thrillers

Anmeldelse: Den Permanente af Thomas Bagger

Hvad hovedpersonen Ask Hjortheede og et californisk jordegern har til fælles, må du læse bogen for at finde ud af: Foto: E.C. Edition.

Anmeldelse: Jeg jubler. Den permanente af Thomas Bagger er en usædvanlig god krimidebut, der både har knippelgodt sprog, fantasifuldt og underholdende plot og en nuanceret hovedperson, man har lyst til at være i selskab med. Aarhus har fået en ny krimiforfatter med kæmpe K.

Da jeg for snart fem år siden begyndte bloggen, var det netop fordi jeg gerne ville dele mine gode læseoplevelser og inspirere andre til at dykke ned i skønne bøger inden for krimigenren. Derfor er det en stor fornøjelse at skrive anmeldelsen her, som jeg håber inspirerer dig.

Den Permanente, der er 35-årige Thomas Baggers debutkrimi, overrumplede mig fuldstændig. Bagger skriver i ofte korte, rappe sætninger med åbenlyse skarpe og sylespidse ord, der er skrevet med omhu og kreativitet. Jeg labbede grådigt ordene i mig. Forfatteren, der har læst medievidenskab, har tidligere skrevet filmmanuskripter, og det smitter af på teksten. Kort, stramt, præcist, men samtidig med krølle på halen. Og plads til eftertænksomhed.

Og så har Bagger fundet på en ret god og kringlet historie, der foregår i Aarhus og i de nordlige forstæder: Trøjborg, Risskov, Egå og Skæring.

I Den Permanente, der er ikke kun er bogens titel, men også navnet på Aarhus’ gamle havbadeanstalt ved stranden i Risskov nord for byen, møder vi chefefterforsker Ask Hjortheede fra Østjyllands Politi.

Han leder det såkaldte Task Force Den Permanente. Hvorfor er unge homoseksuelle mænd siden firserne forsvundet og aldrig dukket op? Altså indtil et lig skyller op på den aarhusianske badeanstalt, og politiet aner et mønster.

Et spor i sagen fører Ask og en ung kollega til havnen i Aarhus. Men i en grim brandulykke dør den unge betjent. Ask overlever med svære fysiske mén, men den nogle og fyrreårige betjent udskriver sig selv fra hospitalet før tid for at få svar på de spørgsmål, der hober sig op i kølvandet på ulykken.

Men pludselig er Hjortheede selv anklaget for den unge betjents død, og samtidig ånder et par ukendte mænd ham tungt og klamt i nakken.

Ask Hjortheede er ikke en alkoholiseret efterforsker Tværtimod har han, for at støtte sin kone Julie, gået med hende til AA-møder i årevis. Efter 17 år som ædru alkoholiker, falder hun igen i. Og Hjortheede begynder at tvivle. På sin kone. Og på sig selv.

Den aarhusianske efterforsker er netop så sammensat og interessant, at jeg hellere end gerne vil være i selskab med ham gennem bogens 360 sider.

Thomas Bagger er født og opvokset i Aarhus, hvor han også bor i dag. Bogen foregår i og omkring Aarhus. Den Permanente er hans debutkrimi. Foto: PR

Thomas Bagger har skabt en broget palet af interessante bipersoner, og vi kommer godt rundt i samfundet. Fra den omsorgssvigtede unge kriminelle, til Hjortheedes universitetsuddannede kollega Camilla Staal og til den magtfulde og svimlende rige rederiejer, som Dronningen takker i sin nytårstale.

Forfatteren styrer sikkert, men overraskende, sine personer igennem et snørklet plot i kulisser i min baghave.

Det gav mig lidt ekstra krimiguf at jeg selv bor i Risskov, men hvad enten du bor i Glyngøre, Faaborg eller Helsingør, så giv krimidebutanten en chance. Du får en skarp underholdende Aarhuskrimi med både tjubang og en dyb tanke eller to til gengæld.

Den permanente er en krimi om bl.a. svigt, hævn, seksualitet, korruption, familiehemmeligheder, kærlighed og tilgivelse.

