Thomas Clemen

Reportage fra Krimimessen 2017 – lørdag

Krimimessen 2017: Krimigenren er fuld af mord og uhygge. Men krimifolk er rummelige, humoristiske og omsorgsfulde. Her reportage fra lørdag på Krimimessen i Horsens 2017.

Hvad skuer mit øje som noget af det første? Tove Hornbek. 81-årig krimifan og herlig bloglæser. Hun er klar foran Rød Scene, hvor Leif Davidsen om lidt åbner messen. Læs om den seje kvinde her.

Spændingsforfatter Leif Davidsen var også med på Krimimessen allerførste gang, den blev holdt. Dengang var de fem forfattere, der deltog. I årets åbningstale siger han bl.a:

Her møder vi læserne, og det er virkelig dejligt, for hvad ville vi forfattere være uden læsere? Skribenter i støv. I en af de bedste romaner, jeg har læst i mange år, fortælles om de glemte bøgers kirkegård, det sker i Carlos Ruiz Záfons spændingsroman Vindens skygge, som også er en stor eksistentiel fortælling om kærlighed og forræderi i tiden efter Den Spanske Borgerkrig. Det er rigtig gode bøger, der gemmer sig på de glemte bøgers kirkegård i Barcelona, men jeg tror ikke ret mange forfattere ønsker at ende der. De ønsker at være ude blandt læserne, som man jo henvender sig til, en efter en, uanset om man har valgt den ene eller den anden genre.

Så er vi i gang. Og det bliver til hundredvis af møder mellem forfattere og læsere denne lørdag.

– Sorry, but nice guys are boring, sagde den amerikanske forfatter Tess Gerritsen på Krimimessen og understregede, at der skal være saft og kraft i de personer, hun skriver om. Her i samtale med redaktør Egill Arnarsson. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg sætter kurs mod Gymnastiksalen, hvor den amerikanske bestsellerforfatter Tess Gerritsen humoristisk fortæller om sit forfatterskab. Hun er uddannet læge og antropolog, for selvom hun som 7-årig vidste, at hun ville være forfatter,  advarede hendes far hende om, at det var en usikker levevej. I dag er hendes 27 bøger solgt i mere end 20 millioner eksemplarer. Tag den farmand.

Under en barselsorlov skrev hun sin første bog. De første bøger har romantiske undertoner, for ” det var det, mine patienter læste“, ler hun, der siden har skrevet mere drabelige krimier bl.a. Rizzoli og Isles-serien.

Bagefter hører jeg Jesper Stein give en live-lektion i krimigenren. Som krimiforfatter er noget af det vigtigste, understreger Stein, at skabe en hovedperson, som læserne kan mærke og føle, som var han/hun af kød og blod. En troværdig karakter med modsætninger og selvmodsigelser – det er det, gode litterære skikkelser rummer, fortæller Jesper Stein, der var et års tid om at finde frem til figuren Axel Steen. Ham får læserne igen lov til at møde i en krimi, der udkommer til sommer.

Mette Andersen (tv) og Lisbeth Kjøller Andersen er søstre og glade for at komme på Krimimessen i Horsens. Mette har netop købt Ligblomsten af Anne Mette Hancock. Lisbeth hører lydbøger, og som sin søster har hun været forbi Modtryks stand for at kunne smykke sig med et Harry Hole-badge. Foto: Rebekka Andreasen.

Min mor er med på messe og har valgt andre oplevelser. Da vi mødes, fortæller hun begejstret om den bid af et båndet DR-interview med Jo Nesbø, som er blevet vist i Snedkeriet. Og hun kalder højskoleforstander Jørgen Carlsens foredrag om grådighed for utrolig spændende. Netop grådighed er temaet for årets krimimesse.

Interviewer Lotte og Søren Hammer. Fotoet har jeg fået tilsendt af en venlig bloglæser. Tak for det Ane Ahrenkiel Sand.

Så er jeg på scenen med det herlige og velskrivende søskendepar Lotte og Søren Hammer, der fortæller om deres Konrad Simonsen-univers og skriveproces. Om at komme fra landet og altid forsøge at få en lille bid af handlingen til at foregå i Halsnæs. Om at have fået glæden ved det skrevne ord af deres far, der var dansklærer, og som læste masser af historier op for dem.

Nina von Staffeldt (tv) og Yrsa Sigurðardóttir mødte hinanden første gang på Island til et krimiarrangement. Foto: Rebekka Andreasen

Da Det Danske Kriminalakademi overrækker priser og diplomer lørdag middag, får jeg en snak med Nina von Staffeldt, der får Debutant-diplomet for Grønlandskrimien Frosne beviser. Som krimidebutant er hun taknemmelig og glad for at blive modtaget med åbne arme i branchen bl.a. af islandske Yrsa Sigurðardóttir, der på Krimimessen får Palle Rosenkrantzprisen for DNA.

Krimifolket vil hinanden det godt, tænker jeg og er benovet, da jeg modtager det nystiftede Anton Koch-diplom, der gives til: en person som med entusiasme, engagement og bred faglighed har beskæftiget sig med kriminallitteraturens specifikke spilleregler, stil og sprog.

