Thomas Ravnsholdt

Anmeldelse: Pagten af Michael Katz Krefeld

Sidste år blev Michael Katz Krefeld kåret som danskernes yndlingsforfatter, da han modtog Martha Prisen.

Anmeldelse: På torsdag udkommer Pagten, der er Michael Katz Krefelds femte bog om Thomas ‘Ravn’ Ravnsholdt, der bor på en slidt motorbåd i Christianshavns Kanal med den engelske bulldog Møffe. En fandenivoldsk og grusom god krimi, der spurter derud ad i et vanvittigt tempo og giver selv Usain Bolt kamp til målstregen.

Hvis dommerne fra tv-programmet Bagedysten skulle bedømme Pagten, som de bedømmer en lagkage, ville de sige, at udtrykket er dybt professionelt, at snittet står knivskarpt og præcist, og at ingredienserne komplementerer hinanden.

At Michael Katz Krefeld evner at skære tingene krystalklart og effektivt bliver igen slået fast i den femte bog om Ravn. Plot, spændingskurver, fremdrift – Krefeld kan sit krimikram og tilsætter dertil en skvis humor og et rapt sprog. Pagten er en fandenivoldsk krimi, fuld af tempo og pokkers underholdende.

Billedet her tog jeg, da Michael Katz Krefeld åbnede Krimimessen i Horsens i 2015. Foto: Rebekka Andreasen

I flere interviews har Krefeld fortalt, at netop tempoet sætter han pris på ved krimigenren, og halleluja det lever han selv op til med næsten filmiske scener uden megen fikumdik, men med korte, klare dialoger og rappe scener.

Det er ikke i Pagten, at du kan plukke store sprøde buketter af farverige sprogblomster, men det har du heller ikke tid til.

Der går ikke mange sider, før Krefeld spoler tiden fem år tilbage, og læserne bliver vidne til, at Ravns kæreste Eva bliver dræbt. Så er vi i gang. Og endelig får vi opklaret, hvem der står bag drabet, så på den måde er bogen en slags sæsonafslutning på første del af serien, som er planlagt til ti bind.

Som en hærget og utilpasset James Bond hopper Ravn frem og tilbage på begge sider af loven, og han indgår nødtvungen en pagt med storgangsteren Kaminsky, der ikke kun sidder inde, men også sidder inde med en viden om drabet på Eva. Og pludselig eksploderer det hele, bogstaveligt talt.

Siden Michael Katz Krefeld debuterede som krimiforfatter for ti år siden med Før Stormen, som han i øvrigt fik Det Danske Kriminalakademis debutantpris for, har han skrevet ni bøger – heraf fem om Ravn, der efter en karriere i politiet slår sig ned som privat efterforsker.

Tidligere har Krefeld skrevet om bl.a. trafficking, terror og om hævn. Pagten handler bl.a. om korruption og kærlighed. Men uanset tema så er vægten i vanlig Krefeld-stil lagt på karakterernes personlige historie og motivation for at handle, som de gør – uanset konsekvenser, der følger i det ofte kaotiske kølvand. Og Krefeld tvinger sin hovedperson helt derud, hvor han må holde vejret under vand – for ikke at blive dræbt.

Der er skønt gensyn med Ravns skæve og kulørte vennekreds fra nærmiljøet: journalistnaboen med det varme blod i årerne, Eduardo, som også er ferm med en pc og som snart skal giftes, Victoria som ejer et antikvariat og boksecoach og hundepasser Johnson fra værtshuset Havodderen, hvor Ravn – efter at have drukket sig til en skrumpelever – nu får langet danskvand over disken.

Jeg ved, at mange læsere knuselsker Ravns bulldog Møffe, men ikke jeg. Det virker ofte som om, Møffe er proppet ind i en scene – bare fordi. Den hund er den eneste ingrediens i bogen, som ikke siger mig noget overhovedet. Resten smager – som en veltillavet lagkage – af endnu mere.

Bøgerne om Ravn i rækkefølge:

  • Afsporet
  • Savnet
  • Sekten
  • Dybet
  • Pagten

PS: Du ved måske, at Michael Katz Krefeld har en fortid som manuskriptforfatter. Men vidste du også, at han som 20-årig var såkaldt runner på spillefilmen Mord i mørket efter Dan Turells krimi?

Sommerinterview med Michael Katz Krefeld

Michael Katz Krefeld har bl.a. skrevet manuskripter til tv-serier som Nikolaj & Julie , Hotellet og Nynne.Foto: Thomas A.

Udover at skrive thrillers har Michael Katz Krefeld bl.a. skrevet manuskripter til tv-serier som Nikolaj & Julie, Hotellet og Nynne. Til september udkommer hans anden thriller om Ravn. Foto: Thomas A.

Sommerkavalkade: I løbet af sommeren kan du her på bloggen læse et lille forfatterinterview hver torsdag. Michael Katz Krefeld åbner ballet.

Michael Katz Krefeld debuterede som krimiforfatter i 2007 med thrilleren Før stormen, som vandt Det Danske Kriminalakademiets debutantpris samme år. Siden har han skrevet en række bøger senest Afsporet om kriminalbetjent Thomas Ravnsholdt, kaldet Ravn. Krefelds krimier er blevet solgt til udgivelse i 19 lande. Læs mere om forfatteren her

Hvad skal din sommer gå med?

– Ud over lidt ferie og sejlads skal den gå med at redigere min næste bog Savnet, som udkommer til september.

Fortæl om et skønt sommerminde fra din barndom:

– Jeg har et fint indre billede af mig, en fiskestang og en jolle lige ude foran Sjællands Odde, hvor jeg i en alder af otte år roede ud for at fange torsk. Og der var bid!

Er der en bestemt læseoplevelse, som du forbinder med en sommer?

– Da jeg altid har udgivet til efterårssæsonen, så er sommeren næsten altid forbundet med at læse og redigere mine manuskripter. Men skal jeg nævne en skelsættende oplevelse, var det da jeg læste Suddenly, Last Summer af Tennessee Williams. Uhyggelig sommerlæsning som bare fanden.

Har du et favoritord, som du er ekstra glad for?

– Ravn! Min hovedperson. Jeg elsker at se hans navn på tryk. Fuglens egenskaber og mytologi passer perfekt til ham og gør det ud for hans karakterbeskrivelse.

Hvilken skønlitterær bog har/har haft stor betydning for dig?

– Betydning er måske lige for stort et ord. Men jeg har helt klart fundet inspiration hos en lang række af amerikanske forfattere – fra Carver til Connelly.

Hvis folk kun læser en enkelt krimi i deres sommerferie, hvilken bog vil du så anbefale?

Den røde gudinde af James Ellroy. Det er en fantastisk bog, der med sin stil og vid giver åndenød. Og så kan den med sine 700 sider dække behovet i selv det meste af en industriferie.

Hvad skal du selv læse i løbet af sommeren?

– Well, manuskriptet til  Savnet –  tredje og fjerde gennemskrivning, men så sidder den også lige i øjet til september.

Næste torsdag kan du møde Inger Gammelgaard Madsen her på bloggen.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her