Et par småting irriterede: I den korte prolog er hovedpersonens navn stavet forkert. Det er en ommer. Og i et par kapitler blander forfatteren synsvinkler, altså fortællestemmer, i samme afsnit. Det forvirrer. Heldigvis er det korte afsnit, men mon ikke der bliver luget ud i de småfejl i bog nummer to og tre i serien, som forfatteren stort set allerede har skrevet færdig? Jeg håber.

Elsebeth Egholm, Inger Wolf og Inger Gammelgaard Madsen: gør fluks plads til endnu en aarhusiansk krimiforfatter med format. Navnet er Bagger. Thomas Bagger.

PS: Ifølge E.C. Edition, der er det lille aarhusianske forlag, der udgiver bogen, er et produktionsselskab og en manuskriptforfatter i gang med at forvandle serien til en tv-serie.

Når bøger bliver filmatiseret

Jeg håber stadig, at det er Martin Scorsese, der skal forvandle Snemanden til film.

Jeg håber stadig, at det er Martin Scorsese, der skal forvandle Snemanden til film.

Ofte bliver populære spændingsromaner, krimier og thrillers filmatiseret – fra Ian Flemings bøger om James Bond til Niels Krause-Kjærs Kongekabale.

For halvandet år siden kom det frem, at Martin Scorsese, der står bag filmperler som Taxi Driver, Gangs of New York, Goodfellas, Cape Fear og The Departed, var interesseret i at forvandle Jo Nesbøs bestseller, Snemanden, fra suveræn bog til – forhåbentlig – suveræn film. Forleden læste jeg så, at der er tegn på, at den travle Scorsese er ude af billedet. Jeg havde ellers gerne set en stjerneinstruktør som Scorsese forvandle Snemanden til film. Det kunne ende med en spændende film, tror jeg.

Jeg elsker at se film, og jeg er klar over, at bøger og film er to forskellige genrer, og at de hver især kan noget særligt. Men jeg er ofte blevet utrolig skuffet, når jeg har forladt biografen eller slukket mit tv efter at have set filmatiseringen af en bog.

Det kan være castningen, der er forkert i forhold til de billeder, jeg som læser selv har dannet i mit hoved. Eller det kan være detaljer i bøgerne, som har været vigtige for min læseoplevelse, og som helt skæres væk i filmversionen.

No go til Läckberg og Branagh

Da Camilla Läckbergs bøger blev forvandlet til tv-serie var det så eminent dårligt produceret, at det nærmest var pinligt at se på. Den populære svenske forfatters bøger er efterfølgende blevet filmatiseret igen, og denne gang skulle det være mere seværdigt. Lars Keplers Hypnotisøren er også væsentlig bedre på bog end på film, synes jeg.

Og selv om jeg er vild med den britiske skuespiller Kenneth Branagh, og selvom jeg har slugt hver og en af Henning Mankells bøger om Wallander, så er det altså ikke en god ide at kombinere de to. Branagh spiller Wallander i BBC’s filmatisering af Mankells bøger. Bortset fra sproget er alt ved filmene svensk både steder, navne og skilte. Men i den engelske version er Wallander ikke stor operaelsker. Morse er jo også stor operafan, og det skulle han åbenbart have lov til at være i fred. Men så er Wallander bare ikke Wallander. Jeg har nemmere ved at acceptere svenske Krister Henriksson i rollen, selvom han ikke helt matcher ”min” Kurt Wallander.

Filmatiseringen af Stieg Larssons Millennium-trilogien synes jeg dog er rigtig vellykket. Tom Ripleys talent af Patricia Highsmith er også et eksempel på en thriller, der fungerer rigtig godt som film med Matt Damon, Gwyneth Paltrow og Jude Law i hovedrollerne.

Jussi Adler-Olsens Kvinden i buret danner grundlag for filmen af samme navn, der får premiere til oktober. Det bliver spændende at se, om det bliver en vellykket eller kikset filmatisering.

Hvilke krimier mener du med succes er blevet forvandlet til film?

Et lidt forsinket svar på tiltale

Er bunken til venstre rigtig litteratur og den til højre plat og kommerciel underholdning?