Anton Koch-Nielsen var en stor krimikender, så det er en stor ære. Og kolossal stor tak til alle jer bloglæsere, der følger med her. Tak.

Der er godt proppet foran Rød Scene, da jeg senere interviewer Anne Mette Hancock om hendes debutroman, Ligblomsten, der udkommer netop på messens første dag.

Teknikken driller lidt og stjæler minutter fra interviewet, men Hancock fortæller bl.a. om, hvordan hun hver fredag i skriveprocessen sendte kapitler til sin mor, der kom med uvurderlig feedback og input som: “Der sker for lidt lige her, jeg synes, der mangler et mord.”

Hun skriver sætninger, der smelter på tungen, synes jeg, og hendes bog bliver revet væk fra Lindhardt og Ringhofs stand.

Får masser af gode snakke bl.a. med Thomas Clemen, der er aktuel med første bind af en ny serie, Jeg er Sif. Han er glad for den nye baby i forfatterskabet, og som snart-far-til-to er han spændt på, om han må fare til Skejby Sygehus under messen med hustruen, der er højgravid.

Sara Blædel og den amerikanske blogger Abby, der står bag Crimebythebook.com. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg hilser på Sara Blædel, der for en stund er hjemme. Hun er modigt flyttet til Manhattan, har flyttet sig fysisk for at udvikle sit forfatterskab. Hun har taget den amerikanske blogger Abby, der er helt vild med nordisk krimilitteratur, med under armen. Find Abby på Crime by the book

Jeg roser Sara Blædel for gavmildt og generøst at hjælpe andre, bl.a. mindre kendte forfattere, på vej i branchen. Hendes ord har stor vægt.

Tanker virkelig god kaffe hos Byens Forlag og får chokolade hos tvillingerne bag Forfatterskabet.dk

Frokost er ikke blevet til det helt store. Da min mor og jeg endelig får kæmpet os vej gennem en alenlang, sulten kø, er der en enkel sandwich tilbage. Det må kunne gøres bedre.

Får en klat sol på næsen og krammer  både bloglæsere, bloggere, forlagsfolk, bibliotekarer, forfattere og gode venner og bekendte. Jamen altså. God energi, masser af kram og sjove snakke. Jeg elsker det.

To gæster på Krimimessen i Horsens, der er vilde med krimi. Til venstre Rikke Hyldgaard Hansen med veninden Dorthe Hørning. Foto. Rebekka Andreasen

Der er ingen VIP-rum på Krimimessen, og forfattere og læsere blander sig i en herlig, skøn pærevælling i det tidligere statsfængsel i Horsens. Gunnar Staalesen, Jakob Melander, Lene Kaaberbøl, Michael Katz Krefeld, Finn Halfdan, Geir Tangen, Stefan Ahnhem, Roslund og Thunberg, Jussi Adler-Olsen, Arne Dahl, Elsebeth Egholm, Jens Henrik Jensen, Inger Gammelgaard – og mange, mange flere.

Sidste sceneinterview, jeg laver, er med Pernille Boelskov, der skriver Bornholmerkrimier. Hun har taget såkaldte plotkort med, som hun viser frem til publikum.

125 styks plotkort i alt har det krævet at skrive Bornholmerdybet. Strukturen, at hun ved, hvad der skal ske i hver scene, hjælper hende enormt i skriveprocessen. Hun fortæller også om, hvordan hun i sin research fandt ud af, at en line up (en såkaldt konfrontationsparade) foregår i kantinen på Politigården i Rønne. Og altså ikke bag en glasrude som i amerikanske film.

Sikke en forrygende første dag på Krimimesse.

Thomas Clemen i flere udgaver. Forfatteren tager med Jeg er Sif hul på en ny krimiserie. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg når lige med teamleder på Horsens Bibliotek og medarrangør af Krimimessen, Lida Wengel, hjem for at låne en ren vaskeklud, før jeg skal til generalforsamling i Det Danske Kriminalakademi, en samling utrolig kompetente folk. Jeg kniber stadig mig selv i armen over, at jeg får lov til at være med i det gode selskab, og jeg får hyggelig snak bl.a. med Lisbeth Bille.

Aftenen slutter med krimimiddag på Hotel Opus i Horsens. Jeg er i utrolig godt selskab med Kristian Ravn, marketing- og innovationskoordinator for People’s Press, og min skønne gode og sjove ven, Betina Nielsen, der blogger for Krimifan og har verdens sejeste krimifan-tatovering. Blodige bøger langs hele højre arm. Så er man fan.

Alt godt i krimiland, og endnu en dag venter i morgen. Læs om søndagen på Krimimessen i Horsens senere på ugen her på bloggen.

Krimikram fra Rebekka

 

Link til Jo Nesbø-interview og ti nye krimier

Det vrimler med nye krimier fra bl.a. norske Jo Nesbø og Gunnar Staalesen og canadiske Iain Reid. Foto: Rebekka Andreasen

Krimiguf: Du får fluks et link til en artikel, som jeg ville ønske, jeg selv havde skrevet. For hvem vil ikke gerne møde Jo Nesbø?

