Stephanie Caruana

Guide til Krimimessen – søndag

Skal du også i fængsel på søndag? Find inspiration til din dag her i indlægget. Foto: Rebekka Andreasen

Krimimesse: Man kan ikke nå alt. Sådan er det. Desværre. Her kommer et forslag til, hvordan din søndag på Krimimessen i Horsens kan arte sig.

En søndag på Krimimessen i Horsens kan se sådan her ud:

Klokken 10.00, Sort Scene: Skub søndagen godt i gang med Julie Hastrup, der fortæller om den seneste Rebekka Holm-krimi, Mirakelmanden, der bl.a. foregår i Finland.

Klokken 10.40, Gymnastiksalen. Hvis du skynder dig, kan du nå at høre svenske Malin Persson Giolito fortælle om Størst af alt, der er kåret som bedste svenske kriminalroman i 2016. Er du mere til amerikanske Tess Gerritsen, der er på programmet på samme tidspunkt, så sætter du kurs mod Rød Scene i stedet for.

Klokken 11.00, Trykkeriet: Så skal der fart på, så du er klar til at høre Sara Blædel interviewe islandske Yrsa Sigurðardóttir.

Pause. Du har en halv times tid til at gå rundt i messeområdet i Magasinet. Tis, drik kaffe og vær klar til næste seance.

Klokken 12.00, Sort Scene: Horsens borgmester Peter Sørensen overrækker Krimimessens Publikumspris. Hvem mon vinder?

Klokken 12.45, Teltet: Snup en sandwich og sæt kursen mod Teltet og nyd musikken fra krimiforfatter og musiker Morten Kærså.

Klokken 13.20, Sort Scene: Jeg interviewer Bent Stenbakken, der har skrevet en Krøyer-krimi, der foregår i Skagen. Vi skal bl.a. tale om det berømte maleri, Hip Hip Hurra, som Krøyer malede, og som spiller en væsentlig rolle i historien.

Frem til klokken 14.15, Trykkeriet: Skynd dig over i Trykkeriet og hør debatten mellem Jakob Vedelsby, Stephanie Caruana, Bo Bjørnvig og Jeanette Øbro, der diskurerer kønskampen i krimibranchen. Er det et problem, at mænd får flere priser og positive anmeldelser end kvinder?

14.20, Sort Scene: Jeg interviewer Jürgen Klahn om hans debutroman, Sommerfuglen. Mon ikke det bliver til en interessant snak om bl.a. at gå i kloster? Forfatteren har tyske forældre og er opvokset i Sønderjylland, så bare rolig – interviewet foregår på dansk.

14.40, Sort Scene: Bliv bare hængende ved Sort Scene og hør Thomas Clemen fortælle om sin nye spændingsroman Jeg er Sif. Jeg synes, han skriver fantastisk godt, og så er han en spændende mand at høre på.

Krimi-bingo-banko-vært Maria Bruun Fanø knipset på Krimimessen sidste år. Mon ikke hun igen i år sørger for gode bogpræmier til de heldige? Foto: Rebekka Andreasen

15.00, Gymnastiksalen: Så er det tid til Krimi-bingo-banko med Maria Bruun Fanø og forfatterparret Lisbeth og Steen Bille. Blær dig med din viden om krimigenren og vind bøger.

15.40, Rød Scene: Luk og sluk for søndagens krimimesse med at høre Sanne Gottlieb fortælle om sin roman Sleep Stalker.

Der er selvfølgelig masser af krimiguf at vælge imellem, som jeg ikke har nævnt her. Du kan også vælge at få en rundvisning ved Fængselsmuseet, besøge området for børn og unge, høre Jussi Adler-Olsen fortælle om Selfie, møde retskemier Martin Worm-Leonhard (han er humoristisk og meget underholdende), komme til koncert med fangekoret fra Vridsløselille (kræver tillægsbillet) og og og…..

Rigtig god krimimesse. Og hey – skal du ikke afsted, så følg med her på bloggen og på Vild Med Krimis Facebookside eller Instagram-profil.

