The crossing places

Interview med krimiforfatter Elly Griffiths – vind hendes første krimi på dansk

Forfatterinterview/konkurrence: Ligesom en politimand graver en arkæolog også i fortiden for at finde spor og få svar, fremhæver den britiske bestsellerforfatter Elly Griffiths, der har en kvindelig arkæolog som hovedperson i Pigen under jorden – den første bog i krimiserien om Ruth Galloway, der udkommer 19. januar. Jeg har smuglæst, og du kan i den grad glæde dig til bogen, hvis du er til velskrevet, britisk krimi med humor, historie og en herlig hovedperson.

(For en god ordens skyld vil jeg nævne, at jeg i første omgang lavede interviewet som en betalt opgave for Gads Forlag, der bruger interviewet i forbindelse med markedsføring af bogen. At jeg har valgt at bringe interviewet her, så bloggens læsere får glæde af det, har jeg ikke fået en krone for. Vh. Rebekka Andreasen)

Elly Griffiths første Ruth Galloway-krimi The Crossing Places, som bogen hedder på engelsk, udkom i England i 2009. Udkommer på dansk lige om lidt.

Et par timer i bil nordøst fra London ligger Norfolk, og netop det såkaldte county i Østengland, på halvøen East Anglia, danner rammen om Elly Griffiths spændende bestsellerkrimiserie hvoraf Pigen under jorden er første bog. Faktisk er den storslåede natur en slags hovedperson i bogen på linje med arkæologen Ruth Galloway og politiefterforskeren Harry Nelson.

“Norfolk er et meget smuk område med fuglereservater og fantastisk natur. Landskabet er meget fladt, og man siger ofte, at landskabet er himlen på grund af det flade, sumpede vådområde, der giver udsyn til uendelig himmel. Men det er også et meget øde og isoleret område. Et virkelig spooky sted,” forklarer Elly Griffiths med en entusiasme, der smitter.

Den britiske forfatter, der selv er opvokset og bor i Brighton, er kommet i Norfolk siden barndommen for at besøge en tante, der fyldte hende med spøgelseshistorier og myter fra det, hun kalder et magisk landskab. Pludselig, på en ferie i Norfolk med manden Andy mange år senere, opstod ideen til både plottet i bogen og hovedpersonen Ruth, der er arkæolog og underviser på et fiktivt universitet.

“Min mand er arkæolog, og da vi gik i vådområdet Titchwell Marsh, fortalte han, at mennesker i fortiden troede, at moseland var helligt. Fordi det hverken er land eller hav, hverken liv eller død, men noget indimellem. En slags bro til efterlivet,” forklarer Elly Griffiths, inden hun fortsætter:

Det lyder underligt, og jeg har aldrig oplevet det igen, men karakteren Ruth opstod ud af tågen. Hun stod helt klar og færdig for mig. Jeg vidste straks alt om hende lige ned til hvilken kiks, hun spiser. Hun hører Bruce Springsteen og er glad for katte, ligesom jeg er. Men jeg vidste også med det samme, at hun er indadvendt, bor alene og er ateist modsat mig. Ruth befinder sig godt i sit eget selskab i et lille, isoleret hus på kanten af marsken med sine katte.

Hun tilføjer, at en arkæolog passer perfekt ind i en moderne krimi, og at valget af Ruth som hovedperson hjælper hende som forfatter med ikke at overklistre et landområde med fiktive lig.

“Der er masser af døde kroppe i Norfolk, men mange af dem er tusindvis af år gamle.”

Ruth Galloway er akademiker med stort a, meget anerkendt for sit arbejde, intelligent og egenrådig, og som modvægt opfandt forfatteren politiefterforskeren Harry Nelson. Han har Blackpool-accent, er en dygtig politimand, men han har ikke en akademisk baggrund som Ruth. Han er langt mere social, udadvendt og et familiemenneske. Og så kører han altid, som var han på jagt efter en mistænkt; stærkt. De to, pointerer forfatteren, supplerer hinanden godt.

Nu skal danske læsere lære makkerparret at kende i en medrivende og interessant historie, der med forfatterens egne ord handler om et barn, der er forsvundet i et hjemsøgt landskab. Bogen udkommer 19. januar på Gads Forlag.

