spændingsroman

Stockholmmøde med succesfuld forfatter

Forfatterinterview: På mandag sætter jeg kurs mod Stockholm for at interviewe den svenske forfatter Caroline Eriksson, der snart er aktuel med thriller på dansk.

De forsvundne er blevet en international sensation, da den på kort tid blev solgt til over tyve lande. Udkommer i Danmark 2. juni. Læs mere om bogen her

Caroline Eriksson har skrevet en mørk og psykologisk spændingsroman, De forsvundne, der udkommer på dansk 2. juni på forlaget People’sPress.

Flere anmeldere har sammenlignet den svenske forfatter med amerikanske Gillian Flynn, der står bag Kvinden, der forsvandt – en thriller, der har været med til at gøre domestic noir-genren overordentlig populær.

De forsvundne er sådan en thriller, som jeg glæder mig til, at andre har læst, så jeg kan tale frit om bogens tvist og plot. For intet er, som det ser ud til, og ingen er, som man tror.

I  Sverige var bogen sidste år den mest solgt e-bog, og siden De forsvundne udkom i forfatterens hjemland for cirka halvandet år siden, har 26 lande fulgt trop – og nu altså også snart Danmark.

At De Försvunna, som bogen hedder på svensk, er blevet lidt af en international sensation, betyder også, at forfatteren er vant til at give interviews.

Mon jeg kan lokke Caroline Eriksson til at afsløre noget omkring arbejdet med bogen, som hun aldrig har fortalt i andre interviews, når vi mandag spiser frokost sammen? Jeg vil i hvert fald forsøge.

Den svenske forfatter Caroline Eriksson har boet flere forskellige steder rundt omkring i verden bl.a. i USA og i Australien. I dag bor hun i Stockholm, hvor jeg mødes med hende. Foto: Rebekka Andreasen

Interviewet bliver bragt her på bloggen engang i næste uge. Stay tuned.

PS: Jeg får et honorar af People’sPress for at interviewe Caroline Eriksson. Af samme grund har jeg takket nej til at anmelde bogen.

 

 

 

Vind Eremitten og De savnede af Thomas Rydahl

Er du den heldige vinder, får du en lille hilsen fra Thomas Rydahl i din bog.

Er du den heldige vinder, får du en lille hilsen fra Thomas Rydahl i din bog.

Konkurrence: I årets sidste konkurrence kan du vinde Thomas Rydahls to spændingsromaner om eremitten Erhard, der har bosat sig på Fuerteventura. Forfatteren har signeret begge bøger.

Konkurrencer plejer at foregå her på sitet, men denne her foregår på Facebook. Vil du deltage i konkurrencen om at vinde begge bøger, så hop ind på bloggens Facebookside her og smid en kommentar.

Du kan læse et interview med Thomas Rydahl her. Og her er en anmeldelse af den første bog, Eremitten

Bøgerne er på højkant. Koglen kommer tilbage i haven, og det lille glastræ, min mor har foræret mig, får lov at pynte her i huset måneden ud. Foto: Rebekka Andreasen

Bøgerne er på højkant. Koglen kommer tilbage i haven, og det lille glastræ, min mor har foræret mig, får lov at pynte her i huset måneden ud. Foto: Rebekka Andreasen

Du kan deltage i konkurrencen frem til onsdag den 21. december klokken 14, hvor jeg trækker en vinder. Se på Facebook, om du har vundet.

Tak til Politikens Forlag for at sponsorere bøgerne.

 

 

Tre korte anmeldelser: Åsa Larsson, Nele Neuhaus og Joakim Zander

Snehvide skal dø og Broderen udkom tidligere i år på People's Press og Gyldendal. Indtil din vrede er ovre udkom på Modtryk i 2008. Foto: Rebekka Andreasen

Snehvide skal dø og Broderen udkom tidligere i år på People’s Press og Gyldendal. Indtil din vrede er ovre udkom på Modtryk i 2008. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Læs om den tyske krimi Snehvide skal dø og de svenske krimier Broderen og Indtil din vrede er ovre.