PS: Jeg har også lavet en guide til lørdagen på Krimimessen

BogForum dag 2 i billeder og ord

På BogForum er der plads til alle. Foto: Rebekka Andreasen

På BogForum er der plads til alle. Foto: Rebekka Andreasen

BogForum 2015: Kender du en psykopat? Vil du have en hjerne a la Ole Henriksen? Vil du smage en græshoppe? Tre spørgsmål, som jeg blev stillet på BogForums anden messedag. Her billeder og ord fra andendagen i Bella Center:

Lørdag skubbes godt i gang med hudspecialisten Ole Henriksen, der danser sig vej til scenen til tonerne af Pharrell Williams. Se Ole Henriksens dansende entre her

Der er proppet foran Hvid Scene. Rigtig mange er interesserede i at høre, hvordan de får Ole Henriksens hjerne. Eller med andre ord: Et indblik i, hvordan det kan lade sig gøre at være så glad hele tiden, og hvad de selv kan gøre for at få et gladere sind.

Arne og Carlos viste nyt til strikke-folket. Foto: Rebekka Andreasen

Arne og Carlos med nyt guf til strikke-folket. Foto: Rebekka Andreasen

Smilet på læberne bliver ikke mindre, da jeg går forbi de norske strikkefreaks Arne og Carlos. Kreative gør-det-selv-typer valfarter til strikke-standen. Jeg kan overhovedet ikke strikke, men de to mænd fascinerer mig.

Hvor Krimimessen i Horsens udelukkende fokuserer på krimi- og spændingsgenren, er BogForum et sammensurium af alt muligt forskelligt bog-guf. Men også krimifolket er til stede, og jeg møder flere skønne læsere af denne blog.

Pludselig går Darth Vader forbi mig. Det samme gør en håndfuld betjente iført skudsikre veste rustet med automatvåben. På dagens program er også Flemming Rose og Naser Khader. Dem skal der passes godt på. Og efter skyderierne i København i februar møder politiet massivt op til et arrangement som dette, hvor tusindvis af mennesker er samlet. Sørgeligt at det skal være sådan.

Efter en interessant snak om spiselige insekter på BioNyt Videnskabens verdens stand, hvor jeg bliver tilbudt en græshoppe, er det endelig tid til krimiguf.

Interviewer Jane Gisselmann spørger Michael Katz Krefeld, om han har styr på, hvor mange han har slået ihjel i sine bøger: Næh, men det er i hvert fald mange, svarer forfatteren til bl.a. Ravn-serien. Foto. Rebekka Andreasen

Jane Gisselmann fra Plusbog.dk spørger Michael Katz Krefeld, om han har styr på, hvor mange han har slået ihjel i sine bøger: “Næh, men det er i hvert fald mange, svarer forfatteren til bl.a. Ravn-serien. Foto. Rebekka Andreasen

Michael Katz Krefeld fortæller om sin seneste Ravn-krimi Sekten og giver sit bud på, hvad et godt krimiplot er:Udover fremdrift i fortællingen skal der være noget på spil for hovedpersonen. Og der skal være en skurk, som du både frygter og forstår. Som forfatter er jeg advokat for alle mine figurer, og der skal være et motiv bag, at skurken gør, som han gør.”

Martin Jensen, der er forfatter til serien om Eske Litle, byfogden i Assens, der gennem syv bind opklarer forbrydelser samtidig med, at han forsøger at undgå at blive fanget i Den kulledes Greves rænkespil, er aktuel med Når genstande beretter - Museernes danmarkshistorie. Foto: Rebekka Andreasen

Martin Jensen er formand for Det Danske Kriminalakademi og har skrevet en række krimier. Han er aktuel med en bog i en lidt anden genre: Når genstande beretter – Museernes danmarkshistorie. Foto: Rebekka Andreasen

Hilser på Martin Jensen, der er formand for Det Danske Kriminalakademi, hvor jeg for nylig blev optaget som medlem. Akademiets formål er at fremme god kriminallitteratur. Kan man andet end at elske det akademi? Martin Jensen er også forfatter til bl.a. middelalderserien om Eske Litle, byfogden i Assens, der gennem syv bind opklarer forbrydelser.

