thriller

Anmeldelse: Papa af Jesper Stein

Anmeldelse: Mange forfattere har brug for en del struktur i skriveprocessen. Men åbenbart ikke Jesper Stein. Flere gange har jeg hørt ham fortælle, at han skriver intuitivt uden plotskemaer og Excel-ark. Men med en stor lyst til at skrive. Uanset arbejdsmetode så virker det, han gør. I stor stil.

Som krimiforfatter er noget af det vigtigste, understregede Stein på Krimimessen i Horsens i april, at skabe en hovedperson, som læserne kan mærke og føle, som var han/hun af kød og blod.

Af en eller anden grund er jeg altid bagud med at anmelde, når Jesper Stein sender en ny Axel Steen-krimi på gaden.

Vi er temmelig mange, der er vilde med hans bøger. Og Papa – den femte bog om strømeren Axel Steen – var på bestseller-listerne inden udgivelsen.

Og jeg ved, at mange af jer trofaste bloglæsere slugte bogen uger før jeg. Nu er jeg klar med en anmeldelse. Endelig.

Er bogen god? Er Papa, som Steins forfatterkollega Thomas Rydahl har æren af at have navngivet – hypen værd? Gu’ er den så. Det er en så gennemført krimi – eller thriller vel nærmere – og jeg er imponeret over, hvordan alting falder i hak, hvordan hver enkel prik er skabt for elegant at bidrage til det store krimipuslespil.

Papa er en mørk og rå thriller. Bogen er ekstremt underholdende. Uden sammenligning er Papa den bedste danske krimi, jeg har læst i år. Og faldera for en hæsblæsende finale. Suverænt krimihåndværk, masser af spænding og et stærkt portræt af en plaget mand.

Axel Steen arbejder nu som undercoveragent i PET. Han veksler mellem at være sig selv, hvilket ikke er særlig fornøjeligt, far til Emma og bosiddende i København, samtidig med, at han indimellem bor i Amsterdam og udgiver sig for at være en nådesløs og succesrig gangster og våbenhandler med nære forbindelser til bl.a. colombianske narkobaroner – et cover, der skal bringe ham tæt på en russisk mafiaboss i den helt tunge ende.

Axel Steen flygter fra sig selv

At infiltrere et kriminelt miljø er ikke det, der volder Axel Steen fleste problemer. Problemet er nærmere, at Axel Steen føler sig mere fri, mere i live, mere i kontakt med sine følelser, når han er sit kriminelle alias. Når han flygter sig fra selv og er en helt anden. Den uro og rastløshed, han slæber rundt på, kan han delvis tøjle, når han flygter fra sig selv.

Det er smertefuldt at erkende. Samtidig med, at det giver ham en slags rus, så udmatter arbejdet og slider på ham. Og det er slet ikke gnidningsfrit, at den plagede københavnske agent forelsker sig i en kvinde, der tror, han er en helt anden.

Mens Axel Steen i kikset lædertøj lever et farligt dobbeltliv i et miljø, hvor alle er mistroiske, ser sig over skulderen og hvor vold er en selvfølgelighed, har hans tidligere kollega Vicki Thomsen travlt med at efterforske et usædvanligt og næsten Olsen Banden-agtigt kup i en bank, hvor tyve over en weekend tømmer knap 150 bankbokse for værdier.

Jesper Stein er inspireret af et virkelig kup, der foregik i  Danske Bank på Nørre Voldgade i København i 2010, hvor tyve havde proviant med og overnattede en weekend i banken, hvorefter de mandag morgen, da banken åbnede, spadserede væk med udbyttet fra de mange bankbokse.

Vicki Thomsen har ikke kun hyr med opklaringen, men også med sine kolleger. Også Steens ekskone Cecilie får plads i fortællingen, og I Steins udgave flettes bankkuppet fornemt sammen med de hollandske plotråde.

Der er skruet ned for de maleriske beskrivelser af miljøer, tilgengæld er mange scener skrevet næsten filmiske og meget højdramatiske. Jeg tog mig selv i helt fysisk at holde vejret indimellem. Puha, siger jeg bare. Og bogen er stadig så meget Axel Steensk’, selvom København fylder mindre i denne thriller.