Tysk politikrimi, der holder:

Selvom vi geografisk er tæt forbundet med Tyskland, er det ikke hverdagskost med en tysk krimi oversat til dansk. Men det er Snehvide skal dø af Nele Neuhaus, der er oversat af Jacob Jonia. Skal du stifte bekendtskab med en tysk forfatter, kan du trygt kaste dig over Nele Neuhaus, der har solgt millioner af bøger i sit hjemland og ikke er uvant med en placering på bestseller-lister.

I den næsten 450 sider tykke mobbedreng af en krimi møder vi efterforskerne Pia Kirchhoff og Oliver von Bodenstein, der hvirvles ind i en mystisk sag, da de efterforsker et mistænkeligt trafikuheld. Det bringer dem bl.a. til en lille landsby, hvor det flyder med hemmeligheder, løgne, had, sladder og fortielser. År tilbage forsvandt to 17-årige piger, og den mand, der blev dømt for forbrydelsen ud fra en række indicier, er netop blevet løsladt. Han vender tilbage til landsbyen, hvilket skaber ravage blandt de lokale. Kort efter forsvinder endnu en ung pige. Hvordan det hænger sammen knokler de to politifolk for at finde ud af.

Bogen er en anelse for lang og kunne med fordel være strammet op. Alligevel er Snehvide skal dø solid og effektiv krimiunderholdning. Plottet er dejligt kringlet, og persongalleriet interessant. Desuden er det herligt forfriskende med nye græsgange, og jeg tager gerne til Tyskland med Pia og Oliver igen.

Det er første bog af forfatteren på dansk, selvom det er den fjerde i serien. Jeg håber, at forlaget bag – People’s Press – udgiver flere af bøgerne på dansk.

Spændende svensk politisk thriller:

Broderen af Joakim Zander er en selvstændig fortsættelse af forfatterens debutroman Svømmeren. Og bedre, hvis du spørger mig. Vi møder igen juristen Klara Walldéen, der arbejder i London. Hun har det ikke godt efter hændelserne i den forrige roman og forsøger at skylle fortiden væk med rødvin. Det hjælper ikke, at hendes pc bliver stjålet, og at en kollega skubbes ud foran et tog. Hvem lurer i skyggen? Klara må tilbage til Sverige for at finde svar.

Vi møder også søskendeparret Fadi og Yasmin, der er vokset op i en ghetto nær Stockholm. De har hele pakken: Forældre, der ikke magter dem, rastløshed og småkriminelle venner. Yasmin flygter fra de bristede fremtidsdrømme i Sverige til New York med sin voldelige kæreste. Da hendes bror forsvinder fire år efter, vender hun hjem til ghettoen for at lede efter ham. Er Fadi virkelig draget til Syrien for at kæmpe for IS?

Yasmine og Klara krydser spor i hver deres søgen efter sandheden, og bogen fortælles fra tre forskellige synsvinkler. Det er med til at skabe intensitet. En bloglæser skrev til mig, at hun fandt det trættende med det slang, de unge bruger: bro, wallah, habibi, hullu. Jeg mener, det gør bogen autentisk og nærværende.

Broderen er en spændingsroman om bl.a. radikalisering, rodløshed, politik og magt. Og om søskendekærlighed. En relevant krimi, der tager favntag med meget aktuelle emner. Og så har bogen et plot, der jonglerer med dine anelser.

Har du planlagt at læse Svømmeren, så snup den først, men Broderen kan sagtens læses selvstændigt.

Suveræn tur til det nordlige Sverige:

Jeg er begejstret for Åsa Larssons serie om anklageren og juristen Rebecka Martinsson, og hvor jeg for længst har læst de øvrige bøger i serien, manglede jeg indtil for nylig Indtil din vrede er ovre, der er den fjerde i serien. Tanken om en ulæst Åsa Larsson-krimi og endnu en tur til Kiruna i det nordligste Sverige, gjorde mig glad og forventningsfuld. Heldigvis blev jeg ikke skuffet.

