Videnskabskrimi

Anmeldelse: Vredens ord af Bille og Bille

vredens-ordAnmeldelse: Med Vredens ord har Lisbeth A. Bille og Steen Bille endnu engang skrevet en effektiv og vedkommende videnskabskrimi, denne gang om kunstige sprog.

Et såkaldt kunstigt sprog er et sprog, der ikke er opstået naturligt og udviklet som del af en kultur som f.eks. dansk og engelsk, men et sprog skabt specifikt af en enkel person eller en mindre gruppe. Det mest kendte kunstige sprog er esperanto.

I den fjerde krimi om videnskabsjournalisten Thea Vind tager Bille og Bille os med ind i sprognørdernes univers, og da jeg havde læst bogen, var jeg straks tilbage i 90’erne, hvor jeg – som journaliststuderende – var med en kunstnergruppe til en happening i Rom, hvor spøjse og herlige typer fra hele verden fandt sammen i et løjerligt kunstigt sprogfællesskab. Spøjse typer er der også flere af i Vredens ord.

Thea Vind arbejder stadig på et fagblad, der skal gøre det attraktivt for unge at vælge en universitetsuddannelse. Ikke at hun er speciel glad for sit arbejde eller sin chefs krav om sensationsartikler, der giver klik. (Hvornår kommer der en krimi med en journalistisk chef, der ikke er sur og urimelig?)

Thea skal interviewe en lektor i sprogvidenskab. Lektoren er konsulent på en spillefilm om vikingerne, og da Thea tropper op på filmsettet i det fynske, sker der noget katastrofalt. Thea kommer aldrig hjem med et interview på blokken. I stedet kaster hun sig ud i en jagt på sandheden om, hvad der gik galt.

Det bringer hende bl.a. i kontakt med det lille økosamfund Humla, der med stor entusiasme dyrker et kunstigt sprog, og hun kommer også i kontakt med en excentrisk manuskriptforfatter i Nordisk Films studier i Valby. Skrøbelig og sårbar, handlekraftig og stærk – Thea Vind er det hele, og det er ikke kedeligt at følge journalistens ensomme vej ind i sprognørdernes forunderlige verden.

Vredens ord er en bog om fanatisme, om manipulation og om kærlighed, og der er masser af spænding og kraft i bogen. Research og videnskabelige emner er en stor grundsten i parrets forfatterskab, og det bliver aldrig tungt, uvedkommende eller volapyk – udtrykket Volapük er i øvrigt navnet på et kunstigt sprog, der var populært i slutningen af det 19. århundrede.

Bille og Bille fortjener et stort publikum. De evner at blande udførlig research, der gør dig klogere, med et fedt krimiplot, en menneskelig hovedperson, du har lyst til at være i selskab med, naturlige dialoger, masser af fremdrift, action og nærmest filmiske scener.

Du kan møde Bille og Bille på Krimimessen i Horsens søndag den 13. marts.

PS: De øvrige bøger i serien hedder:

  • Gudindens sidste offer
  • Nattens gerning
  • I ond tro

 

Svalens graf af Sissel-Jo Gazan

Sissel-Jo Gazan skriver, så svalerne synger. Foto: Robin Skjoldborg

Sissel-Jo Gazan skriver, så svalerne synger. Foto: Robin Skjoldborg

Anmeldelse: Fem år efter videnskabskrimien Dinosaurens fjer udkom, er Sissel-Jo Gazan aktuel med efterfølgeren: Svalens graf. Forlaget kalder det en psykologisk krimi, men det er i højere grad en historie om familiehemmeligheder og livsløgne.

Som bestselleren Dinosaurens fjer har forfatterens nye roman igen forsker- og universitetsverdenen som omdrejningspunkt. Og igen med en biologistuderende som en af bogens hovedpersoner. Men denne gang er det ikke fortidens øgler, der forskes i, men vacciner til børn.

Sissel-Jo Gazan har under sin research besøgt et sundhedsprojekt i Guinea-Bissau, og en del af romanens drama udspiller sig netop i det vestafrikanske land. Det er et vanvittigt interessant og aktuelt tema, som forfatteren tager fat på i bedste John Le Carre-stil: Hvad nytter en vaccine, hvis den beskytter mod det, den er designet til, men til gengæld svækker modstandskraften og immunsystemet, så børn dør af andre sygdomme? Og hvad siger en mastodont som WHO og medicinalfirmaerne til den viden?

