Simon Pasternak

Nyt fra Dorph/Pasternak og en vinder

Kriminyt: Dorph/Pasternak afslutter krimiserie med podcast, og populær svensk forfatter har rundet 100.000 solgte isnende krimier. Og så skal en bloglæser møde Anne-Marie Vedsø Olesen.

Dorph og Pasternak afslutter deres krimiserie, der begyndte med Om et øjeblik i himlen fra 2005, med et radiodrama. Du kan lytte til podcasten Kom ind i min drøm fra i dag.  Foto: Rebekka Andreasen

Et dansk forfatterpar, som jeg gerne anbefaler igen og igen, er Christian Dorph og Simon Pasternak.

De skriver skarpt. Og anderledes. Og jeg er begejstret for deres krimiserie, der ikke kun er interessante krimiintriger, men også en slags Danmarkshistorie fra den sidste fjerdel af det 20. århundrede.

Duoens krimier tæller Om et øjeblik i himlen (2005), Afgrundens rand‘ (2007), Jeg er ikke her (2010) og Tal til mig fra 2015.

Jeg har spændt ventet på endnu en krimi fra makkerparret, og den kommer nu – dog ikke i bogform. Men derimod som podcast og radiodrama på DR.

Kom ind i min drøm er den uafhængige afslutning på serien, som nye lyttere uden problemer ifølge DR kan hoppe med på.

Historien handler om Jesper, en højtstående politimand i sikkerhedstjenesten. I en nær fremtid er Danmark på kanten af sammenbrud og under angreb fra radikale grupper: islamiske terrorister, højreradikale og økologiske fanatikere. Og ja, du læste rigtigt. Økologiske fanatikere.

Da Jespers datter begår selvmord, viser det sig, at også hun har været radikaliseret. Idas selvmord var en politisk handling – en del af en selvmordsbølge blandt elitens børn, der protesterer mod forældres magtmisbrug.

Da Jesper efterforsker datterens død, må han kæmpe for alt, hvad han har kært, mod det system, han har brugt hele livet på at forsvare.

Der er otte episoder, og du kan høre dem fra i dag på DR lige her.  Eller du kan lytte med via din DR-app. De skuespillere, der medvirker, er:

  • Thomas Gabrielsson
  • Josephine Park
  • Camilla Bendix
  • Ole Lemmeke
  • Nadia Auda
  • Claudio Morales
  • Baard Owe (der i øvrigt døde i november 2017)
  • Nicolai Dahl Hamilton
  • Sara Fanta Traore
  • Alexander Mayah Larsen og Kitt Maiken Mortensen

Når jeg i eftermiddag sætter kurs mod ældstens efterskolen for at hente den 16-årige hjem på weekend, bliver det med Kom ind i min drøm i ørerne.

100.000 minusgrader

En svensker, der må være glad i øjeblikket, er krimiforfatter Stefan Ahnhem. Hans tredje bog i krimiserien om Fabian Risk, Arton Grader Minus, der på dansk hedder Atten grader minus, har nu rundet 100.000 eksemplarer i Sverige. De to første bøger i serien om efterforskeren Risk er Offer uden ansigt og Den niende grav, og bøgerne udkommer på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Stefan Ahnhem er dansk gift og flyttede i 2017 til København, hvor han skriver videre på krimiserien om Fabian Risk, der som sin forfatter også er tæt på en dansker. Risk arbejder nemlig sammen med danske Dunja Hougaard fra Station 1 i København, der senere bliver flyttet til Helsingør.

Lucie udkommer den 9. februar på Politikens Forlag.

Og endelig: Stort tillykke til Sonja Bech – den 6. februar skal du møde Anne-Marie Vedsø Olesen til et lukket arrangement på Ny Carlsberg Glyptotek i København, hvor Anne-Marie Vedsø Olesen fortæller om sin nye spændingsroman Lucie, efterfulgt af mere samtale med forfatteren og lidt mad og drikke på Politikens Forlag.

Send mig en mail på mail@rebekkaand.dk – så får du detaljerne og manus på mail. Du vinder også forfatterens bog Lucie, som udkommer 9. februar. Tak til jer, der deltog i konkurrencen.

Jeg er altid glad for at læse jeres kommentarer. Også tak til Politikens Forlag, der står bag arrangementet, og som har givet mig lov til at invitere en bloglæser med.

PS: Husk at programmet til Krimimessen i Horsens 2018 “løslades” den 31. januar.

Jo Nesbø, Jens Østergaard og gratis lydbøger

Du kan gratis downloade fire krimier som lydbøger.

