Sissel-Jo Gazan

Ord og billeder fra Krimimessen 2014 i Horsens

Jussi Adler-Olsen har solgt millioner af bøger, men han er nærværende og giver sig god tid til sine læsere.

Jussi Adler-Olsen har solgt millioner af bøger, men han er nærværende og giver sig god tid til sine læsere.

Reportage fra Krimimessen i Horsens 2014: (Langt indlæg)

Lørdag formiddag falder støvregnen over det gamle statsfængsel i Horsens, der indtil 2006 fungerede som fængsel. Weekenden over er fængslet forvandlet til et slaraffenland for krimifans, forfattere, forlagsfolk, boghandlere etc.

Kultur- og kirkeminister Marianne Jelved åbner Krimimessen 2014 med sætninger som: Jeg må indrømme, at jeg er glad for krimier og Den gode krimi gør noget på tværs af mennesker.

Hører herefter Kim Baasch fortælle om SMSpress, som jeg flere gange har nævnt her på bloggen. Det er hamrende interessant med litteratur på nye måder, synes jeg. Tilmelder mig straks den sms-historie, som Sissel-Jo Gazan har skrevet i anledningen af messen.

Videre til arresten for at høre Maria Kjær-Madsen fortælle om sin seneste krimi Tavshedens mørke. Jeg har strikket i mange år – det er lidt det samme at skrue en historie sammen, fortæller forfatteren, der er skolelærer, og som begyndte at skrive, da hendes børn var blevet så store, at hun havde tid i overskud.

Det er også i arresten, at Dorthe Annette Hansen fortæller om Den der tugter, hvor hun har trukket på sine egne erfaringer som tidligere overvagtmester i Vestre Fængsel. Det virker ekstra stærkt at sidde mellem de gamle, små celler og høre hende fortælle om, hvordan hun under en afhøring af en fange brækkede ryggen.

Mikael Eriksen fra Skriveforlaget og Eva Maria Fredensborg.

Mikael Strøm Eriksen fra Skriveforlaget og Eva Maria Fredensborg.

Så har jeg sat mit fingeraftryk på Krimimessen i Horsens.

Så har jeg sat mit fingeraftryk på Krimimessen i Horsens.

Drikker skøn kaffe hos Kim Juul og Eva Maria Fredensborg. Kim Juul er aktuel med I et fravær af nærvær. Får sat mit fingeraftryk på krimimessen – ligesom rigtig mange andre, der besøger Juuls og Fredensborgs stand.

Eva Maria Fredensborg har stor succes som selvudgiver med bl.a. Min Mund er lukket. Vi får en snak – også med Mikael Strøm Eriksen fra Skriveforlaget, der bl.a. står bag udgivelsen af Missilhotellet af Keld Broksø.

Får en hyggelig snak med forfatter Morten Ellemose, der har ladet sin tvillingebror og faste skrivemakker Søren blive hjemme. Morten får nu debut som soloforfatter med den bestialske, gotiske krimi Killer Killer. Den er vist ikke for sarte sjæle.

Mark Benecke er retsbiolog og en spøjs type. En spændende foredragsholder med skræmmende fotos.

Mark Benecke er retsbiolog og en spøjs type. En virkelig spændende foredragsholder med skræmmende fotos.

Sart skal man heller ikke være som tilhører til den tyske retsbiolog Mark Beneckes foredrag. Han fortæller om sit arbejde med ord og fotos. Rigtige fotos. Af blod. Og lig. Og insekter. Nu ved jeg f.eks., hvordan et lig ser ud, når insekter lægger æg under huden. Fascinerende og interessant. Må alligevel lukke øjnene flere gange i væmmelse over de stærke billeder, mens bl.a. den brasilianskfødte forfatter Chris Carter, der også er blandt tilhørerne, ser vældig interesseret ud. Måske han får inspiration til sin næste krimi?

Får gode snakke med journalistkolleger, andre krimifans og forlagsfolk. Messesnakken går lystigt.

