Sønnen

Jo Nesbø-krimi på trapperne

Jo Nesbø har ladet sin hovedperson Harry Hole være vild med alt fra Sex Pistols til Duke Ellington. Selv er Nesbø frontfigur i det norske band Di Derre. Foto: Thron Ullberg

Harry Hole-krimi: 19. dage. Så længe må jeg, og du, vente på en ny fortælling om Harry Hole. Jeg har været klar til at tage på nye eventyr med Nesbøs politimand siden 2013, hvor Politi, den tiende bog i serien, udkom.

Den 21. marts udkommer Tørst. Harry Hole er en holdbar hovedperson, for den første bog i serien udkom på norsk i 1997 og tre år senere i Danmark. Jo Nesbø siger selv:

Jeg vender altid tilbage til Harry Hole. Han er jo min soulmate. Men det er en ret mørk sjæl, så det har som altid været både en glæde og følelsesmæssigt udmattende. Men Harry og historien gør, at det er de søvnløse nætter værd.

Den norske forfatter har bestemt ikke ligget på den lade side, siden han satte sidste punktum i Politi. Han har skrevet tre spændingsromaner, Sønnen, Blod på sneen og Midnatssol, men mange har alligevel ventet i spænding på nyt om den 193 cm høje Harry Hole.

Harry skal løse Tinder-mord

Endnu engang sker der uhyggelige ting i Oslo. Unge kvinder, der har været aktive på datingappen Tinder, bliver dræbt i deres hjem. Harry Hole, der nu underviser på Politiskolen og lever et fredsommeligt liv med sin Rakel, bliver trukket ind i jagten på en blodtørstig morder.

Bogen udkommer i Danmark samme dag, som den udkommer i Norge, og i en artikel i den norske avis Verdens Gang er Nora Campbell fra forlaget Aschehoug citeret for at sige:

Tørst er en reel og solid Harry Hole-roman med alt hvad det indebærer af galskab, korruption, magtbegær, snu mordmetoder og en efterforsker, der aldrig undslipper fuldstændig uskadt.

Synes du, at der er umådelig lang tid til den 21. marts, så kan du hygge dig med lidt Jo Nesbø-guf i form af dette lille elektroniske magasin om den norske forfatter. Her kan du bl.a. læse, at Jo Nesbø fandt på navnet Harry Hole som en kombination af sin barndomshelt, fodboldspilleren Harry Hestad, og af navnet på den politibetjent, der boede i samme by som hans mormor.

Rækkefølgen på bøgerne om Harry Hole:

  • Flagermusmanden, 2000
  • Kakerlakkerne, 2001
  • Rødhals, 2001
  • Sorgenfri, 2004
  • Marekors, 2005
  • Frelseren, 2006
  • Snemanden, 2007
  • Panserhjerte, 2009
  • Genfærd, 2011
  • Politi, 2013
  • Tørst 2017

PS: Snemanden er forvandlet til film. Michael Fassbender har hovedrollen som Harry Hole. Også svenske Rebecca Ferguson og franske Charlotte Gainsbourg er på rollelisten. Filmen får premiere 12. oktober i år.

Sara Blædel og Hjorth Rosenfeldt under juletræet

Janni er omgivet af bøger som butikschef

Janni Kiilsgaard er som butikschef i Arnold Busck Boghandel i Aalborg Storcenter omgivet af bøger dagen lang. Og i december langer hun ikke så få krimier over disken.

1. søndag i advent: De næste fire søndage frem mod jul kan du møde fire mennesker med hver deres indgangsvinkel til bogbranchen.

Janni Kiilsgaard er butikschef i Arnold Busck Boghandel i Aalborg Storcenter. Og hun er vild med krimi. Her røber hun bl.a. hvilke krimier, hun selv giver i julegave. Næste søndag kan du møde krimiforfatter Jakob Melander.

Hvorfor er du vild med krimigenren?

– Jeg elsker den spænding, der er hele vejen igennem
en god krimi. Og så elsker jeg at gætte på, hvem morderen er.

Hvilken krimi er den bedste, du har læst i år?

– Det er et meget svært spørgsmål. Men jeg vælger Sønnen af Jo Nesbø. Jeg har aldrig læst noget af forfatteren før denne bog. Jeg gættede ikke morderen, før han røbede sig selv. Det er fedt at blive overrasket.

Hvilken krimi vil du give i gave i år – og til hvem?

– Min mor skal have Sara Blædels Kvinden der forsvandt. Og min svigerinde skal have Manden der ikke var morder af Hjorth Rosenfeldt.

Hvilken krimi glæder du dig til at læse?