Du kan lige nu gratis downloade fire krimier som lydbøger via DR.

Mange af jer, ja, faktisk rigtig mange af jer, der søger på bloggen i disse dage, søger efter informationer om Jo Nesbøs Sønnen.

Jeg lover, at der snart er anmeldelse på vej af den norske succesforfatters nye krimi – uden Harry Hole. Har du stadig Nesbøs seneste Hole-krimi til gode, så kan du gratis downloade Politi som lydbog via DR lige her

Men skynd dig. Tilbuddet gælder kun indtil 21. april 2014. Du kan læse min anmeldelse af Politi her

Du kan også kvit og frit downloade følgende tre lydbøger:

Susanne Stauns Helt til grænsen (Kan hentes frem til og med 14. april)

Jeg har anmeldt tredje og sidste del af Stauns trilogi om den lidt sære og politisk ukorrekte retsmediciner Maria Krause her

Simon Pasternaks Dødszoner (Kan hentes frem til og med 14. april)

Lene Kaaberbøls Det levende kød (Kan hentes frem til og med 21. april)

Du finder bøgerne her

PS: Senere på ugen er der bøger af Jens Østergaard på højkant her på bloggen.

PPS: Fire dage til det går løs på Krimimessen i Horsens. Glæder mig. Helt vildt.

 

 

 

 

 

Status over bogudsalg

Det er bare en god bog, den der!

Det er bare en god bog, den der!

Nogle gange er mere snak end handling helt i orden. I stedet for at hamstre bøger ved bogudsalget, endte jeg med at anbefale krimier til de andre kunder.

Efter at have været på bogudsalg kom jeg hjem med:

  • En fagbog
  • En ordentlig stak børnebøger – ti i alt. Selvom mine tre børn sikkert kan fylde gulvet i en sportshal med alle deres bøger, så kan jeg ikke stå for de fine historier (og illustrationer) og opdager på den måde også nye sjove børnebogsforfattere
  • Tre krimier. Beskedent i forhold til tidligere. Kun John Le Carrés Marionetten og Dorph/Pasternaks: Jeg er ikke her, som jeg vil give i gave kom med hjem. Og Ruth Rendells Det ender med tårer, som jeg glæder mig vanvittig meget til at læse

I stedet for selv at hamstre bøger, endte jeg med at stå i den lokale boghandel og anbefale bøger temmelig længe. Tilfældigt mødte jeg en bekendt, og hun ved, at jeg er vild med krimi. Efter at have snakket lidt om dit og dat, begyndte hun at spørge, om jeg kunne anbefale et par gode titler. Det kan godt være, at vi talte lidt højt, men man skal ikke spørge mig om sådan noget uden at forvente et begejstret tonefald. Pludselig blandede andre kunder sig i snakken. Pensionisten og den unge mor på barsel. Jeg gik i stor stil i gang med at anbefale krimier til folk, jeg slet ikke kender. Det var så hyggeligt dér imellem stakke af bøger, der kun ventede på at blive brugt og læst.

Flere kunder endte med at købe bøger, jeg havde givet rosende ord med på vejen. Lene Kaaberbøl og Agnete Friis’ tre spændende krimier om sygeplejersken Nina Borg var at finde på bogudsalget, og der var flere, der købte hele krimiserien. De to forfattere er i øvrigt lige nu i Washington D.C. som del af den skandinaviske Nordic Cool Festival, som har indtaget byen i disse uger. Seje kvinder og gode repræsentanter for dansk kultur.

Selvom jeg gik hjem fra bogudsalget med færre krimier, end jeg plejer, så var det med højt humør. For det er nemlig ikke kun godt at få forrygende krimioplevelser. Det er også skønt at  inspirere andre. Men smag og behag er jo forskellig. Måske har jeg lokket en enkel roman/lyrik/faglitteratur-læser til at kaste sig over krimigenren. Og måske opdager de en god krimiforfatter, de ikke kendte i forvejen. Det vil være skønt. Men måske kan de slet ikke fordrage de bøger, de har købt. Jeg håber på det første.

Hvis du endnu ikke har været på udsalg, kan du nå det endnu. Læs her min krimiguide, hvis du vil have fif til hvilke krimier, jeg anbefaler. Måske vi har samme smag.

Krimiguide til bogudsalg 2013

Bogudsalget, der begynder i morgen, byder på flere gode krimititler.

Bogudsalget, der begynder i morgen, byder på flere gode krimititler.