DR’s Niels Frid-Nielsen og Diana Bach har været i Oslo og mødt Jo Nesbø, der på tirsdag sender sin Harry Hole-krimi nummer 11 på gaden i bl.a. Norge og Danmark. Læs det fine interview her

Og selvom den norske krimiforfatter ikke besøger Krimimessen i Horsens 1.-2. april, så præsenterer DR Krimiklubben på messen publikum for hele det tv-interview med Jo Nesbø, som der er bidder af i linket.

Der står dog også andre navne end Jo Nesbø på ryggen af de bøger, der udkommer i øjeblikket. Her kommer et udpluk af forårets nye krimiudgivelser:

Norske Gunnar Staalesen er aktuel med Storesøster, der er den 18. roman om den bergensiske privatdetektiv Varg Veum. En kvinde præsenterer sig som Veums halvsøster og beder ham om hjælp. Hendes 19-årige guddatter er forsvundet, og Veum går i gang med efterforskningen, der ikke er helt ufarlig. En del af serien om Varg Veum er filmatiseret. Læs mere om bogen her

I dag udkommer canadiske Iain Reids Jeg overvejer at gøre det forbi, der er hans debutroman og første bog på dansk. En nervepirrende thriller om en biltur, der får fatale konsekvenser. Bogen er blevet kaldt bizar, original, dristig og ladet med stærk psykologisk gennemslagskraft. Forfatteren har bl.a. skrevet fagbøger og skriver for The New Yorker. Læs mere om bogen, der udkommer på Lindhardt og Ringhof, her

Også svenske Cilla og Rolf Börjlind er aktuelle med en ny krimi. Sov du lille er fjerde bind i serien om det umage makkerpar Olivia Rönning og Tom Stilton. De er opslugt af en makaber mordsag, hvor en udenlandsk dreng er blevet fundet i en skov med halsen skåret over. Sagen trækker tråde til den rumænske underverden. Forfatterparret står også bag den populære tv-serie om Martin Beck og har skrevet flere afsnit af tv-serien om Wallander. Læs mere om bogen her

Om nogle uger udkommer femte fritstående fortælling i svenske Mons Kallentofts roste serie om kriminalkommissær Malin Fors. I Vandengle kaldes Malin Fors ud til en villa i et af Linköpings pæne velhaverkvarterer. Et ægtepar er blevet myrdet og ligger nøgne og isblå i husets jacuzzi. Men parrets femårige datter er sporløst forsvundet. Læs mere om bogen her

Amerikansk thriller, der har fået anmelderne til at klappe begejstret i hænderne. Udkommer 4. april på dansk.

Gads Forlag står bag den danske udgivelse af Orient, der udkommer først i april. Det er en thriller af amerikanske Christopher Bollen, og bogen er blevet kaldt en forførende litterær thriller med Twin Peaks-stemning. Hver sommer søger Manhattans indbyggere bort fra byen og ud til havet. Orient svulmer op til dobbelt størrelse, når de smukke gader danner ramme for storbyens kunstnere og bohemer. Men da sommeren går på hæld, og byen forbereder sig på vinteren og stilheden, kommer den unge fremmede enspænder Mills Chevern til byen. Snart finder en række foruroligende hændelser sted. Snart er Orient gennemsyret af paranoia. Og som den fremmede, han er, er Mills Chevern den naturlige syndebuk.

Nye danske krimier:

Finn Halfdan debuterede med spændingsromanen Et nødvendigt offer, som han fik Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom for. De uskyldige døde er hans anden, fritstående kriminalroman. Da Maya Leander sætter sig ind i Nicholas Holms Ferrari og kører til Sverige, ligner det den perfekte romantiske weekend. Men alt vendes på hovedet, da Nicholas kort efter bliver fundet død, og politiet mistænker Maya for at have slået ham ihjel. Det er en krimi om at gå all in i en højere sags tjeneste. Og om idealismens bagside. Læs mere om bogen her

Snart udkommer Julie Hastrups sjette krimi om Rebekka Holm – en bog mange Hastrup-fans var ventet spændt på. I Mirakelmanden er drabsefterforskeren sygemeldt efter et voldeligt overfald, og derfor rejser hun til Stockholm for at komme sig hos sin svenske kollega og kæreste. Men den afslappende miniferie udvikler sig i løbet af få dage til et mareridt.På BogForum i 2015 sagde Julie Hastrup:

Jeg bruger søndagsudflugter med familien på at finde det helt rigtige sted at placere et lig. Jeg har for nylig haft min mand og børn på 11 og 14 år med til Finland, og jeg har fundet et oplagt sted, der skal bruges i min næste bog. Det er så spooky, og jeg glæder mig til at dele det med læserne.