Jeg  interviewer Jussi Adler-Olsen på krimifan.dk´s stand. Jussi slæber en hale af begejstrede læsere efter sig fra Bog & Ides stand, hvor han netop har signeret så mange bøger, at det ikke er underligt, hvis han får skrivekrampe. Han er nok krimimessens mest fotograferede mand. Jeg skal selvfølgelig også have et foto. Måske kan man kalde det for et Jusfie, som Modtryks redaktør, Nanna Rørdam Knudsen, foreslår. Mirakelmageren er i øvrigt arbejdstitlen på Jussi Adler-Olsens næste bog om Afdeling Q.

Michael Lycke, Inger Wolf, Jens Østergaard og Stephanie Caruana i højt humør.

Michael Lycke, Inger Wolf, Jens Østergaard og Stephanie Caruana i højt humør.

Hilser på et væld af skønne forfattere, der generøst tager sig tid til alle, der vil snakke, have taget billeder eller signeret en bog: Sara Blædel, Kaaberbøl/Friis, Benni Bødker, Inger Wolf, Jens Østergaard, Michael Lycke, Stephanie Caruana, A.J. Kazinski, Steen Langstrup og Julie Hastrup, der forklarer, at hun er aktuel med endnu en bog om efterforskeren Rebekka Holm på den anden side af sommerferien.

Til festmiddagen om aftenen på Hotel Opus, sidder jeg bl.a. ved siden af Henrik Nilaus, der skriver krimier for børn og er aktuel med Mission 3 – Ferrari-tyvene. Over for mig sidder Rune Stefansson, der skriver for voksne. Har har bl.a. skrevet Baby Rasta. Vi får bl.a. en snak om, hvordan de to forfattere finder på navne til deres figurer.

Får også en hyggelig snak med parret bag Sander Jakobsen: Dagmar Winther og Kenneth Degnbol, der debuterer med Forkynderen. Hilser også på forfatter Erik Hauervig, der trækker på sine 40 år som betjent, når han skriver sine Vesterbro-krimier.

Søndag hører jeg Mads Peder Nordbo fortælle om Thuleselskabet, der er en selvstændig fortsættelse af Odins labyrintDet er rigtig fedt, når de personer, jeg skriver om, stikker af fra mig. Og: Jeg har så mange eventyr for voksne i mit hoved, forklarer han.

Jeg interviewer Frank Jensen, tidligere operativ chef for PET, på krimifan.dk’s stand. Han er aktuel med spionthrilleren Som et blik fra helvede, hvor al-Qaeda planlægger et stor attentat i København. Romanen er en måde at fortælle så meget, som jeg synes er forsvarligt. Jeg har min tavshedspligt og har selvfølgelig taget mine forbehold, men det, der sker i romanen, er ikke urealistisk, forklarer Frank Jensen.

Hører også Niels Lillelund og Jakob Levinsen fortælle om amerikanske tv-krimier, og jeg får nu endnu mere lyst til at se HBO-serien True Detective.

Det vrimler med svenske forfattere på messen. Joakim Zander, Carin Gerhardsen, Sofie Sarenbrant, Ninni Schulman. Og Emelie Schepp, der for nylig debuterede med Mærket af livet, der er solgt i mere end 35.000 eksemplarer i Sverige.

Mattias Boström er aktuel med Fra Holmes til Sherlock.

Mattias Boström er aktuel med Fra Holmes til Sherlock.

Og jeg hilser på Sherlock Holmes-eksperten og den yderst velklædte Mattias Boström, der er aktuel med fra Holmes til Sherlock. Da jeg søndag sen eftermiddag efter to dages intens messe spørger ham, hvordan de sidste par dage har været, svarer han: Det er altid en kæmpe fornøjelse at tale om Sherlock Holmes. Det bliver jeg aldrig træt af.

Jeg istemmer og siger, at det altid er en fornøjelse at tilbringe en weekend i krimiens tegn. Det bliver jeg aldrig træt af. På gensyn i 2015.

PS: Til alle jer dejlige bloglæsere, som jeg også mødte på messen: Det var rigtig hyggeligt at sludre med jer. Tak fordi I følger med her på bloggen.

PPS: Der er endnu flere billeder på Vild Med Krimis Instagram lige her

PPPS (hvis man kan sige det) : Se et kort tv-klip fra messen her

 

 

 

 

Snup en bid af Gazan, Krefeld og Dicte

Hvis du tør læse krimier, så kan du finde flere gratis læseprøver på krimier her

Hvis du tør læse krimier, så snup en bid af Sissel-Jo Gazan og Michael Katz Krefeld – og smag, om det er noget for dig.

