Ravn

Anmeldelse: Pagten af Michael Katz Krefeld

Sidste år blev Michael Katz Krefeld kåret som danskernes yndlingsforfatter, da han modtog Martha Prisen.

Anmeldelse: På torsdag udkommer Pagten, der er Michael Katz Krefelds femte bog om Thomas ‘Ravn’ Ravnsholdt, der bor på en slidt motorbåd i Christianshavns Kanal med den engelske bulldog Møffe. En fandenivoldsk og grusom god krimi, der spurter derud ad i et vanvittigt tempo og giver selv Usain Bolt kamp til målstregen.

Hvis dommerne fra tv-programmet Bagedysten skulle bedømme Pagten, som de bedømmer en lagkage, ville de sige, at udtrykket er dybt professionelt, at snittet står knivskarpt og præcist, og at ingredienserne komplementerer hinanden.

At Michael Katz Krefeld evner at skære tingene krystalklart og effektivt bliver igen slået fast i den femte bog om Ravn. Plot, spændingskurver, fremdrift – Krefeld kan sit krimikram og tilsætter dertil en skvis humor og et rapt sprog. Pagten er en fandenivoldsk krimi, fuld af tempo og pokkers underholdende.

Billedet her tog jeg, da Michael Katz Krefeld åbnede Krimimessen i Horsens i 2015. Foto: Rebekka Andreasen

I flere interviews har Krefeld fortalt, at netop tempoet sætter han pris på ved krimigenren, og halleluja det lever han selv op til med næsten filmiske scener uden megen fikumdik, men med korte, klare dialoger og rappe scener.

Det er ikke i Pagten, at du kan plukke store sprøde buketter af farverige sprogblomster, men det har du heller ikke tid til.

Der går ikke mange sider, før Krefeld spoler tiden fem år tilbage, og læserne bliver vidne til, at Ravns kæreste Eva bliver dræbt. Så er vi i gang. Og endelig får vi opklaret, hvem der står bag drabet, så på den måde er bogen en slags sæsonafslutning på første del af serien, som er planlagt til ti bind.

Som en hærget og utilpasset James Bond hopper Ravn frem og tilbage på begge sider af loven, og han indgår nødtvungen en pagt med storgangsteren Kaminsky, der ikke kun sidder inde, men også sidder inde med en viden om drabet på Eva. Og pludselig eksploderer det hele, bogstaveligt talt.

Siden Michael Katz Krefeld debuterede som krimiforfatter for ti år siden med Før Stormen, som han i øvrigt fik Det Danske Kriminalakademis debutantpris for, har han skrevet ni bøger – heraf fem om Ravn, der efter en karriere i politiet slår sig ned som privat efterforsker.

Tidligere har Krefeld skrevet om bl.a. trafficking, terror og om hævn. Pagten handler bl.a. om korruption og kærlighed. Men uanset tema så er vægten i vanlig Krefeld-stil lagt på karakterernes personlige historie og motivation for at handle, som de gør – uanset konsekvenser, der følger i det ofte kaotiske kølvand. Og Krefeld tvinger sin hovedperson helt derud, hvor han må holde vejret under vand – for ikke at blive dræbt.

Der er skønt gensyn med Ravns skæve og kulørte vennekreds fra nærmiljøet: journalistnaboen med det varme blod i årerne, Eduardo, som også er ferm med en pc og som snart skal giftes, Victoria som ejer et antikvariat og boksecoach og hundepasser Johnson fra værtshuset Havodderen, hvor Ravn – efter at have drukket sig til en skrumpelever – nu får langet danskvand over disken.

Jeg ved, at mange læsere knuselsker Ravns bulldog Møffe, men ikke jeg. Det virker ofte som om, Møffe er proppet ind i en scene – bare fordi. Den hund er den eneste ingrediens i bogen, som ikke siger mig noget overhovedet. Resten smager – som en veltillavet lagkage – af endnu mere.

Bøgerne om Ravn i rækkefølge:

  • Afsporet
  • Savnet
  • Sekten
  • Dybet
  • Pagten

PS: Du ved måske, at Michael Katz Krefeld har en fortid som manuskriptforfatter. Men vidste du også, at han som 20-årig var såkaldt runner på spillefilmen Mord i mørket efter Dan Turells krimi?