Fra første bid er det en fornøjelse at være i selskab med en Åsa Larsson-krimi. Legesygt sprog, veltænkt plot, nervepirrende læsning, udførlige personkarakteristikker og rammende miljøbeskrivelser af en svensk vildmark langt mod nord. Alt er lige til at lappe i sig. Også Rebeckas kvaler. Hun er outsider, men hun er også indfødt.

Forfatteren blander magisk realisme og det overnaturlige, men det virker forunderligt nok logisk i denne fortælling om et ung par, der aldrig kommer op fra deres vinterdyk i en sø, hvor et fly fra krigens tid er begravet. Hvem er det, der ikke vil have, at der dykkes ned i fortiden? Rebecka involveres selvfølgelig i sagen om familiehemmeligheder og løgne og fortidens forbindelser til Nazityskland.

Åsa Larssons serie om Rebecka Martinsson i rækkefølge:

 

 

 

Interview med Thomas Rydahl

Thomas Rydahl. Foto: Rebekka Andreasen

Selvom det ikke er det mest flatterende billede, Thomas Rydahl giver af Fuerteventura, og selvom han kun kender øen fra en enkel ferie, så har mange indfødte taget godt imod hans første bog. Og da Thomas Rydahl var på øen for at promovere Eremitten og en kvindelig taxachauffør hørte, hvem hendes kunde var, sprang hun ud af vognen og insisterede på et selfie med den danske forfatter. Foto: Rebekka Andreasen

Forfatterinterview: Thomas Rydahl har placeret sin hovedperson helt ude på kanten af Europa – på den spanske ø Fuerteventura. Han er fascineret af mænd, der flygter fra ét liv og begynder et nyt liv forfra. Og de konsekvenser, et så radikalt valg har. Netop derfor skulle hovedpersonen Erhard så langt væk som til en kanarisk ferieø.

Da jeg møder forfatter Thomas Rydahl på en cafe i hjertet af Aarhus en eftermiddag i november, er der mindre end et døgn til, at Rydahls anden spændingsroman De savnede udkommer. En bog, der handler om eksildanskeren Erhard, den aldrende, atypiske krimihovedperson og eremit med ni fingre, som vi også mødte i Eremitten

Endnu ved forfatteren ikke, at anmeldere ved de store dagblade vil kaste stjerner og hjerter efter bogen og rose udgivelsen med sætninger som: .. et effektivt “crime noir”-plot, som ville have vundet applaus fra en Raymond Chandler” (Jyllands-Posten) og “Thomas Rydahls anden roman om sin antihelt Erhard Jørgensen lever herligt op til etteren” (Politiken).

Alligevel hviler der en ro over Thomas Rydahl. Selvfølgelig, understreger han, er han spændt på, hvordan bogen bliver modtaget, og der er nogle sommerfugle, der basker lidt rigeligt i maven, men han udstråler ro og eftertænksomhed. Og virker befriet for nervøsitet eller uro. Som om han ved, at det, han sender på gaden om et øjeblik, er kvalitet og har værdi.

Som om, han nu har fundet sig selv som forfatter efter allerede som 17-årig at have vundet en novellekonkurrence for derefter i mange år at producere historier til skrivebordsskuffen. Som om, han har fundet sig selv efter de kriser, både i sit parforhold og i den tætte vennekreds, som han åbent fortæller om.

Det har tvunget mig til at se på mit eget liv og tænke: Hvad er det egentligt, at mit liv handler om? Det handler om at skrive bøger.

Slow crime med tid til at dvæle kalder han selv sine bøger. Der er en langsommelighed, en ro og en eftertænksomhed i hans bøger. Faktisk skulle han selv sluge, at der bliver hæftet et spændingsroman-mærkat på hans bøger om Erhard. For “langsommelighed er godt at have med, når jeg skriver om en 67-68-årig hovedperson”. Han lægger ikke skjul på, at det ikke er i krimigenren, han selv blotrer sig som læser, selvom han sætter pris på Sjöwall og Wahlöö. Han er mere til “at mærke vandet dryppe i en Per Petterson-roman”. Omvendt har det hjulpet ham at fortælle historien om Erhard ved hjælp af en krimiintrige. Han havde brug for, at Erhard vågnede op og ikke visnede hen i sin afsondrethed.

