SMSpress

Juleguf, der ikke feder eller spammer

En kær ven har foræret mig en pakkekalender, og jeg glæder mig meget til at åbne de fine pakker. Giveren har afsløret, at gaverne er fra denne skønne webshop. Vil du forkæle en, du holder af, finder du pakkekalenderen her

En kær ven har foræret mig en pakkekalender, og jeg glæder mig meget til at åbne de fine pakker. Giveren har afsløret, at gaverne er fra denne skønne webshop. Vil du forkæle en, du holder af, finder du pakkekalenderen her

Jul 2016: Er der aldrig gevinst på din skrabekalender, og orker du ikke at spise mere kalenderchokolade eller lakrids for feinschmeckere? Jeg har håndplukket lidt litterært juleguf, der ikke feder, koster penge eller spammer din indbakke med uinteressante nyhedsbreve.

  • Årets julekalender fra SMSPRESS er skrevet af Carl Quist-Møller, og han vil fylde børn og barnlige sjæle med juleløgnehistorier i december måned frem til jul. Du får historien serveret via sms, og den kan lånes via dit bibliotek her
  • Merete Pryds Helle har skrevet årets sms-julekalender for voksne. Marie er ved at gøre sig klar til jul. Hun inviterer hele sin familie, og pakker alt ind til at lægge under træet. Også møblerne og fjernsynet. Der er noget der skurrer. Og ingen der svarer. Se hvordan den historie kan lande drypvis på din mobil lige her – foretrækker du krimi, horror og gys for voksne, så gå på jagt i sms-historierne her
  • I flere år har jeg fulgt Birgits mærkelige julekalender på Facebook. En skøn og sjov tegning hver dag i december om en nisse på størrelse med en colaflaske, der er håbløs forelsket. Jeg håber, at der kommer en ny sæson i år. Følg med her
  • På QRjul.dk kan du hver dag i december gratis downloade en interaktiv QRBOG. Hver dag fra 1. til 24. december vil der bag dagens låge gemme sig en interaktiv bog til læsere fra 5 år. Bøgerne kan læses via en iPad eller iPhone. Læs mere her

Og så lige et par litterære julekonkurrencer:

Bor du i nærheden af Aarhus, og sætter du gerne kurs mod Viby Bibliotek den 7. december klokken 19 for at høre krimiforfatter Jesper Stein og “far” til Axel Steen fortælle om sit forfatterskab? Så kan du vinde to billetter udloddet af Litteraturklubben Aarhus til arrangementet. Send en mail inden 2. december til litteraturklubben@aakb.dk med dit bud på, hvilket forlag der har udgivet krimien Aisha. Så deltager du i konkurrencen.

Flere biblioteker forkæler brugerne med en julekalender bl.a. bibliotekerne i Viborg. Kalenderspørgsmålene kan åbnes fra 1.-24. december her, og du kan vinde både bøger og gavekort.

Mange forlag og boghandlere har også julekonkurrencer, hvor du kan vinde bøger.

Rigtig god læselyst. Og god december.

 

 

 

 

 

Krimiguf i december

Følg med på bloggen hver søndag frem til jul, hvor forskellige folk med tilknytning til bogbranchen bl.a. anbefaler krimier.

Følg med på bloggen hver søndag frem til jul, hvor fire forskellige bogelskere bl.a. anbefaler krimier.

Krimi-julekalender: Hvis du ikke har tænkt dig at gå amok til Black Friday i dag, kan du i stedet bruge tiden på at tjekke de links, jeg har udvalgt. Jeg har fundet lidt krimiguf, der kan forsøde din december måned.

Klik ind på krimiforfatter Jens Henrik Jensens site i december og følg med i forfatterens julekrimi. Hver dag får du serveret et kapitel i historien om en julemand, hvis sæson blev alt for kort! Jens Henrik Jensen har bl.a. skrevet foreløbig to bøger om Niels Oxen og krimiserien om Nina Portland. Du kan følge med i julekrimien lige her

Jeg har skrevet det før, og jeg skriver det lige igen: Jeg synes, at SMS-litteratur er et herligt og sjovt supplement til e-bøger og fysiske bøger. Det er noget helt særligt, at den korte historie folder sig ud – besked for besked på mobiltelefonen. Fra 1. december og frem til juleaften kan du hver dag få en eller flere sms’er, hvis du tilmelder dig Steen Langstrups sms-julekalender. Hjem til jul handler om Didde, der sendes ud på en nødhjælpsopgave i et borgerkrigshærget land. Landet viser sig at rumme en grim hemmelighed, der måske for altid vil vende op og ned på verden, som vi kender den. Didde har lovet sin far at komme hjem til jul, men når hun det? Du tilmelder dig SMS-julekalenderen, der er gratis, lige her

Du kan i øvrigt læse mere om SMS-noveller og Steen Langstrup lige her

Flere forlag sætter gang i julekonkurrencer i december måned. Følg med på de sociale medier.

Forlaget Modtryk har allerede skudt en advents-konkurrence i gang. Du kan bl.a. vinde norske Thomas Engers Våbenskjold og finske Antti Tuomainens Mørkt er mit hjerte

Se mere her

For de større børn var det måske en ide med en kalenderhistorie i 24 afsnit skrevet af forskellige danske forfattere bl.a. Dennis Jürgensen? Historien handler om en mesterdetektiv, der hvirvles ind i en sag om myrdede julemænd, helvedeshunde, nissepiger og ninjanisser. De blodrøde julemænd kan f.eks. lånes via e-reolen som e-bog lige her

Der bliver ikke gaveregn på bloggen i december. Til gengæld kan du hver søndag frem til jul møde fire forskellige folk med hver deres tilknytning til bogbranchen. De anbefaler krimier og fortæller bl.a. hvilke krimier, de selv forærer væk i julegave.