Senere fortæller Julie Hastrup om sin Rebekka Holm-serie. Hun er godt i gang med den 6. bog i serien, der kommer om et års tid. Hun kan takke sin mormor for krimipassionen. Som 4-årig lod Julies mormor forfatteren se en uhyggelig thriller i tv.

- Jeg er god til at se det uhyggelige i det hyggelige, siger Julie Hastrup. Foto: Rebekka Andreasen

“Jeg er god til at se det uhyggelige i det hyggelige,” siger Julie Hastrup. Foto: Rebekka Andreasen

En gyser, hun stadig kan genkalde sig, og selvom det måske ikke var så pædagogisk, så plantede det kimen til Julie Hastrups fascination af krimigenren. Det var også hos sin mormor, at forfatteren læste Agatha Christies bøger og blev fascineret af psykologien bag et mord.

“Nu er jeg blevet min mormor. Jeg bruger søndagsudflugter med familien på at finde det helt rigtige sted at placere et lig. Jeg har for nylig haft min mand og børn på 11 og 14 år med til Finland, og jeg har fundet et oplagt sted, der skal bruges i min næste bog. Det er så spooky, og jeg glæder mig til at dele det med læserne.”

Helle Vincentz har netop været igennem en total gennemlæsning og redigering af manuskriptet til Stjålne liv - en ambitiøs politisk thriller. Foto: Rebekka Andreasen

Helle Vincentz har netop været igennem en redigering af manuskriptet til Stjålne liv – en politisk thriller, der udkommer til februar, og som forlaget bag kalder “en moderne thriller med et højt ambitionsniveau og et markant samfundsmæssigt perspektiv. Foto: Rebekka Andreasen

Møder en glad Helle Vincentz, der 26. februar sender en politisk thriller på gaden. Stjålne liv hedder bogen, der er et nyt krimiunivers uden karrierekvinden Caroline Kayser.

Både Vincentz og Hastrup har aftenen før været til et krimiarrangement på den svenske ambassade, hvor følgende syrede ordveksling fandt sted:

Hastrup: Jeg har slået én ihjel på kastellet.

Vincentz: Jeg slår kun ihjel i udlandet.

Godt at det er mord – på papir.

Videre til Gyldendals stand, hvor metervis af kø slanger sig. Årsag: Søren Ryge Petersen og Martin Bigum signerer bøger.

Trænger til at hvile ørerne og slår et smut forbi Lyttesalonen, hvor Thomas Rydahl for første gang læser op af De savnede, der udkommer til foråret. Det er en fortsættelse til Eremitten, der fik BogForums Debutantpris sidste år. En bog, som også er blevet hædret med den skandinaviske kriminallitteraturpris Glasnøglen.

Får snak over kaffeautomaterne med forfatter Stephanie Caruana, Smerten selv, der er i “en boblende udviklingsfase” og har tanker om en politisk thriller. Vi taler bl.a. om Copenhagen Crime – en ny krimifestival i København. Bliver festivalen et spændende supplement til Krimimessen i Horsens? Eller en konkurrent, der nasser på Krimimessens solide brand og i sidste ende svækker hele genren, fordi nogle forfattere kun vil vælge det ene initiativ? Jeg er i tvivl.

Da jeg sætter mig for at høre Lotte og Søren Hammer fortælle om deres krimiserie, der er udgivet i 22 lande, går det op for mig, hvor ømme mine ben er. Syv timer i Bella Center på dette skønne gedemarked af en bogmesse sætter sine fysiske spor. Heldigvis er det et yderst veloplagt og humoristisk søskendepar, der fortæller om deres forfatterskab.