I bogen møder vi bl.a. biologen Marie Skov, der er sygemeldt efter at have fået brystkræft. Hun skal snart i gang med en ph.d. Der er bare det lille men, at Marie Skovs vejleder, professor Kristian Storm, tilsyneladende har hængt sig på sit kontor. Har han begået selvmord, fordi han er under mistanke for at have manipuleret med forskningsresultater? Det har Søren Marhauge fra Bellahøj Politi, som vi mødte i Dinosaurens fjer, til opgave at finde ud af. Som andre gode efterforskere går han sine helt egne veje, når sager skal løses.

Svalens graf er ikke en rendyrket krimi med masser af action, og plottet er ikke særlig originalt. Det koster på krimifronten, at bogen i høj grad bliver en fortælling om Marie Skovs dysfunktionelle familie. Alligevel blev jeg på en underfundig måde afhængig af ordene og meget grebet af historien, selvom familiemedlemmerne virker som store klicheer:

  • Den skrøbelige, kunstneriske mor med et sart sind
  • Den alkoholiske og joviale far
  • Og på hver sin side af den unge biolog –  den pligtopfyldende, udglattende
    storesøster og den oprørske lillesøster

Men forfatteren skriver så eminent om barndommens svigt, hemmeligheder, der forpester livet, fortielser, fornægtelse og livsløgne, at man næsten får ondt i maven og holder vejret. Vi er langt hævet over klicheerne, og det bliver vedkommende og interessant. Og jeg begejstres, når Sissel-Jo Gazan f.eks. skriver, at køkkenet dufter af kartofler, steg og omsorg.

At krimiplottet ikke er opfindsomt, ødelægger ikke historien. Der er masser af saft og kraft og hjerte i fortællingen. Denne mobbedreng af en hybrid mellem et psykologisk familiedrama og krimi er spændende læsning. Og til sidst kommer både krimigåden og sandheden om Marie Skovs familie frem i lyset.

Hvor Dinosaurens Fjer visse steder blev for researchtung, så bliver vi denne gang fordret med viden og fakta i pædagogiske, interessante og appetitlige bidder. Jeg er overbevist om, at Svalens Graf får et stort og bredt publikum. Det er en rigtig god bog.

Du kan læse de første 40 sider af Svalens graf lige her

 

Skønt krimiefterår 2013

Jeg er tyvstartet på Svalens graf - selvstændig efterfølger til Dinosaurens fjer.

Jeg er tyvstartet på Svalens graf – selvstændig efterfølger til Dinosaurens fjer.

Er der krimier, som du glæder dig specielt meget til her i efteråret?

Måske ser du frem til at læse Michael Katz Krefelds fjerde krimi Afsporet, der er første bind i serien om politimanden Thomas Ravnholdt? (Udkommer 27. august)

Eller måske venter du med længsel på september, hvor du kan få fingrene i Kristina Ohlssons Paradisoffer? Det er fjerde bog i serien om Fredrika Bergman.

Eller er det en krimidebutant, du glæder dig til at stifte bekendtskab med?

Endelig kan det også være, at det især er Noras bog af Liza Marklund – endnu en bog om journalisten Annika Bengtzon – som du med spænding venter på? (Udkommer 25. oktober)

En af de bøger, jeg selv har glædet mig rigtig meget til at læse, er Sissel-Jo Gazans Svalens graf. Den udkommer om en uge. Kig med på bloggen fredag, hvor jeg anmelder bogen. Det er en selvstændig efterfølger til Dinosaurens fjer fra 2008. Endnu engang er det en videnskabskrimi, og jeg kan godt afsløre, at det, jeg har læst indtil nu, er godt. Rigtig godt. Og så gør det jo ikke noget, at en god historie er piftet op med sprogguf. Jeg er vild med en sætning som denne:

Han duftede af pibetobak og cardigan og billedlotteri.

Ligegyldigt hvilken krimi, du glæder dig til at læse, så håber jeg, at du får et godt krimiefterår.

Der er langt fra Miss Marple til Philip Marlowe

Mon ikke også der er en krimi, der falder i din smag?

Krimigenrer: En krimi er ikke bare en krimi. Der findes et væld af forskellige typer og undergenrer.