Stjålne liv af Helle Vincentz

Forfatter Helle Vincentz er i gang med den anden bog i serien om Sofie Munk. Billedet her er fra Bogforum 2015. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Endelig har jeg fået læst Helle Vincentzs politiske thriller Stjålne liv, der i øvrigt er til debat i DR Krimiklubben i februar måned lige her

2016 bød på mange gode læseoplevelser, og jeg har fremhævet nogle af dem i indlægget her. Stjålne liv af Helle Vincentz var den allersidste bog, jeg læste sidste år, for hvorfor ikke slutte året med manér?

Bogen er den første i en ny serie om antropologen Sofie Munk, der er i gang med et forskningsprojekt om barnløse pars oplevelser med kunstig befrugtning på en fertilitetsklinik.

Tusindvis af læsere før mig har fulgt Sofie Munk, der af klinikkens ejer bliver bedt om at undersøge, hvem der har stjålet befrugtede æg fra klinikken. Jeg er bestemt ikke først med en anmeldelse. Men selvfølgelig skal bogen have et par linjer her på bloggen, for det er en  læseværdig, indholdsrig og godt fortalt historie.

Hvor jeg synes, at der er flere danske forfattere, der overhaler Helle Vincentz hvad sproglige finesser angår, så kan Vincentz noget helt specielt.

Hun er eminent til at skrive politiske thrillers og sætte spotlight på en aktuel problematik. Og at gøre det på en raffineret og vedkommende måde. Der er altid masser af guf, etiske overvejelser og fede miljøbeskrivelser i hendes bøger, når hun tvister et aktuelt emne og ambitiøst og med omhu, ihærdighed og humor kaster sin researchiver over et brandvarmt emne. Jeg forestiller mig, at hun begærligt suger viden til sig, som hun generøst doserer til læserne i skarptskårne, underholdne bidder.

Slår ihjel i Danmark denne gang

Og hvor Helle Vincentz i sine tre bøger om Caroline Kayser “kun” har slået personer ihjel i udlandet, foregår Stjålne liv i Danmark, og jep, nu har forfatteren også slået ihjel – på papiret – herhjemme.

Udover at følge Sofie Munk er vi også i hælene på justitsministerens særlige rådgiver, Mik Karlsen, og jeg lappede især kapitlerne fra justitsministeriet på Slotsholmen, magtens ø, i mig. Jeg har et par venner og bekendte, der arbejder/har arbejdet i forskellige ministerier, og lad mig bare sige, at jeg ikke tror, at forfatteren er helt galt på den, når hun beskriver et miljø med spidse albuer og magtkampe med stort M.

Jeg takker forfatteren for at give mig indblik i miljøer, jeg ikke kender meget til i forvejen, og det er herligt at blive klogere samtidig med, at jeg forkæles af en gedigen og intelligent spændingsroman.

Vil du gerne diskutere bogen med andre, så meld dig ind i DR Krimiklubben, hvor bogen er i fokus i februar måned.

PS: Følg Helle Vincentz på Facebook eller Instagram

Michael Katz Krefeld vinder Martha-Prisen 2016

Billedet her tog jeg, da Michael Katz Krefeld åbnede Krimimessen i Horsens i 2015. Foto: Rebekka Andreasen

Billedet her tog jeg, da Michael Katz Krefeld åbnede Krimimessen i Horsens i 2015. Foto: Rebekka Andreasen

Danskernes yndlingsforfatter: Michael Katz Krefeld, der bl.a. står bag krimiserien om detektiven Ravn, modtager Martha-Prisen 2016, der er læsernes egen bogpris.

Prisen uddeles af Bog & idé og gives til den forfatter, som modtager flest stemmer fra de besøgende i Bog & idés butikker, Facebokside og på kædens hjemmeside.

Michael Katz Krefeld vinder Martha-Prisen 2016 i et stærkt felt af nominerede forfattere nemlig Jesper Stein, Morten Pape, Kim Leine, Ida Jessen, Julie Hastrup, Steffen Jacobsen og Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Første gang MARTHA-Prisen blev uddelt var i 1989. Dengang modtog Martha Christensen prisen, der dengang hed Danskernes Yndlingsforfatter. I mellemtiden har prisen dog skiftet navn og er opkaldt efter ja, hvem tror du?

For at sikre at der kommer fokus på så mange forskellige forfattere som muligt – både debutanter og garvede forfattere, går der fire år, før en vinder – og nu altså Michael Katz Krefeld – må nomineres igen.