Søren Hammer forklarer, at de helt ned på sætningsniveau diskuterer, om der skal noget blodigt og voldeligt med i bøgerne om Konrad Simonsen, som i øvrigt har visse ligheder med Lotte Hammers mand.

“Det ligger jo i krimiens natur, at der er en, der skal dø, men volden skal kunne legitimeres”, mener Søren Hammer og tilføjer, at de godt kan lide skurke, der er lidt psykopatiske.

- Vi er begge meget glade for Sjöwall og Wahlöö. Læs dem, hvis I ikke kender dem, opfordrer Lotte Hammer, der samme med sin bror Søren har skrevet foreløbig seks bind om chefkriminalinspektørKonrad Simonsen. Foto: Rebekka Andreasen

“Vi er begge meget glade for Sjöwall og Wahlöö. Læs deres bøger,” opfordrer Lotte Hammer, der samme med sin bror Søren har skrevet foreløbig seks bind om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen. Foto: Rebekka Andreasen

Selvom søskendeparret bor under samme tag, sidder de hver for sig og skriver. De deler bogen op i scener, som de hver især arbejder med. Til sidst skriver Søren bogen igennem for at få en ensartet tone. Hvis de bliver uenige, forsøger de at undgå kompromisser, så teksten ikke ender med at blive ren leverpostej. Derfor får en af dem lov til at trumfe igennem, hvis der opstår uenighed.

“Søren har dog været inde på, at en af hovedpersonerne skal lade livet. Der sætter jeg altså foden ned, ” fastslår Lotte Hammer.

På vej mod udgangen bliver jeg stoppet af en mand, der spørger mig, om jeg kender en psykopat? Jeg tænker, at det må være mit stikord til at sige tak for i dag.

PS: Tak hvis du læste med helt herned. Der kommer snart billeder og ord fra BogForum dag 3. på bloggen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billeder fra BogForum 2014 dag 2

Stéphanie Surrugue interviewer Sara Blædel om den seneste Louise Rick-krimi.

Stéphanie Surrugue interviewer Sara Blædel om den seneste Louise Rick-krimi.

Der er mange, der stopper op og beundrer denne tegning.

Der er mange, der stopper op og beundrer denne tegning.

To svenske og to danske forfattere: Carl-Johan Vallgren, Kristina Ohlsson, Thomas Rydahl og Dorthe Annette Hansen

To svenske og to danske forfattere: Carl-Johan Vallgren, Kristina Ohlsson, Thomas Rydahl og Dorthe Annette Hansen

Stephanie Caruana og Maren Uthaug - og batman - er også på BogForum

Stephanie Caruana og Maren Uthaug – og batman – er også på BogForum

Skuespiller Lars Mikkelsen læser op

Skuespiller Lars Mikkelsen læser op

Kim Baasch fra SMSpress er glad for, at flere og flere får øjnene op for SMS-litteratur

Kim Baasch fra SMSpress er glad for, at flere og flere får øjnene op for SMS-litteratur

Her er lidt billeder fra lørdagens BogForum. Ord følger senere.

Fotos fra Vild med ORD

Skuespiller og forfatter Hassan Preisler, der sidste år debuterede med den anmelderroste roman Brun Mands Byrde, og journalist og forfatter Stephanie Caruana, der sidste år debuterede med krimien Smerten selv.

De debuterede begge i 2013: Skuespiller og forfatter Hassan Preisler med romanen Brun mands byrde, og journalist og forfatter Stephanie Caruana med Smerten selv.

Kaspar Colling Nielsen havde travlt med at signere Den danske borgerkrig 2018-24.

Kaspar Colling Nielsen havde travlt med at signere Den danske borgerkrig 2018-24.

Leg med ord.

Leg med ord.

Om sin seneste roman siger Håkan Nesser: Det er ikke en kriminalroman, men en roman med spænding.

Om sin seneste roman siger Håkan Nesser: Det er ikke en kriminalroman, men en roman med spænding.

Lise Vandborg og Michael Linde Larsen fra Litteratursiden.dk

Lise Vandborg og Michael Linde Larsen fra Litteratursiden.dk  – bibliotekernes site med masser af inspiration til læsestof, debat, temaartikler, interviews etc.

