psykologisk thriller

Jeg lader dig gå af Clare Mackintosh

Snup bogen med ud i forårssolen, Jeg er sikker på, at du plusgrader til trods får en isnende fornemmelse i kroppen. Jeg lader dig gå af Clare Mackintosh er udkommet på forlaget Aronsen. Foto: Rebekka Andreasen

Snup bogen med ud i forårssolen, Jeg er sikker på, at du plusgrader til trods får en isnende fornemmelse i kroppen, når du læser denne thriller. Jeg lader dig gå af Clare Mackintosh er udkommet på forlaget Aronsen. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Jeg lader dig gå af britiske Clare Mackintosh er en usædvanlig god thriller. Intens domestic noir, der også tilfredsstiller dig, der tror, at du ikke er vild med denne subgenre.

På sproget.dk står der om ordet tvist: Ændring, drejning som tilfører et nyt, evt. forfriskende moment til noget velkendt.

Tvist er netop kodeordet, når jeg skal anmelde denne usædvanlig gode psykologiske thriller, der med et ordentlig brag dumper ned i genren domestic noir og markerer sig som en bog, du ikke kan komme uden om, hvis du er vild med genren. Den er isnende uhyggelig og skræmmende. Og spændende som bare pokker.

Britiske Clare Mackintosh leger med sine læsere, og hun har skruet en uhyre godt tænkt og meget medrivende historie sammen. Jeg er begejstret. Pludselig vender hun alting på hovedet, og det du tror, du ved, ved du slet ikke alligevel.

Handlingen: En femårig dreng bliver dræbt af en flugtbilist i Fishponds i Bristol, og det lokale politi med kriminalkommissær Ray Stevens i spidsen står for efterforskningen. Jenna Grays verden bliver på et splitsekund forvandlet til et mareridt, og for at starte på en frisk flytter hun til en isoleret hytte på den walisiske kyst. Det er dog svært at flygte fra fortiden. Mere kan jeg ikke fortælle uden at komme til at røbe for meget. For bogen er, som sagt, fuld af overraskelser.

Ofte når jeg læser en bog, der har to parallelle spor, så har jeg mere lyst til at læse om den ene handling end den anden. Clare Mackintosh har skabt to spor i thrilleren, som jeg begge var opslugte af.

Baggrund i politiet

I dag er hun forfatter på fuld tid, men Clare Mackintosh har en baggrund i politiet, bl.a. i kriminalpolitiet og som indsatsleder. En af de første største sager, hun arbejdede med, var en sag, hvor nogle unge biltyve kørte vanvidskørsel i et boligområde og dræbte en niårig dreng. Eftervirkningerne af den forbrydelse gjorde et kolossalt indtryk på hende og inspirerede hende til bogen. Skiftet fra politi til forfatter er ikke så stort, mener hun selv.

– Jeg kunne godt lide den historiefortælling, der er i at være efterforsker; at samle trådene og finde ud af, hvad der er sandt og ikke sandt. Jeg har altid skrevet og altid nydt det, og jeg var en af de betjente, der også nød papirarbejdet, fortalte forfatteren veloplagt på Krimimessen i Horsens i år.

At Clare Mackintosh har tjek på, hvordan politiarbejdet fungerer, afspejler sig fornemt i romanen, og selvfølgelig fletter hun de to handlingsspor sammen til sidst.

Der er stærke og vedkommende person- og miljøbeskrivelser, hvad enten forfatteren tager os med til den forblæste walisiske kyst eller til centrum af Bristol. Hun har en evne til at formidle sorg og smerte, så det bliver alt andet end klichefyldt, men i stedet efterlader en massiv klump i maven. Det er fint gjort.

Jeg gik i gang med thrilleren en lørdag aften og stoppede ikke med at læse, før jeg var færdig med de knap 430 sider midt om natten. Jeg havde endda bogen med på toilet.

På Krimimessen kan man komme helt tæt på forfattere - det oplevede Per. Foto: Per Kragelund Christensen

På Krimimessen kan man komme helt tæt på forfattere – det oplevede Per. Foto: Per Kragelund Christensen

Ikke underligt at bogen er solgt til mere end 25 lande, og at forfatteren har solgt mere end 500.000 bøger i Storbritannien.