(Opdateret september 2017)

Nogle kalder Steen Steensen Blichers novelle fra 1829, Præsten i Vejlbye, for verdens første krimi. Dog er det den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe, der regnes for at være ophavsmand til den moderne krimi. I 1841 skrev han Mordene i Rue Morgue, hvor vi møder detektiven Dupin – og en grum orangutang. 

Krimigenren lever endnu. Jubii. Mens nogle forfattere dyrker en bestemt krimigenre, blander andre de forskellige stilarter. Du får serveret et par af kategorierne her:

Den klassiske engelske krimi:

Kaldes også ”the whodunit” eller puslespils-krimien. Forbrydelsen er et mysterium, der skal løses. Miljøet er typisk over- eller middelklassen. Forbrydelsen flækker den harmoniske og idylliske verden, hvor alt på overfladen er perfekt.

Det er op til den ofte enlige gentlemandetektiv at genoprette harmonien. Detektiven har iagttagerens rolle, samler spor og mistænker alle efter tur, indtil puslespillet til sidst kan lægges.

Kulissen er måske en herregård, et slot, en præstegård, et landsbymiljø eller lignende. Det er ikke til at komme uden om Agatha Christie i denne sammenhæng – ej heller Inspektør Morse, hvis vi snakker klassisk engelsk krimi på tv.

Politiromanen:

Amerikanske Ed Mcbain var en af de første, der skrev politiromaner. Ed Mcbain skrev også manuskriptet til Alfred Hitchcocks klassiker Fuglene, så han kunne sit kram. Genren slog igennem i 50’erne i USA, mens det først var i 1970’erne, at politiromanen fik sit store gennembrud i Skandinavien.

I politiromanen skildres politiets arbejde, og læserne er med på sidelinjen til bl.a. afhøringer, møder, tekniske undersøgelser og obduktioner. Her bevæger plottet sig typisk mellem opklaringen og den kriminelles planlægning og udførelse af forbrydelsen. Ofte ved læsere før politiet, hvem den kriminelle er. Detektiven står ikke alene, men er typisk en del af en efterforskningsgruppe. Og det er tilladt for efterforskeren at have et privatliv.

Særligt svenskerne har været glade for politiromanen, og forfattere som Sjöwall/Wahlöö, Håkan Nesser og Henning Mankell har kastet sig over genren. Eksempler på danske krimiforfattere, der skriver politikrimier, er søskendeparret Lotte og Søren Hammer, Jussi Adler-Olsen og Jesper Stein.

Der findes også andre typer krimier:

Den metafysiske krimi, der inddrager metafysik, religion eller det overnaturlige i fortællingerne. A. J. Kazinski, der er er et pseudonym for Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund er blandt de krimiforfattere, der er optaget af det metafysiske.

Femi-krimien – i både skandinavisk og amerikansk version. Fælles er, at krimierne er skrevet af kvinder, har en kvinde som hovedperson og beskriver det moderne kvindeliv med privatliv, konflikter etc. Især i den skandinaviske version er forbrydelserne forbundet med mænds dominans over kvinder, og bøgerne har ikke sjældent en kønspolitisk pointe. Især svenske Liza Marklund er kendt for denne genre, ligesom Sara Paretsky også er det. Amerikanske Marcia Muller (f. 1944) regnes af mange for genrens urmoder.

Den amerikanske hårdkogte krimi, hvor whisky og smøger i rigelige mængder ofte er vigtige ingredienser. Landsbymiljøet fra de engelske krimier er skiftet ud med den barske storby, der er fuld af korruption og gangstere, og en enlig detektiv som f.eks. Raymond Chandlers Philip Marlowe. Han er portrætteret på film af bl.a. Humphrey Bogart.

Psykologiske krimi herunder også de såkaldte domestic noir-krimier. I domestic noir rykker uhyggen helt tæt på og forplanter sig lige der, hvor du burde føle dig allermest tryg og sikker, nemlig i dit eget hjem og blandt din familie og din nære omgangskreds. Et eksempel på domestic noir er Gillian Flynns Kvinden der forsvandt. Læs også min artikel på Litteratursiden, hvor jeg har skrevet om netop domestic noir.

Videnskabskrimier hvor forskning og fakta spiller en central rolle. Forfattere som Sissel-Jo Gazan, Lotte Petri, Robert Zola Christensen og Bille og Bille skriver videnskabskrimier.

