Thomas C. Krohn

En Weddellsæl på Krimimessen 2018

At Krimimessen i Horsens holdes i det gamle statsfængsel i byen giver en hel særlig stemning og atmosfære. Foto: Rebekka Andreasen

Krimimessen 2018: Meteorologer taler om endnu en ekstrem omgang polarkulde, der rammer Danmark i weekenden. Men som en Weddellsæl, der er et af de dyr i verden, der klarer ekstreme minusgrader allerbedst, så glæder jeg mig ret meget til weekenden. Årets event hvis man er Vild Med Krimi går meget snart i gang. Og jeg drager mod Fængslet i Horsens ligesom krimiforfattere fra ind- og udland, filmfolk, retsmedicinere, kriminologer, efterforskere, forlagsfolk og krimilæsere også gør det.

Ja, pigtråden er der stadig. Men jeg er ikke sikker på, at exit-skiltet sad der på muren på indersiden af det gamle statsfængsel i Horsens indtil 2006, hvor Fængslet i Horsens virkelig var et fængsel. Foto: Rebekka Andreasen

Hvis du har lyst til at hilse på, så kommer mit program her:

Lørdag klokken 11.00, Inspektørens mødelokale: Jeg interviewer den britiske bestsellerforfatter Elly Griffiths, der har skrevet Pigen under jorden om arkæologen Ruth Galloway. Griffiths er ikke kun eminent til at skrive. Hun er en fremragende fortæller live. Og jeg lover at øve mig på ordet archaeologist jeg forhåbentlig ikke lyder som en tandlægepatient med munden propfuld af bedøvelse og vat.

Lørdag klokken 12.20, Sort scene: Jeg interviewer krimiforfatter Thomas Bagger om hans debutkrimi Den Permanente, der handler om Aarhus-betjenten Ask Hjortheede. Bagger var egentlig i gang med at starte et IT-firma op med nogle studiekammerater, men lysten til at skrive kunne han ikke undertrykke, så han besluttede i stedet at hellige sig skriveriet på fuld tid. Det er der kommet en ret god bog ud af.

Lørdag klokken 15.15, Snedkeriet: Sammen med Henrik Palle, Nanna Rørdam Knudsen og Morten Hesseldahl er jeg en del af holdet, når Adrian Lloyd Hughes styrer krimiquizzen. Det glæder jeg mig til, selvom jeg også er ved at ryste lidt i bukserne.

Søndag klokken 13.00, Sort scene: Jeg interviewer forfatter Thomas C. Krohn, der har skrevet den psykologiske thriller Med alle midler. Krohn er uddannet neurobiolog og ph.d. og har i mange år været universitetsforsker. Og Med alle midler foregår netop i et universitetsmiljø, hvor vi møder en ung, ambitiøs forsker. Der vil frem. For enhver pris. Krohn har skabt en spændende hovedperson, der ikke er videre sympatisk. Jeg ser frem til en snak om bl.a. psykopater.

Foto fra sidste års krimimesse. Her krimiforfatter Lone Theils (tv) og bibliotekar Vibeke Johansen, der står bag Krimimessen i Horsens sammen med andre gode folk på Horsens Bibliotek. Foto: Rebekka Andreasen

Søndag klokken 15.00, Sort Scene: Jeg interviewer Katrine Engberg om hendes tredje krimi om Jeppe Kørner/Anette Werner. Glasvinge hedder den. Bogen er efter ca. 14 dage på markedet netop blevet trykt i et 2. oplag på 10.000 eksemplarer. Ret sejt. Jeg glæder mig til snak med Engberg, som ingen forbandt med kriminalromaner for godt tre år siden.

Jeg får ikke skrevet på bloggen i weekenden, men mon ikke der kommer et foto eller fire på bloggens Instagram eller Facebook?