PS: En sjov lille episode fra Krimimessen i Horsens: På messens første dag fortalte jeg på scenen om domestic noir, og jeg nævnte bogen som et læseværdigt eksempel på genren. Kort efter fik jeg en besked på Facebook fra en mand, der hørte mit oplæg, og som netop havde købt Jeg lader dig gå på messen. Han skrev, at da han købte thrilleren, blev han prikket på skulderen af den britiske forfatter. Og han fik en særlig hilsen i sit eksemplar.

Domestic noir – hvad er det?

Her fire eksempler på thrillers, der kaldes domestic noir. Den anden af harriet Lane, Kvinden i toget af Paula Hawkins, Bogen om dig af Claire Kendal og Nova Lee Maiers Sundhedsplejersken. Foto: Rebekka Andreasen

Her fire eksempler på thrillers, der kaldes domestic noir. Den anden af Harriet Lane, Kvinden i toget af Paula Hawkins, Bogen om dig af Claire Kendal og Nova Lee Maiers Sundhedsplejersken. Foto: Rebekka Andreasen

“Domestic noir? Nej, det tøjmærke kender jeg ikke”, svarede en veninde for nylig, da jeg nævnte begrebet for hende.

Domestic noir er dog ikke et tøjmærke, men en ny undergenre til den traditionelle krimigenre, der er populær især i USA og England. Og som også danske læsere tager til sig.

Domestic noir blander thrilleren/krimien med den almindelige skønlitterære roman, og vægten ligger på det psykologiske frem for tempo og action. Gyset ligger i de skræmmende detaljer, der afslører, at intet er, som det giver sig ud for at være. Genren flirter med tanken om, at selv inde i den fredeligste mand eller kvinde, bor en morder, der kan slippe ud på et tidspunkt, hvis de rette, eller nærmere, forkerte omstændigheder er til stede. Og så rykker ondskaben inden for hjemmets fire vægge.

Eksempler på domestic noir er Gillian Flynns Kvinden der forsvandt og Paula Hawkins Kvinden i toget.

Jeg har skrevet en artikel om domestic noir til Litteratursiden. Du finder artiklen her

Faktisk har Litteratursiden et helt tema om krimier i denne måned. Du finder temaet her

PS: Jeg holder også et lille oplæg på Krimimessen i Horsens lørdag den 12. marts om netop domestic noir.

Anmeldelse: Den anden af Harriet Lane

Harriet Lane er i hjemlandet England blevet sammenlignet med Ruth Rendell og Daphne du Maurier. Ikke dårligt! Den anden udkommer midt i januar.

Harriet Lane er i hjemlandet England blevet sammenlignet med Ruth Rendell og Daphne du Maurier.

Anmeldelse: Den anden af britiske Harriet Lane er en kvinde-er-kvinde-værst-thriller, hvor stemningen mere end handlingen gør bogen intens og dramatisk.

Denne bog, der for nylig udkom på Gads Forlag, hører til i domestic noir-genren. Her er det stemningen, mere end tempofyldt handling, der gør bogen spændende. Glem alt om narkobander, spektakulære røverier, pengegriske bagmænd eller menneskesmuglere. I Den anden skal dramaet findes i det nære og familiære. Britiske Harriet Lane har skrevet en psykologisk thriller, hvor uhyggen kommer snigende og forgrener sig langsomt ud over siderne.

Jeg elsker action og tempo, men da jeg først havde indstillet mig på et langsommere tempo og en anden type spændingsbog, blev jeg fanget af fortællingen. Den anden er en bog om misundelse, venskab, hævn og manipulation.

Emma og Nina er jævnaldrende og bor kun et par gader fra hinanden i det nordlige London, men deres liv kunne ikke være mere forskelligt. Emma er småbørnsmor og længes tilbage til dengang, hun arbejdede med at lave tv, selvom hun elsker sine to børn. Pengene er små, da det kun er manden, der hiver en usikker freelanceløn hjem. Emma har konstant underskud af søvn og halser efter for at nå de huslige pligter og fjerne krummer af riskiks op fra gulvet.

Nina, derimod, er et helt andet sted i sit liv. Hun er kunstmaler, uden pletter på sit designertøj, mor til en 17-årig datter, der går på privatskole og gift med ægtemand nummer to, der er succesfuld arkitekt. Familien bor let, luftigt og tidløst på den helt rigtige måde. Og nå ja, penge er intet problem.