Trods roen er der et eller andet sted en kritisk stemme, der gnaver:

Fra samtaler med andre forfattere ved jeg, at de også har en kritisk stemme et sted, der spørger, om det man nu har gang i er godt nok. Engang imellem har jeg i mit hoved hørt Lars Bukdahls  stemme, der rakkede ned. Men mit mod og min tro på, at det jeg skriver er godt, er blevet større med alderen. Og så betyder det selvfølgelig en masse, at mit forlag har taget godt imod mit manus.

(Bukdahl er bl.a. litteraturanmelder ved weekendavisen, red.)

Det har ikke været svært at skrive toeren. Det har været endnu federe, for nu kunne jeg bedre sætter ord på Erhard og de andre karakterer. Det er et privilegie at hoppe ned i en andens sko og ind i et andet univers. Jeg holder helt vildt meget af Erhard, men det er også fedt, at han ikke er en mand i 40’erne, der ligner mig selv. At han er en ældre karakter og har et helt andet udgangspunkt. Jeg har haft lyst til forsat at skrive historier om de naturlige konsekvenser af den måde, Erhard lever på. Han flygter og isolerer sig og straffer sig selv, ved at være helt væk fra alting. Erhard er meget pragmatisk, og nogle gange tænker jeg: Gad vide, hvad det fører til, når jeg skriver, og jeg kan selv blive overrasket over, hvor historien bevæger sig hen. Så må jeg mærke efter og finde ud af, hvordan Erhard ville reagere. Han gør, hvad der passer ham, og så tager han konsekvenserne senere.

- Jeg hepper megameget på Erhard. Han er lidt ligesom en morfar, siger Thomas Rydahl om sin hovedperson. Foto: Rebekka Andreasen

– Jeg hepper mega meget på Erhard. Jeg holder helt vildt meget af ham, siger Thomas Rydahl om sin hovedperson. Foto: Rebekka Andreasen

De savnede er en bog om savn, magt og kærlighed – eller manglen på kærlighed. I thrilleren bliver Erhard rodet ind i en sag om en illegal flygtning, der er forsvundet. Samtidig er et dansk filmhold landet på øen for at optage en episode til tv-programmet ’De savnede’. Og det får betydning for Erhard.

Med sort kaffe i koppen omgivet af “300 laksespisende ældre damer” på cafeen på kunstmuset Louisiana, og hovedtelefonerne fulde af titelmelodien fra dokumentarserien De forsvundne danskere, som blev vist på DR i 90’erne, er en god del af bogen blevet til. (Musikken er Mark Knopflers Irish boy. Hør den her)

Thomas Rydahl har genset mange af programmerne på DR’s elektroniske arkiv Bonanza, og han understreger, at det stort set altid er mænd, der flygter. Ligesom Erhard gør. Kvinderne, mødrene bliver.

Bøgerne om Erhard bliver en serie på i alt tre bind, og forfatteren afslører, at titlen på den sidste bog bliver De tre paver. Gradvist gennem serien får læseren mere at vide om, hvad der er sket i Erhards fortid. Hvad flygtede han fra?

Thomas Rydahl ved det allerede, selvom han ikke har skrevet den tredje bog. Hvornår alle vi andre får samme viden, må tiden vise. Nu skal bog nummer to om Erhard først skubbes godt på vej.

PS: Et spansk produktionsselskab har købt rettighederne til at filmatisere den første bog om Erhard. Det er ikke det samme som, at der kommer en film ud af det. Om et halvt år udløber den rettighed. Og måske, siger Thomas Rydahl, står der en dansk instruktør parat i kulissen, hvis det spanske selskab ikke går videre med projektet.

 

 

Anmeldelse: Ikonen og Konservatoren af Nina Vad Holtum

Danske Nina Vad Holtum har skrevet to bøger om konservatoren Lærke Lind. Bøgerne handler bl.a. om hævn, skam, skyld og retfærdighed. Foto: Rebekka Andreasen

Danske Nina Vad Holtum har skrevet to bøger om konservatoren Lærke Lind. Bøgerne handler bl.a. om hævn, skam, skyld og retfærdighed. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Jeg har det meget blandet med danske Nina Vad Holtums to spændingsromaner om konservatoren Lærke Lind.