Der har været snak om, at de tre første bøger i serien skal filmatiseres – og at første film bliver baseret på tredje bog i serien, Akrash. Rettighederne er i hvert fald solgt til SF Studios.

Jeg er ligeglad med, at enkelte ting sikkert er urealistiske. Altså – en undercoveragent får vel ikke lov til at stikke af fra det internationale team af kolleger, der skal beskytte og overvåge ham, og til at drikke sig næsten bevidstløs og tage stoffer? Pyt. Jeg følger med glæde Axel Steen som lapset og handlekraftig gangster rundt i Europa.

 

 

Anmeldelse: Perfekte dage af Raphael Montes

Anmeldelse: Han er en årgang 1990. Brasilianer og født i Rio de Janeiro. Og hedder Raphael Montes. Og så har han skrevet thrilleren Perfekte dage, som jeg slugte med stor iver.

Den brasilianske forfatter Raphael Montes første bog på danske er en barsk og uhyggelig bog. Den er også god.

Hvis du tror, du får masser af sambarytmer og brasiliansk kolorit, når du læser Perfekte dage, så tro om igen. Med undtagelse af et par referencer og det faktum, at solen skinner 1. januar, kunne Perfekte dage sagtens foregå i f.eks. København og omegn i stedet for i Rio.

Forvent altså ej en eksotisk thriller, men forvent en rigtig interessant og uhyggelig thriller. Jeg var hooked hele vejen igennem bogen, der både er skræmmende, morbid, rå, grotesk og foruroligende, men også fascinerende og spændende. Ikke mindst på grund af bogens uhyggelige hovedperson.

Téo er i 20’erne, læser medicin, bor sammen med sin handicappede mor og er glad for Gertrude, som er det lig, de medicinstuderende kommer i nærkontakt med, når de skal lære at dissekere.

En dag møder han et menneske af kød og blod, der får de følelser, han ellers gemmer godt af vejen, til at sprudle og boble. Den ubekymrede, spontane og livlige Clarice er ikke interesseret og afviser ham med et:

Du er ikke min type: for pæn og traditionel. Jeg vil have eventyr og vanvid, er du med?

Det skal hun ikke sige to gange. Vanvid får hun i hvert fald. Téo begynder at stalke hende, og pludselig virker det fuldstændig logisk i Téos hoved at bedøve Clarice, kidnappe hende og proppe hende i en pink Samsonite-kuffert for at tage hende med på en makaber rejse – væk fra nysgerrige blikke. Til et sted, hvor han kan have hende i fred. Helt i fred.

En kold, beregnende, psykopatisk, talentfuld medicinstuderende med en sygelig interesse for patologi og en forskruet opfattelse af virkeligheden. Se, det er farligt. Og grumt. Og klamt. Men også interessant at læse om.

Téo har sit hyr med at holde en nysgerrig ekskæreste og bekymrede mødre på afstand og må diske op med kreative løsninger. Visse kapitler er så rå, at det vender sig i maven. Men der sniger sig også en sort humor ind trods bogens gru.

Portrættet af Téo, der er sygeligt besat af den unge kvinde, er velskrevet og fascinerende, og jeg turbolæste thrilleren, fordi jeg blev grebet af historien. Fordi jeg var ret bekymret for Clarice. Og fordi jeg var nysgerrig og nødt til at vide, hvordan det hele endte.

Og hvordan ender historien så? Ikke som jeg troede. Glæd dig til et tvist. Et ordentligt et. Den slutning sidder stadig i kroppen på mig her flere dage efter, at jeg er færdig med bogen.

Efter Montes debut (en bog om bl.a. selvmord – ej oversat til dansk) opfordrede forfatterens mor sønnike til at skrive noget, der handlede mere om kærlighed. Og det blev til Perfekte dage. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor creepy debutbogen er, for det er ikke en normal kærlighedshistorie, denne thriller byder på. Men det er en god og fascinerende historie. Læs den hvis du tør.

Oversat af Tine Lykke Prado, udkommet på Gyldendal.

PS: De få brasilianske bøger, jeg ellers har læst, har især været i genren magisk realisme. Måske dit læsemønster er det samme?Har du mod på at kaste dig over endnu en brasiliansk krimi, kan du f.eks. vælge Varme lig af Patricia Melo, udkommet på forlaget Anton & Ludvig.