Michael Katz Krefeld får overrakt prisen af Charlotte Thyberg, bogindkøber i Bog & idé. Foto: PR

Michael Katz Krefeld får overrakt prisen af Charlotte Thyberg, bogindkøber i Bog & idé. Foto: PR

Michael Katz Krefeld på bloggen

Læs eller genlæs et par gange, hvor forfatteren er dukket op her på bloggen.

Du kan bl.a. læse om et dejligt sommerminde, hvor forfatteren også fortæller, hvorfor han er glad for navnet Ravn. I øvrigt en serie, som han planlægger til hele elleve bind.

Og i denne reportage fra BogForum 2015 kan du læse Michael Katz Krefelds bud på, hvad et godt krimiplot er.

Og du kan også læse, hvad forfatteren bl.a. sagde i sin åbningstale, da han i 2015 åbnede Krimimessen i Horsens.

PS: Du kan læse mere om forfatteren her

 

Krimier, der foregår i Berlin

Forfattere som Philip Kerr, Michael Katz Krefeld, Thomas Clemen, Volker Kutscher og skriver alle bøger, der foregår i Berlin.

Forfattere som Philip Kerr, Michael Katz Krefeld, Thomas Clemen, Sebastian Fitzek og Volker Kutscher skriver alle bøger, der foregår i Berlin.

Fokus på Berlin: Der findes mange gode krimier, der foregår i Berlin. Se et lille udvalg her. Kender du flere gode Berlin-krimier, er du velkommen til at skrive en kommentar under indlægget.

Øjensamleren af Sebastian Fitzek : En seriemorder, der kaldes Øjensamleren, er på spil i Berlin. Navnet har han fået, fordi han fjerner sine ofres venstre øje. Øjensamleren myrder en kvinde, kidnapper hendes 9-årige søn Tobias og efterlader en besked til faderen om, at barnet kun vil overleve 45 timer. Når fristen udløber, dør drengen. Hovedpersonen Alexander Zorbach er tidligere betjent. Efter en traumatisk hændelse ernærer han sig nu som journalist, og han vikles ind i den grumme Berlin-sag. Bogen udkom på dansk i 2012. Du kan læse mere om bogen her

Berlin Noir af Philip Kerr: Serien på ni krimier foregår i Berlin i perioden før, under og efter anden verdenskrig. Fra 1936 til 1954. Hovedpersonen Bernhard Gunther er privatdetektiv, og i den første bog i serien hyres han til at opklare en tilsyneladende banal sag om et indbrud. Året er 1936 lige før De Olympiske Lege i Berlin. Efterforskningen fører Günther længere og længere ned i den nazistiske undergrund og videre til en langt større sammenhæng blandt nogen af nazitysklands politiske ledere. Serien er blevet kaldt et hovedværk indenfor den moderne kriminalroman. Den skotske forfatter lader Bernhard Gunther møde et væld af historiske personer i den meget anmelderroste serie. Du kan her læse en smagsprøve på Martsvioler

Savnet af Michael Katz Krefeld: Den private efterforsker og forhenværende kriminalbetjent Thomas Ravnsholdt, kaldet Ravn, bliver involveret i en forsvindingssag, der udvikler sig til en dramatisk jagt på sandheden. Sporene fører til Berlin og en uhyggelig sag fra Stasi-tiden. En sag, der bringer Ravn i stor fare, da han i sit forsøg på at løse mysteriet får vækket fortidens rædsler til live. Bogen er den tredje i serien om Ravn. Michael Katz Krefeldts fjerde bog i serien, Sekten, udkommer 6. november. Læs mere om Ravn-serien her

Berlin 404 af Thomas Clemen: På et tidspunkt læste forfatter Thomas Clement en artikel om Günther Schabowski. Han var partisekretæren, der med en befippet optræden ved en live pressekonference i DDR ufrivilligt gav Berlinmuren dødskysset den 9. november 1989. Hvad mon der var sket, hvis partisekretæren aldrig var nået frem til den pressekonference? Hvad nu, hvis Berlinmuren stod endnu? Den tanke leger Thomas Clemen med i denne thriller. En dag kolliderer et tog fra den vesttyske under­grunds­bane med et tog fra DDR i ingenmands­landet under Muren. IT-eksperten Jacob Blau sendes mod sin vilje til det lukkede Østtyskland. Hans opgave er at finde ud af, hvad der virkelig skete -inden en krig mellem øst og vest er uundgåelig. Læs et interview med forfatteren her

