skriveforlaget

Anmeldelse: Fjernstyring af Bertelsen og Schwerdfeger

Både psykoterapeut Iben Bertelsen, der bl.a. har arbejdet som politiassistent, og Jan Schwerdfeger, der også er psykoterapeut har skrevet bøger, men Fjernstyring er parrets føreste fælles bog.

Både psykoterapeut Iben Bertelsen, der bl.a. har arbejdet som politiassistent, og Jan Schwerdfeger, der også er psykoterapeut, har skrevet bøger før, men Fjernstyring er forfatterparrets første fælles bog.

Anmeldelse: Iben Bertelsen og Jan Schwerdfeger slipper rigtig godt fra deres fælles debutroman, der udkommer i dag. Fjernstyring er en vellykket thriller om højaktuelle emner, der både er underholdende, fuld af tempo, og som vækker til eftertanke.

Med den politiske thriller Fjernstyring har forfatterparret Bertelsen og Schwerdfeger taget hul på en planlagt trilogi om politikommissær Leo Brix fra Københavns Politi. Hvis Bertelsen og Schwerdfeger fortsætter i samme suveræne stil, så er jeg klar på flere overskridelser af fartgrænser, droneangreb, skruppelløse skurke og dramatiske forsøg på at finde sandheden sammen med den sympatiske Brix.

Fjernstyring er underholdende og fuld af tempo. Den foregår nogle år ude i fremtiden – i København i 2019. Det København, forfatterne beskriver, er en angstfuld by med masser af politikontrol og overvågning. Et samfund, hvor politikere foreslår, at man får indopereret en lille chip i armen for på den måde at være beskyttet bedst muligt. Science fiction? Eller realistisk i nær fremtid? Temaerne i bogen er højaktuelle og væsentlige: Hvor meget magt skal magthaverne have for at kunne beskytte os alle imod terrorangreb? Hvor restriktiv en terrorpakke kan politikerne få igennem i sikkerhedens navn? Og hvad med retssikkerheden?

Hovedpersonen Leo Brix er rigtig godt selskab. Han er gammel bassist, far til en stor teenagedatter og fraskilt med et fint forhold til ekskonen, hvilket er dejligt befriende. Med erfaring fra Flyvevåbnet og Jægerkorpset og som chef for Antiterrorkorpset har han altid løst sine opgaver loyalt og professionelt, indtil et terrorangreb mod en bank midt i København. Selv om Brix og hans folk var til stede, endte angrebet blodigt, og kritikken er siden haglet ned over Brix, der er blevet degraderet til narkoafdelingen.

År efter fylder sagen stadig meget i medierne og på Christiansborg, og da en terrorkommission konkluderer, at Brix fejlbedømte situationen og er den indirekte skyld i de mange dødsfald, er han selvmordet nær.

Den netbaserede tv-station, 24NET, hvor Brixs ekskone arbejder, bliver ved med at grave i terrorsagen, der måske ikke er så enkel endda. Og da Brixs gamle chef afslører hemmeligt bevismateriale fra PET, kaster Brix sig ud i en hæsblæsende og dramatisk jagt på sandheden. Den klassiske politi/PET-konflikt er også tilstede i denne thriller.

Det er interessant at følge Brix rundt i København. Også selvom vi hurtigt finder ud af, hvem the bad guys er. Og selvom nogle scener er lige lovlig fantasifulde.

Underlige metaforer

Sproget har fået masser af opmærksomhed og kærlighed, og forfatterparret bruger ofte komma for at skrælle unødvendige ord væk. Det giver sproget en fin takt. Metaforer bruger de heftigt. Heldigvis fungerer de fleste rigtig godt som: De dybtliggende sorte øjne var mindre levende end dem, der sad på et tøjdyr. Andre føles underligt påklistrede som denne: Hans rådvildhed var åbenlys for det trænede øje. Som orange blinklys ved et fodgængerfelt.

For min skyld må Bertelsen & Schwerdfeger godt skrue lidt ned for gryden med metaforer i de næste par bøger. Og stramme lidt op på plottet. Men de må endelig ikke skrue ned for action, lækkert sprog, væsentlige temaer, der vækker til eftertanke, og gode personbeskrivelser.

PS: Bogen er udkommet på Skriveforlaget, der fusionerer med forlaget Egolibris

Forår er krimitid

Søg Missilhotellet på YouTube. Så kan du høre forfatter Keld Broksø fortælle om sin bog.