Nogle ord ender i en bog. Andre ord ender på et toilet.

Nogle ord ender i en bog. Andre ord ender på et toilet.

Ridehuset i Aarhus lagde rum til Vild med Ord.

Ridehuset i Aarhus lagde rum til Vild med ORD.

Festivalen havde i år fransk tema og besøg af en række franske forfattere. Man kunne købe et såkaldt Proust-sæt bestående af Linde-te og Madeleinekager. Og selvfølgelig var der også franske farver i rummet.

Festivalen havde i år fokus på Frankrig og fransktalende lande og besøg af en række franske forfattere. Man kunne også købe et såkaldt Proust-sæt bestående af linde-te og Madeleinekager. Og selvfølgelig var der også franske farver i loftet.

Ikke flere ord om Vild med ORD – Aarhus Litteraturfestival. Her fotos fra et par herlige dage.

 

 

Dicte skal en tur til Gozo

Den første bog om Dicte Svendsen udkom i 2002.

Den første bog om Dicte Svendsen udkom i 2002. I maj udkom Kød og blod, den 8. bog i serien. I den kommende Dicte-krimi sender Elsebeth Egholm sin hovedperson til Gozo.

Aarhus Litteraturfestival – Vild med ORD – er slut for i år.

En af de mange forfattere, der lagde vejen forbi Ridehuset i Aarhus, var Elsebeth Egholm. Hun røbede, at hun i næste bog om Dicte sender sin hovedperson til Gozo – den maltesisk ø, hvor Egholm selv har boet, og hvor forfatteren stadig har en skrive- og ferielejlighed.

Oprindelig var tanken, at Elsebeth Egholm på opfordring fra sit forlag skulle skrive en kort e-bog, og ideen med at lade handlingen foregå på Gozo opstod. Projektet voksede, og skriverierne munder nu ud i endnu en roman – den 9. krimi i serien, der sandsynligvis udkommer næste år.

Egholm fortalte også, at hun leger med tanken om at skrive noget, der ikke handler om Dicte eller Dictes søn Peter – for at prøve noget helt andet. Hvad det ender med, aner hun ikke, men hun tør godt love, at det ikke bliver en digtsamling.

Jeg interviewede journalist og forfatter Stephanie Caruana, der i sin debutroman fra sidste år, Smerten selv, blander krimi og erotik. Det blev til en snak om kvindelige psykopater, for “selvfølgelig findes de også”, som forfatteren sagde. Der findes i hvert fald en i forfatterens bog – en kvindelig seriemorder. Det blev også til en snak om, hvad det er den erotiske genre kan rent litterært. (I USA hitter erotisk litteratur – om cowboys – så det kan være, det bliver stort herhjemme om nogle år!) Jeg har anmeldt Smerten selv lige her

Der er to eksemplarer af Bille & Billes nye Thea VInd-krimi på højkant.

De to første bøger i serien om videnskabsjournalisten Thea Vind hedder Gudindens sidste offer og Nattens gerning. Læs mere om forfatterparret bag serien her

I morgen står den på oprydning efter weekendens litteraturfestival. Men der sker også andet i morgen. Bille & Billes tredje krimi om Thea Vind udkommer. Og to heldige bloglæsere kan glæde sig over, at de har vundet I ond tro.

Henrik og Margit Hedelund  – send mig jeres adresser på mail@rebekkaand.dk. Så er der bøger på vej til jer. Tak til forlaget Rosenkilde & Bahnhof, der har sponsoreret bøgerne. Og tak til alle jer, der har deltaget i konkurrencen og anbefalet bøger.

PS: Kig forbi bloggen i morgen, hvor der kommer flere billeder fra weekendens bogfest.

 

 

Ord og billeder fra Krimimessen 2014 i Horsens

Jussi Adler-Olsen har solgt millioner af bøger, men han er nærværende og giver sig god tid til sine læsere.