Gratis læseprøver: Snupper du af og til en læseprøve, når du besøger boghandleren?

Du kan også finde læseprøver på nettet, og jeg har samlet en række smagsprøver på krimier lige her:

Sissel-Jo Gazan: Svalens graf Videnskabskrimi, der er en selvstændig efterfølger til Dinosaurens fjer.

Michael Katz Krefeld Afsporet Første del af forfatterens nye krimiserie om politimanden Thomas Ravnsholdt, kaldet Ravn.

Cilla og Rolf Börjlind: Den tredje stemme Efterfølgeren til det svenske forfatterpars debutkrimi Springflod.

Sara Blædel: Dødesporet Endnu en krimi om Louise Rick, der nu er chef for Eftersøgningstjenesten ved Københavns Politi.

Bødker & Bruun: Blod vil have blod Første del af serien om knogleeksperten Linnea Kirkegaard. Tredje bog i serien udkommer om et par uger.

Sander Jakobsen: Forkynderen Sander Jakobsen er pseudonym for den danske forfatter-duo Dagmar Winther og Kenneth Degnbol.

PS: Til efteråret viser TV2 tv-serien Dicte – sæson 2. Du kan se en bid af sæson 2 – igen med Iben Hjejle – lige her

 

En bid af Sissel-Jo Gazan, Sara Blædel og A.J. Kazinski

På fredag udkommer Dødesporet af Sara Blædel, og du kan allerede nu læse de første mange sider.

På fredag udkommer Dødesporet af Sara Blædel, og du kan allerede nu læse de første mange sider.

Interesserer du dig for bøger, kommer det nok ikke bag på dig, at Danmarks største bogmesse åbner fredag i Bella Center. Mens vi venter på, at bogfesten åbner, så har jeg fundet et par godbidder til jer. Nyd dem. De er ganske gratis:

  • DR2-interview med krimiforfatter Sissel-Jo Gazan og den forsker, der gav forfatteren ideen til Svalens graf. Du kan se programmet Tid til bøger med Gazan lige her
  • Indtil den 10. november kan du gratis downloade tre lydbøger via DR’s P4 bl.a. krimien Den sidste gode mand af A.J. Kazinski (Forfatterparret bag pseudonymet er i øvrig aktuel med den forrygende krimi En hellig alliance) Du finder lydbøgerne lige her
  • Dødesporet af Sara Blædel udkommer på fredag. Der er mange, der har ventet på igen at læse om Louise Rick – chef for Eftersøgningstjenesten ved Københavns Politi. Personligt synes jeg, at forfatteren bliver bedre og bedre. Du kan læse et uddrag af Dødesporet lige her

PS: Forleden hørte jeg krimiforfatter Inger Wolf fortælle om sit forfatterskab på Højbjerg Bibliotek syd for Aarhus. Hun skriver i øjeblikket på sin syvende bog om Daniel Trokic. Denne gang foregår dele af handlingen i Japan. Forfatteren sagde bl.a.:

Mange af mine læsere læser rigtig mange krimier, og de er efterhånden blevet gode til at gennemskue, hvem morderen er. Derfor har jeg konstant en kamp mod læserne, når jeg skriver. Jeg prøver selvfølgelig at kamuflere, hvem morderen er. Men det er også vigtigt for mig, at der er andet end plottet, der er interessant. Derfor gør jeg meget ud af bl.a. miljøbeskrivelser.

Jeg glæder mig til at læse gode miljøbeskrivelser fra Japan, når Inger Wolfs krimi udkommer engang til næste forår.

 

 

 

 

Vind billetter til BogForum

BogForum 2013 holdes for andet år i Bella Center. Du kan vinde to billetter til bogfesten.

BogForum 2013 holdes for andet år i Bella Center. Du kan vinde to billetter til bogfesten.

Om et par uger er der BogForum i Bella Center, og her er en lille hurtig konkurrence, hvor du kan vinde to billetter til bogmessen den 8.-10.november 2013.

For at deltage i konkurrencen skal du blot skrive en kommentar under indlægget her, hvor du fortæller, hvad du gerne vil opleve på årets BogForum. Du kan se programmet for messen lige her

Du kan deltage indtil torsdag den 31. oktober klokken 20. Er det dig der vinder to billetter, kan du vælge, om du vil besøge bogmessen fredag, lørdag eller søndag. Billetterne gælder en dag.