Søg efter Missilhotellet på YouTube. Så kan du høre forfatter Keld Broksø fortælle om sin bog.

Nye bøger: Der udkommer mange bøger for tiden. Også flere end de få udvalgte, der bliver nævnt i landsdækkende medier. Tjek i øvrigt om du har vundet Emelie Schepps debutkrimi nederst i indlægget.

Missilhotellet af Keld Broksø, Skriveforlaget. Forfatteren er journalist og har rejst i Afghanistan flere gange i løbet af årene. Missilhotellet foregår i tiden efter, at de internationale styrker har forladt landet og det internationale spotlight er forsvundet fra den krigshærgede islamiske republik. Hovedpersonen David Wolff er ny chef for en hjælpeorganisation uden begreb om det land, han er havnet i. Wolff bliver stik mod sin vilje en vigtig brik i spillet mellem en iransk konsul og en amerikansk CIA-agent. Missilhotellet er Keld Broksøs fjerde roman. Du kan læse en bid af første kapitel her

Pas på børnene af Erik Frandsen, Forlaget mellemgaard. Ifølge forlaget handler bogen om kriminalkommissær Anker Due, der står over for sin karrieres sværeste opgave. Et anonymt og kryptisk opkald, en gammel sag om mobning med fatale følgevirkninger, hemmelige loger med skræmmende ambitioner og en efterforskning, der rækker fra Skejby til Bangladesh, udfordrer den erfarne kommissærs evner til det yderste. Forfatteren har tidligere udgivet krimien Fritstillet.

Organjægerne af Peder Munch Hansen, Forlaget Siesta, er en spændingsroman om handel med organer og trafficking. Forfatteren, der er journalist bosat i Frankrig, har ifølge forlaget skrevet en nervepirrende fortælling om en dansk lastvognschaufførs forsvinden i Norditalien. En af chaufførens venner forsøger sammen med en journalist fra et fagforbund at finde den formodet kidnappede mand. Eftersøgningen fører dem på en lang rejse fra Norditalien gennem Ungarn, Polen og Litauen. Hele tiden dukker nye spor op, der peger mod, at det er mafiasyndikater i flere lande, der står bag kidnapningen, og som har udviklet en stor illegal forretning med salg af organer. Bogen udkommer på Krimimessen i Horsens den 5. april.

Tak for sidst af Erik Hauervig, Skriveforlaget. Forfatteren er politimand og kæmpede i ti år en daglig kamp mod prostitution og kvindehandel på Vesterbro i København. Unge nigerianske kvinder bliver lokket væk fra deres landsbyer i hjemlandet med løfte om arbejde i Europa, men hensynsløse bagmænd sender dem til et usselt og hårdt liv i prostitutionsmiljøet i Torino i Italien. Senere bliver kvinderne sendt videre til København, hvor bagmanden Sly afstraffer dem hårdt, hvis de ikke tjener penge nok. Bogen er en fortsættelse til Det onde netværk og Nemesis

God læselyst. Også til Helle K. Du har nemlig vundet Emelie Schepps Mærket for livet. Send din adresse til mail@rebekkaand.dk – så sørger jeg for, at Politikens Forlag, der har sponsoreret bogen, sender et eksemplar til dig.

Tak til alle jer, der deltog. Der er bøger af krimiforfatter Jens Østergaard på højkant på bloggen i næste uge.

 

 

Nemesis af Erik Hauervig

Nemesis er baseret på de oplevelser, krimiforfatter Erik Hauervig har haft som betjent ved Station City på Vesterbro i København.

Nemesis er baseret på de oplevelser, Erik Hauervig har haft som betjent ved Station City på Vesterbro i København.

Anmeldelse: Du skal læse politiromanen Nemesis, hvis du er til en krimi, der giver et yderst realistisk og troværdigt billede af, hvordan politiet  – og kriminelle – arbejder. Bogen er bestemt læseværdig, men den mangler sproglig elegance og dybde.

Nemesis er efterfølgeren til Det onde netværk, som udkom i 2012, men den kan godt læses selvstændigt. Igen følger vi Bjørn Agger – kriminalassistent fra Station City og hans kolleger. Med sådan en arbejdsplads er der nok at se til. Bombeattentater, mord, narko, prostitution og rockeropgør, og Bjørn Agger kommer bestemt ikke sovende til sin løn. Og hvem er egentlig de virkelig kriminelle, når det kommer til stykket?

