Vindere

Krimier, der foregår i Afrika

Tag med til Afrika uden at pakke kufferten. Jeg har lavet en liste med gode krimier om Afrika. God rejse.

Når du læser, oplever du andre miljøer end dem, du måske færdes i til daglig. Tag med et smut til Afrika. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg har boet og rejst en del i Afrika. Jeg har vandret op ad Kilimanjaro, beundret en søvnig gepard på safari i Kenya og snorklet ud for Zanzibars kyst. Jeg har spist krydret, tunesisk mad, der forkæler ganen, og jeg har beundret bygninger i Maputo i Mozambique og set, hvordan vestlig og afrikansk arkitektur smelter sammen.

Jeg har suget duften af akacietræer til mig, stået ved Nilens udspring i Uganda, og jeg har fået rødt sand mellem tæerne.

Men jeg har også set bagsiden af Afrika. Mødt mennesker i dyb fattigdom, der bor i affald, børnehjemsbørn, hvis forældre er døde af AIDS, set storbyer invaderet af rotter og forurening og mødt gambianere, hvis familiemedlemmer er fængslet for at ytre sig imod styret.

Og for nylig kom min mand hjem fra en arbejdsrejse til Madagaskar med en træls souvenir i form af en voldsom tarminfektion, der krævede indlæggelse på sygehuset i flere dage.

Afrika er både fantastisk og kaotisk på samme tid. Vil du gerne have en dosis Afrika uden at rejse dertil? Jeg har lavet en liste med krimier om Afrika, du kan plukke af.

  • Tretten timer af Deon Meyer:  En eminent politiroman, der foregår i Sydafrika. En krimi, der viser en flig af de mange udfordringer, der er i det smukke land, der minder om Europa på mange måder, men som stadig er et forholdsvis nyt demokrati. Og hvor der er intet mindre end elleve forskellige officielle sprog. Vi møder den hvide vicekriminalkommissær Benny Griessel en tidlig morgen i Cape Town og slipper ham først igen 13 timer senere. Og det er ikke uinteressant.

 

  • Afrikas horn er en spændingsroman af den sydafrikanske bestsellerforfatter Wilbur Smith. Den 19-årige Cayla bortføres fra sin mors luksusyacht i Det Indiske Ocean. Bag kidnapningen står somaliske ekstremister, der kræver et gigantisk beløb for at frigive hende. Den stenrige moder får hjælp af Hector Cross – sikkerhedschef med baggrund som major i det britiske specialkorps. Tempofuld og spændende roman med masser af action på havet ud for Afrika. Der er tre spændingsbøger i serien om Hector Cross, og Afrikas horn er den første.

 

  • Alexanders McCall Smiths serie om Damernes detektivbureau er både spændende, farverig og humoristisk. Bøgerne handler om den stærke, varme, kloge og snedige Mma Ramotswe, der åbner et detektivbureau i Botswanas hovedstad Gaborone. Det er en herlig krimiserie på over ti bind, der viser et anderledes billede af Afrika, end vi er vant til fra medierne. Den første bog i serien hedder lidt uopfindsomt Damernes Detektivbureau Nr. 1. Men der er masser af hyggelig krimiguf i vente, hvis du har serien til gode. Forfatteren er skotte født i det daværende Rhodesia.

 

  • Den afrikanske jomfru af Helle Vincentz, der er den danske forfatters debutroman. Og første bind i serien om Caroline Kayser, der er ansat i et dansk olieselskab. Hovedpersonen sendes i hast til afdelingskontoret i Kenya, hvor hun skal sætte en stopper for vedvarende rygter om voldtægt. Men hvor langt er hun vil­lig til at gå for at redde firmaets omdømme? Og kan hun vende det blinde øje til både mord, voldtægt og kor­rup­tion? Bogen blev shortlistet til Danske Banks Debutantpris og til prisen som årets krimidebut i Frankrig. En spændende dansk thriller om Afrika.

