Sjöwall Wahlöö

Karsten: Min krimifavorit er Sjöwall/ Wahlöö

Yndlingsforfatter: I dag og følgende onsdage kan du her på bloggen møde en række læsere, der er vilde med krimi. De anbefaler hver især en krimiforfatter, som de holder meget af. Indlægget her er nr. 2 i serien.

Journalist og forfatter Karsten Bengtsson er aktuel med den digitale krimi Mord 3.0, som han kalder et litterært computerspil.

Mød Karsten Bengtsson, 62 år, Frederiksberg: Journalist, med-modtager af Cavlingprisen (1987), korrespondent i San Francisco 1993-2013. Har udgivet fagbogen Den digitale guldfeber og krimierne Mord 2.0 og Mord 3.0, som du kan læse mere om her

Læser du udelukkende krimier, eller læser du også andre genrer? 

– Snarere modsat. I mange år læste jeg kun sjældent krimier. Men med alderen er jeg blevet mere og mere tiltrukket af genren. Jeg tror, det har noget at gøre med, at man – når man bliver ældre (jeg fylder 63 år i denne måned, guddødeme.) – i højere grad værdsætter ritualer i livet. Og krimien er jo fuld af ritualer, der skal overholdes. Et mord, udlæggelse af spor, motiver, opklaring og så videre. Der er regler, som må overholdes (eller brydes – ingen regler uden undtagelser) for at skrive en god krimi. Der er en skabelon, som næsten eksisterer på forhånd – opklaringsarbejdet går rutinemæssigt frem, flere og flere brikker kan lægges til puslespillet. Historien drives naturligt fremad i kraft af opklaringsarbejdets rutiner. Kriminalkommissæren/detektiven/journalisten eller hvem, der nu arbejder på sagen, må besøge og afhøre de og de mennesker for at komme videre. Alt dette giver noget kendt, noget rituelt. Det er som juleaften, først mad, så dans-om-træet, så pakke gaver op – glæde/skuffelse – en række ritualer, men med den underlæggene fare, at hele ordenen let kan bryde sammen – onkel Carl bliver fuld og pinlig. Sådan er krimien også, ikke?

Hvilken krimiforfatter er din absolutte favorit?

– Lad os starte et indkredsnings-arbejde ikke ulig detektivens. Det bliver – jf. ovenstående om alder – en forfatter med et vis historisk aftryk i litteraturen. Så meget ligger fast. Ikke noget nymodens her. En tur til reolen viser, at der står en række krimier af ældre dato. Det gør der også, når jeg tjekker købte/lånte bøger på iPaden. I reolen står der krimier af Georges Simenon, Dan Turéll, Stieg Larsson, samt nogle ret lasede udgaver af Maj Sjöwall og Per Wahlöö – det svenske makkerpar, der skrev 10-binds serien Roman om en forbrydelse fra 1965-75. På iPaden er der mere Georges Simenon og en del Henning Mankell.

Okay så langt, så godt. Er der en fællesnævner her? Måske. Den lidt hyggelige opdager. Maigret. Martin Beck. Kurt Wallander. Alle ældre hyggeonkler, som kan deres kram.

Okay, ællebælle. Hvad skal vi tage? Det er svært med det ret suveræne dansk/fransk/svenske felt, vi har tilbage.

Ud med Stieg Larsson. Ud med Dan Turell. Han var vel ikke som sådan krimiforfatter. Ud med Henning Mankell, som jeg ellers ret godt kan lide. Simenon eller Sjöwall/ Wahlöö? Svært. Det jeg godt kan lide ved Simenon er den måde plottet på en måde er underordnet på. Bevares, mordet skal opklares, men det er de enkelte scener, der er vigtige. Det er ikke målet, men vejen dertil som er centrum i fortællingerne. Men okay, ud.

Opklaringsarbejdet er slut. Alle er samlet i pejsestuen, men pilen peger til sidst på det svenske makkerpar Sjöwall/ Wahlöö.