Nina har en ondskabsfuld plan

De to kvinder møder hinanden på gaden i London. At de har mødt hinanden tidligere i deres liv, bliver vi hurtigt klar over, men det er kun Nina, der husker deres første møde. Uden at Emma ved, at Nina bærer indædt nag til hende, udvikler kvinderne et venskab, der er nøje tilrettelagt af Nina. Hvorfor Nina bærer nag, ja ligefrem føler had til Emma, finder vi først ud af allersidst i bogen.

Bogen veksler mellem Emmas og Ninas stemme. At flere scener fortælles ud fra to synsvinkler, fungerer fint, men en gentagelse af de mange dialoger, kunne jeg godt have undværet. Det bliver en anelse for omstændeligt. Fortællestilen er dog effektiv, for modsat Emma er vi klar over, at katastrofen lurer. Vi ved, at de to kvinders såkaldte venskab og det, Emma opfatter som tilfældigheder, styres med hård hånd af Nina, og vi ved, at en kollision er nær. Vi ved bare ikke hvordan eller hvorfor og hvilke konsekvenser, den får. Det ødelægger ikke læseoplevelsen. Tværtimod. I bedste suspense-stil venter vi kun på det uundgåelige.

En af bogens store styrker er karakteristikken af de to kvinder. Jeg fik fysisk ondt i maven af at læse, hvordan Nina nærmest stalker Emma, der hungrer efter voksenkontakt og alt det, som Nina repræsenterer. Harriet Lane serverer sproglige himmerigsmundfulde indimellem, og Den anden er en kvinde-er-kvinde-værst-thriller, der får dig til at miste pusten for en stund, når det hele kulminerer.

PS: Harriet Lane har også skrevet Aldrig uden dig

Sommerinterview med Vibeke Dorph

Babyalarm af Vibeke Dorph handler om Katrine, der ændrer sig voldsomt, da hun bliver gravid. Hun føler sig overvåget, hun er fyldt af uro, og hun gør mærkelige ting, som hun ikke kan huske bagefter.

Babyalarm af Vibeke Dorph handler om Katrine, der ændrer sig voldsomt, da hun bliver gravid. Hun føler sig overvåget, hun er fyldt af uro, og hun gør mærkelige ting, som hun ikke kan huske bagefter. Forfatteren har selv oplevet, at det kan være rigtig svært, ensomt og angstprovokerende at blive mor.

Sommerkavalkade: I maj i år debuterede Vibeke Dorph som romanforfatter med den psykologiske thriller Babyalarm, der tager udgangspunkt i forfatterens egen turbulente oplevelse af at blive mor.

Hvad er din sommer gået med?

– Den første uge af min sommerferie tog jeg en uge til Mallorca med mine to skriveveninder. Her sad vi og skrev en sommerferie-thriller fra Mallorca, som vi har været så heldige at sælge til ugebladet Hjemmet. Det er tredje gang, vi gør det, og jeg kan godt lide den form for ferie. Vi plotter, skriver, skændes, drikker vin, ævler og skriver igen. Så har jeg været en uge på en dejlig ferie til Bornholm med min familie. Resten af ferien gemmer jeg – jeg skal jo gerne i gang med en ny bog, det er svært at finde tiden, når der også er et job, der skal passes.

Fortæl om et skønt sommerminde fra din barndom:

– Mine forældre havde sammen med deres venner en meget gammel træbåd, som vi hver sommer sejlede til Hven i. Båden var altid lige ved at drukne, men når man fik tømt den for vand, kunne den godt klare turen over til Hven, hvor vi så lå i telt en masse børn og voksne. Det var dengang, hvor børn ikke hele tiden skulle overvåges, så vi levede som frie vilde på øen. I dag kan jeg ikke høre ordet Hven, uden at der dukker en masse vidunderlige billeder op i mit hoved.

Er der en bestemt læseoplevelse, som du forbinder med en sommer?