Læs mere om Mirakelmanden her

Jeg er Sif er første bog i Thomas Clemens nye krimiserie med Sif Magnisdóttir. For fire år siden blev Sif voldtaget og næsten dræbt i en gyde på Christianshavn. Siden har hun levet med invaliderende psykiske eftervirkninger og frygtet den dag, hvor hendes overfaldsmand bliver løsladt.  Ifølge forfatteren selv er omdrejningspunktet i serien forholdet mellem Sif og den traumatiserede krigsveteran Thor Eriksen. Deres indbyrdes kamp og de samfundsmæssige gråzoner, de bevæger sig i. Det er en bog, jeg glæder mig meget til. Thomas Clemen har tidligere skrevet Berlin 404 og Langs smertegrænsen. Læs mere om bogen her

På H.C. Andersens fødselsdag 2. april udkommer H.C. Andersen mordene af Finn Wiedemann. Forlaget bag kalder bogen for en satirisk kriminalroman og et kærligt rap til Odense og byens (mis)brug af H.C. Andersen som brand. På et fynsk gods dukker to ukendte H.C. Andersen-manuskripter op. Godsets ejer kontakter universitetet for at få vurderet manuskripterne. Kort efter findes en kendt professor myrdet på universitetets bibliotek, og mistanken retter sig mod flere af byens fremtrædende H.C. Andersen-interesserede personligheder. Læs mere om bogen her

Og så sender danske Anne Mette Hancock sin debutkrimi, Ligblomsten, på gaden 1. april. Journalist Heloise Kaldan modtager mystiske breve fra en kvinde, der i tre år har været eftersøgt for drabet på en ung advokat. Politimanden Erik Schäfer og Heloise selv begynder at grave i den gamle sag, da der sker endnu et drab. Glæd jer. Hancock skriver sætninger, der smelter på tungen, og man skulle tro, hun aldrig havde bestilt andet end at sprutte den ene kvalitetskrimi ud efter den anden. Jeg var var totalt hooked på fortællingen, der bl.a. foregår i København og i Paris. Læs mere om bogen her 

God læselyst.

PS: Bloggen har desværre haft influenza (eller det vil sige, at den webserver, jeg bruger, har haft et såkaldt sikkerhedshul. Øv øv) Derfor kan det godt være, at enkelte elementer på bloggen driller lidt. Jeg arbejder på sagen, så bloggen kommer sig helt. Og bare rolig, virussen smitter ikke.

 

 

2. søndag i advent: Thomas Clemen

I begge Thomas Clemens bøger er der en reference til en anden af forfatterens absolutte yndlingsværker 1984 af George Orwell. - Der er bare ikke nogle, der har fanget dem endnu. Foto: Johanne Pedersen

I begge Thomas Clemens bøger er der en reference til en anden af forfatterens absolutte yndlingsværker 1984 af George Orwell. – Jeg kender dog ingen, der har fanget dem endnu, siger forfatteren. Foto: Johanne Pedersen.

Adventskalender: Hver søndag i advent fortæller en forfatter eller et forfatterpar her på Vild Med Krimi om noget, de holder særligt af inden for krimi- og spændingsgenren. Det kan være en yndlingsscene, en yndlingsskurk eller noget helt tredje. Mød her forfatter Thomas Clemen.

40-årige Thomas Clemen debuterede i 2012 med spændingsromanen Langs smertegrænsen, og tidligere på året udkom Berlin 404. I øjeblikket arbejder forfatteren på sin tredje bog, en undergrundskrimi, der foregår i København. Hovedpersonen er en kvindelig selvtægtsperson, og så har han skabt en politikvinde som en vigtig bifigur. Inspireret af bl.a. tv-seriers måde at fortælle historier på har Thomas Clemen skabt skelettet til en overordnet historie, der løber over flere – gerne fem – bind, samtidig med at hvert bind er en selvstændig historie. Foreløbig har Thomas Clemen skrevet en tredjedel af den første bog, der kommer til at handle om selvtægt.

Yndlingsbog og yndlingsgreb:

Thomas Clemen anbefaler britiske Scarlett Thomas’ The End of Mr. Y fra 2006, der udkom på dansk i 2008 som Mr. Y’s forbandelse. Det er en spændingsroman, der blander science fiction-, fantasy-  og thrillerelementer. Han er begejstret for både bogens udseende og indhold.

– Det er en bog, som jeg er meget glad for, og som jeg gerne selv ville have skrevet. Det en flot rød bog med guldmønster og billedet af en gammel lampe på forsiden. Og så er bogens hvide sider sorte, når du ser dem fra siden – det er en lækker detalje. Det er en spændingsroman, der leger med hvad nu hvis, der altid har været mit yndlingslitterære greb. Hvad nu hvis virkeligheden var en anden? Eller hvad nu hvis Berlinmuren aldrig var faldet? En tanke, jeg leger med i Berlin 404. Det tiltaler mig. Jeg synes, det er spændende ikke blot at lade fantasien få frit løb, men at lege med nogle virkelige rammer for så at lave dem om. Såkaldte kontrafaktiske fortællinger. Det går helt tilbage til Jonathan Swift, der har skrevet Gullivers rejser. Også han legede med hvad nu hvis?

Bogen, Thomas Clemen er meget glad for.

Bogen, Thomas Clemen er meget glad for, blander science fiction-, fantasy- og thrillerelementer.