Masser af historie at dykke ned i

Pigen under jorden rummer en arkæologisk opdagelse sideløbende med en nutidig krimigåde. Sådan er det i hver bog i serien. I bogen er der spor, der går tilbage til både jern- og bronzealderen, og forfatteren er begejstret for research og for at dykke ned i historien. Hun er vild med at smelte fortid og nutid sammen på en spændende, opsigtsvækkende og humoristisk måde.

“Jeg har altid været fascineret af nordisk mytologi, arkæologi, historie og myter, og Norfolk er fuld af historie. Jeg løber aldrig tør for emner, det er blot at vælge, hvad Ruth og Nelson skal kaste sig over”, forklarer Elly Griffiths og føjer til, at forskere for nogle år siden fandt fodspor, der er over 800.000 år gamle i netop Norfolk.

På spørgsmålet om hvorvidt hun tager med sin mand på arkæologiske udgravninger, slår hun en stor latter op. Det er, pointerer hun, hårdt fysisk hårdt arbejde og masser af mudder, og Elly Griffiths fastslår, at det er hun alt for uorganiseret, utålmodig, kaffetrængende og doven til.

Det er tydeligt hvor den humor og lune, der supplerer krimiuniverset i Pigen under jorden, kommer fra.

Pigen under jorden er en særlig bog

Til gengæld er Elly Griffiths vild med stille stunder, især morgener, foran sin computer. Nogle forfattere skriver deres bøger igennem flere gange. Elly Griffiths gør det groft sagt kun én gang. Når hun sætter sig til tasterne og skriver, ændrer hun ikke meget i manuskriptet. Hun har en løs struktur på plads omkring plottet, før hun begynder at skrive, men det kan ændre sig undervejs i processen.

Hvis et afsnit eller kapitel driller, så skriver Elly Griffiths dialoger, som hun holder meget af at skabe. Og så er det vigtigt for hende at skrive hver eneste dag.

“Jeg finder stor nydelse i at skrive og fortælle gode historier. Allerede som 11-årig skrev jeg min første bog, et mordmysterium, som dog aldrig blev udgivet. At skrive er noget, jeg belønner mig selv med: nu har jeg ordnet strygetøjet, nu må jeg gerne sætte mig ned og skrive,” ler forfatteren, der bl.a. har en baggrund som redaktør i forlagsbranchen.

Bogen vil altid have en speciel betydning for Elly Griffiths:

“Det er min første bog om Ruth, det er min første krimi, og det er min første bog i det unikke Norfolk-landskab. Den bog er noget ganske særligt.”

Du kan vinde dette Elly-sæt: En signeret udgave af Pigen under jorden. Og en fin kop.

Konkurrence

En heldig bloglæser kan vinde en signeret udgave af Pigen under jorden venligst sponsoreret af Gads Forlag. Og et lækkert Elly Griffiths krus.

Sådan deltager du i konkurrencen: Smid en kommentar under indlægget her og fortæl, hvilken bog du senest har læst – det behøver ikke være en krimi. Jeg trækker en vinder mandag den 15. januar 2018 klokken 20. Bemærk: Der kan gå lidt tid fra du skriver en kommentar, til den er synlig på bloggen.

Værd at vide:

Pigen under jorden vandt The Mary Higgins Clark Award i 2011, og krimiserien om Ruth Galloway har flere gange været nomineret til litteraturpriser

Elly Griffiths er født i London i 1963, men flyttede som femårig til Brighton, hvor hun bor i dag med sin familie

Elly Griffiths er et pseudonum for Domenicia de Rose. Forfatteren har skrevet fire bøger i eget navn. Bøgerne handler om Italien, hvor hendes far er fra, og om familie og identitet. Da hun skrev Pigen under jorden opstod behovet for et nyt forfatternavn. Domenicia de Roses bedstemor hed Ellen Griffiths, og med en lille omskrivning blev en ny krimiforfatter skabt

En af yndlingsforfatterne er den britiske forfatter Wilkie Collins (1824 – 1889), der har skrevet krimiklassikeren Månestenen. Elly Griffiths fremhæver især hans eminente personkarakteristikker og miljøbeskrivelser

Et tv-selskab har købt rettighederne til krimiserien, så Ruth Gallloway kan med tiden bliver en tv-karakter

I øjeblikket skriver Elly Griffiths på den tiende bog i Ruth Galloway-serien

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her