Er bunken til venstre rigtig litteratur og den til højre plat og kommerciel underholdning?

I weekenden blev jeg endnu engang mødt med fordommen om, at krimier ikke er rigtig litteratur. Læs her, hvad jeg skulle have sagt.

Hvad læser du så, når du skal læse ordentlig litteratur?

Sådan blev jeg spurgt i weekenden efter at have fortalt, at jeg i den grad er vild med krimier. Jeg blev faktisk sådan lidt opgivende og reagerede nærmest ikke, da jeg fik serveret en længere beretning om, at krimier er plat, kommerciel underholdning uden litterære kvaliteter.

Her kommer det, jeg burde havde svaret – bedre sent end aldrig:

Jeg er vild med Lone Hørslevs digte. Læser Helle Helle, fordi jeg er fascineret af hendes fantastiske underspillede sætninger og evne til at fortælle en masse om mennesker – uden at skrive det direkte. Journalisten Peter Tygesens bog Congo formoder jeg, der vel nærmest er en fagbog, er en af de bøger, der stadig spøger i baghovedet, selvom det er over ti år siden, jeg har læst bogen. Med stor begejstring har jeg slugt Ildefonso Falcones Fatimas hånd og Havets Katedral. Og jeg har læst Günter Grass’ Bliktrommen.

Så jo. Jeg læser andet end krimier. Både klassikerer, romaner fra bestsellerlisten og digte. Men jeg læser allerflest krimier, fordi jeg holder ufattelig meget af genren og har gjort det, siden jeg var barn. Fordi det vrimler med fremragende krimilitteratur. Jeg læser altså krimier og thrillers, når jeg skal læse ordentlig litteratur.

  • Gør det noget, at krimier er underholdende?
  • Gør det noget, at de ikke sjældent er skrevet over en bestemt skabelon, så længe der er masser af overraskelser undervejs?
  • Gør det noget, at en god krimi evner at skildre samfundet og dets problemer?
  • Gør det noget, at en fantastisk krimi faktisk godt kan servere sprogblomster?
  • Gør det noget, at nogle forfattere måske vælger at kaste sig over genren, fordi den er populær – så længe de leverer en fremragende historie?
  • Gør det noget, at den velskrevne krimi måske skaber debat og skildrer konsekvenser af korruption, magt, vold, kriminalitet etc.?
  • Og gør det egentlig noget, at velresearchede krimier giver os læsere et indblik i miljøer, vi måske ellers ikke kender til?

Og så er en krimi jo ikke bare en krimi, som du kan læse her

Sådan. Nu har jeg svaret på spørgsmålet.

Og jeg er vist ikke den eneste, der elsker krimigenren. Vil du tjekke, hvad læsere af bloggen har gang i af krimilitteratur lige nu, så læs kommentarerne til konkurrencen, der løber indtil onsdag. Du kan også stadig nå at deltage lige her

Kan man være vild med krimi i et diktatur?

Et rigtig godt bud på en spændende og anderledes krimi er denne fra Cuba.

Et rigtig godt bud på en spændende og anderledes krimi er denne fra Cuba.

Det er ikke tilfældigt, at vi her i Danmark – og resten af Skandinavien for den sags skyld – er så vilde med krimier, thrillers og spændingsromaner.

Netop fordi vi bor i et fredeligt område af verden med demokrati og ytringsfrihed, så giver det os på en mærkværdig måde lyst til at læse om mord, vold, brutalitet, kaos etc.

At læse krimier er en så dominerende og integreret del af mine læsevaner, men hvis jeg havde oplevet, hvordan Pinochets regime med vold og brutalitet regerede i Chile eller var opvokset i baghaven til en dybt kriminel og voldelig colombiansk narkobaron, så havde jeg sikkert ikke den samme trang til krimier.

Gunhild Agger er professor på Institut for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet. Hun har flere forskningsprojekter om krimigenren bag sig og har i et interview fra 2011 i magasinet Kolon bl.a. sagt:

Selvom krimien er en universel genre, kan man sige, at jo mindre vold, der er i et samfund, jo mere er der i litteraturen, paradoksalt nok.

