Videnskabskrimi

Interview med Robert Zola Christensen

Forfatterinterview: Fra årsskiftet skruer Robert Zola Christensen ned for forskning og undervisning på Universitetet i Lund for at få mere tid til at skrive bøger. Han har altid skrevet og kan slet ikke lade være. Mød forfatteren der debuterede i 1997, og som er aktuel med sin tredje krimi. Og som mener, at man som forfatter ikke skal være berøringsangst over for det grimme og væmmelige i livet.

– Jeg er altædende hvad angår litteratur og har en ekstrem bred smag. Jeg læser alt fra Tove Ditlevsen og Vita Andersen til Mit Livs Novelle. Jeg bliver også inspireret af tv-serier på HBO og Netflix. Pop og det, der har kant, flyder mere og mere sammen, siger Robert Zola Christensen. Foto: Simon Klein-Knudsen.

― Selvfølgelig skal man opføre sig ordentligt over for hinanden i virkeligheden, men når jeg skriver fiktion, sætter jeg som forfatter virkeligheden i parentes og afsøger grænser. Udfordrer. Den usikkerhed, der kommer ind i det levede liv, kan litteraturen give stemme.

Sådan siger Robert Zola Christensen, der sendte sin tredje krimi på gaden samtidig med, at den såkaldte ubådssag om Peter Madsen og Kim Wall rullede i medierne. I Gæsten bliver en kvindelig forsker på Syddansk Universitet i Kolding dræbt. Og parteret.

Forfatteren understreger, at Gæsten, som bogen hedder, var færdig længe før den tragiske sag, og at det er uhyre vigtigt at adskille virkelighed og fiktion. For i litteraturen skal den have alt, hvad den kan trække.

― I videnskab og kunst, de to verdener, som jeg beskæftiger mig med, er alt tilladt. Kunst og litteratur kan udfordre vanetænkning, være en tankens legestue for alt det grimme og mørke, og her er ikke plads til ideologi. Jeg har ikke noget moralsk blik, når jeg skriver – jeg skriver bare. Alt det grimme og forbudte forsvinder ikke, fordi vi lader være med at skrive om det. Litteratur skal handle om det, vi er lidt usikker på, og som vi er lidt uafklarede omkring. Og en god krimi kan netop være mere end popcorn, underholdning og adspredelse og handle om, hvad det vil sige at leve i livet.


― Der er en dybde på coveret, som jeg holder meget af, siger Robert Zola Christensen om grafiker Peter Stoltzes forside til Gæsten.

Når han skriver, tager Robert Zola Christensen altid udgangspunkt i noget, han kender til. Ideen til Gæsten opstod, da han i en periode pendlede mellem sit hjem i Lund i Sydsverige og til Syddansk Universitet i Kolding.

― Jeg suger til mig som en svamp og lader det sive ud i romanstoffet. I en kort periode overnattede jeg én gang om ugen på mit kontor i Kolding på en slå ud seng. Den dér fornemmelse af at ligge i en offentlig bygning om natten i mørket og høre alle lydene: at vagten gik rundt, og at der blev skyllet ud i et WC et sted. Det fik mig til at tænke; hvad nu hvis…

At han udgav sin første krimi i 2013 efter en lang forfatterkarriere og mange forskellige genrer, er der en årsag til. I 2009 skrev Robert Zola Christensen romanen Aldrig så jeg så dejligt et bjerg – et portræt af en opvækst i et arbejderhjem i tresserne/halvfjerdserne og en historie om en mønsterbryder.

Og en historie, der går tæt på forfatteren selv, der er den første i sin familie overhovedet, der har taget studentereksamen. Og den første i familien, der som teenager begravede sig i kælderen på Frederiksværks Bibliotek med russiske romaner af Tolstoj og Dostojevskij.