Den stumme pige af Hjorth Rosenfeldt. Det er den seneste bog i den svenske serie om kriminalpsykologen Sebastian Bergman. Det er en fantastisk serie – en af de bedste, jeg har læst. Og så glæder jeg mig også til at læse Det norske job af Øbro og Tornbjerg – det er endnu en Katrine Wraa-krimi.

Har du en krimi-yndlingsforfatter?

– Jeg kan ikke nøjes med at nævne en bestemt. Jeg er vild med ret mange forfattere.

Har du haft en god live krimioplevelse i 2014?

– Vi var på bogtræf med Arnold Busck-kæden i København, hvor vi besøgte forskellige forlag og mødte diverse forfattere. Hos forlaget People’s Press fortalte krimiforfatter Inger Wolf om sin seneste krimi: Det perfekte sted at dø. Det var vildt interessant at høre forfatteren fortælle om arbejdet med bogen. Hun har selv besøgt skoven i Japan, hvor folk begår selvmord – det er bl.a. det, bogen handler om. Ret uhyggeligt og vildt.

Hvilken krimi har gjort et ekstra stort indtryk på dig?

– Dicte-serien som tv-serie. Den er jeg helt vild med. Jeg har læst en af Dicte-bøgerne af Elsebeth Egholm. Den sagde mig ingenting. Men fordi jeg er ret vild med serien, tænker jeg, at jeg er nødt til at læse bøgerne også og forsøger igen.

Hvilken krimi, der ikke har domineret bestsellerlisterne, vil du anbefale andre at læse?

Den løbende tjener af Dennis Jürgensen. Jeg har ikke læst hans børnebøger, men denne voksenbog er megagod. Han forstår virkelig at holde spændingen hele vejen igennem bogen.

PS: Du kan følge Jannis boghandel på Instagram lige her

Sommerinterview med Inger Gammelgaard Madsen

Inger Gammelgaard Madsens forlag hedder Farfella. Det betyder sommerfugl på italiensk. Hun arbejder på bog nummer otte om Kriminalassistent Roland Benito. Foto: Thomas Gammelgaard Madsen.

Inger Gammelgaard Madsens forlag hedder Farfalla hvilket betyder sommerfugl på italiensk. Hun er glad for Italien og har også udstyret sine bøgers hovedperson med en italiensk baggrund. Foto: Thomas Gammelgaard Madsen.

Sommerkavalkade: Mød ugens forfatter, Inger Gammelgaard Madsen, der har stor succes som selvudgiver.

Inger Gammelgaard Madsen udgiver sine krimier om den italienskfødte kriminalassistent Roland Benito på eget forlag. Hun er aktuel med Slangernes Gift, der er den syvende bog i serien. Læs mere om forfatteren her

Hvad skal din sommer gå med?

– Uha, den kommer nok mest til at gå med min næste krimi Dommer og bøddel, som jeg skriver på i øjeblikket, men jeg håber da også, der bliver tid til at komme lidt rundt i det danske sommerland eller måske ud at rejse. Jeg går og leger lidt med idéen til en bog, som ikke er i Benito-serien, men som tager udgangspunkt i problemerne med de afrikanske bådflygtninge på den italienske ø Lampedusa. Det ville være dejligt med en research-rejse dertil, men det vil tiden vise. En sommer er jo kort.

Fortæl om et skønt sommerminde fra din barndom:

– De bedste sommerminder fra min barndom er, når vi børn fik lokket vores far til at køre os til Knudsø nord for Ry. Jeg er opvokset i Galten, og der var ikke meget vand i sigte til afkøling på en varm sommerdag bortset fra Galten mose, som vi boede næsten ved siden af, men hvor vi selvfølgelig absolut ikke måtte bade. Jeg troede længe som lille, at min far var en habil svømmer, til det en dag blev afsløret, at han bare gik på hænder på sandbunden i det lave vand. Jeg nød meget de ture til søen, selvom jeg i dag foretrækker at bade i det salte havvand.

Sfinksen fra Villa San Michele, hvor Inger Gammelgaard Madsen har ..

Sfinksen fra Villa San Michele på Capri – og ja, det er Inger Gammelgaard Madsens hånd. Men hun vil ikke røbe, hvad hun ønskede. Foto: Privat.

Er der en bestemt læseoplevelse, som du forbinder med en sommer?