Om yndlingsbogen:

En dag finder den unge studerende Ariel Manto ved et tilfælde romanen Mr. Y´s forbandelse i et antikvariat. Hun kender tilstrækkeligt til bogens forfatter, den victorianske videnskabsmand Thomas Lumas, til at vide, at dette er hans mest berygtede og sjældne bog. Alle der har læst den, inklusive Lumas, er nemlig døde under mystiske omstændigheder. Ariel køber bogen. Det bliver startskuddet til en farefuld og forrygende rejse ind i en helt anden dimension, troposfæren, som udfordrer hele Ariels verdensbillede og alt, hvad hun tidligere har troet på.

PS: Læs mere om Thomas Clemen her

PPS: Næste søndag kan du møde forfatter Claus M. Lohman. Fik du læst det første indlæg i den litterære adventskalender? Mød Øbro og Tornbjerg lige her

 

Konkurrence: Vind Drengen ingen kunne finde af Christian Mørk

Forfatteren har signeret den udgave af Drengen ingen kunne finde, som kan blive din.

Christian Mørk har signeret den udgave af Drengen ingen kunne finde, som kan blive din, hvis du deltager i konkurrencen.

Konkurrence: Vind en signeret udgave af Christian Mørks nye spændingsroman, Drengen ingen kunne finde.

Da jeg i begyndelsen af november måned mødte forfatter Christian Mørk, spurgte jeg ham, om han tror på spøgelser. Han svarede:

“Jeg vil altid tro på eventyrets kraft – den er stærkere end noget spøgelse. Jeg kan godt lide at lege med ideen om, at der er ting, vi ikke umiddelbart kan forstå og forklare. Kontrasten mellem det helt dagligdags og almindelige og det usædvanlige, overraskende og mystiske tiltaler mig.”

Du tænker måske, at mit spørgsmål er underligt. I sin nye roman, Drengen ingen kunne finde, jonglerer Christian Mørk med fortid og nutid, men også med realisme og mystik, med det jordnære og det fantasifulde. Og derfor stillede jeg spørgsmålet.

Drengen ingen kunne finde handler om to voksne brødre, to kommunale vejarbejdere fra Vermont. Storebror Harolds 12-årige søn Martin er forsvundet. Er han død i den brand, der kostede Harolds kone livet?

Lillebror Gordon fører an i jagten på at finde sandheden om Martin. Christian Mørks nye bog er bl.a. en historie om at slutte fred med sin fortid. Om tilgivelse, jalousi og skyld. Det er en universel historie, der kunne foregå alle vegne, men, som Christian Mørk understreger, så er det mere autentisk for ham at skrive om Vermonts skove end om Rold Skov. Det er nemlig et område af USA, han kender godt. Han har læst på Marlboro College i Vermont.

Alt du skal gøre for at vinde bogen er at skrive et par ord om, hvorfor du godt kan lide at læse krimier. (Det går jeg ud fra, at du kan, siden du er havnet på sitet her.)

Skriv din kommentar under indlægget inden fredag den 11. december klokken 12. Senere samme dag kan du på bloggen læse, om du har vundet. Du skal selv holde øje med, om du er den heldige vinder.

Bemærk: Der kan godt gå lidt tid, fra du skriver din kommentar, til den er synlig på sitet.

PS: Læs hele interviewet med Christian Mørk her

PPS: Husk Vild Med Krimis litterære adventskonkurrence. I søndags kunne du møde Øbro og Tornbjerg og på søndag kan du møde forfatter Thomas Clemen.

 

 

 

 

 

Vind billetter til BogForum 2015

Vind en dagsbillet til BogForum 2015.

Vind en dagsbillet til BogForum 2015. Du kan møde en bred vifte af danske og udenlandske forfattere.

Konkurrence: Tre heldige bloglæsere kan vinde en dagsbillet til BogForum i Bella Center.

  • Sidste år vandt Thomas Rydahl (Eremitten) BogForums Debutantpris. Hvem vinder i år?
  • Hvad fortæller Robert Zola Christensen om sin nye krimi Adams forbandelse?
  • Hvad kokkererer den amerikanske ambassadør Rufus Gifford, når han på madscenen laver mad fra Den store amerikanske kogebog ?
  • Hvor finder Christian Frost, der har skrevet krimien Araberen der var hvid som sne, inspiration ?
  • Hvilke skrivetip serverer journalist, forfatter og redaktør Heidi Korsgaard, der har skrevet 6 stjerner – fra bogdrøm til bestseller ?
  • Hvorfor har Michael Katz Krefeld valgt at sende sin opdager til Lolland i den nye Ravn-krimi Sekten ?
Sidste år vandt Thomas Rydahl BogForums Debutantpris. Foto: Rebekka Andreasen

Sidste år vandt Thomas Rydahl BogForums Debutantpris. Foto: Rebekka Andreasen

Hvis du tager til BogForum i Bella Center den 6.-8. november, har du mulighed for at finde ud af det.

Tre bloglæsere kan nemlig vinde en dagsbillet til Bogforum. Du vælger selv, om du vil bruge billetten til BogForum fredag den 6. november, lørdag den 7. november eller søndag den 8. november. Billetten gælder én dag.