― Jeg skrev helt ind i kernen af mig selv og skulle et andet sted hen. Jeg har altid været fascineret af stærke krimier, så jeg ville se, om jeg kunne finde ud af at skrive i krimigenren og gav mig selv en udfordring. Krimien kan rigtig mange ting, og den dér opdeling af god litteratur og så krimi, smal og god litteratur og så mainstream litteratur, den vil jeg gerne bryde ned. Selvom der i krimier er fokus på intrigen, på plottet, og selvom man ikke kan have en økse hængende på væggen i en krimi uden at bruge den, så handler det om mennesker. Om relationer. Og det er det, der interesserer mig. Litteraturen kan slå en nerve an, så man forstår det sammensatte.

Selvom Gæsten foregår i et universitetsmiljø, fylder videnskab mere i de to forrige bøger, hvor Zola Christensen bl.a. skrev om klimaforandringer og genmanipulation. Men der er et kvindeligt synspunkt i bogen, hvilket også er en af de ting, som har været vigtigt for forfatteren i forbindelse med netop Gæsten. Det er vanskeligt at tale om bogens tema uden at komme til at afsløre for meget, men forfatteren er optaget af køn, af genus. Af relationer.

Om sin hovedperson, efterforsker Bent Kastrup, siger han:

― Hvem Kastrup er? You tell me. Det er vigtigt, at tingene flytter sig, og at Kastrup flytter sig gennem bøgerne. Han har et ongoing sorgarbejde, da han har mistet en søn, der var soldat. Kastrup er dygtig og begavet, og så er det fedt, at han er ligeglad med prestige. Han arbejder for sagens egen skyld, han har en indre motor, og så har han en coolness, som jeg misunder ham.

Om morgenen skriver Robert Zola Christensen allerbedst. Han står gerne op omkring 5.30 og tænder for kaffemaskinen for derefter at sætte sig ved sin pc. Så skriver han en times tid, inden huset vågner.

― Jeg er egentlig holdt op med at ryge, men jeg ryger en gang om ugen, og den dag skriver jeg allerbedst. At skrive er et ensomt arbejde, hvor jeg er alene med mig selv og min pc, og det har en terapeutisk virkning på mig, og jeg kan blive helt høj, når det flyder. Jeg holder meget af at skabe et univers, forklarer Robert Zola Christensen, der er ansat som lektor på Lunds Universitet.

Når han skriver, jonglerer han imellem at skrive intuitivt og at vide, hvor han skal hen med sin historie. Som krimiforfatter skal man have nogenlunde styr på sit plot, mener han, men hvis alting er planlagt stramt, risikerer de gode ideer at gå tabt. Som når han f.eks. finder på at give Preben Elkjær en mindre rolle i Gæsten. Og nej, forfatteren kender ikke personligt den tidligere topfodboldspiller, men ideen opstod en aften, og så skulle den selvfølgelig flettes ind.

Egentlig var serien om Kastrup tænkt som en trilogi, men Robert Zola Christensen afviser ikke, at der måske kommer endnu en Kastrup-krimi. Især Gæsten er blevet godt modtaget, og i 2018 tager forfatteren sig endnu mere tid til at skrive, så det ikke kun er morgenerne, der kommer i brug. Om det bliver til en krimi i 2018 må tiden vise.

― Jeg overvejer at arbejde på en lidt ny måde, hvor jeg ikke sidder alene med stoffet, men indrager min redaktør mere og tidligere i forløbet og ideudvikler plottet ad flere omgange.  Jeg har aldrig oplevet at løbe tør for inspiration.

PS: Jeg spørger Robert Zola Christensen, om han har et yndlingsord. Noget, jeg ofte spørger forfattere, jeg interviewer, om. Og det har han, der i øvrigt er mag.art. og ph.d. i nordisk filologi. Når han cykler fra sit hjem og til jobbet som lektor på Lunds Universitet, kommer han forbi et boligområde, der på svensk hedder vårregn. Altså forårsregn. Og det ord lyder godt og rart, synes han. Jeg giver ham ret.