 

  • Den standhaftige gartner af John le Carré. En af mine yndlingsbøger. Bogen foregår i Kenya, og jeg boede i Uganda, da jeg læste den. Vi møder den engelske diplomat Justin Quayles, der arbejder på den engelske ambassade i Nairobi. Hans kone Tessa arbejder som ngo’er i Nairobis slumkvarterer, og da hun findes dræbt, sætter han sig for at finde ud af hvorfor. Og af hvem. I bedste bedste Le Carré-stil er der hug til multinationale selskabers udnyttelse af ulande. En fremragende thriller. Filmatiseringen af bogen med Ralph Fiennes og Rachel Weisz kan også anbefales. Men filmen er selvfølgelig ikke så god som bogen.

 

  • Sidst i 90’erne udkom Gretelise Holms Mercedes-Benz Syndromet. En politisk thriller, der foregår i Zimbabwe, hvor forfatteren, der også er journalist, har boet og arbejdet i flere år. Det er Holms første krimi. Og en roman, som hun fik Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom for. Det er længe siden, jeg har læst bogen, og jeg husker ikke krimiplottet godt. At bogen er skrevet af en forfatter med stor kærlighed til og viden om Zimbabwe husker jeg dog gjorde indtryk på mig.

Jeg har ikke selv læst Louis Klostergaards to krimier, der foregår i Sydafrika, men jeg har hørt godt om både Kvinden i det røde mudder og Marionetdukken, hvor vi møder Pieter Martins, der er sort politibetjent under apartheidstyret. Forfatteren er født i Sydafrika, men har haft sin skolegang og fået sin uddannelse i Danmark, hvor han bor i dag.

Jeg har heller ikke læst Rune Stefanssons Baby Rasta, der foregår i Gambia. Men det er også en krimi/politisk thriller, der har fået fornemme ord med på vejen. Politikens anmelder smed fem hjerter efter bogen om den chilensk-danske detektiv Marcelo Krankl, der hyres til at efterforske mordet på en dansk popstjerne i Gambia. Bogen er nummer to i en serie på fire bøger om Marcelo Krankl. Rune Stefansson siger:

Afrika er trendy. Afrika er i vækst. Afrika er stenaldermennesker med mobiltelefoner. Meget groft sagt, naturligvis. Der er nogle enorme kontraster. Og menneskene er så dejlige, så imødekommende, så åbne.

Læs resten af interviewet, hvor citatet her er fra, på forfatterens site her

Feriefotos fra bl.a. Uganda og Tanzania. Foto: Rebekka Andreasen.

PS:

Fra Afrika til Grønland: Tak til alle jer der deltog i konkurrencen om to udgaver af Nina von Staffeldts Den sorte engel, der foregår på Grønland. Både her, på Instagram og på Facebook.

Flere af jer skriver, at I ikke rejser meget i virkeligheden. Men at I har været vidt omkring i verden gennem de bøger, I læser. Herligt.

Pipalukbooks og Eva Tove Rasmussen – send mig jeres adresse på mail@rebekkaand.dk – så sender Forlaget milik, der har sponsoreret bøgerne, Staffeldts nye krimi til jer.

God læselyst og god rejse, hvis du pakker kufferten her i løbet af sommeren/Rebekka

 

 

Har du vundet billetter til BogForum?

Husk: BogForum er andet end ord. Her foto fra BogForum 2014, hvor forfatter, tegner og blogger Maren Uthaug er i gang med at sætte sin streg. Foto: Rebekka Andreasen

Husk: BogForum er andet end ord. Her foto fra BogForum 2014, hvor forfatter, tegner og blogger Maren Uthaug er i gang med at tegne. I år kan du møde Don Rosa – en af de mest anerkendte Anders And-tegnere gennem tiderne. Foto: Rebekka Andreasen

BogForum 2016: Tak til alle jer, der har deltaget i konkurrencen om billetter til BogForum 2016. Jeg kan genkende mange af jeres navne. Tak fordi I er trofaste og læser med her på bloggen måned efter måned.

Der er dog kun to vindere.

Jane Johansen og Signe Espersen. Send mig jeres adresse på mail@rebekkaand.dk Så er der to billetter på vej til jer begge.