Besøger du bogmessen om søndagen synes jeg selvfølgelig, at du skal smutte forbi Turbine Forlagets stand, hvor jeg klokken 13.00 interviewer krimiforfatter Lotte Petri om Hvidt snit – den fjerde krimi om forskeren og lægen Selma Eliassen.

Vil du have fat i en af de tre billetter, skal du skrive en kommentar under indlægget her og fortælle hvilken hovedperson fra en krimi, du holder særligt af. Konkurrencen løber frem til torsdag den 29. oktober klokken 12.

Senere på dagen kan du på bloggen læse, om det er netop dig, der har vundet en billet. Du skal selv holde øje med, om du er blandt de tre heldige. Der kan gå lidt tid, fra du skriver din kommentar, til du kan se den på bloggen.

På BogForum 2015 kan du også møde Lone Theils, Lene Kaaberbøl, Jan Guillou, Camilla Läckberg, Thomas Clemen, Jesper Stein, Christian Mørk og mange flere. Se hele programmet her

PS: Sidste år købte jeg en børnebog, som tegneren Peter Madsen signerede. Se her hvordan det så ud

Krimier, der foregår i Berlin

Forfattere som Philip Kerr, Michael Katz Krefeld, Thomas Clemen, Volker Kutscher og skriver alle bøger, der foregår i Berlin.

Forfattere som Philip Kerr, Michael Katz Krefeld, Thomas Clemen, Sebastian Fitzek og Volker Kutscher skriver alle bøger, der foregår i Berlin.

Fokus på Berlin: Der findes mange gode krimier, der foregår i Berlin. Se et lille udvalg her. Kender du flere gode Berlin-krimier, er du velkommen til at skrive en kommentar under indlægget.

Øjensamleren af Sebastian Fitzek : En seriemorder, der kaldes Øjensamleren, er på spil i Berlin. Navnet har han fået, fordi han fjerner sine ofres venstre øje. Øjensamleren myrder en kvinde, kidnapper hendes 9-årige søn Tobias og efterlader en besked til faderen om, at barnet kun vil overleve 45 timer. Når fristen udløber, dør drengen. Hovedpersonen Alexander Zorbach er tidligere betjent. Efter en traumatisk hændelse ernærer han sig nu som journalist, og han vikles ind i den grumme Berlin-sag. Bogen udkom på dansk i 2012. Du kan læse mere om bogen her

Berlin Noir af Philip Kerr: Serien på ni krimier foregår i Berlin i perioden før, under og efter anden verdenskrig. Fra 1936 til 1954. Hovedpersonen Bernhard Gunther er privatdetektiv, og i den første bog i serien hyres han til at opklare en tilsyneladende banal sag om et indbrud. Året er 1936 lige før De Olympiske Lege i Berlin. Efterforskningen fører Günther længere og længere ned i den nazistiske undergrund og videre til en langt større sammenhæng blandt nogen af nazitysklands politiske ledere. Serien er blevet kaldt et hovedværk indenfor den moderne kriminalroman. Den skotske forfatter lader Bernhard Gunther møde et væld af historiske personer i den meget anmelderroste serie. Du kan her læse en smagsprøve på Martsvioler

Savnet af Michael Katz Krefeld: Den private efterforsker og forhenværende kriminalbetjent Thomas Ravnsholdt, kaldet Ravn, bliver involveret i en forsvindingssag, der udvikler sig til en dramatisk jagt på sandheden. Sporene fører til Berlin og en uhyggelig sag fra Stasi-tiden. En sag, der bringer Ravn i stor fare, da han i sit forsøg på at løse mysteriet får vækket fortidens rædsler til live. Bogen er den tredje i serien om Ravn. Michael Katz Krefeldts fjerde bog i serien, Sekten, udkommer 6. november. Læs mere om Ravn-serien her

Berlin 404 af Thomas Clemen: På et tidspunkt læste forfatter Thomas Clement en artikel om Günther Schabowski. Han var partisekretæren, der med en befippet optræden ved en live pressekonference i DDR ufrivilligt gav Berlinmuren dødskysset den 9. november 1989. Hvad mon der var sket, hvis partisekretæren aldrig var nået frem til den pressekonference? Hvad nu, hvis Berlinmuren stod endnu? Den tanke leger Thomas Clemen med i denne thriller. En dag kolliderer et tog fra den vesttyske under­grunds­bane med et tog fra DDR i ingenmands­landet under Muren. IT-eksperten Jacob Blau sendes mod sin vilje til det lukkede Østtyskland. Hans opgave er at finde ud af, hvad der virkelig skete -inden en krig mellem øst og vest er uundgåelig. Læs et interview med forfatteren her

Sagen Vaterland af Volker Kutscher. Forfatteren har skrevet flere krimier, der forgår i førkrigstidens Berlin. Krimiserien giver et farverigt og detaljemættet billede af Berlin i 30’erne. I denne bog er vi i juli 1932. En mand findes død i en vareelevator i “Haus Vaterland”, det legendariske forlystelsessted på Potsdamer Platz. Alt tyder på, at han er druknet i stedets pool. Men han er åbenbart ikke den eneste, der er omkommet på den måde. For at opklare sagen Vaterland må kriminalassistent Gereon Rath ud på en usædvanlig efterforskningsrejse, som blandt andet bringer ham helt til Østpreussen. Og Rath når grænsen for, hvad han kan klare.