PPS: Serien om Bent Kastrup i rækkefølge:

  • Is i blod
  • Adams forbandelse
  • Gæsten

 

 

 

 

 

Anmeldelse: Gæsten af Robert Zola Christensen

Billedet her tog jeg på BogForum i 2013, hvor Jógvan Isaksen, Robert Zola Christensen (nr. to fra venstre) og Gunnar Staalesen (th) talte med Jannik Lunn om krimier i Norden. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: I tyve år har Robert Zola Christensen skrevet bøger, og han er ikke til at sætte i bås. Hans bibliografi rummer både fagbøger, børnebøger, noveller og digte. At han de senere år har kastet sig over krimigenren glæder mig. For det gør han underholdende og præcist. Også i sin tredje bog – en campus-krimi.

Læserne mødte efterforsker Bent Kastrup første gang i Is i blodet og efterfølgende i Adams forbandelse. I Gæsten er han på jagt efter en drabsmand, der, i bogstaveligste forstand, har skåret en kvindelig forsker fra Syddansk Universitet, hvor forfatteren i øvrigt selv har været ansat, i småstumper.

Med andre ord er kvinden, der arbejdede som sprogforsker, blevet parteret. I sagens natur på en voldsom og brutal måde, men samtidig er der noget metodisk og klinisk over drabsmandens fremgangsmåde.

Da kollegaen Rikke Larsen, som Kastrup har en nær relation til, pludselig forsvinder i forbindelse med efterforskningen, bliver arbejdet med ét personligt, og Kastrup smuldrer næsten for øjnene af læserne. Han er ved at gå i opløsning.

Ikke sjældent er krimier skrevet i datid, men Robert Zola Christensen skriver i nutid i rappe, korte kapitler med masser af fremdrift og action. Og han skriver godt, stramt og præcist med den ene smagfulde sproghaps efter den anden. Mums.

Coveret er skab af grafiker Peter Stotze, der har sat fem-seks billeder sammen for at skabe det udtryk, du ser her. Læs hvilke overvejelser Stoltze havde, da han skulle skabe coveret her

Man kan næsten mærke den tidligere PET-mands pulsslag, når han løber en tur i skoven ved Kolding Midtby, eller når han er i hælene på drabsmanden.

Der er kvikt tempo, hurtige, snappe dialoger og fart over fortællingen, der også bringer Kastrup et smut til Lund i Sydsverige, hvor offerets mand bor. Og hvor forfatteren i øvrigt bor og arbejder som lektor på Lunds Universitet.

En anelse mere kød på nogle af kapitlerne kunne jeg godt have ønsket mig, hvilket også ville styrke det i forvejen fine portræt af en fortvivlet mand, der også tumler med problemer i privatlivet.

Bogen handler bl.a. om svigt og skyld, hemmeligheder og hævn. Og uden at røbe for meget kan jeg godt slå fast, at selvom hovedpersonen er hankøn og de fleste, der er i politiets søgelys, også er mænd, så handler bogen i høj grad også om kvinder. Og om kærlighed.

I et radiointerview i Radio 24/7 i forbindelse med, at bogen udkom i oktober, sagde forfatteren noget a la: “Mænd myrder kvinder. Sådan er det i virkeligheden. Og hvor mænd kan dø bang bang i en bandekrig eller lignende, så er der i virkeligheden noget mere menneskeligt indblandet, når kvinder bliver myrdet. Måske svigt, hævn, begær og alt muligt andet. Et levet liv, vi rækker ud efter. ”

Læs bogen og bliv klogere på, hvorfor forskeren er død. For hun er ikke medlem af en bande, tør jeg godt afsløre.

Som et smukt designet halstørklæde hænger historien fint og stramt sammen og tager en uventet drejning.

PS: Inden længe kan du her på bloggen læse et interview med forfatteren Robert Zola Christensen.

 

 

Anmeldelse: Vredens ord af Bille og Bille

vredens-ordAnmeldelse: Med Vredens ord har Lisbeth A. Bille og Steen Bille endnu engang skrevet en effektiv og vedkommende videnskabskrimi, denne gang om kunstige sprog.