Jeg læste bøgerne Roseanna, Manden, der gik op i røg, Manden på altanen osv., da de udkom for snart mange herrens år siden. Det gjorde alle mine venner også. De var datidens Forbrydelsen. En serie, alle fulgte med i og talte om. Det var de først og fremmest på grund af det politiske og venstreorienterede tilsnit, som bøgerne havde. Det var helt nyt – at kombinere krimien med en samfundskritik. På den måde revolutionerede de genren. Derfor valget.

Er der en scene fra en af bøgerne, du særligt husker/som har gjort indtryk? 

– Den, jeg husker bedst, er en scene, hvor det svenske politi skal storme en lejlighed, som vist er tom. Det sker med et fuldstændig overdrevet opbud af kampberedte betjente og med al det isenkram, man har på lager. Hvad der kunne være ordnet med en banken på døren, ender i eksplosioner og knuste døre.

Hvad er det, som han/hun kan? 

– Det at han/hun skrev sammen, måske. På den måde fik man både et mandligt og kvindeligt syn på personerne og fortællingen.

Hvad var den første bog, du læste af forfatteren, og hvilken oplevelse var det?  

– “De fik liget op den ottende juli lidt over tre om eftermiddagen. Det var forholdsvis velbevaret og kunne ikke have ligget i vandet længe. At det overhovedet kom for dagen, beroede på en tilfældighed. At det blev fundet så forholdsvist tidligt, var et held og burde have gavnet efterforskningen.” Sådan starter den første bog i serien. Roseanna. Det var en læseoplevelse som vakte genkendelse. Politifolk, der var almindelige mennesker med almindelige interesser (modelskibe og bøger om søslag) – ikke hardcore typer i trenchcoat.

Hvorfor synes du, at andre skal kaste sig over ham/hende?

– Som nævnt ændrede de genren på en radikal måde. Derfor.

Hvilken af forfatterens bøger er din favorit og hvorfor? 

– Måske Det lukkede rum. Altid et godt plot. Et mord i et lukket, aflåst-indefra rum? Hvordan kan det ske?

Har du nogle ritualer, når du går i gang med en bog af din yndlingsforfatter? 

– Ikke rigtigt. I hvert fald ikke noget med en dyb lænestol, te og et uldtæppe.

Følger du også forfatteren på de sociale medier, via nyhedsbreve eller andet? Hvorfor/hvorfor ikke? 

– Nej, det er noget nymodens pjat.

Er der udsigt til nyt fra din yndlingsforfatter? 

– Næppe. Maj Sjöwall er fra 1935, og Per Wahlöö døde i 1975.

PS: Fik du ikke læst det første indlæg i serien, så læs om Ellen Marie Andreasens valg af Jo Nesbø her

 

 

 

 

 

 

 

Fem bøger, der har gjort indtryk

I alt 18 bøger om retsmedicineren Kay Scarpetta har amerikanske Patricia D. Cornwell skrevet. Foto: Rebekka Andreasen

I alt 22 bøger om retsmedicineren Kay Scarpetta har amerikanske Patricia D. Cornwell skrevet. Foto: Rebekka Andreasen

I øjeblikket florerer en lille udfordring på de sociale medier: Nævn hvilke ti bøger, der har gjort indtryk på dig. Puha. Ikke nemt. Der er rigtig mange bøger, som jeg husker længe efter, at de er læst. Af den ene eller den anden grund. Jeg kaster mig i første omgang ud i fem titler, der har betydning for mig. Der er selvfølgelig krimier imellem.