PS: Min mor er så venlig at flytte ind i vores hus og passe huset tre unge beboere for en stund, mens min mand og jeg meget snart daffer til Berlin på en lille ferie. Glæder mig. Meget.

PPS: Hvis du – som så mange andre danskere – er vild med Berlin, så tjek sitet vildmedberlin.dk

 

 

 

Reportage fra Krimimessen i Horsens – dag 2

Reportage fra Krimimessen i Horsens 2015 – dag 2.

Maj-Britt Jensen (tv) og Lene Banke vil gøre det til en tradition, at mødes til Krimimesse i Horsens. De har overnattet i en gammel celle.

Maj-Britt Jensen (tv) og Lene Banke vil gøre det til en tradition at mødes til Krimimesse i Horsens. De har overnattet i en celle. Foto: Rebekka Andreasen

Krimimessen i Horsens holdes i byens gamle statsfængsel.

Krimimessen i Horsens holdes i byens gamle statsfængsel.

I fængselsgården søndag morgen skutter Lene Banke og Maj-Britt Jensen sig, mens de ryger en morgensmøg. De to veninder bor forskellige steder i landet og mødes i Horsens til to dages krimimesse. De har overnattet i fængslet. I en celle.

SleepIn FÆNGSLET huserer i det, der engang var statsfængslets sygeafdeling. Cellerne er blevet restaureret, men autenticiteten er her endnu. Her er tremmer for vinduerne, og det oprindelige interiør, der blot er shinet op. Citater og mugshots (forbryderfotos) på væggene vidner om livet dengang, fængslet VAR fængsel, og hvor man ikke kunne åbne døren og ryge en smøg i frihed. Dengang, man ikke boede her for sjov.

Nej, det har ikke været uhyggeligt, men det har været en speciel og stemningsfuld oplevelse at overnatte i fængslet, og det giver da stof til eftertanke,” siger Lene Banke. De to veninder har allerede købt mange krimier blandt andet Carin Gerhardsens seneste krimi. De er især vilde med krimiserier, for, som Maj-Britt Jensen siger: “Når først man har lært en hovedperson rigtig godt at kende, så vil man jo gerne følge personen gennem flere bind.

Det er tredje gang, at Carl Wengel Grauballe interviewer Jesper Stein på Krimimessen i Horsens.

Det er tredje gang, at Carl Wengel Grauballe interviewer Jesper Stein på Krimimessen i Horsens. Foto: Rebekka Andreasen

Søndagens program kommer godt fra start, da 17-årige Carl Wengel Grauballe interviewer Jesper Stein om den tredje Axel Steen-krimi Akrash. Forfatteren, der netop har fået Dan Turèll-medaljen, er selv flyttet fra Nørrebro til Amager. “Nørrebro forsvinder dog ikke ud af mine bøger, men måske der kommer lidt luftforandring,” siger Jesper Stein. Han er cool. Det samme er den unge Wengel, der er søn af en af Krimimessens seje bagmænd – bibliotekar og krimifreak Lida Wengel.

Nikker kort til Mikael Strøm Eriksen fra Skriveforlaget, der blandt andet udgiver Erik Hauervigs politikrimier. Falder øjeblikket efter i staver foran Gyldendals stand. Hold nu op, hvor er søskendeparret Lotte og Søren Hammer produktive. Seks krimier på fem år. Imponerende.

Interviewer Jesper Holm, der har skrevet konspirationsthrilleren Corpus Christi. Vi har det sjovt på scenen, selvom snakken handler om korsfæstelse, lejemordere – og om at være ond ved katte. Forfatteren har leget med tanken om, at tempelridderordenen ikke blev udryddet, da den sidste stormester blev brændt på bålet i Paris i 1314.

En veloplagt Jesper Holm fortæller om Corpus Christi. Foto: Ellen Marie Andreasen

En veloplagt Jesper Holm fortæller om Corpus Christi. Foto: Ellen Marie Andreasen

Det svarer lidt til, at CIA i dag forsvinder fra den ene dag til den anden,” siger forfatteren og spørger publikum, der lytter med foran sort scene, om det ville være realistisk. Tænk over det. Og læs bogen. Den er fremragende.

Når ikke at høre Anders Roslund og Stefan Thunbjerg tale om Bjørnedansen, men det er der mange andre, der gør.

Interviewer ved middagstid forfatter, kunstner og filmmand John Kenn Mortensen, der har skrevet og tegnet De utilpassede – en blodig udkantskrimi for børn.

John Kenn Mortensen finder en tryghed i det dystre og mørke univers.