Sagen Vaterland af Volker Kutscher. Forfatteren har skrevet flere krimier, der forgår i førkrigstidens Berlin. Krimiserien giver et farverigt og detaljemættet billede af Berlin i 30’erne. I denne bog er vi i juli 1932. En mand findes død i en vareelevator i “Haus Vaterland”, det legendariske forlystelsessted på Potsdamer Platz. Alt tyder på, at han er druknet i stedets pool. Men han er åbenbart ikke den eneste, der er omkommet på den måde. For at opklare sagen Vaterland må kriminalassistent Gereon Rath ud på en usædvanlig efterforskningsrejse, som blandt andet bringer ham helt til Østpreussen. Og Rath når grænsen for, hvad han kan klare.

PS: Min mor er så venlig at flytte ind i vores hus og passe huset tre unge beboere for en stund, mens min mand og jeg meget snart daffer til Berlin på en lille ferie. Glæder mig. Meget.

PPS: Hvis du – som så mange andre danskere – er vild med Berlin, så tjek sitet vildmedberlin.dk

 

 

 

Krimier på vej – efterår 2015

Michael Larsen sætter Ærø på krimilandkortet med Mordet på øen, der udkommer til . Det er en af de krimier, jeg glæder mig til at læse her i efteråret.

Michael Larsen sætter Ærø på krimilandkortet med Mordet på øen, der udkommer 20. oktober. Det er en af de krimier, jeg glæder mig til at læse her i efteråret. Forfatteren står bag bøger som Slangen i Sydney og Uden sikker viden.

Nye krimier: Her i løbet af efteråret er der krimier på vej fra forfattere som Jesper Stein, Hans Koppel, Stephen King, Harlan Coben, Chris Carter, Jo Nesbø, Ann Cleeves, Kristina Ohlsson, Dennis Jürgensen, Emelie Schepp og Linda Castillo.

Forlagene sprutter bøger ud de kommende måneder. Her er et ganske lille udpluk af de krimier, jeg glæder mig til at læse:

28. september: Adams forbandelse er Robert Zola Christensens anden spændingsroman i serien om efterforskeren Bent Kastrup, som vi også mødte i Is i blodet. Genforsker Gunnar Kollte-Hansen er blevet myrdet, og sporene peger i flere retninger: Ind i en veterangruppe, der har en lidt rigelig veludviklet interesse for 2. verdenskrig, og ind i et betændt forskningsmiljø, hvor der er ved at opstå store økonomiske muligheder i udviklingen af genteknologi.

20. oktober: Michael Larsen, der har skrevet bøger som Slangen i Sydney, Femte sol brænder og Uden sikker viden, sætter Ærø på krimilandkortet i Mordet på øen. Mordet på en ung modebloggeren bringer kriminalkommissær  Jan Folmer fra Drabsafdelingen i København til Ærø. Det er dog ikke en nem opgave for Jan Folmer eller hans makker Frank Bolbro at komme ind under huden på øens beboere.

30. oktober: Sekten er tredje bind i Michael Katz Krefelds serie om privatopdageren Ravn, som bor på en båd i Christianshavns kanal. En mordbrand viser sig at have forbindelse til både en mystisk sekt og til de højeste kredse i det danske erhvervsliv, da Ravn får en tilsyneladende banal sag: Han hyres til at finde en forsvunden direktørsøn, der for 10 år siden grundlagde den nu skandaleramte sekt Guds udvalgte.
 


Kriminalpsykolog Sebastian Bergman er tilbage.

Var du glad for at læse Den stumme pige, Fjeldgraven og de andre krimier i serien om Sebastian Bergman? Femte bog om den svenske kriminalpsykolog er på vej.

5. november: De uegnede er Hjorth og Rosenfeldts femte bog i serien om kriminalpsykolog Sebastian Bergman. Denne gang står Bergman og hans kolleger over for en avanceret seriemorder, som til sidst kommer til at true hele gruppens eksistens.

Der er også bøger på vej fra Anne Holt, Thomas Rathsack, Gianrico Carofiglios, Tess Gerritsen og mange flere. Og en kort spændingsroman fra Pierre Lemaitre. Og noveller fra Leif Davidsen. Og…

God læselyst!