Et såkaldt kunstigt sprog er et sprog, der ikke er opstået naturligt og udviklet som del af en kultur som f.eks. dansk og engelsk, men et sprog skabt specifikt af en enkel person eller en mindre gruppe. Det mest kendte kunstige sprog er esperanto.

I den fjerde krimi om videnskabsjournalisten Thea Vind tager Bille og Bille os med ind i sprognørdernes univers, og da jeg havde læst bogen, var jeg straks tilbage i 90’erne, hvor jeg – som journaliststuderende – var med en kunstnergruppe til en happening i Rom, hvor spøjse og herlige typer fra hele verden fandt sammen i et løjerligt kunstigt sprogfællesskab. Spøjse typer er der også flere af i Vredens ord.

Thea Vind arbejder stadig på et fagblad, der skal gøre det attraktivt for unge at vælge en universitetsuddannelse. Ikke at hun er speciel glad for sit arbejde eller sin chefs krav om sensationsartikler, der giver klik. (Hvornår kommer der en krimi med en journalistisk chef, der ikke er sur og urimelig?)

Thea skal interviewe en lektor i sprogvidenskab. Lektoren er konsulent på en spillefilm om vikingerne, og da Thea tropper op på filmsettet i det fynske, sker der noget katastrofalt. Thea kommer aldrig hjem med et interview på blokken. I stedet kaster hun sig ud i en jagt på sandheden om, hvad der gik galt.

Det bringer hende bl.a. i kontakt med det lille økosamfund Humla, der med stor entusiasme dyrker et kunstigt sprog, og hun kommer også i kontakt med en excentrisk manuskriptforfatter i Nordisk Films studier i Valby. Skrøbelig og sårbar, handlekraftig og stærk – Thea Vind er det hele, og det er ikke kedeligt at følge journalistens ensomme vej ind i sprognørdernes forunderlige verden.

Vredens ord er en bog om fanatisme, om manipulation og om kærlighed, og der er masser af spænding og kraft i bogen. Research og videnskabelige emner er en stor grundsten i parrets forfatterskab, og det bliver aldrig tungt, uvedkommende eller volapyk – udtrykket Volapük er i øvrigt navnet på et kunstigt sprog, der var populært i slutningen af det 19. århundrede.

Bille og Bille fortjener et stort publikum. De evner at blande udførlig research, der gør dig klogere, med et fedt krimiplot, en menneskelig hovedperson, du har lyst til at være i selskab med, naturlige dialoger, masser af fremdrift, action og nærmest filmiske scener.

Du kan møde Bille og Bille på Krimimessen i Horsens søndag den 13. marts.

PS: De øvrige bøger i serien hedder:

  • Gudindens sidste offer
  • Nattens gerning
  • I ond tro

 

Svalens graf af Sissel-Jo Gazan

Sissel-Jo Gazan skriver, så svalerne synger. Foto: Robin Skjoldborg

Sissel-Jo Gazan skriver, så svalerne synger. Foto: Robin Skjoldborg

Anmeldelse: Fem år efter videnskabskrimien Dinosaurens fjer udkom, er Sissel-Jo Gazan aktuel med efterfølgeren: Svalens graf. Forlaget kalder det en psykologisk krimi, men det er i højere grad en historie om familiehemmeligheder og livsløgne.

Som bestselleren Dinosaurens fjer har forfatterens nye roman igen forsker- og universitetsverdenen som omdrejningspunkt. Og igen med en biologistuderende som en af bogens hovedpersoner. Men denne gang er det ikke fortidens øgler, der forskes i, men vacciner til børn.