BogForum er åben:

  • Fredag d. 8. november 2013 kl. 10 – 19
  • Lørdag d. 9. november 2013 kl. 10 – 18
  • Søndag d. 10. november 2013 kl. 10 – 18

Er du vild med krimi – eller bøger generelt – er der masser af inspiration at hente på messen. Bare det at gå rundt mellem bjerge af bøger og snuse er en fryd. BogForum er et overflødighedshorn af forfatterinterviews og foredrag. Du kan se nogle billeder fra sidste års bogfest lige her

Igen i år er der et stort børneområde med fokus på børne- og ungdomslitteratur, ligesom der er et digitalt område med fokus på e-bogslæsere, e-bøger, selvudgivning og meget mere.  Men selvfølgelig er der også masser af krimiguf for alle os, der er vild med krimi.

På messen kan du bl.a. møde krimiforfattere som: Sara Blædel, Chris Carter, Arne Dahl, Leif Davidsen, Elsebeth Egholm, Sissel-Jo Gazan, Steffen Jacobsen, Jakob Melander og Karin Slaughter. Det kan kun blive godt.

Jeg håber, at jeg når at opleve en masse bl.a. dette

 

 

 

Program for BogForum 2013

BogForum 2013 holdes for andet år i Bella Center.

BogForum 2013 holdes for andet år i træk i Bella Center. I år byder messen bl.a. på Chris Carter og Karin Slaughter.

Så er BogForum 2013 klar med programmet. Danmarks største bogevent byder på et væld af arrangementer.

I år kommer jeg kun på messen lørdag, men jeg håber at nå at høre:

Chris Carter fortælle om sine krimier Dødens kunstner og Dødsshowet

Karin Slaughter forælle om sin nye spændingsroman I skjul

Michael Katz Krefeld snakke om sin nye bog Afsporet

Lene Kaaberbøl og Agnete Friis fortælle om fjerde bind i serien om Nina Borg: Den betænksomme morder

Robert Zola Christensen, Jógvan Isaksen og Gunnar Staalesen fortælle om stedet som rekvisit.

Puha, stramt program, når jeg også gerne vil høre krimiforfatter og tidligere overvagtmester i Vestre Fængsel, Dorthe Annette Hansen, fortælle om, hvad lyde betyder i et fængsel. Og så er der også interviews med Julie Hastrup, Elsebeth Egholm, Esben Holm, Sissel-Jo Gazan, Jesper Stein  – og mange flere.

Jeg glæder mig også til at dufte og bladre i bøger, møde venner, kolleger og bekendte, og så vil jeg glæde mig til at være sammen med tusindvis af bogelskere.

Mon ikke der også bliver plads til en skøn kop kaffe og en bogsnak? Endelig kan det jo også være, at jeg falder over et eller andet spændende, som jeg ikke havde planlagt at høre/se på forhånd.

BogForum afholdes 8.-10. november i Bella Center. Du kan se hele programmet for messen lige her Du kan også se billeder fra BogForum 2012 lige her

Svalens graf af Sissel-Jo Gazan

Sissel-Jo Gazan skriver, så svalerne synger. Foto: Robin Skjoldborg

Sissel-Jo Gazan skriver, så svalerne synger. Foto: Robin Skjoldborg

Anmeldelse: Fem år efter videnskabskrimien Dinosaurens fjer udkom, er Sissel-Jo Gazan aktuel med efterfølgeren: Svalens graf. Forlaget kalder det en psykologisk krimi, men det er i højere grad en historie om familiehemmeligheder og livsløgne.

Som bestselleren Dinosaurens fjer har forfatterens nye roman igen forsker- og universitetsverdenen som omdrejningspunkt. Og igen med en biologistuderende som en af bogens hovedpersoner. Men denne gang er det ikke fortidens øgler, der forskes i, men vacciner til børn.