Ikonen hedder den første bog, der udkom i 2014. I foråret 2016 udkom efterfølgeren Konservatoren.

Først det positive: Jeg er vild med, at forfatteren har givet sin hovedperson en meget spændende og original baggrund. Lærke Lind er konservator og ekspert i russiske ikoner. Jeg lappede siderne i mig, når hovedpersonen ihærdigt og med omhu restaurerer gamle, værdifulde og historiske ikoner. Især i den første af bøgerne, Ikonen, får læserne indsigt i ikon-verdenen. Og så tager forfatteren fat på saftige emner som skyld, skam, retfærdighed og hævn.

Jeg er glad for især det fortællespor i Ikonen, hvor forfatteren sender sin hovedperson til Skt. Petersborg. Det danske kongehus er kommet i besiddelse af en sjælden ikon, der tilsyneladende stammer fra zarfamilien, og Lærke Lind rejser til Rusland for at optrevle ikonens historie. Samtidig bliver hun forladt af sin mand, lægen Steen, som hun har været gift med i over tyve år, og som hun har en voksen søn med. Steen har været utro og længe haft en elskerinde. Forståeligt nok krakelerer Lærke Linds trygge tilværelse.

Udover at være spændingsromaner er bøgerne også et portræt af en midaldrende kvinde, der bliver forladt og bakser med alle de følelser, der følger med et svigt. Lærke Lind er jaloux, frustreret, vred, såret, magtesløs, sorgfuld etc. Og så er hun i den grad forsmået.

For meget mad og vin

Desværre er det også det, der bliver bøgernes problem. I hvert fald bedømt på en krimi/spændingsskala. At placere Nina Vad Holtums bøger i domestic noir-genren er ikke helt forkert. Domestic noir centrerer sig om privatlivet og de tætte relationer. Omdrejningspunktet for domestic noir-thrillers er ofte dagligdagen med arbejde, venner, børn og parforhold. Og selvom der ofte er skruet ned for tempoet i såkaldte domestic noir-romaner, så er kombinationen af psykologisk ægteskabsdrama/spændingsroman ikke rigtig vellykket her. (Se  i øvrigt link til artikel om domestic noir nederst på siden)

Der er alt for mange linjer, der handler om, hvad Lærke Lind spiser, køber ind eller har i køleskabet, for mange telefonsamtaler med moderen eller broderen Bo. For meget sniksnak til min smag. Det hiver tempo ud af fortællingerne, og nogle gange grænser det til det banale at læse, hvad Lærke Lind spiser, hvilket tøj hun tager på, og at Lærke Lind igen drikker vin. Eller Whisky. Og indimellem fik jeg lyst til at ryste hovedpersonen og skrige: Lad nu være med at være så barnlig og jaloux. Især da jeg læste Konservatoren.

Det er svært at beskrive handlingen i bog nummer to om Lærke Lind uden at afsløre for meget, men det er en selvstændig efterfølger til Ikonen, der klart er min favorit af de to bøger.

Bøgerne er udgivet på det lille forlag Clausen Publishing, der foreløbig kun har udgivet Nina Vad Holtums bøger. Heldigvis er der kælet for detaljerne, og begge bøger er lækre og har meget smukke covers.

PS: Fik du læst min artikel om domestic noir på Litteratursiden?

Har du vundet Drengen ingen kunne finde?

Er du den heldige, der har vundet Christian Mørks nye spændingsroman?

Er du den heldige, der har vundet Christian Mørks nye spændingsroman?