– Det gør helt sikkert Historien om San Michele skrevet af den svenske læge og forfatter Axel Munthe. Det er en fiktiv selvbiografi om hans liv og arbejde og titlen refererer til Villa San Michele, den fantastiske villa, som han byggede oven på en gammel ruin i byen Anacapri på Capri for at leve og bo der resten af sit liv. Han havde forelskede sig i øen som ung. Det er en gammel sag skrevet i 1929 og oversat til 45 sprog, men jeg købte den en sommer på ferie i Ravello og læste den dernede på italiensk. Der sker det tragiske for Axel Munthe, at da villaen omsider var færdig, og han flytter til sin drømmetilværelse på Capri, får han en øjensygdom, så han ikke kan tåle det stærke italienske lys, han bliver blind og er tvunget til at flytte tilbage til Sverige, hvor han dør i 1949. Jeg var selvfølgelig på Capri og se Villa San Michele, der besøges hvert år af tusindvis af turister. Det var så følelsesladet at stå på terrassen til den villa og skue ud over havet med udsigt til Napoli og vulkanen Vesuv og vide, at Axel Munthe havde elsket det sted overalt på jorden, men var tvunget til at forlade det. En af skulpturerne på terrassen er en sfinks lavet i granit. Man kan lægge hånden på den og ønske noget, som med garanti vil gå i opfyldelse, hvis man ikke fortæller nogen, hvad man har ønsket. Jeg har aldrig røbet mit ønske for nogen, så der er håb om, at det går i opfyldelse.

Har du et favoritord, som du er ekstra glad for?

– Som forfatter elsker jeg alle ord. Men jeg holder meget af små ord, der kan ændre en sætnings betydning. Ordet “heller” for eksempel. Der er forskel på at skrive: “Det ville hun ikke,” i forhold til: “Det ville hun heller ikke”. Det lille heller har fortalt, at der er mere end én ting, hun ikke vil. Og sådan er der så mange små gode ord. Men jeg er i øjeblikket vild med ordet ”Blodregn”, og jeg har sat det som foreløbig titel på bogen om Lampedusa, som jeg går og tænker på, da den titel ville passe perfekt til temaet.

Hvilke skønlitterære bog har/har haft stor betydning for dig?

– Det kommer an på, hvilken betydning der menes. Alle de bøger, jeg har læst, har betydet et eller andet i en eller anden retning, så det er umuligt at trække en bestemt frem.

Hvis folk kun læser en enkelt krimi i deres sommerferie, hvilken bog vil du så anbefale?

De skal da selvfølgelig læse Slangernes gift. Nej, der er så mange at anbefale, så det er igen svært at vælge, det er jo smag og behag, men Jo Nesbø går man aldrig forkert af.

Hvad skal du selv læse i løbet af sommeren?

– Ud over mit manus Dommer og bøddel, som jo skal læses igennem en hel del gange, så skal jeg helt sikkert i gang med Sønnen af Jo Nesbø. Den bog glæder jeg mig meget til at læse.

I næste uge kan du møde krimidebutanten Martin Dan Rasmussen her på bloggen. Fik du ikke læst interviewet med sidste uges forfatter, finder du interviewet med Michael Katz Krefeld lige her

 

Sønnen af Jo Nesbø

Sønnen er på mange måder en klassisk Nesbø-fortælling, selvom vi må undvære Harry Hole Igen disker forfatteren op med en overraskende slutning.

Sønnen er på mange måder en klassisk Nesbø-fortælling, selvom vi må undvære Harry Hole. Igen disker forfatteren op med en overraskende slutning.

Anmeldelse: Jeg læste Jo Nesbøs Sønnen i så forrygende fart, at jeg ikke fik den på LIGE NU LÆSER JEG-listen ude i højre side af denne blog. Sønnen, der ikke handler om Hole, er en rå, sort og tempofyldt krimi.

Kan den mand ikke gøre noget forkert? Jo Nesbø har engang skrevet en børnebog, jeg ikke er vild med (men jeg er heller ikke ligefrem i målgruppen). Og den allerførste bog om Harry Hole var lidt lang i spyttet. Ser man bort fra det, så har jeg knuselsket alt, hvad den norske succesforfatter har skrevet.

Jo Nesbø mestrer sindrige, snedige og uforudsigelige plots, hvor man som læser ikke altid kan gennemskue, hvem der er de gode og de onde. Han vender igen og igen det norske velfærdssamfund på vrangen og skriver indgående om magt, korruption og kriminalitet. Og om misbrug og stoffer, for “kærlighed til heroin er den stærkeste kærlighed i verden“, som Jo Nesbø sagde i et interview i Jyllands-Posten for nylig.

Han er far til den grove, uortodokse og karismatiske antihelt og strømer Harry Hole, som jeg har elsket at følge gennem ti bøger. Nesbø tager ofte sine læsere med helt ind i torturkammeret (tænk bare på Panserhjerte uf…), men han slipper af sted med det. Udover tyngde og alvor og forrygende spænding er der også masser af humor i hans bøger.

Netop humor har Nesbøs nyeste bog, Sønnen, dog ikke meget af. Det er en skam. Det er nemlig en meget mørk, voldsom og dyster bog. Men også en rigtig god bog. Og på mange måder en klassisk Nesbø-fortælling om et korrupt, betændt og moderne Oslo i frit fald.