Det kan godt være, at det gør ondt i et forfatterhjerte at se sin bog til udsalgspris, men mon ikke mange læsere glæder sig over, at de fra i morgen kan købe bøger ekstra billigt? Jeg gør i hvert fald. I morgen begynder bogudsalget, og der er masser af suverænt læsestof til nedsat pris. Her får du min lille krimiguide til bogudsalget:

Har du endnu ikke læst Lene Kaaberbøl og Agnete Friis’ serie om Nina Borg, der arbejder som sygeplejerske for Røde Kors, så kom i gang. Nina Borg handler, når hun finder noget uretfærdigt, og hvor andre tænker: bør, tænker hun: gør. Og hvad ville verden være uden Nina Borg-typer? Dog får man nogle gange lyst til at ryste hende og sige: Tag dig nu sammen. Og pas lidt på dig selv. Men det er underholdende og uhyre spændende at læse om hendes strabadser. Start med Drengen i Kufferten, der i 2009 blev kåret til årets spændingsroman af Det Danske Kriminalakademi. Dernæst følger Et stille umærkeligt drab og endelig Nattergalens død.

For en flad tier kan du købe det, der er blevet kaldt Danmarks første krimi, Hvad skovsøen gemte, der udkom første gang i oktober 1903. Ja, det er en del år siden. Forfatteren Palle Rosenkrantz, der også har lagt navn til en krimipris, har skrevet en detektivhistorie om fundet af et lig i en skovsø i det nordlige Sjælland. Bogen står i min reol, men jeg har ikke læst den endnu. Men det skal jeg helt klart på et tidspunkt. Jeg har dog læst det interessante efterskrift af forfatteren Benni Bødker.

Åke Edwardsons Den sidste vinter er endnu en kommissær Winther-krimi. Det er den 10. og sidste i rækken, og selvom den ikke er lige så god som de forrige bøger i serien, så mener jeg bestemt, at den er læseværdig. I et af Göteborgs mondæne kvarterer bliver to unge kvinder fundet myrdet. Begge kvinder er kvalt, mens de sov. Og mens deres kærester tilsyneladende sov intetanende ved siden af. Kriminalkommissær Erik Winter går ind i sagen og konfronteres på ny med menneskets mørkeste hemmeligheder. Har du problemer med at huske rækkefølgen på populære krimiserier, så kan du få hjælp lige her

Det ender med tårer af Ruth Rendell er også at finde blandt bogudsalgets bøger. Den engelske krimiforfatter er kendt for et langt forfatterskab, der tæller talrige psykologiske thrillers, og Ruth Rendells livlige fantasi har frarøvet mig mange søvnløse nattetimer, siden jeg som teenager for første gang læste en af hendes bøger. Jeg har ikke læst netop denne krimi, men hun er en eminent krimiforfatter, der skriver overlegent godt. Det ender med tårer er endnu en bog i serien om kriminalkommissær Wexford, nummer 20 faktisk.

Norske Karin Fossum kan skrive bøger, der er helt utrolig uhyggelige, og som emmer af ondskab. Om man har hele tiden en foruroligende fornemmelse i kroppen, når man læser en af hendes krimier. Hun kan beskrive personer, så man nærmest tror, de står lyslevende foran en. Varsleren er en krimi fra 2010, der fik smidt masser af forrygende anmeldelser efter sig. Læs den.

Vil du et smut tilbage til 80’erne med alt, hvad det indebærer af popmusik, dystre digte, yuppier og bz’ere? Så læs Jeg er ikke her af Christian Dorph og Simon Pasternak. Det er makkerparrets tre bind i deres ambitiøse serie, der er planlagt til at skildre sidste del af det 20. århundrede. Og nu er vi fremme ved midten af 80’erne, hvor verden er i koldkrigs-humør, og hvor en ung kvinde findes myrdet brutalt i en lejlighed i København. Drabsefterforskerne Ole Larsen, Anita Jensen og Rohde skal helt ind i den psykotiske personlighed og den sorte 80ér lyrik i en sag, der både trækker spor til en traumatiske barndomsoplevelse i Skåne og til den blodige borgerkrig i Libanon.

Og så er der jo også lige Susannes Stauns: Før jeg dør om profileringseksperten Fanny Fisker, Gunnar Staalesens krimiserie om Varg Veum, Henning Mankells Wallander-krimi: Den urolige mand og og og…

God fornøjelse med bogudsalget. Har du lyst til at dele, hvad du køber, så smid en kommentar på bloggen.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her