 

 

Krimier, der foregår i Afrika

Tag med til Afrika uden at pakke kufferten. Jeg har lavet en liste med gode krimier om Afrika. God rejse.

Når du læser, oplever du andre miljøer end dem, du måske færdes i til daglig. Tag med et smut til Afrika. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg har boet og rejst en del i Afrika. Jeg har vandret op ad Kilimanjaro, beundret en søvnig gepard på safari i Kenya og snorklet ud for Zanzibars kyst. Jeg har spist krydret, tunesisk mad, der forkæler ganen, og jeg har beundret bygninger i Maputo i Mozambique og set, hvordan vestlig og afrikansk arkitektur smelter sammen.

Jeg har suget duften af akacietræer til mig, stået ved Nilens udspring i Uganda, og jeg har fået rødt sand mellem tæerne.

Men jeg har også set bagsiden af Afrika. Mødt mennesker i dyb fattigdom, der bor i affald, børnehjemsbørn, hvis forældre er døde af AIDS, set storbyer invaderet af rotter og forurening og mødt gambianere, hvis familiemedlemmer er fængslet for at ytre sig imod styret.

Og for nylig kom min mand hjem fra en arbejdsrejse til Madagaskar med en træls souvenir i form af en voldsom tarminfektion, der krævede indlæggelse på sygehuset i flere dage.

Afrika er både fantastisk og kaotisk på samme tid. Vil du gerne have en dosis Afrika uden at rejse dertil? Jeg har lavet en liste med krimier om Afrika, du kan plukke af.

  • Tretten timer af Deon Meyer:  En eminent politiroman, der foregår i Sydafrika. En krimi, der viser en flig af de mange udfordringer, der er i det smukke land, der minder om Europa på mange måder, men som stadig er et forholdsvis nyt demokrati. Og hvor der er intet mindre end elleve forskellige officielle sprog. Vi møder den hvide vicekriminalkommissær Benny Griessel en tidlig morgen i Cape Town og slipper ham først igen 13 timer senere. Og det er ikke uinteressant.

 

  • Afrikas horn er en spændingsroman af den sydafrikanske bestsellerforfatter Wilbur Smith. Den 19-årige Cayla bortføres fra sin mors luksusyacht i Det Indiske Ocean. Bag kidnapningen står somaliske ekstremister, der kræver et gigantisk beløb for at frigive hende. Den stenrige moder får hjælp af Hector Cross – sikkerhedschef med baggrund som major i det britiske specialkorps. Tempofuld og spændende roman med masser af action på havet ud for Afrika. Der er tre spændingsbøger i serien om Hector Cross, og Afrikas horn er den første.

 

  • Alexanders McCall Smiths serie om Damernes detektivbureau er både spændende, farverig og humoristisk. Bøgerne handler om den stærke, varme, kloge og snedige Mma Ramotswe, der åbner et detektivbureau i Botswanas hovedstad Gaborone. Det er en herlig krimiserie på over ti bind, der viser et anderledes billede af Afrika, end vi er vant til fra medierne. Den første bog i serien hedder lidt uopfindsomt Damernes Detektivbureau Nr. 1. Men der er masser af hyggelig krimiguf i vente, hvis du har serien til gode. Forfatteren er skotte født i det daværende Rhodesia.

 

  • Den afrikanske jomfru af Helle Vincentz, der er den danske forfatters debutroman. Og første bind i serien om Caroline Kayser, der er ansat i et dansk olieselskab. Hovedpersonen sendes i hast til afdelingskontoret i Kenya, hvor hun skal sætte en stopper for vedvarende rygter om voldtægt. Men hvor langt er hun vil­lig til at gå for at redde firmaets omdømme? Og kan hun vende det blinde øje til både mord, voldtægt og kor­rup­tion? Bogen blev shortlistet til Danske Banks Debutantpris og til prisen som årets krimidebut i Frankrig. En spændende dansk thriller om Afrika.