Lev stærkt dø ung af Willard Motley:

En klassisk ungdomsroman fra 1947, der gjorde et kolossalt indtryk på mig, da jeg læste den som teenager. Jeg var opslugt af historien om den unge Nick, der ender på en såkaldt opdragelsesanstalt i 1930’ernes Chicago. Et miljø, hvor drengebander, druk, vold, omsorgssvigt – og mord – er en del af hverdagen. Som 21-årig bliver Nick anklaget for mord på en politimand og risikerer at ende i den elektriske stol – og opfylde sin egen profeti om at leve stærkt, dø ung – og blive et smukt lig. Jeg tudede og tudede, da jeg læste romanen. (Det var i samme periode, at jeg havde mit ungdomsværelse klistret til med plakater af James Dean)

Tom Ripleys talent af Patricia Highsmith fra 1955:

Eminent og gysende god psykologisk krimi om den unge Tom Ripley, der hyres af en amerikansk forretningsmand til at rejse til Italien og overtale mandens søn til at forlade sin playboy-bohemetilværelse og vende hjem til familiefirmaet i USA. Men det liv, sønnen har, kunne Tom Ripley egentlig godt tænke sig selv, og så sker der grusomme ting og sager. Jeg kan huske, at jeg var meget optaget af det her med at være psykopat /charmør. Highsmith skriver underholdende og ikke uden humor og sarkasme, og bogen fik mig i gang med hele serien om plattenslageren Tom Ripley. Og det er helt klart en af de bøger, der har været medvirkende til, at jeg i størstedelen af mit liv har været fascineret af krimigenren. Tom Ripleys talent er blevet filmatiseret flere gange – bl.a. med Matt Damon, Gwyneth Paltrow og Jude Law i hovedrollerne.

Strisser, strisser af Sjöwall/Wahlöö fra 1970

Glem alt om en enlig detektiv, der skal opklare forbrydelser. Her er et hold af efterforskere på sagen. Og hvilket hold. Jeg elsker personerne i det venstreorienterede forfatterpars bøger. Kriminalassistent og senere kommissær Martin Beck. Og ikke mindst den rå og ubehøvlede Gunvald Larsson. Serien på i alt ti bøger hedder samlet Romanen om en forbrydelse, og i bøgerne kritiserer forfatterne det svenske, socialdemokratiske velfærdssystem, der svigter arbejderklassen. Serien har haft stor betydning for ikke kun den svenske, men hele den skandinaviske krimitradition. Med Sjöwall/Wahlöö kom politiromanen og samtidskritikken i krimier til Skandinavien. Jeg har for nylig genlæst bogen, og man kan grine lidt af det adstadige tempo. Jeg ved ikke, hvor mange kriminalassistenter, der har en plakat med en marxistisk revolutionær som Che Guevara hængende over deres seng, som Beck har, men der er så meget kvalitet og humor og historie i den serie, hvis du er ægte krimifan. Strisser, strisser er klart min favorit – og her møder vi selvfølgelig lyssky forretningsmænd uden samvittighed.

Post mortem af Patricia D. Cornwell – udkom på dansk i 1992

Første bog om Kay Scarpetta, der er retsmediciner i Virginia. Scarpetta er på jagt efter en morder, der sniger sig ind i huset til kvinder, der er alene hjemme – og dræber dem. Bogen blev begyndelsen på et (u)hyggeligt bekendtskab, og jeg har fulgt Scarpetta gennem mange år – og rigtig mange bøger. Post Mortem er ikke den bedste i serien, men bogen blev en øjenåbner for mig. De fleste krimier, jeg hidtil havde læst, havde mænd i hovedrollen. Her var pludselig en stærk og sej kvinde i front – og hun var betydelig mere raffineret og cool end drabsefterforskeren Pete Marino, der også medvirker i bøgerne. Post mortem er en voldsom og rå amerikansk femikrimi af den bedste slags.

Congo – formoder jeg af Peter Tygesen fra 2001

Jeg læste bogen, mens jeg boede i Uganda i begyndelsen af 00’erne. Peter Tygesen er erfaren Afrika-farer og journalist og har skrevet en fascinerende og meget gribende fortælling om sine personlige oplevelser i det enorme land, der har en historie så brutal, at det nærmest er ufatteligt. Bogen er en blanding af historiske afsnit og personlige oplevelser. De skæbner, forfatteren møder, sniger sig ind under huden på en – og bliver der længe. En bog, der virkelig gør indtryk – og så er det ikke krimi, men vaskeægte virkelighed.