Mon ikke den tidligere kriminalassistent på netop Station City i København, Erik Hauervig, af og til ryster på hovedet og tænker: Sådan er det jo ikke i virkeligheden, når han læser krimier? Med mange års erfaring fra politiet og flere års arbejde med at bekæmpe prostitution og kvindehandel især på Vesterbro i København, har krimiforfatteren en fremragende indsigt i både det kriminelle miljø og i politiets arbejde.

Det er både Nemesis styrke, men samtidig også bogens svaghed. Styrken er, at det flere steder giver en detaljerigdom især i beskrivelserne af politiets arbejdsmetoder og handlinger. Når man nu ved, at Erik Hauervig er tidligere betjent, giver det lidt ekstra krydderi til læseoplevelsen, for på bogens bagside står der, at bogen er baseret på de virkelige oplevelser, forfatteren har haft igennem sin karriere. Det er interessant at få en bid af miljøer, der ellers er ukendte og lukkede.

Men svagheden er, at når folk bliver “tilsagt at afgive vidneforklaringer” og med sætninger som:

….Under alle omstændigheder kan vi nu skrive en oversigtsrapport, som vil blive et godt efterforskningsoplæg, så snart en af kvinderne kommer med en anmeldelse til politiet….”

så bliver bogen mere beskrivende og refererende, end indlevende, nærværende og reflekterende.

Som sprogmenneske mangler jeg, at der er kælet mere for sproget. At det sprudler og sprutter af liv, og at vi kommer meget tættere på de hovedpersoner, vi følger gennem bogen. Sproget bliver flere steder for stift. Hvad bogen ikke har i  sproglig sprødhed, har den som før nævnt  i realistiske beskrivelser af arbejdsgange og handlingsforløb, men det er ikke helt nok til at gøre mig fuld ud tilfreds som læser.

Bogen er udkommet på Skriveforlaget.

 

 

Så er der krimier på vej til tre heldige

Stort tak til alle jer, der deltog i konkurrencen Det har været en  fornøjelse at læse om jeres krimioplevelser – gode som mindre gode.

Jeg har fået hjælp af sitet her til at trække tre vindere. Det vil sige, at det er Erik Boje (3) Katti Dreier (4) og Kathe Hansen (20), der har vundet. Send mig jeres adresse på mail@rebekkaand.dk – så er der Ferdinand von Schirachs forrygende kriminoveller på vej til Erik og Katti. Og Fædrenes Synder af Christian Steener Eriksen på vej til Kathe. Tak til Gyldendal og Skriveforlaget for at sponsere bøger. God læselyst til jer alle. Stay tuned. Ny konkurrence på vej om et par dage.

 

sidste vindervindertal 3vindertal 1

 

 

 

Vind anmelderroste tyske kriminoveller og spændende dansk krimi

Gyldendal og Skriveforlaget står bag de bøger, du kan vinde.

Gyldendal og Skriveforlaget står bag de bøger, du kan vinde.

Giveaway: Bloggen er nu godt tre måneder gammel, og det skal fejres med en lille konkurrence. Du kan vinde to forskellige bøger.

Udover at være forfatter er tyske Ferdinand von Schirach forsvarsadvokat. Og det er et job, hvor man unægtelig støder på barske og brutale sager. Ferdinand von Schirach debuterede i hjemlandet i 2009 med Forbrydelser, der indeholder 11 krimifortællinger. Selvom det er fiktion, er bogen bygget på de sager og mennesker, han har mødt gennem sit juridiske arbejde. Bogen blev en bestseller i Tyskland, og den udkom på dansk i 2011. Også Ferdinand von Schirachs anden bog med kriminoveller, Skyld, udkom på dansk det år. Begge bøger har fået ord som fortættede, mageløse, uhyggeligt indtrængende og mesterligt fortalte med på vejen af anmelderne.

Gyldendal har netop samlet bøgerne i ét bind i paperback. To læsere har mulighed for at vinde bogen, der meget logisk hedder Forbrydelser og Skyld. Læs mere om bogen her

Du kan også vinde en krimi, som jeg tidligere har omtalt her på bloggen. Fædrenes synder er Christian Steener Eriksens debutroman, som han er sluppet rigtig godt fra. Bogen er mere end en krimi. Den er også en fortælling om miljøet på Danmarks ældste og meget prestigefulde kostskole, Herlufsholm. En kostskole, som du bl.a. kan følge i Anders Aggers helt aktuelle dokumentarprogrammer på DR1.

