker, som de gør. Det går lidt rigeligt stærkt med synsvinklerne i ultrakorte afsnit og kapitler.

Historien skøjter i turbofart hen over isen i stedet for at sætte mere markante og dybe spor.

Indimellem er bogen spændende, og nogle sider vendte sig selv i forrygende fart, men jeg mangler mere dybde i personkarakteristikkerne og bedre sammenhæng i handlingsforløbet for at blive rigtig begejstret.

Men ih, hvor kunne det have været godt. De helt rigtige ingredienser er til stede:

  • Retsantropolog og forsker Josefine Jespersen, der leder et forskningsprojekt, hvor hun skal katalogisere og undersøge knogler fra en gravrydning
  • En sympatisk politiefterforsker
  • En katolsk præst, der er certificeret af selveste paven til at uddrive djævelen i Danmark. Altså en eksorcist.

For at give plads til metrobyggeriet ved Nørrebro i København skal over 1000 skeletter flyttes fra Assistens Kirkegård. Josefine Jespersen har ansvaret for gravrydningen, og en aften bliver arkæologen Rita Magnussen, der er Josefines kollega, dræbt og smidt ned i en åben grav. Med et såkaldt Peterskors ridset ind i kraniet – djævelens tegn. Sammen med vicepolitiinspektør Alexander Damgaard bliver knogleeksperten involveret i sagen.

Og så er spørgsmålet: Er morderen, der hurtigt slår flere ihjel, sindssyg? Eller måske besat?

Præsten i bogen skelner mellem, om folk er psykisk syge eller besatte ved bl.a. at dryppe nogle dråber helligt, indviet vand på personen. Er han/hun besat er reaktionen voldsom – som var vandet syre. Det lyder vildt, og det er det, men netop den del af bogen er også ret interessant.

Er onde kræfter sluppet løs, fordi skeletterne bliver begravet et andet sted uden et kristent ritual? Læs selv og find ud af det.

Eller kast dig i stedet over forfatterens fire solide og gode krimier om lægen Selma Eliassen.

PS: Lotte Petri er en produktiv forfatter og i gang med en ny krimiføljeton, Black Notice, om en grænseløs seriemorder, som står bag en række uhyggelige mord i Europa. Historien er baseret på virkelige begivenheder og udkommer senere på året.

 

 

Brændte sjæle af Inger Wolf

Brændte sjæle er første bog i en ny serie om psykiateren Christian Falk. Inger Wolf tager fat i interessante emner i bogen.

Brændte sjæle er første bog i en ny serie om psykiateren Christian Falk.

Anmeldelse: Lad mig slå fast med det samme: Jeg var grebet af handlingen og bogens interessante temaer, men jeg mangler en hovedperson, jeg tror på i Inger Wolfs nye krimi Brændte sjæle.

Jeg er glad, meget glad, for Inger Wolfs serie om Daniel Trokic. Og har fulgt ham som både vicekriminalkommissær og politikommissær igennem kringlede plots. Med begejstring og nedbidte negle har jeg læst om hans oplevelser i både Aarhus, Alaska og Japan. Wolf udforsker i sine bøger ondskabens psykologi og menneskets mørke kræfter, og hun har taget læserne med ind i hovedet på ikke så få psykopater. Mine forventninger til forfatterens nye serie om Christian Falk var derfor store.

Med en ny hovedperson, der er psykiater, og som har Psykiatrisk Hospital i Risskov som arbejdsplads, er scenen i den grad sat til en psykologisk, mørk krimi af den bedste slags. Desværre bliver mine forventninger ikke helt indfriet. Det vender jeg tilbage til.

Brændt sjæle virker på mange måder som en meget personlig bog for Inger Wolf. Har man fulgt en smule med på hendes forfatterside på  Facebook og læst interviews, hun har givet, ved man, at hun mener, der er alt for meget tabu forbundet med psykedeliske stoffer, og at det terapeutiske potentiale er stor. Psykiatrien herhjemme, mener hun, lukker øjnene for, at f.eks. det bevidsthedsudvidende stof LSD kan have en gavnlig virkning på patienter, hvis det bruges på en kontrolleret og tryg måde, som man f.eks. forsøger sig med i USA. Stofferne kan være et godt supplement eller erstatning for medicin, mener hun, der også har påpeget den stigmatisering, fx. kræftpatienter føler, hvis de bruger medicinsk cannabis til at dulme smerter.

Oplagt emne at tage op i en krimi, og det er netop, hvad Inger Wolf gør i Brændte sjæle. Den potrygende psykiater Christian Falk, der er interesseret i at finde ind bag sine patienters traumer og lidelser og ikke blot symptombehandle, bliver involveret i en mordefterforskning. Politiet mener, at kunsthistorikeren Anton Jørgensen er blevet dræbt i sin lejlighed i Aarhus, men efterforskerne kan ikke finde liget. Til gengæld finder de en stor samling euforiserende svampe, som Anton åbenbart har dyrket i et skab i badeværelset.

Hvad skulle han bruge svampene til? Og hvor er liget? Og – ikke mindst – hvem er gerningsmanden, og hvorfor skulle Anton dø?

35-årige Falk arbejder på et forskningsprojekt om seriemordere og deres hjerner – selvfølgelig gør han det, det er jo en Inger Wolf-krimi. Egentlig har psykiateren rigeligt at se til. Han har opdaget, at en deltager i forskningsprojektet har opgivet falsk identitet. En scanning af mandens hjerne viser, at han har psykopatiske træk, og Christian Falk giver sig til at lede efter forsøgspersonen samtidig med, at han hjælper vennen, politikommissær Henrik Dam, i Anton-sagen.

At Christian Falk får lige lovlig mange beføjelser i efterforskningen, kan jeg sagtens sluge. Man har vel et par friheder som krimiforfatter? Det, jeg mangler, er at komme endnu mere ind under de tatoveringer, Falk har. At forstå hvorfor han handler og agerer, som han gør. Jeg mangler simpelthen mere saft på personkarakteristikken. Jeg kan ikke helt fornemme ham, og så bliver han en smule uinteressant og utroværdig. Det er ærgerligt, for han har potentiale til at blive sådan en type, man vil elske at hade. (Tænk på Hjorth & Rosenfeldts kriminalpsykolog Sebastian Bergman, der både er arrogant, selvoptaget, provokerende, men også utraditionel, charmerende og hamrende dygtig.)

Som i Trokic-serien, kredser Inger Wolf også denne gang om barndomstraumer, og om hvad de gør ved mennesker, og heldigvis fornægter hendes fascination af ondskab og menneskets mørke sider sig ikke. Plottet er også snedigt udtænkt, selvom jeg lurede, hvor det bar hen. Men jeg mangler en hovedperson, jeg tror på.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her