Sissel-Jo Gazan har under sin research besøgt et sundhedsprojekt i Guinea-Bissau, og en del af romanens drama udspiller sig netop i det vestafrikanske land. Det er et vanvittigt interessant og aktuelt tema, som forfatteren tager fat på i bedste John Le Carre-stil: Hvad nytter en vaccine, hvis den beskytter mod det, den er designet til, men til gengæld svækker modstandskraften og immunsystemet, så børn dør af andre sygdomme? Og hvad siger en mastodont som WHO og medicinalfirmaerne til den viden?

I bogen møder vi bl.a. biologen Marie Skov, der er sygemeldt efter at have fået brystkræft. Hun skal snart i gang med en ph.d. Der er bare det lille men, at Marie Skovs vejleder, professor Kristian Storm, tilsyneladende har hængt sig på sit kontor. Har han begået selvmord, fordi han er under mistanke for at have manipuleret med forskningsresultater? Det har Søren Marhauge fra Bellahøj Politi, som vi mødte i Dinosaurens fjer, til opgave at finde ud af. Som andre gode efterforskere går han sine helt egne veje, når sager skal løses.

Svalens graf er ikke en rendyrket krimi med masser af action, og plottet er ikke særlig originalt. Det koster på krimifronten, at bogen i høj grad bliver en fortælling om Marie Skovs dysfunktionelle familie. Alligevel blev jeg på en underfundig måde afhængig af ordene og meget grebet af historien, selvom familiemedlemmerne virker som store klicheer:

  • Den skrøbelige, kunstneriske mor med et sart sind
  • Den alkoholiske og joviale far
  • Og på hver sin side af den unge biolog –  den pligtopfyldende, udglattende
    storesøster og den oprørske lillesøster

Men forfatteren skriver så eminent om barndommens svigt, hemmeligheder, der forpester livet, fortielser, fornægtelse og livsløgne, at man næsten får ondt i maven og holder vejret. Vi er langt hævet over klicheerne, og det bliver vedkommende og interessant. Og jeg begejstres, når Sissel-Jo Gazan f.eks. skriver, at køkkenet dufter af kartofler, steg og omsorg.

At krimiplottet ikke er opfindsomt, ødelægger ikke historien. Der er masser af saft og kraft og hjerte i fortællingen. Denne mobbedreng af en hybrid mellem et psykologisk familiedrama og krimi er spændende læsning. Og til sidst kommer både krimigåden og sandheden om Marie Skovs familie frem i lyset.

Hvor Dinosaurens Fjer visse steder blev for researchtung, så bliver vi denne gang fordret med viden og fakta i pædagogiske, interessante og appetitlige bidder. Jeg er overbevist om, at Svalens Graf får et stort og bredt publikum. Det er en rigtig god bog.

Du kan læse de første 40 sider af Svalens graf lige her

 

Skønt krimiefterår 2013

Jeg er tyvstartet på Svalens graf - selvstændig efterfølger til Dinosaurens fjer.

Jeg er tyvstartet på Svalens graf – selvstændig efterfølger til Dinosaurens fjer.

Er der krimier, som du glæder dig specielt meget til her i efteråret?

Måske ser du frem til at læse Michael Katz Krefelds fjerde krimi Afsporet, der er første bind i serien om politimanden Thomas Ravnholdt? (Udkommer 27. august)

Eller måske venter du med længsel på september, hvor du kan få fingrene i Kristina Ohlssons Paradisoffer? Det er fjerde bog i serien om Fredrika Bergman.

Eller er det en krimidebutant, du glæder dig til at stifte bekendtskab med?

Endelig kan det også være, at det især er Noras bog af Liza Marklund – endnu en bog om journalisten Annika Bengtzon – som du med spænding venter på? (Udkommer 25. oktober)

En af de bøger, jeg selv har glædet mig rigtig meget til at læse, er Sissel-Jo Gazans Svalens graf. Den udkommer om en uge. Kig med på bloggen fredag, hvor jeg anmelder bogen. Det er en selvstændig efterfølger til Dinosaurens fjer fra 2008. Endnu engang er det en videnskabskrimi, og jeg kan godt afsløre, at det, jeg har læst indtil nu, er godt. Rigtig godt. Og så gør det jo ikke noget, at en god historie er piftet op med sprogguf. Jeg er vild med en sætning som denne:

Han duftede af pibetobak og cardigan og billedlotteri.