PS: – 40 grader er intet problem for Weddellsælen. Jeg håber dog på betydelig varmere temperaturer i og omkring Fængslet i Horsens denne weekend. Der er krimiguf på programmet. Tjek selv programmet for Krimimessen

Anmeldelse: Med alle midler af Thomas C. Krohn

Gæsteanmelder Lotte Hindsberg har læst Thomas C. Krohns thriller Med alle midler, der netop er udkommet.

Anmeldelse: Mød gæsteanmelder Lotte Hindsberg på 46 år, der bor i København med sine to børn. Hun elsker chili, at lave mad – og at læse. Som hun selv formulerer det: “Jeg har altid snotten i en bog, også når jeg er på toilettet.”

Engang for hundrede år siden (næsten) var jeg i netværksgruppe med Lotte Hindsberg. Dengang vidste jeg ikke, at hun sluger bøger i samme tempo, som hun spiser chili.

Og da jeg begyndte at blogge for (næsten) hundrede år siden, så var Lotte en af de første, der trofast læste med. Nu giver jeg ordet til den 46-årige chilielskende bogfreak:

Jeg har haft fornøjelsen af at læse Thomas C. Krohns bog Med alle midler, der handler om den ambitiøse og narcissistiske Sara, der ikke skyr nogle midler for at nå sine mål.

Den psykologiske thriller starter med, at dyrelægen Sara Neuville, der ikke kan lide dyr og arbejder på Panum Instituttet med sin ph.d., ikke har opnået de forventede mål med sine dyreforsøg. Hun kan altså ikke sige, at hun er en genial forsker. Og for at fremstå netop sådan, ændrer hun i sine resultater, så de er banebrydende.

Inspirationen fra sagen om hjerneforsker Milena Penkowa er til at få øje på. Herfra fortsætter romanen med, at Sara forsætter i samme stil, og forbrydelserne bliver grovere og grovere, så hun kan opnå de mål og drømme, hun mener, at hun har ret til.

Med alle midler er velskrevet med en ironisk distance til Sara, der er meget charmerende. Sara fremstår som den ultimative usympatiske person, og man sidder faktisk og håber på, at det går galt for hende. Der er ingen Frank Underwood (House of Cards) i hende – altså, hvor du ender med at sidde og håbe på, at forbryderen vinder til sidst.

Eneste formildende omstændigheder ved hende er nogle flashbacks til en barndom, som til dels forklarer, hvorfor hun måske er endt som det menneske, hun er.

Jeg kunne godt have tænkt mig, at forfatteren havde gjort lidt mere ud af den vinkel, det ville have givet bogen noget ekstra, frem for at bruge relativt meget plads på at beskrive, hvor smuk og veldrejet Sara er – og på at vise hendes seksuelle appetit.

En bog med på toilettet? Ja da, mener dagens gæsteblogger Lotte Hindsberg. Foto: Lotte Hindsberg.

Det er dog relevant, for Sara bruger sit køn, sit udseende og sex til at opnå det, hun ville have. Men jeg synes, at den anden psykologiske vinkel og mere fokus på barndommen og faderen er mere spændende.

Var jeg godt underholdt? Absolut.

Vil jeg anbefale dig at læse den? Absolut.

Men det er ikke en thriller, der efterlader dig med et sus i maven, eller en roman, du går og tænker over længe efter, at du har læst den. Men som underholdning er den absolut værd at læse.

Venlig boghilsen fra

Lotte Hindsberg, der har fået et anmeldereksemplar af forfatteren.

PS: Jeg, altså Rebekka, interviewer Thomas C. Krohn på Krimimessen i Horsens. Det sker søndag den 18. marts klokken 13.00. At hans hovedperson i bogen er forsker er nok ikke helt tilfældigt. Forfatteren er uddannet neurobiolog og ph.d. og har i mange år været universitetsforsker. Du kan læse mere om forfatteren her

PPS: I morgen kan du læse min anmeldelse af Dødens kode af Michael Larsen her på Vild Med Krimi.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her