I f.eks. Sydamerika, der er en verdensdel, der er langt mere voldelig end det, vi kender fra vores breddegrader, sværger læserne til især magisk realisme (f.eks. Isabel Allende) Denne længsel efter det eksotiske, det sanselige og det mirakuløse er måske ikke underligt, hvis man har oplevet masser af vold, kaos, magtesløshed og ødelæggelser i det virkelige liv. Selvfølgelig findes der krimiforfattere fra Sydamerika, men de nyder altså ikke samme popularitet som deres nordiske kolleger.

Mange krimier har også et samfundskritisk skær over sig, og det er vel heller ikke den stemme, forfattere gennem årerne nødvendigvis har råbt højest med i lande, hvor politiske modstandere af systemet nemt ”forsvandt” ud i den blå luft?

Da Liza Marklund i 2008 åbnede BogForum talte hun netop om, hvordan de efter hendes overbevisning først i 00’erne var begyndt at læse krimier i Spanien – sådan for alvor. Altså 30 år efter diktatoren Francos død.

Skulle du have lyst til at kaste dig over krimilitteratur fra mere eksotiske himmelstrøg, så kan du begynde med den cubanske krimiforfatter Leonardo Padura. Han har skrevet Havana-kvartetten, der er fire bøger med kriminalkommissæren Mario Conde som hovedperson. Jeg har ikke læst dem alle, men kan varmt anbefale Maskespil i Havana, der er nummer tre i serien. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.

Masser at glæde sig til i 2013

Jeg glæder mig til mange gode læseoplevelser i 2013.

Jeg glæder mig til mange gode læseoplevelser i 2013.

Et helt ubrugt år venter forude. Jeg forventer, at 2013 bliver et år med endnu flere forrygende oplevelser med krimier, spændingsromaner og thrillers – især i form af læseoplevelser, men jeg ser også frem til gode plots og velfortalte historier på tv og film. I 2013 glæder jeg mig bl.a. til:

  • At finde ud af hvordan Iben Hjejle fortolker rollen som Dicte Svendsen, når TV2 på mandag sender første afsnit af tv-serien Dicte, der er baseret på Elsebeth Egholms populære krimier om journalisten Dicte Svendsen. Læs her, hvordan jeg selv for nogle måneder siden stødte på optagelserne til tv-serien i Aarhus midtby. Jeg sidder klar med aftenkaffe og store forventninger den 7. januar.
  • At der 16. og 17. marts er krimimesse i Horsens. Krimimessen er et must, hvis du er vild med krimi. Første gang messen blev afholdt, besøgte 200 mennesker og en håndfuld forfattere det gamle fængsel i Horsens. Sidste år var der over 5000 deltagere og ca. 100 forfattere og foredragsholdere. I år kan du på messen bl.a. møde den skotske krimiforfatter Ian Rankin, der står bag bøgerne om Inspektør Rebus.
  • At Jussi Adler-Olsens første krimi om Afdeling Q, Kvinden i buret, bliver filmatiseret. Filmen får premiere i løbet af efteråret, og det er Nikolaj Lie Kaas, der skal give Carl Mørck liv på det store lærred. Det projekt er jeg godt nok spændt på.
  • At der kommer endnu en bog om Harry Hole. Tak for det Jo Nesbø. Var bange for, at det var slut med den gode Hole efter at have læst Genfærd. Den nye Hole-krimi udkommer til sommer.
  • At opdage nye krimiforfattere og debutanter. Selvom de ikke får samme opmærksomhed som de garvede forfattere, så findes der forfattere, der kan skrive r.. ud af bukserne og levere fantastiske krimier, der underholder og måske også gør en smule mere end det. Prøv at læse en krimi af en forfatter, du ikke kender. Måske bliver du positiv overrasket.

GODT NYTÅR og tak fordi du læser med. Skal du lige have genopfrisket nogle af de mange krimi-kategorier, der findes, og kan du ikke lige kan huske, hvad en puslespils-krimi er, så dyk ned i dette blogindlæg

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her