Sissel-Jo Gazan har under sin research besøgt et sundhedsprojekt i Guinea-Bissau, og en del af romanens drama udspiller sig netop i det vestafrikanske land. Det er et vanvittigt interessant og aktuelt tema, som forfatteren tager fat på i bedste John Le Carre-stil: Hvad nytter en vaccine, hvis den beskytter mod det, den er designet til, men til gengæld svækker modstandskraften og immunsystemet, så børn dør af andre sygdomme? Og hvad siger en mastodont som WHO og medicinalfirmaerne til den viden?

I bogen møder vi bl.a. biologen Marie Skov, der er sygemeldt efter at have fået brystkræft. Hun skal snart i gang med en ph.d. Der er bare det lille men, at Marie Skovs vejleder, professor Kristian Storm, tilsyneladende har hængt sig på sit kontor. Har han begået selvmord, fordi han er under mistanke for at have manipuleret med forskningsresultater? Det har Søren Marhauge fra Bellahøj Politi, som vi mødte i Dinosaurens fjer, til opgave at finde ud af. Som andre gode efterforskere går han sine helt egne veje, når sager skal løses.

Svalens graf er ikke en rendyrket krimi med masser af action, og plottet er ikke særlig originalt. Det koster på krimifronten, at bogen i høj grad bliver en fortælling om Marie Skovs dysfunktionelle familie. Alligevel blev jeg på en underfundig måde afhængig af ordene og meget grebet af historien, selvom familiemedlemmerne virker som store klicheer:

  • Den skrøbelige, kunstneriske mor med et sart sind
  • Den alkoholiske og joviale far
  • Og på hver sin side af den unge biolog –  den pligtopfyldende, udglattende
    storesøster og den oprørske lillesøster

Men forfatteren skriver så eminent om barndommens svigt, hemmeligheder, der forpester livet, fortielser, fornægtelse og livsløgne, at man næsten får ondt i maven og holder vejret. Vi er langt hævet over klicheerne, og det bliver vedkommende og interessant. Og jeg begejstres, når Sissel-Jo Gazan f.eks. skriver, at køkkenet dufter af kartofler, steg og omsorg.

At krimiplottet ikke er opfindsomt, ødelægger ikke historien. Der er masser af saft og kraft og hjerte i fortællingen. Denne mobbedreng af en hybrid mellem et psykologisk familiedrama og krimi er spændende læsning. Og til sidst kommer både krimigåden og sandheden om Marie Skovs familie frem i lyset.

Hvor Dinosaurens Fjer visse steder blev for researchtung, så bliver vi denne gang fordret med viden og fakta i pædagogiske, interessante og appetitlige bidder. Jeg er overbevist om, at Svalens Graf får et stort og bredt publikum. Det er en rigtig god bog.

Du kan læse de første 40 sider af Svalens graf lige her

 

Skønt krimiefterår 2013

Jeg er tyvstartet på Svalens graf - selvstændig efterfølger til Dinosaurens fjer.

Jeg er tyvstartet på Svalens graf – selvstændig efterfølger til Dinosaurens fjer.

Er der krimier, som du glæder dig specielt meget til her i efteråret?

Måske ser du frem til at læse Michael Katz Krefelds fjerde krimi Afsporet, der er første bind i serien om politimanden Thomas Ravnholdt? (Udkommer 27. august)

Eller måske venter du med længsel på september, hvor du kan få fingrene i Kristina Ohlssons Paradisoffer? Det er fjerde bog i serien om Fredrika Bergman.

Eller er det en krimidebutant, du glæder dig til at stifte bekendtskab med?

Endelig kan det også være, at det især er Noras bog af Liza Marklund – endnu en bog om journalisten Annika Bengtzon – som du med spænding venter på? (Udkommer 25. oktober)

En af de bøger, jeg selv har glædet mig rigtig meget til at læse, er Sissel-Jo Gazans Svalens graf. Den udkommer om en uge. Kig med på bloggen fredag, hvor jeg anmelder bogen. Det er en selvstændig efterfølger til Dinosaurens fjer fra 2008. Endnu engang er det en videnskabskrimi, og jeg kan godt afsløre, at det, jeg har læst indtil nu, er godt. Rigtig godt. Og så gør det jo ikke noget, at en god historie er piftet op med sprogguf. Jeg er vild med en sætning som denne:

Han duftede af pibetobak og cardigan og billedlotteri.

Ligegyldigt hvilken krimi, du glæder dig til at læse, så håber jeg, at du får et godt krimiefterår.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her