Jussi Adler-Olsen har solgt millioner af bøger, men han er nærværende og giver sig god tid til sine læsere.

Reportage fra Krimimessen i Horsens 2014: (Langt indlæg)

Lørdag formiddag falder støvregnen over det gamle statsfængsel i Horsens, der indtil 2006 fungerede som fængsel. Weekenden over er fængslet forvandlet til et slaraffenland for krimifans, forfattere, forlagsfolk, boghandlere etc.

Kultur- og kirkeminister Marianne Jelved åbner Krimimessen 2014 med sætninger som: Jeg må indrømme, at jeg er glad for krimier og Den gode krimi gør noget på tværs af mennesker.

Hører herefter Kim Baasch fortælle om SMSpress, som jeg flere gange har nævnt her på bloggen. Det er hamrende interessant med litteratur på nye måder, synes jeg. Tilmelder mig straks den sms-historie, som Sissel-Jo Gazan har skrevet i anledningen af messen.

Videre til arresten for at høre Maria Kjær-Madsen fortælle om sin seneste krimi Tavshedens mørke. Jeg har strikket i mange år – det er lidt det samme at skrue en historie sammen, fortæller forfatteren, der er skolelærer, og som begyndte at skrive, da hendes børn var blevet så store, at hun havde tid i overskud.

Det er også i arresten, at Dorthe Annette Hansen fortæller om Den der tugter, hvor hun har trukket på sine egne erfaringer som tidligere overvagtmester i Vestre Fængsel. Det virker ekstra stærkt at sidde mellem de gamle, små celler og høre hende fortælle om, hvordan hun under en afhøring af en fange brækkede ryggen.

Mikael Eriksen fra Skriveforlaget og Eva Maria Fredensborg.

Mikael Strøm Eriksen fra Skriveforlaget og Eva Maria Fredensborg.

Så har jeg sat mit fingeraftryk på Krimimessen i Horsens.

Så har jeg sat mit fingeraftryk på Krimimessen i Horsens.

Drikker skøn kaffe hos Kim Juul og Eva Maria Fredensborg. Kim Juul er aktuel med I et fravær af nærvær. Får sat mit fingeraftryk på krimimessen – ligesom rigtig mange andre, der besøger Juuls og Fredensborgs stand.

Eva Maria Fredensborg har stor succes som selvudgiver med bl.a. Min Mund er lukket. Vi får en snak – også med Mikael Strøm Eriksen fra Skriveforlaget, der bl.a. står bag udgivelsen af Missilhotellet af Keld Broksø.

Får en hyggelig snak med forfatter Morten Ellemose, der har ladet sin tvillingebror og faste skrivemakker Søren blive hjemme. Morten får nu debut som soloforfatter med den bestialske, gotiske krimi Killer Killer. Den er vist ikke for sarte sjæle.

Mark Benecke er retsbiolog og en spøjs type. En spændende foredragsholder med skræmmende fotos.

Mark Benecke er retsbiolog og en spøjs type. En virkelig spændende foredragsholder med skræmmende fotos.

Sart skal man heller ikke være som tilhører til den tyske retsbiolog Mark Beneckes foredrag. Han fortæller om sit arbejde med ord og fotos. Rigtige fotos. Af blod. Og lig. Og insekter. Nu ved jeg f.eks., hvordan et lig ser ud, når insekter lægger æg under huden. Fascinerende og interessant. Må alligevel lukke øjnene flere gange i væmmelse over de stærke billeder, mens bl.a. den brasilianskfødte forfatter Chris Carter, der også er blandt tilhørerne, ser vældig interesseret ud. Måske han får inspiration til sin næste krimi?

Får gode snakke med journalistkolleger, andre krimifans og forlagsfolk. Messesnakken går lystigt.