 

 

 

 

 

Sommerinterview med Michael Katz Krefeld

Michael Katz Krefeld har bl.a. skrevet manuskripter til tv-serier som Nikolaj & Julie , Hotellet og Nynne.Foto: Thomas A.

Udover at skrive thrillers har Michael Katz Krefeld bl.a. skrevet manuskripter til tv-serier som Nikolaj & Julie, Hotellet og Nynne. Til september udkommer hans anden thriller om Ravn. Foto: Thomas A.

Sommerkavalkade: I løbet af sommeren kan du her på bloggen læse et lille forfatterinterview hver torsdag. Michael Katz Krefeld åbner ballet.

Michael Katz Krefeld debuterede som krimiforfatter i 2007 med thrilleren Før stormen, som vandt Det Danske Kriminalakademiets debutantpris samme år. Siden har han skrevet en række bøger senest Afsporet om kriminalbetjent Thomas Ravnsholdt, kaldet Ravn. Krefelds krimier er blevet solgt til udgivelse i 19 lande. Læs mere om forfatteren her

Hvad skal din sommer gå med?

– Ud over lidt ferie og sejlads skal den gå med at redigere min næste bog Savnet, som udkommer til september.

Fortæl om et skønt sommerminde fra din barndom:

– Jeg har et fint indre billede af mig, en fiskestang og en jolle lige ude foran Sjællands Odde, hvor jeg i en alder af otte år roede ud for at fange torsk. Og der var bid!

Er der en bestemt læseoplevelse, som du forbinder med en sommer?

– Da jeg altid har udgivet til efterårssæsonen, så er sommeren næsten altid forbundet med at læse og redigere mine manuskripter. Men skal jeg nævne en skelsættende oplevelse, var det da jeg læste Suddenly, Last Summer af Tennessee Williams. Uhyggelig sommerlæsning som bare fanden.

Har du et favoritord, som du er ekstra glad for?

– Ravn! Min hovedperson. Jeg elsker at se hans navn på tryk. Fuglens egenskaber og mytologi passer perfekt til ham og gør det ud for hans karakterbeskrivelse.

Hvilken skønlitterær bog har/har haft stor betydning for dig?

– Betydning er måske lige for stort et ord. Men jeg har helt klart fundet inspiration hos en lang række af amerikanske forfattere – fra Carver til Connelly.

Hvis folk kun læser en enkelt krimi i deres sommerferie, hvilken bog vil du så anbefale?

Den røde gudinde af James Ellroy. Det er en fantastisk bog, der med sin stil og vid giver åndenød. Og så kan den med sine 700 sider dække behovet i selv det meste af en industriferie.

Hvad skal du selv læse i løbet af sommeren?

– Well, manuskriptet til  Savnet –  tredje og fjerde gennemskrivning, men så sidder den også lige i øjet til september.

Næste torsdag kan du møde Inger Gammelgaard Madsen her på bloggen.

Smagsprøve på Afsporet af Michael Katz Krefeld

Afsporet er den første bog om kriminalbetjent Thomas Ravnsholdt - kaldet Ravn

Afsporet er den første bog om kriminalbetjent Thomas Ravnsholdt – kaldet Ravn

Forleden udkom Afsporet af Michael Katz Krefeld.

Det er den første af 11 (!) bind, som forfatteren har planlagt at skrive om kriminalbetjent Thomas Ravnsholdt –  kaldet Ravn.

Hvorfor ikke skrive 11 bind – om læserne vil – når så mange andre skriver serier på 10?, spørger Michael Katz Krefeld.

Denne gang har han været fascineret af sager med personer, som forsvinder sporløst. Og hans hovedperson Ravn leder i Afsporet efter en ung pige, der har været sporløst forsvundet i flere år. Faktisk er han på sygeorlov. Og har selv oplevet at miste en af sine kære. Han kæreste Eva er nemlig blev myrdet under et hjemmerøveri. Mordet er aldrig blevet opklaret.

Michael Katz Krefeld debuterede i  2007 med Før stormen, der vandt Det Danske Kriminalakademis debutantpris. Siden fulgte Pans hemmelighed, Protokollen. Og Sort sne falder, som han også har fået en pris for (Harald Mogensen Prisen 2012)

Forfatteren har desuden skrevet og instrueret en række novellefilm, ligesom han har skrevet manuskripter til danske tv-serier bla. Nikolaj & JulieHotelletSkjulte Spor og Nynne.

Du kan læse de første 46 sider af Afsporet lige her

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her