Man behøver ikke være religiøs for at forstå de mange bibelske hentydninger. Sønnen handler om langtidsfangen og narkomanen Sonny (frelseren), der har været indsat i Norges bedst sikrede fængsel gennem mange år. Han får stoffer mod at tage andres skyld på sig. Sonny soner det han tror er faderens forræderi, men da han finder ud af, at hans far ikke var en korrupt politimand, der begik selvmord, men en hæderlig mand, der blev myrdet og faktisk ofrede sig for familien, flygter han fra fængslet opsat på hævn.

Vi møder også faderens ven, den ældre viceinspektør Simon Kefas, der nu efterforsker Sonnys hævntogt. Som forhenværende ludoman har Kefas selv mærket, hvad skæbnesvangert misbrug er.

Selvom Sonny  – udover Simon Kefas – er helt central for fortællingen, så hører vi aldrig hans egen stemme. Vi oplever kun Sonny gennem andre. Nesbø har fortalt, at inspirationen til netop den ide kommer fra Jesus’ disciple. Folk oplever Sonny forskelligt alt efter, hvem de selv er.

Igen tager Nesbø fat på et far/søn-tema, for Sonny er opsat på at finde sandheden om sin far. Koste hvad det vil. Sønnen er en bragende god krimi om hævn, kærlighed, syndefald og tilgivelse. Jeg savnede faktisk ikke Harry Hole, da jeg læste bogen, men jeg savnede noget humor, sarkasme og lune.

 

 

 

 

 

Jo Nesbø, Jens Østergaard og gratis lydbøger

Du kan gratis downloade fire krimier som lydbøger.

Du kan lige nu gratis downloade fire krimier som lydbøger via DR.

Mange af jer, ja, faktisk rigtig mange af jer, der søger på bloggen i disse dage, søger efter informationer om Jo Nesbøs Sønnen.

Jeg lover, at der snart er anmeldelse på vej af den norske succesforfatters nye krimi – uden Harry Hole. Har du stadig Nesbøs seneste Hole-krimi til gode, så kan du gratis downloade Politi som lydbog via DR lige her

Men skynd dig. Tilbuddet gælder kun indtil 21. april 2014. Du kan læse min anmeldelse af Politi her

Du kan også kvit og frit downloade følgende tre lydbøger:

Susanne Stauns Helt til grænsen (Kan hentes frem til og med 14. april)

Jeg har anmeldt tredje og sidste del af Stauns trilogi om den lidt sære og politisk ukorrekte retsmediciner Maria Krause her

Simon Pasternaks Dødszoner (Kan hentes frem til og med 14. april)

Lene Kaaberbøls Det levende kød (Kan hentes frem til og med 21. april)

Du finder bøgerne her

PS: Senere på ugen er der bøger af Jens Østergaard på højkant her på bloggen.

PPS: Fire dage til det går løs på Krimimessen i Horsens. Glæder mig. Helt vildt.

 

 

 

 

 

Ny Jo Nesbø-krimi til marts – uden Harry Hole

Et par af hylderne med reserverede bøger på mit lokale bibliotek. Jo Nesbø er en populær forfatter.

Et par af hylderne med reserverede bøger på mit lokale bibliotek. Jo Nesbø er en populær forfatter.

21. marts udkommer Sønnen af Jo Nesbø, der har fået sin krimiserie om Harry Hole oversat til mere end 45 sprog. Sønnen er dog ikke en del af Hole-serien. Den norske succesforfatter kalder selv bogen for en litterær thriller.

litteratursiden.dk skriver Allan Hilton Andersen, der har oversat flere af Jo Nesbøs bøger fra norsk til dansk, at man roligt kan glæde sig. Så det vil jeg gøre, selv om jeg har haft Hole-abstinenser, siden jeg læste sidste side af Politi

Denne gang er Harry Hole ikke med, men til gengæld er der et persongalleri, som beskrives ganske forrygende. Romanen handler om den unge fyr Sonny. Han er narkoman og har været i fængsel, siden han var 18 år. Han skaffer sig stoffer ved at afsone forbrydelser, andre har begået.

Ifølge norske medier tager forfatteren igen fat på et stærkt far/søn-tema, ligesom han igen jonglerer med temaer som hævn, tilgivelse, skyld og forsoning. Og så er der efter sigende gensyn med Oslo-noir i bedste Nesbø-stil.

Jo Nesbøs danske oversætter garantere, at:

Der er fart over feltet, og plottet er lige så overraskende, som det plejer at være hos Nesbø.

Bogen udkommer på forlaget Modtryk

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her