På BogForum kan du i år møde forfattere som Arne Dahl, Michael Katz Krefeld, Sara Blædel, Leif Davidsen, Robert Zola Christensen, Bille & Bille, Jussi Adler-Olsen, Paul Cleave, Katrine Engberg og Eva Maria Fredensborg. Foto: Rebekka Andreasen

På BogForum kan du i år møde forfattere som Arne Dahl, Michael Katz Krefeld, Sara Blædel, Leif Davidsen, Robert Zola Christensen, Bille & Bille, Jussi Adler-Olsen, Paul Cleave, Katrine Engberg og Eva Maria Fredensborg. Foto: Rebekka Andreasen

I bestemmer selv, om I vil besøge bogmessen fredag den 11. november, lørdag den 12. november eller søndag den 13. november.

Tak til BogForum for at sponsorere billetterne. Du kan tjekke programmet for BogForum her

 

 

 

Domestic noir – og et par heldige vindere

Faldet af britiske S.K. Tremayne er et eksempel på en domestic noir-thriller. Foto: Rebekka Andreasen

Faldet af britiske S.K. Tremayne er et eksempel på en domestic noir-thriller.  Er det dig, der har vundet et eksemplar af bogen? Foto: Rebekka Andreasen

Domestic noir:  Krimigenren udvikler sig konstant. Der findes bl.a. politiromaner, videnskabskrimier, spionthrillers, femikrimier, skandinaviske velfærdskrimier og krimier, der blander det metafysiske og religiøse ind i en ellers stram krimiskabelon, hvor ting kan forklares. Og så er der domestic noir: en undergenre til den mere traditionelle krimigenre.

Omformuler Home is where the heart is til Home is where the hurt is og du er tæt på en definition på domestic noir.

Domestic noir centrerer sig om privatlivet og de tætte relationer. Omdrejningspunktet for domestic noir-thrillers er ofte dagligdagen med arbejde, venner, børn og parforhold. Genren udforsker bl.a. ægteskabets eller det tætte venskabs knap så idylliske sider.

Over en gin og tonic på en krimifestival i Bristol fandt den britiske forfatter Julia Crouch og hendes forlægger i 2013 på begrebet, der passede godt på de romaner, Crouch havde skrevet.

Især amerikanske Gillian Flynns Gone Girl har sat skub i genren. Kvinden der forsvandt, som bogen hedder på dansk, udkom herhjemme i 2013 og året før i USA. Flynns domestic noir-thriller er blevet en international bestseller, og den psykologiske thriller har begejstret læsere over hele verden.

Romanen handler om det unge og smukke ægtepar Amy og Nick. På parrets femårs bryllupsdag forsvinder Amy sporløst efter tegn på kamp i hjemmet. Manden Nick bliver mistænkt for at stå bag, og snart er Nick hvirvlet ind i en mediestorm  og politiefterforskning. I romanen skiftes de to hovedpersoner til at give deres vidt forskellige versioner af sandheden, og som læser bliver du trukket rundt i manegen og har skiftevis sympati for den ende, så den anden. Hvem skal du tro på? Hvad foregår der egentlig i hovedet på de mennesker, du tror, du kender så godt?

Domestic noir punkterer myten om det perfekte liv

Med selfies og sociale medier som Facebook og Instagram kan vi iscenesætte vores liv, så det emmer af nybagt gourmetbrød, masser af motion, glade unger, idylliske ferier og perfekte designerhjem, og mange peger på, at genren opfylder vores behov for at komme ind under den åleglatte overflade, helt derind, hvor der er mørkt og ubehageligt. Domestic noir punkterer myten om det perfekte liv.

I morgen udkommer en thriller, der på fornem vis repræsenterer denne subgenre: Faldet af britiske S.K. Tremayne. (Læs mit interview med forfatteren her)

Det er en brag af en bog, og du kan godt glæde dig. Og de to heldige bloglæsere, der hver har vundet et eksemplar af Faldet er: Mette Mølgaard og Tove Hornbek.

Send mig jeres adresse på mail@rebekkaand.dk  – så er der en bog på vej til jer. Hører jeg ikke fra vinderne inden 14 dage, udtrækker jeg andre vindere. Tak til Gads Forlag for at sponsorere bøgerne.