– Mine to drengevenner og jeg var i Sverige. Det var hedebølge, så vi kunne ikke foretage os andet end at svømme i søen og ligge og dase i solen til langt ude på aftenen. Min ene ven havde hele samlingen af Christian Kampmanns Gregersen-serie med, så dem kastede jeg mig også over. Til sidst endte vi med at gå rundt deroppe i skoven og tale som den fine, men også ret fallerede familie fra det nordsjællandske. Vi var vel omkring 18 år, og naturligvis handlede det om, at min ven var ved at springe ud som bøsse – det havde jeg så ikke gennemskuet, men bøgerne holder, jeg genlæste dem for et par år siden.

Har du et favoritord, som du er ekstra glad for?

– I min roman Babyalarm, bliver der holdt en tale for faren til hans 70-års fødselsdag, hvor taleren omtaler faren som ”Flamboyant”. Det ord havde jeg (gen)hørt i et radioprogram, jeg forelskede mig i det, og jeg vidste, at jeg måtte bruge det på en eller anden facon. Og det endte så med at være faren, der kom til at hænge på det – men det passede også fint til ham. Kernefamilie er også godt. Uhyggeligt og klaustrofobisk, men også indbegrebet af tryghed på én og samme tid.

Hvilken skønlitterær bog har/har haft stor betydning for dig?

– Lykke-Per af Pontoppidan stod og flød, hærget og laset, i min reol. Jeg havde købt romanen i et antikvariat og sikkert tænkt, at det var en af de romaner, man burde læse – men ikke gad. Så en dag, var der ikke andet til rådighed, og så læste jeg den. Hold op, den er fantastisk. I lang tid levede jeg i en helt anden verden, jeg gik rundt i historien sammen med Per – og det vidste jeg jo ikke, at man bare sådan kunne. Hemingway reddede mig, da jeg var hamrende ulykkelig forelsket engang. Jeg slugte de fleste af hans romaner og noveller, og pludselig føltes min kummerlighed ligefrem interessant.

Hvis folk kun læser en enkelt krimi i deres sommerferie, hvilken bog vil du så anbefale?

– Selvfølgelig skal de læse min psykologiske thriller, Babyalarm, men skulle de også have lyst til at rejse en tur over sundet, hvor der foregår lige så uhyggelige ting, så vil jeg helt sikkert anbefale alle at læse Bedrag af den svenske forfatter Karin Alvtegen. Jeg fik den af en ven og kan huske, at jeg satte mig ned i mit køkken og begyndte at læse, og jeg stoppede ikke, før jeg var færdig. Jeg kan godt lide, at der er lidt mere på spil end blot et godt krimi-plot. Det har Bedrag helt sikkert, men det er også et næsten klaustrofobisk psykologisk portræt af et meget ulykkeligt ægteskab, hvor alt, der kan går galt, derfor går galt.

Hvad skal du selv læse i løbet af sommeren?

– Lige nu læser jeg Alice Munros sidste novellesamling Livet. Hun er fantastisk, hun kan kaste tryllestøv ud over noget, der ligner ganske almindelig hverdag og ganske almindelige mennesker, så det hele bliver meget mystisk og meget fængslende. Derudover har jeg også gang i Den sindssyge polak af Lotte og Søren Hammer – de er altså også virkelig gode, og så er det meget dansk og Danmark. Jesper Stein vil jeg også gerne have læst. Vi fik hans seneste krimi til anmeldelse på mit arbejde, og jeg måtte nærmest mandsopdække bogen, for alle ville have fingrene i den.

 

 

Rosamund Lupton – beskeden verdensstjerne

Rosamund Lupton har foreløbig skrevet to psykologiske thrillers: Søster og Efter branden

Bestseller-forfatteren Rosamund Luptons debutroman Søster har solgt over 650.000 eksemplarer på verdensplan. Jeg mødte den engelske forfatter, der er aktuel på dansk med Efter Branden, på BogForum.

Egentlig har Rosamund Lupton grund til at føre sig frem med armene løftet højt over hovedet, mens hun skriger af jubel. Hundredtusindvis af læsere verden over har taget hendes bøger til sig – også den seneste Efter branden, der for nylig udkom på dansk. Da jeg slår mig ned i en sofa i et stille hjørne på BogForum sammen med forfatteren, virker hun nu alt andet end frembrusende og pralende. Nærmere en smule genert. Og meget velovervejet, ydmyg og overvældet og taknemmelig over den succes, hun oplever.