Umberto Ecos Rosens navn fra 1980 er også en af min absolutte favoritter, men den må komme på en ny liste ved lejlighed.

Kom gerne med dit bud på bøger, der har gjort indtryk på dig.

PS: Tak til Mette Rou Lund – kulturredaktør på FEMINA – for at sætte tanker i gang. Du kan læse hvilke ti bøger, der har betydning for redaktøren, lige her

 

Sjöwall/Wahlöös enorme indflydelse på krimigenren

Krimiguf fra 1975.

Krimiguf fra 1975.

Man kan ikke komme uden om det svenske forfatterpar Sjöwall/Wahlöö, når man taler om den skandinaviske krimi.

Leif Davidsens Patriarkens hændelige død er en af de nye krimier, der lokker fra reolen. Desværre har jeg fået hjernerystelse og har på den hårde måde erfaret, at når hovedet siger fra af træthed, så er det bare med at respektere det, så hovedpinen ikke bliver kronisk.

Derfor må Leif Davidsens nye krimi og stakken af fysiske, ulæste bøger vente til mit hoved siger ja til igen at læse. Det samme gælder de e-bøger, der står i kø for at blive læst på min iPad. Men det er ikke sjovt for en krimifreak. Jeg har jo abstinenser. For at få min dosis krimiguf har jeg kastet mig over lydbøger, og lige nu er jeg i gang med Terroristerne, der er sidste del af Maj Sjöwall og Per Wahlöös serie på ti bind om Martin Beck.

Begge forfattere (Wahlöo døde, da den sidste bog udkom i 1975, mens Sjöwall lever endnu) var marxister, og jeg har lige hørt oplæseren af Terroristerne fortælle, hvordan Martin Becks kæreste har hængt en plakat af formand Mao over politikommissærens seng!

Det svenske forfatterpar har tidligere fortalt, at de anså alle ti bind i serien som et sammenhængende værk, og at forbrydelsen var socialdemomokraternes og den svenske velfærdsstats forræderi mod arbejderklassen. Samlet hedder serien netop Roman om en forbrydelse, og krimiprojektet var i høj grad også et politisk projekt for Sjöwall/Wahlöö.

Jeg vender igen og igen tilbage til det svenske makkerpars bøger, men jeg har faktisk aldrig læst den allersidst bog i serien. Det kommer jeg heller ikke til – nu lytter jeg.Selv om tempoet bestemt ikke er hæsblæsende, og sproget nogle steder er lidt trægt, så kan man ikke komme uden om, at det er kvalitetskrimier, der bestemt er værd at læse/genlæse.

Og der er andre end mig, der har lyttet til forfatterne. Serien har haft en kolossal betydning for krimigenren ikke bare i Sverige men i store dele af verden. Ikke så få forfattere har ladet sig inspirere af den melankolske, lidt ensomme og temmelig almindelige kriminalkommissær Martin Beck – og af at blande samfundskritik og hverdagsrealisme.

Den norske forfatter Anne Holt, der bl.a. står bag krimiserien om Hanne Wilhelmsen,  siger i et forord til bogen:

De har efterladt et stort litterært værk, den højeste kanon, men også en vejledning til alle, der vover sig ind i denne krævende genre. De lærte os at beskrive det store billede ved hjælp af den lille detalje, at sænke kameraet, at gå tæt på objektet – den forsømte, den fortabte, det almindelige menneske.

Selvom du ikke har hjernerystelse, kan du trygt kaste dig over en af de gamle historier om Martin Beck. Jeg lytter fornøjet videre, mens jeg skåner mit hoved.

Krimilandet Sverige udråber Danmark til årets krimiland

Fordi svensk avis har udnævnt Danmark til årets krimiland 2012, så synes jeg, det er på sin plads at vifte med det svenske flag.