PS: Har du lyst til at kaste dig over genren, kan du  – udover Faldet af S.K. Tremayne – gå i gang med en af disse bøger:

  • Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn
  • Kvinden i toget af Paula Hawkins
  • Den tavse kvinde af S. A. Harrison
  • Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz
  • Før jeg lukker øjnene af S. J. Watson
  • Dobbelt liv af S. J. Watson
  • Bogen om dig af Claire Kendal
  • Pigen med det tidsindstillede hjerte af Peter Swanson
  • Aldrig uden dig af Harriet Lane
  • Den anden af Harriet Lane
  • Hausfrau af Jill Alexander Essbaum
  • Min mands hemmelighed  af Liane Moriarty
  • Sundhedsplejersken af Nova Lee Maier
  • Ikonen og Konservatoren af Nina Vad Holtum

 

 

Har du vundet i fødselsdagskonkurrencen?

Jeg spiser lige en fødselsdagsbolle for at sige tak til alle bloggens dejlige læsere. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg spiser lige en fødselsdagsbolle for at fejre bloggens 2-års fødselsdag og sender en tak til alle jer, der læser med. Foto: Rebekka Andreasen

Tak tak tak. Tak for alle jeres dejlige og sjove kommentarer. Dejligt at læse, at krimibølgen bruser og brøler – og ikke er en dæmpet, skvulpende bølge.

Der er fire bøger på højkant i Vild Med Krimis konkurrence i anledning af, at jeg har blogget om krimier i to år:

To eksemplarer af Thomas Engers Våbenskjold, der er udkommet på Modtryk. Norske Thomas Enger er en af mine favoritforfattere, og Våbenskjold er den fjerde, selvstændige roman i serien om journalisten Henning Juul. Læs mere om bogen her

Et eksemplar af Åbent Hus af Sofie Sarenbrant udgivet på People’sPress. Samme forlag har udgivet Gengældelsen af Steffen Jacobsen, der også er med i gavepuljen. Læs mere om Åbent Hus, der er tredje krimi om kriminalassistent Emma Sköld, her

Og læs mere om Gengældelsen, der som i Trofæ har privatdetektiv Michael Sander og politikommissær Lene Jensen i centrum, her

Nu til de fire heldige vindere, der skal sende mig deres adresse på mail@rebekkaand.dk

Anja Dybris – du har vundet Våbenskjold

Pia Timm Hagmann – du har vundet Våbenskjold

Rikke Hyldgaard Hansen – du har vundet Gengældelsen

Inge Moritzen – du har vundet Åbent hus

Tillykkke til jer alle.

 

Vind krimi – og se et udpluk af efterårets krimier

Der er to eksemplarer af Bille & Billes nye Thea VInd-krimi på højkant.

Der er to eksemplarer af Bille & Billes nye Thea Vind-krimi på højkant. Se nederst på siden, hvordan du deltager i konkurrencen.

Nye krimier og konkurrence: Efteråret = et væld af spændende bogudgivelser. Her kommer et udpluk:

Nordiske krimier:

En af Sveriges helt store krimiforfattere, Håkan Nesser, har en bog på gaden i dag: Levende og døde i Winsford. Du kan i øvrigt møde forfatteren, der bl.a. er kendt for sin Gunnar Barbarotti-serie, til Aarhus Litteraturfestival om en uge. Læs mere her

Thomas Engers Våbenskjold udkommer 17. oktober. Det er fjerde bog i Henning Juul-serien.

Kristina Ohlssons Davidsstjerner udkommer den 21. oktober. Hun skriver godt. Rigtig godt.

Britiske krimier:

Mo Hayders Dukkebarn udkommer den 23. september. Dukkebarn er fjerde selvstændige bind i serien om politikommissær Jack Caffery. Læs også Ritualer, Hud og Væk. Hun skriver fantastisk.

Ann Cleeves: Blå luft udkommer den 31. oktober. Det er sjette roman i Ann Cleeves’ Shetland-serie.

Amerikanske krimier:

Karin Slaughter er også snart klar med ny krimi, hvor vi møder Kate Murphy – en uerfaren politikvinde, som prøver at finde sin helt egen plads i Atlantas politidistrikt. Hævntørst udkommer 25. september.