Jeg  interviewer Jussi Adler-Olsen på krimifan.dk´s stand. Jussi slæber en hale af begejstrede læsere efter sig fra Bog & Ides stand, hvor han netop har signeret så mange bøger, at det ikke er underligt, hvis han får skrivekrampe. Han er nok krimimessens mest fotograferede mand. Jeg skal selvfølgelig også have et foto. Måske kan man kalde det for et Jusfie, som Modtryks redaktør, Nanna Rørdam Knudsen, foreslår. Mirakelmageren er i øvrigt arbejdstitlen på Jussi Adler-Olsens næste bog om Afdeling Q.

Michael Lycke, Inger Wolf, Jens Østergaard og Stephanie Caruana i højt humør.

Michael Lycke, Inger Wolf, Jens Østergaard og Stephanie Caruana i højt humør.

Hilser på et væld af skønne forfattere, der generøst tager sig tid til alle, der vil snakke, have taget billeder eller signeret en bog: Sara Blædel, Kaaberbøl/Friis, Benni Bødker, Inger Wolf, Jens Østergaard, Michael Lycke, Stephanie Caruana, A.J. Kazinski, Steen Langstrup og Julie Hastrup, der forklarer, at hun er aktuel med endnu en bog om efterforskeren Rebekka Holm på den anden side af sommerferien.

Til festmiddagen om aftenen på Hotel Opus, sidder jeg bl.a. ved siden af Henrik Nilaus, der skriver krimier for børn og er aktuel med Mission 3 – Ferrari-tyvene. Over for mig sidder Rune Stefansson, der skriver for voksne. Har har bl.a. skrevet Baby Rasta. Vi får bl.a. en snak om, hvordan de to forfattere finder på navne til deres figurer.

Får også en hyggelig snak med parret bag Sander Jakobsen: Dagmar Winther og Kenneth Degnbol, der debuterer med Forkynderen. Hilser også på forfatter Erik Hauervig, der trækker på sine 40 år som betjent, når han skriver sine Vesterbro-krimier.

Søndag hører jeg Mads Peder Nordbo fortælle om Thuleselskabet, der er en selvstændig fortsættelse af Odins labyrintDet er rigtig fedt, når de personer, jeg skriver om, stikker af fra mig. Og: Jeg har så mange eventyr for voksne i mit hoved, forklarer han.

Jeg interviewer Frank Jensen, tidligere operativ chef for PET, på krimifan.dk’s stand. Han er aktuel med spionthrilleren Som et blik fra helvede, hvor al-Qaeda planlægger et stor attentat i København. Romanen er en måde at fortælle så meget, som jeg synes er forsvarligt. Jeg har min tavshedspligt og har selvfølgelig taget mine forbehold, men det, der sker i romanen, er ikke urealistisk, forklarer Frank Jensen.

Hører også Niels Lillelund og Jakob Levinsen fortælle om amerikanske tv-krimier, og jeg får nu endnu mere lyst til at se HBO-serien True Detective.

Det vrimler med svenske forfattere på messen. Joakim Zander, Carin Gerhardsen, Sofie Sarenbrant, Ninni Schulman. Og Emelie Schepp, der for nylig debuterede med Mærket af livet, der er solgt i mere end 35.000 eksemplarer i Sverige.

Mattias Boström er aktuel med Fra Holmes til Sherlock.

Mattias Boström er aktuel med Fra Holmes til Sherlock.

Og jeg hilser på Sherlock Holmes-eksperten og den yderst velklædte Mattias Boström, der er aktuel med fra Holmes til Sherlock. Da jeg søndag sen eftermiddag efter to dages intens messe spørger ham, hvordan de sidste par dage har været, svarer han: Det er altid en kæmpe fornøjelse at tale om Sherlock Holmes. Det bliver jeg aldrig træt af.

Jeg istemmer og siger, at det altid er en fornøjelse at tilbringe en weekend i krimiens tegn. Det bliver jeg aldrig træt af. På gensyn i 2015.

PS: Til alle jer dejlige bloglæsere, som jeg også mødte på messen: Det var rigtig hyggeligt at sludre med jer. Tak fordi I følger med her på bloggen.