Ligegyldigt hvilken krimi, du glæder dig til at læse, så håber jeg, at du får et godt krimiefterår.

Der er langt fra Miss Marple til Philip Marlowe

Mon ikke også der er en krimi, der falder i din smag?

Krimigenrer: En krimi er ikke bare en krimi. Der findes et væld af forskellige typer og undergenrer.

(Opdateret september 2017)

Nogle kalder Steen Steensen Blichers novelle fra 1829, Præsten i Vejlbye, for verdens første krimi. Dog er det den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe, der regnes for at være ophavsmand til den moderne krimi. I 1841 skrev han Mordene i Rue Morgue, hvor vi møder detektiven Dupin – og en grum orangutang. 

Krimigenren lever endnu. Jubii. Mens nogle forfattere dyrker en bestemt krimigenre, blander andre de forskellige stilarter. Du får serveret et par af kategorierne her:

Den klassiske engelske krimi:

Kaldes også ”the whodunit” eller puslespils-krimien. Forbrydelsen er et mysterium, der skal løses. Miljøet er typisk over- eller middelklassen. Forbrydelsen flækker den harmoniske og idylliske verden, hvor alt på overfladen er perfekt.

Det er op til den ofte enlige gentlemandetektiv at genoprette harmonien. Detektiven har iagttagerens rolle, samler spor og mistænker alle efter tur, indtil puslespillet til sidst kan lægges.

Kulissen er måske en herregård, et slot, en præstegård, et landsbymiljø eller lignende. Det er ikke til at komme uden om Agatha Christie i denne sammenhæng – ej heller Inspektør Morse, hvis vi snakker klassisk engelsk krimi på tv.

Politiromanen:

Amerikanske Ed Mcbain var en af de første, der skrev politiromaner. Ed Mcbain skrev også manuskriptet til Alfred Hitchcocks klassiker Fuglene, så han kunne sit kram. Genren slog igennem i 50’erne i USA, mens det først var i 1970’erne, at politiromanen fik sit store gennembrud i Skandinavien.

I politiromanen skildres politiets arbejde, og læserne er med på sidelinjen til bl.a. afhøringer, møder, tekniske undersøgelser og obduktioner. Her bevæger plottet sig typisk mellem opklaringen og den kriminelles planlægning og udførelse af forbrydelsen. Ofte ved læsere før politiet, hvem den kriminelle er. Detektiven står ikke alene, men er typisk en del af en efterforskningsgruppe. Og det er tilladt for efterforskeren at have et privatliv.

Særligt svenskerne har været glade for politiromanen, og forfattere som Sjöwall/Wahlöö, Håkan Nesser og Henning Mankell har kastet sig over genren. Eksempler på danske krimiforfattere, der skriver politikrimier, er søskendeparret Lotte og Søren Hammer, Jussi Adler-Olsen og Jesper Stein.

Der findes også andre typer krimier:

Den metafysiske krimi, der inddrager metafysik, religion eller det overnaturlige i fortællingerne. A. J. Kazinski, der er er et pseudonym for Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund er blandt de krimiforfattere, der er optaget af det metafysiske.

Femi-krimien – i både skandinavisk og amerikansk version. Fælles er, at krimierne er skrevet af kvinder, har en kvinde som hovedperson og beskriver det moderne kvindeliv med privatliv, konflikter etc. Især i den skandinaviske version er forbrydelserne forbundet med mænds dominans over kvinder, og bøgerne har ikke sjældent en kønspolitisk pointe. Især svenske Liza Marklund er kendt for denne genre, ligesom Sara Paretsky også er det. Amerikanske Marcia Muller (f. 1944) regnes af mange for genrens urmoder.