Chris Carters Ondskab udkommer 15. oktober. (Jeg ved godt, at forfatteren er født og opvokset i Brasilien, men han har en stor del af sit voksenliv boet i USA)

Lyndsay Faye: Tavshed er guld – historisk krimi, der er anden del af serien om politiet i New York i 1840’erne. Første del i serien er Gothams Guder.

Danske krimier:

Romanen er andet bind i Lyndsay Fayes anmelderroste serie om politiet i New York i 1840erne. Første bind Gothams guder udkom i foråret 2013. – See more at: http://www.arnoldbusck.dk/boeger/krimi-spaending/tavshed-er-guld#sthash.cFvYUYiI.dpuf
Romanen er andet bind i Lyndsay Fayes anmelderroste serie om politiet i New York i 1840erne. Første bind Gothams guder udkom i foråret 2013. – See more at: http://www.arnoldbusck.dk/boeger/krimi-spaending/tavshed-er-guld#sthash.cFvYUYiI.dpufDanske krimier:

I dag udkommer Inger Wolfs Det perfekte sted at dø. Endnu en politikommissær Trokic-krimi. Bogen bliver snart anmeldt her på bloggen. Læs min anmeldelse af Wolfs forrige krimi her

De mørke mænd af Jens Henrik Jensen udkommer 4. september. Det er en fortsættelse af De hængte hunde.

Michael Katz Krefeld kommende krimi hedder Savnet. Endnu en Ravn-krimi. Bogen udkommer 19. september.

I Det norske job af Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg møder vi igen profileringseksperten Katrine Wraa. Udkommer 15. oktober.

Der er også nyt på vej fra forfatterparret Bille & Bille, som du kan møde her

I ond tro hedder parrets tredje bog om videnskabsjournalisten Thea Vind, og to bloglæsere har nu mulighed for at vinde bogen, der udkommer 1. september. Hvad skal du gøre for at få fingre i et eksemplar? Skriv en kommentar under indlægget her, hvor du skriver navnet på en krimi, du kan anbefale. Bemærk at der kan gå lidt tid, fra du skriver din kommentar, til den kan ses på bloggen. Jeg trækker to vindere søndag den 31. august klokken 20. Du skal selv holde øje med, om du vinder.

God læselyst.

 

 

 

 

Broen 3 bliver Saga uden Martin

Saga uden Martin. Kan det overhovedet fungere? Det finder vi ud af, når Broen III vises til efteråret 2015. Foto: Carolina Romare

Saga uden Martin. Kan det overhovedet fungere? Det finder vi ud af, når Broen III vises til efteråret 2015. Foto: Carolina Romare

Til næste efterår kan vi atter glæde os til en omgang Broen.Tredje sæson bliver dog uden Kim Bodnias karakter Martin Rohde.

Saga uden Martin. Hvordan mon det bliver? Svaret må vi vente med til efteråret 15, hvor DR1 viser tredje sæson af tv-krimien Broen. Optagelserne til den nye sæson går i gang til september, men Saga må altså undvære sin faste, danske makker, når hun skal i gang med at opklare forbrydelser i Øresundsregionen. Jeg håber, at folkene bag serien disker op med noget forrygende tv. Selvom Martin Rohde ikke er med. Som begejstret fan er jeg ked af, at makkerparret skilles. Men indrømmet – hellere undvære Martin end Saga.

Vi har stadig meget at berette om Saga Norén, og nu kan vi også præsentere seerne for nye spændende karakterer i Broens univers og udvikle deres relationer med hinanden. Sæson III føles rigtig fascinerende at arbejde med, og jeg lover, at ingen bliver skuffede.

Sådan siger hovedforfatter Hans Rosenfeldt ifølge en pressemeddelelse fra DR.

Ifølge en artikel i den svenske avis, Sydsvenskan, i dag, så er årsagen til en omgang Broen uden Martin, at Kim Bodnia ikke har været tilfreds med den måde, hans rolle udviklede sig på. Martin eller ej – jeg skal selvfølgelig se den nye sæson.