Fordi svensk avis mener, at Danmark er årets krimiland 2012, så synes jeg, det er på sin plads at vifte med det svenske flag.

Danske krimiforfattere hitter i Sverige, og tv-krimien Forbrydelsen er medvirkende årsag til, at briterne er blevet vilde med marinerede sild og pebernødder.

Erfarne krimiforfattere som Sara Blædel og Jussi Adler-Olsen. Debutanten Jesper Stein, der står bag den anmelderroste krimi Uro. Og Ole Frøslev, der har skrevet politiromaner fra besættelsestidens København. Fælles for dem alle er, at de er blandt årsagerne til, at den svenske avis Expressen har udråbt Danmark til at være årets krimiland 2012.

Jeg ved godt, at disse lister ofte popper op i tabloidaviser, og at man skal tage en artikel som denne i Expressen som underholdning og ikke eksakt videnskab. Alligevel er jeg stolt af det mærkat avisen giver danske krimiforfattere. Det er faktisk meget godt gået, synes jeg, især når man tænker på hvilken stolt krimitradition, vores nordiske naboer har. Tænk bare på Sjöwall/Wahlöös politiromaner om Martin Beck, der efterhånden har rigtig mange år på bagen, men stadig er populære, vinder priser, udkommer som film etc. På Stieg Larsson, Jan Guillou og Henning Mankell. Og jeg har selv læst flere fremragende svenske krimier i år bl.a. Springflod, Som offer til Molok og Fjeldgraven

Avisen udråber Kristina Ohlsson til årets bedste svenske krimiforfatter. Hun har bl.a. skrevet Skytsengle, der er  tredje bog i serien om Fredrika Bergman fra Stockholms Politi.

Læs hele artiklen fra Expressen her

I Jyllands-Posten i dag skriver avisens korrespondent i London iøvrigt, at briterne har fået smag for skandinaviske juletraditioner. Mon ikke det bl.a. er Forbrydelsen og en Sarah Lund i færøsk striktrøje, der har banet vejen for, at flere i Storbritannien nu har fokus mod Skandinavien og altså sætter sild og brunkager på julebordet?

– Jeg er vild med forbrydelsen

Carin Gerhardsen "Død mands hånd"Svenske Carin Gerhardsen er aktuel med krimien ”Død Mands Hånd”. Mød forfatteren bag den populære Hammarby-serie, der er vild med golf – og danske tv-krimier.

Der er stærke temaer i alle dine bøger. Kan du uden at røbe for meget fortælle, hvordan du kom på temaet til Død Mands hånd?

– Haha, nej det kan jeg ikke eftersom bogens tema ikke er kendt for læseren indtil sidst i bogen. Jeg kan dog fortælle dig, at sociale medier – i dette tilfælde chat-forummet Flashback – fylder en del i bogen. Jeg er inspireret af alle de skæve og underlige karakterer, du kan møde der. Desuden er jeg overbevist om, at politiet hele tiden holder øje med Flashback, som mig bekendt aldrig før er blevet beskrevet i en krimihistorie.

Hvordan er din arbejdsproces? Skriver du kronologisk og har du slutningen på bogen i hovedet, når du begynder på historien?

– Det tager mig omkring et år at skrive en bog. Til at begynde med sidder jeg og stirrer frem foran mig i tre til fire måneder og finder på handlingen. For mig er det vigtigt, at plottet er interessant, komplekst og troværdigt –  uden at være forudsigeligt.  Afslutningen på historien, altså løsningen på gåden, skal stå mål med resten af historien og være uden løse ender. Noget, som jeg synes mange krimiforfattere ikke lykkes med. Sandsynligvis fordi de ikke har slutningen klar, når de begynder at skrive. Jeg arbejder på at lave en detaljeret synopsis, og først når det er gjort, så begynder jeg at skrive. Fra start til slut. Jeg går aldrig tilbage og ændrer handlingen eller skriver noget nyt.

Hvilket tidspunkt på dagen skriver du bedst?