Den amerikanske hårdkogte krimi, hvor whisky og smøger i rigelige mængder ofte er vigtige ingredienser. Landsbymiljøet fra de engelske krimier er skiftet ud med den barske storby, der er fuld af korruption og gangstere, og en enlig detektiv som f.eks. Raymond Chandlers Philip Marlowe. Han er portrætteret på film af bl.a. Humphrey Bogart.

Psykologiske krimi herunder også de såkaldte domestic noir-krimier. I domestic noir rykker uhyggen helt tæt på og forplanter sig lige der, hvor du burde føle dig allermest tryg og sikker, nemlig i dit eget hjem og blandt din familie og din nære omgangskreds. Et eksempel på domestic noir er Gillian Flynns Kvinden der forsvandt. Læs også min artikel på Litteratursiden, hvor jeg har skrevet om netop domestic noir.

Videnskabskrimier hvor forskning og fakta spiller en central rolle. Forfattere som Sissel-Jo Gazan, Lotte Petri, Robert Zola Christensen og Bille og Bille skriver videnskabskrimier.

Den historiske krimi der fletter en historisk periode ind i plottet og er skrevet som en historisk roman, og altså ikke bøger, der har år på bagen og beskriver deres samtid. Forfattere som Umberto Eco (Rosens navn) Ole Frøslev og Martin Jensen skriver historiske krimier.

Rigtig god læselyst. Mon ikke der er en krimi, der passer til dig?

Mange hilsner fra

Rebekka Andreasen,

Vild Med Krimi

 

 

Metusalemgenet af Michael Lycke

Anmeldelse: Metusalemgenet er en af de bedste bøger, jeg har læst i nyere tid. Det er en forrygende videnskabskrimi af høj kvalitet og meget underholdende.

Som i Sissel-Jo Gazans Dinosaurens Fjer foregår bogen i et internationalt forskningsmiljø. Hæsblæsende er et lidt slidt og klichefyldt ord, men det er hæsblæsende og nervepirrende at følge den nysgerrige og naive videnskabsjournalist, Noah Safran.

Han får til opgave at undersøge, hvor tæt forskere verden over er på at finde nøglen til evigt liv. Den videbegærlige Noah kommer ud for lidt af hvert på sin farefulde færd i især Paris, men også i England og Tyskland. Noah allierer sig blandt andet med en svært overvægtig og kikset, men også lynende intelligent veninde fra Danmark og en yderst hjælpsom kvindelig guide, han møder i Paris.

Bogen er proppet med fakta om aldring, livsforlængende teknikker og aldringens processer. Der er nok et par læsere eller to, der mener, at bogen er for researchtung. For et par år siden deltog Michael Lycke i en verdenskongres i Paris for biogerontologernes (de, der forsker i aldringsprocessens biologi) og han har også fået stor hjælp af en af verdens førende forskere på området.

Jeg synes, det giver bogen tyngde og er et kæmpe plus for læseoplevelsen. Det er fascinerende, at det ikke er science fiction eller fri fantasi, men at der er mennesker derude i den virkelige verden, der hver dag er optaget af at opfinde livsforlængende teknikker. Nogle forskere mener, at mennesket i en nær fremtid kan blive flere hundrede år gamle.

Krimien bliver aldrig kedelig. Tværtimod er den tempofyldt, uhyre underholdende og bloddryppende. Journalister spiller ofte en hovedrolle i krimier, og selvom Noah har sin profession til fælles med mange andre hovedpersoner, så er han helt speciel og har en hemmelighed, som overrasker undervejs.

Lad dig endelig ikke skræmme af hverken fakta eller antal sider, men und dig selv en fantastisk læseoplevelse, der aktiverer hjernecellerne og giver stof til eftertanke. Tænk, hvis man finder et såkaldt metusalemgen, der gør os i stand til at leve mindst lige så længe som Metusalem, der ifølge bibelen blev hele 969 år gammel. Er det fantastisk – eller skræmmende?

People’sPress står bag udgivelsen.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her