Den historiske krimi der fletter en historisk periode ind i plottet og er skrevet som en historisk roman, og altså ikke bøger, der har år på bagen og beskriver deres samtid. Forfattere som Umberto Eco (Rosens navn) Ole Frøslev og Martin Jensen skriver historiske krimier.

Rigtig god læselyst. Mon ikke der er en krimi, der passer til dig?

Mange hilsner fra

Rebekka Andreasen,

Vild Med Krimi

 

 

Metusalemgenet af Michael Lycke

Anmeldelse: Metusalemgenet er en af de bedste bøger, jeg har læst i nyere tid. Det er en forrygende videnskabskrimi af høj kvalitet og meget underholdende.

Som i Sissel-Jo Gazans Dinosaurens Fjer foregår bogen i et internationalt forskningsmiljø. Hæsblæsende er et lidt slidt og klichefyldt ord, men det er hæsblæsende og nervepirrende at følge den nysgerrige og naive videnskabsjournalist, Noah Safran.

Han får til opgave at undersøge, hvor tæt forskere verden over er på at finde nøglen til evigt liv. Den videbegærlige Noah kommer ud for lidt af hvert på sin farefulde færd i især Paris, men også i England og Tyskland. Noah allierer sig blandt andet med en svært overvægtig og kikset, men også lynende intelligent veninde fra Danmark og en yderst hjælpsom kvindelig guide, han møder i Paris.

Bogen er proppet med fakta om aldring, livsforlængende teknikker og aldringens processer. Der er nok et par læsere eller to, der mener, at bogen er for researchtung. For et par år siden deltog Michael Lycke i en verdenskongres i Paris for biogerontologernes (de, der forsker i aldringsprocessens biologi) og han har også fået stor hjælp af en af verdens førende forskere på området.

Jeg synes, det giver bogen tyngde og er et kæmpe plus for læseoplevelsen. Det er fascinerende, at det ikke er science fiction eller fri fantasi, men at der er mennesker derude i den virkelige verden, der hver dag er optaget af at opfinde livsforlængende teknikker. Nogle forskere mener, at mennesket i en nær fremtid kan blive flere hundrede år gamle.

Krimien bliver aldrig kedelig. Tværtimod er den tempofyldt, uhyre underholdende og bloddryppende. Journalister spiller ofte en hovedrolle i krimier, og selvom Noah har sin profession til fælles med mange andre hovedpersoner, så er han helt speciel og har en hemmelighed, som overrasker undervejs.

Lad dig endelig ikke skræmme af hverken fakta eller antal sider, men und dig selv en fantastisk læseoplevelse, der aktiverer hjernecellerne og giver stof til eftertanke. Tænk, hvis man finder et såkaldt metusalemgen, der gør os i stand til at leve mindst lige så længe som Metusalem, der ifølge bibelen blev hele 969 år gammel. Er det fantastisk – eller skræmmende?

People’sPress står bag udgivelsen.

– Jeg ville blive en psykotisk massemorder, hvis jeg ikke skrev

Horsens-forfatteren Michael Lycke, der tidligere har skrevet børne- og ungdomsbøger, er nu aktuel med sin første roman for voksne: en højspændt videnskabskrimi, der handler om jagten på evigt liv.

969 år. Så gammel blev urtidsmennesket Metusalem ifølge Det Gamle Testamente, og han er ifølge Biblen jordens længstlevende menneske. Han har også inspireret til navnet på Michael Lyckes aktuelle krimi: Metusalemgenet, og det er langt fra tilfældigt.

I bogen følger læserne videnskabsjournalisten Noah Safran, der er i Paris for at skrive om den nyeste forskning inden for evigt liv. Samtidig dør en dansk forsker med speciale i livsforlængende teknikker under mystiske omstændigheder, og en tidligere ansat i et genteknologisk firma bliver på makaber vis udstillet til skræk og advarsel foran et kongrescenter, drænet for sidste dråbe blod. Det er Noahs opgave at finde ud af, hvor tæt forskerne er på at finde nøglen til evigt liv. Men det bliver ikke uden fare for hans eget liv.

Da lysten til at skrive bøger for voksne begyndte at ulme, var det oplagt for Michael Lycke at forene skriveriet med en glødende interesse for naturvidenskab.