Tak til alle jer, der deltog i konkurrencen om at vinde en signeret udgave af Christian Mørks nye spændingsroman, Drengen ingen kunne finde. Jeg spurgte jer, hvorfor I læser krimier. Her er nogle af jeres svar:

  • Jeg kan godt lide at forsøge at finde ud af, hvem der er den skyldige i krimierne. Jeg synes også, at det er interessant at følge personernes udvikling i serierne, og så skal bøgerne være velskrevne og helst så spændende, at jeg ikke kan lægge dem fra mig.
  • Jeg kan godt lide de krimier, hvor man følger et team eller en kriminalbetjent gennem flere bøger. Især de engelske (Elizabeth George, Ruth Rendell) kan læses flere gange.
  • Jeg læser krimier fordi de indeholder en gåde, et mysterium der skal opklares. Dét er ret fascinerende. De nordiske krimier er ekstra tiltrækkende, fordi de også giver et indblik i den mørke side af vores samfund – eller i hvert fald et bud på ,hvordan det kan se ud under overfladen. Det er interessant at blive lidt klogere på samtidig med, at man er godt underholdt. Krimien indrager mig, og jeg kan særligt godt lide det, at jeg skal forholde mig til forskellige dilemmaer og konflikter undervejs. Der er tit nogle spændende og komplekse psykologiske portrætter af offer, gerningsmand og politimand/detektiv. Alt i alt er det en genre – der trods sit rygte – har meget at byde på, når den er vel udført af en dygtig forfatter.
Christian Mørk debuterede som forfatter i 2006 med De ti herskere. Drengen ingen kunne finde er hans niende roman.

Christian Mørk debuterede som forfatter i 2006 med De ti herskere. Drengen ingen kunne finde er hans niende roman.

Tak til jer alle for spændende kommentarer. Jeg har tilfældigt udtrukket en vinder. Den heldige er Inge Lund. Du har vundet Drengen ingen kunne finde. Send mig din adresse på: mail@rebekkaand.dk og der er en bog på vej til dig. Tak til Politikens Forlag for at sponsorere bogen.

PS: Husk, at du hver søndag i advent kan møde en krimiforfatter her på bloggen. Mød bl.a. Øbro og Tornbjerg og Thomas Clemen

Interview med Christian Mørk

Christian Mørk debuterede som forfatter i 2006 med De ti herskere. Drengen ingen kunne finde er hans niende bog. Foto: PR.

Christian Mørk debuterede som forfatter i 2006 med De ti herskere. Drengen ingen kunne finde er hans niende bog.  – Jeg kan skrive i et kølerum, hvis bare jeg får vanter på, siger den produktive forfatter. Foto: PR.

Forfatterinterview: Christian Mørk, der er aktuel med ny spændingsroman, er ikke sådan at proppe i bås. Han insisterer på at skrive de historier, som hans figurer kræver.

Drengen ingen kunne finde. Sådan hedder Christian Mørks nye bog, der udspiller sig i den lille amerikanske delstat Vermont på grænsen til Canada. En stat på størrelse med Jylland, hvor forfatteren selv har boet. En stat med bjerge og dybe skove, der indbyder til eventyr og mystik.

Christian Mørk jonglerer i sin nye roman ikke kun med fortid og nutid, men også med realisme og mystik og med det jordnære og det fantasifulde. Jeg spørger ham, om han tror på spøgelser.

Jeg vil altid tro på eventyrets kraft – den er stærkere end noget spøgelse. Jeg kan godt lide at lege med ideen om, at der er ting, vi ikke umiddelbart kan forstå og forklare. Kontrasten mellem det helt dagligdags og almindelige og det usædvanlige, overraskende og mystiske tiltaler mig.

Drengen ingen kunne finde handler om to voksne brødre, to kommunale vejarbejdere fra Vermont. Storebror Harolds 12-årige søn Martin er forsvundet. Er han død i den brand, der kostede Harolds kone livet? Lillebror Gordon fører an i jagten på at finde sandheden om Martin. Christian Mørks nye bog er bl.a. en historie om at slutte fred med sin fortid. Om tilgivelse, jalousi og skyld. Det er en universel historie, der kunne foregå alle vegne, men, som Christian Mørk understreger, så er det mere autentisk for ham at skrive om Vermonts skove end om Rold Skov. Det er nemlig et område af USA, han kender godt. Han har læst på Marlboro College i Vermont.