PPS: Der er endnu flere billeder på Vild Med Krimis Instagram lige her

PPPS (hvis man kan sige det) : Se et kort tv-klip fra messen her

 

 

 

 

Hvilke bøger giver du i julegave?

Hvis du ikke gider være sammen med familie og venner til jul, så giv dem en af disse bøger. Så ser du ikke mere til dem i julen.

Hvis du ikke gider være sammen med familie og venner til jul, så giv dem en af disse bøger. Så ser du ikke mere til dem i julen.

Gaveideer: Boggaver under juletræet. Ja tak, siger jeg bare. Hvis du endnu ikke ved, hvad du skal give familie og venner til jul, så kommer her mit bud på gode boggaver.

Til din bror, der er interesseret i politiske intriger:

Michael Dobbs House of Cards, som er bogen bag den populære Netflixserie af samme navn, som Kevin Spacey og Robin Wright har gjort populær verden over. Michael Dobbs’ debutroman fra 1989 har fået en ny slutning og en generel gennemskrivning. Og det er først nu, den udkommer på dansk. I bogen foregår det politiske drama i Westminster i London.

Til din søster, der især læser danske krimier:

Lene Kaaberbøls og Agnete Friis’ seneste krimi om sygeplejersken Nina Borg, Den betænksomme morder. Handlingen foregår dels i Viborg, hvor Nina Borg kommer sig efter at være blevet slået ned, og dels i Filippinerne. Bogen er knap så hæsblæsende som de forrige bøger i serien, men det er en god, gedigen krimi med kød på især kapitlerne fra Filippinerne.

Til din kæreste/kone/mand, der gerne kaster sig over nye forfattere: 

Sander Jakobsen er pseudonym for den danske forfatter-duo Dagmar Winther og Kenneth Degnbol. Forkynderen er deres debutroman og bud på en klassisk, psykologisk krimi. Bogen har fået rosende ord med på vejen, og faktisk blev den antaget på et stort, anerkendt engelsk forlag, før et dansk forlag valgte at udgive bogen, der nu også udkommer i England, Japan og Australien.

Til din svigerinde, der er hoppet med på erotisk litteratur-bølgen, men som er træt af såkaldt husmorporno:

Smerten selv af Stephanie Caruana, der er et skønt sammensurium af erotik og krimi. Bogen er rå, ekstrem og en kolossal stor mundfuld. Men historien er så godt fortalt, befriende anderledes og velkomponeret, at historien alligevel omfavner en og først slipper sit stramme tag, når sidste side er slugt. Læs min anmeldelse af bogen her

Til din onkel, der elsker spænding, men som ikke kan huske, hvad han har læst et par dage efter:

Lars Keplers Sandmanden. Forrygende, uhyggelig og underholdende, mens du er i gang med den, men også hurtigt glemt. Det er fjerde bog om kommissær Joona Linna. Og der er gensyn med den psykopatiske seriemorder, Jurek Walter, der nok skal få din onkel til at tænde lys i hele huset, hvis han en aften er alene hjemme. Læs min anmeldelse af bogen her

Til din bedste ven, der sætter pris på god research og masser af spænding:

Ole Cliffords Katharerne. Forfatteren har brugt mere end fem år på at researche til bogen. Jeg er selv midt i historien, der bærer præg af, at Ole Clifford er godt inde i sit stof. Spændingsromanen fortæller historien om den katolske kirkes udslettelse af mere end en million mennesker i det sydlige Frankrig for mere end 800 år siden. Med tråde til nutiden og uden, at det bliver en tør historietime.

Til dig selv, fordi du fortjener det:

Jean-Christophe Grangés Kaiken. Det er krimi, når det er allerbedst efter min mening. Politikens anmelder skrev, at det ikke er en bog for ‘Barnaby’-segmentet (selvom jeg personligt godt kan lide et nydeligt gadekær-mord indimellem) Det er en fransk, syret, rå, mørk, makaber og voldsom krimi. Den er barsk og uhyggelig, men fantastisk fængende og interessant.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her