Rosamund Lupton skriver ikke hardcore og bloddryppende krimier, men psykologiske thrillers. Det er den menneskelige udvikling, der interesserer hende, og som i debutromanen er det også en forbrydelse, der er katalysator for en udvikling i hendes seneste bog. I Efter branden forsøger Grace at redde datteren Jenny ud fra en brændende skole. Begge bliver svært forbrændte og ender i koma. Svævende mellem liv og død skal datter og mor forsøge at finde ud af, hvad der er sket forud for branden. Og hvem der måske stadigvæk stræber Jenny efter livet.

– Ideen om at lade mor og datter være bevidstløse gennem det meste af bogen opstod i min fantasi. Det var det, der inspirerede mig og de samtaler og snakke, de kunne have, ville jeg gerne udforske. De skal finde sandheden om branden, men de lærer også hinanden at kende på en ny måde. Det er en detektivhistorie på flere planer, men ikke en traditionel krimi. For mig er personerne tredimensionelle, og jeg håber ikke, at læserne ser på dem som underlige spøgelser, men som rigtige karakterer, siger Rosamund Lupton på et perfekt og fint engelsk.

Mor er den umodne

Det flyder ikke med lig i den engelske forfatters bøger. Mor og datter i Efter Branden bliver i højere grad detektiver end ofre. De er stærke og i forfatterens øjne de mest interessante personer i bogen. Skal der ske et mord, så skal der være en væsentlig grund til det.

– I want crime to really matter, som hun udtrykker det.

Først havde Rosamund Lupton beskrevet teenagedatteren som umoden og barnlig. Det fungerede dog ikke. I bogen er det faktisk moderen, der er den umodne. Det er Grace, der må udvikle sig og erkende, at hun snart har et voksent barn.

– Jeg kan godt lide at skrive om det potentiale, der gemmer sig inden i folk. Grace er husmor og ikke engang en speciel god en af slagsen. Hun er en normal kvinde, der kommer ud for noget unormalt, og hun opdager ting, hun ikke anede, at hun indeholdte. Hun bliver stærk og modig og gennemgår en forandring, forklarer hun og understreger, at man ikke ved, hvordan man reagerer i ekstreme situationer, før man står midt i dem.

At kende skak er en fordel

Som i debutromanen er alting ikke, som læseren tror, og plottet i den nye thriller er med forfatterens egne ord meget kompliceret. Leende forklarer Rosamund Lupton, at hendes far lærte hende at spille skak, da hun var barn. Og selvom hun er en elendig skakspiller, så har hendes kendskab til spillet hjulpet hende med at holde fokus, at strukturere plottet og til ikke at tabe nogle af de mange bolde, hun konstant kaster op i luften.

– Mens jeg skrev, var mit hoved nogle gange ved at eksplodere, men heldigvis kom enderne til at passe sammen til sidst. Jeg havde styr på mine træk, smiler hun.

Hvad hendes tredje bog skal handle om, ved hun endnu ikke. Men hun ved, at der kommer en bog. Rosamund Lupton kan slet ikke lade være med at fortælle gode historier. At være forfatter er en vigtig del af, hvem hun er. Selvom man har solgt hundredtusindvis af bøger i hele verden, så kan man stadig rejse sig fra en sofa på en dansk bogmesse og ubemærket forsvinde ud i mængden af krimifreaks og bogelskere.

Rosamund Lupton er

  • født i 1964 i Cambridge i England
  • tidligere litteraturstuderende og har bl.a. skrevet manuskripter til film og tv
  • bosat lidt uden for London med manden Martin og parrets to sønner
  • glad for krimier af landsmanden Kate Atkinson. Hendes bøger om privatdetektiven Jackson Brodie er oversat til dansk. Er også glad for amerikanske Donna Tartt, der bl.a. skriver psykologiske thrillers
  • vild med den stemning, der er på et bibliotek, og holdt meget af at komme på biblioteker som barn
  • glad hver eneste gang en læser kommer med positiv feedback på hendes bøger
  •  ikke vild med Jo Nesbø. Hans krimier er for voldsomme og blodige til hendes smag
  • betaget af de gode forhold for cyklister i København og synes, at byen er smuk og skøn

Du kan læse mere fra BogForum lige her og se billeder fra årets store bogmesse her

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her