 

  • Den standhaftige gartner af John le Carré. En af mine yndlingsbøger. Bogen foregår i Kenya, og jeg boede i Uganda, da jeg læste den. Vi møder den engelske diplomat Justin Quayles, der arbejder på den engelske ambassade i Nairobi. Hans kone Tessa arbejder som ngo’er i Nairobis slumkvarterer, og da hun findes dræbt, sætter han sig for at finde ud af hvorfor. Og af hvem. I bedste bedste Le Carré-stil er der hug til multinationale selskabers udnyttelse af ulande. En fremragende thriller. Filmatiseringen af bogen med Ralph Fiennes og Rachel Weisz kan også anbefales. Men filmen er selvfølgelig ikke så god som bogen.

 

  • Sidst i 90’erne udkom Gretelise Holms Mercedes-Benz Syndromet. En politisk thriller, der foregår i Zimbabwe, hvor forfatteren, der også er journalist, har boet og arbejdet i flere år. Det er Holms første krimi. Og en roman, som hun fik Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom for. Det er længe siden, jeg har læst bogen, og jeg husker ikke krimiplottet godt. At bogen er skrevet af en forfatter med stor kærlighed til og viden om Zimbabwe husker jeg dog gjorde indtryk på mig.

Jeg har ikke selv læst Louis Klostergaards to krimier, der foregår i Sydafrika, men jeg har hørt godt om både Kvinden i det røde mudder og Marionetdukken, hvor vi møder Pieter Martins, der er sort politibetjent under apartheidstyret. Forfatteren er født i Sydafrika, men har haft sin skolegang og fået sin uddannelse i Danmark, hvor han bor i dag.

Jeg har heller ikke læst Rune Stefanssons Baby Rasta, der foregår i Gambia. Men det er også en krimi/politisk thriller, der har fået fornemme ord med på vejen. Politikens anmelder smed fem hjerter efter bogen om den chilensk-danske detektiv Marcelo Krankl, der hyres til at efterforske mordet på en dansk popstjerne i Gambia. Bogen er nummer to i en serie på fire bøger om Marcelo Krankl. Rune Stefansson siger:

Afrika er trendy. Afrika er i vækst. Afrika er stenaldermennesker med mobiltelefoner. Meget groft sagt, naturligvis. Der er nogle enorme kontraster. Og menneskene er så dejlige, så imødekommende, så åbne.

Læs resten af interviewet, hvor citatet her er fra, på forfatterens site her

Feriefotos fra bl.a. Uganda og Tanzania. Foto: Rebekka Andreasen.

PS:

Fra Afrika til Grønland: Tak til alle jer der deltog i konkurrencen om to udgaver af Nina von Staffeldts Den sorte engel, der foregår på Grønland. Både her, på Instagram og på Facebook.

Flere af jer skriver, at I ikke rejser meget i virkeligheden. Men at I har været vidt omkring i verden gennem de bøger, I læser. Herligt.

Pipalukbooks og Eva Tove Rasmussen – send mig jeres adresse på mail@rebekkaand.dk – så sender Forlaget milik, der har sponsoreret bøgerne, Staffeldts nye krimi til jer.

God læselyst og god rejse, hvis du pakker kufferten her i løbet af sommeren/Rebekka

 

 

Anmeldelse: Ildbarnet af S.K. Tremayne

Anmeldelse: I dag udkommer Ildbarnet af britiske S.K. Tremayne. En thriller, der langsomt og ad lidt snørklet sti sneg sig ind på mig, og som fik mine små hår i nakken til at danse.

Minegangene løber under havet. Det er en vished, jeg ikke så nemt kan slå ud af hovedet. Minegangene løber under havet. Halvanden kilometer eller mere.

Ildbarnet af S.K. Tremayne er en britisk, psykologisk thriller om familiehemmeligheder, sorg, skyld og skam. Foto: Rebekka Andreasen

Sådan begynder Ildbarnet, der lynhurtigt slår en ildevarslende stemning an og tager os med til et kæmpe landsted i Sydengland, i det allervestligste Cornwall, hvor naturens kræfter er enorme. Hvor Atlanterhavet banker ind mod stejle klippekyster, og hvor der ikke er læ for den brutale blæst.

London-kvinden Rachel har efter få måneders bekendtskab giftet sig med den rige enkemand David, far til 8-årige Jamie og ud af en yderst velhavende familie, der er blevet rig på minedrift og udvinding af tin og kobber. Et arbejde, der gennem generationer har haft rædselsfulde konsekvenser for arbejderne i minerne og ført død, lemlæstelse og lidelser med sig.