Vermonts bjerge gemmer ting lidt væk, og det er et godt sted at kvaje sig i fred.

Det var her, den nu 49-årige forfatter som studerende hørte om hvileløse vandringsmænd, der strejfede omkring på landevejene, og om folk, der forsvandt og aldrig dukkede op igen. Det var her, langt ude i skovene, at han mødte en mand i kedeldragt udstyret med en jagtriffel, der signalerede, at han ville være i fred. Det var her, den første spæde ide til bogen plantede sig i hovedet på ham.

For 15 år siden tog han første gang hul på historien og skrev, hvad han selv kalder et dårligt filmmanuskript, der aldrig blev realiseret. Men der var noget ved historien, han ikke kunne glemme. Og nu har han skrevet Drengen ingen kunne finde. En bog, som Christian Mørk er meget glad for.

Gradbøjer genrer

Det er vanskeligt at sætte ét bestemt mærkat på Christian Mørks forfatterskab. Han har skrevet romaner om bl.a. sørøvere, og han har skrevet krigsromaner og thrillers, der har taget læserne med til lande som Tyskland, Italien, USA og Irland. Har har skrevet om både middelalderen og om 2. verdenskrig. Og nu er han aktuel med en spændingsbog, der er mere klassisk i genren end de to seneste bøger fra hans hånd har været. Alligevel gradbøjer Christian Mørk genren og blander mystik og eventyr med et klassisk spændingsunivers.

Christian Mørk forklarer, at han blev glad, da Ingolf Gabold, tidligere dramachef i DR, engang kaldte en af hans bøger for en eventyr-thriller.

Jeg er meget imod at genrebestemme alting. Det kan virke som en begrænsning. Det er ofte meget vigtigt for folk at klassificere bøger, men en genre kan meget mere, end vi tror. En god historie, er jo en god historie – uanset genre.

Han gestikulerer ivrigt, når han vil understrege en pointe. Og snupper et sip af sin dobbelte espresso før han fortsætter:

Når jeg puster luft i mine figurer, så belønner de mig og fortæller mig, hvor de skal hen. Det kan lyde højtravende, men de personer, jeg skriver om, bliver vakt til live af mig og trækker mig i den ene eller andet retning. Jeg spurgte engang min far (Erik Mørk), der bl.a. lavede radioteater, om, hvordan han kunne gøre det så livagtigt, når han sad i et studie uden publikum. Han fortalte, at han altid forestille sig, at publikum sad inde i mikrofonen. Jeg lever mig også ind i det, jeg skriver. Og glemmer mig selv. Det er en lykkelig tilstand at være i.

At kalde ham yderst produktiv er ikke helt forkert, og Christian Mørk har allerede næste bog i tankerne. En historisk roman. Og mon ikke han igen blender genrer sammen og skaber sit helt eget “Mørk-univers”?

Christian Mørk:

Christian Mørk i gang med at signere sin nye bog. Inden længe er der en konkurrence her på bloggen, hvor du netop kan vinde et signeret eksemplar. Foto: Rebekka Andreasen

Christian Mørk i gang med at signere sin nye bog. Inden længe er der en konkurrence her på bloggen, hvor du netop kan vinde et signeret eksemplar. Foto: Rebekka Andreasen

  • Er født i 1966 på Frederiksberg og søn af skuespillerne Susse Wold og Erik Mørk
  • Flyttede som 21-årig til USA
  • Har en bachelor i historie og sociologi  og en master i journalistik
  • Bor i dag i Brooklyn, New York, men er jævnligt i Danmark
  • Har arbejdet som journalist og filmproducer og bl.a. været med til at lave The Devil’s Advocate med Al Pacino
  • Debuterede i 2006 med De ti herskere og har skrevet ni romaner
  • Kan se sine bøger hos boghandlere i mere end 20 forskellige lande

PS: Du kan møde Christian Mørk på BogForum om søndagen, og på Krimimessen i Horsens til marts 2016.

PPS: Følger du bloggens Instagramprofil kan du der finde en lille hilsen fra forfatteren.

 

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her