PS: Falder du over en god krimi-julekalender, så er du meget velkommen til at skrive en kommentar under indlægget. Rigtig god december.

 

 

 

 

Om streaming af bøger, singler og sms-litteratur

Det hænder, at jeg læser andet en krimi - og jeg har lige købt singlen Modellen, som Zetland har udgivet.

Det hænder, at jeg læser andet end krimi – og jeg har lige købt singlen Modellen, som Zetland har udgivet.

Flere og flere henter musik på Spotify og ser film på Netflix. Nu er det bøgernes tur, og der kommer hele tiden nye såkaldte streamingtjenester til. 

Der er rigtig mange muligheder for at få fat i bøger, lydbøger eller sms-fortællinger – blot med et par klik med musen. Nogle af de nye muligheder er:

SMSpress

Riidr

Mofibo

Storytel

Læs mere i mit fjerde blogindlæg for Krimifan – du finder det hele lige her

PS: Jeg er blevet glad for formatet singler, der er en mellemting mellem en bog og en dybdegående artikel. De elektroniske fortællinger handler om alt muligt forskelligt, men fælles for singlerne er, at de gør dig klogere. Jeg nød at læse Line Holm Nielsens single om røveriet mod Dansk Værdihåndtering i Brøndby, hvor topprofessionelle forbrydere fra hele verden forsvandt med over 60 millioner kroner. Læs anmeldelsen af den single lige her

Og tjek selv hos Zetland, om der skulle være en single, der tiltaler dig.

PPS: Jeg har lige smuglæst den single, min mand har købt (Den perfekte statsminister af Hans Engell) og har selv lige købt Modellen, der handler om den danske topmodel Josephine Skriver, der bor i New York.

 

Få en god historie – på sms

Få en uhyggelig sms-novelle direkte på mobilen.

Få en uhyggelig sms-novelle direkte på mobilen.

Jacob Weinreich, der sammen med Anders Rønnow Klarlund under pseudonymet A. J. Kazinski skrev krimien Den sidste gode mand, gør det. Steen Langstrup, der sidste år vandt prisen for Bedste Danske Horrorudgivelse, gør det også: Skriver såkaldte sms-historier.

Find den historie du vil læse. Send en sms til en bestemt kode. Og vupti – så får du efterfølgende en sms-historie serveret på din telefon besked for besked. Super smart. Selvfølgelig er det ikke det samme som at læse en lang roman, og du kan ikke selv bestemme tempoet. Men der er noget charmerende over det kompakte format. Og så gør det bare noget ved fortællingen, at man får den serveret på sin egen telefon. Sjovt og fascinerende. Prøv det.

Jeg har bl.a. læst Er du ok? En beretning om angrebet på tvillingetårnene i New York 11. september 2001. Sisse K. Ibsens 23 sms’er fortæller historien om angrebet og dem, det ramte. Og det i real-time, altså over den samme tidsperiode, som katastrofen faktisk varede. Historien bygger på historiske fakta og personer. Det er en stærk, lille historie, der gav mig et kæmpe sug i maven. Historien kostede 15 kroner, og jeg sendte blot en sms med en bestemt kode – så fik jeg historien serveret i bidder på min iPhone.

Det er meget anderledes at læse en lille historie på den måde – besked for besked. Da sms’erne drypvis tikkede ind, havde jeg faktisk glemt, at jeg havde gang i en historie. Ikke sjældent strækker fortællingerne sig over flere dage eller en uge, og det er altså lidt specielt ikke at kunne læse det, man vil, men i stedet få historierne i små bidder. Historierne folder sig på den måde ud lige så stille.

Om gyser-forfatteren Steen Langstrup sms-novelle: I morgen skal du dø også folder sig ud lige så stille, er jeg mere i tvivl om. Det er en så livagtig fortælling, at et par af læserne faktisk har anmeldt sms-novellen til politiet. Selvom de selv har bestilt historien, er de blevet skræmte af beskeder som:

“Jeg fulgte efter dig til morgen. Så du mig ikke?”

Beskederne lander på din mobiltelefon fra et ukendt nummer. Så hvis du giver dig i kast med den novelle, er det en god ide at huske på, at beskederne altså stammer fra Steen Langstrups fantasi.

Det er forlaget SMSpress, der står bag udgivelserne, og på deres Facebook-side siger Steen Langstrup:

Selvfølgelig skriver man en gyser i håbet om at skræmme folk, men jeg har aldrig tidligere oplevet, at folk reagerede så stærkt på mine tekster. Jeg tror en del af det skyldes, SMS-noveller er et forholdsvist nyt medie, og læserne måske derfor ikke har paraderne oppe på samme måde, som når man sætter sig til rette for at læse en bog.

Den historie skal jeg læse. Gys.

Sidste år gav jeg min veninde den digitale sms-julekalender Godt ord igen skrevet af Merete Pryds Helle. Det betød, at en sms tikkede ind på hendes telefon hver dag fra 1. – 24. december. En anderledes måde at give julekalender på.

På sitet her kan du tjekke, om du kan låne sms-historierne via dit lokale bibliotek. I praksis betyder det blot, at du skal skrive en bestemt kode for at kunne få tilsendt sms’erne. Ellers kan du købe historierne for meget beskedne beløb.

God læselyst

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her