Det nygifte par bor bogstaveligt talt oven på en af de gamle miner, og mens David arbejder i London som advokat fem af ugens dage, har Rachel masser af tid i det enorme hus sammen med stedsønnen Jamie.

Idyllen krakelerer hurtigt, da Jamie begynder at komme med dystre og skræmmende forudsigelser. Som du kan læse på bogens bagsidetekst mener han bl.a. at vide, hvornår Rachel skal dø. En information, som jeg egentlig gerne ville have opdaget selv ved at læse bogen i stedet for at få den serveret på bagsiden.

Samtidig forsøger Rachel at finde ud af, hvordan Davids første kone egentlig døde.

Bogen fortælles især fra Rachels synsvinkel suppleret af enkelte kapitler, hvor vi er i hovedet på David, og det er indre tanker og ikke ydre omstændigheder, der er central i første del af bogen. Rachel begynder at tvivle på både sin mand, sig selv – og sin egen forstand.

Langsomt tempo, gode miljøbeskrivelser

Hvor jeg godt kunne have ønsket mig en anelse mere tempo og fremdrift især i første del af bogen, overgav jeg mig straks til de stærke miljøbeskrivelser, der er bogens store styrke.

Som ganske ung boede jeg nogle måneder i Devon, der grænser op til Cornwall, og jeg var straks tilbage i et England hvor idyl og barsk klippenatur og voldsomt hav mødes, og selvom du måske ikke er bekendt med landskabet, så svøber bogens lækre miljøbeskrivelser dig nænsomt ind og hægter dig fast til fortællingen.

Forfatterens mormor har som ti-årig arbejdet som såkaldt minepige, der knuste sten med en hammer i de righoldige miner i det nordlige Cornwall, og det er interessant at læse om de historiske miner, forfatteren tydeligvis har været optaget af. S.K. Tremayne skriver usentimentalt om det barske liv i de nu tomme miner. Han skriver godt.

I bedste domestic noir-stil aner du ikke, hvem du kan stole på. Hemmelighederne lurer lige under den fine facade og five o’clock tea’en. Og plottet er herligt overraskende.

Ildbarnet er en mørk thriller med et strejf af gotisk stil. En thriller om familiehemmeligheder, sorg, skam og skyld.

S.K. Tremayne har også skrevet bestselleren Faldet, og Ildbarnet slog mig ikke omkuld på samme måde, som forfatterens forrige bog på dansk gjorde. Men det er en god thriller.

Læs Ildbarnet på grund af de stærke miljøbeskrivelser og historiske lag og nyd den snigende uhygge, der omhylder dig helt til allersidst.

Ildbarnet er ikke en del af en serie, men en selvstændig thriller og oversat af Nanna Lund. Udkommer på Gads Forlag i dag.

PS: S. K Tremayne er et pseudonym for den britiske journalist og bestsellerforfatter Sean Thomas, der tidligere har skrevet tempofyldte konspirationsthrillers om religiøse sammensværgelser under pseudonymet Tom Knox. Jeg interviewede ham, da Faldet udkom på dansk. Læs interviewet her

Michael: Min krimifavorit er Jussi Adler-Olsen

Yndlingsforfatter: Michael Dahlsgaard kan ikke undvære sin daglige avis (eller Tipsbladet), men det bliver sjældent til en skønlitterær bog. Bortset fra ferier, hvor han gerne snupper to-tre krimier i rap. Og nu venter han spændt på den næste Jussi Adler-Olsen. Indlægget her er det femte i serien om favoritforfattere.

Journal 64 er Michael Dahlsgaards favorit i serien om Afdeling Q. Foto: Rebekka Andreasen

Michael Dahlsgaard, 48 år, Risskov. Passioneret quashspiller, far til tre og selvstændig med grossistvirksomheden Fair Import, der importerer fødevarer, der både er økologiske og fairtrade. Han læser stort set aldrig til hverdag, men når han har ferie, elsker han at læse krimier.

Læser du udelukkende krimier, eller læser du også andre genrer?

– At kalde mig en læsehest er en overdrivelse. Da jeg var helt ung, læste jeg en masse bøger om ledelse og management, og en sjældent gang imellem er der en biografi, som jeg med glæde læser. Jeg er Zlatan Ibrahimovic er fremragende. Og så har Peter Tygesen skrevet en bog om Congo, som jeg var meget opslugt af – måske fordi jeg har boet i Afrika nogle år. Men når jeg har ferie, er der kun en genre, der dur, nemlig krimi.