Det har været en tidsrejse at skrive om Herlufsholm. Jeg har genoplevet ting, jeg ellers havde glemt. Lyde, lugte og følelser. Det har både været en rar og en barsk oplevelse. Min mission er ikke at udstille skolen, men give et sandfærdigt billede.

Sådan siger forfatter Christian Steener Eriksen, der ligesom bogens to hovedpersoner begyndte på kostskolen allerede som 11-årig.

Der er et eksemplar af Fædrenes Synder på højkant. Krimien, der er udgivet på Skriveforlaget, har jeg anmeldt lige her

Vil du være med i konkurrence, så smid en kommentar under indlægget her og fortæl, hvilken krimi du sidst har læst eller er i gang med at læse lige nu. Smider du en kommentar inden onsdag den 30. januar klokken 18.00 er du med i konkurrencen. Du kan tjekke vinderne på bloggen onsdag aften.

 

 

 

 

Fædrenes synder af Christian Steener Eriksen

Forfatteren Christian Steener Eriksen er allerede i gang med en opfølgning til sin debutkrimi

Anmeldelse: Ny spændende krimi giver indblik i det særlige miljø på Herlufsholm Kostskole.

Fædrenes synder er Christian Steener Eriksens debutroman. Den er han sluppet rigtig godt fra. Det er en velskrevet, veloplagt og sproglig godt fortalt krimi, og det overraskende plot gik først op for mig på de allersidste sider. Det er guf for en, der er vild med krimi.

Bogen er mere end en krimi. Den er også en fortælling om miljøet på Danmarks ældste og meget prestigefulde kostskole, Herlufsholm. Det er netop bogens styrke, men det spænder desværre også en smule ben for krimihistorien. Det vender jeg tilbage til.

Drengene Cort og Michael mødes en varm augustdag i begyndelsen af 80’erne, da de begge begynder i 6. klasse på kostskolen. De går på skolen, indtil de står med deres studenterhuer i hånden. Herefter tager de hul på voksenlivet uden at have kontakt til hinanden. Deres liv vikles atter sammen på grund af et mord i nutiden. Cort, der er blevet kriminalassistent ved Rejseholdet, efterforsker et mord på en rig erhvervsmand fra Hellerup. Offeret viser sig at være Michaels tidligere stedfar.

Bogen veksler mellem nutid med fokus på mordefterforskningen i et overklassemiljø og datid med fokus på kostskolelivet. Nogle gange, når jeg læser krimier, bliver jeg irriteret over at hoppe i tid og sted, men ikke her. Det fungerer rigtig godt.

Som læsere får vi indblik i en verden, det ikke er alle forundt at opleve. Forfatteren har selv gået på skolen i syv år. Researchen er simpelthen i orden. Der er fine og nærværende beskrivelser af kostskolelivet med alt hvad det indebærer af savn af forældre, ensomhed, arrogante lærere, mobning, et helt unikt fællesskab, sovesale og ældgamle traditioner som fugleskydning og trolledag. Vi får også indblik i det specielle herlovianersprog – slang, som eleverne gennem tiden har skabt. Eleverne kaldes f.eks.disciple, og det er blevet til diple.

Personligt synes jeg, det er ret interessant at høre om livet på den berømte skole, der er væsentlig anderledes end den kommuneskole i det sydlige Aarhus, jeg selv har gået på. Herlufsholm Kostskole er, med den nuværende rektors ord, mere end en skole:

”Den er en beslutning om at stræbe efter mere – at træde ind i et særligt fællesskab – og at skabe venskaber for livet.”

Men bogens styrke og troværdige billede af kostskolelivet bliver også en svaghed, der hiver lidt energi ud af fortællingen. Nogle steder spænder beskrivelserne ben for krimihistorien. Især forfatterens beskrivelser af Cort og Michaels rejseweekender væk fra skolen kunne der godt sparres på. Der er lidt for mange uinteressante dialoger og detaljer, der ikke bidrager med noget interessant. Jeg sidder med en fornemmelse af, at forfatteren har ville hive alt det, han har i mindeskuffen/fantastien, op og ned på papir. For min skyld kunne Christian Steener Eriksen snildt skære ca. 40 sider af den godt 550 siders lange roman væk.

For mange sider eller ej. Læs Fædrenes Synder. Den er rigtig god. Fædrenes synder er udkommet på Skriveforlaget

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her