I samtale med John Kenn Mortensen, der finder en tryghed i det dystre og mørke univers. Foto: Ellen Marie Andreasen

I bogen bliver alle voksne på Lolland forvandlet til vampyrer. Der er afhuggede hoveder og blod i bogen. Og masser af humor. “Jeg finder en tryghed i det dystre og mørke univers,” fortæller Mortensen. Og forklarer, at selvfølgelig kan man skrive uhyggeligt for børn. Køber 30 uhyggelig smukke postkort, han har tegnet – selvfølgelig pakket ind i en ligkiste-agtig æske.

Hører de sidste minutter af Thomas Clemens snak med Henrik Palle. Berlin 404 skal helt sikkert læses. Går forbi Tellerups stand og tænker, at Dennis Jürgensen ser ekstrem ung ud. Han var jo kult allerede i barndommens 8o’ere.

Elsebeth Egholm, der netop er kommet hjem fra skrivehi på Gozo, bliver interviewet til TV2-regionerne, og hos Krimifans stand får Sofie Sarenbrant en snak med en læser.

 

Mon ikke der er en bog, der falder i din smag? Foto: Ellen Marie Andreasen

Mon ikke der er en bog, der falder i din smag? Foto: Ellen Marie Andreasen

I arresten, der er lavet om til café, nyder et ældre ægtepar en sen frokost og en krimi-øl, mens de nærstuderer programmet. Næste punkt på deres dagsordenen er Peter Høeg, og de vil også nå at høre Hanne Bech Hansen, inden de kører hjem til Middelfart. I deres mulepose ligger den fynske forfatter Claus Lohmanns science reality-krimi Genstart. Sammen med Peter Høegs Effekten af Susan, Lotte Petris Hvidt snit og 2 x Hammers Elskede Heidi.

Tænker på alt det, jeg ikke nåede at sige på de fire minutters live-tv. Foto: Ellen Marie Andreasen

Tænker på alt det, jeg ikke nåede at sige på de fire minutters live-tv. Foto: Ellen Marie Andreasen

TV2 regionerne sender live fra messen begge dage. Står stand by i næsten en time og ender med at være på i fire minutter for at fortælle om passionen for krimi. “Det ligger i krimiens DNA, at den skal underholde. Sådan har det været siden Edgar Allan Poe skrev den første kriminovelle i 1841. Der var det en orangutang, der var skurken. Men det, krimien kan, er også at fortælle rigtig gode historier, der rører os,” er noget af det, der kommer ud af munden.

Hilser ultrakort på forfatter Stephanie Caruana, der netop har interviewet Stefan Ahnhem – forfatter til Offer uden ansigt. Det bliver til mange knus og korte hilsner til forfattere, forlagsfolk og søde bloglæsere. Burde måske have planlagt tiden lidt bedre – som ægteparret i arresten. Tiden smuldrer, når der er så meget krimiguf på programmet.

Lone Theils har netop sendt sin debutkrimi på gaden.

Lone Theils har netop sendt sin debutkrimi på gaden. Foto: Rebekka Andreasen

Har kort snak med Politikens korrespondent Lone Theils. Hun er overvældet og glad og kan ikke holde op med at smile. Hendes debutkrimi, Pigerne fra Englandsbåden, har fået gode anmeldelser. Det er også en god krimi. “Du var den første, der anmeldte bogen. Den anmeldelse vil jeg aldrig glemme,” siger hun.(Læs anmeldelsen her)

Bliver mindet om egne ord under et toiletbesøg.

Alt den kaffe skal jo ud igen. Og jo, det er et citat fra Vild Med Krimi, der kan skimtes på plakaten.

Alt den kaffe skal jo ud igen. Og jo, det er et citat fra Vild Med Krimi, der kan skimtes på plakaten. Foto: Rebekka Andreasen

En plakat på toiletdøren fremhæver et citat fra Vild Med Krimi. Selvfølgelig ikke de linjer fra anmeldelsen, der fokuserer på, hvad der ikke fungerer i bogen. Tænker på, hvor sårbart det som forfatter må være at få kritik for et stykke arbejde, der er så personligt.

Pernille Boelskovs Granitgraven udkommer i morgen på Bornholm. Og sidst i april i resten af landet.

Pernille Boelskovs Granitgraven udkommer i morgen på Bornholm. Og sidst i april i resten af landet. Foto: Ellen Marie Andreasen

Lukker og slukker på sort scene samme med journalist og forfatter Pernille Boelskov, der har skrevet en Bornholmer-krimi. Granitgraven udkommer på Bornholm i morgen og i resten af landet sidst i april. Det er en stærk debut, og Boelskov fortæller veloplagt om et af romanens temaer – nemlig den russiske besættelse af Bornholm lige efter 2.verdenskrig, hvor resten af Danmark netop var befriet.

Der er ikke længere folk, der forsøger at blive befriet fra Fængslet i Horsens. Man har faktisk lyst til at blive her lidt længere. Sæt allerede nu kryds i kalenderen den 12. og 13. marts næste år, hvor Krimimessen i Horsens igen tager i fængsel.

PS: Fik du ikke læst reportagen fra Krimimessen i Horsens første dag, så find den her

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her