Hvilken krimiforfatter er din absolutte favorit?

– Jeg har især læst krimier af nordiske forfattere, og jeg er også glad for en forfatter som Lars Kjædegaard. Men der er en, der slår dem alle: Jussi Adler-Olsen. Fordi jeg elsker hans underfundige humor, og så er der masser af spænding og suspense i bøgerne om Afdeling Q. Jeg er stort slet ligeglad med plottet. Nej, det passer nok ikke helt, men jeg læser, fordi jeg gerne vil vide, hvordan det går med Carl, Assad og Rose. Og Hardy.

Er der en scene fra en af bøgerne, du særligt husker/har gjort indtryk?

– Ja, den scene, der tvister det hele i Journal 64. Og hvor man tænker: Nå, det er sådan, det hænger sammen. Skulle der sidde en enkel eller to i landet, der ej har læst den endnu, vil jeg ikke røbe for meget. Netop Journal 64 er min favorit. Interessant emne, han har kastet sig over, og bogen er skrevet med humor, lune og masser af spænding.

Hvad er det, som han kan?

–  Der er ofte hug til dem, der misbruger magt, i Jussi Adler-Olsens bøger. Det kan jeg meget godt lide. Og så elsker jeg Assads sproglige bommerter. Og Carl Mørcks blanding af at være doven og fandenivoldsk. Og humoren i bøgerne ej at forglemme. Og når man som jeg ikke læser mange bøger, så er livet for kort til bøger, der ikke er spændende. Og det er Jussi Adler-Olsens bøger. Altid.

Hvad var den første bog, du læste af forfatteren, og hvilken oplevelse var det?

– Jeg har læst serien om Afdeling Q i kronologisk rækkefølge, så den første var Kvinden i buret. Jeg var solgt med det samme. Heldigvis nåede jeg at læse de første bøger, før jeg så filmatiseringerne. Dem kan jeg godt lide – det er bare noget helt andet.

Har du nogle ritualer, når du går i gang med en bog af din yndlingsforfatter?

– Faxekondi Free inden for rækkevidde, en liggestol i skyggen og min kone og mine tre unger godt i gang med andre ting. Og så mig og Jussi. Det er godt.

Følger du også forfatteren på de sociale medier, via nyhedsbreve eller andet?

– Nej. Det gider jeg ikke.

Er der udsigt til nyt fra din yndlingsforfatter?

– Jussi Adler-Olsen har lovet, at der kommer et par bøger mere i serien om Afdeling Q. Dem ser jeg frem til. Hvad mon Assads hemmelighed er? Denne sommer vil jeg kaste mig over Washington Dekretet, som han skrev inden serien om Carl og co. Med tanke på hvad der sker i USA lige nu, tænker jeg, at det er på plads med en thriller, hvor nogle forsøger at afsløre det komplot, det amerikanske samfund er udsat for.

PS: Hvis du er erfaren bloglæser, kan du måske genkende bogreolerne? Michael er nemlig min mand.

PPS: Du kan læse de øvrige indlæg i serien om favoritforfatter her, her og her og her

 

Stockholmmøde med succesfuld forfatter

Forfatterinterview: På mandag sætter jeg kurs mod Stockholm for at interviewe den svenske forfatter Caroline Eriksson, der snart er aktuel med thriller på dansk.

De forsvundne er blevet en international sensation, da den på kort tid blev solgt til over tyve lande. Udkommer i Danmark 2. juni. Læs mere om bogen her

Caroline Eriksson har skrevet en mørk og psykologisk spændingsroman, De forsvundne, der udkommer på dansk 2. juni på forlaget People’sPress.

Flere anmeldere har sammenlignet den svenske forfatter med amerikanske Gillian Flynn, der står bag Kvinden, der forsvandt – en thriller, der har været med til at gøre domestic noir-genren overordentlig populær.

De forsvundne er sådan en thriller, som jeg glæder mig til, at andre har læst, så jeg kan tale frit om bogens tvist og plot. For intet er, som det ser ud til, og ingen er, som man tror.