Jeg har altid interesseret mig for naturvidenskab og synes, at der er mange gode historier at hente her. Jeg bliver ofte overrasket og forundret og tænker: what, når jeg læser naturvidenskabelige artikler. At der f.eks. er forskere, der seriøst tror på, at vi inden for en overskuelig fremtid er i stand til at skabe evigt liv – eller i hvert fald forlænge det med 1000 år – er da fantastisk at tænke på. Det er noget, der kommer til at revurdere vores opfattelse af, hvad livet og døden er. Det er spændende at vise en verden, som langt de fleste mennesker nærmest ikke ved, eksisterer.

Han tilføjer, at han fik en lille depression som 15-årig, da det gik op for ham, at der ikke er noget liv efter døden. For når man er død, så er man død, tror den 38-årige forfatter, der bestemt ikke ville have noget imod at få sit eget liv forlænget – dog under forudsætning af, at hans familie og venner også levede længere.

Førende forsker i Aarhus

Arbejdet med bogen har taget godt tre et halvt år. Michael Lycke forklarer, at han lige skulle vænne sig til at skrive for voksne, og så har bogen krævet masser af research.

Jeg har en kæmpe mappe fuld af notater og videnskabelige artikler. Det har taget sin tid, men det har været rigtig spændende, forklarer forfatteren, der især har fået stor og værdifuld hjælp af en af de førende forskere i verden inden for aldringens biologi. En forsker, der har base på Aarhus Universitet.

Det meste af krimien foregår i Paris, som Michael Lycke synes var den oplagte kulisse, og han har tidligere besøgt byen mange gange. I forbindelse med sin research tog han atter til Paris for at tjekke bygninger og steder ud. Også for at få lugte og lyde og stemninger med, så han kunne skrive så autentisk som muligt. Når man læser bogen, virker det som om, han kender byen ud og ind. Måske også bedre, end han i virkeligheden gør.

Google Maps er en fantastisk opfindelse for en forfatter.

Tintin-agtig hovedsperson

Michael Lycke kalder bogens hovedperson, videnskabsjournalisten Noah Safran, for Tintin-agtig.

Han er sød og rar og nysgerrig og også lidt naiv. Og sådan er jeg nok også selv. Det var vigtigt for mig at have en person, jeg kunne holde af og holde ud at skrive om. Og så synes jeg, der er en tendens til at lave makkerpar i krimier, ofte en mand og en kvinde, hvor den ene er den fornuftige og den anden den fandenivoldske. Jeg ville gerne kombinere de egenskaber i én person.

Uden at røbe for meget af handlingen, så kan det fastslås, at Noah Safran har nogle usædvanlige personlighedstræk, ligesom andre af bogens personer også er skæve personligheder.

Jeg har det godt med folk, der er lidt anderledes og lidt skæve. Det er sikkert, fordi jeg også selv har følt mig lidt ved siden af normerne. Jeg har ikke gået den slagne vej. Jeg har haft forskellige jobs, flyttet meget rundt og forsøgt mig med flere forskellige studier.

Han kan gode lide det drive og de virkemidler, som krimigenren indbyder til. Han understreger, at hans bøger først og fremmest skal underholde og nævner norske Tom Egeland som en af sine egne krimifavoritter.

Han kan skrive spændende videnskabskrimier med humor og selvironi.

Siden 5-6-års alderen er der kommer historier fra Michael Lyckes hånd i form af bl.a. filmmanuskripter, tegneserier og små historier.

Jeg skriver bedst om morgenen og om formiddagen. Jeg skal lige vågne, og så skal jeg gå nærmest fra sovende tilstand hen til computeren. Masser af kaffe og smøger og så kører det. Jeg skal have en fornemmelse af, at jeg har hele verden for mig selv. At være forfatter er verdens bedste job – også det værste. Man kan styre sin tid, præcist som man vil, man er sin egen chef og får skabt noget. Man kan se resultater hele tiden, mens man arbejder. Jeg kan slet ikke lade være med at skrive. Jeg ville blive en psykotisk massemorder, hvis jeg ikke skrev, og så kom jeg frem til, at det var bedre at skrive om det, end at blive det selv, siger Michael Lycke med lune i stemmen.

Det er planen, at Metusalemgenet skal være en del af en serie, og Michael Lycke har allerede taget hul på researchen til bog nummer to om Noah Safran.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her