– Jeg er langsom til at starte og komme i gang, så jeg skriver bedst og mest efter klokken tre om eftermiddagen. Desværre har jeg for det meste en normale arbejdstid og arbejder fra 8-5. Men nogle gange isolerer mig fra familien i en uge, tager på arbejdslejr og arbejder igennem. Så får jeg en masse fra hånden og arbejder normalt fra otte morgen til midnat.

Skal du være i en bestemt stemning, når du skal skrive en meget barsk scene?

– Det spiller ingen rolle, om solen skinner og fuglene kvidrer udenfor vinduet. Når jeg skriver, er jeg i min egen fiktive verden. Det er derfor, jeg er så langsom i starten, for hver bog er en lang rejse i tid og sted.

Hvordan kan det være, at du allerede som barn blevet interesseret i krimigenren?

– Som barn læste jeg mange bøger og blandt favoritterne var detektivhistorierne om Agaton Sax, som inspirerede mig til selv at forsøge at jagte banditter. ( Agaton Sax er hovedperson  i Nils-Olof Franzéns detektiv-krimier for børn, red.) Hertil kommer at både min far, tante og bedstefar var dommere, så jeg brugte en masse tid på at lytte til deres historier om spændende straffesager. Som teenager havde jeg sommerjob som pedel ved byretten, og gennem  de år blev der begået opsigtsvækkende mange grusomme mord i den lille by, hvor jeg voksede op.

Når du selv læser krimier, hvad læser du så?

– Gamle favoritter er Sjöwall Wahlöö, Ruth Rendell og Henning Mankell. Blandt de nyere kan jeg godt lide Karin Fossum, Arne Dahl, Mons Kallentoft, Axlander Sundqvist og Lars Kepler.

Hvordan vil du kort beskrive kriminalkommissær Conny Sjøberg?

– Han er energisk, intuitiv, og har et stort hjerte.

Hvilke af dine karakterer ligner du selv mest?

– Som forfatter lægger man en lille smule af sig selv i alle sine karakterer. Men det er uden tvivl den nye betjent, Hedwig “Gedde” Gerdin, der ligner mig selv mest. Hun resonerer og tænker ofte som jeg selv gør, og så er hun  umulig at sætte i bås med sine modstridende karaktertræk.

Hvor finder du inspiration til dine bøger?

– Jeg er inspireret af de begivenheder, jeg læser om i avisen, ser i nyhederne eller hører historier om. Ofte tager jeg udgangspunkt i min egen “worst case”-angst. Hvad nu hvis …..De krimier, jeg selv bedst kan lide, er de, hvor det værste sker eller risikerer at ske. Som menneske har man en pligt til at forestille sig, hvordan det er at være i andres situation. Det er det, jeg gør, når jeg skriver.

Har du en favorit krimiserie i tv?

– Tre faktisk og de er alle danske! Før jeg begyndte at skrive min serie, tænkte jeg, at det måtte være muligt at skrive bøger lidt på samme måde som ”Rejseholdet” er bygget op. Med troværdige karakterer uden superkræfter, men med både gode og dårlige sider, og som alligevel er uhyre interessante og spændende. En serie, hvor der veksles mellem den kriminelle sag – som selvfølgelig er meget spændende, troværdig og interessant  – og politibetjentenes privatliv. Og hvor der ikke er en hovedperson, men mange. Udover Rejseholdet er mine favoritter ”Ørnen” og ”Forbrydelsen”.

Kan du bruge din baggrund som matematiker og IT-konsulent i dit arbejde som forfatter?

– Min interesse og mit kendskab til logik og logistik er uden tvivl en fordel, når jeg skriver mine indviklede historier.

Har du stadig tid til at spille golf, og hvad er dit handicap?

– Jeg har ikke nok tid til at spille golf, men jeg spiller så ofte, jeg kan. Golf er en fantastisk måde at koble af fra jobbet på. Mit handicap er 12,9.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her