I  Sverige var bogen sidste år den mest solgt e-bog, og siden De forsvundne udkom i forfatterens hjemland for cirka halvandet år siden, har 26 lande fulgt trop – og nu altså også snart Danmark.

At De Försvunna, som bogen hedder på svensk, er blevet lidt af en international sensation, betyder også, at forfatteren er vant til at give interviews.

Mon jeg kan lokke Caroline Eriksson til at afsløre noget omkring arbejdet med bogen, som hun aldrig har fortalt i andre interviews, når vi mandag spiser frokost sammen? Jeg vil i hvert fald forsøge.

Den svenske forfatter Caroline Eriksson har boet flere forskellige steder rundt omkring i verden bl.a. i USA og i Australien. I dag bor hun i Stockholm, hvor jeg mødes med hende. Foto: Rebekka Andreasen

Interviewet bliver bragt her på bloggen engang i næste uge. Stay tuned.

PS: Jeg får et honorar af People’sPress for at interviewe Caroline Eriksson. Af samme grund har jeg takket nej til at anmelde bogen.

 

 

 

Koldfronter af Keld Broksø

Jeg er vild med bogens cover designet af Oliver Mirkovic. Især forsiden, der er en billedcollage af DDR-frisen ved Finansministeriet i Berlin, ukrainske politifolk i Kijev, nogle dokumenter og et dansk gadeskilt. Ret flot.

Anmeldelse: Koldfronter er en politisk thriller og nutidig koldkrigsroman og sørgelig aktuel. Og den er visse steder ret spændende. Desværre bliver bogen for indviklet og mister fokus.

At der er spændinger i Østeuropa, og at lande lukker sig om sig selv, kan man ikke være i tvivl om, hvis man følger lidt med i medierne. Og forholdet mellem Rusland og Vesten er i øjeblikket heller ikke så varmt, som det var engang. Kolde fronter? Tja, måske kan man ligefrem tale om en ny slags kold krig?

Netop spændingerne i Østeuropa griber Keld Broksø fat i i Koldfronter, der udkom i begyndelsen af året. Bogen er inspireret af virkelige konflikter og begivenheder, og da Keld Broksø læste i avisen i foråret 2015, at Polen ville bygge seks vagttårne med kameraer til overvågning af den polske grænse til Rusland ved Kaliningrad, satte det forfatterens tanker i gang.

Prologen begynder dramatisk i Kijev, Ukraine hvorpå vi hopper til Sydhavnen i København, hvor vi møder den utilpassede, arbejdsløse akademiker Jack Wolff, der hører death metal (og C.V. Jørgensen i smug) og som aldrig rigtig har fået gang i en karriere. Vi møder også Jacks overbo, politimanden Stefan Kushova Andersen, og dramatiske omstændigheder gør, at de to mænd snart er viklet ind i nogle voldsomme begivenheder, der trækker tråde til bl.a. Tyskland og Estland.

Ikke så få mennesker optræder i historien, og som læser skal man holde styr på en hulens masse bipersoner.

At forfatteren er hjemme i stoffet er tydeligt, og det er bogens store styrke. Og så er bogen propfuld af små detaljer, der giver gode billeder på nethinden som “den gule armerede ståldør ud mod Tarasa Shevchenko-gaden”, folk drikker Stare Misto-fadøl, og jeg ser tydeligt det tomme cafebord flyde med “et par tomme kaffekopper og vodkaglas, et askebæger med tre cigaretskod i – og så forsiden af en engelsksproget avis, The Warsaw Voice.”

Det er en thriller, der vækker til eftertanke, og som fik mig til at tænke på sammenholdet – eller mangel på samme – i Europa. Der er masser af dramatik og fremdrift, især i begyndelsen og i de sidste kapitler, hvor Keld Borksø formår at binde en solid knude på plottet.

Men som læser snubler jeg i de mange forgreninger, historien har. Koldfronter er en indviklet historie, og den bliver for snørklet for mig. Lidt for forvirrende og usammenhængende. Som om forfatteren vil alt for meget på én gang. Og derfor mister historien fokus. Desværre. For bogen er både humoristisk og hulens alvorlig og vigtig.

En væsentlig strammere redigering ville have klædt den knap 550 sider lange historie.

Læs her første kapitel af bogen.

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her