Kim Juul-konkurrencen: Jeg har trukket to bloglæsere, der hver vinder et eksemplar af Kim Juuls seneste krimi om Lars Norholm fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter. Grete Haun og Saltholm, der deltog via Instagram, har hver vundet et eksemplar af  I et fravær af nærvær, der udkom forleden. Send mig jeres adresse på mail@rebekkaand.dk. Så sender forfatteren en bog til jer.

PS: Inden længe anmelder jeg Fyrre dage uden skygge af Olivier Truc. Noget så usædvanligt som en krimi, der foregår i Sameland – skrevet af en franskmand. Og husk: Hver torsdag sommeren over er der et lille forfatterinterview her på bloggen. På torsdag er det Inger Gammelgaard Madsen, der bl.a. fortæller om en ganske særlig oplevelse på Capri.

 

Har du vundet?

Der er boggave på vej til tre heldige....

Der er boggave på vej til tre heldige….

Det er en fornøjelse at fejre blogfødselsdag, når det vrimler med søde kommentarer og gode tanker. Tak. Og dejligt at I findes derude – alle jer, der er vilde med krimier, thrillers og spændingsromaner.

Jeg har igen og igen nævnt (bl.a. i dette krimitillæg på side 4),at krimigenren for mig ikke er en bølge. Det er gode historier, og hvorfor skulle folk blive trætte af det?

Jeg har læst fremragende krimier, der er ren underholdning. Jeg har læst fantastiske krimier, der er ambitiøse, syrede, indviklede og som er meget mere end en krimi. Jeg har læst forrygende såkaldte smalle krimier, ligesom jeg har læst klassikere og bestseller-titler, der er det rene krimiguf.

(Jeg køber ikke den dér med, at hvis en  spændingsroman er populær og ender på bestsellerlisten, så er den helt sikkert dårligt skrevet og plat underholdning. Tro mig. Den holdning møder jeg ofte.)

Forleden blev jeg spurgt, om jeg nogensinde synes, at en krimi er dårlig. Ja er svaret. Selvfølgelig er der krimier, der ikke rammer mig. Hvor jeg af en eller anden grund ikke begejstres af handling, tema eller plot, eller hvor ubehjælpsomt sprog, svag personkarakteristik eller klicheer spænder ben for læseoplevelsen. De krimier, jeg synes er ringe, er lige så forskellige som de bøger, jeg holder af.

Jeg har læst mindre gode krimier af forfattere, der udgiver selv, men også bøger af forfattere fra små og store, veletablerede forlag. Som nu ham den verdenskendte forfatter, der har skrevet den her

Jeg er heller ikke vild med f.eks.:

  • Ren vodka af Anna Blundy: Andre kalder den morsom og spændende. Jeg synes, den er klicheagtig og kedelig.
  • Tre små cyklister af Therese Philipsen: Interessant tema, men bogen fanger mig slet ikke.

Smag og behag er forskellig. Hvad er kvalitet? Hvad er ikke? Krimiforfatter og mor til Fanny Fiske og Maria Krause – Susanne Staun – har engang i et interview i Information sagt:

En god krimi udmærker sig ved at være skrevet med begge hjernehalvdele i brug. Den venstre til plot og den højre til sprog.

En krimi skal altså – ifølge Staun – være skrevet af en forfatter, der har en kærlighed til sproget. Måske det er så enkelt?

Jeg glæder mig til at dele endnu flere læseoplevelser, krimitanker og forfatterinterviews med jer. Og helst flest af de gode læseoplevelser.

Og nu: Tadadada…..  De tre, der har vundet Ole Cliffords spændingsroman, Katharerne, er:

  • Louise Urth Olsen
  • Majken Hammer
  • Helle Post

Send en mail med adresse til: mail@rebekkaand.dk. Så sender Forlaget Rosenkilde & Bahnhof, der har sponsoreret bøgerne, en bog til jer.

Du kan se en bogtrailer for Katharerne lige her

PS: Der er anmeldelser på vej af En hellig alliance af A.J. Kazinski og Den skyldige af Lisa Ballantyne. To meget forskellige, men rigtig gode bøger.

 

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her